Dato for udgivelse
05 Feb 2004 12:02
Dato for afsagt dom/kendelse
10. november 2003
SKM-nummer
SKM2004.63.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-4-1229-0164
Dokument type
Kendelse
Emneord
Arbejdsmarkedsbidrag, montør, udstationeret, Japan
Resumé
Landsskatteretten anså en montør, der var ansat i et dansk selskab og udstationeret til selskabets datterselskab i Japan, for bidragspligtig i henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 7 (1) a, idet montøren blev anset for at have dansk arbejdsgiver. Der blev lagt vægt på, at montøren var underlagt det danske selskabs instruktionsbeføjelse, og at betingelserne i ansættelsesforholdet var etableret på danske vilkår.
Reference(r)
Arbejdsmarkedsfondsloven § 7, stk. 1

Klagen vedrører spørgsmålet, om klageren, A, skal anses for bidragspligtig i henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a, af lønindkomst optjent ved arbejde i Japan i perioden 16. februar 1998 til 31. december 1998.

Det er oplyst, at klageren er ansat som montør hos selskabet B A/S, der producerer vindmøller. B A/S har en række salgsselskaber rundt om i verden. Disse selskaber står desuden for opfølgning og servicering af vindmøller. Det er oplyst, at  klageren i perioden 16. februar til 31. december 1998 har været udstationeret til B A/S’ datterselskab i Japan, C KK. Klageren har været fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 1998, jf. kildeskattelovens § 1.

Af arbejdsaftale for arbejde i udlandet mellem det danske moderselskab og klageren fremgår blandt andet, at klageren er udsendt til det japanske datterselskab som service supervisor, at det danske selskab indkøber og afholder udgiften til billetter samt fastlægger rejserute, at klagerens arbejde nærmere består i opstilling og servicering af vindmøller i henhold til det danske selskabs kvalitetskrav, at klageren rent fagligt, administrativt og sikkerhedsmæssigt refererer til det danske selskabs serviceleder, at klageren vedrørende projektgennemførelsen refererer til projektlederen, at klageren er forpligtig til ugentligt at afgive skriftlig rapport om projektforløbet, og at dispositioner, der medfører en udgift for det danske selskab på over 1.250 kr. skal godkendes af servicelederen i Danmark, at klageren ved hjemkomst indtræder i det ansættelsesforhold, der var gældende før afrejse til Japan, og at varigheden af arbejdet under udstationeringen skal indgå ved beregningen af klagerens anciennitet i forbindelse med ansættelsen hos det danske moderselskab.

Videre fremgår det, at den daglige arbejdstid er i henhold til gældende overenskomst, at der skal udfyldes en timeseddel, der hjemsendes i attesteret stand, at det danske selskab udbetaler lønnen, og at udbetalingstid og –sted m.v. aftales nærmere med lønningskontoret i det danske selskab, at der betales et udetillæg, at takster for lønudbetaling ændres løbende i henhold til lokalaftalen, at der hensættes feriepenge i henhold til ferieloven, at klageren er omfattet af det danske selskabs pensionsordning for timelønnede, at det danske selskab afholder udgifter til forsikring, og at der udbetales diæter efter statens takster for forplejning m.v.

Derudover fremgår det, at B A/S er berettiget til at afslutte arbejdsaftalen og kalde klageren hjem, hvis særlige forhold indtræder, og at såfremt klageren misligholder kontrakten kan B A/S opsige kontrakten med øjeblikkeligt ophør med den virkning, at klageren straks herefter skal rejse hjem til Danmark.

Der er fremlagt kopi af fakturaer fra perioden 21. april 1998 til 31. december 1998 fra det danske selskab til det japanske datterselskab. Det fremgår af fakturateksten, at der er tale om fakturering af udgifter vedrørende arbejde udført af det danske selskab (work done by B A/S) samt om en ”service fee according to contract” opgjort på månedsbasis.

Følgende fremgår endvidere af en erklæring dateret den 1. februar 2002 fra en area service manager i det danske selskab:

”A – udstationerings kontrakts punkt 6.2

Det bekræftes hermed, at A organisatorisk refererede til service og projektlederen i Danmark, fordi der på daværende tidspunkt ikke var udpeget nogen Japansk service og projektleder. Men i praksis blev stort set alle arbejdsopgaver koordineret af de ansatte på det Japanske kontor. Kontrakten der er benyttet i det her tilfælde er baseret på en udstationering, hvor montøren arbejder alene i udstationerings landet.

Grundet de markante kulturelle forskelle mellem Japan og Danmark ville det være en meget vanskelig opgave at varetage service opgaver / kunde kontakt i Japan uden koordinering og styring gennem det japanske kontor.”

Den pågældende area service manager har i en anden erklæring bekræftet, at klageren i praksis har refereret til projektlederen, som har haft ansvaret og instruktionsbeføjelsen over for klageren. Videre har vedkommende i en yderligere erklæring bekræftet, at klageren har udført arbejde for datterselskabet i Japan og har tjent til at løse datterselskabets opgaver, at arbejdsstedet i perioden 16. februar 1998 til 31. december 1998 har været Japan, at datterselskabet i Japan har haft instruktionsbeføjelsen over for klageren, og at moderselskabet har faktureret klagerens løn til datterselskabet.

Regionen har anset klageren for bidragspligtig i henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a, af lønindkomst optjent ved arbejde i Japan i perioden 16. februar 1998 til 31. december 1998, idet klageren i udstationeringsperioden er anset for at have udført arbejde for det danske selskab og dermed at have en dansk arbejdsgiver under arbejdet i udlandet.

Regionen har ved afgørelsen lagt vægt på, at den udgift, der er faktureret til det japanske selskab vedrører arbejde ifølge en servicekontrakt, at klageren har refereret til en service- og projektleder i Danmark, samt at lønnen er beregnet efter danske forhold. Regionen har således ikke anset for godtgjort, at klageren reelt har været ansat i det udenlandske selskab, ligesom arbejdet efter regionens opfattelse har været i det danske selskabs interesse, da det har tjent til at sikre, at det danske selskab har overholdt kontrakten med det japanske datterselskab.

Videre har regionen bemærket, at der ikke er indgået en mellemfolkelig aftale med Japan om ydelser omfattet af arbejdsmarkedsfondsloven, hvorfor der ikke kan ske fritagelse for bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 4.

Derudover har regionen bemærket, at det ikke forekommer usædvanligt, at servicearbejde udføres på timebasis, således at størrelsen af det fakturerede beløb afhænger af timeforbruget, at B opererer inden for en koncern med såkaldte ”financial guidelines and procedures”, og at der blandt andet er fastsat priser for montør og installationsydelser mellem selskaberne, hvilket underbygger opfattelsen af, at man inden for koncernen leverer serviceydelser i henhold til skreven eller uskreven kontrakt.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren ikke skal anses for bidragspligtig af lønindkomst optjent ved arbejde i Japan i perioden 16. februar 1998 til 31. december 1998. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at på baggrund af den foreliggende praksis på området, jf. senest SKM2001.145.LSR /TfS 2001.275, må arbejdet i Japan anses for udført for det japanske datterselskab og dermed for en udenlandsk arbejdsgiver.

Der er nærmere henvist til, at arbejdet rent faktisk er udført for datterselskabet i Japan, at arbejdsstedet har været i Japan, at datterselskabet har haft den direkte ledelse af og ansvaret for arbejdspladsen og det arbejde som klageren har udført i Japan, herunder den daglige instruktionsbeføjelse, at det af klageren udførte arbejde har tjent til at løse datterselskabets opgaver, samt at lønudgiften for klagerens arbejde har belastet det japanske datterselskab.

Repræsentanten har forklaret, at B A/S har en række salgsselskaber rundt om i verden, herunder Japan, og at de pågældende salgsselskaber er ansvarlige over for kunderne i de respektive lande. Selskaberne står blandt andet for opfølgning og servicering af de solgte vindmøller. Det er imidlertid ikke muligt for hvert enkelt salgsselskab at have et fast sæt montører. Derfor lejer selskaberne arbejdskraften af B Danmark, hvilket også er sket i nærværende tilfælde. Klageren er på denne måde udsendt til arbejde i Japan hos selskabet C KK.

Endvidere har repræsentanten forklaret, at klageren i nærværende tilfælde har været ansat som supervisor til styring af de lokale arbejdsmænds opsætning af vindmøller. Repræsentanten har hertil anført, at klageren må anses for arbejdsudlejet arbejdskraft, der er stillet til rådighed for det japanske selskab, der herefter har haft instruktionsbeføjelsen over for ham, samt båret risikoen for arbejdet. Til regionens bemærkning om, at man har lagt vægt på, at det fremgår af kontrakten, at klageren skal referere tilbage til Danmark, har repræsentanten bemærket, at der ikke er noget usædvanligt heri. Dette fremgår tillige af andre kontrakter vedrørende assistance, idet moderselskabet derved har mulighed for at kontrollere den information, der kommer fra ledelserne i de underliggende selskaber. Dette er dog ikke ensbetydende med, at der er tale om en egentlig styring fra det danske selskab.

Repræsentanten har anført, at lønnen alene af administrative hensyn har været udbetalt af det danske selskab, som herefter har faktureret lønudgiften til datterselskabet, idet arbejdet har været udført for datterselskabet, således at udgiften i forbindelse hermed efter almindelige forretningsmæssige principper skal bæres af datterselskabet. Endvidere har repræsentanten anført, at det ifølge den seneste praksis, jf. herunder SKM2001.145.LSR /TfS 2001.275, ikke er et krav, at lønudgiften skal afholdes af den udenlandske arbejdsgiver. Spørgsmålet, om der har været tale om en udenlandsk arbejdsgiver, skal derimod afgøres ud fra en konkret vurdering. Landsskatteretten har således udtale i præmisserne til den nævnte afgørelse, at:

”Uanset det oplyste om, at lønudgifterne for såvel supervisorerne som for de lokalansatte medarbejdere har været afholdt af A A/S, finder retten, at der mellem klageren og virksomhedsdelen i Hong Kong har været tale om et ansættelsesforhold.”

Videre er det anført, at der ikke er noget usædvanligt i, at en fra Danmark arbejdsudlejet medarbejder bliver aflønnet efter danske regler. Dette har ej heller udgjort et problem i TfS 1995.123 vedrørende udlejning af vikarer til et vikarbureau i Tyskland.

Med hensyn til at der er sket honorering i henhold til en servicekontrakt, har repræsentanten oplyst, at der alene har været tale om udarbejdelse af dokumentation, således at det danske selskab har kunnet dokumentere sine interne afregningspriser over for de danske skattemyndigheder. Der ikke er indgået en egentlig servicekontrakt imellem det danske og det japanske selskab, hvilket følger af en erklæring fra arbejdsgiveren, som bekræfter af udgifter til blandt andet løn, flybilletter, overarbejde m.v. vedrørende klagerens udstationering er faktureret til det japanske selskab. Såfremt der havde været indgået en servicekontrakt, ville det danske selskab ikke efterfølgende havde faktureret det japanske selskab for klagerens overarbejde.

Med henvisning til SKM2001.145.LSR /TfS 2001.275 har repræsentanten anført, at der i dette tilfælde end ikke fandtes et administrativt set up i Hong Kong, men alene et fast driftssted med tre supervisorer. Lønnen blev bogført i Danmark og udbetalt efter danske regler. Supervisorerne havde ansvaret for instruktionen af 40 – 50 ansatte i Hong Kong. I modsætning hertil er der i nærværende sag tale om en selvstændig ledelse m.v. for det lokale foretagende. Der har således været tale om et arbejdsansættelseslignende forhold for klagerens vedkommende.

Repræsentanten har ydermere anført, at klageren under arbejdet i Japan har været underlagt den japanske projektleder, som har haft ansvar og instruktionsbeføjelser over for klageren, hvilket er bekræftet af det danske selskab. Det danske selskab har tidligere bekræftet, at klageren refererede til service- og projektlederen i Danmark, men at stort set alle arbejdsopgaver blev koordineret af de ansatte på det japanske kontor, da det på grund af de markante kulturforskelle mellem landene er meget vanskeligt at varetage serviceopgaver og kundekontakter i Japan uden koordinering og styring fra det japanske kontor.

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a, jf. lovbekendtgørelse nr. 744 af 21. september 1997, påhviler pligten til at svare lønmodtagerbidrag personer, der har lønindkomst fra beskæftigelse her i landet eller fra beskæftigelse udført i udlandet for en arbejdsgiver her i landet, og som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1. Det lægges til grund som ubestridt, at klageren har været fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 1998 i henhold til kildeskattelovens § 1.

Af bemærkningerne til § 7, stk. 1, litra a, jf. FT 1992-93, lovforslag nr. L 326, fremgår, at lønmodtagere, der udstationeres gennem kortere og længere tid med bevarelse af ansættelsesforholdet hos en arbejdsgiver her i landet, fortsat er bidragspligtige efter loven. Af finansministerens svar i forbindelse med det lovforberedende arbejde fremgår, at spørgsmålet om bidragspligt i forhold til udlandet beror på nogle meget konkrete, faktiske og retlige forhold i den enkelte ansættelsessituation.

Følgende fremgår blandt andet af at et notat af 4. november 1993, offentliggjort i SU 1993.369, fra Finansministeriets Budgetdepartement:

”Det er en forudsætning for fritagelsen for bidragspligt, at de pågældende medarbejdere er ansat i de udenlandske datterselskaber. Indikatorer på, at ansættelse er sket i et udenlandsk datterselskab, er, at arbejdsstedet er i udlandet, at instruktionsbeføjelsen udgår fra datterselskabet, at arbejdsfunktionerne tjener til at løse datterselskabets opgaver, og at aflønningen og eventuelle sociale sikringsordninger er påvirket af de lokale vilkår.”

Bidragspligten kan bortfalde efter lovens § 7, stk. 5, såfremt Danmark har tiltrådt en mellemfolkelig aftale om de relevante sociale ydelser. Danmark har ikke tiltrådt en sådan mellemfolkelig aftale med Japan, hvorfor bidragspligten ikke kan bortfalde i nærværende tilfælde efter denne bestemmelse.

Landsskatteretten finder herefter, at klageren skal anses for bidragspligtig i henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a, af lønindkomst optjent ved arbejde i Japan i perioden 16. februar 1998 til 31. december 1998, idet klageren ikke kan anses for at have været ansat hos det japanske selskab i den nævnte periode og dermed ikke haft en udenlandsk arbejdsgiver.

Der er herved særligt henset til, at klageren fortsat har været underlagt en service og projektleder i det danske selskab, som han skal rapportere til ugentligt, at ansættelsestiden i Japan indgår i beregningen af klagerens anciennitet hos moderselskabet, at lønnen er beregnet efter danske forhold, at feriepenge er opgjort i henhold til ferieloven, at klageren fortsat har været omfattet af pensionsordningen i det danske selskab, samt at det danske moderselskab har haft beføjelse til at opsige og hjemkalde klageren i relation til arbejdet i Japan.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter