Dato for udgivelse
20 Aug 2002 08:31
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
2. august 2002
SKM-nummer
SKM2002.412.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
17. afdeling, B-3735-01
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Skat
Emneord
Lønindholdelse, social pension, A-skat
Resumé

Sagen vedrører lønindeholdelse i pension i henhold til kildeskattelovens § 73, stk. 4

Reference(r)

Kildeskatteloven § 73, stk. 4
Inddrivelsesvejledningen F.3.4.3


Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Martin Jensen).

Afsagt af landsdommerne

Michael Dorn, M. Lerche og Jan Uffe Rasmussen.

Under denne sag, der er anlagt den 19. december 2001, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at lønindeholdelsen på 1.245,20 kr. i sagsøgers krav på pension for december måned 2001 mangler berettigelse.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Det fremgår af sagen, at sagsøgeren, der er førtidspensionist, af Told- og Skattestyrelsen i København har fået afslag på ansøgning om eftergivelse af restskat for indkomståret 1999 på i alt 303.411 kr.

Odense Kommune, Skatteafdelingen, traf herefter den 24. juli 2001 bestemmelse om, at der kunne foretages lønindeholdelse i sagsøgerens krav på pension udgørende 1.500 kr. pr. måned. Sagsøgeren påklagede den 1. oktober 2001 denne afgørelse til Told- og Skatteregion Odense. Told- og Skatteregionen sendte sagen til høring hos Odense Kommune, Skatteafdelingen, der i skrivelse af 15. oktober 2001 fastholdt lønindeholdelsen, men ændrede det månedlige beløb til 1.245, 60 kr.

Told- og Skatteregion Odense traf herefter den 23. oktober 2001 følgende afgørelse i sagsøgerens klagesag:

"De har ved brev af 31. august 2001 klaget til Odense kommune over fastsættelse af en afdragsordning for afvikling af restance. Ved afgørelsen af 24. juli 2001 traf kommunen afgørelse om, at De skal betale kr. 1.500 hver måned. Klagen er videresendt til behandling hos Told- og Skatteregion Odense som rette myndighed.

I klagen anfører De, at De ikke kan indgå en betalingsaftale med kommunen, da en sådan aftale efter Deres opfattelse vil være ugyldig og at en løbende inddrivelse vil være i strid med § 47 i Lbk. nr. 615 og Ksl. § 73.

I sin fremsendelsesskrivelse til regionen har kommunen opstillet budget over Deres indtægter og udgifter, og indstiller den påklagede afgørelse stadfæstet.

Ved brev af 1. oktober 2001 til regionen har De anmodet om berostilling af betalingerne til der er truffet afgørelse i klagesagen vedrørende Deres eftergivelsanmodning.

Videre anfører De i Deres brev af 1. oktober 2001 at da der maksimalt ved lønindeholdelse kan blive tale om indeholdelse af 20%, finder De at betalingsfastsættelsen ikke kan overstige kr. 1.245.

Endelig uddyber De Deres synspunkter, fremsat i den oprindelige klage af 31. august 2001.

Da incassokontoret ikke kendte til brevet, har det været sendt til høring i kommunen. Det fremgår af høringssvaret at De ikke har betalt det fastsatte afdrag i september eller i oktober, hvorfor incassokontoret har fremsendt lønindeholdelse på 20%.

Told- og Skatteregion Odense kan efter gennemgang af sagen ikke give Dem medhold i Deres klage, endvidere kan oplyses, at klage over nægtelse af eftergivelse af skatterestance ikke har opsættende virkning.

Told- og Skatteregion Odense skal oplyse, at tre-månedersreglen i Lov om Social Pension § 47 ikke omfatter personlige skatter og andre offentlige krav, der kan inddrives efter reglerne for skatteinddrivelse.

Det fremgår af sagen at De har følgende indtægter og udgifter:

Indtægter:

   

Pension, kr.:

6.228

boligydelse:

1 648

Indtægt i alt

7.876

 

Udgifter:

 
   

Husleje incl. varme, kr.:

2.580

El, kr.:

63

Telefon, kr.

165

TV-licens:

100

Transport, kr.:

   105

Godkendte udgifter i alt, kr.:

3.013

De har, når udgifterne trækkes fra indtægterne, herefter en disponibel indkomst på kr. 4.863. Efter betaling af det af kommunen fastsatte beløb, kr. 1.500, har De et rådighedsbeløb på kr. 3.363, hvilket efter gældende praksis er tilstrækkelig til underhold for en enlig.

Told- og Skatteregion Odense kan oplyse, at der ved beregning af rådighedsbeløb når der fastsættes betalingsordning eller træffes beslutning om lønindeholdelse tages udgangspunkt i praksis ved gældssanering og eftergivelse.

Det kan ikke forventes at der i en gældssaneringssag for en enlig vil blive accepteret et højere rådighedsbeløb end kr. 3.000,00.

Ved behandlingen af sager om betalingsfastsættelse anvendes Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1997 - 5. Det vil sige at husstandens samlede indtægter og udgifter gøres op, således at der kun accepteres de samme former for udgifter, og i samme størrelse, som det sker i en gældssanering. De udgifter der accepteres ved betalingsevnevurderingen skal være rimelige og nødvendige. Det vil sige, at udgifterne skal stå i rimeligt forhold til husstandens størrelse og økonomiske forhold.

.........."

Sagsøgeren indbragte herefter regionens afgørelse for Østre Landsret ved ovennævnte stævning.

Til støtte for den nedlagte påstand har sagsøgeren i henhold til påstandsdokument af 5. juli 2002 gjort følgende gældende:

"At sagsøger efter ordlyden i pensionslovens § 47 har et retskrav på at pensionen ikke kan gøres til genstand for udlæg eller andre former for retsforfølgning, medmindre der er forløbet tre måneder fra den dag, beløbet kunne kræves udbetalt, og at denne positive lovregel ikke nedbrydes ud over hvad der er klar lovhjemmel for, og at det ikke kan tillægges betydning at kreditor er sagsøgte

at det særlige hensyn i kildeskattelovens § 73 stk. 4 også omfatter § 47 i lov om social pension, og at der ikke er fornøden klarhed for at det særlige hensyn efter skattemyndighedernes skøn skulle tale derimod

at der er sket en lovovertrædelse af pensionslovens § 47 ved sagsøgtes inddrivelse af skylden i kravet på sagsøgers pension forinden der er gået 3 måneder fra den dag beløbet er udbetalt."

Sagsøgte har til støtte for påstanden gjort gældende, at den foretagne lønindeholdelse har klar og udtrykkelig lovhjemmel i kildeskattelovens § 73, stk. 4.

Landsretten skal udtale

Det almindelige forbud i § 47 i lov om social pension og i retsplejelovens § 512, stk. 3, mod at foretage udlæg og anden retsforfølgning i pension og i forskellige sociale ydelser, medmindre der er forløbet 3 måneder fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt, kan ikke hindre skattemyndighederne, der har særlig hjemmel i kildeskattelovens § 73, stk. 4, i at foretage lønindeholdelse i sagsøgerens krav på pension.

Herefter tages den af sagsøgte nedlagte frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet frifindes.

Sagsøgeren betaler inden 14 dage til sagsøgte 5.000 kr. i sagsomkostninger.