Dato for udgivelse
08 Nov 2006 11:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12 Oct 2006 12:55
SKM-nummer
SKM2006.663.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-4-1211-0132
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Udstationering, lempelse, fradrag, fuld skattepligt
Resumé

Klageren var berettiget til lempelse efter ligningsloven § 33A. Den udenlandske indkomst, der indgik i lempelsesberegningen, var nettoindkomsten, d.v.s. indkomsten efter de fradrag, der kunne henføres til denne.

Reference(r)

Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1

Statsskatteloven § 4

Ligningsloven § 33A

Henvisning
Ligningsvejledningen D.C.3.3.

Sagen drejer sig om, hvorvidt lønindtægt vedrørende arbejde udført i udlandet skal selvangives i Danmark samt om behandlingen af fradrag i forbindelse med skatteberegningen.

Landsskatterettens afgørelse

2001 og 2002- Personlig indkomst

Skatteankenævnet har medregnet klagerens indtægt vedrørende arbejde udført i Sydafrika, hhv. 139.301 kr. og 265.128 kr., på den danske selvangivelse.

Klageren har ikke anset beløbet for skattepligtigt til Danmark.

Landsskatteretten stadfæster nævnets afgørelse.

Ligningsmæssige fradrag

Skatteankenævnet har henført fradrag for lønmodtagerudgifter, hhv. 30.639 kr. og 31.180 kr. til fradrag i den udenlandske indkomst.

Klageren har anset beløbet for fradragsberettiget i sin danske indkomst.

Landsskatteretten stadfæster nævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren er ansat ved et dansk universitet. I perioden fra den 1. august 2001 til den 31. juli 2002 arbejdede hun dog på et universitet i Sydafrika. Det danske universitet betalte klagerens løn og pension i udstationeringsperioden.

Den 19. juli 2001 sendte skattemyndigheden det danske universitet en tilladelse til fritagelse for skattetræk i klagerens løn under hendes ophold i Sydafrika. Af den medfølgende vejledning fremgår bl.a., at fritagelsen alene omfatter den del af den samlede danske indkomstskat, der forholdsmæssigt falder på den i udlandet erhvervede lønindtægt.

Under opholdet i Sydafrika bevarede klageren sin lejlighed i Danmark. Klagerens kæreste blev boende i Danmark.

Der er beregnet fradrag for logi og rejseudgifter i forbindelse med opholdet i Sydafrika med i alt henholdsvis 30.638 kr. vedrørende 2001 og med 31.180 kr. vedrørende 2002. Der er ikke uenighed om beregningen af disse beløb.

Det fremgår af klagerens seneste årsopgørelse for 2001 (nr. 4) og 2002 (nr. 3), at nedslaget for den udenlandske indkomst i relation til amts-, kommune- og kirkeskat er beregnet efter følgende brøk:

2001: 58.157,00 x 93.611,19    = 24.795,48

                   219.562,00

2002: 67.411,53 x 206.118,30  = 55.537,68

                    250.186,00

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens skattepligtige indkomst er forhøjet med henholdsvis 139.301 kr. for 2001 og med 265.428 kr. for 2002 vedrørende løn for arbejde udført i Sydafrika. Fradrag for logi og rejseudgifter, henholdsvis 30.639 kr. og 31.180 kr. efter reduktion af bundgrænsen på 4.400 kr. henholdsvis 4.600 kr., er endvidere henført til fradrag i den sydafrikanske indkomst.

Med hjemmel i kildeskattelovens § 62 D fritog ligningsmyndigheden ved brevet af 19. juli 2001 klageren for skattetræk i den periode, hvor hun arbejdede i Sydafrika, idet klageren var omfattet af ligningslovens § 33 A, stk. 1. Efter ligningslovens § 33 A, stk. 1 nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst.

Efter statsskattelovens § 4 skal klageren imidlertid fortsat medregne sine samlede årsindtægter, herunder lønindkomsten vedrørende arbejdet i Sydafrika, ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst. Ligningsmyndigheden har derfor med rette henført den del af klagerens indkomst, der er erhvervet ved arbejde i Sydafrika til felt 281 - løn ved arbejde i udlandet.

Øvrige lønmodtagerudgifter vedrører det indtægtsgivende arbejde i Sydafrika, hvorfor disse beløb med rette er henført til felt 414 - udenlandsk fradrag.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har principalt fremsat påstand om, at skatteansættelsen for 2001 og 2002 ændres til det selvangivne.

Klageren opholdt sig i Sydafrika fra den 1. august 2001 til den 31. juli 2002, kun afbrudt af en juleferie i perioden 14. december 2001 til 9. januar 2002. Klageren har derfor opfyldt skattelovens regler og krav for ophold i udlandet, således at fritagelsen fra den 19. juli 2001 skal finde anvendelse.

Subsidiært har klageren gjort gældende, at skatteberegningen er forkert, idet de udenlandske fradrag fejlagtigt er fratrukket i beregningen af nedslag i amts-, kommune- og kirkeskat.

Af Ligningsvejledningen, afsnit D.C.3.1., fremgår, hvordan skatteberegningen skal foretages. Det fremgår heraf, at udenlandske fradrag ikke skal fratrækkes i beregningen af nedslag i den kommunale, de amtslige og de kirkelige skatter, dvs. at man her skal anvende den udenlandske indkomst. Modsat ved beregningen af nedslag i bundskatten, hvor den udenlandske nettoindkomst skal indgå i brøken, således som myndigheden også korrekt har gjort.

Den korrekt angivne udenlandske indkomst skal være denne:

2001

2002

Udenlandsk indkomst

126.764,00 kr.

241.540,00 kr.

Udenlandsk del af fagligt kontingent

    2.513,81 kr.

    4.241,70 kr.

Beløb i brøkens tæller

124.250,19 kr.

237.298,30 kr.

De udenlandske fradrag vedrørende logi og befordring, i alt henholdsvis 30.639 kr. og 31.180 kr., skal således ikke fratrækkes indkomsten.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Klageren er ubestridt omfattet af fuld skattepligt til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1. nr. 1.

Af statsskattelovens § 4 fremgår bl.a., at den skattepligtige indkomst omfatter den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke. Klageren skal derfor selvangive den indkomst hun har haft ved sit arbejde i Sydafrika her til landet. Fritagelsen for indeholdelse af A-skat af 19. juli 2001 indebærer ikke en fritagelse for at selvangive lønindkomsten.

Klageren opfylder ubestridt betingelserne i ligningslovens § 33 A, stk. 1. Hendes danske indkomstskat kan derfor nedsættes med det beløb, der forholdsmæssigt vedrører den sydafrikanske lønindkomst.

De beregnede fradrag for logi og befordring vedrører ligeledes ubestridt den sydafrikanske indkomst, og skal derfor ved skatteberegningen også henføres til denne.

For så vidt angår skatteberegningen bemærkes, at udenlandsk lønindkomst efter fast praksis reduceres med fradrag, der skal henføres til denne, jf. bl.a. TfS 1993.106. Dette fremgår endvidere også af bl.a. Ligningsvejledningen 2002, afsnit D.C.3 og D.C.3.3.

Den udenlandske indkomst, der indgår i tælleren ved beregningen af lempelsen i amts-, kommune- og kirkeskatten, er den udenlandske indkomst, der indgår i den skattepligtige indkomst, jf. tillige Ligningsvejledningen 2002, afsnit D.C.3.1.

Den udenlandske indkomst, der indgår i den skattepligtige indkomst, er indkomsten efter bl.a. de fradrag, der kan henføres til den udenlandske indkomst. Det er således den udenlandske lønindkomst efter de fradrag, der kan henføres til denne, der skal indgå i såvel tæller som nævner.

Den foretagne skatteberegning må herefter anses for korrekt, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter