Dato for udgivelse
27 Sep 2002 07:49
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
6. september 2002
SKM-nummer
SKM2002.469.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
7. afdeling, B-0716-01
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Lønmodtager, selvstændig, erhvervsdrivende, hæftelse, indeholdelse, A-skat, Am-bidrag, minkfarm
Resumé

To skatteydere, der var beskæftiget med pelsning af mink på en minkfarm, anset for lønmodtagere og ikke selvstændig erhvervsdrivende. Herved bl.a. henset til, at de pågældende, der var slagteriarbejdere, i 1998 og i de foregående ca. 20 år havde taget fri i den korte sæson for flåning og pelsning for at udføre dette arbejde på minkfarmen, og at arbejdet udførtes som et fast integreret led i virksomheden. Endvidere henset til, at de pågældende var akkordlønnede og ikke havde væsentlige udgifter eller løb nogen økonomisk risiko i forbindelse med arbejdet.

Indehaveren af minkfarmen hæftede for manglende indeholdelse af A-skat m.v. Herved henset til, at han havde undladt at følge en anvisning, som told- og skatteregionen havde givet i et orienterende brev til minkfarme i området

Reference(r)

Kildeskatteloven § 43, stk. 1,
Kildeskatteloven § 69
Arbejdsmarkedsfondsloven § 7, stk. 1 litra a
Arbejdsmarkedsfondsloven § 15
ATP-loven § 17 b
Ligningsvejledningen 2001 E.A.4
A-skattevejledningen 2002 A.1.4, A.2.4, A.3.1, B.1.1.1, K.2.2


Parter

A
(Advokat Lars Ulrik)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Elisabeth Mejnertz, Ulrik Jensen og Würtzen

Sagsøgeren, A, har en minkfarm, og B og C har udført arbejde med pelsning af mink på sagsøgerens minkfarm.

Denne sag, der er anlagt den 24. marts 2001, drejer sig om, hvorvidt B og C i skatteretlig henseende i indkomståret 1998 skal anses for selvstændigt erhvervsdrivende eller som lønmodtagere i forhold til sagsøgeren, og om sagsøgeren, hvis de pågældende anses for lønmodtagere, hæfter for manglende indbetaling af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og midlertidig pensionsopsparing til Arbejdsmarkedets Tillægspension i forbindelse med udbetaling af vederlaget til dem.

De omtvistede beløb andrager 33.037 kr. vedrørende B og 32.922 kr. vedrørende C, eller i alt 65.959 kr., hvilket beløb sagsøgeren indbetalte til Told og Skat den 15. november 1999.

Om spørgsmålet om sagsøgerens indeholdelsespligt afsagde Landsskatteretten kendelse den 10. januar 2001. Af kendelsen fremgår følgende:

"Klagen skyldes, at Told- og Skatteregionen ved afgørelse af 26. oktober 1999 bl.a. har anset A for indeholdelsespligtig for A-skat m.v. i forbindelse med udbetaling af vederlag til B og C.

Sagen har været behandlet på et retsmøde, hvor klagers advokat har haft mulighed for at udtale sig.

Det fremgår af sagen, at klageren gennem en årrække har drevet minkfarm af betydelig størrelse. Gennem de sidste ca. 20 år har han haft assistance fra B og C til pelsning af mink.

Det fremgår videre af sagen, at Told- og Skatteregionen i november 1997 udsendte en skrivelse til alle pelsdyravlere i Amt. I skrivelsen blev pelsavlerne gjort opmærksom på, at vederlag til personer, der måtte arbejde som medhjælp, f.eks. i forbindelse med pelsning, er lønmodtagerindkomst, hvorfor der skal indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af vederlaget til sådanne personer.

I 1998 havde klager assistance fra de nævnte personer til pelsning i 1 - 2 dage omkring den 25. marts og samtlige dage i perioden fra den 10. november til den 2. december.

Ifølge klagers repræsentant medbragte de pågældende selv de nødvendige redskaber, der omfattede halejern, haleopskærer, krogholder, benkrog, knive og slibemaskine, og de udførte arbejdet uden instruktion eller tilsyn. Der blev ikke udfærdiget nogen form for kontrakt eller indgået aftale om opsigelsesvarsel eller lignende. Vederlaget blev beregnet som en fast pris pr. skind og betalt efter regning udstedt af de pågældende, da arbejdet var afsluttet. Klager afholdt ingen yderligere udgifter i forbindelse med arbejdets udførelse.

Ifølge klagers repræsentant udførte B og C tilsvarende arbejde på andre minkfarme.

Det fremgår af sagen, at klager havde modtaget Told- og Skatteregionen skrivelse, men at han anså B og C for selvstændige erhvervsdrivende, idet de havde SE nr. og selv medbragte det værktøj, som de skulle bruge til pelsningen. Klager udbetalte derfor løn uden at indeholde A-skat m.v.

Det er fra regionen oplyst, at B har været momsregistreret i perioden fra 10. november 1998 til 31. december 1999 som maler. C har været momsregistreret fra 30. november 1998 til 30. september 1999 under branchekoden for slagter.

Told- og Skatteregionen har ved den påklagede afgørelse anset klager for at have været pligtig at indeholde A-skat af det vederlag, han udbetalte B og C.

Told- og Skatteregionen har som begrundelse anført, at B og C efter regionens vurdering udførte arbejde i tjenesteforhold.

Regionen har i sin udtalelse anført, at regionen ved vurderingen heraf især har lagt vægt på, at vederlaget i overvejende grad var nettoindkomst for B og C, idet de ikke anses for at have afholdt udgifter, der efter deres art og omfang ligger væsentligt ud over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Den omstændighed at B og C i et mindre omfang har afholdt udgifter til håndværktøj udelukker ikke, at der er tale om et tjenesteforhold.

Endvidere har regionen anført, at det forhold, at der er tale om assistance i en kort periode, og at der ikke foreligger ansættelseskontrakter, ikke medfører, at der ikke er tale om et tjenesteforhold.

Regionen har i udtalelsen videre anført, at det anses for begrænset i hvilket omfang, der i forbindelse med arbejdet har været behov for tilsyn og instruktion. At B og C selv har tilrettelagt arbejdet betyder ikke, at der ikke foreligger et tjenesteforhold.

For så vidt angår spørgsmålet om B og C anses for lønmodtagere efter ferieloven og arbejdsskadeloven m.v. har regionen i udtalelsen anført, at visse love undtager lønmodtagere med mindre omfattende beskæftigelse.

Regionen har i udtalelsen endelig anført, at det forhold, at der er beregnet moms af vederlaget ikke udelukker, at der kan være tale om lønindkomst.

Klagers repræsentant har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klager ikke anses for indeholdelsespligtig for A-skat m.v. af vederlaget til B og C.

Til støtte for påstanden har repræsentanten anført, at de forhold der ifølge cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 kan tillægges vægt, ved afgørelsen af om der foreligger et tjenesteforhold, indikerer, at der ikke foreligger et tjenesteforhold mellem klager og B og C. Repræsentanten har i den forbindelse anført følgende:

  • Klageren havde ingen instruktionsbeføjelser, idet arbejdet blev udført selvstændigt uden tilsyn eller instruktion.
  • De pågældende har udført tilsvarende opgaver for andre minkfarme.
  • Der var alene tale om assistance i en kort periode, og således at der samtidig udførtes tilsvarende arbejde på andre minkfarme.
  • De pågældende fastsatte selv arbejdstiden og fordelingen heraf mellem flere minkfarme.
  • Der var intet opsigelsesvarsel.
  • Vederlaget var ikke timeløn eller lignende, men derimod en fast pris pr. skind.
  • Vederlaget blev ikke udbetalt periodisk, men først når arbejdet var afsluttet.
  • Klager afholdt ingen udgifter i forbindelse med arbejdets udførelse.
  • Vederlaget var i overvejende grad bruttoindkomst for de pågældende, idet de selv afholdt alle udgifter til de for arbejdet nødvendige værktøjer.
  • De pågældende kan ikke anses for lønmodtagere i henhold til ferieloven, funktionærloven, arbejdsskadeloven, etc.

Tilsvarende må kendetegnene for selvstændig erhvervsvirksomhed i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 ifølge repræsentanten siges at være til stede ved følgende forhold:

  • De pågældende udførte arbejdet uden instruktion eller tilsyn.
  • Klager havde alene kontakt med de pågældende til denne ene arbejdsopgave, som de pågældende var specialiserede i.
  • De pågældende udførte samtidigt tilsvarende arbejdsopgaver for andre minkfarme.
  • De pågældende fik kun vederlag for det faktisk udførte antal pelsninger og var dermed økonomisk ansvarlige.
  • De pågældende kunne have antaget medhjælp.
  • Vederlaget betaltes efter regning og først når arbejdet var afsluttet.
  • De pågældende havde andre hvervgivere til tilsvarende arbejde.
  • Størrelsen af de pågældendes overskud var klager uvedkommende.
  • De pågældende ejede selv alle værktøjer og redskaber, der blev benyttet til arbejdet.
  • De pågældende havde selv de nødvendige materialer.
  • De pågældende var momsregistrerede.
  • De pågældende var selv ansvarlige for eventuelle ulykker under arbejdsudførelsen.

Repræsentanten henviste til UfR. 96.1027 H, og anførte, at de momenter Højesteret i dommen lagde vægt på, alle var tilstede i denne sag, bortset fra at størrelsen af medhjælpernes omkostninger i denne sag ikke var store, grundet arbejdet karakter. Videre henviste han til TfS. 1997.473, hvoraf det fremgår, at der ved vurderingen af om der foreligger et tjenesteforhold eller selvstændig virksomhed kan lægges vægt på, hvilken branche der er tale om. Endelig henviste han til, at de momenter, der i Landsskatterettens kendelse af 2. december 1999 blev tillagt vægt, ikke var til stede i denne sag.

Landsskatteretten skal udtale

Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., skal den, for hvis regning udbetaling af A-indkomst foretages, i forbindelse med denne udbetaling indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.

I henhold til kildeskattelovens § 43 henregnes til A-indkomst enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser.

Afgrænsningen mellem tjenesteforhold og selvstændig erhvervsvirksomhed skal i skattemæssig henseende foretages på baggrund af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 (til personskatteloven) pkt. 3.1.1.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden finder ud fra samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder, at B og C i forbindelse med pelsningen af mink for klageren må anses for at have stået i et tjenesteforhold til klager, således at han har været pligtig at indeholde A-skat m.v. i forbindelse med udbetalingen af vederlag til de pågældende, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., jf. kildeskattelovens § 43. Der er herved særlig lagt vægt på, at der er tale om akkordarbejde, hvilket ikke er ualmindeligt i lønmodtagerforhold, at de pågældende må anses for undergivet klagerens instruktionsbeføjelse uanset behovet for instruktion, tilsyn og kontrol af erfarne hjælpere kan være begrænset, at de pågældende ikke har haft udgifter, der efter deres art eller størrelse adskiller sig fra andre lønmodtageres, at de pågældendes økonomiske risiko er beskeden, samt at vederlaget i overvejende grad må siges at være nettoindtægt for de pågældende.

To retsmedlemmer finder det ud fra en samlet vurdering mere nærliggende, at B og C i forbindelse med pelsningen af mink for klageren må anses for at have udøvet selvstændig virksomhed. Der er herved især lagt vægt på, at klager gennem 20 år har efterspurgt den særlige tjenesteydelse, som de pågældende har leveret, og at de pågældende har valgt at udbyde denne tjenesteydelse gennem selvstændig virksomhed og har haft ret til at antage medhjælp. I overensstemmelse hermed har de været momsregistrerede, har afholdt udgifter til værktøj. Endelig er forholdet på grund af arbejdets specielle karakter sammenligneligt med benyttelse af håndværkere f.eks. beslagsmede, der utvivlsomt er selvstændige.

I medfør af Skattestyrelseslovens § 20, stk. 5, er retsformandens stemme afgørende i tilfælde af stemmelighed, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

....."

Spørgsmålet om sagsøgerens hæftelse for manglende indbetaling af kildeskat m.v. har Told- og Skattestyrelsen afgjort ved skrivelse af 2. februar 2001 til sagsøgerens advokat. Af skrivelsen fremgår:

".....

Told- og Skattestyrelsen har fra Landsskatteretten modtaget Deres klage af 20. januar 2000, hvori De på vegne af Deres klient A klager over, at Told- og Skatteregionen har pålagt Deres klient hæftelse efter kildeskattelovens § 69.

Landsskatteretten har i kendelse af 10. januar 2001 taget stilling til spørgsmålet om indeholdelsespligt og har således stadfæstet regionens afgørelse, idet man ud fra en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder finder, at B og C i forbindelse med pelsningen af mink for Deres klient må anses for at have stået i et tjenesteforhold til Deres klient, således at denne har været forpligtet til at indeholde A-skat m.v. i forbindelse med udbetalingen af vederlag til de pågældende, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., jf. kildeskattelovens § 43.

De anfører blandt andet, at det ikke kan statueres, at der er udvist forsømmelighed af den i kildeskattelovens § 69, stk. 1 anførte karakter, og at Deres klient derfor ikke hæfter for A-skat m.v.

Told- og Skattestyrelsen har behandlet Deres klage og finder, at Deres klage ikke kan imødekommes, jf. nedenfor.

Efter kildeskattelovens § 69, stk. 1 er den indeholdelsespligtige, når denne ikke har opfyldt sin pligt til at indeholde A-skat, over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side. Det er således op til den indeholdelsespligtige, dvs. Deres klient, at godtgøre, at han ikke har udvist forsømmelighed i forbindelse med den manglende iagttagelse af indeholdelsespligten.

Det er styrelsens opfattelse, at Deres klient har handlet i modstrid med regionens brev af november 1997 til samtlige pelsdyravlere i Amt, hvoraf det fremgår, at vederlag til personer, der arbejder som medhjælp i forbindelse med pelsning, er lønmodtagerindkomst, og at dette også gælder, såfremt der er tale om personer, der selv har en virksomhed ved siden af, og at der således ikke kan udstedes faktura på arbejde som medhjælp i forbindelse med pelsning.

Det er således styrelsens opfattelse, at Deres klient efter modtagelsen af regionens brev burde have været opmærksom på, at de personer, der var beskæftiget ved pelsning af mink hos ham var ansat i tjenesteforhold og derfor skulle have udbetalt deres løn som A-indkomst. En eventuel tvivl kunne have været fjernet ved henvendelse til Told- og Skatteregionen.

På baggrund af ovenstående finder styrelsen, at der har været udvist forsømmelighed fra Deres klients side.

....."

For landsretten har sagsøgeren herefter nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at betale 65.959 kr. med rente 5% over diskontoen fra den 15. november 1999.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Det brev til pelsdyravlerne i Amtet, der er omtalt i Told- og Skattestyrelsens afgørelse, lyder således:

"Orientering til samtlige pelsdyravlere i Amtet

Regionens arbejdsgiverkontrol skal venligst gøre opmærksom på, at vederlag til personer, der måtte arbejde i Deres virksomhed som medhjælp, f.eks. i forbindelse med pelsning, er lønmodtagerindkomst. Der skal derfor indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af vederlag til sådanne personer.

Det gælder også, selv om der er tale om personer, der selv har en virksomhed (som f.eks. landmand eller pelsdyravler) ved siden af arbejdet for Dem. Der kan altså ikke udstedes faktura på arbejde af denne art.

Vederlaget er lønmodtagerindkomst uanset størrelsen af vederlaget og uanset, om der er tale om løsarbejde uden ansættelseskontrakt.

Såfremt vederlaget er lønmodtagerindkomst, skal De registreres som arbejdsgiver, hvis De ikke er det i forvejen.

Det bemærkes, at dette brev er tilsendt samtlige pelsdyravlere i Amtet som orientering.

....."

Sagsøgerens revisor .....sendte den 9. december 1997 følgende skrivelse til sine klienter:

" .....

Ved en bekendtgørelse om merværdiafgiftsloven er det bestemt, at med virkning fra den 1/1 1998 skal fakturaer og afregningsbilag være forsynet med sælgers SE-nr. Såfremt man sælger til udlandet, skal der som hidtil påføres DK foran SE-nr.

Ved manglende angivelse af SE-nr. vanker der bøde!

Ved primitive bilag - f. eks. ved brug af notesblokke, bør I kontrollere, at der er anført SE-nr. I kan derved kontrollere, at I ikke betaler moms, som uberettiget er opkrævet og I derfor skal erstatte Told og Skat.

....."

Faktura af 24. marts 1998 fra B har følgende indhold:

".....

 

A

 
   

734 mink a 5,50

4037,00

25%

1009,25

i alt

5046,25

 

betalt den 24-3-98

 

B

 

....."

I sammel faktura af 30. november 1998 står der:

".....  
   

A

 
   

9250 a 5,50

50875

25% moms

12719

 

63594

Betalt den 30-11-98

 
   

B

 

....

 

....

SE.NR......

 

....."

En faktura fra C med dennes kvittering af 1. december 1998 har dette indhold:

".....

 
 

A

 
 

9250 a 5,50

50875

25% moms

12719

 

63594

 

Betalt d. 1-12-98

 
 

C

 

....

 

....

 

SE - ....

 
 

....."

I sagsøgerens regnskab for 1998 er omkostninger vedrørende pelsning af mink opført på en særskilt post i resultatopgørelsen med 105.788 kr. ekskl. moms.

I skrivelse af 3. marts 2000 fra Told- og Skatteregionen til Landsskatteretten er bl.a. anført:

".....

B og C har ikke løbende i 1998 betalt B-skat vedrørende arbejde for virksomheden.

Vederlagene var ikke medregnet i B og Cs første årsopgørelser . .....

....."

Det er oplyst, at sagsøgeren til brug i sin virksomhed i oktober 2000 købte moderne pelsningsredskaber for 110.825 kr. ekskl. moms.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han har drevet minkfarm i ca. 30 år. Den årlige produktion har været på mellem 10.000 og 35.000 pelse. I 1998, hvor produktionen var på ca. 15.000 pelse, havde han en fastansat medarbejder og enkelte løsarbejdere. Ingen af disse medarbejdere beskæftigede sig med flåning og pelsning, som i ca. 20 år udelukkende har været udført af B og C. Den største del af dette arbejde foregår i november og december, og han henvendte sig hvert år på forhånd til B og C om at påtage sig arbejdet. Undertiden havde de på grund af tilsvarende arbejde på andre pelsdyrfarme, hvor de også var meget efterspurgte, kun tid til at komme 3-4 dage. B og C var ansatte slagteriarbejdere, men tog fri fra slagteriet i pelsningssæsonen, hvor de arbejdede 10-15 timer om dagen. Deres arbejde på sagsøgerens minkfarm med flåning og pelsning foregik i et særligt rum. Det eneste krav, han stillede dem, var, at der hver dag skulle være et bestemt antal skind færdige til videre bearbejdning i virksomheden. Ved hver arbejdsdags begyndelse fik de derfor et antal aflivede dyr til flåning m.v., og han og hans medarbejdere blandede sig ikke i deres arbejde. De havde selv de nødvendige redskaber med. Han havde ikke andre udgifter til flåning og pelsning end vederlaget til B og C, som fik deres betaling, når de var færdige ved sæsonens afslutning. De har aldrig fået feriepenge eller været medregnet i forbindelse med fastsættelse af forsikringspræmier. Hvis de ødelagde skind i forbindelse med flåningen, måtte de erstatte dem. Når de havde medhjælp med, aflønnede de selv denne. Told- og skatteregionens skrivelse fra november 1997 drøftede han med sin revisor, og konklusionen var, at han skulle sikre sig, at B og C var momsregistrerede og angav SE-nummer, hvilket er sket. De havde altid opkrævet moms, også for så vidt angår 1997. Han benytter nu sine egne ansatte til flåning og pelsning og har i 2000 anskaffet maskiner hertil for godt 110.000 kr. Maskinerne er moderne, og det er derfor ikke nødvendigt for dem, der udfører arbejdet, at have samme håndelag for det, som B og C havde. Deres redskaber var ikke så avancerede. Disse redskaber har efter hans skøn haft en værdi på mellem 7.000 og 15.000 kr. Han ved ikke, om de selv ejede redskaberne. B og C fik ikke udleveret arbejdstøj af ham. Vederlaget pr. pels, som i 1998 var 5,50 kr., blev aftalt inden arbejdets påbegyndelse. Det har nok gennem årene fulgt den almindelige lønudvikling, men der var tale om et forhandlingsresultat hver sæson. Det samlede vederlag blev udbetalt til dem ved checks. Når han ikke tilbageholdt A-skat m.v. i 1998, skyldtes det, at han altid har anset dem for selvstændige på linie med f.eks. hans elektriker og smed, og B og C var mest interesserede i at fortsætte med betaling som hidtil. I 1999 udførte han selv flåningen og pelsningen sammen med B og dennes datter, og han indeholdt A-skat m.v. for disse. Han er næsten sikker på, at B også havde anden medhjælp end datteren.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at B og C i forholdet til sagsøgeren var selvstændigt erhvervsdrivende. Sagsøgeren var derfor ikke forpligtet til at indeholde A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og midlertidig pensionsopsparing hos B og C. Sagsøgeren har nærmere anført, at der ved vurderingen af, om de pågældende skal anses for at have været selvstændigt erhvervsdrivende eller lønmodtagere, skal foretages en samlet bedømmelse af de faktiske omstændigheder i overensstemmelse med de kriterier, som er angivet i pkt. B.3.1.1. i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven samt den hertil knyttede retspraksis. Der må herved lægges vægt på, at sagsøgeren ikke havde eller udøvede en almindelig instruktionsbeføjelse over for B og C, men alene bestilte pelsning m.v. af et bestemt antal dyr pr. sæson og pr. dag hos dem, hvorefter de selv tilrettelagde deres arbejde. B og C havde i pelsdyrbranchen, hvor de var kendt, andre hvervgivere til tilsvarende arbejdsopgaver, og der var ikke indgået aftale mellem parterne om løbende arbejdsydelse med opsigelsesvarsel, ligesom sagsøgeren ikke havde fastsat en arbejdstid. Vederlaget, som blev betalt ved arbejdsperiodens afslutning, blev aftalt for hver af de kortvarige sæsoner som et fast beløb pr. behandlet pels og ikke som timeløn eller akkord. B og C afholdt selv nødvendige udgifter og medbragte de fornødne redskaber. De kunne antage medhjælp og var erstatningsansvarlige for skind, som de beskadigede. B og C fik ikke afregnet feriepenge og var i det hele ikke omfattet af den for arbejdstagere gældende lovgivning. De var derimod momsregistrerede og fakturerede deres ydelser med tillæg af moms, ligesom de angav SE-nummer.

Sagsøgeren har i anden række gjort gældende, at selv om B og C måtte anses for lønmodtagere, hæfter sagsøgeren ikke for manglende indbetaling af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og midlertidig pensionsopsparing, idet sagsøgeren ikke har udvist en sådan forsømmelighed, som kræves for at pålægge en arbejdsgiver hæftelse, jf. kildeskattelovens 69, stk. 1, og arbejdsmarkedslovens § 15, stk. 4, samt sidstnævnte bestemmelse i forbindelse med § 17 b, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 752 af 20. oktober 1998. Sagsøgeren kunne med føje gå ud fra, at B og C var selvstændigt erhvervsdrivende, da de gennem en længere årrække havde optrådt som sådanne over for omverdenen. Sagsøgeren har også efter modtagelsen af told- og skatteregionens brev af november 1997 med fornøden omhu konkret vurderet, at B og C i deres virke hos ham måtte anses for selvstændigt erhvervsdrivende. Sagsøgeren har endvidere efter sin revisors råd kontrolleret, at de pågældende var momsregistrerede. Brevet fra told- og skatteregionen indeholder ikke en konkret afgørelse efter kildeskattelovens § 45, stk. 3, men er alene en generel vejledning til samtlige pelsdyravlere i amtet. Skattemyndigheden har ikke i forbindelse hermed udøvet noget konkret skøn, men derimod sat det lovpligtige skøn under en fast, undtagelsesfri regel. En egentlig afgørelse for sagsøgerens vedkommende blev først truffet af told- og skatteregionen den 26. oktober 1999. Ved vurderingen af, om sagsøgeren har udvist forsømmelighed, må der derfor bortses fra det nævnte orienterende brev.

Til støtte for sin rentepåstand har sagsøgeren henvist til cirkulære nr. 157 af 15. oktober 1997.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at B og C i forholdet til sagsøgeren ikke var selvstændigt erhvervsdrivende, men oppebar den omhandlede indkomst som lønmodtagere. Sagsøgeren havde derfor pligt til at indeholde A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og midlertidig pensionsopsparing hos dem. Sagsøgte har herved nærmere anført, at B og C ikke udøvede virksomhed af økonomisk karakter for egen regning og risiko med henblik på at opnå overskud, men indkomsten var vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. B og C, som ellers havde fast arbejde som slagteriarbejdere, havde igennem ca. 20 år været hvervet af sagsøgeren til i 2-3 uger årligt som et fast led i sagsøgerens virksomhed med produktion af minkpelse at udføre arbejdet med flåning og pelsning af mink. De må i lighed med sagsøgerens andre ansatte antages at have været undergivet sagsøgerens instruktionsbeføjelse derved, at sagsøgeren har haft en almindelig adgang til at fastsætte generelle og konkrete instrukser for arbejdets udførelse og til at føre tilsyn og kontrol hermed. Endvidere var vederlæggelsen aftalt som en akkord, og det er ikke dokumenteret, at B og C var økonomisk ansvarlige over for sagsøgeren for arbejdets udførelse eller i øvrigt påtog sig en væsentlig økonomisk risiko. Det er herunder ikke dokumenteret, at de pågældende har afholdt udgifter i forbindelse med arbejdets udførelse, som i art og omfang overstiger, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Det er heller ikke dokumenteret, at B og C havde andre hvervgivere end sagsøgeren, bortset fra deres ansættelser på slagteriet i Esbjerg, og det har i betragtning af sagsøgerens oplysning om pelsningssæsonens korte varighed formodningen imod sig, at dette skulle være tilfældet. Det er uden betydning, at B og C var blevet momsregistreret, og at de altid havde opkrævet moms, og det er ikke tilstrækkeligt godtgjort, at de benyttede medhjælp, som de selv aflønnede. På den anførte baggrund må Bs og Cs bibeskæftigelse hos sagsøgeren som helhed anses for tjenesteforhold på linie med andre tilfælde, hvor lønmodtagere tager løs ansættelse i deres ferie.

Med hensyn til spørgsmålet, om sagsøgeren over for det offentlige hæfter for den manglende indeholdelse og indbetaling af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og midlertidig pensionsopsparing, har sagsøgte dernæst anført, at det navnlig efter told- og skatteregionens skrivelse fra november 1997 har stået klart for sagsøgeren, at B og C måtte anses for lønmodtagere, og at han derfor skulle foretage indeholdelse af A-skat m.v., hvilket han desuagtet ikke gjorde. Sagsøgeren burde som følge af skrivelsen i det mindste have været så meget i tvivl om, hvorvidt B og C var lønmodtagere, at han burde have søgt dette afklaret hos told- og skatteregionen, hvilken han imidlertid heller ikke gjorde. Det er derfor godtgjort, at der er udvist forsømmelighed fra sagsøgerens side ved iagttagelse af lovgivningens bestemmelser om indeholdelse af A-skat m.v., og sagsøgeren er derfor ansvarlig for den manglende indbetaling af beløbene. Det er også i denne forbindelse uden betydning, at B og C var momsregistrerede, og at sagsøgeren modtog faktura fra dem med angivelse af SE-nummer.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder sammenholdt med de kriterier, som er angivet i pkt. B.3.1.1. i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, finder landsretten, at Bs og Cs indkomst hos sagsøgeren må anses som lønindkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a, samt lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 17 b, stk. 1, 2. pkt., jf. arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a. Sagsøgeren havde derfor pligt til at indeholde A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og midlertidig pensionsopsparing hos B og C. Der er herved særligt lagt vægt på, at de pågældende, der var slagteriarbejdere, i 1998 og i de foregående ca. 20 år havde taget fri i den korte sæson for flåning og pelsning for at udføre dette arbejde på sagsøgerens minkfarm, og at arbejdet udførtes som et fast integreret led i sagsøgerens virksomhed. Der er endvidere lagt vægt på, at vederlæggelsen skete på grundlag af et aftalt fast beløb pr. behandlet skind, og at sagsøgeren fastsatte det daglige antal skind, så det passede med virksomhedens øvrige produktionsforløb, således at vederlæggelsen må anses for eller sidestilles med akkordbetaling. Det er endvidere ikke oplyst, at B og C havde væsentlige udgifter eller løb nogen væsentlig økonomisk risiko i forbindelse med arbejdet, herunder heller ikke, at de ejede de redskaber, som de medbragte, eller at redskabernes værdi var højere end normalt for lønmodtageres håndværktøj. Yderligere er det ikke oplyst, at sagsøgeren instruerede eller kontrollerede de pågældende med hensyn til deres arbejdsindsats i mindre omfang end andre specialiserede medarbejdere, ligesom forholdende vedrørende Bs og Cs brug af medhjælp og betaling af erstatninger for beskadigelser og eventuel udførelse af lignende arbejde hos andre ikke er nærmere belyst.

Sagsøgeren har undladt at følge den anvisning, som blev givet i told- og skatteregionens orienterende brev fra november 1997, og han rettede heller ikke henvendelse til myndighederne i anledning heraf med henblik på at få afklaret eventuel tvivl. Da der ikke heroverfor er oplyst omstændigheder, som kan fritage sagsøgeren for betalingspligten efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 4, og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 17 b, 2. pkt., jf. arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 4, tager landsretten herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagens omkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale sagsøgte med 12.000 kr.