Dato for udgivelse
26 Mar 2008 08:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 Feb 2008 12:23
SKM-nummer
SKM2008.264.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
17. afdeling, B-319-06
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsfritagelse og -godtgørelse
Emneord
Momsfritagelse, almennyttigt formål, velgørende formål, udlodning, overskud
Resumé

Sagsøgeren, der hvert år afholder H1, ønskede at støtte etableringen af et "ungdoms- og kulturhus" med midler hidrørende fra overskuddet fra H1.

H1 er i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, momsfritaget på betingelse af, at overskuddet fuldt ud anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål.

Landsrettens flertal udtalte, at det var en betingelse for, at sagsøgeren kunne få tilladelse til udlodning af det momsfritagne overskud fra H1, at udlodningen fuldt ud blev anvendt til momsfritagne aktiviteter. "Ungdoms- og kulturhuset" opfyldte ikke betingelserne for momsfritagelse, idet en række væsentlige aktiviteter, der fandt sted i huset, var momsbelagte.(dissens)

Reference(r)

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 18

Henvisning
Momsvejledningen 2008-1 D.11.18

Parter

Foreningen H1
(advokat Bruno Månsson)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Per Lunde Nielsen).

Afsagt af landsdommerne

Erik Kjærgaard, Arne Brandt og Charlotte Løfberg (kst.)

Denne sag drejer sig om, hvorvidt der kan foretages udlodning af momsfritagne midler til støtte af opførelsen af et ungdoms - og kulturhus, herunder hvorvidt de aktiviteter, der finder sted i ungdoms- og kulturhuset er et almennyttigt formål, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr, 18.

Under sagen, der er anlagt den 27. januar 2006, har sagsøgeren, Foreningen H1, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren må anvende en del af de momsfritagne midler fra H1 2003 til etablering af projektet "Ungdoms- og Kulturhuset H4".

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Landsskatteretten har den 28. oktober 2005 afsagt sålydende kendelse:

"...

Klagen skyldes, at foreningens uddeling til opførelse af et kulturhus ikke er blevet anset for almenvelgørende eller på anden måde almennyttig, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse stadfæstes

Møde mv.

Fondens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler (forhandling). Repræsentanten har endvidere udtalt sig over for rettens medlemmer på et retsmøde.

Sagens oplysninger

Foreningen afholder hvert år H1, der er et momsfritaget arrangement, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18. Fonden har tilladelse til, at udlodning af overskuddet fra H1 kan ske løbende over et år, det vil sige inden afholdelse af næste års H1 påbegyndes. Foreningen har i denne forbindelse anmodet om tilladelse til at foretage en udlodning til at støtte opførelsen af et ungdoms- og kulturhus.

Kommunen udarbejdede i år 2000 en kommunalplan, hvor et af fokusområderne var ... som studieby. En arbejdsgruppe, hvori rektorer, erhvervsliv og kulturliv var repræsenteret, blev nedsat og fik til opgave at komme med forslag til forbedring af studiemiljøet, herunder etablering af et fælles studenterhus. Arbejdsgruppen pegede på det tidligere GX, som nu henstod ubenyttet. Planen for ombygningen af H4 omfattede etablering af en cafe i en selvstændig bygning, mulighed for udendørs servering, projektværksted, kontorer til administration, et større mødelokale, et spillested med plads til ca. 400 stående gæster, bandrum ved spillestedet, foyer og garderobe, samt et mindre spillested/dansested med plads til ca. 200 stående gæster. Den samlede udgift til renoveringen af H4 blev anslået til 16.000.000 kr.

Planen mødte bred opbakning i byen, og projektet modtog tilsagn om tilskud på 4,2 mio. kr. fra kommunen, 2,25 mio. kr. fra G1 A/S, 2 mio. kr. fra Lokale- og Anlægsfonden, samt mindre tilskud fra mere end 30 lokale institutioner og erhvervsdrivende.

Fonden H2 blev udpeget til at skulle forestå gennemførelsen af projektet. Fonden, der er etableret i overensstemmelse med lov om erhvervsdrivende fonde, har i henhold til vedtægterne til formål, at drive et ungdomskulturhus med hovedvægt på rytmisk musik, at styrke et bredt ungdomskulturelt arbejde, samt at styrke ungdomskulturen og rytmisk musik i Danmark i øvrigt. Foreningens repræsentant har oplyst, at Fonden H2 er momsfritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 22.

Fonden H2 har siden den 15. maj 2000 ejet spillestedet "H3". Den daglige drift forestås af Foreningen H3. Der er indgået en samarbejdsoverenskomst mellem parterne, hvoraf det fremgår, at H3 skal drives som et regionalt spillested med hovedvægt på rytmisk musik med drift af cafe/bar og restaurant samt mødeaktiviteter mv. Af H3s hjemmeside (www.H3.dk) fremgår, at der hver lørdag og udvalgte torsdag og fredage kan opleves livemusik af høj kvalitet. Til daglig kan der spilles pool, bordfodbold, enarmet tyveknægt, ludo, backgammon, terninger og skak, og man har mulighed for at læse dagens avis over en øl, en kop kaffe eller et måltid mad. Desuden er der natdiskotek hver fredag og lørdag. Repræsentanten har oplyst, at H3 i 2003 afholdt 400 arrangementer, hvoraf 250 var koncerter, og af disse var mere end 100 uden entre. Et af hovedformålene med etableringen af H4, som projektet blev døbt, var, at H3s aktiviteter skulle flytte til de nyetablerede lokaler.

Kommunen har med virkning fra den 1. juli 2003 vederlagsfrit overdraget brugsretten til H4 til Fonden H2. Aftalen varer uden opsigelse så længe fonden eksisterer og opfylder sine forpligtelser til at drive ejendommen efter de på overtagelsesdagen gældende vedtægter. Aftalen kan ophæves af kommunen, såfremt kommunen finder, at indholdet og formålet med den daglige drift ikke mere stemmer overens med de forudsætninger, som kommunen havde ved aftalens indgåelse.

Kommunen har endvidere i henhold til rammeaftale af 1. juli 2003 givet tilsagn om at yde et årligt tilskud til driften af H4 på 800.000 kr. fra 2005-2008. Tilskuddet skal i henhold til aftalen anvendes til ungdomskulturelle aktiviteter, studenterhus-aktiviteter og til at styrke det kunstneriske ambitionsniveau og fastholde frekvensen af rytmiske musikarrangementer. Det fastslås endvidere i aftalen, at Fonden H2 er øverste myndighed for fastlæggelse af de overordnede retningslinier for indhold og aktiviteter i H4, for økonomi, og for uddelegering af ansvaret for den daglige drift af H4 til en brugerforening.

ToldSkats afgørelse

Regionen har ikke godkendt, at uddelingen til opførelsen af H4 kan anses for uddeling til et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18.

Med baggrund i de foreliggende oplysninger har regionen vurderet, at de overvejende aktiviteter i form af koncerter, fester og lignende i H4 vil være momspligtige. Aktiviteterne vil derfor i modsætning til kulturelle aktiviteter ikke være omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Regionen har henvist til SKM2002.516.LSR, hvoraf det fremgår, at afholdelse af koncerter ikke i sig selv anses for en velgørende eller på anden måde almennyttig aktivitet.

Under Landsskatterettens behandling af sagen har regionen supplerende bemærket, at det reelt er Fonden H2, der skal drive H4. Regionen har lagt vægt på, at fonden er arbejdsgiver for Foreningen H3, idet fonden i henhold til driftsoverenskomsten bestemmer i alle afgørende spørgsmål. Det fremgår endvidere af driftsoverenskomsten, at stedet skal drives som et regionalt spillested, cafe/bar og restaurant. Der er således reelt tale om erhvervsmæssig virksomhed, der drives af Fonden H2.

Klagerens påstand og argumenter

Foreningens repræsentant har fremsat påstand om, at Vandværksprojektet er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt, hvorfor der kan ske uddeling af foreningens midler til projektet af de momsfritagne midler, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18.

Med hensyn til, hvad der forstås ved velgørende eller på anden måde almennyttigt har repræsentanten henvist til Momsvejledningen, pkt. D.11.18, hvor det er angivet, at det er bredden i overskuddets anvendelse, der er afgørende for, om overskuddet kan anses for at blive anvendt til et almennyttigt formål. Endvidere er det angivet, at overskuddet skal komme en bredere kreds til gode. Af ToldSkats vejledning E 39 om momsfritagelse for velgørenhed og almennytte anføres det, at en forening kan opnå momsfritagelse for arrangementer, hvor overskuddet går til f.eks. opførelse og drift af kirker, idrætshaller, spejderhytter, fritidscentre, SFO'er og klubber for børn og unge. Gennemførelsen af projektet må netop kunne sidestilles med en klub for børn og unge, som nævnt i vejledningen.

Repræsentanten har endvidere henvist til TfS 1996.681, hvor en musikforening, der havde til formål at fremme interessen for jazzmusik kunne momsfritages efter § 13, stk. 1, nr. 18. Overskuddet blev fuldt ud anvendt til fremme af musikinteressen efter foreningens formålsparagraf.

Endelig har repræsentanten henvist til, at projektet har modtaget væsentlig støtte fra kommunen, samt at det i samarbejdsaftalen lægges til grund, at midlerne anvendes i overensstemmelse med Fonden H2s almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Der er på baggrund heraf ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at driften af H4 kan sidestilles med erhvervsmæssig virksomhed.

Told- og Skattestyrelsens udtalelse

Udlodning af overskud fra det momsfritagne arrangement H1 2003 til fordel for det af klager angivne formål vedrørende etablering af ungdoms- og kulturhuset "H4" opfylder ikke betingelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, om overskudsanvendelsen.

Det er således efter bestemmelsens ordlyd en udtrykkelig betingelse, at overskuddet fra arrangementet udelukkende anvendes til formål af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter.

Af bemærkningerne til momslovens § 13 (L 124) fremgår det, at fritagelserne er fastsat i overensstemmelse med 6. momsdirektiv og svarende til direktivets artikel 13 om afgiftsfritagelser i indlandet.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, gennemfører 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra o, der fastsætter fritagelse for tjenesteydelser og levering af goder, der præsteres af organer, hvis transaktioner er fritaget i overensstemmelse med litra b), g), h), i), l), m) og n), i forbindelse med indsamlingsarrangementer, der foretages til egen fordel, under forudsætning af, at denne fritagelse ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Medlemsstaterne kan indføre enhver nødvendig begrænsning navnlig med hensyn til antallet af arrangementer eller størrelsen af det indkomne beløb, for hvilke der kan meddeles fritagelse.

Indholdet af begrebet "velgørende eller på anden måde almennyttige formål", jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, skal således fortolkes i overensstemmelse med direktivets tilsvarende bestemmelser.

Efter 6. momsdirektiv er det en betingelse, at de indsamlede midler skal anvendes til fordel for de i artikel 13, punkt A, stk. 1, litra o, nærmere opregnede momsfrie aktiviteter. Det drejer sig om hospitalsbehandling mv. (artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b), social sikring og bistand (artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g), beskyttelse af børn og unge (artikel 13, punkt A, stk. 1, litra h), uddannelse og undervisning (artikel 13, punkt A, stk. 1, litra i), organisationer med aktiviteter af politisk, fagforeningsmæssig, filantropisk mv., art (artikel 13, punkt A, stk. 1, litra l), visse tjenesteydelser i forbindelse med sport (artikel 13, punkt A, stk. 1, litra m) og kultur (artikel 13, punkt A, stk. 1, litra n).

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, og 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra o, er ikke enslydende.

I modsætning til 6. momsdirektiv er det ikke i momsloven et krav, at arrangøren skal være momsfritaget for sine aktiviteter, og hvortil de indsamlede midler fra arrangementerne skal anvendes.

Efter momsloven er det alene en betingelse, at overskuddet udelukkende anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål, og at arrangøren for hvis regning og risiko arrangementet afholdes, ikke må være momsregistreret for levering af tilsvarende varer og ydelser.

Fritagelsen meddeles efter forudgående ansøgning. Ved vurderingen af, om betingelserne for momsfritagelse er opfyldt foretages således en vurdering i hvert enkelt tilfælde af den planlagte brug af overskuddet ved arrangementet.

Da begrebet velgørende eller på anden måde almennyttige formål imidlertid skal fortolkes i overensstemmelse med direktivbestemmelsen, følger det, at de arrangementer, der kan få momsfritagelse, jf. § 13, stk. 1, nr. 18, skal være til fordel for de i direktivet nærmere opregnede former for virksomhed i almenhedens interesse. Den almennyttige aktivitet, som begunstiges ved arrangementet, skal med andre ord konkret kunne omfattes af den relevante fritagelsesbestemmelse, f.eks. opfylde betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 3, om undervisningsvirksomhed, eller betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 6, om kulturelle aktiviteter.

Klagers repræsentant, advokat Bruno Månsson, anfører i sin klage i brev af 29. juni 2004 til Landsskatteretten bl.a. om Fonden H2, at "Fondens virke er almennyttigt og kommer som sådan en videre og ubestemt kreds til gode. Fondens aktiviteter i forbindelse med etablering af "H4" i kommunens ejendom og med offentlige tilskud er overordnet momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 22".

Styrelsen skal hertil bemærke, at det ikke kan lægges til grund udelukkende henset til fondens vedtægtsbestemte formål, herunder, at der efter anden lovgivning ydes offentlige tilskud, at fondens virke er almennyttigt i momslovens forstand.

Der henvises i denne forbindelse til Landsskatterettens kendelse af den 7. oktober 2004, SKM2004.444.LSR, hvor Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at en fond, der er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som erhvervsdrivende med det formål at indkøbe, producere og videresælge gaveartikler, papirvarer o. lign., og hvis overskud skulle udloddes til almenvelgørende humanitære formål, ikke kunne anses for omfattet af reglerne om momsfritagelse i momslovens § 13, stk. 1, nr. 22. Med henvisning til lovbemærkningerne til lovforslaget (L 137) til momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, udtalte Landsskatteretten, at momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, må antages at have hjemmel i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra o, og at bestemmelsen derfor skal fortolkes i overensstemmelse hermed. De velgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl., der er omfattet af § 13, stk. 1, nr. 22, skal derfor foretage transaktioner af de i direktivbestemmelsen nævnte art med tilknytning til hospitalsbehandling mv., social sikring og bistand, beskyttelse af børn og unge, uddannelse og undervisning, organisationer af politisk, fagforeningsmæssig, filantropisk og lignende karakter, sport og kultur. Da fonden ikke foretager sådanne transaktioner som omhandlet i direktivet, og da det forhold, at fondens overskud i følge vedtægterne skal anvendes til almenvelgørende og/eller humanitær støtte ikke er omfattet af direktivbestemmelsen, kunne fonden ikke momsfritages for sine leverancer.

Det afgørende ved vurderingen af, om fondens virke er almennyttigt, er herefter den nærmere momsmæssige kvalifikation af fondens aktiviteter. Som det fremgår om aktiviteterne i "H4", er disse - om ikke udelukkende - så i langt overvejende grad momspligtige.

Der er med andre ord ikke en fritagelse i momslovens § 13, jf. 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, for de aktiviteter, som udøves af fonden vedrørende driften af ungdoms- og kulturhuset H4, og uanset det i øvrigt bagvedliggende formål, jf. det anførte i Landsskatterettens kontorindstilling.

Det samme gælder isoleret set fondens formål "at styrke et bredt ungdomskulturelt arbejde" og "at styrke ungdomskulturen og rytmisk musik i Danmark i øvrigt". Afgørende ved vurderingen er også her den momsmæssige kvalifikation af de aktiviteter, som fonden udøver med henblik på fremme af sit formål.

Sammenfattende er det styrelsens opfattelse, at det bagvedliggende formål med opførelsen af ungdoms- og kulturhuset "H4" , som anført i kontorindstillingen, om at fremme ungdomskulturelt arbejde, samt at fremme interessen for musik og udbyde musikarrangementer for en bred kreds af personer, ikke fører til, at overskuddet fra det momsfritagne arrangement H1 opfylder betingelsen om overskudsanvendelsen i § 13, stk. 1, nr. 18. Det afgørende er de konkrete aktiviteter, som udøves indenfor rammerne af ungdoms- og kulturhuset "H4". Da disse aktiviteter i langt overvejende grad er momspligtige, og da der ikke ses at være andre aktiviteter, som kan begrunde noget andet, kan Foreningen H2 ikke anvende overskuddet til det omhandlede formål.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, at følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

"Varer og ydelser, der leveres i forbindelse med afholdelsen af velgørende arrangementer. Afgiftsfritagelse meddeles efter forudgående ansøgning til de statslige told- og skattemyndigheder. Som velgørende arrangementer anses arrangementer af kortere varighed, hvis overskud fuldt ud anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål. Det er en betingelse for meddelelse af afgiftsfritagelse, at levering sker for arrangørens regning og risiko, og at arrangøren ikke i øvrigt driver virksomhed med levering af tilsvarende varer og ydelser."

Det bemærkes, at formål om fremme af kulturelle aktiviteter, herunder musikalske aktiviteter, vil kunne falde ind under bestemmelsen i momslovens §13, stk. 1, nr. 18, 3. pkt.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, kan tiltræde det af Told- og Skattestyrelsen anførte. Der er særligt lagt vægt på, at videreførelsen af H3 i H4 vil medføre, at aktiviteterne i H4 i overvejende grad vil blive momspligtige. Under hensyn hertil opfylder uddelingen til opførelsen af H4 ikke betingelserne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 18.

Et retsmedlem finder det godtgjort, at hovedaktiviteten i H4 vil være at fremme ungdomskulturelt arbejde, samt at fremme interessen for musik og udbyde musikarrangementer for en bred kreds af personer. Uanset, at driften af ungdomskulturhuset i et vist omfang vil kunne indeholde momspligtige aktiviteter, må uddelingen efter en konkret vurdering anses for at blive anvendt til brug for et almennyttigt formål, samt komme en bred kreds af personer til gode.

Der træffes afgørelse i overensstemmelse med flertallet.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

..."

Forklaringer

NK har forklaret blandt andet, at han er direktør for Foreningen H1 og formand for Fonden H2. H1 er i sig selv en kultur-institution. Foreningen ville gerne involvere sig yderligere i ... musikliv. Derfor ønskede man at støtte H3 og stille nogle øvelokaler til rådighed lokalt. Der blev opstillet 5-6 øvecontainere, som man gav 1 million kr. i støtte til - som et momsfritaget beløb. Alt, hvad foreningen tjener, udloddes. Det har været fra 0-16 millioner kr. Gennemsnitligt tjener foreningen 5-10 millioner kr. pr. H1.

Vedrørende projektet var det væsentligt, at alle lokale kræfter "spillede med" i forløbet. H3 har tidligere været privat drevet. Da det er et regionalt spillested, var det vigtigt at få kommunen med i projektet, da man var afhængig af et kommunalt tilskud. Også i etableringsfasen har kommunen været meget villig og der har været et godt samarbejde.

JM har forklaret blandt andet, at hun er formand for Foreningen H3, som er en brugerforening. Som formand repræsenterer hun H3 udadtil. Internt tager hun sig af de frivillige medarbejdere og sørger for at huset "kører". Hun er ikke daglig leder, men den, der sikrer kontakten til det frivillige element. Hun startede selv som frivillig i H3 i 1999, og har været med siden. Der er 80-100 frivillige medarbejdere. De planlægger, annoncerer og står for selve afviklingen af arrangementerne. Som følge af forpligtelserne over for Musikrådet, er der også en ansat stab. Der skal blandt andet være en booker ansat.

En typisk uge i H3 kan se således ud

Mandag

filmklub - f.eks. med undergrundsfilm

Tirsdag

quiz eller foredrag

Onsdag

teater

Torsdag

musik med upcomings bands

Fredag

større bands

Lørdag

musik- eller danseaften for det voksne publikum

Søndag

jazz eller børnearrangement.

H3 har også en natklub, for at få de unge til at blive efter et arrangement.

Cafeen ligger i en selvstændig bygning. Den er åbent dagligt fra formiddag til midnat. Cafeen er vigtig for de unge. Det er der, man går hen efter skole. Cafeen holder liv i stedet og er åben for alle. Der er et almindeligt cafe-sortiment, herunder fadøl. "H3.1" er den store koncertsal, som kun benyttes ved større arrangementer.

Hvis H3 skulle drives uden frivillige, ville det ikke være det samme. De mange frivillige lægger et betydeligt arbejde på stedet, alligevel hænger budgettet knapt nok sammen. De første 7 år har der været underskud, og det ser der også ud til at blive i 8. år. Underskuddet er i størrelsesordenen 200.000-500.000 kr. pr. år. Da H3 er et regionalt spillested, giver Kunstrådet og kommunen hver et tilskud på ca. 1 million kr. Det medfører forpligtelser på det musikalske område. H3 skal sikre vækstlaget, så der skabes nye bands. Derudover skal større danske og internationale navne præsenteres. Kunstrådet får lovning på et bestemt antal arrangementer pr. år. Store navne som f.eks. Nephew, Sebastian og Hanne Boel har givet koncerter her. De store navne tiltrækker forskellige målgrupper og fylder huset. Der har også været besøg af store internationale bands. Det gælder f.eks. .... Hun har givet koncert 2 gange i .... Koncerten i H3 adskilte sig ikke fra de andre koncerter, men det er H3s opgave som regionalt spillested at tilbyde arrangementer til det ... publikum. H3 skal også tilbyde populære kunstnere. Dansk Musiker Forbund har minimumstakster vedrørende honorarerne, men de gælder ikke de kendte bands. Deres honorarer forhandler bookeren. Derefter vurderes, hvad billetprisen skal være. Det er vidnets opfattelse, at der er lige så mange arrangementer med entre-betaling, som arrangementer uden entre-betaling. Det er hendes opfattelse, at de entre-belagte arrangementer giver underskud.

Da H3s økonomi er anstrengt, lejes stedet ud, når der er "huller" i programmet. Der er grupper udefra - også kirkelige og kommunale organisationer - der henvender sig til H3 for at låne stedet til at holde filmaftener, teateraftener, debatarrangementer, foredrag, børnearrangementer, arrangementer for handicappede m.m. Det er forskelligt om det er "H3.1", det mindre musiklokale eller cafeen, som lejes ud. Det afhænger af antallet. Man kan også leje stedet til en privat fest. Vidnet vil tro, at stedet lejes ud til private ca. en gang om, måneden.

Det er ikke vidnets opfattelse, at den omstændighed, at H3 både driver spillested, cafe, kulturhus og natklub, har givet anledning til debat om konkurrenceforvridning blandt de andre værtshusejere i byen. Hun har holdt møde med repræsentanter for de andre diskoteker. Dette skyldtes, at de pågældende var interesserede i at vide mere om musikstøtteordningen. De pågældende konkluderede, at der ville være for meget administration forbundet hermed. Der har været et nogenlunde konstant antal af natklubber og diskoteker i byen. H3 har ikke "lagt branchen ned". Natklubben eksisterer for at det skal være attraktivt at være til koncert i H3. Der er også barsalg, da det er væsentligt for de fleste, at man kan købe en øl.

LS har forklaret blandt andet, at han er musikchef ved G2 Orkester. Han har i en periode været med i Kunstrådet. Kunstrådet er kulturministerens sagkyndige udvalg på 10 personer. Man kan være medlem af rådet i 4 år. Han var menigt medlem, men var tillige formand for Kunstrådets musikudvalg. Der er også et billedkunstudvalg, et litteraturudvalg m.fl. Musikudvalgets kommissorium er at fordele de penge, som staten afsætter til musik - udover til DR, Det Kongelige Teater m.fl. Der uddeles ca. 70 millioner kr. om året. Det er udvalgets opgave og pligt at støtte alle former for musik, herunder at tilgodese de rytmiske spillesteder. Området er reguleret af en lov, og der er afsat et beløb, der er målrettet til at støtte disse steder. Hvert 4. år udpeges der 20 regionale spillesteder. Sidst udpegningen fandt sted, blev der taget to hensyn; geografisk bredde og genrespredning.

H3 er et af de 5 steder, som udvalget betragter som et "mønster-spillested". Det skyldes H3s repertoireprofil med etableret musik og et stærkt ønske om at fremme nye navne. H3 har forskellige elementer af musik. Det udgør vækstlaget for kommende generationer. Hvis et spillested kun afholder arrangementer uden entre, betragter udvalget det ikke som et professionelt spillested. Stedets program skal helst bestå af 40 % etableret og 60 % ikke-etableret musik.

H3s gamle hus var stærkt nedslidt. H3 lavede opsøgende arbejde, for at få f.eks. hiphop-miljøet lokket til. Da Musikudvalget besøgte de 20 regionale spillesteder, anbefalede udvalget, at spillestederne benyttede H3s fremgangsmåde. En undersøgelse har vist, at et ekstra spillested trækker mennesker til og genererer omsætning også for de øvrige steder. Der er derfor ikke grund til bekymring over eventuel konkurrenceforvridning.

Statens tilskud til H3 må benyttes til at aflønne en spillestedsleder, til markedsføring og til de kunstneriske udgifter. Tilskuddet må ikke direkte understøtte en cafedrift. Der er dog ingen spillesteder, som ikke har en cafe. Der er andre spillesteder som H3, der har henlagt cafeen til en særlig bygning, f.eks. i ... og ....

Procedure

Sagsøgeren har procederet i det væsentlige, som det fremgår af påstandsdokumentet af 28. november 2007:

"Til støtte for den nedlagte påstand gør sagsøger overordnet gældende, at anvendelse af en del af overskuddet fra H1 2003 til støtte til etablering af Ungdoms- og Kulturhuset H3 i dets nye rammer i "H4" er uddeling til et velgørende eller på anden måde almennyttigt formål.

Uddelingen opfylder derfor betingelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, 3. pkt., om anvendelse af overskuddet fra et arrangement - i dette tilfælde H1 2003 - til velgørende eller på anden måde almennyttige formål som betingelse for, at arrangementet kan opnå momsfritagelse efter samme bestemmelses 1. pkt.

Sagsøger støtter sit overordnede anbringende på følgende grunde, som nærmere uddybes nedenfor:

Udtrykket "velgørende eller på anden måde almennyttige formål" i momslovens § 13 skal fortolkes i overensstemmelse med sædvanlig skatte- og afgiftsretlig praksis.

Etableringen af H3 i H4 er herefter et almennyttigt formål, også selv om der til driften knytter sig momspligtige aktiviteter.

Etableringen af H3 i H4 er et almennyttigt formål i relation til momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, også selv om denne bestemmelse på baggrund af det 6. momsdirektiv skal fortolkes således, at der kun kan ske uddeling af momsfritagne midler til formål, som er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1-6.

Fortolkningen af "velgørende eller på anden måde almennyttige formål"

Sagsøger gør gældende, at udtrykket "velgørende eller på anden måde almennyttige formål" i momslovens § 13 skal fortolkes i overensstemmelse med sædvanlig skatte- og afgiftsretlig praksis og på samme måde, som begrebet i øvrigt anvendes i den skatte- og afgiftsretlige lovgivning. Et formål er herefter almennyttigt, når det ud fra en i befolkningen almindeligt herskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt og kommer en vis større kreds til gode.

Der kan i den forbindelse henvises til Ligningsvejledningen, Selskaber og Aktionærer 2007-4, afsnit S.H.21.3 "Uddelinger til almenvelgørende eller almennyttige formål" (vedrørende fondes og foreningers mulighed efter fondsbeskatningsloven for at fradrage uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål):

"For at et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt kræves, at den kreds af personer eller institutioner, der kan komme i betragtning ved uddelingerne, er afgrænset efter retningslinier af et objektivt præg. Formålet skal endvidere komme en vis videre kreds til gode.

...

Almennyttige formål foreligger, når formålet ud fra en almindeligt fremherskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt. Blandt sådanne almennyttige formål kan nævnes sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige, videnskabelige - herunder forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende - humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale øjemed."

Ligeledes kan henvises til SKATs "Retningslinier for godkendelse af foreninger, fonde, stiftelser, institutioner mv. efter ligningslovens § 8 A (fradrag for gaver) og §12, stk. 3 (fradrag for løbende ydelser)", som er et bilag til Ligningsvejledningen, Almindelig del 2007-4:

"Følgende betingelser skal i almindelighed være opfyldt, for at godkendelse kan gives. ...

Det skal af vedtægter, fundats eller lignende fremgå, at ... foreningens mv. formål er almenvelgørende, dvs. at midlerne alene kan anvendes til støtte for en videre kreds af personer, som er i økonomisk trang eller har vanskelige økonomiske forhold, eller til et formål, som ud fra en i befolkningen almindeligt herskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt, og som kommer en vis større kreds tilgode ..."

Af momsvejledningen 2007-4 fremgår af afsnit D.11.18 "Velgørende arrangementer § 13, stk. 1, nr. 18":

"Som eksempler på velgørende eller på anden måde almennyttige formål kan nævnes sygdomsbekæmpelse, forebyggende børne- og ungdomsforsorg, ulandshjælp, kirkeligt arbejde samt amatøridrætsarbejde. Som et andet eksempel kan nævnes sikring af et øsamfunds overlevelse. Det er bredden i overskuddets anvendelse, der er afgørende for, om overskuddet kan anses for at blive anvendt til almennyttigt formål, TfS 1998, 771 og TfS 2000, 154.

Der kan også gives momsfritagelse for arrangementer til fordel for opførelse og drift af kirker, idrætshaller, spejderhytter og fritidscentre for børn og unge, herunder f.eks. drift af kommunalt ejede fritidscentre, hvor kommunen betaler lønudgifterne, medens udgifterne til inventar mv. helt eller delvis betales via overskuddet fra arrangementerne. Også arrangementer, hvor overskuddet går til musikforeninger, anses almindeligvis som almennyttige, TfS 1996, 681. Det er en forudsætning for momsfritagelse, at overskuddet skal komme en videre kreds af personer til gode."

I SKATS vejledning "Momsfritagelse for velgørenhed og almennytte" nævnes som eksempler på velgørende eller på anden måde almennyttige formål bl.a. forebyggende børne- og ungdomsarbejde. I tilslutning hertil anføres:

"Din forening kan også få momsfritagelse for arrangementer, hvor overskuddet går til fx opførelse og drift af kirker, idrætshaller, spejderhytter, fritidscentre, SFO'er og klubber for børn og unge".

Som et eksempel på et formål, der ikke er velgørende eller almennyttigt i momsmæssig forstand nævnes bl.a. løbende drift af forsamlingshuse, medborgerhuse, kulturhuse o.l. Støtte til etableringen af sådanne huse nævnes derimod ikke.

Endelig kan til belysning af fortolkningen af almenbegrebet bemærkes, at et tilsvarende begreb anvendes inden for kommunalretten, hvor det antages, at en kommune kun kan påtage sig en opgave eller yde støtte til en aktivitet, hvor denne er af almennyttig karakter. I dette kommunalretlige almennyttekriterium ligger ligeledes, at foranstaltningen skal komme en bredere kreds af borgere til gode og imødekomme relevante behov hos det fællesskab af borgere, som kommunen udgør.

Sagsøgte har anført, at momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, skal fortolkes således, at der kun inden for bestemmelsen kan ske anvendelse af overskud til formål, som er omfattet af en af momsfritagelserne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1-6. Denne opfattelse bygger på, at § 13, stk. 1, nr. 18, implementerer 6. momsdirektiv artikel 13, punkt A, stk. 1, litra o), som henviser til de direktivbestemte momsfritagelsesbestemmelser, der er gennemført i dansk ret ved de nævnte bestemmelser i momsloven.

Sagsøger bestrider heroverfor, at sagsøgte kan påberåbe sig et resultat, der ikke har støtte i momsloven, men som alene beror på ordlyden af 6. momsdirektiv. Såfremt et direktiv pålægger borgerne forpligtigelser, skal disse eksplicit fremgå af lovteksten og ikke af forarbejder eller administrativ praksis. I modsat fald er direktivet ikke implementeret korrekt, og de pligtskabende bestemmelser kan ikke håndhæves i forhold til borgerne.

I det konkrete tilfælde fremgår det hverken af ordlyden af eller forarbejderne til momsloven, at almennyttebegrebet i forhold til § 13, stk. 1, nr. 18, skulle være indsnævret i forhold til det almindeligt gældende. Således anføres alene i bemærkningerne til lov nr. 204 af 10. maj 1978 om ændring af merværdiafgiftsloven (Ændringer som følge af EF's 6. momsdirektiv) (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 1589):

"Ifølge § 2, stk. 5, kan ministeren fastsætte regler om fritagelse for afgiftspligt i forbindelse med arrangementer, hvis overskud fuldt ud anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål. Sådanne arrangementer fritages i dag i henhold til momslovens § 4, stk. 2, men det må anses for hensigtsmæssigt at optage bestemmelsen i loven."

Almennyttebegrebet knyttes altså direkte sammen med det hidtidigt gældende, og der gøres ingen bemærkninger om, at fortolkningen af det skulle være ændret i forbindelse med implementeringen af 6. momsdirektiv.

Ved den nugældende momslov (lov nr. 375 af 18. maj 1994) blev bestemmelsen om momsfritagelse for velgørende arrangementer flyttet til § 13, stk. 1, nr. 19. Det fremgik i den forbindelse af bemærkningerne (Folketingstidende 1993-94, 1. samling, tillæg A, sp. 124), at forslaget ikke indebar nogen ændring i den gældende retstilstand på området.

Som det ses, har lovgiver valgt ikke at medtage begrænsningen til specifikke momsfritagne formål ved implementeringen af 6. momsdirektiv artikel 13, punkt A, stk. 1, litra o), i den danske momslov, hvilket medfører, at en sådan begrænsning ikke i administrativ praksis kan gøres gældende til skade for borgerne.

Der kan i denne forbindelse henvises til Østre Landsrets dom UfR 2000.1000 Ø, hvorefter sagsøgte ligeledes - på trods af princippet om direktivkonform fortolkning - ikke kunne gøre en fortolkning af momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, der ikke havde støtte i ordlyden af bestemmelsen, men alene i 6. momsdirektiv, gældende til skade for sagsøger.

Etableringen af H4 er et almennyttigt formål efter en almindelig fortolkning

Til støtte for, at anvendelse af en del af overskuddet fra H1 til etablering af H3 i H4 sker til et almennyttigt formål gør sagsøger for det første gældende, at Fonden H2, som er ansvarlig for gennemførelsen af projektet, og som er den umiddelbare modtager af de momsfritagne midler, har et almennyttigt formål, jf. fondens vedtægter pkt. 2.01...

 -

at drive et ungdomskulturhus med hovedvægt på rytmisk musik

 -

at styrke et bredt ungdomskulturelt arbejde

 -

at styrke ungdomskulturen og rytmisk musik i Danmark i øvrigt.

Endvidere fremgår det af en lang række af sagens bilag, at projektet etablerer H3 i H4 som et almennyttigt ungdoms- og kulturhus, og at H4 projektet derfor er et almennyttigt formål. Der kan herunder navnlig henvises til ... (ansøgning om støtte), ... (aftale om brugsret til H4), ... (rammeaftale med kommune), ... (driftsoverenskomst mellem Fonden H2 og Foreningen H3), ... (projektbeskrivelse), ... (aftale om tilskud til drift af regionalt spillested 2005-2008), ... (arrangementsoversigt), samt ... (fotodokumentation).

Af ansøgningen om støtte ... fremgår bl.a., at H4 "vil blive krumtappen for den videre udvikling af et rigtig studentersocialt miljø", og at det med etableringen af ungdoms- og kulturhuset er sigtet at skabe en "platform for virkelyst og projekter ... - et projektværksted for kulturelle iværksættere og byens ungdomskulturliv." Det fremgår også, at arbejdsopgaverne forbundet med H3 i H4 i vidt omfang vil blive båret af byens engagerede unge gennem en frivillig arbejdsindsats. Endvidere beskrives de mange forskellige sociale og kulturelle aktiviteter, H4 vil komme til at rumme, herunder cafe med lille scene, spillested, natklub til studenterfester m.v., tema-events, filmforevisning, debatmøder, foredrag og projektværksted med faciliteter til studenterforeninger og andre ungdomsbrugergrupper.

Det gøres gældende, at etableringen af H3 i H4 med dette formål varetager almindeligt anerkendte almennyttige interesser og kommer en bred kreds af borgere, herunder især unge, til gode.

Af rammeaftalen mellem Fonden H2 og kommunen som tilskudsyder ... fremgår, at "det er Kulturudvalgets ønske med aftalen at fastholde og styrke det lokale miljø for den rytmiske musik og at videreudvikle det ungdomskulturelle miljø til gavn for alle unge, at fremme udviklingen af nye organisationsformer, som medfører engagement og ansvarliggørelse af unge, samt at knytte byens studerende nærmere til ...."

Om tilskudsanvendelsen anføres

"Tilskuddet skal anvendes til ungdomskulturelle aktiviteter, studenterhus-aktiviteter og til at styrke det kunstneriske ambitionsniveau samt fastholde frekvensen af rytmiske musikarrangementer. Det forudsættes, at der tilstræbes en ligelig fordeling af begivenheder for unge mellem 15 og 20 år og unge mellem 20 og 25 år."

Det gøres gældende, at kommunens driftstilskud til H3 (herunder H3s videreførsel i H4) er udtryk for, at kommunen anser H3 for at være et almennyttigt ungdomskulturhus, idet kommunen efter det ovenfor anførte ellers ikke ville have hjemmel til at yde tilskud.

Også beskrivelsen af aktiviteterne i H4 i projektbeskrivelsen fremlagt af sagsøgte ... støtter billedet af H4 som et alsidigt og bredt ungdomskulturhus og dermed som almennyttigt.

... (aftale mellem H3 og kommune, amtetog Statens Kunstråd om tilskud til drift af H3 som regionalt spillested 2005-2008) indeholder en detaljeret redegørelse for rammerne for H3s drift af et ungdomskulturhus med hovedvægten på rytmisk musik. Det fremgår bl.a. heraf:

"Det er H3s formål at bidrage til den rytmiske musiks trivsel og udvikling, og at bidrage til en kvalitetsorienteret rytmisk scene lokalt og på landsplan ... Koncerterne på H3 vil være fokuseret mod et højt kunstnerisk kvalitetsniveau, indenfor den rytmiske musik til gavn for byens og regionens borgere, samt til styrkelse af byens og regionens kulturliv og kulturprofil. Det er målet at H3 skal være et kraftcenter til inspiration og udvikling af regionens og byens øvrige musikliv, for professionelle, semiprofessionelle og amatørmusikere. Særlig fokus på at understøtte upcoming bands indenfor de rytmiske genrer."

Af aftalens kapitel 6 "Spillestedets egenart" fremgår bl.a., at musikudbuddet er særdeles bredt med bl.a. rock, pop, elektronika, hiphop, folkemusik, jazz, punk, garagerock/støjrock, børnemusik, verdensmusik og dansk musik samt mere specielle genrer.

Det bemærkes hertil, at også denne formålsbeskrivelse og det særdeles alsidige genreudbud, der retter sig mod en meget bred kreds, understreger H3s betydning som almennyttigt kulturorgan og hermed H4 projektets almennyttighed.

De detaljerede aktivitetsoversigter, der er fremlagt under sagen ..., samt de fremlagte fotografier viser, at bredden i de sociale og kulturelle arrangementer, der forudsættes afviklet i H3 i H4, rent faktisk også er reel. H4 projektet administreres således i overensstemmelse med formålet.

At der som led i driften afvikles momsbelagte aktiviteter, som f.eks. koncerter med anerkendte navne mod entrebetaling og cafedrift m.v., kan ikke - som påstået af sagsøgte - ændre på H3s almennyttige karakter, og i særdeleshed ikke på, at udlodning til etableringen af H3 i H4 er almennyttig og derfor omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, 3. pkt.

Det bestrides således, at det har nogen betydning for vurderingen af, om udlodningen er almennyttig, at Foreningen H3 - som dokumenteret af sagsøgte er momsregistreret, og at der som led i H3s drift i H4 afvikles entrebelagte aktiviteter.

Det bemærkes, at ingen enkeltpersoner tilgodeses ved driften af de indtægtsgivende aktiviteter i H3, og at aktiviteterne ikke er erhvervsmæssige i den forstand, at de har til henblik at generere et økonomisk overskud til brug for andet end H3s overordnede almennyttige formål.

Der kan i den forbindelse henvises til EF-Domstolens dom i sagen C-267/00 (Zoological Society of London). Domstolen udtalte her i relation til kriteriet i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 2, litra a) om, at medlemsstaterne kan gøre en momsfritagelse betinget af, at det udøvende organ "i hovedsagen forvaltes og administreres vederlagsfrit af personer, der ikke selv eller gennem formidlere direkte eller indirekte er interesseret i driftsresultaterne":

"Hvad angår fortolkningen af denne supplerende betingelse, hvorefter et organ, som ønsker at påberåbe sig en af fritagelserne i sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, i hovedsagen skal forvaltes og administreres vederlagsfrit, fremgår det af den retlige sammenhæng, som denne betingelse er en del af, at fællesskabslovgiver har ønsket at skabe en sondring mellem den virksomhed, som udøves af kommercielle virksomheder, og den virksomhed, som udøves af organer, som ikke har til formål at skabe et økonomisk overskud til fordeling mellem dets medlemmer." (præmis 17)

Det gøres i den forbindelse gældende, at sagens kerne er, at der ligger almene hensyn bag etableringen og driften af ungdomskulturhuset H3. De kommercielle aktiviteter, der afvikles i ungdomskulturhuset, understøtter økonomisk det overordnede almennyttige formål.

Hertil skal det yderligere bemærkes, at skatteafdelingen ved brev af 10. juli 2001 ... under henvisning til foreningens vedtægter ... har fritaget foreningen for selvangivelsespligt, da den anser foreningen som almennyttig. Skatteafdelingen anfører således:

"På grundlag af foreningens vedtægter finder skatteafdelingen, at foreningen er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Dette medfører, at foreningen er skattepligtig af erhvervsmæssig indkomst - bl.a. indtægt ved salg af entre billetter samt mad og drikke m.v. til ikke-medlemmer.

Det er dog skatteafdelingens opfattelse, at foreningens formål udelukkende må betragtes som almennyttigt (kulturel aktivitet) og at foreningen derfor - efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2 og 3 - både kan foretage fradrag for udlodninger samt henlæggelser til fyldestgørelse af de vedtægtsmæssige formål.

Skatteafdelingen har ud fra ovenstående bemærkninger besluttet, at foreningen ikke skal indsende selvangivelse, jævnfør skattekontrollovens § 2, stk. 1, nr. 5. D.v.s. foreningen er i praksis skattefritaget."

Etableringen af H4 er et almennyttigt formål også efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2 og 6

Selv om retten måtte antage, at en uddeling af overskuddet fra et velgørende arrangement kun er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, hvis uddelingen sker til fordel for et formål, der er omfattet af en af momsfritagelserne i § 13, stk. 1, nr. 1-6, jf. 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra o), jf. litra b), g), h), i),l), m) og n), gør sagsøger gældende, at støtte til etablering af H3 i H4 er et almennyttigt formål også i relation hertil.

Dette anbringende støttes for det første på, at en sådan udlodning sker til et velgørende eller på anden måde almennyttigt formål omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2:

"Social forsorg og bistand, herunder sådan, som præsteres af børne- og ungdomsinstitutioner ... samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil", jf. 6. momsdirektiv, artikel 13, punkt A, stk. 1, litra h):

"tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til beskyttelse af børn og unge, som præsteres af offentligretlige organer eller andre organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter;"

For det andet støttes anbringendet på, at udlodningen sker til til et velgørende eller på anden måde almennyttigt formål omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6:

"Kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver og lign., samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritagelsen omfatter dog ikke radio- og fjernsynsudsendelser, biograf- og teaterforestillinger, koncerter og lign.", jf, 6. momsdirektiv artikel 13, punkt A, stk. 1, litra n):

"visse kulturelle tjenesteydelse og levering af goder i nær tilknytning hertil, der præsteres af offentligretlige organer eller af andre kulturelle organer, som er anerkendt af den pågældende medlemsstat;"

Det gøres gældende, at formålene bag etableringen af H3 i H4, som er beskrevet ovenfor, netop i udpræget grad er ungdomssociale og kulturelle og dermed omfattet af de nævnte bestemmelser.

At der i tilknytning til driften af H3 og for at understøtte det almennyttige formål udøves visse aktiviteter, som ikke i sig selv er omfattet af momsfritagelserne, ændrer ikke herpå. Det afgørende er her, at tilskuddet fra H1 gives til det almennyttige formål at etablere rammerne for videreførelsen af H3 i H4. Tilskuddet gives ikke til afviklingen af momsbelagte koncerter m.v. - disse er jo netop finansieret ved entrebetaling. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne herom ovenfor.

Fra praksis vedrørende kulturelle almennyttige formål kan nævnes TfS 1996.681 ..., hvor en musikforening, der havde til formål at fremme interessen for jazzmusik, kunne momsfritages efter § 13, stk. 1, nr. 18. Overskuddet blev fuldt ud anvendt til fremme af musikinteressen efter foreningens formålsparagraf, herunder gennem afholdelsen af musikarrangementer.

I forhold til det almennyttige børn og unge-formål bemærkes det, at etableringen af H3 i H4 kommer en bred kreds af børn og unge til gode og skaber en tryg ramme for deres sociale og kulturelle udfoldelse og udvikling. Etableringen tilgodeser derfor hensyn til beskyttelse af børn og unge, jf. 6. momsdirektiv. Formålet svarer derfor f.eks. til formålet bag etableringen af en ungdomsklub, der efter praksis betragtes som et almennyttigt formål, jf. SKATs vejledning "Momsfritagelse for velgørenhed og almennytte" (citeret ovenfor).

Det bemærkes, at momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, kan synes at have et snævrere anvendelsesområde ("social forsorg og bistand") end momsdirektivets tilsvarende bestemmelse ("tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til beskyttelse af børn og unge").

I det omfang, momsdirektivet herved stiller sagsøger bedre end efter momsloven - også efter en direktivkonform fortolkning - gøres det gældende, at 6. momsdirektiv (nu momssystemdirektivet, jf. dettes artikel 132, stk. 1, litra H) er umiddelbart anvendeligt, jf. EF-Domstolens domme i sagerne C-8/81 (Becker) og C-45/01 (Christoph-Dornier-Stiftung für Klinische Psychologie), og at sagsøger derfor kan støtte direkte ret på direktivet til fordel for sit synspunkt vedrørende momsfritagelse.

Sammenfatning

Sammenfattende gør sagsøger således til støtte for, at uddeling til etableringen af Ungdoms- og Kulturhuset H3 i dets nye rammer i H4 er et almennyttigt formål, gældende,

 -

at etableringen af H3 i H4 har til formål at skabe et trygt, alsidigt og udviklende miljø med kulturelle og sociale aktiviteter for unge, herunder studerende, og en ramme om brugernes ungdomskulturelle aktiviteter, for herigennem at styrke ungdomskulturen og rytmisk musik,

 
 -

at dette formål er almennyttigt efter begrebets sædvanlige fortolkning,

 
 -

at formålet også er almennyttigt i forhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 2 (børn og unge-formål) og 6 (kulturelle formål), jf. de tilsvarende bestemmelser i 6. momsdirektiv,

 
 -

at H3 i H4 administreres i overensstemmelse med formålet,

 
 -

at det er uden selvstændig betydning for vurderingen af, om formålet er almennyttigt, om arrangementer afholdes med eller uden entrebetaling,

 
 -

at de momspligtige aktiviteter, der knytter sig til driften af H4, er accessoriske og sekundære i forhold til det primære formål som ovenfor beskrevet og ikke udgør de væsentligste aktiviteter,

 
 -

at det er uden relevans for sagens afgørelse, at Foreningen H3 er momsregistreret, og

 
 -

at de momspligtige aktiviteter knyttet til driften af H3 under alle omstændigheder ikke medfører, at formålet med etableringen af H3 i H4 mister sin almennyttige karakter.

Uddelingen til etableringen af H3 i H4 må herefter ud fra en samlet vurdering anses for at blive anvendt til brug for et velgørende eller på anden måde almennyttigt formål, som kommer en bred kreds af personer til gode, og uddelingen af midler fra H1 2003 til dette formål er derfor i overensstemmelse med momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, 3. pkt."

Sagsøgte har procederet i det væsentlige, som det fremgår af påstandsdokumentet af 27. november 2007:

"Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det gældende, at udlodning af overskud fra det momsfritagne arrangement H1 til fordel for det af sagsøgeren angivne formål, jf. ansøgningen af 5. september 2003 ..., ikke opfylder betingelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, om overskudsanvendelse.

Efter hovedreglen i momslovens § 4 skal der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ifølge § 13 er følgende varer og ydelser dog fritaget for afgift:

"...

2) Socialforsorg og bistand, herunder sådan, som præsteres af børne- og ungdomsinstitutioner og institutioner indenfor ældreområdet samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil.

...

6) Kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver og lign., samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritagelsen omfatter dog ikke radio- og fjernsynsudsendelser, biograf- og teaterforestillinger, koncerter og lign.

...

18) Varer og ydelser der leveres i forbindelse med afholdelse af velgørende arrangementer. Afgiftsfritagelse meddeles efter forudgående ansøgning til Told- og Skatteforvaltningen. Som velgørende arrangementer anses arrangementer af kortere varighed, hvis overskud fuldt ud anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål.

..."

Det fremgår af forarbejderne til momslovens § 13 (Folketingstidende 1993-94, Tillæg A, sp. 4388), at fritagelserne er fastsat i overensstemmelse med 6. momsdirektiv og svarer til direktivets artikel 13 om afgiftsfritagelse i indlandet.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, gennemfører 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, litra o, og det gøres gældende, at momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, skal fortolkes direktivkonformt.

Efter 6. momsdirektiv er det en betingelse, at de indsamlede midler skal anvendes til fordel for de i artikel 13, punkt A, stk. 1, litra o, nærmere opregnede momsfrie aktiviteter. Det vil sige hospitalsbehandling m.v. (litra b), socialsikring og bistand (litra g), beskyttelse af børn og unge (litra h), uddannelse og undervisning (litra i), organisationer med aktiviteter af politisk, fagforeningsmæssig, filantropisk m.v. karakter (litra l), visse tjenesteydelser i forbindelse med sport (litra m) og kultur (litra n).

Det gøres gældende, at begrebet "velgørende eller på anden måde almennyttige formål" skal fortolkes i overensstemmelse med direktivbestemmelsen, hvorfor overskuddet af arrangementer, der er momsfritaget i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, "fuldt ud" skal anvendes til fordel for de i direktivet nærmere opregnede former for momsfritaget virksomhed, jf. herved også Højesterets dom SKM2002.207.HR.

Det bestrides, at der alene kan lægges vægt på Fonden H2s formål i henhold til vedtægterne. Afgørende er derimod den nærmere momsmæssige kvalifikation af aktiviteterne.

Det bestrides, at aktiviteterne i H4 skulle være momsfritaget i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2 og 6/momsdirektivets artikel 13 A, stk. 1, litra h og n.

Drift af et "ungdomskulturhus" er ikke "social forsorg" i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2's forstand, og særligt fremhæves det, at det udtrykkeligt fremgår af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, at momsfritagelsen ikke omfatter biografforestillinger samt koncerter o.lign. Af såvel arrangementsoversigten for H3 som af projektbeskrivelsen for H4 fremgår det, at der i betydeligt omfang vil finde sådanne aktiviteter sted.

Cafedrift er ligeledes momspligtig, hvilket også er tilfældet for så vidt angår diskotek. Det bemærkes, at det af H3s hjemmeside ... fremgår, at der hver fredag og lørdag er natdiskotek, ligesom det af projektbeskrivelsen ... fremgår, at en del af H4 er indrettet til natklub. Indtægterne fra diskoteksdriften har udgjort over 1/4 mio. kr. ... .

På baggrund af erfaringerne med H3 er det endvidere i projektbeskrivelsen anslået, at egenindtjeningen i form af entre og barsalg vil kunne bringe driften til at balancere, også selv om driftstilskuddene skulle bortfalde. Videre fremgår det af budgettet, at de momspligtige indtægter fra bar, restaurant, koncerter m.v. dækker ca. 75% af de samlede omkostninger.

Det bestrides, at det forhold, at der ikke opkræves entre til et arrangement i sig selv skulle være ensbetydende med, at arrangementet kan karakteriseres som velgørende eller almennyttigt i momslovens forstand. I øvrigt bemærkes, at det er de arrangementer, hvor der ikke har været gratis entre, som uden sammenligning (bortset fra gadeunderholdning) har haft det største publikum, ...

Det gøres derfor gældende, at aktiviteterne, der forventes udført i H4, i langt overvejende grad er momspligtige, hvilket også understreges af, at såvel Fonden H2 som Foreningen H3 pr. den 15. maj 2000 har ladet sig momsregistrere ... Foreningen H3 har i perioden 2000 - 2005 haft en betydelig momspligtig omsætning ...

Det er endvidere i praksis fastslået, at drift af forsamlingshus eller medborgerhus ikke udgør et velgørende eller på anden måde almennyttigt formål.

Sammenfattende gøres det gældende, at betingelsen for overskudsanvendelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, ikke er opfyldt. Det understreges i den forbindelse, at det udtrykkeligt fremgår af § 13, stk. 1, nr. 18, at overskuddet "fuldt ud" skal anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål. At der udover de momspligtige aktiviteter tillige måtte være "velgørende eller på anden måde almennyttige formål" knyttet til H4, er dermed uden betydning for sagens afgørelse:"

Rettens begrundelse og resultat

Foreningen H1 afholder hvert år H1. H1 er i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, momsfritaget på betingelse af, at overskuddet fuldt ud anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål.

Dommerne Erik Kjærgaard og Arne Brandt udtaler herefter

For at Foreningen H1 kan få tilladelse til at udlodde det momsfritagne overskud fra H1 2003 til etablering af ungdoms- og kulturhuset H3 skal udlodningen fuldt ud anvendes til momsfritagne aktiviteter. Ungdoms- og kulturhuset H3 opfylder ikke betingelserne for momsfritagelse, idet en række væsentlige aktiviteter, der finder sted i huset, er momsbelagte.

Som følge af det anførte stemmer vi for at tage sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Dommer Charlotte Løfberg udtaler

Hovedaktiviteten i H3 er at fremme ungdomskulturelt arbejde samt at fremme interessen for musik og udbyde musikarrangementer for en bred kreds af personer. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, stiller ikke krav om, at der kun må foretages udlodning til momsfritagne aktiviteter. Uanset at en del af aktiviteterne i H3 er momsbelagte, findes formålet med H3 at være almennyttigt, da det kommer en bred kreds af personer til gode. Betingelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, om at overskuddet fuldt ud skal anvendes til fordel for velgørende eller på anden måde almennyttige formål, findes derfor opfyldt ved tilskud til etablering af H3 i H4.

Under disse omstændigheder findes der, trods princippet om direktivform fortolkning, ikke grundlag for en sådan væsentlig begrænsning af momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, som anført af sagsøgte, hvorefter et formål alene er almennyttigt, såfremt det ikke er forbundet med udøvelse af momsbelagte aktiviteter.

Jeg stemmer derfor at give sagsøgeren medhold i sin påstand.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet, således at sagsøgte frifindes.

Efter sagens forløb og udfald skal sagsøgeren betale sagsomkostninger til sagsøgte. Omkostningsbeløbet fastsættes til 25.000 kr., hvoraf 3.305 kr. skal dække sagsøgtes udgifter til udarbejdelse af materialesamling, og 21.695 kr. skal godtgøre sagsøgtes udgifter til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, Foreningen H1 inden 14 dage betale 25.000 kr. til sagsøgte, Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter