Dato for udgivelse
10 Apr 2007 11:33
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 Mar 2007 10:03
SKM-nummer
SKM2007.247.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
2. afdeling, 290/2005 og 298/2005
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Indkomstarter + Indeholdelses- og registreringspligt + Personlig indkomst + Fradrag og afskrivninger
Emneord
Metro, skattefri, kontrol, rejsegodtgørelse
Resumé

De to skatteydere havde arbejdet på Metro-projektet i København og havde af arbejdsgiveren fået udbetalt rejsegodtgørelse. Arbejdsgiveren havde indeholdt A-skat af godtgørelsen. Sagen vedrørte, om rejsegodtgørelsen var skattefri.

Højesteret fandt, at en rejsegodtgørelse alene er skattefri, såfremt arbejdsgiveren inden udbetalingen har ført fornøden kontrol med, at der er grundlag for skattefriheden.

Højesteret udtalte, at arbejdsgiverens kontrol ikke havde været udført med henblik på at kontrollere grundlaget for skattefriheden af de udbetalte diæter/rejsegodtgørelser.

Højesteret fandt ikke, at skatteydernes arbejdsgiver konkret havde ført den fornødne kontrol med, at der var grundlag for skattefrihed af de udbetalte beløb.

Det forhold, at enkelte af skatteydernes kollegaer havde fået ændret deres skatteansættelser hos lokale skattemyndigheder, således at de udbetalte diæter/rejsegodtgørelser ikke blev beskattet, indebar ikke, at en beskatning af de to skatteydere var i strid med en lighedsgrundsætning.

Reference(r)

Ligningsloven § 9 A

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-1 A.B.1.7.1
Henvisning
Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag 2007-1 B.1.7.1

Parter

A
(advokat Peter Giersing)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

og

B
(advokat Peter Giersing)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af dommerne

Poul Sørensen, Lene Pagter Kristensen, Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen og Jens Peter Christensen

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. afdeling den 9. juni 2005.

Påstande

Appellanterne, A og B, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

A og B har yderligere anført, at en lighedsgrundsætning må føre til, at de udbetalte diæter/rejsegodtgørelser ikke skal indgå i deres skattepligtige indkomster for 1999. De har herved henvist til, at enkelte af deres kolleger hos de lokale skattemyndigheder har fået ændret deres skatteansættelser, således at de udbetalte diæter/rejsegodtgørelser ikke indgår i deres skattepligtige indkomster for 1999.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at der er andre lokale skattemyndigheder, der ikke har godkendt de udbetalte diæter/rejsegodtgørelser som skattefri, men alene - ligesom for appellanternes vedkommende - har godkendt ligningsmæssige fradrag for rejseomkostninger.

Højesterets begrundelse og resultat

Arbejdsgiverens kontrol har ikke været udført med henblik på at kontrollere grundlaget for skattefriheden af de diæter/rejsegodtgørelser, som er blevet udbetalt med faste beløb pr. dag. Herefter og i øvrigt af de grunde, som er anført af landsretten - og med den bemærkning, at der ikke foreligger brud på en lighedsgrundsætning - stadfæster Højesteret dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A og B hver betale 15.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbene for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter