Dato for udgivelse
09 Aug 2007 14:02
Dato for afsagt dom/kendelse
28 Jun 2007 08:48
SKM-nummer
SKM2007.534.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
6. afdeling, B-0131-06
Dokument type
Dom
Emneord
Driftsomkostninger, løn, bonus, direktører, salg, selskab, fastholdelse
Resumé

Ejerkredsen bag et større dansk selskab overvejede at sælge selskabet. Som led i salget blev indgået en aftale med selskabets to direktører, hvorefter de, hvis selskabet blev solgt, ville få en bonus opgjort efter salgsprisen for selskabet. Direktørerne havde i forvejen en aftale om en fastholdelsesbonus.

Selskabet blev solgt til en engelsk kapitalfond, og selskabet udbetalte i den forbindelse en bonus på ca. 29,3 mio. kr. til de to direktører.

Spørgsmålet var, om selskabet kunne fratrække bonussen som fradragsberettiget løn.

Vestre Landsret gav ministeriet medhold i, at bonussen ikke kunne fratrækkes som en driftsomkostning. Landsretten henviste til, at selskabet efter en samlet vurdering ikke havde godtgjort, at den udbetalte bonus har haft en sådan tilknytning til selskabets drift, herunder til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, at den kunne karakteriseres som en driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsretten bemærkede herved, at det omfattende ekstraordinære arbejde, som direktørerne udførte ved at fremskaffe dokumentationsmateriale til brug for salget af selskabet og ved at opfylde købernes ønske om oplysning af alle virksomhedens forhold, efter sit formål ikke tjente til at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets indkomst. Landsretten antog, at arbejdet måtte antages at være af afgørende betydning for værdiansættelsen og dermed for et vellykket salg af virksomheden. Arbejdet havde derfor betydelig værdi for selskabets ejere, og det var ikke godtgjort, at det betydelige bonusbeløb hovedsageligt var et særligt vederlag, dels for det øvrige ledelsesarbejde i tiden efter bonusaftalens indgåelse, og dels for at fastholde direktørerne.

Reference(r)
Statsskatteloven § 6, stk. 1 litra a
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-3 E.A.2.1.3
Henvisning
Ligningsningsvejledningen 2007-3 E.B.3.1

Parter

H1 A/S
(Advokat Jesper Lett)

mod

Skatteministeriet
Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

Kristian Petersen, Stig Glent-Madsen og Kristian Palmann Jensen (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 18. januar 2006, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, H1 A/S (herefter: H1), i sin skattepligtige indkomst for 2001 kan fradrage udbetalt bonus til selskabets direktører i forbindelse med salg af H1 og kommanditselskaberne H2 Produktion K/S og H3 K/S.

Påstande

H1 har nedlagt påstand om, at den skattepligtige indkomst for selskabet for indkomståret 2001 nedsættes med 29.284.086 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Den 20. oktober 2005 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende opgørelsen af H1s skattepligtige indkomst for indkomståret 2001:

"...

Klagen vedrører fradrag for bonus udbetalt til selskabets direktører i forbindelse med salg af selskabet.

Landsskatterettens afgørelse

Regionen har ikke godkendt fradrag for bonus udbetalt til selskabets to direktører, og indkomsten er derfor forhøjet med 29.284.086 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Møde mv.

Der er afholdt telefonisk møde med selskabets repræsentant, der ligeledes har fremlagt sagen på et retsmøde.

Sagens oplysninger

Selskabets hovedaktivitet omfatter produktion og salg af vinger til vindmøller. Ifølge årsregnskabet for 2001 udgjorde omsætningen 2.026 mio. kr., og resultat før skat udgjorde 336 mio. kr. Selskabet beskæftigede i gennemsnit 790 medarbejdere.

Den 8. maj 2001 skiftede selskabet ejerkreds, således at selskabet i dag er ejet 100 % af H4 Group Holding A/S. Dette selskab ejes 100 % af HX Holding A/S, hvis primære ejere er limited partnerships med G1 & Co. som general partner.

Før ejerskiftet var selskabet ejet af HH Holding A/S (tidligere HX Holding ApS). Dette selskab ejes igen af en række selskaber, hvis ultimative ejer er AA.

Selskabet har i forbindelse med skiftet i ejerkredsen overtaget H2 Produktion K/S og H3 K/S.

Den 13. oktober 2000 er der indgået en bonusaftale mellem selskabet, H2 Produktion K/S og H3 K/S på den ene side og administrerende direktør BB og controller CC på den anden side. Der er fremlagt kopi af aftalen.

Bonusaftalen, som er udfærdiget på engelsk, er indgået på grundlag af, at ejerne af selskaberne har besluttet at forsøge at sælge disse, og at selskaberne ønsker at belønne direktørerne for det udførte arbejde samt det krævende arbejde i forbindelse med de kommende salgsbestræbelser. Endelig har selskaberne ønsket, at direktørerne fik mulighed for at blive medejere af selskaberne i forbindelse med salget af disse. Aftalen er indgået som et supplement til direktørernes ansættelsesaftaler.

Aftalen indeholder bl.a. vilkår om, at 75 % af bonusbeløbet kan og kun må anvendes til køb af aktier i det selskab, som en køber må forventes at stifte som holdingselskab i forbindelse med salget af selskaberne. Den resterende andel på 25 % af bonusbeløbet er til direktørernes fri disposition. Andelen på 75 % skal stilles til fri disposition, hvis køberen er en industriel investor. Herved forstås i denne sammenhæng en producent af vindmøller.

Der afregnes AM-bidrag og kildeskat af beløbene.

Af aftalen fremgår det, at bonusbeløbene forfalder til betaling, når der foreligger en endelig og ubetinget aftale med en køber til selskaberne. Hvis der ikke opnås salg af selskaberne som led i det igangværende projekt benævnt P1, ophører aftalen uden varsel, og ingen af parterne kan gøre krav gældende mod nogen anden part som konsekvens heraf.

Ifølge bonusaftalen beregnes bonussen således, at direktørerne får en bonus på 1 % af købsprisen, såfremt købsprisen er 1,94 mia. kr. Hvis købsprisen overstiger dette beløb stiger procentsatsen til over 1 %, mens den falder til under 1 %, hvis købsprisen ligger under 1,94 mia. kr. Eksempelvis vil en købspris på 2,2 mia. kr. give en bonus på 1,25 %, mens en købspris på 1,68 mia. kr. vil give en bonus på 0,75 %.

Den 26. marts 2001 blev der indgået en aftale om overdragelse af aktiekapitalen i selskabet samt H2 Produktion K/S og H3 K/S. Overdragelsen havde virkning fra den 8. maj 2001. Ifølge punkt 1.2 i aftalen udgør overdragelsessummen 2.252.233.282 kr. Ved indsættelse af dette beløb i bonusaftalens formel til beregning af bonus, bliver det samlede bonusbeløb 29.284.085 kr. Der er fremlagt en kopi af aftalen. I henhold til overdragelsesaftalens punkt 1.3, litra f, blev overdragelsessummen for aktierne reduceret med bonusbeløbet.

Ifølge direktørernes lønsedler dateret henholdsvis den 4. og 5. maj 2001 er der udbetalt 14.642.043 kr. til hver af direktørerne, således at det samlede bonusbeløb udgør 29.284.086 kr. Hele bonusbeløbet blev udbetalt til direktørerne, og bestemmelserne om båndlæggelse af 75 % blev dermed ikke gjort gældende.

ToldSkats afgørelse

Myndighederne har ikke godkendt fradrag for udgiften til direktørens bonus, jf. statsskattelovens 6, stk. 1, litra a.

Ved afgørelsen er der henvist til, at udgifterne til direktørens bonus i henhold til bonusaftalen ikke er afholdt i forbindelse med selskabets løbende indkomsterhvervelse men i forbindelse med salg af selskabsgruppen. Der er derfor ikke tale om en fradragsberettiget driftsomkostning.

Der er i stedet tale om en salgsomkostning ved HH Holding A/S' salg af aktier i selskabet. Dette støttes desuden af, at overdragelsessummen for aktierne er blevet reduceret med bonusbeløbet i henhold til overdragelsesaftalens punkt 1.3, litra f. Beløbet anses derfor for at være udloddet som udbytte til moderselskabet.

Formålet med at knytte direktørerne tættere til virksomheden skønnes at have stor betydning for en potentiel køber af aktierne i selskabet, og dermed også for den pris, som HH Holding A/S kunne opnå ved salget.

Ved afgørelsen er der desuden henset til, at bonusbeløbet udelukkende har relation til projekt P1, som vedrørte salg af selskabsgruppen. Størrelsen af bonusbeløbet er således alene afhængig af overdragelsessummen for aktierne og kommanditandelene, ligesom beregning af bonusbeløbet giver et betydeligt incitament for direktørerne til at der opnås så høj en pris for selskabsgruppen som muligt.

Repræsentantens sammenligning med praksis for aktieoptioner og fantomaktier kan heller ikke begrunde fradrag for bonusudgifterne. Ifølge ligningslovens § 28, stk. 3 kan udgifter i forbindelse med udstedelse af aktieoptioner fradrages, såfremt der i øvrigt er fradragsret for udgifterne efter reglerne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Da udgifterne som ovenfor nævnt ikke kan anses for at være en fradragsberettiget driftsomkostning, kan der ikke godkendes fradrag under henvisning til praksis vedrørende aktieoptioner og fantomaktier.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgiften til bonus på 29.284.086 kr.

Repræsentanten har anført, at bonussen er et vederlag for den værdistigning, som direktørerne skaber i H1 A/S m.v., og salget af selskaberne er den begivenhed, der gør bonussens størrelse målbar. Udgiften er derfor afholdt med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det klare udgangspunkt er, at alle omkostninger, som en erhvervsvirksomhed afholder til medarbejderne, er fradragsberettigede driftsomkostninger. Dette er uanset om omkostningerne udgør løn, bonus eller andre udgifter, der vedrører medarbejderen.

Repræsentanten har anført, at selskabet er den rette afholder af udgiften til direktørernes bonus. Aftalen af 13. oktober 2000 er indgået mellem selskabet, H2 Produktions K/S og H3 K/S på den ene side og de to direktører på den anden side. Direktørerne kan derfor alene civilretligt gøre et krav på bonus gældende mod disse selskaber, og det vil være et stort civilretligt indgreb, at omdefinere aftalen, således, at det er aktionærerne, der er aftalepart i forhold til direktørerne.

På baggrund af aftalen af 13. oktober 2000 kan det lægges til grund, at den bonus, som direktørerne opnår ret til, samt bonussens størrelse, er fuldstændig afhængig af et salg af aktierne i selskabet, samt størrelsen af salgssummen. Bonussen er direkte betinget af et salg, og afhængig af den gevinst, som aktionæren, HH A/S, kan opnå ved salget af aktierne m.v.

Direktørerne har ikke udført arbejde for HH Holding A/S eller handlet under instruktion fra andre koncernselskaber end selskabet, H2 Produktion K/S og H3 K/S. Direktørerne har ikke deltaget i salgsforhandlinger og har reelt været helt uden indflydelse på den købssum, der blev aftalt mellem sælgerne af selskaberne og køberen. Derfor er det ikke korrekt, når regionen anfører, at beregning af bonusbeløbet giver et betydeligt incitament for direktørerne til at der opnås så høj en pris for selskabsgruppen som muligt. Direktørerne har kun kunnet medvirke til, at gøre selskaberne så værdifulde som muligt gennem værdiskabende ledelse.

Det, direktørerne er blevet betalt for, er at skabe værdier i de selskaber, hvor de var ansat. Dette skete gennem effektivisering af processer og forbedring af selskabernes økonomiske risikoprofil.

Selskaberne har indgået bonusaftalen med direktørerne for at sikre direktørernes loyalitet i salgsfasen. Aftalen afspejler gennem bestemmelserne om direktørernes forpligtelse til køb af aktier i køberselskabet, at køber også typisk har en interesse i at fastholde direktørerne i de selskaber, der købes. Dette er grundlæggende et udtryk for, at værdien af et selskab typisk vil falde, hvis der i en kritisk fase af virksomhedens udvikling er en stor udskiftning i ledelsen. Bonussen er både i købers og sælgers interesse, men det er hverken købers eller sælgers udgift.

Selskabet, samt H2 Produktions K/S og H3 K/S har en klar interesse i at aflønne direktørerne med en bonus i en salgsfase, da dette vil forbedre selskabernes mulighed for at sikre, erhverve og vedligeholde indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Selskabet er ikke børsnoteret og markedsværdien af selskabets aktier er derfor forbundet med stor usikkerhed. Dette bevirker, at der uden for salgssituationer ikke er noget oplagt objektivt konstaterbart kriterium, der viser værdien af selskabet. Da direktørerne netop skal belønnes for de værdier, som de skaber for selskabet, kan en sådan værdiskabelse bedst måles på baggrund af et salg af selskabet. Salget vil afspejle selskabernes handelsværdi og udgøre et objektivt grundlag for værdiansættelsen af selskabet og dermed et objektivt grundlag for fastsættelsen af direktørens bonus.

Repræsentanten har anført, at det er sædvanligt, at gøre bonusordninger for direktører afhængige af salg af selskabet, når aktierne i selskabet er unoterede. Der er fremlagt kopi af optionsaftaler, hvoraf det fremgår, at det også er et salg af selskabet, der bevirker, at optionerne mv. kan værdifastsættes og indløses.

Det fremgår af overdragelsesaftalen af 26. marts 2001, at der er sammenhæng mellem købesummen og enhver bonus eller anden betaling til medarbejderne i selskabsgruppen. Dette er kun et spørgsmål om fastsættelsen af købesummen, og vedrører alene køber og sælger. Købesummen er fastsat efter forhandling, og købers argumenter for en reduktion i købesummen har intet at gøre med selskabets indkomstforhold. Det er i denne sammenhæng alene af betydning, om omkostningen for selskabet er en fradragsberettiget driftsomkostning. Købers og sælgers behandling af denne omkostning i forbindelse med forhandlingerne om købet af selskabet kan derfor ikke påvirke fradragsretten.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Det bemærkes, at selskabet i forbindelse med salg af selskabet indgår en aftale med de to direktører om, at direktørerne vil opnå en bonus, hvis selskabet sælges. Bonussen er afhængig af den salgssum, der opnås ved salget af selskabet. I henhold til aftalen er det direktørernes opgave at optimere selskabets indtjening og struktur i salgsprocessen, og bonusaftalen bortfalder, såfremt der ikke sker salg. I henhold til overdragelsesaftalen er den overdragelsessum, som sælger opnår for selskabet, reduceret med et beløb svarende til selskabets bonusforpligtelse overfor direktørerne.

Under disse omstændigheder anses bonusaftalen for indgået som et led i aktionærernes bestræbelser på at sælge selskabet. Udgiften er dermed ikke fradragsberettiget for selskabet, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men anses derimod for at påhvile aktionærerne. Bonusbeløbet anses derfor for udloddet som udbytte.

Landsskatteretten stadfæster således den påklagede afgørelse.

..."

CC blev ved direktørkontrakt af 1. februar 1995 fra samme dato ansat som økonomidirektør i H1 og med ansvar for samtlige økonomifunktioner mv. i H-gruppen med en årsløn på 800.000 kr. BB blev ved direktørkontrakt af 1. december 1999 fra samme dato ansat som administrerende direktør i selskabet og med ansvar for den overordnede ledelse af H-gruppen med en årsløn på 2 mio. kr. Begge direktører indgik ved tillæg til direktørkontrakterne i 1999 aftale med selskabet om udbetaling af en godtgørelse på 1,5 mio. kr., såfremt de undlod at opsige deres stillinger som direktører til fratrædelse inden den 31. december 2001.

Den 13. oktober 2000 indgik H1 og kommanditselskaberne H2 Produktion K/S og H3 K/S på den ene side og direktørerne BB og CC på den anden side aftale om udbetaling af bonus til direktørerne ved salg af selskaberne. Bonusaftalen indeholder blandt andet følgende bestemmelser:

"...

The agreement is concluded on the basis of the following facts:

whereas the

owners of the Companies have decided to attempt to sell these,

 

whereas the

Companies through this agreement wish to reward the work carried out by the Managers and also the work necessary in connection with the forthcoming sales endeavours,

 

whereas

it is the wish of the Companies that the Managers through this bonus agreement obtain a bonus and a possibility of coownership of the Companies in connection with the sale of these,

the agreement is concluded on the following specific terms:

§ 1

as for 75% of the amount the Managers shall and may only use the bonus referred to in this agreement for application for shares of the company expected to be established by a purchaser as a holding company (in the following referred to as "the Holding Company") in connection with the sale of the Companies, while 25% of the bonus amount may be used according to the Managers' decision.

§ 2

The bonus referred to shall be divided equally between the two Managers with 50 per cent to each and otherwise on equal terms in every respect.

If one of the Managers has given notice, been dismissed or has resigned his job before the date on which the bonus referred to in this agreement falls due this agreement no longer applies to the Manager in question, and the Manager shall not be able to make any claim against the Companies under the terms of this agreement.

§ 3

Irrespective of the stipulations in this agreement the locked-up part of the bonus of 75% of the amount shall be placed at the free disposal of the Managers, if the Holding Company at the Date of Closing is controlled by an industrial investor or if an industrial investor purchases the Companies directly. In this connection an industrial investor means a manufacturer of wind turbines.

Furthermore it is agreed that the locked-up part of the bonus of 75% of the amount shall be placed at the free disposal of the Managers in such case that the purchaser does not want management to subscribe for shares in the Holding Company. If the purchaser only wants management to subscribe for shares for a smaller amount than the locked-up part of the bonus, the remaining amount is placed at the Managers' free disposal.

§ 5

The bonus quoted in clause 3 falls due when a final and unconditional agreement has been closed with a purchaser of the Companies, in the following referred to as "the Date of Closing".

§ 6.

In connection with the Managers' subscription of shares of the Holding Company the Managers are obliged to accept such subscription terms that the purchaser of the Companies may require. Furthermore, the Managers are obliged to sign a spareholders' agreement on such usual and reasonable terms as the purchaser of the Companies may wish, including among other things terms for the Managers' sale of spares, lockup-period etc. provided however that subscription of spares is made on the same conditions and to the same subscription price as the purchaser of the Companies. The spareholders' agreement shall as a minimum contain usual and reasonable terms regulating the way in which the Managers may dispose of their shares in the event of resignation, dismissal and in the case of death.

...

§ 9

This agreement is concluded as a supplement to the employment contracts concluded with each Manager and shall not alter these.

...

§ 11

If the Date of Closing in connection with the sale of the Companies does not occur as a part of the ongoing project, referred to as P1, this agreement shall terminate without notice and none of the parties can make any claim against any other party in consequence hereof.

The agreement may be extended, however, if the parties agree on doing so.

..."

Bonussens størrelse er i henhold til en beskrevet formel i aftalen alene afhængig af købesummens størrelse.

Den 8. maj 2001 blev selskaberne solgt til et britisk investeringsselskab for godt 2,2 mia. kr., hvilket medførte, at direktørerne i henhold til aftalen tilsammen havde krav på en bonus på 29.284.086 kr. I overensstemmelse med salgsaftalen af 26. marts 2001 er bonussen blevet fratrukket i købsprisen. H1 har efterfølgende udbetalt bonussen til direktørerne. Bonussen er i resultatopgørelsen i årsregnskabet for 2001 posteret under "Særlige poster", som under regnskabspraksis i årsregnskabet er beskrevet som følger:

"Særlige poster omfatter omkostninger, som ikke kan henføres direkte til virksomhedens normale drift inkl. visse forholdsvis væsentlige omkostninger, som stammer fra lukning af produktionsanlæg, specifikke nedskrivninger i relation til anskaffede virksomheder, individuelle garantihensættelser og andre omkostninger i forbindelse med selskabets retrofit af skadede vinger, aflønning til ledelsen før salget af virksomheden, som er ud over, hvad der betales i henhold til tilsvarende aktuelle ansættelseskontrakter samt honorarer betalt til rådgivere i forbindelse med salget af virksomheden og arbejde udført i 2001 med den dengang planlagte børsintroduktion og enhver tilbageføring af alle førnævnte omkostninger og hensættelser."

"Særlige poster" er samlet opgjort til 44.429.167 kr., og det fremgår af noten hertil, at "Omkostninger relateret til salg af virksomhed inkl. vederlag" udgør 29.284.000 kr.

Forklaringer

Advokat SN har forklaret, at han var rådgiver for H1 i forbindelse med salget af virksomheden. Han var tillige direktør for selskaberne H5 1-4 ApS, der ejede anparterne i HX Holding ApS, der ejede H1. AA var den egentlige ejer af virksomheden, hvilket han havde været siden 1992. AA overdrog løbende sine aktiviteter i virksomheden til den daværende ledelse, og han forlod ledelsen i 1995 - 1997. Han kom dog i virksomheden flere gange om ugen og var fortsat i bestyrelsen. I august 1999 blev der afholdt et opstartsmøde for at planlægge et muligt salg. AA havde indgået aftale med F1 Securities om, at F1 skulle stå for salget af virksomheden. Det var F1, der anbefalede, at også advokat MK, Advokatfirmaet R1, deltog. Der blev lavet en overordnet plan for et muligt salg. Der var ikke en aktuel køber. Der skulle indsamles materiale til datarum, som mulige købere kunne få adgang til. I Danmark havde moderselskabet ikke tilstrækkeligt materiale fra de udenlandske datterselskaber. Vidnet skulle fremskaffe den dokumentation, der var dansksproget, og advokat MK skulle fremskaffe den øvrige dokumentation. Det var vigtigt, at salgsbestræbelserne blev holdt hemmelige i organisationen. Ledelsen skulle til medarbejderne sige, at bestyrelsen ville lave en strategisk analyse af virksomheden. Ledelsen blev informeret i august 1999. G2 var H1s største kunde. G2 havde i efteråret og vinteren 1999 økonomiske problemer, så man måtte sætte salgsprocessen i stå. Efter sommerferien 2000 genoptog man arbejdet med at klargøre virksomheden til salg. I efteråret 1999 havde man konstateret en række problemer, der skulle håndteres, og der blev derfor afholdt talrige møder med deltagelse af H1s rådgivere. VJ fra F1 og AA holdt tillige nogle møder om salgsbestræbelserne. I september 2000 fik han at vide, at F1 overfor AA havde foreslået, at der skulle laves en bonusaftale, der skulle sikre, at ledelsen ville fortsætte, og at ledelsen ville være i stand til at investere i virksomheden sammen med køberen. Der var fortsat ikke fundet en køber på dette tidspunkt. Hvis køberen blev en kapitalfond, ville det være af afgørende betydning for køberen, at ledelsen fortsatte i virksomheden. Hvis det blev en industriel investor, var problemet formentlig ikke aktuelt. Efter at problemstillingen var drøftet under et møde med F1, skrev vidnet et udkast til bonusaftale. I første udkast skulle hele bonusbeløbet investeres i virksomheden. Han forelagde forslaget for AA, som godkendte det. Han forelagde derefter forslaget for de to direktører, der syntes, at det var uhensigtsmæssigt, at hele bonusbeløbet skulle investeres i virksomheden. Resultatet blev herefter en opdeling, således at alene 75 % skulle investeres i virksomheden. F1 foretog de indledende forhandlinger med mulige købere. Det var først i forbindelse med den egentlige forhandling med den endelige køber, at advokaterne blev involveret. Ledelsen deltog ikke i forhandlingerne, som blev foretaget af en forhandlingsgruppe på 3 personer - henholdsvis MK, en repræsentant for F1 og ham selv. Forventningerne til en mulig købspris var omkring 1,9 mia. kr., og dette beløb var udgangspunktet for bonusberegningen. Køberen havde forud for underskrivelsen truffet og haft lejlighed til at udspørge direktionen. Disse møder deltog vidnet ikke i. Vidnet ved ikke, hvorfor man ikke fulgte de bindinger for anvendelsen af bonusbeløbet, som var aftalt i bonusaftalen. Køberen og direktørerne aftalte selv aktietegningen. BB tegnede aktier for hele bonusbeløbet, og CC for 1 mio. kr. Man ønskede, at direktørerne fortsat skulle være ansat i virksomheden efter et salg, og at de havde en mulighed for at blive medejere. Direktørerne skulle finde sig i de bindingsperioder for deres respektive investeringer i virksomheden, som køberen måtte betinge sig, hvilket er udtrykt i § 6 i bonusaftalen. I § 3 er det anført, at køberen frit kan bestemme, hvorvidt direktørerne skal tegne aktier i selskabet. I § 11 hedder det, at bonusbeløbet er afhængigt af et salg. Bonusaftalen er underskrevet kort tid før, at ledelsen påbegyndte det betydelige merarbejde, der blev en følge af salgsbestræbelserne. Hvis ikke bestræbelserne endte med et salg, måtte direktørernes ekstravederlag afgøres efter en forhandling med bestyrelsen. I købsaftalen er det anført, at sælgeren skal betale bonusudgiften. Der var tale om arbejde udført i forbindelse med salgsbestræbelserne, og det var derfor sælgeren, der skulle betale. Sælgeren havde en interesse i at bevare direktørernes loyalitet længst muligt. Instrumentet hertil var bonusaftalen. Det var naturligt, at sælger betalte direktørerne, da aftalen med direktørerne blev indgået af denne. Direktørerne havde i forvejen en aftale om en fastholdelsesgodtgørelse på 1,5 mio. kr., der var begrundet i, at det kunne være vanskeligt for dem at arbejde sammen med den daværende direktør DD. Køberen kendte denne aftale, men vidnet mener ikke, at der i forbindelse med handlen skete en refusion herfor. Han blev orienteret om forhandlingerne om fastholdelsesgodtgørelsen, før DD blev ansat.

VJ har forklaret, at han fra begyndelsen af 90'erne og indtil 2003 var direktør i F1 Investment, hvor han var ansvarlig for Corporate Finance. Han var ansvarlig for investment-funktionen og var tillige i bestyrelsen for F1. Han havde løbende en dialog med AA over flere år, hvor de drøftede, hvordan virksomheden skulle udvikles og sælges. Vidnet talte allerede i 1997 med AA om et muligt salg, og der blev i august 1999 indgået en aftale herom. F1s opgave var at forestå en proces, der skulle lede frem til et salg af H1. Der er tale om en proces, der ofte tager 6 - 18 måneder. Først skal virksomheden og dens værdiskabelse beskrives grundigt ved dokumentation af virksomhedens samlede grundlag. F1 forventede mange interesserede købere og planlagde derfor en kontrolleret auktion i fortrolighed. Salgsprocessen blev sat på standby i slutningen af 1999, da G2 var i store økonomiske problemer. Vidnet var også rådgiver i forbindelse med rekonstruktionen af G2, som fandt sted frem til foråret 2000. Da G2s økonomiske forhold faldt på plads, kunne planlægningen af salget af H1 fortsætte. Han foreslog, at der blev indgået en bonusaftale med ledelsen, da det er vigtigt for en køber af virksomheden, at ledelsen er intakt. Hertil kommer, at arbejdsopgaverne i forbindelse med salgsforhandlinger er en stor arbejdsbyrde for ledelsen. Ledelsen skal beskrive og dokumentere virksomhedens kunder, markedet, leverandører mv. Han antager, at der var mindst 6 mulige købere, som alle stillede mange spørgsmål til virksomhedens ledelse. Bonusaftalen er en helt sædvanlig aftale. Vidnet har været rådgiver i forbindelse med ca. 500 virksomhedsoverdragelser og mange børsnoteringer, og der har kun været meget få tilfælde, hvor der ikke blev indgået aftale om bonus til ledelsen. F1 vurderede oprindeligt værdien af virksomheden til 1,6 -1,9 mia. kr. Da salgsprocessen blev genstartet i 2000, var vurderingen højere - formentlig omkring 1,9 mia. kr. I 2001 var det sædvanligt med en bonus i samme størrelsesorden som ved overdragelsen af H1. Bonusbeløbet var normalt 2-3 gange årslønnen, men også højere beløb er blevet udbetalt, hvilket ikke er ualmindeligt. Der kan være tale om faste bonusbeløb, men bonus kan også være afhængig af salgsprisen. I Sverige, England og USA er bonusbeløbene typisk langt højere. Der blev lavet to datarum, og han mener, at datarummene bestod af mere end 100 A-4 mapper. De to direktører leverede materialet til datarummene, og det er utvivlsomt, at direktørerne arbejdede i næsten døgndrift. Ved en virksomhedsoverdragelse er det afgørende, at ledelsen er motiveret for at fremvise virksomheden i et godt lys. Vidnet var med til en række møder. Direktørerne deltog ikke i forhandlingerne, hvilket er i overensstemmelse med praksis. Heller ikke AA var involveret i de direkte forhandlinger med købere. Vidnet har ikke selv deltaget i udarbejdelsen af bonusaftalen. Han gik ud fra, at der ville blive tale om en finansiel køber. Normalt vil en finansiel køber være interesseret i, at ledelsen bliver i virksomheden. Det var afgørende, at direktørerne fortsat arbejdede loyalt i virksomheden, især i en situation hvor der var ekstraordinært stort arbejdspres. En fastholdelsesbonus er en anden relevant måde, hvorved man kan fastholde en ledende medarbejder under en salgsproces. Hvis ikke salget blev gennemført, fik direktørerne ingen bonus, hvilket svarede til vilkårene for finansielle rådgivere. CC fortsatte ikke som direktør.

AA har forklaret, at han var administrerende direktør for virksomheden fra 1980'erne, og at han stod for den daglige ledelse. Han blev eneejer i 1990. Da EE blev direktør, trak vidnet sig ud af den daglige ledelse. I begyndelsen af 1999 blev DD direktør, men han fratrådte 8 måneder senere. EE havde i forbindelse med DDs tiltræden foreslået, at der skulle aftales en fastholdelsesgodtgørelse til de to øvrige direktører, da EE var betænkelig ved sammensætningen af den nye ledelse. I midten af 1990'erne overvejede han, om virksomheden skulle sælges. Efterhånden var der 2000 mennesker ansat i virksomheden, og han følte, at han var ved at miste overblikket. Han ønskede også at afhænde virksomheden, inden hans to sønner blev så gamle, at de eventuelt følte sig forpligtede til at indtræde i virksomheden. CC foreslog, at F1 skulle bistå ved et salg, og vidnet havde derfor et møde med F1. Han havde ikke forstand på at sælge virksomheden, så han deltog kun i meget begrænset omfang i de senere forhandlinger. Han mødte først de senere købere ved kontraktunderskrivelsen. F1 foreslog, at selskabet indgik en bonusaftale med direktørerne. Man forventede, at køberen ville være en kapitalfond, og det var derfor afgørende, at ledelsen var intakt - også efter et salg. Han havde tidligere været ude for, at et salgsforløb ikke resulterede i en handel, hvilket blandt andet skyldtes, at ledelsen ikke var taget med på råd. Han syntes derfor, at bonusaftalen var en fornuftig disposition. Indholdet af aftalen har han ikke været involveret i, men han har skrevet under. Det var ikke ham, der foreslog direktørerne bonusaftalen. EE havde som direktør en meget gunstig aflønningsaftale, idet han fik 10 % af virksomhedens årlige overskud. De senere direktører havde ikke en tilsvarende ordning. BB fik en løn, der svarede til DDs.

Indtil sidst i 1980'erne havde der ikke været meget stabilitet i virksomheden, men gennem 1990'erne gik det rigtig godt. Virksomheden var inde i en stabil og høj vækst, skønt der af og til var store kunder, der havde økonomiske problemer, hvilket smittede af på H1s regnskab gennem årene.

BB har forklaret, at han blev ansat som divisionschef i H1 i 1994, og at han et år efter blev salgs- og marketingsdirektør. Han blev administrerende direktør i december 1999. Tillægget til hans direktørkontrakt om fastholdelsesgodtgørelsen blev aftalt, før han tiltrådte som administrerende direktør. EE gik af som administrerende direktør den 1. februar 1999, og DD overtog posten. Da DD og han tidligere havde haft svært ved at arbejde sammen, var bestyrelsen bekymret for, om han ville forlade H1. De indgik derfor aftale om fastholdelsesgodtgørelse allerede i november 1998. Tillægget af 1. december 1999 til hans kontrakt om ansættelse som administrerende direktør var en uændret videreførelse af aftalen fra november 1998. I forbindelse med salget skulle han synliggøre for potentielle købere, hvorledes virksomheden fungerede. Det skulle gøres på en måde, så eventuelle konkurrenter ikke fik indsigt i virksomheden. Det var et stort arbejde at udarbejde materiale til datarum og informationsmemorandum, blandt andet fordi virksomheden havde øget omsætningen med ca. 800 mio. kr. på 5 år. Han bad ikke selv om en aftale om bonus ved salg af virksomheden, men han var blevet overrasket, hvis han ikke var blevet tilbudt en bonus. Selskabets advokat forelagde et udkast til en bonusaftale, og forhandlingen om bonus tog udgangspunkt heri. Ved forhandlingerne blev den bundne investering nedsat fra 100 % til 75 %. Køberen af virksomheden fik forinden købet lejlighed til at undersøge virksomheden i detaljer, herunder omkostningsniveau, miljøforhold og diverse ricisi. Der kom en lang række rådgivere fra London, som spurgte til alle niveauer i virksomheden. Han var involveret i at skaffe de efterspurgte oplysninger og besvare spørgsmålene. Han deltog ikke i salgsforhandlingerne. Kort før salgsaftalen blev underskrevet, tog en repræsentant for køberen kontakt til ham og spurgte, om han var interesseret i at fortsætte. Han investerede hele den udbetalte bonus på ca. 5 mio. kr. efter skat i virksomheden. Det var både køberen og han selv interesseret i. For køberen, der var en kapitalfond, ville det have været et mareridt at stå uden ledelse efter overtagelsen. Der var aftalt betingelser for opsigelse i direktørkontrakten, og der var i aktionæroverenskomsten aftalt vilkår, som sikrede, at han blev i virksomheden. Virkningen af at fratræde umiddelbart efter salget ville have været, at han ikke fik dækket omkostningerne ved investeringen, samt at han alene ville få kostprisen for aktierne. En fratrædelse var dog aldrig på tale. Vilkårene for en fratrædelse blev lempeligere med årene, således at han efter 4 år fik "fair value" ved salg af aktierne. Han fratrådte i 2005 efter næsten 5 år med de nye ejere. Hans løn som administrerende direktør var i sin tid aftalt med virksomheden efter en almindelig forhandling. EE havde haft en langt bedre aftale om løn, men han skulle selv først bevise sit værd. Han drøftede ikke løn med køberen før overtagelsen af virksomheden. Efter overtagelsen var der et nyt ansættelsesgrundlag, men han fik i store træk den samme løn. Aktionæroverenskomsten blev drøftet med køberen i god tid inden overtagelsen. Ved udarbejdelsen af årsregnskabet for 2001 gjorde virksomheden, hvad man kunne for at fremhæve resultatet af den primære drift over for potentielle købere. Det var derfor, at der blev lavet en postering for "Særlige poster" i resultatopgørelsen. I noten til "Særlige poster" har man oplyst, at bonussen var en omkostning i forbindelse med salget af virksomheden for derved at understrege, at det ikke var en omkostning, som havde tilknytning til den sædvanlige drift. Virksomheden havde i 2001 haft planer om en børsintroduktion, men planerne blev skrinlagt på grund af begivenhederne 11. september 2001. Han har ikke formuleret beskrivelsen af "Særlige poster" under "Regnskabspraksis" i årsregnskabet.

CC har forklaret, at han i 1990 blev ansat i H1 som økonomichef, og at han fra 1995 var økonomidirektør. Han havde med selskabet indgået en aftale om fastholdelsesgodtgørelse svarende til den, BB havde. Aftalen blev indgået i starten af 1999. Hans indtryk var, at bestyrelsen ønskede at knytte ham tættere til virksomheden i en periode med kraftig ekspansion, og hvor han havde ansvaret for de udenlandske aktiviteter. Han bad ikke selv om en aftale om bonus i forbindelse med det senere salg af virksomheden. Han mener, at det var F1 Securities, som foretog en aftale om bonus. Han blev præsenteret for aftalen af advokat SN, som var H1s advokat. Det var oprindeligt bestemt i aftalen, at hele bonussen skulle investeres i virksomheden, såfremt køberen ønskede det. Han mente dog, at det var rimeligt, at investeringen blev nedsat til 75 % af det udbetalte bonusbeløb. Bonussen skulle dels udgøre løn for det ekstra arbejde under salgsprocessen, og dels gøre det muligt for ham at investere i virksomheden efter salget. Han havde størst indsigt i virksomhedens økonomi og i de udenlandske selskabet, og han var derfor nok den af direktørerne, der havde mest arbejde under salgsprocessen med tilvejebringelse af dokumentationsmateriale. Køberen tog kontakt til ham gennem BB, efter at der var indgået aftale om et salg af virksomheden - vistnok en månedstid efter. Køberen ønskede ikke, at han skulle fortsætte som direktør i virksomheden, hvilket han blev skuffet over. Han aftalte med køberen, at han alligevel kunne investere 1 mio. kr. af bonussen i virksomheden. Han ville gerne have investeret i flere aktier, da han troede på virksomhedens fortsatte vækst. Efter overtagelsen var han controller, frem til han fratrådte i 2006.

Statsautoriseret revisor BT har forklaret, at han har været revisor for virksomheden siden 1992, hvor han overtog arbejdet fra en kollega. Han kan ikke huske, om det er ham, der har formuleret beskrivelsen af "Særlige poster" under "Regnskabspraksis" i årsregnskabet for 2001. Med "...aflønning til ledelsen før salget af virksomheden, som er ud over, hvad der betales i henhold til tilsvarende aktuelle ansættelseskontrakter..." menes formentlig, at der i 2001 var udbetalt ekstraordinær løn, som virksomheden ikke forventede at skulle udbetale i kommende regnskabsår. Det var løn, der ikke vedrørte direktørernes almindelige arbejde. Han ved ikke, hvad "aktuelle" specifikt henviser til. Det er muligt, at beskrivelsen af "Særlige poster" bl.a. henviser til den bonusaftale, som ikke var omfattet af de eksisterende ansættelseskontrakter. Virksomheden var dengang på vej til at blive børsnoteret, og han rådgav i den forbindelse virksomheden med hensyn til, hvordan regnskaberne skulle føres. Virksomheden ønskede en børsintroduktion kort efter overtagelsen. Det skulle derfor være muligt i regnskabet at bedømme virksomhedens drift renset for poster, som var særegne. Omkostningerne til børsintroduktion var større i det samlede koncernregnskab. Potentielle aktionærer vurderer en virksomhed ud fra indtjeningen, og det var derfor vigtigt, at regnskabet var gennemskueligt. Han var bekendt med fastholdelsesaftalerne med direktørerne, siden de blev lavet, idet den økonomiske forpligtelse skulle angives i regnskaberne. Han husker ikke præcist, om fastholdelsesbeløbene blev ført som en udgift på et tidligere tidspunkt, eller om de alene er med i årsregnskabet for 2001.

Procedure

H1 har til støtte for sin påstand gjort gældende, at selskabet kan fradrage den bonus, der er udbetalt til de to direktører, i sin skattepligtige indkomst som en driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det er normalt at give en bonus som den foreliggende, både hvad angår karakteren af aftalen og størrelsen af bonussen. Bonusaftalen er et led i den almindelige aflønning af direktørerne og er et tillæg til deres ansættelsesaftaler i H1. Skattelovgivningen har bidraget til en udvikling, hvor der sker aflønning i form at udbetaling af bonus, og hvor der ikke længere er så skarp en afgrænsning mellem et selskab og dets aktionærer. Det er således ikke skattepligtigt for medarbejdere at modtage løn fra sin arbejdsgiver i form af tegningsretter, jf. ligningslovens § 7 A. I SKM2002.571.HR har Højesteret endvidere fastslået, at et selskab, der tildeler medarbejdere tegningsretter under markedskursen som et led i medarbejdernes almindelige aflønning, har fradragsret for tabet herved, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Løn i form af forskellige incitamentsordninger er almindelig. Formålet er at skabe, fastholde og forøge værdien af selskabet og dermed aktierne, og incitamentet at give ledelsen andel i kursstigningen. Ved sådanne ordninger skal der ikke sondres skarpt mellem selskabet og aktionærerne. I denne sag var det vigtigt for virksomheden at fastholde ledelsen frem til et salg, idet ledelsen havde et indgående kendskab til virksomheden, og idet virksomheden var afhængig af, at ledelsen arbejdede loyalt og konstruktivt i forbindelse med et salg. Ledelsen skulle yde en fuld indsats vedrørende den daglige drift af virksomheden, samtidig med at der skulle forberedes et salg, hvilket indebar et betydeligt merarbejde i form af oprettelse af datarum, udarbejdelse af et informationsmemorandium, præsentation af virksomheden m.m. Man forventede endvidere, at det ville have stor betydning for en køber, at denne kunne overtage ledelsen ved købet. Det var derfor i selskabets interesse at lave en bonusaftale som den foreliggende, og at den blev indgået, før der blev fundet en køber. Ledelsen deltog ikke i selve salget af virksomheden, og direktørernes rolle i forbindelse med selve salget var - i modsætning til, hvad landsskatteretten angiver - ikke værdiskabende for virksomheden. Ledelsen skulle alene stille oplysninger til rådighed for en potentiel køber. Det var H1, der var forpligtet i henhold til bonusaftalen, og som forestod den kontante udbetaling af bonussen. At sælger af H1 kompenserede køber for bonussen - ligesom købesummen også blev reguleret på andre punkter - ændrer ikke ved, at bonusaftalen er et almindeligt led i aflønningen af ledelsen, og der er derfor tale om en fradragsberettiget driftsomkostning for H1, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatteministeriet har gjort gældende, at den udbetalte bonus ikke er en driftsudgift omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Bestemmelsen omfatter alene udgifter, der har en direkte forbindelse til den løbende indtjening. Løn, varekøb m.m. kan således fradrages, hvis de er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, mens udgifter til tilvejebringelse af indkomstgrundlaget samt ændringer heri som udgangspunkt ikke er fradragsberettigede. Det er H1, der har bevisbyrden for, at en afholdt udgift er en fradragsberettiget driftsomkostning. Bonusaftalen er indgået i forbindelse med salget af virksomheden, og den har ingen indflydelse på direktørernes ansættelseskontrakter, som fortsat er gældende ved siden af bonusaftalen. Den skal efter sit indhold belønne direktørerne for deres arbejde i forbindelse med salget samt give direktørerne mulighed for at investere i virksomheden. Det er en betingelse for udbetaling af bonus, at virksomheden bliver solgt, og bonusaftalen er i sin helhed orienteret mod et salg af virksomheden. Bonussens størrelse afhænger alene af købesummen, hvorfor bonussen ikke står i direkte forhold til den arbejdsindsats, som direktørerne leverer. Der er endvidere ikke i aftalen noget incitament for direktørerne til at blive i virksomheden efter overdragelsen eller til at skabe yderligere værdier i virksomheden. Direktørernes fortsatte ansættelse var allerede søgt sikret gennem anden aftale, der indeholdt en fastholdelsesgodtgørelse. Det fremgår af VJs forklaring, at bonusaftalen skulle sikre direktørernes loyalitet i salgsprocessen samt være motivationsskabende for direktørerne i forbindelse med det ekstra arbejde. Bonusaftalen har derfor ingen sammenhæng med virksomhedens almindelige drift, og bonussen er derfor ikke en fradragsberettiget driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Dette er i overensstemmelse med, at bonussen i årsregnskabet for 2001 er udskilt fra den almindelige drift og posteret som en omkostning med relation til virksomhedens salg.

Landsrettens begrundelse og resultat

BB og CC, der begge var ansat som direktører i H1, havde hver især indgået aftale med selskabet om udbetaling af en fastholdelsesgodtgørelse, såfremt de undlod at opsige deres stillinger til fratrædelse inden den 31. december 2001.

Aftalen om den bonus på i alt 29.284.086 kr., som sagen angår, blev indgået den 13. oktober 2000. Det fremgår af aftalen, at den er et tillæg til direktørernes øvrige ansættelseskontrakter, og at den ikke har indflydelse herpå. Det fremgår videre, at aftalen er begrundet i, at ejerne af H1 og de to kommanditselskabet ønsker at sælge disse, og at bonussen skal udbetales for dels at honorere direktørernes arbejdsindsats, herunder det nødvendige arbejde, som direktørerne ydede i bestræbelserne på et salg, og dels for at give direktørerne mulighed for at investere i virksomheden i forbindelse med overdragelsen. Bonussen er betinget af, at der sker et endeligt salg af selskaberne, og at direktørerne hver især fortsat er ansat i H1 på tidspunktet for den endelige aftale om et salg. Bonussens størrelse udgør en beregnet procentdel af købsprisen og afhænger alene heraf.

Det fremgår af "Closing Memorandum" af 8. maj 2001, som blev udarbejdet til brug for det endelige salg af virksomheden, at den beregnede bonus er blevet fratrukket købsprisen. I H1s årsregnskab for 2001 er bonussen i resultatopgørelsen medtaget som en udgift under "Særlige poster", som i regnskabet er beskrevet som "... omkostninger, som ikke kan henføres direkte til virksomhedens normale drift inkl . ... aflønning til ledelsen før salget af virksomheden, som er ud over, hvad der betales i henhold til tilsvarende aktuelle ansættelseskontrakter ...". Ved specifikationen af de "Særlige poster" i noten til resultatopgørelsen er den udbetalte bonus beskrevet som "Omkostninger relateret til salg af virksomhed inkl. vederlag".

Efter en samlet vurdering af disse omstændigheder har H1 ikke godtgjort, at den udbetalte bonus har haft en sådan tilknytning til selskabets drift, herunder til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, at den kan karakteriseres som en driftsomkostning, som kan fradrages i selskabets indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det bemærkes herved, at det omfattende ekstraordinære arbejde, som direktørerne udførte ved at fremskaffe dokumentationsmateriale til brug for salget af H1 og kommanditselskaberne og ved i øvrigt at opfylde køberens ønsker om oplysning om alle virksomhedens forhold, efter sit formål ikke tjente til at erhverve, sikre eller vedligeholde virksomhedens indkomst. Dette arbejde må antages at have været af afgørende betydning for værdiansættelsen og dermed for et vellykket salg af virksomheden. Arbejdet havde derfor en betydelig værdi for selskabernes ejer, og det er ikke godtgjort, at det betydelige bonusbeløb hovedsagelig var et særligt vederlag dels for det øvrige ledelsesarbejde i tiden efter bonusaftalens indgåelse den 13. oktober 2000 og dels for at fastholde direktørerne.

Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

H1 skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 300.000 kr. Beløbet dækker Skatteministeriets udgifter til advokatbistand. Landsretten har lagt vægt på sagens karakter, økonomiske værdi og omfang, herunder at sagen har været forhandlet over 2 dage, samt sagens resultat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, H1 A/S, skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 300.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.