Dato for udgivelse
19 Oct 2006 13:37
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Sep 2006 13:16
SKM-nummer
SKM2006.632.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-112146
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Medarbejderaktier, medarbejderobligationer, kontantlønsnedgang
Resumé

Skatterådet bekræfter, at den beskrevne medarbejderobligationsordning opfylder betingelserne i ligningslovens § 7 A, og at kontantlønsnedgangen anses for effektiv, således at medarbejderne ikke skal beskattes af værdien af obligationerne som en del af den løbende løn. En medarbejderaktieordning, hvor tildelte aktier finansieres efterfølgende ved lønreduktion finder Skatterådet er i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3, idet der i ordningen stilles krav om, at medarbejderen ved fratræden inden den endelige finansiering, vil få trukket det resterende beløb i sin sidste lønudbetaling.

Reference(r)
Ligningsloven § 7 A
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-4 A.B.1.10.2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-3 A.B.1.10.3

Spørgsmål

  1. Vil den nedenfor beskrevne medarbejderobligationsordning være omfattet af reglerne i ligningslovens § 7, A, stk. 1, nr. 3?
  2. Vil den i forbindelse med medarbejderobligationsordningen beskrevne kontantlønsnedgang være effektiv, således at værdien af de modtagne obligationer og den af X betalte afgift ikke skal beskattes som en del af den løbende løn?
  3. Vil den nedenfor beskrevne medarbejderaktieordning være omfattet af reglerne i ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 2?
  4. Vil den i forbindelse med medarbejderaktieordningen beskrevne kontantlønsnedgang være effektiv, således at værdien af de modtagne aktier ikke beskattes som en del af den ansattes løbende løn?
  5. Vil den nedenfor beskrevne alternative medarbejderaktieordning med tildeling af aktier ved udgangen af året være omfattet af ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 2?
  6. Vil den i forbindelse med den alternative medarbejderaktieordning beskrevne kontantlønsnedgang være effektiv, således at værdien af de modtagne aktier ikke beskattes som en del af den ansattes løbende løn?

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.
  3. Ja.
  4. Nej.
  5. Ja.
  6. Ja.
Beskrivelse af de faktiske forhold

Selskabet X ønsker både på egne og medarbejdernes vegne at få klarlagt de skattemæssige aspekter af en generel medarbejderaktie- og medarbejderobligationsordning kombineret med en kontantlønsnedgang.

X ønsker at tilbyde medarbejderne følgende generelle medarbejderordninger:

  1. medarbejderobligationsordning - ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3
  2. medarbejderaktieordning - ligningslovens § 7 A, stk. 1 nr. 2

Udover de påtænkte generelle medarbejderordninger har X i forvejen en generel ordning, hvorefter selskabets ansatte kan få tildelt gratisaktier op til kr. 8.000, når en nærmere række betingelser er opfyldt. Betingelserne relaterer sig til, hvorledes X resultatmæssigt har klaret sig i forhold til en nærmere fastsat referencegruppe.

X ønsker, at medarbejderordningerne forbliver omkostningsneutrale, således at den samlede værdi af de tildelte obligationer (inkl. afgift) og aktier modsvares af en kontantlønsnedgang hos medarbejderen.

Medarbejderobligationer

X ønsker at udlodde obligationer til medarbejderne efter reglerne i ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3.

Ordningen skal have virkning for kalenderåret 2007.

Beslutning om en eventuel videreførelse i efterfølgende år, vil blive truffet på bestyrelsesmødet i november i året forud for det år, ordningen skal have virkning for.

Ordningen vil blive tilbudt alle medarbejdere i X, som opfylder de nedenfor anførte betingelser:

  • medarbejderen skal sidde i uopsagt stilling på tildelingstidspunktet
  • medarbejderen skal være tiltrådt sin stilling senest 1. november 2006
  • medarbejderen skal have en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på minimum 8 timer

Udstedes der obligationer for et beløb, der overstiger 4.700 kr., vil X indbetale en afgift på 45 % af den del af værdien, der overstiger de 4.700 kr. til statskassen.

Værdien af de pågældende medarbejderobligationer vil (inklusiv afgift) ikke overstige 10 % af medarbejderens årsløn.

Beregningen af det beløb, den enkelte medarbejder kan få tildelt, foretages med udgangspunkt i medarbejderens løn for januar 2007 ganget med 12.

Januar måned er valgt, fordi denne månedsløn vil være en normal månedsløn for alle medarbejdere i X. Der udbetales med sikkerhed ikke bonus eller lignende engangsbeløb med denne månedsløn.

Månedslønnen for januar opgøres som medarbejderens bruttoløn inklusiv personlige tillæg, som funktionstillæg, specialisttillæg og lignende.

I årslønnen medregnes således ikke skattepligtige personalegoder som fri bil, fri telefon og medarbejderbredbånd. Arbejdsgivers pensionsbidrag medregnes heller ikke i årslønnen.

Når medarbejderen har accepteret X' tilbud om medarbejderobligationer, har medarbejderen erhvervet ret til at få udstedt obligationer i december 2007 svarende til det ved bruttotrækordningen opsparede beløb (dog reduceret med en eventuel afgift).

Det opsparede beløb udgør maksimalt 10 % af den ovenfor angivne beregnede årsløn.

Medarbejderobligationer vil i overensstemmelse med reglerne i ligningslovens § 7 A, st. 1, nr. 3 blive båndlagt i en 5-årig periode fra udløbet af 2007.

Det er frivilligt for den enkelte medarbejder, om vedkommende ønsker at deltage i ordningen.

Det er X' ønske, at tildelingen af medarbejderobligationer skal holdes omkostningsneutral. 

Lønnedgangen agtes gennemført således, at den ikke får betydning for beregningsgrundlaget for pension, feriepenge og overtidsbetaling.

Bruttotrækordningen vil i forbindelse med medarbejderobligationsordningen fungere som en slags opsparingsordning, idet medarbejderen ved årets udgang får tildelt obligationer (inkl. en eventuel afgift) svarende til det ved lønnedgangen opsparede beløb.

Fratræder den enkelte medarbejder sin stilling inden udstedelsen af obligationerne, vil medarbejderen få det opsparede beløb udbetalt, efter X har indeholdt den pligtige A-skat.

Kompensation vil udelukkende blive givet i de tilfælde, hvor medarbejderen selv opsiger sin stilling eller opsiges af X uden at have misligholdt sin stilling.

Medarbejderaktier

Sideløbende med tildelingen af medarbejderobligationer ønsker X at udlodde aktier til markedskurs efter reglerne i ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 2.

Ordningen skal ligeledes have virkning for kalenderåret 2007.

Ligesom for medarbejderobligationsordningen vil bestyrelsen kunne træffe beslutning om en ny tilsvarende ordning for efterfølgende år på bestyrelsesmødet i november forud for det år, hvori ordningen skal gælde.

Medarbejdergruppen, der vil blive tilbudt de pågældende aktier er den samme, som får tilbud om at deltage i medarbejderobligationsordningen.

Det er hensigten, at den enkelte medarbejder bliver tilbudt aktier til markedskurs i X for et samlet beløb på enten 6.000 kr. eller 12.000 pr. år. Herved overskrides beløbsgrænsen på 21.500 kr. (2007) i ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 2, ikke, når X i 2007 udlodder gratisaktier op til 8.000 kr. pr. medarbejder.

Vurderingen af hvor mange aktier medarbejderen kan få for det valgte beløb (6.000 kr. eller 12.000 kr.) træffes den dag, medarbejderen accepterer tilbuddet om at deltage i den generelle medarbejderaktieordning. Der tages udgangspunkt i gennemsnitskursen af alle handler den pågældende dag på Købehavns Fondsbørs oprundet til nærmeste kurs, der går op i 6.000 kr. med et helt tal.

De aktier, medarbejderen får tildelt, har samme stemmeværdi som de øvrige aktier i selskabet. Tildelingen foretages i øvrigt fra X' beholdning af egne aktier.

Medarbejderaktierne båndlægges i 7 år fra og med udgangen af det kalenderår, hvori medarbejderen har fået de pågældende aktier udloddet.

Det er frivilligt for den enkelte medarbejder, om denne ønsker at deltage i medarbejderaktieordningen.

Da X ønsker, at udlodningen af aktierne skal være omkostningsneutral, er det hensigten, at værdien af de udloddede aktier skal modsvares af en lønnedgang i den enkelte medarbejders grundløn.

For så vidt angår aktieordningen vil lønnedgangen udgøre enten 6.000 kr. eller 12.000 kr. for 2007 alt efter hvilket beløb medarbejderen vælger at få tildelt aktier for.

Lønnedgangen agtes gennemført således, at den ikke får betydning for beregningsgrundlaget for pension, feriepenge og overtidsbetaling.

Bruttotrækordningen vil i forbindelse med aktieordningen fungere som en efterfølgende finansiering af de aktier, vedkommende medarbejder får tildelt i forbindelse med accepten af at deltage i ordningen.

Fratræder medarbejderen sin stilling inden de tildelte aktier er finansieret via lønnedgangen, vil det resterende beløb blive trukket i medarbejderens sidste lønudbetaling.

Alternativ til den ovenfor beskrevne ordning med udlodning af aktier til markedskurs

I stedet for ovennævnte medarbejderaktieordning overvejer X at tilbyde medarbejderne aktier til markedskurs på sådanne vilkår, at medarbejderen accepterer en lønnedgang mod at modtage aktier til markedskurs i december 2007 svarende til det ved lønnedgangen opsparede beløb.

Ordningen skal have virkning for kalenderåret 2007 og skal ligesom ovennævnte ordninger kunne forlænges efter beslutning fra bestyrelsen på bestyrelsesmødet i november måned året forud for det år, hvori ordningen skal gælde.

Det er således hensigten, at samme medarbejdergruppe som anført ovenfor skal tilbydes aktier til markedskurs til en samlet værdi af enten 6.000 kr. eller 12.000 kr.

Vurderingen af hvor mange aktier medarbejderen kan få for det valgte beløb (6.000 kr. eller 12.000 kr.) træffes den 15. december 2007. Der tages udgangspunkt i gennemsnitskursen af alle handler den pågældende dag på Købehavns Fondsbørs oprundet til nærmeste kurs, der går op i det beløb den pågældende medarbejder har opsparet via lønnedgangen, med et helt tal.

De aktier, medarbejderen får tildelt, har samme stemmeværdi som de øvrige aktier i selskabet. Tildelingen foretages i øvrigt fra X' beholdning af egne aktier.

Medarbejderaktierne båndlægges i 7 år fra og med udgangen af det kalenderår, hvori medarbejderen har fået de pågældende aktier udloddet.

Det er frivilligt for den enkelte medarbejder, om denne ønsker at deltage i medarbejderaktieordningen.

Da det er X' ønske, at ordningen med tildeling af medarbejderaktier, skal holdes omkostningsneutral, vil medarbejderen ved accepten af at deltage i den pågældende ordning ligeledes acceptere en lønnedgang svarende til de værdier, vedkommende får tildelt i form af aktier.

Lønnedgangen vil for så vidt angår denne aktieordning udgøre enten 6.000 kr. eller 12.000 kr.

Har medarbejderen valgt at få tildelt aktier for 12.000 kr., vil den årlige lønnedgang udgøre de 12.000 kr.

Lønnedgangen agtes alene gennemført i medarbejderens grundløn, hvorfor beregning af pension, feriepenge og overtidsbetaling ikke bliver påvirket heraf.

Bruttotrækordningen vil i forbindelse med denne aktieordning fungere som en slags opsparingsordning, idet medarbejderen ved årets udgang får tildelt aktier til markedskurs svarende til det ved lønnedgangen opsparede beløb.

Fratræder den enkelte medarbejder sin stilling inden vedkommende har fået tildelt aktierne, vil medarbejderen få det opsparede beløb udbetalt, efter X har indeholdt den pligtige A-skat.

Kompensationen vil udelukkende blive givet i de tilfælde, hvor medarbejderen opsiges uden at have misligholdt sin stilling eller hvor medarbejderen selv opsiger sin stilling.

Både medarbejderaktieordningen og medarbejderobligationsordningen tilbydes medarbejderne i X samt i datterselskaberne Y A/S, samt M A/S. X har herudover 2 datterselskaber, som ikke ønskes omfattet af medarbejderordningerne.

Holding A/S har ingen ansatte medarbejdere og deltager derfor ikke i de generelle ordninger.

Da en generel medarbejderaktieordning kombineret med en kontantlønsnedgang er baseret på danske regler og kombinationen alene giver medarbejdere, der er fuldt skattepligtige til Danmark, de skattemæssige fordele, bliver ordningen ikke tilbudt til medarbejderne i C AG.

Datterselskaberne, som deltager i medarbejderordningerne refunderer X de ved ordningerne forbundne omkostninger til køb af aktier/obligationer samt til løbende etablering og løbende administration af ordningerne.    

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Medarbejderobligationer

Af ligningslovens § 7 A stk. 1 nr. 3 fremgår det, at værdien af udbytteandele og lignende som udloddes til den ansatte i form af obligationer udstedt af virksomheden, ikke skal medregnes i den ansattes skattepligtige indkomst.

I ligningslovens § 7 A stk. 2 er det videre anført, at skattefritagelsen efter bestemmelserne i stk. 1 er betinget af, at adgangen til at erhverve obligationer skal stå åben for alle ansatte i virksomheden samt at der dog kan fastsættes begrænsninger ud fra almene kriterier.

Ligningsvejledningen for 2006, Almindelig del afsnit 1.10 beskriver, hvad der nærmere ligger i dette krav. Det er her anført, at adgangen til at erhverve medarbejderaktier og obligationer skal stå åben for alle medarbejdere i arbejdsgiverselskabet. Ingen medarbejdergruppe må favoriseres.

Betingelsen for at begrænse ordningen efter almene kriterier er, at ordningen ikke mister sin generelle karakter, samt at der ikke sker en favorisering af de medarbejdere, der indgår i ordningen.

I en afgørelse fra 2005 (SKM2005.382.LR) har Ligningsrådet tiltrådt, at arbejdsgiverselskabet kunne undlade at tilbyde den generelle medarbejderordning til medarbejdere, der havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindre end 8 timer.

Ligningsrådet har i en anden afgørelse fra 2005 godkendt, at en medarbejderobligationsordning alene blev tilbudt medarbejdere, der havde en anciennitet på 36 måneder på det tidspunkt, medarbejderobligationerne blev udstedt.

Under henvisning til den ovenfor anførte praksis finder X således, at udelukkelsen af de medarbejdere, der har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 8 timer eller derunder samt de der er ansat efter 1. november 2005, er foretaget efter anerkendte almene kriterier.

Betingelsen i ligningslovens § 7 A stk. 2, om at medarbejderen skal sidde i uopsagt stilling på erhvervelsestidspunktet, vil ligeledes være opfyldt, idet ordningen ikke tilbydes medarbejdere i opsagt stilling.

For så vidt angår medarbejderobligationsordningen kan der udelukkende tildeles obligationer vis værdi inklusiv en eventuel afgift maksimalt udgør 10 % af den ansattes årsløn. Dette fremgår af ligningslovens § 7 A stk. 1 nr. 3

I Ligningsvejledningen, Almindelig del, afsnit 1.10 er det anført, at en beregning af årslønnen skal foretages ud fra objektive kriterier, der sikrer en realistisk opgørelse af lønnen for det år, hvori medarbejderobligationerne tildeles.

Som et eksempel herpå nævner ligningsvejledningen SKM2001.3.LR, hvor ligningsrådet godkendte, at arbejdsgiveren havde opgjort årslønnen som den faktiske månedsløn for oktober (den måned hvori bestyrelsen traf endelig beslutning om at tilbyde medarbejderobligationerne) multipliceret med tolv. Arbejdsgiverselskabet havde defineret lønnen som løn før ATP, arbejdsmarkedsbidrag, A-skat og evt. lønmodtagerbidrag til pensionsordning.

I SKM2001.4.LR tiltrådte Ligningsrådet, at fri bil, fri telefon og andre skattepligtige personalegoder kunne medregnes i opgørelsen af medarbejderens årsløn.

At eventuelle bonusbeløb ikke skal indgå i årslønnen fremgår af afgørelsen SKM2003.68.LR. I denne afgørelse tiltrådte Ligningsrådet Told- og Skattestyrelsens bemærkning om, at der skal findes et beløb, der er et objektivt udtryk for medarbejderens indtjening, renset for enkeltstående større udsving som følge af bonusbetalinger m.v.

Under henvisning til de ovenfor nævnte afgørelser, det i ligningsvejledningen anførte om årslønnen, samt til at januar lønnen må anses for en normal-månedsløn, finder X, at medarbejdernes januar løn for 2007 eksklusiv skattepligtige personalegoder og arbejdsgivers pensionsbidrag må kunne anvendes som beregningsgrundlag for årslønnen.

Om medarbejderen får tildelt obligationer indenfor de 10 % af årslønnen vil i sagens natur først kunne vurderes i december 2007, hvor medarbejderen modtager obligationer og en eventuel afgift bliver betalt af X.

Da obligationerne bliver båndlagt i de 5 år ligningslovens § 7 A stk. 1 nr. 3 påkræver samt da den efter samme bestemmelse påkrævede afgift bliver erlagt finder X således, at spørgsmål 1 bør besvares med et "ja".

Af afgørelsen SKM2004.200.LR fremgår det, at der i forbindelse med en medarbejderobligationsordning kan indgås aftale om, at medarbejderen accepterer en lønnedgang svarende til de værdier, som vedkommende får tildelt gennem medarbejderobligationsordningen (obligation og afgift).

Af afgørelsen fremgår det endvidere, at lønnedgangen kan aftales op til de 10 % samt de yderligere omkostninger, der måtte være til at etablere og administrere ordningen.

Endelig godkendte Ligningsrådet i den pågældende afgørelse, at medarbejderen kunne modtage en skattepligtig kompensation, når retten til obligationerne bortfalder, fordi medarbejderen bliver opsagt.

At det er muligt at aftale en lønnedgang i grundlønnen, som ikke har afsmittende effekt på beregningen af feriepenge, pensions, overtidsbetaling m.v. fremgår af SKM2005.356.DEP, hvor departementet skitserer praksisændringen som følge af, at Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i 4 Østre Landsretssager om kontantlønnedgang.

Under henvisning til ovenstående finder X herefter, at spørgsmål 2 bør besvares med "ja".

Udlodning af aktier til markedskurs

Af ligningslovens § 7 A stk. 1 nr. 2 fremgår det, at værdien af udbytteandele eller lignende, som udloddes til den ansatte i form af aktier, ikke skal medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Udlodningen må dog højst udgøre 20.900 kr. (i 2006) og aktierne skal båndlægges i 7 år.

Adgangen til at erhverve aktier skal stå åben for alle ansatte i virksomheden. Det er dog muligt at fastsætte begrænsninger herfor ud fra almene kriterier.

Da udlodningen af aktier til markedskurs vil blive tilbudt samme kreds af ansatte, som får tilbudt medarbejderobligationer, henvises der til argumentationen ovenfor i afsnittet om medarbejderobligationer.

At medarbejdere i datter- og datterdatterselskabet ligeledes kan få tildelt aktier, fremgår direkte af bestemmelsen i ligningslovens § 7 stk. 1 nr. 2. X ser derfor ingen problem i at tilbyde aktierne til de ansatte i datterselskaberne.

For så vidt angår tidspunktet for vurderingen af om medarbejderen har fået tildelt mere end 20.900 kr. aktier, kan der henvises til SKM2004.415.LR. I denne afgørelse slog Ligningsrådet fast, at vurderingen skal foretages på den dag, hvor medarbejderen accepterer tilbuddet om at deltage i ordningen.

Ifølge ligningsvejledningen Almindelig del afsnit A.B.10.2 skal den af Københavns Fondsbørs beregnede gennemsnitskurs "Alle handler" kursen kl. 17 på dagen for medarbejderens accept anvendes ved afgørelsen af, hvor mange aktier medarbejderen kan få tildelt.

Muligheden for at runde kursen op til nærmeste kurs der går op i henholdsvis 6.000 kr. eller 12.000 kr. med et helt tal, fremgår af SKM2004.415.LR, hvor ligningsrådet godkendte et sådant princip.

Under henvisning til det ovenfor anførte samt til at medarbejdernes aktier har samme rettigheder som de øvrige aktier i selskabet finder X, at ordningen opfylder betingelserne i ligningslovens § 7 A stk. 1 nr. 2.

Spørgsmål 3 bør derfor besvares med et "ja".

Af ovennævnte afgørelse, SKM2004.200.LR, fremgår det endvidere, at der i forbindelse med en tildeling af aktier til markedskurs kan indgås aftale om, at medarbejderen accepterer en lønnedgang svarende til de værdier, som vedkommende får tildelt via aktierne.

Der ses ikke i praksis afgørelser på, hvorledes arbejdsgiver og arbejdstager skal forholde sig i de tilfælde, hvor medarbejderen opsiger sin stilling, inden aktierne er endeligt finansieret gennem lønnedgangen.

Da arbejdsgiveren tilsyneladende kan kompensere medarbejderen, hvor denne ikke når at få tildelt obligationer, der finansieres via lønnedgang, er det X opfattelse, at samme princip må kunne lægges til grund, når medarbejderen opsiges eller selv opsiger sin stilling inden der er sket fuld finansiering af aktierne.

At det er muligt at aftale en lønnedgang i grundlønnen, som ikke har afsmittende effekt på beregningen af feriepenge, pensions, overtidsbetaling m.v. fremgår af SKM2005.356.DEP, hvor departementet redegør for praksisændring som følge af, at Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i 4 Østre Landsretssager om kontantlønnedgang.

Under henvisning til ovenstående finder X herefter, at spørgsmål 4 bør besvares med "ja".

Alternativ til den ovenfor beskrevne ordning med udlodning af aktier til markedskurs

Af administrative årsager ønsker X at tilbyde medarbejderne aktier til markedskurs kombineret med en aftale om, at den enkelte medarbejder accepterer en lønnedgang svarende til de tildelte aktier.

Som udgangspunkt ønskes ordningen gennemført som den ovenfor beskrevne ordning om tildeling af aktier til markedskurs. Eneste forskel er, at X ønsker at afvente med at tildele aktierne til medarbejderne den 15. december 2007, i stedet for på det tidspunkt, hvor medarbejderen accepterer at deltage i ordningen.

Ved at udskyde udlodningen af aktierne til december 2007, opnås samme "forretningsgang" som medarbejderobligationsordningen. Tildeling af aktier og obligationer kan herved foretages på samme tidspunkt, bruttotrækordningerne bliver identiske og den enkelte medarbejder vil få lettere ved at overskue konsekvenserne.

Endvidere vil X, i tilfælde hvor medarbejderen fratræder sin stilling, kunne kompensere den manglende tildeling af aktier. Dette vil ud fra en rimelighedsbetragtning være en bedre fremgangsmåde end ved den ordinære ordning med tildeling af aktier til markedskurs, hvor det er medarbejderen, der skal trækkes i sin sidste lønudbetaling ved fratræden.

Endelig er X ved den alternative ordning med tildeling af aktier til markedskurs sikker på, at ordningen forbliver omkostningsneutral.

Da lønnedgangen foretages efter samme principper som for medarbejderobligationsordningen, henvises der til argumentationen i ovenstående afsnit.

X henstiller at spørgsmål 5 og 6 besvares med "ja".

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Det følger af ligningslovens § 7 A stk. 1 nr. 3, at værdien af udbytteandele og lignende som udloddes til den ansatte i form af obligationer udstedt af virksomheden, ikke skal medregnes i den ansattes skattepligtige indkomst.

Det er en betingelse for skattefriheden, at adgangen til at erhverve obligationer står åben for alle i virksomheden, dog kan der fastsættes begrænsninger ud fra almene kriterier. jf. ligningslovens § 7 A, stk. 2.

X tilbyder obligationsordningen til samtlige medarbejdere i uopsagt stilling, der har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 8 timer, og som er tiltrådt deres stilling senest 1. november 2006.

Holding A/S og C AG holdes uden for medarbejderordningerne.

Det er SKATs opfattelse, at den skitserede medarbejderobligationsordning opfylder betingelserne i ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3 og stk. 2.

Ordningen tilbydes alene medarbejdere i uopsagt stilling.

Ordningen tilbydes alle medarbejdere med undtagelse af medarbejderne i C AG.

Skatterådet har i SKM2006.514.SR, fastslået, at selskaber frit kan vælge, om de vil inddrage udenlandske datterselskaber i en ordning omfattet af ligningslovens § 7 A.

Det bemærkes, at Holding A/S ikke har ansatte medarbejdere

De af X fastsatte begrænsninger; kravet om minimum 8 timers ugentlig arbejdstid, samt kravet om 2 måneders ansættelse er i overensstemmelse med praksis på området.

Obligationers værdi overstiger efter det oplyste ikke 10 % af medarbejderens løn inklusiv afgift, og obligationerne båndlægges i 5 år. SKAT henleder opmærksomheden på, at vurderingen af om 10 % 's grænsen er overholdt, skal foretages med udgangspunkt i lønnen efter bruttotrækket.

SKAT finder som følge af ovenstående, at betingelserne i ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3 og stk. 2 er opfyldt.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2

Ligningsrådet har i SKM2004.200.LR, godkendt, at en aftale om kontantlønsnedgang kombineres med en medarbejderobligationsordning omfattet af ligningslovens § 7 A.

Der stilles efter praksis følgende betingelser for, at skattemyndighederne ikke tilsidesætter ændringer af en allerede eksisterende vederlagsaftale, der indebærer en fremtidig lavere kontant løn samtidig med at den ansatte får stillet et personalegode til rådighed af arbejdsgiveren:

  1. Der skal foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn.
  2. Overenskomster som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.
  3. Den aftalte lønreduktion skal som udgangspunkt løbe over hele overenskomstperioden.
  4. Et allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk.3.
  5. Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.
  6. Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte. Arbejdsgiveren skal således enten være er ejer af godet eller være kontraktspart i forhold til den eksterne leverandør af godet.

Se SKM2006.185.SR.

Det er SKATs opfattelse, at den beskrevne ordning opfylder ovenstående betingelser.

Der er tale om en reel fremadrettet lønnedgang.

Den aftalte lønreduktion løber over kalenderåret og udgør et på forhånd fast beløb, der ikke afhænger af arbejdstagerens forbrug af naturalgodet eller udviklingen i omkostningerne for arbejdsgiveren.

Det er SKATs vurdering, at den beskrevne ordning opfylder kravet om økonomisk risiko for arbejdsgiveren, idet lønnedgangen aftales for en periode svarende til kalenderåret

Ligningsrådet har godkendt, at der i forbindelse med medarbejderes fratræden ydes en skattepligtig kompensation for bortfald af retten til obligationer, jf. SKM2004.200.LR.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmål 2.

Ad spørgsmål 3

Den beskrevne medarbejderaktieordning tilbydes til samme medarbejdergruppe, som får tilbud om at deltage i medarbejderobligationsordningen. Betingelserne i ligningslovens § 7 A, stk. 2, er således opfyldt. Se besvarelsen af spørgsmål 1.

Aktierne båndlægges i 7 år, har samme stemmeværdi, som de øvrige aktier i selskabet og det oplyses, at beløbsgrænsen i § 7 A, stk. 1, nr. 2, ikke overskrides.

Det er derfor SKATs vurdering, at den beskrevne ordning opfylder betingelserne i ligningslovens § 7 A, og det indstilles, at spørgsmål 3 besvares med ja.

Ad spørgsmål 4

Som nævnt under besvarelsen af spørgsmål 2, er det efter praksis en betingelse for, at skattemyndighederne anerkender en aftale om kontantlønsnedgang i forbindelse med, at den ansatte modtager et personalegode, at arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Dette indebærer, at den ansattes lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes brug af godet.

Det er SKATs opfattelse, at den beskrevne ordning ikke opfylder denne betingelse.

Det fremgår, at den ansatte modtager aktierne i januar måned med aftale om en kontant lønreduktion i 12 måneder. Imidlertid skal medarbejderen ved fratrædelse midt i perioden indbetale restbeløbet for aktierne. Arbejdsgiveren har således ingen økonomisk risiko i forbindelse med ordningen og reduktionen i medarbejderens månedlige lån må karakteriseres som en afdragsvis betaling af aktierne. En sådan betaling er i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3, idet et allerede erhvervet krav på kontantløn ikke kan konverteres til en naturalieydelse.

SKAT indstiller, at der svares nej til spørgsmål 4.

Ad spørgsmål 5

Den beskrevne alternative medarbejderaktieordning adskiller sig alene fra den førstnævnte ordning ved, at tildelingstidspunktet flyttes til udgangen af kalenderåret.

SKAT finder ikke, at denne ændring påvirker vurderingen af, om ordningen anses for omfattet af ligningslovens § 7 A. 

SKAT indstiller således, at der svares ja til spørgsmål 5 og henviser i den forbindelse til begrundelse under besvarelsen af spørgsmål 3.

Ad spørgsmål 6

Den beskrevne alternative medarbejderaktieordning udbydes på samme vilkår som medarbejderobligationsordningen. Tildelingstidspunktet er det samme og lønreduktionen sker efter samme principper.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmål 6 og henviser til argumentationen under besvarelsen af spørgsmål 2.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter