Dato for udgivelse
07 Nov 2002 10:52
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
8. marts 2002
SKM-nummer
SKM2002.555.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
9. afdeling, B-3326-96
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning + Inddrivelse
Emneord
Selskabstømning, selvfinansiering, bank, regresfordeling, egen skyld
Resumé

En bank, der ejede over 99 % af aktierne, overtrådte i forbindelse med afståelse af selskabet aktieselskabslovens § 115, stk. 2, idet den stillede selskabets midler til rådighed for køber. Selskabet trådte efter salget i likvidation. Banken blev i medfør af § 115, stk. 5 pålagt hæftelse for selskabets tab svarende til skattetilsvaret og omkostninger til likvidation m.v. med den begrænsning, at tilbagebetalingsforpligtelsen kun kan gøres gældende i det omfang, der ikke bliver tale om fyldestgørelse af aktiekapitalen. Under hensyn til egen skyld blev bankens regreskrav mod et revisionsfirma og et fondsmæglerselskab reduceret til henholdsvis en fjerdedel og halvdelen, medens nogle adciterede advokater blev frifundet.

Reference(r)

Aktieselskabsloven § 115


Parter

B-3326-96
A/S HX i likvidation v/likvidator advokat Pernille Bigaard
(advokat Sune Fugleholm ved advokat Jacob Pinborg)

mod

H1 A/S
(advokat Georg Lett)

og

B-3319-96
H1 A/S(Advokat Georg Lett)

mod

1) R1 A/S(Advokat Niels M. Andersen)
2) F1 AB(Advokat Philip Baruch)
6) Advokat BH(Advokat Mogens Gaarden)
7) Advokatfirmaet R2 KB(Advokat Mogens Gaarden)

Afsagt af landsdommerne

Teilmann, Gunst Andersen og Lita Fridolin (kst)

Disse sager drejer sig om, hvorvidt H1 A/S (H1) i forbindelse med bankens salg af aktierne i A/S H2 OP (senere ændret navn til A/S HX) har pådraget sig ansvar overfor A/S HX i likvidation for tab, som selskabets kreditorer led i forbindelse med, at selskabet ved salget blev tømt for midler, samt om banken kan videreføre ansvaret til bankens rådgivere og samarbejdspartnere.

H1 var ultimo 1991 ejer af nominelt 99.491.000 kr. aktier svarende til 99,491 % af aktiekapitalen i A/S H2 OP (H2) og ønskede at afhænde hele aktiekapitalen i selskabet, de sidste 0,509 %, efter at have gennemført en tvangsindløsning heraf. Selskabets kapital, der udelukkende bestod af likvide beholdninger, androg ca. 135 mio.kr., hvoraf egenkapitalen androg ca. 123 mio.kr., og skyldig skat androg ca. 12 mio.kr., på grundlag af en skattepligtig indkomst på ca. 35 mio.kr. Selskabets revisorer, R1 A/S (R1), orienterede H3 A/S (H3), der skulle forestå salget af aktierne, om muligheden for at få betaling ikke alene for egenkapitalen, men også for de skyldige skatter. I et brev af 19. november 1991 orienterede R1 H3 nærmere herom og oplyste, at der formentlig var købere, der ville være villige til at betale en merpris for selskabet på grund af dets skattepligtige indkomst for 1991. Ud fra sit kendskab til markedet vurderede R1, at banken kunne opnå en merpris for selskabet på mindst 40 % af skatterne, men sandsynligvis en pris, der oversteg dette. Det blev besluttet, at R1 skulle rette henvendelse til en række potentielle købere, hvoraf flere viste interesse og indikerede priser på skatten, der varierede fra 45 % til 85 % af denne. Efter nogle indledende møder den 11. og 12. december 1991 med 3 af tilbudsgiverne besluttede H3 at gå i realitetsforhandlinger med det svenske firma G1 AB (G1), der gennem sit datterselskab G2 Fastigheter AB (G2) havde afgivet bud med den særlige betingelse, at betaling skulle ske via en værdipapirhandel.

Den 12. december 1991 sendte PJ, der sammen med KD ejede G1, et telefax til H3 att.: NC af sålydende indhold:

"KD har bett mig att sända en lista på de värdepapper vi har i vår depå hos F4 i Bryssel.

Dessa värdepapper är:

Namn.

Antal

Verde

Oat 1991 9,7 %

nom. 60.000.000

66.???.257      SEK

   

((Ulæselig)obligationer)

(ulæselig)

nom.   4.400.000

49.305.217.5   SEK

 

Philip Morris

73.000 st.

28.958.187.5   SEK

Total Verde

144.302.662 SEK =

153.676.956.34 DKK

Jag översänder given G1 AB's senaste delårsbokslut som kommer att undertecknas av revisorerna under nästa vecka.

..."

I den medsendte delårs resultatopgørelse for G1 for perioden 1. januar til 31. august 1991 hedder det videre:

"Moderbolaget

G1 AB's verksamhet består av ekonomisk konsultation samt värdepappershandel.

Under året har ett aktieägartillskott på 80 MSEK tillförts till G1 AB, varav 40 MSEK avser ovillkorlig del och 40 MSEK villkorlig del. En schablonmässig skatt på 30 % har beräknats på resultat före skatt med hensyn tagen till ej skattepliktiga intäkter.

Koncernen

Koncernbidrag kommer vid årsskiftet att utgå till G3 AB. Koncernbidrag per 1991-08-31 uppgår till 1,5 MSEK.

Koncernen är numera en af de störste aktieägarna i G4 A/S, som är ett danskt börsnotarat möbelföretag

Under hösten 1991 har dotterbolaget G3 AB köpt aktier i G2 Fastigheter AB och är dermed en av de dominerande ägarna av företaget. G2 Fastigheter AB äger fastigheter for ca 200 MSEK i Holland."

Det fremgik endvidere af resultatopgørelsen, at periodens ordinære resultat efter finansielle indtægter og udgifter var 493.780 s.kr., og at ekstraordinære indtægter i form af aktionærtilskud havde andraget 80 mio.s.kr. Af balancen fremgik under aktiver, at kassebeholdning og banktilgodehavender var ca. 100 mio.s.kr., at obligationer og andre værdipapirer androg ca. 245 mio.s.kr., og at egenkapitalen androg ca. 80 mio.s.kr.

Den 13. december 1991 sendte NC fra H3 et sålydende telefax til G1, PJ og KD:

"I forbindelse med vore drøftelser omkring H5 A/S, skal vi nedenfor skitsere i punktform et forslag til en mulig afvikling af købs- og salgstransaktionen:

H2 OP aktier nedenfor benævnt "Aktierne".

Obligationsportefølje som oplyst af G2 AB nedenfor benævnt "Obligationerne".

  1. G2 sælger Obligationerne til H2 OP via H3, med afvikling gennem F2, og pengetransaktioner gennem H1, jfr. nedenfor.

    Obligationerne overføres fra G2' depot hos F2 til H2 Op's depot hos F2. (DEPOT 0PRETTES/MWJ).

    Kontanterne debiteres H2 Op's konto hos H1 (kontonr ...) og krediteres spærret G2' konto hos H1 (KONTO OPRETTES/MWJ).
  2. G2 køber Aktierne af H1 (via H3).

    Aktierne overføres fra H1s depot til G2' depot i H1. (DEPOT PRETTES/MWJ).

    Kontanterne debiteres G2' konto hos H1 og krediteres H1s konto.

Vi behøver:

  1. Beholdningsoversigt over de værdipapirer, som ligger i depot hos F2, og som det er sigtet at H2 skal købe af G2. H3 skal godkende værdipapirerne.
  2. F2s bekræftelse på, at værdipapirerne er frie og ubehæftede, og bekræftelse på, at F2 har fået uigenkaldelig instruks fra G2 om i forbindelse med handelstransaktionen at overføre værdipapirerne på H3' foranledning.

....."

Den 16. december 1991 sendte GM fra F2, F3 AB (F2) et håndskrevet telefax til H1, NC, af sålydende indhold:

"Vi bekræfter att vi i G1 's depå förvarar:

20.000 st Boeing aktier
20.000 st Philip Morris aktier
20.000 st Digital Equipment aktier

nom FRF 29.700.000,-

OAT 1996 9,8% 30/1

nom GBP  4.000.000,-

KK Gilt 1994 13/5 %

nom GBP  2.800.000,-

KK Gilt 1995 12 %

Dessa värdepapper innehas av G1 . Värdepapperen är ej belånade hos oss.

....."

Den 17. december 1991 underskrev G1 som køber og H1 som sælger en aftale om overdragelse af den samlede aktiekapital i A/S H2 OP. I aftalen hedder det bl.a.:

"§ 1

Overdragelsen, der finder sted med virkning pr. 18. december 1991 omfatter 99,491 % af den nominelle aktiekapital på dkr. 100.000.000 i selskabet. Den resterende del af aktierne overdrages efterfølgende i henhold til § 4. Sælger indestår for, at aktiekapitalen er fri og ubehæftet i enhver henseende, og at der ikke vedtægtsmæssigt eller på anden måde er tildelt tredjemand option, køberet eller andre rettigheder til aktierne i selskabet.

....

§ 3

Grundlaget for nærværende overdragelse er en af selskabet med assistance af R1 A/S udarbejdet budgetteret resultatopgørelse og balance pr. 31. december 1991. Ifølge denne udgør egenkapitalen total dkr. 123.435.000,00 og den beregnede skat total dkr. 12.284.000,00.

....

§ 4

Købesummen for aktiekapitalen opgøres i forhold til selskabets egenkapital og beregnede skat pr. 18. december 1991.

Købesummen for 99,491 % af selskabets aktier beregnes herefter som 99,491 % af: selskabets egenkapital med tillæg af 80 % af den beregnede skat.

Købesummen afregnes foreløbig a conto med dkr. 132.200.000,00 på overtagelsesdagen den 18. december 1991 mod samtidig notering af køberen som aktionær i selskabets aktionærfortegnelse og overgivelse af selskabets protokoller m.v., jfr. nedenfor.

Købesummen reguleres og afregnes endeligt kontant den 19. december, når revideret perioderegnskab for H2 OP A/S pr. den 18. december foreligger. Perioderegnskabet vedhæftes efterfølgende som bilag 6.

H1 A/S ejer pr. overtagelsesdagen 99,491 % af selskabets aktier. Bestyrelserne i H1 A/S og H2 OP A/S har besluttet at indløse de øvrige aktionærer i H2 OP A/S i medfør af aktieselskabslovens § 20 b. Såfremt aktierne ikke er overdraget til H1 A/S den 2. januar 1992, er H1 A/S bemyndiget til at lade aktierne notere på H1's navn i selskabets aktiebog, jf. dog aktieselskabslovens § 20 c. Ved nærværende aftale forpligter H1 A/S sig til at overdrage til køber og køber til at modtage alle de endnu ikke indløste aktier i takt med at aktierne tvangsindløses. Overdragelsen af de tvangsindløste aktier sker på samme vilkår som de 99,491 %. Købesummen beregnes og afregnes kontant, jf. ovenstående, i takt med at aktierne overføres og noteres på købers navn.

Det er aftalt, at overførsel af købesummen sker via H1 A/S fra konto nr. .....1

Efterfølgende regulering af købesummen.

....

Omkostninger.

§ 13

.... Sælger betaler dog halvdelen af de dokumenterede omkostninger, køber har haft i forbindelse med overførsel af værdipapirer fra F2, dog maksimalt dkr. 100.000,00."

Samme dag underskrev G1 og H2 en aftale af følgende indhold (efter korrektion den 19. december 1991):

"G1 AB overdrager pr. 18. december 1991 nedenstående værdipapirportefølje til H2 OP A/S. Købesummen udgør kursværdien pr. overtagelsestidspunktet dkr. 134.499.783,36.

F2 (F2) og G1 AB garanterer, at den overdragne portefølje er fri og ubehæftet og således ikke er pantsat eller på anden måde overdraget til 3. mand.

Når der er oprettet et depot i F2 lydende i navnet H2 OP A/S og nedennævnte værdipapirer er overdraget til depotet, indsættes købesummen på spærret konto i H4, H1 A/S lydende på G1 AB. Beløbet frigives efterfølgende i henhold til separat aftale.

Porteføljen består af følgende værdipapirer:

20.000

stk. Philip Morris aktier:

dkr.

8.686.875,00

14.100

stk. Digital Equipment aktier:

dkr.

4.942.755,00

FRF

29.700.000,00 9,8%- OAT 1996

dkr.

37.301.375,45

GBP

4.000.000,00 13,5UK GILT 1994

dkr.

48.893.952,91

GBP

2.800.000,00 12% UK GILT 1995

dkr.

34.668.480,00


Den samlede kursværdi udgør:                         

dkr. 

134 .493.436,00"


Samme dag sendte KD en telefax til F2 og meddelte, at han i morgen "vil anmode Dem om at overføre nedennævnte aktier og obligationer fra G1 AB depot hos Dem til det hos Dem oprettede nye depot for A/S H2 OP". Derefter specificeres de værdipapirer, der er omfattet af den førnævnte aftale.

I fortsættelse heraf sendte F2 samme dag en telefax til H3 og bekræftede, at man havde åbnet depot for H2, og at man på opdrag fra G1 ville flytte "ifrågavarande värdepapper" til depotet.

Den 18. december 1991 udfærdigede H3 afregningsnotaer stilet til H2 på samtlige værdipapirer omfattet af aftalen af 17. december 1991 med ordlyden "solgt til Dem" .... "Papirafvikling gennem F2. Aktierne/obligationerne stiller vi til Deres disposition hos F2".

H1 overførte endvidere købesummerne med vedhængende rente fra H2 til G1s spærrede konto hos banken, i alt 134.493.436 kr.

Regnskabet for H2 pr. 18. december 1991, som forelå samme dag, var udfærdiget af R1 og udviste et resultat på 7.592.307 kr., en værdipapirbeholdning på 134.493.436 kr., en egenkapital på 123.154.027 kr. og en selskabsskat på 12.032.548 kr. Med udgangspunkt i dette regnskab androg købesummen 99,491 % af egenkapitalen med tillæg af 80 % af skatten eller 132.104.215 kr., som med fradrag af et omkostningsbeløb på 100.000 kr. betaltes ved overførsel fra G1s spærrede konto hos H1 til banken selv, derved at 132.200.000 kr. overførtes á conto den 18. december 1991, og 195.785 kr. tilbageførtes den 19. december 1991 alt i overensstemmelse med aktiekøbsaftalens § 4 og § 13.

Samme dag bekræftede BE fra F2, at transporten af de omhandlede værdipapirer fra G1 til H2 var blevet gennemført.

Den 3. februar 1992 overførtes yderligere 675.850 kr. til H1. Beløbet udgjorde betaling for mindretalsaktierne, der i mellemtiden var blevet indfriet.

I perioden 18. december 1991 til 31. december 1991 påførtes H2 en række tab gennem valutaoptionsforretninger på i alt ca. 40 mio.kr. Dette medførte, at selskabets regnskaber for hele 1991 udviste et resultat på - 20.961.994 kr., og en skattepligtig indkomst på - 4.351.126 kr., som blev selvangivet, hvilket igen førte til, at selskabet ikke skulle betale skat for indkomståret 1991 (skatteåret 1992/93).

Ved skrivelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtaget i Sø- og Handelsrettens skifteret den 10. maj 1993 anmodede styrelsen skifteretten om at opløse selskabet. Den 15. juli 1993 besluttede skifteretten, at selskabet skulle træde i likvidation.

Som tiltalt for bedrageri i retten tilstod PJ og KD i foråret 1994 blandt andet, at de værdipapirer, som H2 havde købt af G1 ikke eksisterede, og at selskabet var blevet påført et tab svarende til købesummen.

Ved skrivelse af 16. januar 1996 til likvidator meddelte skattevæsenet, at man agtede at ændre HXs skattepligtige indkomst for skatteåret 1992/93 fra de selvangivne - 4.351.126 kr. til 32.133.693 kr. blandt andet med den begrundelse, at de i perioden 18. december til 31. december 1991 af selskabet foretagne valutaoptioner havde været fiktive. Skattevæsenet ansatte senere selskabets skattepligtige indkomst i overensstemmelse hermed og underrettede likvidator herom ved brev af 17. april 1996. Ved brev af 28. november 1996 opgjorde Told- og Skatteregionen selskabets skat til 12.210.766 kr., der med tillæg af renter 854.754 kr. anmeldtes i likvidationsboet.

Skattekravet er senere reguleret til 12.044.670 kr.

Den 13. august 1993 anmeldte advokat PS i HX i likvidation et krav for revisionsfirmaet R3/SP på 426.971 kr. med inkassoomkostninger 7.710 kr. i alt 434.681 kr.

Det er oplyst, at der bortset fra dette krav og skattevæsenets krav ikke er anmeldt andre kreditorkrav i likvidationsboet.

På grundlag af F2s erklæringer om de værdipapirer, der angiveligt blev erhvervet af H2, men viste sig ikke at eksistere og andre påståede bedragerier, der ikke direkte er omfattet af denne sag, har HX i likvidation i juli 1996 anlagt sag mod F2 ved tingsrätten og krævet betaling af blandt andet 134 mio.kr. med rente udgørende H2s tab for de værdipapirer selskabet købte, men ikke fik leveret af G1. Denne fordring erhvervedes af det svenske selskab G5 AB (G5) i medfør af en aftale underskrevet i København den 2. juli 1998 blandt andet mod, at G5 kvitterede sin fordring i likvidationsboet på ca. 12 mio. kr. Et vilkår for erhvervelsen var, at G5 indfriede skattevæsenets tilgodehavende med renter og omkostninger, hvilket var sket den 30. juni 1998 ved betaling af i alt 15.553.510 kr. Ved betalingen indtrådte G5 i skattevæsenets krav mod HX i det omfang det følger af dansk rets almindelige regler. Et yderligere vilkår for G5s erhvervelse af fordringen var, at G5 forpligtede sig til efter påkrav fra HX at betale R3 tilgodehavende, dersom HX ikke selv kunne dække tilgodehavendet.

I henhold til en aftale mellem G5 og F1 (F1) underskrevet i Stockholm den 2. juli 1998 har parterne forligt sagen, der blev anlagt ved Stockholms Tingsrätt i juli 1996. Forliget indebærer bl.a., at F1 anerkender erstatningspligt for et samlet beløb på 250 mio.s.kr., at G5 overtager forsikringskravet med F1s ansvarsforsikring, og at F1 udsteder en præferenceaktie på 1.000 s.kr. til G5 mod at kravet på 250 mio.s.kr, indskydes som ansvarlig aktiekapital i firmaet.

Om baggrunden for H1s krav mod R1, advokat BH og advokatfirmaet R2 KB er givet følgende oplysninger:

R1 havde tidligere haft forretningsforbindelse med PJ og KD gennem anpartsselskaberne G6 og G7 for hvilke R1 var revisorer anmeldt til Erhvervs- & Selskabsstyrelsen. Samarbejdet havde givet anledning til problemer og uoverensstemmelser i forbindelse med opgørelsen af det skattemæssige resultat for selskaberne udarbejdet på grundlag af nogle ikke reviderede drifts- og statusoversigter pr. 6. september 2000. I forbindelse med diskussionerne om formuleringen af revisionspåtegningerne havde der været interne samtaler mellem selskabernes revisorer og statsautoriseret revisor VT, der var administrerende partner i R1. VT havde ifølge et håndskrevet referat dateret 25. oktober 1990 givet råd om det indholdsmæssige af revisionsudtalelserne. Referatet, der er udarbejdet af den revisor, som på det tidspunkt arbejdede med regnskabet for G6 ApS, indeholder blandt andet følgende: "Teddy mente stadig, at de var nogle svindlere. Han ville gerne se påtegningerne, inden de blev sendt." Senere førte uenigheden mellem R1 og ledelsen af G6 ApS og G7 ApS til, at R1 ønskede at fratræde som revisorer. I den forbindelse blev der den 30. januar 1991 udfærdiget et notat, der blandt andet indeholder følgende:

"Da G6 og G7 blev købt af G8 Limited, Hongkong, blev vi anmodet om at fortsætte som revisorer.

Vi accepterede dette, uden nærmere at undersøge hvad selskaberne skulle bruges til.

Efter ca. 3 måneders drift havde selskaberne hver især oparbejdet et underskud på ca. 80 mio. danske kroner. Underskuddet var opstået ved handel på termin med guldkontrakter.

Vi blev anmodet om at udarbejde et perioderegnskab, der skulle anvendes til et salg af det af selskaberne oparbejdede skattemæssige underskud.

Allerede den anmodning gav anledning til betydelige problemer, idet vi tvivlede på, at der var tale om reelle dispositioner.

Efter mange og lange forhandlinger accepterede vi at påtegne et perioderegnskab samt en periodeopgørelse af den skattepligtige indkomst, men med forbehold for det reelle i de foretagne handler.

Selskaberne blev efterfølgende solgt til et selskab på British Virgin Island. Regnskabsåret blev afkortet til 15/10, og vi blev anmodet om at udarbejde et årsregnskab. Årsregnskabet blev fremsendt ved følgeskrivelse af 26/10 1990 i udkast sammen med udkast af revisionsprotokollater og regnskabserklæringer samt opgørelse af den skattepligtige indkomst.

Det blev herefter meddelt os, at selskabet inden den 15/10 havde erhvervet et antal datterselskaber. Ideen i denne erhvervelse var, at der skulle ske en udlodning til selskaber, der ikke blev beskattet på grund af det skattemæssige underskud. Udlodningen ville give anledning til udbetaling af godtgørelse fra det offentlige.

Da dette blev meddelt os, oplyste vi, at vi på denne baggrund ikke ønskede at medvirke og derfor ønskede at fratræde som revisorer. Vi fandt dispositionen antagelig lovmedholdelige, men anså risikoen for en negativ presseomtale for så betydelig, at vi ikke ønskede at løbe denne risiko."

G1 havde forud for begivenhederne i denne sag allerede i sommeren 1991 samarbejdet med F2. Herom blev der den 17. juni 1991 i Stockholm indgået en aftale af følgende indhold:

"§ 1

Bakgrund

F2 är svensk fondskommisionär som bedriver samarbete med utländska fondskommisionärer. G1 avser ett bli depåkund hos F2 b 1 a för att kunne bedrive handel med svenske och internationella värdepapper G1 har fremfört att handeln av internationella värdepapper skall ske via den belgiske fondskommisionären F4, vilken F2 normalt ej bedriver samarbete med. F2 skall därved vare depåkund hos F4 och bedrive handel på uppdrag av G1. Partnerne är därvid överens om följande.

§ 2

Forbindelse

G1 forbinder sig ätt hålla F2 Skadeslös vad avser alle förlust och skade som kan uppkömma hänförlig till den handel som F2 på uppdrag av G1 genomför via F4, exempelvis att F4 skulle gå i konkurs eller F2 på annan grund skulle förlora de pengar som satts in på depåkonto hos F4. F2s Skadeståndsansvar gentemot G1 är således begränsat till att avse skade uppkommen til följd av F2s vårdslöshet i utförande av order som G1 lämnat till F2. F2 får vägra utföra order om F2 anser ett fullgod säkerhet från G1 saknas.

§ 3

Tvist

Tvist om dette avtal skall lösas genom skiljedomsförfarande."

I efteråret 1991 havde G1 ansøgt den svenske SE-Bank om kreditter til finansiering af aktiekøb. I den anledning sendte advokat BH den 27. september 1991 fra London et sålydende telefax til direktør VM, SE-Banken, Stockholm:

"G1. AB (G1) har hos SE-Banken ansökt om krediter får att finansiera ett aktieförvårv i ett finländskt bolag, vilket bolag kommer att ägas tillan??? med ett annat finländskt bolag. Från SE-Bankens side har framställts begåran om personliga referenser for de två ägarna av G1, PJ och KD. Jag har haft tillfälle att på nära håll följe verksamheten alltsedan starten under 1990. Jag är även väl fortrogen med PJ tidligare erfarenheter och personlige förhållanden.

Både PJ och KD framstår får mig som intelligenta, kunnige och hederliga. De är angelägna om att på ett uklanderligt ??? utveckla G1 affärsverksamhet inom ramen för noga övervägda affärsplaner. Trots deras relativa ungdom har de redan skaffat sig ett stort mått av erfarenhet och framgång.

Sammanfattningsvis vill jeg gärna rekommendera SE-Banken att ???? affärsforbindelse med G1 och herrarna PJ och KD. När det gäller den aktuella affären jeg själv medverkat i forhandlingarna och fått ett positivt intryck av den blivande affärspartnern.

Jeg står till förfogande om ytterligara informationer erfordräs."

Advokat BH bistod G1 i december 1991 og havde i den forbindelse nogle telefonsamtaler med PJ og KD i forbindelse med disses forhandlinger med H1. Af et timeregnskab for december måned 1991 fremgår det, at han i alt har brugt 5 timer på disse telefonsamtaler."

Parterne har under sagerne, der begge er anlagt den 17. december 1996, nedlagt følgende påstande:

Sagsøgeren HX A/S i likvidation har over for sagsøgte, H1, nedlagt påstand om:

Principalt

1. Sagsøgte tilpligtes at anerkende at have pådraget sig ansvar overfor sagsøgeren for et beløb på kr. 15.176.284,- med tillæg af procesrente af kr. 12.044.670,- fra den 1. juli 1998 til betaling sker.

2. Sagsøgte tilpligtes at anerkende at have pådraget sig ansvar overfor sagsøgeren for et beløb på kr. 434.681,- med tillæg af rente 1% pr. måned fra den 10. februar 1993 til betaling sker.

3. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgte yderligere har pådraget sig forpligtelse til at erstatte sagsøgeren omkostningerne ved likvidationen og retsafgift, jf. principperne i konkurslovens § 94, nr. 3 og 4, i den udstrækning disse krav godkendes af skifteretten og kan rummes indenfor maksimum for sagsøgtes hæftelse efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4.

Subsidiært

Sagsøgte tilpligtes at anerkende at have pådraget sig ansvar overfor sagsøgeren for et beløb på kr. 12.032.548, med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Mere subsidiært

Som principale påstand dog at der i 1-3. led inden punktummet indsættes "alt med fradrag af beløb, som forinden betaling finder sted er betalt til G5 AB i henhold til forliget af 2. juli 1998 med F1 AB.

Endnu mere subsidiært

Som den subsidiære påstand dog at der efter betaling sker tilføjes "alt med fradrag af beløb, som forinden betaling finder sted er betalt til G5 AB i henhold til forliget af 2. juli 1998 med F1 AB.

Sagsøgte, H1, har overfor alle sagsøgerens påstande nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. Der gøres særskilt indsigelse mod rentepåstanden i sagsøgerens påstand 2.

Sagsøgte, H1s påstand over for samtlige adciterede:

De adciterede tilpligtes principalt alle, subsidiært en eller flere af disse, at friholde sagsøgeren, principalt solidarisk, subsidiært alternativt, principalt fuldstændigt, subsidiært for en del af, hvad sagsøgeren måtte blive pålagt at betale eller anerkende at betale til HX A/S i likvidation i hovedsagen.

De adciterede R1 A/S, F1 Fondkomission AB, advokat BH og Advokatfirma R2 KB har alle nedlagt påstand om frifindelse.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet partsforklaring af BH og vidneforklaring af NC, FL, GC, AC, JM, VT, GM, BE, EL, ET, SL og VJ.

BH har forklaret, at han har været advokat siden 1965 og partner i advokatfirma R2 KB siden 1968. Han er barndomsven med RJ og havde dermed et kendskab til dennes søn PJ. PJ kontaktede ham i 1990 vedrørende forretningsmæssige forhold. Det drejede sig om planer om at opbygge en nordisk industribase i selskabet . G1 og Co, som havde en egenkapital på ca. 80 mio.s.kr.. Endvidere var PJ involveret i G2 Fastigheter AB. G4 var et dansk selskab, som blev erhvervet i 1991. PJ ville gerne have, at han indtrådte i bestyrelsen for G4, hvilket han accepterede. Han har ikke på noget tidspunkt hørt om selskaber med navnene G6 og G7. Da PJ havde brug for finansiering af en erhvervelse af et selskab, der hedder G9, gav han tilsagn om at være reference for PJ, når denne henvendte sig i et pengeinstitut. De oplysninger, som han gav i en skrivelse af 27. september 1991 til SE-Banken, finder han ikke går videre, end hvad der almindeligvis fremgår af en introduktionsskrivelse. G1s tilbud om køb af H2 OP A/S kendte han ikke, men havde accepteret at indtræde i dets bestyrelse, hvis det blev erhvervet. Den 16. december 1991 blev han kontaktet af en medarbejder hos H1, der ville have oplysninger om PJ og dennes forretningskollega KD. Han sagde til bankens medarbejder, at han kendte de to som nogle kvikke drenge. Han har ikke betegnet dem som "gode nok" og blev ikke spurgt, om han kunne udtale dette. Det var formentlig samme dag, at KD telefonisk oplyste ham om, at handlen var indgået. Udformningen af kontrakten var han ikke involveret i, men han har telefonisk den 16. eller 17. december drøftet tegningsforhold for G2selskabet med FL. Han modtog pr. telefax noget materiale fra H1 den 16. december, men har ikke kommenteret det over for banken. På en timeopgørelse har han anført ialt 6 1/2 time vedrørende henvendelser i anledning af erhvervelsen af H2 OP A/S.

NC har forklaret, at han i 1991 var chef for en afdeling i H3, der var H1s børsmæglerselskab. Det blev i 1991 besluttet, at H2 OP A/S, som H1 var hovedaktionær i, skulle sælges og der blev taget skridt til at tvangsindløse nogle mindretalsaktionærer. H2 OP A/S var OTC-registreret, hvilket var en registrering af selskabet på en offentlig markedsplads. Det blev overvejet at sælge H2 OP A/S til K2, der ønskede at erhverve et selskab med en betydelig aktiekapital. I overvejelserne indgik, at K2 kunne spare kapitaltilførelsesafgift ved at overtage H2 OP A/S. Det blev aftalt med K2, at den sparede afgift skulle deles mellem køber og sælger, hvilket skulle give H1 en fortjeneste i størrelsesordenen 700.000 kr. Handlen blev ikke gennemført, idet R1 oplyste over for H1, at det var muligt at sælge H2 OP A/S som overskudsselskab med en betydelig fortjeneste. Det blev nævnt, at der kunne være tale om mere end 50 pct. i overkurs for de udskudte skatter, fordi en køber kunne udskyde skattebetalingen ved erhvervelse af leasingaktiver. Det var statsautoriseret revisor AC, der på et møde orienterede om handel med overskudsselskaber, som vidnet ikke havde forhåndsviden om.

Tilbudet fra SR om køb af H2 OP A/S blev efter råd fra R1 ikke taget i betragtning, da der i tilbudet var nævnt en skatteelimeringsmodel, der ikke var gangbar efter en lovændring i efteråret 1991.

På et møde den 12. december 1991 var det statsautoriseret AC, der førte ordet for banken. For G2 Fastigheter deltog KD og KI, samt en medarbejder fra revisionsfirmaet R3, der bistod køber. Han deltog for banken sammen med blandt andre JM. Der blev talt om G2-selskabets betalingsevne og formål med erhvervelsen. Det var tanken, at der skulle købes danske industrivirksomheder, og at selskabet skulle være holdingselskab i forhold til de erhvervede selskaber. Skatteelimenering blev også omtalt og herunder navnlig brugen af leasingarrangementer.

Der blev endvidere talt om G2-selskabets mulighed for at betale købesummen og navnlig hvorledes betalingen praktisk kunne gennemføres. Regnskabet for G2 Fastigheter for 1990 var fremme under mødet. Det blev oplyst, at selskabet havde en betydelig værdipapirbeholdning, men at man helst ikke ville sælge papirerne på grund af handelsomkostningerne og det potentiale i form af kursstigning, som man forventede var knyttet til papirerne. Det var efter forslag fra sælgersiden, at fremgangsmåden med salg af værdipapirerne til H2 OP A/S blev drøftet. Der var dokumentation for, at G2-selskabet kunne magte købet og forklaringen om, hvorfor man ikke ønskede at afhænde værdipapirerne, var troværdig. Der var endvidere positive oplysninger fra advokat BH om køberne. Det var formentlig JM, der talte med advokaten under en pause i forhandlingerne.

Det blev oplyst, at værdipapirerne var deponeret hos F4 Det blev fra H1s side vurderet, at selv om F4 var et kendt børsmæglerselskab, var det sikrest, at afviklingen af handlen fandt sted gennem et børsmæglerselskab, som H1 havde lines med. Det er forbundet med risiko at afvikle en værdipapirhandel, hvorfor det er af betydning, om man har tillid til modpartens soliditet. Disse overvejelser var grunden til, at F2 kom ind i sagen. H1 kendte dette svenske børsmæglerselskab og havde lines med det. Der var næsten daglig handel med F2.

Det indgik i overvejelserne om salgets gennemførelse, at aktieselskabslovens § 115 om selvfinancieringsforbudet skulle respekteres. Bankens juridiske afdeling sagde god for konstruktionen, efter at den var overvejet en dags tid.

H1 fik dagen efter mødet tilsendt et delårsregnskab for G1 AB, som man fra købersiden ville lade indtræde i stedet for G2-selskabet. Regnskabet så tilfredsstillende ud og denne vurdering blev tiltrådt af AC. Vidnet husker ikke, om den revisorbekræftigelse, der blev stillet i udsigt, nogen sinde kom.

Der blev med henblik på handlens gennemførelse oprettet en spærret konto i H1, således at der var sikkerhed for, at handlen kunne opfyldes rettidigt. Banken var ikke interesseret i at overtage værdipapirbeholdningen, som køber ville betale med, hvis handlen gik i stå. Kontoen havde ikke til formål at gøre det muligt at kontrollere, om værdipapirerne faktisk forelå, inden handlen blev færdigekspederet.

Der var endvidere et møde den 16. december om overdragelsen, hvor vidnet deltog sammen med JM og FL for banken. For køber deltog KD. KD var mange gange under mødet i telefonisk kontakt med advokat BH. Der blev under mødet nævnt, at G1 var interesseret i at erhverve selskabet i stedet for G2. Årsagen hertil blev angivet at være den omstændighed, at H2 OP A/S var OTC-registreret, og det var noget, der gav G1 særlige muligheder. I forbindelse med mødet var der en, der talte med GM fra F2 om værdipapirerne, som køber skulle betale med. Der kom senere på aftenen en håndskrevet bekræftelse sendt pr. telefax fra F2 om værdipapirernes tilstedeværelse. Formuleringen i bekræftelsen om, at værdipapirerne ikke var belånt hos os, kunne ikke forstås som udtryk for et forbehold om, at de kunne være belånt andetsteds. Direktør GC, H3 og bankens jurister anså ikke formuleringen for noget problem. Vidnet tænkte ikke over, at de værdipapirer, som F2 omtalte, kunne være de samme værdipapirer, som var deponeret hos F4. Den mulighed, at værdipapirerne lå i depot hos F4, indgik derfor ikke i overvejelserne. Aftalen af 17. juni 1991 mellem F2 og G1 og ansvarsfraskrivelsen af 16. december 1991 fra G1 til F2 havde vidnet ikke noget kendskab til dengang.

Det gav anledning til betydelige drøftelser, hvilket navn H2 OP A/S i fremtiden måtte have og bankens ønske om, at der blev indføjet en bestemmelse om forbud mod videresalg af selskabet. Bestemmelsen om, at selskabet ikke måtte likvideres umiddelbart efter overdragelsen, var derimod problematisk for køber. Bestemmelserne om forbud mod videresalg og likvidation var sammen med den omstændighed, at selskabet kom til at besidde en meget betydelig værdipapirbeholdning, som ejerne ikke agtede at afhænde, gav sikkerhed for, at skatten ville blive betalt.

Der var tillige et møde den 17. december 1991 om overdragelsen, men hvad der var baggrunden for aftalen af 17. december 1991 mellem G1 og H2 OP A/S kan vidnet ikke oplyse, ligesom vidnet ikke kan huske, hvorvidt banken modtog den garanti fra F2, som omtales i aftalen.

Der blev givet en generalfuldmagt til KD, fordi der ikke kunne afholdes generalforsamling i H2 OP A/S før den 2. januar 1992.

Der blev fra bankens side givet tilsagn om at bringe nogle egnede bestyrelsesmedlemmer i forslag, idet man fra bankens side forventede et fortsat forretningsmæssigt samarbejde mellem parterne. Banken ydede senere et lån til selskabet.

FL har forklaret, at hun er afdelingsdirektør i H1, og at hun i 1991 var ansat i Koncern juridisk afdeling, hvor hendes chef SO bad hende om at indtræde i sagen vedrørende salg af H2 OP A/S, da GP, som havde deltaget i sagen fra starten, var forhindret. Hun fik en juridisk medarbejder CP til at hjælpe sig.

Hun skulle bistå med de juridiske forhold vedrørende H1s overdragelse af H2 OP. Inden hun deltog i forhandlinger fik hun oplysninger om sagen blandt andet på et internt møde i banken med deltagelse af SO, NC, JM og AC. Da hun indtrådte i sagen, var det besluttet hvem, der skulle sælges til. Forhandlingerne drejede sig om aftalevilkår. I sin lommebog for den 16. og 17. december 1991 har hun noteret henholdsvis HX-forhandlinger og overarbejde. Hun husker ikke klart paradigmaerne til aftaler mellem parterne. AC gennemgik forskellige modeller, men hun husker ikke disse.

På mødet den 16. december 1991 deltog foruden hende selv, CP, NC, JM, KD og AC. Aftalevilkårene var til debat og AC deltog på lige fod med alle andre og fungerede som sparringspartner for hende og CP blandt andet med hensyn til nogle formuleringsproblemer i kontrakten. Advokat BH var i London, men KD kontaktede ham flere gange under mødet pr. mobiltelefon, og han var KDs sparringspartner under mødet. Hun talte også selv i mobiltelefon med advokat BH, men kan i dag ikke huske præcis, hvad hun talte med ham om. Hun interesserede sig meget for tegningsforholdene og værdipapirhandlen, herunder om de omhandlede værdipapirer var til stede, om de var belånte eller ubehæftede. Der var også diskussion om efterfølgende anvendelse af selskabets navn og om forbud mod salg af selskabets aktier. Endvidere drøftedes det, hvad selskabet skulle bruges til, og det blev oplyst, at G4s aktiviteter skulle indskydes i selskabet. G1 's repræsentanter sagde ikke noget konkret om, hvorfor de ville betale kurs 80 for skatten. Det drøftedes, om pengene til køb af selskabet var til stede. Den håndskrevne bekræftelse af 16. december 1991 fra F2 vedrørende værdipapirerne i G1 's depot blev sendt til Juridisk Afdelings fax nummer i løbet af eftermiddagen på foranledning af en telefonisk henvendelse fra KD til F2. Sagsøgte accepterede bilaget som bevis for, at værdipapirerne var tilstede, og at der ikke var noteret rettigheder over dem til tredjemand. Hun er ikke bekendt med G1 's erklæring af 16. december 1991 overfor F2, hvorved G1 fritager F2 for ansvar vedrørende værdipapirernes opbevaring i depotbank i Belgien. Hun havde heller ikke kendskab til, at værdipapirerne lå i underdepot et andet sted. Med hensyn til overdragelsesaftalen husker hun ikke, hvordan §§ 8 og 10 vedrørende salg af selskabets aktier og selskabets likvidation m.v. er blevet til. § 7 vedrørende selskabets navn var en af knasterne i aftalen. Det var vigtigt for sagsøgte af renomémæssige grunde.

Den 17. december 1991 sendte hun en telefax på 7 sider indeholdende udkast til overdragelsesaftale til advokat BH i London. Det er hendes håndskrift på telefaxens forside. Hun husker specielt § 7 som et juridisk problem, og at tegningsforholdene drøftedes med advokat BH. Dette var en typisk opgave for juristerne at sikre sig. Hun husker ikke, om hun drøftede andre forhold med advokat BH.

For så vidt angår forbudet mod selvfinansiering i aktieselskabslovens § 115 fik hun ved indtrædelse i sagen oplyst, at dette spørgsmål var vurderet af hendes chef SO. For selv at forstå sagen og sikre at al jura var i orden gennemgik hun imidlertid også selv problematikken sammen med CP og de var enige i SOs vurdering. Hun kan ikke huske den dybere juridiske vurdering af spørgsmålet. Baggrunden for at spærre G1 's konto var for at sikre sig, at pengene fra værdipapirhandlen blev brugt til at købe aktierne i H2 OP. Hun var på intet tidspunkt i tvivl om, at værdipapirerne var til stede, og var gode nok. Der var to handler involveret og begge skulle løses for at løse opgaven med salg af H2 OP. Det var overladt til H3 at vurdere selve strategien.

H2 OP's udstedelse af generalfuldmagt til KD den 18. december 1991 husker hun ikke tydeligt, men der var vist brug for fuldmagten indtil afholdelse af generalforsamling i selskabet. H3' bekræftelse af samme dato overfor G1 på at ville medvirke til opretholdelse af en notering på Dansk OTC-marked og senere medvirke ved etablering af en market-maker aftale for det fortsættende selskab husker hun, fordi det var vigtigt for KD med OTC notering. R1's fremsendelse af honorarnota ved brev af 19. december 1991 til NC har hun ikke set før retssagen og kender heller intet til indholdet.

Aftalen om overdragelse af værdipapirer fra G1 til H2 OP af 17. december 1991 vil hun tro, at hun selv har lavet sammen med CP. Selve værdipapirhandlen blev imidlertid håndteret af H3. Ledelsen af H2 Op var ikke involveret, og hun ved ikke, hvem der har underskrevet aftalen på vegne af H2 OP. NC havde en fuldmagt fra H2 OP til at gennemføre handlen. Kun en enkelt gang blev nogle papirer kørt til H2 OP's forretningssted i ..... Med hensyn til sikring af, at ejendomsretten til de udenlandske værdipapirer rent faktisk overgik til køberen, foretog hun sig ikke andet end at sikre sig depotoprettelsen i F2. Sagsøgte fik ikke yderligere garanti udover erklæringen af 16. december 1991 fra F2.

GC har forklaret, han i 1991 var ansat i H3 som fondschef. H2 OP A/S var oprindelig blevet solgt til K2, som skulle bruge et aktieselskab med henblik på etablering af et livsforsikringsselskab. Det var NC, der oplyste, at det var muligt at sælge selskabet til anden side med en langt højere fortjeneste end de ca. 700.000 kr., som K2 havde betalt for selskabet. K2 indvilgede i, at handlen blev ophævet, mod at banken betalte 700.000 kr. til K2. Vidnet var derefter ikke særligt meget involveret i overdragelsen af H2 OP A/S, men forklaringen om, at det var muligt at få helt op til 80 pct. overkurs på selskabets skattegæld var uforståelig for vidnet. Han fik forevist bekræftelsen fra F2 på en værdipapirbeholdnings tilstedeværelse, som han anså for en anerkendelse af, at der var tale om ubehæftede aktiver. Han havde tidlige hørt om F2, men husker ikke, om der blev foretaget undersøgelser af dette selskabs forhold i forbindelse med overdragelsen af H2 OP A/S. Han var med til at finde nogle mulige emner til bestyrelsesposter i selskabet.

AC har forklaret, at han er statsautoriseret revisor og partner hos revisionsfirmaet R1 A/S, Konsulentafdelingen, hvor han blandt andet rådgiver om køb og salg af virksomheder. I november 1991 kendte han lidt til handel med overskudsselskaber. Han havde fulgt markedet og solgt et selskab, ligesom man i R1 overvejede det som forretningsområde. I forbindelse med sagsøgtes planlagte salg af H2 Op A/S påpegede R1 overfor H3, at der formentlig fandtes købere, der var villige til at betale en merpris for selskabet på grund af dets skattepligtige indkomst for 1991. Han deltog i et møde med NC fra H3 den 19. november 1991, hvor han blandt andet redegjorde for selve modellen og den assistance, som R1 kunne tilbyde. I et brev af samme dato beskrev han efterfølgende forskellige aspekter vedrørende salget, således som det også var blevet gennemgået på mødet. Efter at H3 havde anmodet R1 om at bistå med salget, skrev han den 28. november 1991 en bekræftelse til NC vedrørende det videre forløb. R1 udarbejdede økonomiske oplysninger til brug for salgsforhandlinger i "H5" A/S og sendte dette materiale til en kreds af mulige købere, efter at sagsøgte havde godkendt materialet. Sagsøgte havde egne jurister på sagen lige fra begyndelsen først GP senere FL og CP. Den 12. december 1991 afholdtes det første møde med G1 . Fra sagsøgte deltog NC, JM, HC og GP. Endvidere deltog KD, KI og TB fra R3. Han har intet stående i sine notater fra mødet om R3' rolle, men KI har fortalt, at R3 skulle udarbejde notat om de skattemæssige forhold, herunder hvorledes skatten kunne elimineres. Dette notat afventedes. Han har aldrig set notatet. Han indledte selv mødet med at byde velkommen. Meningen med mødet var at finde ud af, hvem G2 var og deres selskabskonstruktion. Endvidere diskuteredes det, hvordan handlen kunne gennemføres. G2 ønskede oprindelig at betale med obligationer, men sagsøgte ønskede kontant betaling. Ved mødets afslutning tydede alt på, at der var grundlag for at indgå en handel. G1 skulle indhente yderligere oplysninger om sine værdipapirer, og sagsøgte skulle også foretage nogle undersøgelser. Han havde ingen kontakt med parterne før næste møde den 16. december 1991. Efter anmodning sendte han eksempler på overdragelseskontrakter til sagsøgte. Det var ikke kontrakter, som R1 selv havde lavet, og de indestod derfor ikke for den juridiske del. Med hensyn til G1's bonitet skulle sagsøgte og R1 hver især foretage egne undersøgelser. Han forhørte sig hos en belgisk kollega, der havde haft kontakt med KD og PJ, og hørte intet negativt om disse personer. Han havde endvidere hørt om TBs kontakt med G1 som revisor for dem i Sverige. Han husker dog ikke, om hun havde sagt god for KD og PJ. Sagsøgte tjekkede G1 via egne kanaler og fandt også ud af, om værdipapirerne kunne overføres. I afregningen af 19. december 1991 til sagsøgte fandt han anledning til at præcisere, at R1 ikke havde ydet juridisk assistance eller deltaget i vurderingen af køber. Det havde været et hektisk mødeforløb omkring den 16. og 17. december 1991, hvor sagsøgte var primus motor, og han selv havde en mere tilbagetrukket rolle i relation til alt det praktiske. H2 OP's køb af værdipapirer håndteredes alene af sagsøgte i dialog med G1 og F2. Han deltog ikke i dette. NC var mest i front i relation til betalingsrækkefølgen og transaktionerne som sådan. Sagsøgte styrede værdipapiroverdragelsen og måden handlerne skulle gennemføres på. R1 var bindeled ved overdragelsen i den forstand, at revisor lavede balancen pr. 18. december 1991. VTs udtalelse i 1990 om, at KD og PJ var nogle svindlere, kendte han ikke til, og han havde ikke talt med VT om sagen. G1 virkede seriøse, og han fandt intet betænkeligt ved KD.

I brev af 9. december 1991 til H3 vedrørende de indkomne bud på H2 OP anbefalede han blandt andet, at en advokat med indsigt i denne specielle form for virksomhedshandel og med kendskab til vilkårene for den igangværende tvangsindløsning af de sidste aktionærer i selskabet deltog. Dette skyldtes, at han ville sikre sig et ordentligt forløb af sagen. Han følte sig helt tryg ved, at det var sagsøgtes egne jurister, der deltog i behandlingen. I brevet af 10. december 1991 til NC og GP nedskrev han i forlængelse af en tidligere samtale med GP en stikordsliste til anvendelse ved kontraktens udarbejdelse. Punkt 4 i stikordslisten vedrører købers udligning af skatten/tilførsel af leasingaktivitet, hvilket blev drøftet på et møde den 12. eller den 16. december 1991. Han husker ikke, om advokat BH blev opgivet som reference på mødet den 16. december 1991. Han husker, at KD medbragte en mobiltelefon, og at der blev ringet til advokat BH et antal gange. Han har noteret ham som chefadvokat.

De to eksempler på overdragelseskontrakter kom fra hans egen tidligere handel og muligvis fra en interesseret køber, der havde vedlagt forslag til kontrakt. Sagsøgte ville helst have betaling for selskabet i form af kontanter. Det endte med, at sagsøgte på en måde alligevel accepterede værdipapirer, hvor også obligationerne indgik.

JM har forklaret, at han var ansat i H1 i 1991. NC var chef for den afdeling, der varetog handel med værdipapirer, som vidnet arbejdede i. Det var statsautoriseret revisor AC, der gjorde opmærksom på, at der kunne opnåes en god pris for H2 OP A/S. Det blev diskuteret med repræsentanterne for G2 og G1, hvorledes betalingen af de afsatte skatter kunne udskydes ved leasing. Vidnet talte i telefon med advokat BH om købernes forhold. Advokaten sagde noget i retning af, at det var nogle hurtige drenge, og brugte ord som kvikke og intelligente. På baggrund af advokatens udtalelser fik vidnet den opfattelse, at PJ og KD var hæderlige forretningsfolk, som man kunne stole på.

Det indgik i bankens overvejelser, om betalingstransaktionerne kunne være i strid med aktieselskabslovens § 115. SO, der var chef for juridisk afdeling, sagde god for modellen. Grunden til, at køberselskabet ikke ville betale kontant, var hensynet til transaktionsomkostninger i forbindelse med salg og senere generhvervelse af de værdipapirer, som G2selskabet besad.

H1 havde ikke kendskab til F4, og det var grunden til, at F2 i Stockholm blev foreslået som afviklingssted for værdipapirtransaktionerne. Der var oplysninger om, at banken havde lines med F2.

Der var ingen, der på baggrund af den håndskrevne bekræftelse af 16. december 1991 fra F2, som havde betænkeligheder ved, om værdipapirerne var til stede. Der blev oprettet en spærret konto hos H1, der skulle gøre det muligt at afvikle handlen uden indgriben fra uvedkommende. Det skyldtes ikke mistillid til værdipapirernes bonitet, at banken ikke var interesseret i at få dem som betaling, men blot at banken ikke var interesseret i at erhverve værdipapirer. Vidnet opfattede det således, at det var de samme værdipapirer, som oprindeligt havde været i depot hos F4, der var indeholdt i F2s bekræftelse af 16. december 1991. Det indgik ikke i vidnets overvejelser, hvorvidt værdipapirerne var i underdepot hos F4 for F2, idet han formentlig dengang troede, at papirerne fysisk var hos F2. Han har ikke talt med medarbejdere hos F2.

VT har forklaret, at han er statsautoriseret revisor og medindehaver af R1, hvilket han har været siden 1. januar 1990, hvor fusion med R4 fandt sted. Han kom selv fra R4. I 1991 havde firmaet 12 - 14 kontorer, og han var konsulent i ..... Afdeling, der var en selvstændig afdeling. Via .... Afdeling blev han involveret i en sag med PJ og KD. .... Afdeling var valgt som revisor i et skuffeselskab, der ejedes af PJ og KD. Skuffeselskabet havde gennem 3-4 måneder oparbejdet et betydeligt underskud og ønskede på den baggrund udbytteskat retur. Til det formål havde selskabet blandt andet brug for en revisionserklæring. SSs notat af 25. oktober 1990, hvoraf det fremgår, at han skulle have omtalt PJ og KD som "nogle svindlere", kan han ikke huske at være kommet med en udtalelse om, men han kan godt have sagt det. Han har dog ikke ment svindlere i juridisk forstand. I så fald ville han ikke have befattet sig med de pågældende. Der var tale om en form for skattetænkning, og "den røde lampe lyste", men han foretog ingen juridisk vurdering af forholdene. Han omtalte ikke sagen for hverken AC, Mærkedahl eller andre i R1. Han drøftede ikke salget af H2 med AC, og han vidste ikke, at de samme to personer havde meldt sig som købere af selskabet.

Det var ikke usædvanligt, at han blev kontaktet af kollegaer om faglige problemer. Det skyldtes nok dels hans hverv i ledelsen og dels hans faglige ballast. Ved fusionstidspunktet var der omkring 4-5 medarbejdere i .... Afdeling og 2 medarbejdere i .... Afdeling, der kendte til sagen med PJ og KD. Han ser det som et kvalitetsstyringsproblem, at information om uønskede klienter ikke går rundt fra den ene til den anden i firmaet. I R1 gør man, hvad man kan. Som partner udfylder man et standardskema, hvor et af spørgsmålene er, om ejeren af selskabet er en bekendt. Han ved ikke, hvad der aktuelt er sket i denne sag. Firmaets procedure har ikke fanget problemet, da AC ikke var bekendt med den tidligere sag. En beslutning om at fratræde som revisor for en klient cirkulerer ikke blandt de andre partnere.

GM har forklaret, at han var ansat hos F2 som chef for værdipapirafdelingen og ansvarlig for back office funktionen, hvilket omfattede bogføring af de transaktioner, som blev foretaget for kunderne.

KD bad den 16. december 1991 telefonisk vidnet om at få tilsendt en depotudskrift. Udskriften skulle faxes til H1 i København, hvor KD opholdt sig. Det blev udtrykkeligt nævnt fra KDs side, at det af udskriften skulle fremgå, at værdipapirerne ikke var belånt. På grund af edb-anlæggets indretning var det ikke muligt at udskrive en aktuel opgørelse over depotet, hvorfor han noterede, hvad han kunne læse på skærmbilledet. Det var vidnets opfattelse, at udskriften ikke skulle bruges af H1, idet han ikke ville have sendt en håndskrevet besked til en bank, da det så tarveligt ud. Han anså ikke det, som han skrev til KD, som et vigtigt papir. Værdipapirerne var placeret i et underdepot hos F4, som han ikke havde nærmere kendskab til. Underdepotet var oprettet med betegnelsen "F2 for kunders regning". Han konstaterede, at papirerne ikke var belånt hos F2. Skrivelsen af 16. december 1991 fra PJ til F2 om fritagelse for ansvar er vidnet først blevet bekendt med på et langt senere tidspunkt. Vidnet var ikke bemyndiget til at underskrive garantier, og havde han vidst, at faxen var til brug for en garantistillelse, ville han have skrevet den på skrivemaskine. Det er tvivlsomt, om han var bemyndiget til at underskrive en depotudskrift eller bekræfte en sådans rigtighed, da depotudskifter var edb-udskrifter, som ikke blev underskrevet.

BE har forklaret, at han i dag er administrerende direktør i firmaet K3. I 1991 var han chef for udenlandske aktier i F2 og blev præsenteret for PJ og KD i foråret samme år af en gammel studiekammerat, der arbejdede som aktieanalytiker hos en fondsmægler. Selv arbejdede han på det tidspunkt med at sælge rederiet G9 . Han holdt møde med PJ og KD, der ønskede at købe den største aktiepost for 200 mio SEK. Dette køb skulle lånefinansieres og foregå gennem et nyregistreret selskab. Advokat BH deltog også i mødet som repræsentant for PJ og KD. Han spurgte til selskabets regnskaber, hvortil BH svarede, at revisor havde styr på det. Han foretog kontrol af PJ og KD via gode venner, der havde lavet forretninger med de pågældende. Alle referencer herunder til F5 var gode og i orden. I forbindelse med G9 sagen hørte han også om F4 og kontrollerede ved opringning til en ven i Bruxel, at der var tale om en gammel etableret investmentbank. Han kontaktede endvidere Finansinspektionen i Belgien, der bekræftede, at F4 var under tilsyn. Han så nogle papirer på handlen vedrørende HX, men det var en lille handel, som han ikke tillagde nogen særlig betydning. En aktiehandel med udenlandske aktier koster normalt 0,65 % i kurtage. I den konkrete sag forestod F2 ikke selve aktiehandlen men udførte kun overflytning af værdipairerne og beregnede sig 75.000 kr. herfor. Den udarbejdede ansvarsfraskrivelse fra juni 1991 kender han ikke noget til, men han kan godt forklare om baggrunden for en sådan aftale. Dette hænger sammen med, at F2 anvender SE banken som custodian bank (depotbank) globalt for at forenkle håndteringen af udenlandske aktiehandler og fordi, F2 ikke ønsker at påtage sig risikoen for en depotbank valgt af kun den. Han har aldrig talt med sagsøgte om F4 eller om udskriften af 16. december 1991.

Depotudskriften af 18. december 1991 har han underskrevet. Så vidt han ved, kunne H2 herefter disponere over værdipapirerne. Han var ikke involveret i kontooprettelsen for H2 og heller ikke i faxen af 16. december 1991 sendt til sagsøgte. Han var ikke med til at ophæve samarbejdet med G1 og var heller ikke involveret i aftalen om at afvikle HXs kundeforhold.

EL har forklaret, at han var administrerende direktør i F2, da han den 17. juni 1991 på vegne F2 underskrev en aftale med G1 om friholdelse af ansvar i forbindelse med opbevaring af værdipapirer i depot hos F4. Det er den eneste aftale af sin art, som han har indgået for F2. F2 anvendte SE-banken som depotbank, men G1 ønskede at anvende børsmæglervirksomheden F4. F2 ønskede ikke at tage ansvar for F4, som man ikke havde nærmere kendskab til. Et underdepot hos F4 kunne give det problem, at relevante oplysninger om de deponerede aktier ikke blev videregivet fra F4 til F2 og dermed til kunden. G1 blev introduceret for F2 af advokat BH, der kendte KD og PJ.

F2 havde ikke lines med H1, men der var mæglere hos F2, der jævnligt var i kontakt med H1. Han er ikke bekendt med, om H1 havde godkendt F2 som samarbejdspartner. Overdragelsen af H2 OP A/S var vidnet ikke involveret i og har først i 2001 fået kendskab til den håndskrevne depotudskrift fra F2. Det samme gælder F2s skrivelse af 18. december 1991 til H1 om overførsel af værdipapirer. Formuleringen i depotudskriften af 16. december 1991 om, at værdipapirerne ikke er belånt hos os, forstår vidnet således, at F2 ikke har pant i papirerne, men at andre kan have det. Ansvarsfraskrivelsen af 16. december 1991, som F2 fik fra G1, var begrundet i den uoverskuelige koncern, der var opbygget omkring G1. Den var ikke begrundet i erhvervelsen af H2 OP A/S.

Samarbejdet mellem F2 og G1 bragte F2 til ophør i 1992, da det var en besværlig kunde, som kun tilførte F2 et ringe afkast.

ET har forklaret, at han er svensk advokat i Stockholm. I 1991 var han færdiguddannet, men startede på advokatkontor i 1988 og har haft et antal opgaver for F2 siden 1989. Han har også klientrelationer til K4/H1 og R1 i Sverige. I 1995 rettede sagsøgeren et krav på cirka 138 mio. kr. plus renter i alt cirka 300 mio. kr. mod F2 under henvisning til de to depotudskrifter af henholdsvis 16. og 18. december 1991 vedrørende værdipapirhandlen mellem G1 og sagsøgeren. Han vurderede sagen og mente, at F2 havde en god sag, men F2 ville gå konkurs, hvis sagen tabtes. I 1996 udtog sagsøgeren stævning mod F2, der i 1997 adciterede sagsøgte med krav om fuld regres. G5, der overtog fordringen mod F2 fra sagsøgeren, fik kendskab til retssagen og fremkom via advokat SL med et forligsforslag til F2. Der blev indgået en forligsaftale den 2. juli 1998, hvor F2 anerkendte kravet, og den 2. eller 3. juli 1998 betalte F1 Holding 10 mio. kr. til G5 i henhold til aftalen. Endvidere blev den omhandlede præferenceaktie udstedt, og F1 har betalt 20 % af sit overskud hvert år indtil nu cirka 11 mio. kr. - forlods til G5 alt i overensstemmelse med den indgåede aftale. På nuværende tidspunkt har F1 endnu ikke udnyttet optionen, da dette vil være vældig dyrt, og F1 samtidig må påtage sig skatterisikoen. De svenske skattemyndigheder har foreløbig nægtet at anerkende skattekonstruktionen i forliget, men denne afgørelse er påklaget. F1 vil være nødt til at udnytte optionen på et eller andet tidspunkt. Han mener, at konstruktionen under alle omstændigheder vil føre til, at G5 modtager 70 mio, kr. for at have konverteret 250 mio. kr. af sit tilgodehavende til aktiekapital i F1. Med hensyn til kravet mod det forsikringsselskab, gennem hvilket F1 er ansvarsforsikret, har han meddelt G5, at dette ikke er et krav, der kan forventes gennemført. På trods heraf har G5 udtaget stævning mod forsikringsselskabet med krav om betaling af den maximale erstatningssum på 35 mio. kr.

SL har forklaret, at han er advokat for D. G5 AB. G5 har ydet kredit med sikkerhed i aktier i H2 OP A/S. Da der blev stillet krav om, at H2 OP A/S skulle likvideres, blev han anmodet om at undersøge selskabets forhold. Det blev herved konstateret, at H2 OP A/S kunne rejse krav mod F2 på baggrund af de urigtige oplysninger om de værdipapirer, som H2 OP A/S erhvervede i 1991. G5 har ydet H2 OP A/S lån til førelse af en retssag mod F2. Udfaldet af en sådan sag skal resultere i, at F2 betaler et beløb i størrelsesordenen 80 mio, s.kr. for at G5 kan anses for fyldestgjort. Det var vurderingen, at F2 ikke ville være i stand til at honorere et sådant krav. G5 har fra H2 OP A/S i likvidation erhvervet kravet mod F2. Det var en betingelse fra likvidators side, at G5 indfriede skattekravet, der var fremsat mod H2 OP A/S. Det er baggrunden for, at G5 ved indfrielse af skattekravet har overtaget sagen mod bl.a. H1. Der er indgået en aftale mellem F2 og G5, hvorefter en forsikringssum på 35 mio. sv. kr. skal tilfalde G5. Beløbet er ikke kommet til udbetaling. Endvidere har G5 modtaget en præferenceaktie i F1, tidligere F2. Forliget har givet anledning til nye tvister mellem parterne. Likvidator i H2 OP A/S blev ikke gjort bekendt med, at der var indgået et forlig med F1.

VJ har forklaret, at han er ansat i Jyske Bank, hovedsædet i Silkeborg, og er blevet udpeget af Finansrådet til at afgive forklaring som sagkyndig i denne sag. Han har primært ansvaret for udenlandske depotbanker, formidler kontakt og foretager opsøgende arbejde. Udkast til depotaftaler forelægges altid for juridisk afdeling til godkendelse. For at kunne afvikle en udenlandsk værdipapirhandel er det nødvendigt at indgå en aftale med en depotbank i det land, hvor værdipapirerne er hjemmehørende. Dette depot føres på vegne den pågældende bank eksempelvis Jyske Bank. Boing aktier opbevares i en amerikansk depotbank, der holder øje med papirerne. Ved køb ind i depotet tilhørende en udenlandsk bank er det nødvendigt med en instruks fra såvel køber som sælger bank, idet begge skal give overensstemmende instrukser om udveksling af penge mod papirer. Overførsel aftales normalt på forhånd og foregår uden problemer såvel med aktier som med obligationer. Tids mæssigt tager det fra 1 til 3 dage at gennemføre en sådan transaktion. Det er muligt at have flere depotbanker for eksempel en mindre bank i USA, der udpeger en større bank med konto i den relevante clearingcentral. Der kan være en hel kæde af banker imellem indtil den egentlig kontoførende. Det er ikke typisk, at banker benytter fondsmæglerselskaber til at føre depot, men det kan ske. Dette kan for eksempel tænkes, hvis der er tale om værdipapirer i en udenlandsk fond, der ikke deltager i en central clearing. Her sker registrering af aktiehandler kun i den pågældende fond. Det fremgår af bankens depotaftale med kunden, at anden depotbank anvendes. Dette er typisk for danske banker. Meddelelse herom gives til kunden første gang, kunden henvender sig. Det fremgår tydeligt, at banken har ansvaret og indestår for den depotførende bank. Hvis en Jyske Bank kunde sælger til en anden kunde i Jyske Bank, sker der kun en intern registrering heraf i Jyske Bank og ikke en registrering i den udenlandske depotbank. Kunden kan alene få et depotudskrift fra den bank, han er kunde i og ikke fra den egentlige depotbank. Amerikanske aktier kan være såvel fysiske som elektroniske.

Procedure

Sagsøger

Ved betalingstransaktionerne i forbindelse med salget af overskudsselskabet blev overskudsselskabet i strid med det udtrykkelige forbud i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, erhvervet for dets egne midler.

Det var køberen, der var den egentlige modtager af den ulovlige udbetaling fra selskabet og hæftelsen efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, påhviler herefter G1. AB. Dette selskab er imidlertid ubestridt uden midler, og kravet efter §115, stk. 4, kan derfor ikke honoreres.

Det var sagsøgte, der, som den reelle ledelse af overskudsselskabet, i forbindelse med betalingstransaktionerne udbetalte overskudsselskabets midler til køberen, og sagsøgte hæfter derfor efter den objektive bestemmelse i aktieselskabslovens § 115, stk. 5, for tilbageførsel af samtlige de ulovligt udbetalte midler med rente som nævnt i bestemmelsens stk. 4.

Sagsøgerens principale påstand 1-3 er med sikkerhed udtryk for en begrænsning i forhold hertil, og sagsøgeren skal derfor i det hele have medhold i den principale påstand.

I anden række gøres det til støtte for den principale påstand gældende, at sagsøgte som den reelle ledelse af overskudsselskabet i forbindelse med overdragelsen har handlet uforsvarligt ved ikke at sikre sig, at værdipapirerne til en angivet værdi af godt 132 mio. kr., som overskudsselskabet som et integreret led i overdragelsen skulle erhverve fra køberen, rent faktisk eksisterede, og at overskudsselskabets ejendomsret blev behørigt sikret. Sagsøgte har således tilsidesat sine ledelsesforpligtelser, herunder bl.a. aktieselskabslovens § 54 og § 140.

Tabet forårsaget af denne ansvarspådragende handling udgør et beløb svarende til købesummen for værdipapirerne, og sagsøgerens principale påstand 1-3 kan med sikkerhed rummes indenfor dette beløb.

Såfremt sagsøgeren ikke måtte få medhold i den principale påstand, skal sagsøgeren dog have medhold i den subsidiære påstand, idet sagsøgte har pådraget sig ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregel for skattevæsenets tab efter interventionsbetalingen nu F2 AB's tab ved sagsøgtes uforsvarlige salg af overskudsselskabet, idet sagsøgte og sagsøgtes rådgivere ved salget af overskudsselskabet på uforsvarlig måde tilsidesatte skattevæsenets interesser. Der henvises til helt fast højesterets- og landsretspraksis.

Med henblik på de i nærværende sag foreliggende omstændigheder fremhæves, at salget af selskabet ikke var en normal forretningsmæssig disposition, idet sagsøgte fik en merpris på selskabet fastsat som 80% af selskabets skattetilsvar, at sagsøgte og sagsøgtes rådgivere måtte indse, at der ved salget af overskudsselskabet, der var uden forretningsmæssig aktivitet, og hvis eneste aktiv var en pengebeholdning, bestod en ikke ubetydelig risiko for, at selskabets skattebyrde ikke ville kunne udskydes eller elimineres, og at risikoen herfor og for tab for skattevæsenet ville være særlig stor, hvis købesummen for overskudsselskabet blev betalt med dettes egne midler, hvilket allerede som følge af de aftalte betalingstransaktioner måtte fremstå som en særdeles nærliggende mulighed.

Sagsøgte og sagsøgtes rådgivere gjorde imidlertid ikke noget reelt for at afværge skattevæsenets risiko. Sagsøgte tilsidesatte hermed på uforsvarlig måde skattevæsenets interesser ved salget af overskudsselskabet og er derfor erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab.

Skattevæsenets tab er forårsaget af, at selskabet - der før overtrædelsen af selvfinansieringsforbudet havde rigelige midler til betaling af skyldige og latente skatter - ved det uforsvarlige salg blev ude af stand til at betale selskabets skyldige skattetilsvar. Det er videre åbenbart, at hele tabet er en adækvat følge af tilsidesættelsen af selvfinansieringsforbudet.

Det bestrides, at kravet er bortfaldet ved forældelse, passivitet, egen skyld eller lignende.

G5 AB er ved interventionsbetalingen af skattekravet m. v. indtrådt i skattemyndighedernes krav efter dansk rets almindelige regler om subrogation, ligesom G5 AB under alle omstændigheder efter dansk rets almindelige regresregler er indtrådt i erstatningskravet mod sagsøgte, hvorfor det bestrides, at der ikke skulle være kreditorkrav i sagsøgeren.

Det bestrides særligt, at sagsøgeren skulle have tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt, herunder ved afhændelsen af den eventuelle fordring på F1 AB.

Det bestrides, at skattekravet skulle være urigtigt eller ugyldigt. Sagsøgte har bevisbyrden herfor, men sagsøgte har trods behørigt opfordret hertil ikke fundet anledning til at fremkomme med konkrete indsigelser herom.

Sagsøgtes øvrige anbringender og indsigelser bestrides ligeledes.

Sagsøgte H1 A/S har til støtte for påstanden i hovedsagen anført følgende:

Det bestrides at sagsøgeren er insolvent. Den omstændighed, at sagsøgeren er under likvidation og ikke under konkurs, skaber en formodning for solvens. I den forbindelse bestrides det, at erstatningskravet mod F1 er overdraget, subsidiært bestrides de oplyste vilkår herfor. Dertil kommer, at skattevæsenets krav er indfriet. Det bestrides, at der kan subrogeres i dette krav. Subsidiært bestrides det, at betingelserne for subrogation er opfyldt. Det må i den forbindelse komme sagsøgeren til skade, at den forretningsmæssige baggrund og interesse i indfrielsen ikke er oplyst. Dels fordi sagsøgeren er solvent, dels fordi skattevæsenets krav er indfriet, har sagsøgerens krav ikke karakter af et erstatningskrav fra skattevæsenet, jfr. Satair-dommen UfR 1997.364H. I det omfang kravet ikke har karakter af et erstatningskrav på kreditorernes vegne, men vil føre til en reetablering af kapitalen, skal der ske identifikation mellem sagsøgeren og de svigagtige købere, der på grund af deres svigagtige adfærd er uberettigede til at gennemføre det rejste krav, jfr. Københavnske Bank-dommen. Af advokat Baruchs brev af 12. november 2001 fremgår, at D. G5 AB af F1 er fyldestgjort for det krav, som denne sag vedrører. Den af sagsøger fremsatte fordring strider herefter mod lov og ærbarhed.

For så vidt angår sagsøgtes ansvar bemærkes:

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres følgende synspunkter gældende:

Baggrunden for denne sag er, at sagsøgeren var genstand for et bedrageri. Målet for bedrageriet var ikke fortrinsvis de midler, der var hensat til skat, men hele egenkapitalen. Første trin, som denne sag handler om, var at formå sagsøgeren til at udbetale den kontante aktiebeholdning som vederlag for fiktive værdipapirer. Andet trin var at benytte de værdiløse værdipapirer i sagsøgeren som salgs- og belåningsobjekt, hvormed G1. AB og PJ og KD bedragerisk tilegnede sig værdier svarende til den oprindelige egenkapital i sagsøgeren.

G1 AB og PJ og KD har overtrådt aktieselskabslovens § 115, og beløbet kan ikke tilbageføres.

Det bestrides, at sagsøgte hæfter efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5, idet sagsøgte ikke har truffet eller opretholdt beslutningen om, at finansiere købet af sagsøgeren med egne midler.

Det bestrides, at sagsøgte kan gøres ansvarlig efter aktieselskabslovens § 140, jfr. § 54, idet det bestrides, at der foreligger en tilsidesættelse af disse bestemmelser, ligesom det bestrides, at eventuelle krav efter disse bestemmelser kan rettes mod sagsøgte.

Det bestrides, at sagsøgte er ansvarlig på andet grundlag, herunder almindelige erstatningsretlige regler i øvrigt.

Det bestrides, at den valgte fremgangsmåde ved overdragelsen af aktierne i sagsøgeren i sig selv er i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2. Overtrædelsen af denne bestemmelse beror på, at sagsøgeren var offer for et bedrageri begået af PJ og KD, som indebar, at sagsøgeren ikke fik tilført de værdier i form af børsnoterede værdipapirer, som var aftalt, og for hvilke sagsøger udbetalte vederlag. Det gøres gældende, at sagsøgte hverken vidste eller burde vide, at de omhandlede værdipapirer var fiktive.

For så vidt sagsøgte havde pligt til at varetage kreditorernes interesser, gøres det endvidere gældende, at sagsøgte handlede forsvarligt i forhold til sagsøgerens kreditorer med henblik på at sikre, at de ikke led skade ved den trufne disposition.

Sagsøgte undersøgte inden transaktionen købers økonomi og likviditet samt købers seriøsitet, herunder personkredsen bag.

Sagsøgte var opmærksom på reglen i aktieselskabslovens § 115, stk. 2 og undersøgte, om den planlagte transaktion stred herimod. Sagsøgte undersøgte køberens finansieringsmulighed og likvide beredskab.

Sagsøgte undersøgte køberens planer med sagsøgeren og den latente skat, og om den latente skat lovligt kunne elimineres. Sagsøgte indlagde for alle tilfældes skyld bestemmelser i aftalen for at sikre, at der var midler til stede i sagsøgeren til betaling af skatten, gående ud på forbud mod salg af aktier og forbud mod udlodning af midler.

Endvidere sikrede sagsøgte indsættelsen af en professionel ledelse i sagsøgeren, idet bestyrelsen blev sammensat af personer, som sagsøgte kendte og havde bragt i forslag.

Sagsøgte fulgte op på sagsøgerens forhold ved at sikre, at skatten rent faktisk var elimineret i det reviderede årsregnskab, som blev udarbejdet af R1 for regnskabsåret 1991. Endvidere konstaterede sagsøgte, at de værdipapirer, som sagsøgeren havde købt, fortsat var til stede 31. december 1991 i henhold til revideret årsregnskab. Endelig etablerede sagsøgte et nyt kundeforhold med sagsøgeren og ydede kredit.

Hvad angår de enkelte poster i påstanden bemærkes følgende:

Ad sagsøgerens principale påstand 1:

Skattevæsenets krav er indfriet. Der kan ikke subrogeres heri, jfr. ovenfor.

Skattekravets opgørelse bestrides for så vidt angår kr. 12.122,-, der udgør skat af renteindtægter for tiden efter 18. december 1991, og kr. 9.500,-, der udgør ikke godtgjort fradragsret for revisionshonorar for tiden efter den 18. december 1991, jfr. bilag AR, samt skattelovsrenter af disse beløb. Det gøres gældende, at skattekravet kan prøves.

Såfremt det lægges til grund, at sagsøgers fordring mod F1 er overdraget for 1 mio, kr., skal sagsøgerens fordring mod sagsøgte yderligere reduceres med dette beløb.

Ad sagsøgerens principale påstand 2;

R3's anmeldte fordring i boet bestrides. Det bestrides, at arbejdet er udført. Det bestrides, at arbejdet er udført for sagsøgeren. Det gøres gældende, at arbejdet er mangelfuldt, idet en korrekt udførelse af arbejdet ville have afsløret bedrageriet. Det gøres gældende, at R3 var nærmere til at kende de svigagtige forhold end sagsøgte og derfor er nærmere til at bære risikoen for, at de overdragne aktieporteføljer var fiktive. Det gøres gældende, at R3 har entreret direkte med køberne af sagsøgeren og den efterfølgende ledelse og selv burde bedømme risikoen herved og således ikke efterfølgende kan rejse krav mod andre, fordi sagsøgeren ikke kan betale deres tilgodehavende. Rentekravet som opgjort i bilag 50 bestrides. Rentesatsen for fremtidige renter som angivet i bilag 50 bestrides. Regreskravet for denne fordring er forældet, idet kravet er rejst mod sagsøgte med processkrift af 31. maj 2000, hvilket er mere end 5 år efter, at kravet blev anmeldt over for sagsøgeren jfr. bilag 50. Det bestrides, at kravet kan rettes mod sagsøgte, jfr. Dexter-dommen, UfR. 2001.2023H.

Ad sagsøgerens principale påstand 3:

Det bestrides, at sagsøgte er forpligtet til at erstatte sagsøgeren eventuelle omkostninger ved likvidationen og retsafgift.

Ad den subsidiære påstand gøres de samme anbringender gældende som under den principale påstand 1, for så vidt angår opgørelsen af skattekravet. Det gøres således gældende, at skattekravet er indfriet, og at sagsøgeren ikke kan subrogere i skattevæsenets krav mod sagsøgte.

Subsidiært gøres det gældende, at kravet skal reduceres med kr. 9.500,00, der udgør ikke godtgjort fradragsret for revisionshonorar for tiden efter den 18. december 1991.

Såfremt det lægges til grund, at sagsøgers fordring mod F1 er overdraget for 1 mio. kr., skal sagsøgerens fordring mod sagsøgte yderligere reduceres med dette beløb.

Generelt

Der skal ved omkostningsfastsættelsen gives et tillæg for de omkostninger, som sagsøgte måtte blive pålagt i adcitationssagen, jfr. UfR 1999.229H.

Sagsøgte H1 A/S har til støtte for påstanden i adcitationssagen anført, at

de adciterede R1 og Advokat BH og Advokatfirman R2 KB har pådraget sig et culpaansvar over for adcitanten og herefter er forpligtet til at dække adcitantens tab ud over den opgjorte fortjeneste.

Overfor F1 gøres det gældende, at F1 ved sin tilsikring har pådraget sit et ansvar over for adcitanten og herefter er forpligtet til at friholde adcitanten for ethvert krav. Subsidiært gøres det gældende, at F1 har pådraget sig et culpaansvar over for adcitanten og herefter er forpligtet til at dække adcitantens tab ud over den opgjorte fortjeneste, jfr. vedlagte opgørelse.

Hvad angår de enkelte adciterede, skal herudover bemærkes følgende:

R1 er ansvarlige som rådgiver for adcitanten. R1 oplyste H1 om muligheden for at opnå vederlag for den latente skat, tilvejebragte kontakt til køberne, forestod forhandlingerne, undersøgte købernes seriøsitet og planer med sagsøgeren og planer for eliminering af den latente skat, oplyste adcitanten om at den planlagte fremgangsmåde var lovlig, kontrollerede at elimineringen var lovligt gennemført, kontrollerede at de af sagsøgeren købte værdipapirer var til stede 31. december 1991 og påførte sagsøgerens regnskab for 1991 blank revisionspåtegning. Disse opgaver udførte R1 på ansvarspådragende måde, hvorved de påførte adcitanten det i sagen omhandlede tab. Det bestrides, at R1 har foretaget gyldig ansvarsfraskrivelse. Der foreligger fornøden kausalitet og adækvans.

F1 er erstatningsansvarlig over for adcitanten, fordi selskabet udfærdigede en depoterklæring udvisende, at de værdipapirer, som sælgeren skulle købe, henlå i depot hos dem. Depoterklæringen udgør en tilsikring. Subsidiært gøres det gældende, at F1 har handlet culpøst ved at erklære, at værdipapirerne lå i depot, uagtet dette ikke var tilfældet og uagtet at værdipapirerne heller ikke henlå i F1s sædvanlige korrespondentbank. F1 oplyste ikke adcitanten herom og tog heller ikke forbehold. F1 kendte ikke F4 og undersøgte ikke firmaets bonitet og verificerede heller ikke værdipapirernes tilstedeværelse. F1 oplyste heller ikke om det usædvanlige depotforhold, eller at selskabet havde taget forbehold over for depotindehaveren (G1 . AB) jfr. bilag 2 og 3. F1s culpa forårsagede det af sagsøger lidte tab på adækvat måde, idet der blev handlet i tillid til den afgivne erklæring, hvilket var påregneligt for F1. Det gøres gældende, at F1 ikke ved at indgå aftale med D. G5 AB har ændret sin retsstilling i forhold til H1 A/S.

Advokat BH og Advokatfirman R2 KB var rådgivere for køberen og skal identificeres med denne. Advokat BH deltog aktivt i købsforhandlingerne og støttede gennem positive udsagn tilliden til PJs og KDs hæderlighed og soliditet, uagtet at han savnede grundlag herfor, hvorved adcitanten blev påført et tab. Advokatfirma R2 KB hæfter for BH handlinger, da han er partner i firmaet og optrådte på dettes vegne.

Der foreligger ikke egen skyld hos adcitanten. Adcitanten skal ikke identificeres med R1 og den viden, de lå inde med. De rejste regreskrav er ikke forældede.

Adciterede R1 A/S har til støtte for sin påstand anført,

at R1 ikke har handlet ansvarspådragende over for sagsøgeren eller andre i forbindelse med den stedfundne "tømning" af HX A/S i likvidation,

at der ikke er kausalitet (årsagssammenhæng) mellem R1s ydelser, handlinger og undladelser og det eventuelle tab, som HX A/S i likvidation og/eller sagsøger måtte have lidt eller lide,

at der ikke er nogen adækvans (påregnelighed) mellem R1s ydelser, handlinger og undladelser og det økonomiske tab, som måtte være eller blive påført HX A/S i likvidation og/eller sagsøger,

at der foreligger egen skyld hos sagsøger, som udelukker eller reducerer R1's ansvar og erstatningspligt,

at sagsøger slet ikke har noget regreskrav mod sagsøgte 1,

at sagsøgers regreskrav mod sagsøgte 1 andrager kr. 0 eller et væsentligt mindre beløb end påstået,

at sagsøger ikke har eller vil lide noget økonomisk tab for så vidt angår 80 % af den oppebårne købesum for den latente skat, selvom sagsøger måtte blive pålagt at betale dette til HX A/S i likvidation, og

at sagsøgte alene skal frifindes på grund af den generelle og upræcise formulering af sagsøgers påstand.

Adciterede F1 AB har til støtte for sin påstand anført,

at det bestrides, at F1 på nogen måde har handlet culpøst overfor H1, hverken ved udarbejdelsen af telefaxen af 16. december 1991 eller i øvrigt, og der foreligger således ikke noget ansvarsgrundlag,

at det bestrides, at den håndskrevne telefax af 16. december 1991 er en tilsikring af, at de omhandlede værdipapirer var registreret som værende i F1s depot direkte, eller at værdipapirerne fysisk befandt sig i depot hos F1, hvilket H1 vidste eller burde vide,

at det bestrides, at "det må have været påregneligt for sagsøgte 2 at sagsøger vil støtte ret på denne oplysning, idet den blev sendt direkte til sagsøger", idet reelt ikke blev sendt til H1, men til KD, som befandt sig i H1, da telefaxen blev sendt,

at H1 er afskåret fra at rette erstatningskrav mod F1, allerede fordi H1 var eller burde være bekendt med, at F1 ikke fysisk besad de pågældende værdipapirer,

at det bestrides, at sagsøgte 2 har handlet ansvarspådragende i relation til aftalen af 17. juni 1991, idet der intet usædvanligt har været i at benytte sig af ansvarsfraskrivelser. Sagsøger har selv benyttet sig af lignende ansvarsfraskrivelser,

at Højesteret i en sammenlignelig sag har taget stilling til ovennævnte problemstilling, jfr. Højesterets dom af 29. august 2000,

at der foreligger egen skyld. Det af H1 påberåbte ansvar for F1 er af en så underordnet og ubetydelig karakter i forhold til H1s eget ansvar, at det ikke i sig selv kan begrunde, at F1 er erstatningsansvarlig overfor H1, hvortil kommer, at H1s erstatningskrav under alle omstændigheder må nedsættes eller bortfalde som følge af egen skyld hos H1,

at H1 i henseende til spørgsmålet om egen skyld må identificeres med sin rådgiver R1 og dennes opfattelse af, at der var tale om svindlere. H1 har således accepteret en betydelig risiko ved at sælge HX A/S til G1,

at det bestrides, at selvfinansieringsforbudet i aktieselskabslovens § 115 er overtrådt,

at F1 ikke har medvirket ved H1s beslutning om salg af aktierne i HX A/S eller i beslutningen om, hvorledes købet af aktierne skulle finansieres af G1, og F1 er dermed ikke ansvarlig for, om selvfinansieringsforbudet i aktieselskabslovens 115 måtte være overtrådt,

at F1 ikke har medvirket ved købet, hverken som rådgiver, långiver eller på anden måde. Såfremt retten måtte komme til det resultat, at der foreligger ulovlig selvfinansiering, har F1, hverken direkte eller indirekte, medvirket ved dette forhold,

at der skal ske identifikation mellem G1 og HX, idet sidstnævnte var et helejet datterselskab af G1 og dermed er afskåret fra at gøre et erstatningsansvar gældende mod F1,

at der skal ske identifikation mellem G1 og HX A/S, idet sidstnævnte var et helejet datterselskab af G1 og dermed er afskåret fra at gøre et erstatningsansvar gældende mod F1,

at der ikke foreligger den fornødne årsagssammenhæng og adækvans, idet H1s erstatningskrav, der har baggrund i et skattekrav og er opstået som følge af kriminelle handlinger begået af PJ og KD, er en helt atypisk og upåregnelig følge af F1s telefax af 16. december 1991 og handlinger i øvrigt,

at opgørelsen af det skattekrav, som ligger til grund for sagen, bestrides, herunder renter for tiden før sagens anlæg og krav på erstatning af omkostningerne ved likvidation,

at det bestrides, at banken har lidt noget tab for så vidt angår de 80% af det skattemæssige underskud, som banken har modtaget betaling for i forbindelse med handelen af aktierne,

at det af H1 rejste erstatningskrav er ude af proportioner med F1s vederlag på SEK-75.000,

at G1-koncernen med det tilhørende datterselskab HX ikke har lidt noget tab,

at såfremt Landsretten mod forventning måtte nå til det resultat, at der foreligger et selvstændigt erstatningsansvar for F1, gøres det gældende, at R1 i det indbyrdes forhold skal friholde F1,

at der ikke er grundlag for at pålægge F1 solidarisk ansvar med de øvrige sagsøgte, og

at F1 AB ikke skal betale det samme krav to gange, heller ikke delvist, idet et eventuelt ansvar, som F1 AB måtte have haft overfor HX er endelig afgjort ved forliget mellem F5 AB og F1 AB.

Adciterede advokat BH og Advokatfirman R2 KB har erklæret sig enig i de synspunkter, H1 har fremført til støtte for frifindelse i hovedsagen.

Disse adciterede er således enige med sagsøger i,

at HXs midler ikke blev tømt i forbindelse med overdragelsen af aktierne i dette selskab til G1. AB,

at der ikke ved denne aktieoverdragelse blev handlet i strid med Aktieselskabslovens § 115,

at sagsøger i nærværende sag ikke i relation til denne aktieoverdragelse indså eller burde indse, at der bestod en ikke ubetydelig risiko for, at skattevæsenet ville lide et økonomisk tab,

at skattevæsenet i den konkrete sag ikke har lidt et økonomisk tab, idet G5 AB har opfyldt og indfriet dette krav, og

at G5 AB ikke ved denne indfrielse har opnået ret til at indtræde i pågældende skattekrav og gøre dette gældende over for H1.

Til støtte for den principale påstand gør disse adciterede gældende, at de ikke i forbindelse med salget af aktierne i HX fra sagsøger til G1. AB har handlet ansvarspådragende. Det gøres videre gældende, at der ikke er årsagsforbindelse mellem disse adciteredes handlinger / undladelser i denne sammenhæng og det økonomiske tab, H1 eventuelt måtte lide. Endelig gøres gældende, at H1s eventuelle økonomiske tab ikke er en adækvat følge af ansvarspådragende forhold fra disse adciteredes side.

Der lægges i forbindelse med spørgsmålet om et muligt ansvarsgrundlag især vægt på:

at advokat BH af repræsentanter for køberne af aktierne i HX alene blev informeret om pågældende aktieoverdragelse med henblik på, at advokaten kunne vurdere, om han efter handlens gennemførelse ville indtræde som bestyrelsesmedlem i det købte selskab,

at advokaten ikke har medvirket ved forhandlinger med H1 om handelsvilkårene,

at advokaten ikke blev informeret endsige konsulteret omkring handelsvilkårene,

at advokaten ikke har konciperet aktieoverdragelsesaftalen og ej heller kommenteret eller godkendt denne,

at advokaten først modtog kopi af aftalen, da handelsvilkårene lå fast,

at advokaten ikke har medvirket ved tilrettelæggelse af betalingstransaktionerne ved aktieoverdragelsen og ved G1's salg af værdipapirer til HX, og

at advokaten ikke har haft til opgave eller haft nogen rimelig anledning til at undersøge, om de værdipapirer, HX A/S købte, inden selskabet blev solgt til G1, eksisterede og tilhørte G1.

Det bestrides, at det forhold, at advokat BH over for H1 har givet udtryk for, at han gennem en årrække havde kendt PJ's forældre, eller andre udtalelser om køber eller repræsentanter for køber, kan føre til ansvar eller medansvar for det økonomiske tab, sagsøger måtte lide i denne sag.

For det tilfælde, at retten måtte finde, at disse adciterede har handlet ansvarspådragende, at dette er årsag eller medvirkende årsag til sagsøgers eventuelle tab, og at dette eventuelle tab er en adækvat følge af deres forhold, gøres gældende, at den af dem udviste skyld alene er af særdeles beskeden karakter, og at disse adciteredes andel i det økonomiske tab i et opgør mellem de eventuelt solidarisk ansvarlige i medfør af Erstatningsansvarslovens § 25 kun bør udgøre et beløb, der er betydeligt mindre end det påstævnede.

Der lægges i den forbindelse især vægt på,

at H1 må anses som professionel, både hvad angår de juridiske og de økonomiskfinansielle elementer i aktieoverdragelsen og salget af værdipapirer fra G1 til HX,

at H1 var i besiddelse af alle oplysninger nødvendige for at bedømme pågældende handler, herunder om der i forbindelse med aktieoverdragelsen var en risiko for, at selvfinansieringsforbudet i Aktieselskabslovens § 115 blev tilsidesat,

at H1 faktisk har foretaget en bedømmelse af dette spørgsmål, og

at såvel H1 som R1 og F1 er nærmere end disse adciterede til at foretage undersøgelser med hensyn tilstedeværelsen af og ejerforholdet til de værdipapirer, som G1 solgte til HX.

Med hensyn til størrelsen af det krav, der - hvis disse adciterede findes medansvarlige i det tab, H1 måtte lide - med rette kan fremsættes over for dem, bemærkes følgende:

Det gøres gældende, at det økonomiske opgør mellem H1 og eventuelle medansvarlige må foretages efter den praksis, der har udviklet sig i selskabstømmersagerne, herunder Højesterets dorn i den såkaldte Thrane-sag (UfR 2000.365H).

Dette indebærer, at sagsøger som sælger forlods må bære en andel af det samlede tab, som svarer til "berigelsen", dvs. den overkurs på 80 procent af den latente skat, der blev opnået ved overdragelsen af aktierne, med tillæg af den rentefordel, sagsøger har haft ved at oppebære dette beløb fra modtagelsen indtil sagens anlæg. Renten skal fastsættes ud fra det forhold, at sagsøger betaler selskabsskat.

Restbeløbet, dvs. skattekravet minus berigelsen, skal deles lige mellem sælgersiden og købersiden. Købersidens andel udgør efter disse adciteredes opfattelse 433.172,26 kr.

Det maksimale krav, der af H1 kan rejses mod disse adciteredes, er herefter en beskeden del af dette beløb.

Der er under sagen fremlagt forskellige beregninger over bankens berigelse m. v., herunder en af advokat MN udarbejdet opgørelse, hvorefter H1s berigelse udgør 11.266.452,56 kr. inklusive rentefordel indtil sagens anlæg.

Landsrettens bemærkninger

Landsretten lægger til grund, at H2s køb af G1s værdipapirer i henhold til aftalen af 17. december 1991 skete som led i og havde som eneste formål at gøre det muligt for G1 samme dag at indgå aftalen med H1 om G1s køb af bankens aktier i H2. Således som denne transaktion blev gennemført, indebar den, at H1 som ejer af H2 stillede dette selskabs midler til rådighed for G1 til køb af aktierne i H2.

Herved overtrådte banken forbudet i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, andet punktum, uanset at banken troede, at selskabet erhvervede værdipapirer for selskabets midler. Det tilsvarende er gældende for det kontante beløb, G1 senere fik overført vedrørende mindretalsaktionærerne. Da tilbageførsel af midlerne fra G1 ikke kan finde sted, indestår banken efter lovens § 115, stk. 5, for tilbagebetaling af de ulovligt udbetalte midler med rente. På grund af den særlige baggrund for H2s tab af sin kapital, kan tilbagebetalingspligten kun gøres gældende i det omfang, der ikke bliver tale om fyldestgørelse af aktiekapitalen. Med denne begrænsning, og for så vidt angår påstand 2 med den begrænsning, at kravet reduceres til 406.250 kr. og renten til den almindelige forhalingsrente, giver landsretten sagsøgeren medhold i den principale påstand 1 - 3 i det omfang, det samlede krav kan rummes indenfor tilbagebetalingskravet efter § 115, stk. 5. Det bemærkes, at der ikke findes grundlag for at antage, at kravet fra R3 ikke består, eller at regreskravet er forældet. Det må lægges til grund, at der kan subrogeres i skattevæsenets krav efter de almindelige regler. Anbringendet om, at kravet skal reduceres med vederlaget, som sagsøgeren modtog af F1 (F2) for erhvervelsen af fordringen mod F1, er der taget hensyn til derved, at sagsøgeren ikke kan kræve betaling i det omfang, der sker fyldestgørelse af aktiekapitalen i A/S HX i likvidation.

For så vidt angår H1s påstande overfor de 4 sagsøgte i B3319-96 bemærkes:

Som udgangspunkt finder landsretten, at banken forlods bør fralægge sig den berigelse, som blev opnået ved salget af skattetilsvaret. Berigelsen findes i overensstemmelse med advokat MNs opgørelse at kunne fastsættes til 11.266.452,56 kr.

R1 var revisorer for H2 og henledte bankens opmærksomhed på muligheden for at få betaling for selskabets skattetilsvar. R1 blev herefter engageret af banken til at bistå sig med salget af aktiekapitalen i H2, herunder ved at forestå en begrænset auktion over selskabet. I forbindelse hermed modtog firmaet tilbud fra liebhavere, medvirkede ved beslutningen om, hvem der skulle slutforhandler med og deltog i møderne med disse, herunder den endelige køber, G1. R1 har ikke været anmodet om at udtale sig om, hvorvidt betalingstransaktionerne var i overensstemmelse med aktieselskabslovens regler, idet banken selv vurderede dette spørgsmål. R1 findes herefter ikke at have pådraget sig ansvar overfor banken ved ikke at have advaret mod, at H2s køb af værdipapirer af G1, og G1s efterfølgende køb af H2s aktier muligt kunne være en overtrædelse af aktieselskabslovens § 115. R1 findes derimod at have pådraget sig ansvar overfor banken ved ikke at have advaret den mod den risiko, transaktionen indebar i forhold til skattevæsenet, herunder særligt på grund af det kendskab, revisionsfirmaet havde til PJ og KD, som revisionsfirmaet kort tid inden, de gennem G1 meldte sig som tilbudsgivere til H2, havde haft alvorlig uoverensstemmelse med på grund af deres indstilling til regnskabsførelse.

Som følge af bankens egen skyld findes R1 herefter alene at burde friholde H1 for betaling af en fjerdedel af det beløb, der ligger udover bankens berigelse. Beløbet opgør landsretten til 977.457,85 kr.

F1 AB (F2) findes at have ansvar overfor banken ved urigtigt at have afgivet erklæring om, at de havde værdipapirerne i forvaring, at de på opdrag ville overføre dem, og at de havde overført dem til H2s depot alt uden at gøre opmærksom på, at de omhandlede værdipapirer lå i depot hos en udenlandsk forretningsforbindelse, der ikke var valgt af F2, og at F2 i forbindelse med oprettelsen af depotet for G1 havde taget forbehold om at blive holdt skadesløs af G1 i visse situationer.

Som følge af egen skyld hos H1 findes F1 Fondkommision herefter alene at burde friholde H1 for betaling af halvdelen af det beløb, der ligger udover bankens berigelse. Beløbet opgør landsretten til 1.954.915,72 kr.

Som følge af, at der ikke er sammenhæng mellem R1s og F2s ansvarsbegrundende handlinger, pålægges der ikke disse parter noget solidarisk ansvar.

Der findes ikke i de af advokat BH afgivne udtalelser om PJ og KD at være grundlag for noget ansvar for hverken BH personligt eller for Advokatfirmaet R2 KB. Disse to sagsøgte frifindes derfor.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor anført.

T h i   k e n d e s  f o r   r e t

Sagsøgte, H1 A/S, tilpligtes at anerkende at have pådraget sig ansvar overfor sagsøgeren, A/S HX i likvidation ved likvidator Pernille Bigaard, for et beløb på 15.176.284 kr. med tillæg af procesrente af 12.044.670 kr. fra den 1. juli 1998 dog således, at kravet begrænses i det omfang, der ellers vil blive tale om dækning af aktiekapitalen i sagsøgeren.

Sagsøgte tilpligtes yderligere at anerkende at have pådraget sig ansvar overfor sagsøgeren for et beløb på 406.250 kr. med tillæg af den i rentelovens § 5, stk. 1, fastsatte rente fra den 10. februar 1993.

Sagsøgte tilpligtes endelig at anerkende, at sagsøgte yderligere har pådraget sig forpligtelse til at erstatte sagsøgeren omkostningerne ved likvidationen og retsafgift i den udstrækning, disse krav godkendes af skifteretten, og sammen med de foran anførte krav kan rummes indenfor sagsøgtes hæftelse efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4.

R1 A/S tilpligtes at friholde H1 A/S for en fjerdedel af, hvad banken af det idømte erstatningsbeløb på 15.176.284 kr. med tillæg af procesrente af 12.044.670 kr. fra den 1. juli 1998 betaler ud over 11.266.452,56 kr. med procesrente fra den 17. december 1996.

F1 AB tilpligtes at friholde H1 A/S for halvdelen af, hvad banken af det idømte erstatningsbeløb på 15.176.284 kr. med tillæg af procesrente af 12.044.670 kr. fra den 1. juli 1998 betaler ud over 11.266.452,56 kr. med procesrente fra den 17. december 1996.

Advokat BH og advokatfirmaet R2 KB frifindes.

I sagsomkostninger skal H1 A/S betale til A/S HX i likvidation ved likvidator advokat Pernille Bigaard 700.000 kr. og til advokat BH og advokatfirmaet R2 KB i alt 200.000 kr. R1 A/S og F1 AB skal i sagsomkostninger til H1 A/S betale henholdsvis 65.000 kr. og 110.000 kr. Sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage fra denne doms afsigelse.