Dato for udgivelse
08 Mar 2007 10:48
Dato for afsagt dom/kendelse
20 Feb 2007 13:31
SKM-nummer
SKM2007.180.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-043601
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Medarbejderobligationsordning, bankgaranti
Resumé

Skatterådet finder ikke, at det har betydning for vurderingen af om en medarbejderobligationsordning er omfattet af ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3, at en bank stiller garanti for obligationerne.

Reference(r)
Ligningsloven § 7 A
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-1 A.B.1.10

Spørgsmål

1. Vil det have betydning for vurderingen af om en medarbejderobligationsordning er omfattet af ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3, såfremt en bank stiller garanti for medarbejdernes obligationer?

Svar

1. Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Der påtænkes indført en medarbejderobligationsordning åben for alle fastansatte medarbejdere med minimum 3 måneders anciennitet. Ordningen tænkes i øvrigt etableret således, at den opfylder kriterierne anført i LL § 7 A.

Ordningen tænkes etableret mod nedgang i bruttolønnen gældende fra 1. januar 2006, således at medarbejderne 30. december 2006 får udstedt en obligation svarende til lønnedgangen med fradrag af den indbetalte afgift.

Medarbejderne kan alene indtræde og udtræde af ordningen med virkning fra 1. januar. Medarbejdere i opsagt stilling kan jævnfør LL § 7 A, stk. 2, ikke deltage i ordningen.

Værdien af obligationen inkl. afgift kan maksimalt udgøre 10 % af bruttolønnen.

I forlængelse heraf ønsker repræsentanten oplyst, om der er noget i vejen for, at der stilles sikkerhed for medarbejdernes udlån til virksomheden f.eks. i form af en bankgaranti.

Det påtænkes således, at lade en bank stille en garanti for indehaverne af en bestemt obligationsserie, idet der tænkes udstedt en obligationsserie for hvert kalenderår. Banken vil som sikkerhed for sin garanti tage sikkerhed i indestående på en bankkonto, hvorpå lønreduktionen placeres.

SKATs indstilling og begrundelse

Skatterådet har i SKM2006.514.SR, vurderet, at det ikke har betydning for skattefriheden i henhold til ligningslovens § 7 A, at et amerikansk datterselskab udsteder garanti overfor medarbejderen, for betaling af obligationernes pålydende ved obligationernes forfald og bindingsperiodens udløb.

Det er SKATs opfattelse, det heller ikke har betydning for skattefriheden i henhold til ligningslovens § 7 A, at der stilles en bankgaranti for medarbejderobligationerne.

Det skal bemærkes, at en bankgaranti vil medføre en kursstigning på obligationerne i. Dette vil have betydning ved afgiftsberegningen samt ved vurderingen af, om 10 %'s grænsen i ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3, er overholdt.

Det indstilles, at spørgsmålet besvares med nej, idet garantien ikke har betydning for vurderingen af om en medarbejderobligationsordning kan anses for omfattet af ligningslovens § 7 A, eller ej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter