Dato for udgivelse
29 Jun 2009 10:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
29 Jun 2009 10:39
SKM-nummer
SKM2009.421.SKAT
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
09-035027
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Modregning og transport + Indbetaling og udbetaling samt rentegodtgørelse
Emneord
Inddrivelse, modregning, børnefamilieydelse, daginstitutionsrestance, genoptagelse, rentegodtgørelse
Resumé
SKAT har i 2007-2008 med henvisning til børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2, ulovhjemlet gennemført modregning med daginstitutionsrestancer efter dagtilbudsloven i krav på børnefamilieydelser. Dagtilbudsområdet blev dog med virkning fra den 1. august 2007 flyttet fra serviceloven til dagtilbudsloven. Ved en fejl blev § 11, stk. 2, ikke konsekvensrettet. Den er dog nu blevet udvidet med adgangen til at modregne med daginstitutionsrestancer efter dagtilbudsloven, men det er først sket med virkning fra den 1. januar 2009. SKAT skal derfor i forbindelse med en genoptagelse af de sager, hvor modregningen skete ulovhjemlet, foretage en udbetaling af børnefamilieydelsen sammen med en rentegodtgørelse, hvis denne udgør mindst 200 kr. SKAT er samtidig indtrådt i kommunernes krav på de daginstitutionsrestancer, der indgik i de ulovhjemlede modregninger.
Hjemmel
Børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2
Reference(r)
Børnefamilieydelsesloven
Henvisning
Inddrivelsesvejledningen 2009-1 K.7.10

1. Baggrund

SKAT har som restanceinddrivelsesmyndighed den 20. oktober 2007, den 20. januar 2008 og den 20. april 2008 i ca. 29.000 tilfælde gennemført modregning med kommunale daginstitutionsrestancer i skyldnernes krav på børnefamilieydelser. Modregningen er sket med henvisning til børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2, der på modregningstidspunkterne havde følgende ordlyd:

"I op til halvdelen af ydelsen kan modregnes eventuelle restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud, jf. §§ 29 og 35 i lov om social service, samt skolefritidsordning, jf. § 50, stk. 2, i lov om folkeskolen. Ydelsen kan i øvrigt ikke anvendes til modregning af eventuelle offentlige krav."

Denne bestemmelse blev ved en fejl ikke konsekvensrettet, da dagtilbudsområdet med virkning fra den 1. august 2007 i en ændret form blev flyttet fra den dagældende lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2007, til den ny dagtilbudslov, jf. lov nr. 501 af 6. juni 2007, hvis § 109, nr. 1, ophævede bestemmelserne i bl.a. §§ 29 og 35 i lov om social service.

Da SKAT i 2008 konstaterede, at modregningerne med daginstitutionsrestancerne efter dagtilbudsloven var gennemført uden tilstrækkelig lovhjemmel, blev der ved SKAT-meddelelserne SKM2008.552.SKAT og SKM2008.556.SKAT meddelt et stop for yderligere modregninger, ligesom processen med afklaringen af, hvorledes der skulle forholdes i anledning af de gennemførte modregninger, blev indledt. Denne proces har været langvarig, idet den valgte løsning dels skulle være juridisk korrekt, dels skulle begrænse statens tab mest muligt.

2. Genskabelse af modregningshjemlen

Ved lov nr. 1336 af 19. december 2008, der hviler på lovforslag L 21 2008-2009, blev der med § 102, nr. 2, gennemført en ændring af børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2, idet der blev indsat en hjemmel til at modregne med daginstitutionsrestancer opstået i henhold til dagtilbudsloven. Herved blev den tilsigtede modregningsmulighed genskabt. Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2009, og børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2, har derfor siden da haft følgende affattelse:

"I op til halvdelen af ydelsen kan modregnes eventuelle restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud, jf. §§ 29 og 35 i lov om social service og dagtilbudsloven, samt skolefritidsordning, jf. § 50, stk. 2, i lov om folkeskolen. Ydelsen kan i øvrigt ikke anvendes til modregning af eventuelle offentlige krav."

3. Krav på effektiv udbetaling af børnefamilieydelsesbeløb, der ulovhjemlet indgik i modregningerne, og en eventuel rentegodtgørelse

Lovændringen er dog ikke sket med tilbagevirkende kraft, hvorfor de af modregningerne berørte borgere skal stilles, som om modregningen ikke fandt sted. De har derfor et krav på udbetaling af den del af børnefamilieydelsesbeløbet, der ulovhjemlet indgik i modregningerne, sammen med en rentegodtgørelse, hvis denne konkret udgør mindst 200 kr., jf. SKATs juridiske vejledning Processuelle regler på SKATs område 2009-1, afsnit J.3, punkterne 6, 7 og 11.

Rentegodtgørelsen beregnes fra tidspunktet for den ulovhjemlede modregning og indtil tidspunktet for udbetalingen af dette børnefamilieydelsesbeløb med den for perioden gældende rentesats efter rentelovens § 5.

Hvis der til en borger skal ske udbetaling af børnefamilieydelser for to eller tre af modregningsdatoerne i 2007-2008, er det den samlede rentegodtgørelse, der skal udgøre mindst 200 kr.

Da det eventuelle krav på rentegodtgørelse skyldes en ulovhjemlet modregning, vil kravet ikke kunne indfries ved modregning med krav, som SKAT måtte have mod de pågældende borgere.

Børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2, er ifølge sine forarbejder en ufravigelig bestemmelse, hvorfor det ikke vil være muligt med disse borgere at indgå en aftale om, at de frivilligt afstår fra at modtage børnefamilieydelsesbeløbet med henblik på en indfrielse af de daginstitutionsrestancer, der indgik i de ulovhjemlede modregninger. Ydelsen kan i øvrigt ikke anvendes til modregning af eventuelle offentlige krav, som det udtrykkeligt udtales i § 11, stk. 2, 2. pkt.

Begge beløb - børnefamilieydelsesbeløbet og den eventuelle rentegodtgørelse - skal således i alle tilfælde effektivt udbetales til de berørte borgere.

4. SKAT er indtrådt i fordringerne på daginstitutionsrestancerne

De børnefamilieydelsesbeløb, der ulovhjemlet indgik i modregningerne, blev udbetalt til kommunerne med henblik på dækning af deres krav på daginstitutionsrestancerne. De berørte borgere kan ikke have nogen berettiget forventning om nu dels at modtage de børnefamilieydelsesbeløb, de uretmæssigt ikke fik udbetalt i 2007-2008, dels at slippe for at skulle betale deres daginstitutionsrestancer efter dagtilbudsloven, hvilke i øvrigt ville skulle genopskrives, såfremt kommunerne til borgerne skulle tilbagebetale de modtagne beløb.

SKAT har besluttet selv at forestå udbetalingen af de børnefamilieydelsesbeløb, der indgik i de ulovhjemlede modregninger. Dermed inddrages kommunerne ikke i genoptagelsesprocessen, jf. afsnit 5. SKAT vil derfor ved en såkaldt subrogation være indtrådt i disse fordringer på daginstitutionsrestancer, som herefter med SKAT som ny fordringshaver vil blive inddrevet med de til rådighed stående inddrivelsesmidler, medmindre borgerne forinden foretager en frivillig betaling, hvorved de tillige vil undgå de med en inddrivelse forbundne udgifter.

Inddrivelsen vil bl.a. kunne ske ved

  • afdragsordning
  • udlæg
  • lønindeholdelse
  • modregning i overskydende skat
  • modregning efter børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2, i børnefamilieydelser, der forfalder til betaling den 1. januar 2009 eller senere

Såfremt der skulle opstå en situation, hvor såvel en kommunal daginstitutionsrestance som en daginstitutionsrestance, hvori SKAT er indtrådt som ny fordringshaver, ønskes dækket gennem modregning i børnefamilieydelser i overensstemmelse med hjemlen i børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2, dækkes den ældste fordring først.

Som nævnt ovenfor under afsnit 3 er det ikke muligt med borgerne at indgå en aftale om, at børnefamilieydelsesbeløbet frivilligt afstås for at blive anvendt til dækning af en eksisterende restance. Beløbet skal effektivt udbetales. Når det er sket, kan borgerne dog anvende beløbet efter eget valg, herunder til betaling af restancer til SKAT.

5. Genoptagelse med henblik på udbetaling af børnefamilieydelsesbeløb, der ulovhjemlet indgik i modregningerne, og en eventuel rentegodtgørelse

Udbetalingen af beløbet samt den eventuelle rentegodtgørelse vil ske løbende i forbindelse med en gennemgang af de ca. 29.000 modregningssager, hvoraf en vis del dog vil vedrøre lovlige modregninger som følge af at angå daginstitutionsrestancer, der er opstået i henhold til lov om social service, men først af kommunerne er sendt til inddrivelse hos SKAT den 1. august 2007 og senere. De sager, der skal genoptages med henblik på udbetaling, er således alene de sager, hvor modregningen var ulovhjemlet. Processen anslås at ville vare omtrent et halvt år.

Udbetalingen sker til borgernes NemKonto.

Borgerne vil få udbetalt en rentegodtgørelse, hvis denne udgør mindst 200 kr. Afgørende er det samlede rentebeløb, jf. ovenfor i afsnit 3.

Borgerne vil af SKAT modtage et brev, der oplyser dem om den stedfundne modregning og grunden til, at børnefamilieydelsesbeløbet sammen med en eventuel rentegodtgørelse udbetales. Det vil blive oplyst, at rentegodtgørelsen er skattepligtig, jf. modsætningsvist § 4, litra e, i lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomstskat til staten (statsskatteloven) med senere ændringer, og at den af SKAT vil blive indberettet til borgernes selvangivelsesoplysninger.

Det vil tillige blive oplyst, at SKAT inden for kort tid vil foretage en opkrævning af kravet på daginstitutionsrestancen.

Endelig vil det blive oplyst, at borgerne vil kunne påklage beregningen af rentegodtgørelsen til Landsskatteretten, jf. § 17 i lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige, dvs. inden for 3 måneder fra modtagelsen af det brev, der indeholder afgørelsen med renteberegningen.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter