Dato for udgivelse
23 Apr 2009 11:32
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
21 Apr 2009 10:57
SKM-nummer
SKM2009.292.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-127867
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Bil, stilstandsforsikring, hovedaktionær
Resumé

Skatterådet fandt, at spørger bliver beskattet af fri bil i hele perioden, hvor bilen - uanset forsikringsmæssige forhold - er stillet til rådighed og ikke blot i den periode, hvor bilen anvendes til kørsel.

Skatterådet fandt dog samtidig, at spørger ikke bliver beskattet af fri bil i de perioder, hvor man aftager nummerplader og afleverer dem på motorkontoret, dvs. afregistrerer bilen.
Reference(r)
Ligningsloven § 16, stk. 4
Ligningsloven § 16 A, stk. 9
Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 A.B.1.9.2

Spørgsmål

Svar

 

1.

Er SKAT enig i, at A alene bliver beskattet af fri bil vedrørende en Audi RS4 i de måneder, hvor bilen anvendes til kørsel?

Nej.

2.

Hvis SKAT svarer benægtende på spørgsmål 1, hvad mener SKAT, der skal være opfyldt, førend SKAT kan anerkende, at A i en periode af et kalenderår ikke anses for at have rådighed over denne Audi RS4?

Se sagsfremstilling og begrundelse.

3.

Er SKAT enig i, at A alene bliver beskattet af fri bil vedrørende en Audi RS4 i de måneder, hvor bilen er indregistreret?

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Firmaet A ApS (selskabet) er ejer af en Audi RS4. Bilen har en anskaffelsespris på ca. 1.600.000,- kr. Denne bil tænkes anvendt af selskabet i alene en del af året til kørsel i selskabets tjeneste. I den samme periode af året vil selskabets direktør og eneanpartshaver A anvende bilen til privat kørsel.

Ifølge SKATs oplysninger driver selskabet franchising inden for 7-11 konceptet. Selskabets anpartskapital udgør 125.000 kr., og A ejer 100 % af selskabet.

A har endvidere den 1. juli 2006 stiftet A Holding ApS, og har i den forbindelse overdraget samtlige anparter i selskabet til A Holding ApS. A Holding ApS ejes af A.

Det er selskabets hensigt, at bilen skal holde helt stille hvert år i tidsrummet 1. november - 1. marts. I den forbindelse er det selskabets hensigt ikke at betale hverken lovpligtig ansvarsforsikring eller kaskoforsikring for bilen. I den forbindelse har repræsentanten henvist til informationer indhentet hos forsikringsselskabet, der overfor repræsentanten har oplyst, at det er muligt ikke at tegne de nævnte forsikringer.

I de kørselsfrie perioder er det selskabets hensigt, at bilen skal placeres i en aflåst parkeringskælder i kælderen på et hotel i  København.

Repræsentanten har endvidere oplyst, at med henblik på at kunne dokumentere, at bilen i perioden uden forsikring holder stille, har Audi Danmark bekræftet, at de gerne vil bevidne det antal kørte kilometer henholdsvis ved indgangen til og ved udgangen af den kørselsfrie periode.

Repræsentanten har bemærket, at bilens kilometertæller efter det oplyste ikke er mulig at påvirke for spørger eller andre, uden at det kan registreres af Audi, idet tællersystemet er plomberet fra fabrikken.

SKAT har den 27. oktober 2008 anmodet repræsentanten om at oplyse, hvorfor spørger ikke har behov for at anvende bilen i selskabets tjeneste i tidsrummet fra den 1. november til den 1. marts, samt om spørger vil afregistrere bilen og returnere nummerpladerne i den periode, hvor der ikke tegnes ansvarsforsikring.

Repræsentanten har i brev af 28. oktober 2008 supplerende oplyst, at spørger har til hensigt at købe en anden, billigere bil, som i tidsrummet 1. november - 1. marts vil blive stillet til rådighed for spørger.

Dernæst blev det oplyst, at spørger vil afmontere nummerpladerne, men ikke afregistrere bilen, idet afregistreringen vil være bekostelig, taget i betragtning, at spørger anvender individuelle "ønskeplader".

Repræsentanten har dernæst oplyst, at forsikringsselskabet for den periode, hvor nummerplader afmonteres, vil sende "stilstandspolice" bilagt en blanket om ophør af stil-stand, som skal fremsendes inden ansvarsforsikringen igen aktiveres.

Den 18. december 2008 har repræsentanten indsendt et yderligere spørgsmål. Med dette spørgsmål har repræsentanten anmodet SKAT om at forholde sig til en skattemæssig situation, hvor bilen i en periode på fire måneder hverken anvendes til kørsel i selskabets tjeneste eller til privat kørsel, bilen afregistreres og bilens nummerplader indleveres på det stedlige motorkontor.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Repræsentanten er af den opfattelse, at bilen ikke er til rådighed for spørger i den periode, hvor der ikke er tegnet forsikring. Herudover er det repræsentantens opfattelse, at en kilometererklæring fra Audi løfter spørgers bevisbyrde for, at bilen ikke har været anvendt i den kørselsfri periode, hvorefter spørger ikke skal beskattes af fri bil i disse perioder.

Repræsentanten har den 18. december 2008 erklæret sig uenig i SKATs indstilling for så vidt angår spørgsmål 1 og 2.

Repræsentanten har anført, at SKAT bør anerkende, at bilen ikke er til rådighed for spørger i bilens inaktive periode, idet:

  • bilen i disse perioder ikke er dækket af lovpligtig ansvars- og kaskoforsikring,
  • bilen ikke har kørt i disse perioder, hvilket kan bevidnes/dokumenteres af Audi Danmark,
  • det ikke er lovligt at anvende bilen uden en lovpligtig ansvarsforsikring, jf. færdselslovens § 105.

Repræsentanten er dernæst af den opfattelse, at disse civilretlige tiltag på tilstrækkelig vis afskærer rådigheden over bilen, idet en konkret kørsel i bilen ikke ville være lovlig efter gældende regler, heriblandt færdselsloven.

I fortsættelse heraf har repræsentanten anført, at hverken lovgivning eller forarbejder gør det muligt at gradbøje begrebet rådighed. Enten er bilen til rådighed, eller også er den det ikke - den kan ikke være "lidt" til rådighed. Dette medfører - da der intet sted i lovgivningen anføres, at bilen præcist skal afregistreres, førend rådighed ikke foreligger - at civilretlige tiltag, der gør det ulovligt at anvende bilen må sidestilles med, at bilen ikke er til rådighed.

Repræsentanten har ligeledes fremhævet, at der er tale om en inaktiv periode og ikke flere, korte perioder i løbet af et år.

For så vidt angår spørgsmål nr. 3 er repræsentanten af den opfattelse, at bilen ikke er til rådighed for spørger i den periode, hvor bilen ikke er indregistreret, hvilket indebærer, at spørger ikke skal beskattes af fri bil i perioder, hvor bilen ikke er indregistreret.

SKATs indstilling og begrundelse

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 1 medregnes ved opgørelsen af den skatte-pligtige indkomst formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskatte-lovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Tilsvarende gælder personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner m.m.

Det fremgår endvidere af ligningslovens § 16 A, stk. 9, at en hovedaktionær, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der bl.a. stilles en bil til rådighed, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregne værdien af bilen efter reglen i ligningslovens § 16, stk. 4, tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til bilen.

Efter aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1 anses som hovedaktionæraktier aktier eller anparter, der ejes af skattepligtige, der ejer eller på noget tidspunkt inden for de seneste 5 år har ejet 25 % eller mere af aktiekapitalen, eller som råder eller i den ovennævnte periode har rådet over mere end 50 % af stemme-værdien.

Idet det er oplyst, at spørger gennem holdingselskabet ejer 100 % af anparterne, må det konkluderes, at spørger skal anses for hovedanpartshaver.

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, at skattepligten er forbundet med rådighed over bilen, og ikke med dens benyttelse, samt at skattepligtens størrelse er afhængig af bilens værdi. Det betyder, at beregningen af den skattepligtige værdi efter ligningslovens § 16, stk. 4 ikke er afhængig af den faktiske benyttelse af bilen.

Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt rådigheden i en periode kan afskæres ved at undlade at tegne ansvarsforsikring og/eller kaskoforsikring, parkere bilen i en aflåst kælder og afmontere nummerpladerne.

SKAT bemærker, at repræsentanten har anført, at forsikringsselskabet overfor repræsentanten har oplyst, at det er muligt at undlade at tegne de nævnte forsikringer i en periode.

Repræsentanten har endvidere den 28. oktober 2008 anført, at spørger vil afmontere nummerpladerne, men ikke afregistrere bilen, og at forsikringsselskabet for den periode, hvor nummerpladerne afmonteres, vil sende "stilstandspolice" bilagt en blanket om ophør af stilstand, som skal fremsendes inden ansvarsforsikringen igen aktiveres.

SKAT har den 26. januar 2009 kontaktet forsikringsselskabet med henblik på at drøfte forholdene vedrørende stilstandsforsikring.

Forsikringsselskabet har i den forbindelse oplyst, at:

  • klausulen vedrørende stilstandsforsikringen indsættes direkte i den pågældendes forsikringspolice. Der eksisterer således ikke en selvstændig police, der alene vedrører stilstandsforsikringen,
  • stilstandsforsikringen indebærer, at der gives en betydelig rabat. Bilens ejer bliver dog forpligtet til at aflevere nummerpladerne enten direkte til forsikringsselskabet eller til motorkontoret,
  • i den periode, hvor bilen er omfattet af stilstandsforsikringen, dækkes bilen ikke af ansvarsforsikringen. Der udbetales udelukkende erstatninger i tilfælde af brand eller tyveri. Hærværk eller andre skader, såsom ridser på bilen m.m., dækkes således ikke
  • bilens ejer desuden skal underrette forsikringsselskabet 5 dage før ændringer fra stilstandsforsikring til alm. forsikring skal træde i kraft.

Det fremgår af § 44, stk. 1 i bekendtgørelse om registrering af køretøjer (bkg. nr. 673 af 26/06/2008), at et motordrevet køretøj kun kan registreres, hvis der i overensstemmelse med færdselsloven er tegnet en ansvarsforsikring for køretøjet. Det forhold, at selskabet ikke betaler den lovlige ansvarsforsikring, som påkrævet i færdselsloven, indebærer, at bilens ejer kan pådrage sig straffeansvar efter straffebestemmelserne i færdselsloven, og/eller et erstatningsansvar.

SKAT bemærker samtidig, at bilen på trods af den manglende ansvarsforsikring/registrering stadigvæk indgår i virksomhedens drift.

Det fremgår af LSRM1967.129, at det ikke er et krav, at en bil skal være indregistreret før den kan indgå i virksomhedens drift. Landsskatteretten udtalte i kendelsen, at der ikke i afskrivningsloven findes holdepunkter for, at der med hensyn til tidspunktet for afskrivningsrettens indtræden, for så vidt angår i øvrigt færdige driftsmidler kræves andet og mere, end at betingelserne for fuldbyrdet levering i henhold til købelovens almindelige bestemmelser herom er opfyldt.

I konsekvens heraf, er det SKATs vurdering, at den manglende ansvarsforsikring ikke begrænser selskabets disponeringsmuligheder for så vidt angår den ejede bil, så længe der er tale om en bil, der er indregistreret.

SKAT er af den opfattelse, at stilstandsforsikringspolice alene må betragtes som en aftale mellem spørger og forsikringsselskabet, hvis formål er en besparelse på størrelsen af præmien.

SKAT er derfor af den opfattelse, at det forhold, at forsikringsselskaber har indgået civilretlige aftaler med forsikringstager med henblik på at tegne stilstands-forsikring ikke har indflydelse på, hvorvidt der er tale om begrænsninger i rådigheden over bilen.

Deponering af nummerplader hos forsikringsselskabet er således udtryk for, at hovedanpartshaveren vælger ikke at anvende bilen i bestemte perioder. En sådan beslutning kan de facto på hvilket som helst tidspunkt ændres af hovedanpartshaveren, idet der alene er tale om selvbåndlæggelse, der ikke er begrænset af tredjemands rettigheder.

For en god ordens skyld skal det nævnes, at Ligningsrådet i SKM2003.181.LR vedrørende en motorcykel, har anerkendt, at motorcyklens ejer ikke skulle beskattes i perioder, hvor nummerpladerne i henhold til aftale med et forsikringsselskab var afmonteret og den lovpligtige ansvarsforsikring bortfaldt. Beskatning af fri motorcykel sker efter LL § 16, stk. 3, dvs. at det er låneperioden, der beskattes.

SKAT finder herefter, at firmaet A har stillet bilen - en Audi RS4 - til rådighed for spørger hele året. Der er herved henset til, at spørger, der er anpartsselskabets eneste anpartshaver og direktør samt hovedaktionær i det holdningsselskab, der ejer anpartsselskabet, til enhver tid kan vælge at benytte bilen til privat kørsel ved at opsige stilstandsforsikringen og betale ansvarsforsikring.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål nr. 1 om hvorvidt spørger alene bliver beskattet af fri bil vedrørende en Audi RS4 i de måneder, hvor bilen anvendes til kørsel, besvares benægtede.

Spørgsmål 2

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 3.

Spørgsmål 3

SKAT er af den opfattelse, at reglen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. § 16, stk. 1 må forudsætte, at der er tale om en bil, der er indregistreret i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om registrering af køretøjer (bek. nr. 673 af 26. juni 2008). Manglende indregistrering, hvilket er ensbetydende med manglende nummerplader vil betyde, at bilen i praksis ikke kan anvendes til kørsel.

Det forhold, at man aftager nummerplader og afleverer dem på motorkontoret, med det resultat, at bilen ikke længere vil blive anset for at være indregistreret, medfører, at spørger ikke længere kan anses for at have bilen til sin rådighed.

SKAT finder, at spørger dermed effektivt har afskåret sig fra at råde over bilen.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål nr. 3 besvares bekræftende, dvs. at spørger alene vil blive beskattet af fri bil i de måneder, hvor bilen er indregistreret.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter