Dato for udgivelse
04 Apr 2008 13:46
Dato for afsagt dom/kendelse
05 Mar 2008 13:39
SKM-nummer
SKM2008.325.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 10-164/2007
Dokument type
Dom
Emneord
Ferierejse, teambuilding, ski, personalegode
Resumé

Skitur til Alpe d'Huez betalt af advokatfirmaet (A/S) anset for et skattepligtigt personalegode for en partner, som skal værdiansættes til arbejdsgiverens faktiske udgifter. Ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet over, at udgifterne var blevet fordelt forholdsmæssigt på hver deltager.

Reference(r)
Ligningsloven § 16
Henvisning

Ligningsvejledningen 2008-1 A.B.1.9.1

Henvisning

Ligningsvejledningen 2008-1 A.B.1.9.19

Henvisning

A-skattevejledningen 2008-1 B.1.6

Henvisning
A-skattevejledningen 2008-1 B.1.6.17
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-2, afsnit C.A.5.6.3
Redaktionelle noter

Sagen er anket til landsretten

Skatteyder har efterfølgende hævet sagen


Parter

B
(Advokat Claus Holberg)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat H C Vinten)

Afsagt af byretsdommer

Alex Nymark

Under denne sag, der er anlagt ved Vestre Landsret den 28. september 2006 og senere henvist til byretten, har sagsøgeren, B, principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2002 nedsættes med 10.820 kr., subsidiært at den nedsættes med et mindre beløb efter rettens søn og mere subsidiært, at ansættelsen hjemvises til fornyet behandling.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagen er i medfør af retsplejelovens § 254, stk. 1, behandlet sammen med BS 10-120/2007.

Sagens nærmere omstændigheder er som beskrevet i Landsskatterettens kendelse af 28. juni 2006 følgende:

"...

Sagsøgerens arbejdsgiver er advokatfirmaet H1 (H2 Advokater A/S). Advokatfirmaet er et advokataktieselskab med ca. 40 ansatte, herunder 16 jurister (advokater og advokatfuldmægtige). Sagsøgeren er aktionær (partner) og advokat i firmaet.

Sagsøgeren deltog i en rejse betalt af advokatfirmaet til Alpe d'Huez i perioden tirsdag den 15. januar 2002 til lørdag den 19. januar 2002 i uge 3. Der deltog 12 personer i rejsen, der blev arrangeret af G1 Ski. Der var bestilt til 14 personer. 2 personer meldte fra på grund af presserende sager. Sagsøgeren blev ikke fratrukket dage i ferieregnskabet for rejsen. Sagsøgeren stod for kassebeholdningen m.v. under rejsen.

Udrejsen foregik tirsdag med fly kl. 17.15 med ankomst ca. kl. 23.15. Der har været mulighed for skiløb m.m. onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Hjemrejsen påbegyndte lørdag ca. kl. 17.00 med ankomst kl. 00.45.

Der var indlogering på hotel G2 i Alpe d'Huez i 2 suiter og et chalet. Rejsen har været inklusive halvpension. Prisen pr. person inklusive transport, skatter, transport af skiudstyr, transfer, hotel, guideservice samt 4 dages liftkort til hele området har været på 7.245 kr. Advokatfirmaet har herudover betalt udgifter til øvrig fortæring, taxi og skiskole m.v. på 42.901 kr. svarende til 3.575 kr. pr. deltager. Skatteforvaltningen ansatte herefter rejsens pris pr. deltager til 10.820 kr.

Advokatfirmaet har fratrukket de afholdte udgifter til rejsen som personaleudgifter.

Skatteansættelsen blev indbragt for først skatteankenævnet og siden landsskatteretten, der stadfæstede skatteankenævnets afgørelse med følgende bemærkninger og begrundelse:

"...

Lønmodtagere, der deltager i en af arbejdsgiveren betalt rejse, er ikke skattepligtige heraf, såfremt der er tale en en egentlig forretningsrejse, det vil sige en rejse, der har en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter. Tilsvarende gælder, når der er tale om en studierejse af generel karakter og rejsen primært tilgodeser arbejdsgiverens interesser. For ferierejser og andre rejser, der hverken har en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter eller i øvrigt tilgodeser arbejdsgiverens interesse, skal der ske beskatning hos deltagerne, jf. ligningslovens § 16. Værdiansættelsen skal i givet fald ske med udgangspunkt i rejsens markedsværdi, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

Kravet om, at en studierejse primært skal være afholdt i virksomhedens interesse, indebærer, at det studiemæssige element skal være relevant for virksomheden. Er dette ikke tilfældet, eller er det relevante studiemæssige element helt ubetydeligt i forhold til det turistmæssige, skal deltageren beskattes.

Efter oplysningerne om rejsens formål, tilrettelæggelse og forløb er det rettens opfattelse, at rejsen udelukkende var af turistmæssig karakter, og ikke primært blev afholdt i virksomhedens interesse. Det er derfor med rette, at sagsøgeren er anset for skattepligtig af rejsens værdi.

Da sagsøgeren er aktionær i advokataktieselskabet, har sagsøgeren haft bestemmede indflydelse på rejsens afholdelse. Da rejsen udelukkende har haft karakter af en ferierejse for sagsøgeren, er det rettens opfattelse, at sagsøgeren skal beskattes af rejsens fulde værdi.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han er partner og aktionær i H2 A/S. På advokatkontoret arbejder man i det daglige i teams, når man behandler større handler, større retssager og lignende. Samarbejdet glider mere gnidningsfrit, når man kender hinanden i forvejen. Turen var derfor ikke ment som en belønning til juristerne, men for at ryste folk sammen. Teambuilding fører også til fastholdelse af de enkelte medarbejdere, og beregninger viser, at det koster firmaet 1 mio. kr. for hver jurist, der forlader dem. Der gøres derfor meget for, at kontoret er et fedt sted at være. De enkelte jurister skulle også se andre sider af hinanden. I firmaet joker man med, at advokat SJ er den "grumme partner", men den unge jurist JJ lærte at se andre sider af ham, idet de på turen kom på samme skihold, idet de har ca. samme niveau. Turen skabte nogle gode fælles følelser både før og efter, de var afsted. Turen skulle også styrke sammenholdet på kontoret, og deltagerne delte værelser. Det var kun jurister, der skulle med, fordi de er kontorets nøglemedarbejdere, og der blev ikke drøftet alternativer til turen. Det er svært at påvise konkrete, håndgribelige resultater af turen, men kontoret har mindre udskiftning på juristsiden end andre kontorer. Det lå ligesom i kortene, at man havde pligt til at tage med, og afbud var ilde set. Hvis nogen meldte afbud, uden at der var tale om presserende sager, ville vedkommende få verbale bank og blive udsat for mobning. Det var også nemmere at lade deltagelse være pligtmæssig, når turen forløb hovedsagligt over hverdage. De ansatte jurister er ikke i deres ansættelseskontrakter forpligtet sig til at deltage i arrangementer udenfor arbejdstiden, men personligt må han som partner bruge også fritid af hensyn til virksomheden. Hvis ikke der havde været hensynet til firmaet, ville han hellere være taget på skiferie sammen med nogle kammerater. Nede på stedet blev de inddelt i hold efter evner udi skiløb på tværs af de sædvanlige kliker. Der var nybegyndere med på turen. De spiste sammen. Der var vist en jurist, der var forhindret af et fuldmægtigkursus. Det er ikke den eneste gang, advokatfirmaet er taget på skitur, men om 2002 var den første, husker han ikke.

A har som sagsøger i BS 10-120/2007 forklaret, at han er uddannet økonom og ansat som advokatfirmaets administrationschef. Han styrer alt, undtagen det juridiske, og samler trådende i det praktiske arbejde. Det var naturligt, at han skulle med som en form for rejseleder. Der var en klar forventning om, at alle jurister ville deltage. I princippet var det alle jurister på kontoret, der forventedes at tage med, men advokatfuldmægtig NM skulle enten på et 3-dages advokatkursus eller til advokateksamen, så det var på forhånd klart, at han ikke kunne komme med. Advokat LT skulle heller ikke med, idet han lider af en sygdom, der gør, at han aldrig står på ski. Advokat VS løb ind i en hastende sag og var derfor nødt til at melde afbud. Hvorfor den sidste ledige plads ikke blev benyttet, husker han ikke. De havde på forhånd booket en dansktalende skilærer hjemmefra, der på stedet opdelte deltagerne på hold alt efter evner udi skiløb. Skilæreren arrangerede også nogle ret grænseoverskridende øvelser, idet han blandt andet kaldte sorte pister for mørkeblå. Skilæreren deltog også, når de spiste aftensmad sammen. Inden de tog afsted, havde der været megen forventningsglæde, og turen kom til at virke som teambuilding med masser af fælles oplevelser. Som ikke jurist var det også spændende at opleve juristerne tale om andet end jura. Som rejseleder var det ham, der stod for betalingen på restauranter og i lufthavnen. Han betalte også for skileje for de af deltagerne, der ikke selv havde ski med. Han var også den, der sørgede for, at deltagerne kom til tiden og blev banket op om morgenen. Han virkede som en reservemor. Efter hjemkomsten var det ham, der lavede et afsluttende regnskab til advokatfirmaets skrappe bogholder. Det var hverken første eller sidste gang, advokatfirmaet arrangerede skiferie. Han ville ikke have deltaget, hvis han havde været klar over, at det ville medføre beskatning, bl.a. fordi det var en ganske dyr tur, idet advokatfirmaet vist nok måtte betale hotellet for en hel uges ophold, selv om de kun var der en halv, og at tage fly på skiferie er heller ikke billigt. Desuden vil han selv bestemme, hvem han tager på ferie med. Han har svigerforældre i Alperne, og han kunne i bil have taget sine to drenge med til samme pris.

Advokat DN har forklaret, at han har været partner siden 1984 og siden 2000 siddet i forretningsudvalget, der består af 3 partnere. Advokatfirmaet H2 Advokater A/S indgik i et markedsføringsmæssigt samarbejde under navnet H1, men der var intet ledelsesmæssigt fællesskab, idet de var 5 selvstændige kontorer. De henviste dog ikke til hinanden i tilfælde af inhabilitet. H2 Advokater A/S har gennem årene specialiseret sig inden for erhvervsret, hvilket tidligere medførte behandlingen af større konkursboer og fra 1999 mange virksomhedsoverdragelser. Disse opgaver var meget ressourcekrævende, og der blev sat hold på de enkelte opgaver. Man vedtog i 2000 en forretningsplan om, at man ønskede at fastholde væksten, hvorfor man havde det mål at ansætte yderligere 2 jurister hvert år fremover. Denne ekspansion nødvendiggjorde, at der blev opbygget relationer mellem de enkelte jurister, så de blev bedre til at arbejde sammen. Der var ikke tid til i hverdagen at opbygge disse relationer, men det var vigtigt, at de lærte hinanden at kende. I slutningen af 1990'erne var man begyndt at invitere alle jurister til Sverige, hvor advokat SJ havde sin skihytte. Disse ture medførte betydelige forbedringer i samarbejdsklimaet og de sociale relationer juristerne imellem, men efterhånden blev hytten for trang. Man tog derfor sydpå vist nok første gang i 2001, og man har også siden 2002 været afsted med mellemrum, vist ikke i 2003, men i 2004. Man har nu indført flere teambuildingøvelser, der ikke har noget med ski at gøre. For en uerfaren er det at stå på ski noget af en udfordring, der kan udløse nogle samarbejdsfaktorer. I 2002 blev man inddelt i hold, hvis enkelte deltagerne havde varierende erfaringer med at stå på ski. De var sammen i alle vågne timer. Ambitionen med turen var bestemt ikke at belønne juristerne, og nogle af deltagerne - de uprøvede følte det bestemt heller ikke som en belønning. Turen gav den påregnede effekt, idet alle blev bedre til at samarbejde på tværs. For de enkelte jurister var det bestemt god tone at deltage. At det kun var jurister, der blev inviteret, skyldes, at det navnlig er dem, der skal arbejde sammen på tværs i teams. Det blev ikke overvejet at invitere ægtefæller med, for så ville det jo have været en privat tur. Der blev betalt for en fuld uge på hotellet. Turen startede med, at juristerne havde medbragt deres oppakning og blev afhentet i fællesskab i en bus fra kontoret. Der blev overnattet i 2-, 3- og 4-mands værelser. Selv delte han værelse med SJ, der uden held er blevet opereret for snorken. Hvis de enkelte medarbejdere taber deres skattesagerne, vil advokatkontoret se sig nødt til at udbetale et beløb, der efter skat dækker den restskat, de er blevet pålagt.

Parterne synspunkter

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument i første række gjort gældende til støtte for sin principale påstand, at der ikke er tale om et personalegode, idet arrangementet er afholdt i arbejdsgiverens interesse og ikke i medarbejdernes interesse. I den henseende er det gjort gældende:

at

formålet har været at ryste medarbejderne sammen og skabe bedre indbyrdes relationer til gavn for det daglige samarbejde i virksomheden,

at

formålet endvidere har været at skabe firmaånd og loyalitet i forhold til arbejdsgiveren,

at

sådanne formål er relevante for en arbejdsgiver,

at

arrangementet har været egnet til at fremme sådanne formål, og

at

arrangementet derved har været i arbejdsgiverens interesser.

Det bestrides, at der var tale om en ferietur af rent privat karakter, idet det gøres gældende,

at

arrangementet ikke var et tilbud til sagsøgeren, men at der fra arbejdsgiverens side var en forventning om at alle deltog i rejsen, herunder sagsøgeren,

at

det var en objektiv afgrænset personalegruppe (juristerne), der deltog,

at

det var arbejdsgiveren, der ensidigt dikterede destinationen, rejseformen, rejsens længde samt tidspunktet for rejsen,

at

arrangementet var placeret i arbejdstiden, og

at

det forhold, at arbejdsgiveren ensidigt traf beslutning om rejsens afvikling og rejseform og afholdt udgifter hertil, skaber en formodning for, at der er tale om et arrangement, der er afholdt i arbejdsgiverens interesse og ikke et privat arrangement i den ansattes interesse.

Til støtte for den principale påstand gøres endvidere gældende, at værdien af rejsen for sagsøgerne falder under bagatelgrænsen på kr. 4.600 kr., jf. Ligningslovens §16, stk. 3.

Til større for den subsidiære og mere subsidiære påstand bestrides det, at beskatningen kan ske ved blot at fordele de faktiske omkostninger på antal deltager, idet de enkelte deltageres forbrug har været forskelligt. Således var udgifterne til forplejning, skileje m.v. forskellig for de enkelte deltagere. Det gøres gældende, at værdien af personalegoder skal opgøres som det skønnede sparede privatforbrug for den enkelte deltager og ikke som en forholdsmæssig andel af de samlede afholdte udgifter. Det gøres gældende, at en rejse af den pågældende karakter ville kunne være erhvervet af sagsøger for ca. kr. 3.000.

Endelig er det gjort gældende, at det forhold, at sagsøgeren er aktionær, ikke bør føre til en højere værdiansættelse end for administrationschefen.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende,

at det er med rette, at skattemyndighederne har medregnet værdien af skituren ved opgørelsen af sagsøgerens indkomst, jf. ligningslovens § 16, hvoraf fremgår, at alle former for økonomisk tilskud eller goder, der ydes som led i et ansættelsesforhold, er skattepligtige for arbejdstageren.

Der foreligger efter sagsøgtes opfattelse en ferierejse, som skal medregnes ved sagsøgerens skattepligtige indkomst.

Ved arbejdsgiverbetalte rejser til populære feriemål gælder der en skærpet bevisbyrde for, at rejsen ikke er skatteligtig for arbejdstageren. Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde.

Det bestrides, at skituren primært er afholdt i virksomhedens interesse. Turen har ikke en naturlig og direkte tilknytning til virksomhedens indkomsterhvervelse eller aktivitet i øvrigt, men har været en ferietur f rent privat karakter. Deltagelse har ikke været obligatorisk for firmaets ansatte, men et tilbud.

Det bestrides endvidere, at skituren kan sidestilles med deltagelse i personalearrangementer som teambuilding o.lign. Der har ikke fundet særlige teambuildingsaktiviteter sted, ligesom turen har været blottet for fagligt indhold. Turen har alene bestået i sociale arrangementer og i øvrigt rekreative aktiviteter af privat, turistmæssig karakter.

At der er praksis for, at firmafester o. lign. ikke beskattes hos ansatte, kan under ingen omstændigheder overføres til en arbejdsgiverbetalt skitur, der udgjorde en omkostning på kr. 10.820 pr. deltager, og som ikke alle medarbejdere var inviteret til at deltage i.

Det gøres gældende, at skituren skulle nedregnes til sagsøgerens indkomstopgørelse til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel, dvs. markedsværdien/købsprisen, jf. ligningslovens § 16.

Markedsværdien må fastsættes til kr. 10.820,-. Det spiller ingen rolle, om en næsten tilsvarende rejse kunne erhverves for et mindre beløb. Det afgørende er, hvad den konkrete rejse ville koste, hvis sagsøgeren skulle erhverve den, dvs. kr. 10.820,-.

Denne objektive værdiansættelse er indført ved lov nr. 483 af 30. juni 1993. At skituren måtte have en mindre "subjektiv" værdi for sagsøgeren er uden betydning. Sagsøgeren har i øvrigt ikke godtgjort, at skituren har en værdi for ham, der er mindre end markedsværdien. Tværtimod er turen gået til et særdeles attraktivt rejsemål.

Det gøres endvidere gældende, at sagsøgeren i kraft af sin aktionærstatus har haft en medbestemmende indflydelse på rejsens afholdelse, hvilket medfører, at rejsens værdi skal medregnes til kr. 10.820,- ved sagsøgerens indkomstopgørelse.

Det gøres særligt gældende, at bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, i 2002 på kr. 4.600,- ikke finder anvendelse i nærværende sag, idet rejsen ikke i overvejende grad er ydet af hensyn til den ansattes arbejde, men har haft et rent privat, turistmæssigt sigte.

Bagatelgrænsen omfatter ikke goder, der er ydet uden konkret sammenhæng med den ansattes arbejde, men f. eks. ydes for at fremme den ansattes arbejdsindsats i almindelighed. Der skal således være en direkte sammenhæng mellem godet og arbejdets udførelse, jf.SKM2003.32.LSR.

Sagsøgeren skal derfor beskattes af rejsens fulde værdi, selv om byretten måtte finde, at den skal værdiansættes til maksimalt kr. 4.600,-.

Rettens bemærkning og resultat

Personalegoder, herunder befordring, kost og logi betalt af arbejdsgiveren, beskattes efter ligningslovens § 16 hos den ansatte, medmindre de er undtaget i ligningsvejledningen, der alene fritager egentlige forretningsrejser og studierejser fra beskatning, hvilket ikke omfatter et teambuildingforløb på ski uden ekstern konsulentbistand eller lignende, hvilket en dansktalende skilærer ikke kan karakteriseres som, og hvor en af teamets 16 jurister, der i princippet skulle deltage, generelt var udelukket fra at løbe på ski grundet kronisk sygdom.

Efter ligningslovens § 16, stk. 3, skal værdiansættelsen ske med udgangspunkt i turens markedsværdi, og der er ikke grundlag for at sætte denne lavere end til det samlede beløb, som sagsøgerens arbejdsgiver har afholdt til befordring, kost og logi.

Da der endelig ikke er grundlag for at tilsidesætte det af skatteforvaltningen udøvede skøn over, at udgifter til øvrig fortæring, taxa og skiskole er blevet fordelt forholdsmæssigt på hver deltager, frifindes sagsøgte.

Efter sagens udfald og omfang findes sagsøgeren at burde godtgøre sagsøgte dennes udgifter til advokatbistand med 4.000 kr., idet nærværende sag er behandlet sammen med en i det væsentlige identisk sag, hvor sagsøgte var repræsenteret af samme advokat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, B, 4.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter