Indhold

Dette afsnit handler om principperne for opgørelsen af den personlige indkomst.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvad omfatter personlig indkomst?
  • Selvstændig erhvervsvirksomhed - inden for eller uden for virksomhedsordningen
  • Fradrag
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Personlig indkomst og kapitalindkomst udgør tilsammen den skattepligtige indkomst.

PSL § 3 handler om opgørelsen af den personlige indkomst.

Personlig indkomst omfatter alle de indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst. Se PSL § 3, stk. 1.

Om de udgifter, der kan fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst, se  PSL § 3, stk. 2.

Hvad omfatter personlig indkomst

Personlig indkomst er først og fremmest

  • lønindkomst, honorarer og lign.
  • indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed
  • private og sociale pensionsindtægter
  • løbende udbetalinger og rateudbetalinger fra pensionsordninger, der er indkomstskattepligtige efter pensionsbeskatningsloven
  • arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, efterløn mv.
  • dagpenge
  • overskud af ikke-erhvervsmæssig virksomhed (såkaldt hobbyvirksomhed)
  • kontanthjælp
  • underholdsbidrag og andre løbende ydelser
  • uddannelsesstøtte og lign.
  • genvundne afskrivninger, der indgår i den skattepligtige indkomst
  • fortjeneste eller tab ved afståelse af goodwill mv.
  • skattepligtige uddelinger fra fonde, foreninger, mv.

Listen er ikke udtømmende, fordi personlig indkomst defineres som al den indkomst, som indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst. Se PSL § 3, stk. 1.

Anden skattepligtig indtægt, der ikke er kapitalindkomst, aktieindkomst eller CFC-indkomst, er også personlig indkomst, fx værdi af fri kost, bolig, firmabil mv.

Personlig indkomst er enten A-indkomst eller B-indkomst.

Se også

  • Afsnit A.B.4.1 om afgrænsningen mellem indkomster, der er henholdsvis A-indkomst og B-indkomst.
  • afsnit C.C.1.2, afsnit C.C.8.2 samt Indeholdelsesvejledningen om afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende.
  • Om ikke-erhvervsmæssig virksomhed (såkaldt hobbyvirksomhed) se afsnit C.C.1.1.1.

Afgrænsning mellem indtægter fra selvstændig erhvervsvirksomhed og selskabsindkomst

I nogle tilfælde kan der være tvivl, om en indtægt er erhvervet i forbindelse med en persons drift af selvstændig erhvervsvirksomhed, eller om indtægten er selskabsindkomst. Se afsnit C.D.2.2 om afgrænsningen mellem fysiske personers indtægter og selskabsindkomst.

Se også

  • C.A.1.2.1 om statstjenestemænd, der sidder i bestyrelsen for staten
  • C.A.3.1.2 om beskatning af honorarer
  • C.C.1.2.3 om honorarmodtagere

Selvstændig virksomhed - inden for eller uden for virksomhedsordningen

Indtægt ved selvstændig virksomhed er personlig indkomst. Se PSL § 3.

Indkomst ved visse passive virksomheder, fx anparter og udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, som omhandlet af PSL § 4, stk. 1, nr. 10 og 12, henføres dog til kapitalindkomsten. Se afsnit C.C.3.1.

Hvis en selvstændig erhvervsdrivende benytter sig af adgangen til at vælge virksomhedsordningen, efter VSL afsnit I, gælder der særlige regler for opgørelsen af den personlige indkomst og kapitalindkomsten. Se afsnit C.C.5 om reglerne for selvstændig erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordninger.

Virksomhedens indtægter og udgifter (herunder renteindtægter og -udgifter), medregnes ved anvendelse af virksomhedsordningen til virksomhedens resultat. Det er herefter overførslerne fra virksomheden til privatøkonomien, der er afgørende for opgørelsen af den personlige indkomst, kapitalindkomsten og den indkomst, som opspares i virksomheden og dermed beskattes som virksomhedsindkomst.

Fradrag

Visse nærmere afgrænsede udgifter kan fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst. Se PSL § 3, stk. 2, nr. 1-11.

Ud over de udgifter, der giver fradrag efter personskatteloven, kan der i andre dele af skattelovgivningen være hjemmel til fradrag i den personlige indkomst.

Se også

Se også afsnit C.A.4.1 om en række udgifter, som kan fradrages i den personlige indkomst.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2018.481.HR

I forbindelse med Money Transfer-projektet fik skattemyndighederne oplysning om, at skatteyderen til sin bankkonto i Danmark havde fået overført to beløb på i alt 2.491.705 kr. fra et selskab på Cayman Islands. Skatteyderen hævdede, at overførslerne var skattefrie lån fra selskabet.

Højesteret fandt det ikke godtgjort, at der bestod et reelt gældsforhold mellem Cayman Islands-selskabet og skatteyderen. De to beløb måtte anses for løn og dermed skattepligtig indkomst. Højesteret fandt endvidere, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelse var således opfyldt.

Stadfæstelse af Landsrettens dom SKM2017.478.VLR.

SKM2011.208.HR

Højesteret fandt det ikke efter de afgivne vidneforklaringer godtgjort, at en række indbetalinger på skatteyderens konto udgjorde lån fra skatteyderens far i Tyskland, jf. SL § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.553.HR

Sagen vedrørte såkaldte transferindtægter, der knyttede sig til salg af spillerrettigheder. Højesteret fandt ikke, at sådanne beløb kunne anses for at være skattefri indtægter ved "salg af ejendele" i SL § 5's forstand. Der var således tale om almindelig skattepligtige indtægter efter SL § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2007.183.HR

Den skattepligtige fik ikke medhold i, at en del af et konsulenthonorar, skulle beskattes hos hans søn i udlandet, selv om sønnen havde udført en del af arbejdet, som honoraret var vederlag for. Aftalen var indgået mellem kunden og den skattepligtige, som derfor alene var den berettigede og forpligtede over for kunden. En indsigelse om, at han havde optrådt som fuldmægtig for sin søn ved aftalens indgåelse, blev ikke taget til følge. Skattepligtig indtægt.

Landsretsdomme

xSKM2021.150.ØLRx

xSagen angik, om appellanten, der i årene 2011 og 2012 dels havde undladt at selvangive resultatet af sin personlige virksomhed, dels havde et negativt privatforbrug ifølge skattemyndighedernes beregning heraf, havde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af hans skattepligtige indkomst for årene 2011 og 2012 hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelige.

Appellanten gjorde bl.a. gældende, at han havde finansieret sit privatforbrug ved kontante midler, der hidrørte fra salget af en andelsbolig i 2008, ved træk på en bankkonto tilhørende et anpartsselskab, som appellanten var indirekte medejer af, samt ved salg af antikviteter, salg af en bil og et lån.

Landsretten fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af hans skattepligtige indkomst hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelige. De afgivne forklaringer, der ikke var bestyrket af objektive kendsgerninger, kunne ikke ændre herpå.

Østre Landsret stadfæstede herefter byrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet.x

xStadfæstelse af Byrettens dom SKM2020.200.BRx

xSKM2021.75.ØLRx

xSagen omhandlede en række hævninger på sammenlagt ca. 1,5 mio. kr. i indkomstårene 2009-2011, som skatteyderen havde foretaget på konti tilhørende et selskab, som skatteyder var ultimativ ejer af og havde bestemmende indflydelse i. Sagen omhandlede også, om ligningen var foretaget rettidig for indkomstårene 2009-2010. 

Skatteyderen havde for landsretten erkendt, at hævningerne hovedsageligt medgik til dækning af hans private forbrug, men gjorde gældende, at han havde et betydeligt tilgodehavende i selskabet, således at hævningerne var udtryk for tilbagebetaling af lån. 

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at skatteyderen havde et tilgodehavende i selskabet i form af en mellemregning. Landsretten lagde vægt på karakteren af den fremlagte dokumentation, herunder at der ikke var fremlagt lånebevis eller betingelser, ligesom der ikke var fremlagt dokumentation for lånets opståen. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at skatteyderen heller ikke havde gjort gældende, at der eksisterede en mellemregning ved sagens behandling for skattemyndighederne. Hævningerne var derfor skattepligtige.

Landsretten fandt derudover, at ligningen var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, for kontrollerede transaktioner. Ligningen var derfor rettidigx

xSKM2021.21.ØLRx

xSagen handlede om, hvorvidt appellanten havde godtgjort, at 515.000 kr., som hun havde indsat på sin konto af 9 gange i 2013, var undtaget fra beskatning, enten fordi der var tale om midler, som allerede var beskattet eller mider, der var undtaget fra beskatning.  

Landsretten fandt det ikke at godtgjort, at de indsatte beløb var skatteåret 2013 uvedkommende. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at der ikke i appellantens forklaring eller i de fremlagte kontoudtog var dækning for, at appellanten skulle have hævet større kontantbeløb fra sin bankkonto for derefter senere at indsætte dem igen.   

Byrettens dom blev herefter stadfæstet. x

xStadfæstelse af Byrettens dom SKM2019.560.BRx

SKM2020.488.VLR

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af indsætninger på hans danske bankkonto fra hans spanske selskab, eller om der var tale om tilbagebetaling af et lån.

For landsretten fremlagde skatteyderen regnskabsmateriale fra det spanske selskab, som viste, at skatteyderen havde et større tilgodehavende i selskabet.

Vestre Landsret frifandt Skatteministeriet med henvisning til byrettens præmisser, og landsretten udtalte i den forbindelse, at det spanske regnskabsmateriale ikke kunne føre til et andet resultat, idet regnskabsmaterialet ikke vedrørte de konkrete år, hvor henholdsvis lånet skulle være ydet og tilbagebetalt.

 

SKM2020.446.VLR

Sagen angik fradrag for udgifter til løn.

Byretten lagde til grund, at skatteyderen ikke havde selvangivet, at han alene var blevet forhøjet af indtægter, som skattemyndighederne selv havde fundet frem til, og at han havde haft andre indtægtskilder end de beskattede. I forhold til fradrag for udgifter til løn fandt byretten det bevist, at der havde været ansatte i virksomheden, men skatteyderen havde ikke dokumenteret størrelsen af udgifterne, eller at udgifterne vedrørte de beskattede indtægter. Det var uden betydning for bevisbyrden, om der i det land, hvor arbejdet blev udført, var tradition for mundtlige aftaler og kontantøkonomi.

Landsretten tiltrådte, at skatteyderen ikke var berettiget til fradrag for de påberåbte lønudgifter og var enig med byretten i, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige ansættelse af skatteyderens indkomst for de to indkomstår.              

På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom.

Stadfæstelse af Byrettens dom SKM2019.286.BR

SKM2020.168.ØLR

Østre Landsret fandt på baggrund af en nærmere gennemgang af dels en korrespondance mellem et børsnoteret selskabs bestyrelse og dets tidligere direktør, som nu var bestyrelsesformand i det børsnoterede selskab, dels af aftalerne mellem henholdsvis det børsnoterede selskab og bestyrelsesformanden personligt og mellem det børsnoterede selskab og bestyrelsesformandens selskab - at bestyrelsesformanden personligt og ikke hans selskab var rette indkomstmodtager af nogle konsulenthonorarer, som det børsnoterede selskab havde udbetalt til bestyrelsesformandens selskab i indkomstårene 2009 og 2010.

For landsretten havde Skatteministeriet taget bekræftende til genmæle vedrørende beskatningen af beløb, som bestyrelsesformandens selskab havde faktureret til det børsnoterede selskab samt angivet og afregnet til SKAT som moms af konsulenthonorarer. Bestyrelsesformandens og hans selskabs skatteansættelser blev derfor nedsat med disse beløb.

Tidligere byrettens dom SKM2018.367.BR

SKM2020.103.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et beløb på USD 200 mio. skulle beskattes som personlig indkomst eller som aktieindkomst. Skatteyderen havde i henhold til en aftale, der var benævnt "Agreement 1" fået beløbet for at "udvirke", at en række selskaber under tvangsopløsning på Y1, som han ifølge aftalen var den "ultimative" ejer af, og som tilsammen ejede en betydelig aktiepost i et stort Y7-land teleselskab, indgik aftaler med et Y2-land-selskab om overdragelse af likvidationsprovenuet, således at Y2-land-selskabet derved blev ejer af aktieposten i teleselskabet.

Landsretten fastslog, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at beløbet skulle beskattes som aktieindkomst, og fandt efter en konkret bevisvurdering, at han ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom.

Stadfæstelse af  SKM2018.303.BR

 SKM2019.648.ØLR

Landsretten fandt, at en skatteyder var skattepligtig af en række beløb, han havde hævet på to selskabers konti, idet han ikke havde ført et sikkert bevis for, at hævningerne ikke havde karakter af skattepligtig
indkomst. Da der ikke var oplysninger om, at konkursboerne efter selskaberne havde rejst omstødelseskrav mod skatteyderen, var der ikke grundlag for at periodisere den skattepligtige indkomst til andre indkomstår end de indkomstår, hvor hævningerne var foretaget.
 

SKM2019.576.VLR

Landsretten fandt, at skatteyderen havde drevet erhvervsmæssig virksomhed, og at hun som følge heraf var momsregistreret. Landsretten fandt desuden, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige ansættelse af skatteyderens personlige indkomst og momstilsvar som åbenbart urimelig eller som udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag.

 

SKM2019.571.VLR

Sagen handlede i første række om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af to beløb på i alt ca. 1 mio. kroner, som hendes tidligere samlever i Schweiz havde overført til hendes konto i 2007 og 2010. I anden række handlede sagen om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt.

Sagsøgeren gjorde gældende, at hun havde erhvervet ret til de to beløb ved en mundtlig aftale indgået med hendes tidligere samlever, da hun var bosiddende i Schweiz, og at hun derfor ikke var skattepligtig til Danmark af beløbene. Hun gjorde desuden gældende, at hun ikke havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de to beløb.

Den tidligere samlever afgav vidneforklaring for landsretten.

Landsretten fandt, at den tidligere samlevers forklaring ikke understøttede sagsøgerens forklaring om, at de omstridte beløb var overført til hende i henhold til en aftale indgået mellem dem, mens hun boede i Schweiz, hvorefter han påtog sig at betale beløbet på baggrund af, at hun igennem 6 år havde arbejdet i hans virksomhed uden at få løn.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Stadfæstelse af SKM2019.61.BR

 SKM2019.391.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en række beløb indsat på skatteyderens konto og to konti tilhørende hans personlige selskab med rette var medregnet til hans personlige indkomst.

Skatteyderen gjorde gældende, at beløbene var indsat på kontiene, fordi beløbene skulle anvendes til at dække driftsomkostninger for en række selskaber, hvis konti var blevet lukket af deres bankforbindelse.

Landsretten bemærkede indledningsvist, at skatteyderens forklaring om indsætninger var usædvanlig, ligesom SKAT havde beregnet et negativt privatforbrug for ham. Under disse omstændigheder, og i øvrigt som følge af sagens oplysninger, påhvilede det skatteyderen at godtgøre, at beløbene ikke var skattepligtige, og at der måtte stilles strenge krav til beviset.

Landsretten tiltrådte herefter, at skatteyderen ikke havde dokumenteret nogen klar sammenhæng mellem overførslerne til kontiene og betalingen af udgifter i selskaberne. Herudover fandt landsretten, at det i hvert fald var helt udokumenteret og uklart, hvad der var grundlaget for skatteyderens angivelige betaling af visse udgifter, herunder om han herved opnåede et tilgodehavende i selskabet.

 

SKM2019.388.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt 41 indbetalinger i perioden 2008-2010 på godt 1,2 mio. kr. fra tre forskellige selskaber hjemmehørende i Liechtenstein, De Britiske Jomfruøer og Belize var skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb, og - for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009 - hvorvidt ændringen af den skattepligtiges indkomst var i overensstemmelse med fristreglerne

Landsretten udtalte indledningsvis, at det i en situation som den foreliggende påhvilede den skattepligtige at godtgøre, at de indsatte beløb var lån.

Af de grunde som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at en fremlagt rammeaftale om lån på 1,6 mio. kr. indeholdt sådanne særlige vilkår, at gældsforholdets beståen ikke var godtgjort ved de fremlagte dokumenter og forklaringer fra den skattepligtige og den anførte kreditor i låneaftalen. Landsretten lagde tillige vægt på, at pengene ikke var betalt tilbage ved den anførte forfaldsdato.

Landsretten fandt på baggrund af de omstændigheder, der førte til, at overførslerne var skattepligtige, at den skattepligtige måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomstårene 2008 og 2009 således var opfyldt.

Endvidere fandt landsretten, at det først var ved modtagelsen af den skattepligtiges redegørelse for indsætningerne, at SKAT kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom (SKM2017.530.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

Stadfæstelse af byrettens dom SKM2017.530.BR.

SKM2019.109.ØLR

Spørgsmålet i sagen var, om en advokat var ejer af et selskab, da der i maj 2009 blev udbetalt i alt kr. 969.000,- fra selskabet i form af kontante hævninger og en overførsel fra selskabets konto, og i bekræftende fald, om advokaten skulle udlodningsbeskattes af overførslerne.

Advokaten havde ubestridt købt selskabet den 13. juli 2008, men forklarede, at det var sket på foranledning af en klient, og at han på foranledning af klienten solgte selskabet igen i august 2008 til et seychellisk selskab. Advokaten forklarede desuden, at han intet havde haft med selskabet at gøre efter dette tidspunkt, og at han derfor hverken havde modtaget eller havde kendskab til udbetalingerne fra selskabets konto.

Byretten fandt - uanset at klientens forklaring støttede advokatens - at advokaten ikke havde ført bevis for, at han havde overdraget selskabet, da udbetalingerne fandt sted. Retten fandt endvidere, at advokaten ikke havde ført bevis for, at de kr. 969.000,- ikke blev udbetalt til ham eller i hans interesse.

Med henvisning til bevisførelsen for landsretten, herunder at bogføringsbilagene ikke var fremlagt, samt at advokaten havde afgivet skiftende forklaringer om ejerforholdet til det seychelliske selskab, og af de grunde, som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at advokaten ikke havde overdraget anparterne, da den omtvistede kontooverførsel og de omtvistede udbetalinger på i alt kr. 969.000,fandt sted, og at advokaten ikke havde ført bevis for, at beløbet ikke blev udbetalt til ham eller i hans interesse. En vidneforklaring fra direktøren i det udbetalende selskab om, at pengene var udbetalt og overført til og på foranledning af tredjemand, men som på flere punkter ikke stemte overens med det, advokaten havde forklaret, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindende dom (SKM2018.1.BR).

SKM2018.568.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens indkomst var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag, herunder om beløb betegnet "other costs" ikke var skattepligtig indkomst omfattet af statsskattelovens § 4.

Skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens indkomst med det samlede beløb af indsætningerne fratrukket et skønsmæssigt ansat fradrag for transportudgifter. Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at løfte bevisbyrden for, at afgørelsen kunne tilsidesættes, herunder at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst omfattet af statsskattelovens § 4.

Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde. Der var desuden ikke grundlag for at antage, at der måtte være en retsbeskyttet forventning hos hende om, at hun ikke ville blive beskattet af indsætningerne.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

SKM2018.321.VLR

Appellanten havde bistået danske landmænd med opkøb af jordlodder i Rumænien, både som selvstændig aftalepart i en formidlingsaftale og via sit rumænske selskab, som ligeledes var aftalepart i formidlingsaftalen. Den samlede købesum på et større millionbeløb var indbetalt til appellantens private bankkonti, hvorefter beløbene efter appellantens forklaring var blevet anvendt til opkøb af jordlodderne.

Med henvisning til appellantens rolle i formidlingsaftalen, og til antallet og størrelsen af transaktionerne til appellantens private bankkonti, fandt landsretten, at det kunne lægges til grund, at appellanten havde haft en betydelig formidlerrolle i forbindelse med opkøbene af jordlodder i Rumænien.

Efter karakteren og omfanget af formidlerrollen fastslog landsretten herefter, at der var skabt en formodning for, at appellanten havde modtaget et vederlag for sit arbejde.

Landsretten fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af hans formidlingsvederlag i indkomståret 2008 var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag. Landsretten tillagde det i den forbindelse betydning, at appellanten ikke havde holdt pengeoverførslerne forbundet med jordopkøb adskilt fra sin private økonomi, og at han ikke havde ført et regnskab over ind- og udbetalinger. Endvidere tillagde landsretten det betydning, at der ikke forelå dokumentation for, hvad pengeoverførslerne faktisk var anvendt til.

Byrettens frifindende dom blev herefter stadfæstet. 

SKM2018.301.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder i indkomstårene 2008 og 2009 var rette indkomstmodtager af indkomsten fra en hundekennelvirksomhed. Skatteyderen havde forud for de omhandlede indkomstår drevet hundekennelvirksomhed og havde i 2006 erhvervet en ejendom i Y1-by med henblik på videre drift af virksomheden.

Skatteyderen gjorde gældende, at hun ikke var rette indkomstmodtager, idet hun ikke havde drevet hundekennelvirksomhed i indkomstårene 2008 og 2009. Hun gjorde gældende, at hun - som følge af bl.a. sygdom og manglende lyst - havde overdraget hundene til sin tidligere kæreste LJ, som i stedet var rette indkomstmodtager.

Til dokumentation for sin påstand havde skatteyderen fremlagt en håndskrevet overdragelsesaftale mellem hende og LJ vedrørende LJ’s vederlagsfrie erhvervelse af hundene. Yderligere søgte skatteyderen at løfte sin bevisførelse gennem vidneforklaringer.

Efter en samlet vurdering fandt byretten i første instans, at skatteyderen havde drevet virksomhed med opdræt og handel med hvalpe i de omhandlede indkomstår. Retten lagde vægt på, at skatteyderen tidligere havde drevet hundekennelvirksomhed, at hun havde opnået tilladelse fra kommunen til at drive sådan virksomhed, og at hun stod anført som ejer af hundene på parringsbeviser og som sælger på købsaftaler. Retten lagde også vægt på, at der på skatteyderens konto var indsat beløb, der ubestridt stammede fra salg af hunde. På denne baggrund fandt byretten ikke, at den håndskrevne overdragelsesaftale mellem skatteyderen og LJ kunne lægges til grund i sagen. De afgivne vidneforklaringer kunne heller ikke føre til et andet resultat, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet.

For landsretten forklarede skatteyderen yderligere, at det opdræt af hvalpe, der efter overdragelsen til LJ havde fundet sted i 2008 og 2009, skete ved brug af såkaldte foderværter, som i det hele forestod pasning af hundene og deres hvalpe. I weekenden var hvalpene og hunhunden dog på skatteyderens ejendom, så de kunne blive fremvist til potentielle købere.

I sin begrundelse og resultat bemærkede landsretten, at det ved vurderingen af om skatteyderen i 2008 og 2009 havde haft erhvervsmæssige indtægter ved opdræt af og handel med hundehvalpe, ikke er afgørende, om det erhvervsmæssige opdræt og salg i et vist omfang har været foretaget ved brug af foderværter. Herefter og af de af byretten i øvrigt anførte grunde, fandt landsretten, at skatteyderen havde drevet virksomhed med opdræt af og handel med hunde. Hun var derfor rette indkomstmodtager af indkomsten fra hundekennelvirksomheden. Landsretten fandt ligeledes, at skattemyndighederne havde været berettiget til at fastsætte indkomsten skønsmæssigt, og at skatteyderen ikke havde bevist, at ansættelsen var åbenbart urimeligt eller hvilende på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Landsretten stadfæstede således byrettens dom.

Stadfæstelse af byrettens dom SKM2017.350.BR

SKM2018.160.ØLR

Sagen angik det skøn, som skattemyndighederne havde udøvet vedrørende en skatteyders skatte- og momsansættelsen for indkomstårene 2006 - 2009.

Skatteyderen drev uregistreret bil-, udlejnings-, og pengeudlånsvirksomhed. SKAT havde ved en ransagning med Politiet fundet dokumentation på økonomiske transaktioner, som dannede baggrund for de herefter foretagne skønsmæssige ansættelser.

Landsretten fandt, at skatteyderen havde bevisbyrden for, at det uøvede skøn hvilede på et fejlagtigt grundlag, hvilken han ikke havde løftet.

Stadfæstelse af SKM2017.288.BR.

SKM2018.14.ØLR

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af Euro 66.000,-, som han den 10. oktober 2010 medbragte i kontanter i sin håndbagage på en flyrejse fra Tunesien til Frankfurt Lufthavn. Skatteyderen gjorde gældende, at kontantbeløbet stammede fra et lån, som han havde optaget hos sin søster i Tunesien umiddelbart forinden rejse til Frankfurt. Til støtte herfor havde han fremlagt en låneaftale dateret 8. 0ktober 2010.

Byretten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at han havde lån beløbet af sin søster. Byretten lagde blandt andet vægt på, at skatteyderens forklaring om et lån ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger, og at den fremlagte låneaftale havde et sådan indhold, at den ikke sandsynliggjorde gældsforholdets beståen.

For landsretten gjorde skatteyderen gældende, at Skatteministeriet ikke havde godtgjort, at der var tale om udeholdte indtægter.

Landsretten fastlog, at det påhvilede skatteyderen at dokumentere, at beløbet ikke skal indgå ved opgørelsen af den pågældendes skattepligtige indkomst, og tiltrådte de af byretten anførte grunde, at han ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Derudover bemærkede Landsretten, at skatteyderen først havde angivet, at der var tale om et lån og fremlagt låneaftalen til støtte herfor, efter at SKAT havde fremsendt agterskrivelsen i sagen.

Stadfæstelse af SKM2017.154.BR.

SKM2017.446.VLR

En skatteyder var direktør i et selskab, der var ejet af hans svigermor. I selskabets årsrapport var under aktiverne bogført et tilgodehavende benævnt "tilgodehavender hos virksomhedsdeltagere og ledelse". Såvel Landskatteretten som Byretten fandt, at skatteyderen skulle lønbeskattes af tilgodehavendet, for det det blev anset for at vedrøre ham og fordi han ubestridt ikke var i stand til at betale.

Skatteyderen bestred, at selskabets tilgodehavende ikke havde noget med ham at gøre og at halvdelen af tilgodehavendet skulle henføres til tidligere indkomstår og at tilgodehavendet vedrørte et datterselskab.

Landsretten henviste til, at selskabets tilgodehavender i årsrapporten var opdelt i tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder, hos associerede virksomheder og hos virksomhedsdeltagere og ledelse. Af revisionspåtegningen fremgik, at der i strid med anpartsselskabslovens § 49 var et ulovligt anpartshaverlån.

Landsretten fandt videre, at anpartsselskabslovens § 49 vedrører lån til bl.a. anpartshavere og direktører, men ikke lån til selskabets datterselskab. Skatteyderen var direktør og eneste ansatte i selskabet og kunne alene tegne selskabet, der var ejet af hans svigermor. Herefter lagde landsretten til grund, at tilgodehavendet ikke tilhørte datterselskabet, men skatteyderen selv, da skatteyderen ikke havde bevist, at tilgodehavende ikke vedrørte ham eller at en del af det vedrørte et tidligere indkomstår.

 Skattepligt.

Stadfæstelse af SKM2017.159.BR.

SKM2007.542.VLR

Vestre Landsret fastslog, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om skattefrit depositum eller lån, som påstået af skatteyderen, og landsretten fandt, at det havde formodningen imod sig, at skatteyderen havde solgt kontorinventar. Skatteministeriet blev derfor frifundet, idet det var ubestridt, at ingen del af beløbet var tilbagebetalt.

Skattepligt.

Byretsdomme

xSKM2021.343.BRx

xSagen angik om skatteyderen havde dokumenteret, at han ikke var skattepligtig af en række hævninger og indsætninger, der blev foretaget i indkomstårene 2012-2014.

Det var under sagen ubestridt, at skatteyderen foretog hævninger på sit selskabs konto i 2012 med 112.500 kr. og i 2013 med 324.234 kr. Det var også ubestridt, at skatteyderens brors selskab foretog indsætninger på skatteyderens konto i 2014 med i alt 66.076 kr., og at skatteyderen udførte arbejde for sin brors selskab i 2014.

Retten fandt, at det påhvilede skatteyderen at føre bevis for, at hævningerne og indsætningerne ikke var skattepligtige. Retten fandt også, at det ikke førte til en lempelse af skatteyderens bevisbyrde, at skatteyderen havde solgt sit selskab, at selskabet var gået konkurs, og at selskabets bogføringsbilag var bortkommet.

Herefter fandt retten, at skatteyderen ikke ved de afgivne forklaringer og de fremlagte gældsbreve havde ført et sikkert bevis - der var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger - for, at han ikke var skattepligtig af ovennævnte hævninger og indsætninger.

Ved bedømmelsen af sagen lagde retten til grund, at skatteyderen var eneanpartshaver og direktør i sit selskab fra 27. juli 2010 til 29. april 2013. Retten lagde også til grund, at skatteyderens selskab blev solgt den 7. august 2013 og, at der blev afsagt konkursdekret over selskabet den 7. oktober 2013. Endvidere bemærkede retten, at skatteyderen ikke havde selvangivet personlig indkomst i 2012 og alene havde selvangivet en beskeden indkomst i 2013 og 2014.x

xSagen er anket til Østre Landsretx
xSKM2021.292.BRx

xSagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren i indkomstårene 2012-2015 havde haft en Opel Corsa leaset gennem sit selskab til rådighed for privat benyttelse, herunder om bilen var videreudlejet til sagsøgerens fars selskab i selskabets interesse, eller om bilen alene var stillet til rådighed i kraft af sagsøgerens bestemmende indflydelse i selskabet.

Herudover handlede sagen om, hvorvidt sagsøgeren skulle beskattes af en overførsel på kr. 9.375 fra sit selskab i indkomståret 2014 vedrørende en faktura for køb af licenser.

Retten fandt, at sagsøgeren skulle beskattes af værdien af fri bil, som han i sin egenskab af direktør og ejer af selskabet rådede over, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. 

Retten fremhævede i den forbindelse, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at der blev betalt leje for bilen, at sagsøgers selskab ikke havde benyttet sig af misligholdelsesbeføjelsen i lejeaftalen, og at sagsøgeren over for kurator i sit selskab havde oplyst, at bilen blev anvendt til kundebesøg. 

Sagsøgernes forklaring under sagen samt den fremlagte erklæring fra sagsøgernes far kunne ikke ændre her på.

Retten fandt videre, at sagsøgeren skulle beskattes af overførslen fra sit selskab i indkomståret 2014, idet udgiften ikke kunne anses som afholdt i selskabets interesse. 

Retten fremhævede, at det ikke fremgik af den udstedte faktura, hvem denne var udstedt til, og at sagsøgeren under partsforklaringen havde forklaret, at fakturaen vedrørte køb af licenser til budgetprogrammer, som blev anvendt i selskabets kunders regnskabsprogrammer, men ikke nærmere forklaret, hvem kunderne var.  

Skatteministeriets påstand blev herefter taget til følge. x

xSKM2021.290.BRx

xSagen angik for det første, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2016 og 2017, for det andet om sagsøgeren var skattepligtig af en række beløb, der blev indsat på hans fars konto, og for det tredje om skattemyndighederne havde overholdt ligningsfristen for indkomståret 2016.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde påvist eller sandsynliggjort, at hans skattepligt til Danmark skulle være ophørt i indkomstårene 2016 og 2017.

Efter sagsøgerens forklaring lagde retten til grund, at de omhandlede indbetalinger til sagsøgerens fars bankkonto vedrørte sagsøgeren. Efter bevisførelsen kunne det imidlertid ikke lægges til grund, at der var tale om lån til sagsøgeren, herunder at en del af midlerne skulle være videreformidlet som lån til andre. 

Retten fandt således ikke, at de af sagsøgeren givne oplysninger støttedes af sagens dokumenter, hvorfor fristen for genoptagelse af skatteansættelsen for 2016 var omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, om ekstraordinær genoptagelse som følge af grov uagtsomhed, og den forkortede ligningsfrist fandt derfor ikke anvendelse, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534/2013. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet.x

xSKM2021.273.BRx

xRetten fandt det ikke godtgjort, at kontante indsætninger på sagsøgerens bankkonti på i alt 248.320 kr. i 2012 og 525.332 kr. i 2013 ikke var skattepligtige, og der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes skønsmæssige forhøjelse på dette punkt.

Retten bemærkede i den forbindelse, at der var afgivet divergerende forklaringer, og at der ikke forelå objektive beviser, der understøttede de afgivne forklaringer om, at en del af beløbene udgjorde skattefrie lån fra familie og bekendte. Videre bemærkede retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at en del af beløbene stammede fra skattefrie spilgevinster, eller at hun havde haft et nettooverskud ved spil, som var til disposition for hendes privatforbrug. 

Endelig fandt retten det ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser på baggrund af privatforbrugsberegninger, som viste et negativt privatforbrug på henholdsvis 25.881 kr. og 243.066 kr. i 2012 og 2013.x

xSagen er anket til Vestre Landsretx
xSKM2021.191.BRx

xSagen handlede om, hvorvidt et beløb på i alt 425.340 kr., som sagsøgeren havde modtaget fra et selskab, som han var direktør i, og som hans samlever var ejer af, skulle anses som et lån eller som løn.

Retten bemærkede, at sagsøgeren på baggrund af sin tilknytning til selskabet havde en skærpet bevisbyrde for, at han var retligt forpligtet til at tilbagebetale beløbet.

På trods af opfordringer fra skattemyndighederne havde sagsøgeren ikke fremlagt dokumentation for det påståede låns opståen, og sagsøgeren havde forklaret for retten, at han tilegnede sig pengene fra selskabet ved at tage penge kontant i kassen, samt at selskabet betalte regninger for ham. Retten fremhævede tillige, at der ikke forelå en skriftlig låneaftale, og at det ikke var godtgjort, at lånene var blevet bogført løbende, hvilket også var medvirkende til at rejse tvivl om realiteten af låneforholdet.

Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at der var sket indfrielse eller eftergivelse af det påståede lån.

Efter en samlet vurdering fandt retten, at sagsøgeren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om et lån, herunder at han var retligt forpligtet til at tilbagebetale beløbet til selskabet. Der var derfor tale om skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.x

xSagen er anket til Østre Landsretx
xSKM2021.185.BRx

xSagen angik, om sagsøgeren skulle beskattes af dels rådigheden over en bil ejet af et selskab, hvori sagsøgeren var direktør, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, dels værdien af et abonnement til et alarmsystem, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, og dels en valutaindsætning, jf. statsskattelovens § 4. 

Retten fandt, at bilen havde stået til rådighed for sagsøgeren, og at han derfor skulle beskattes af værdien heraf, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at bilen, der var indregistreret til privat personbefordring, var parkeret ved sagsøgerens private bopæl, og at han havde mulighed for at anvende bilen. Retten lagde endvidere vægt på, at sagsøgeren ikke førte et kørselsregnskab. 

Hvad angik abonnementsudgiften fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at alarmsystemet, der var installeret på sagsøgerens og selskabets fælles adresse, blev erhvervet i selskabets interesse. Sagsøgeren skulle derfor ligeledes beskattes af udgiften til abonnementet, jf. ligningslovens § 16, stk. 1. 

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren skulle beskattes af et valutabeløb, der var indsat på selskabets bankkonto og samtidig godskrevet sagsøgerens mellemregningskonto med selskabet, jf. statsskattelovens § 4. Retten lagde vægt på, at beløbet måtte anses for at være selskabets midler og tilsidesatte derved sagsøgerens forklaring om, at beløbet udgjorde et lån til selskabet.  x

xSKM2021.163.BRx

xSagen handlede om, hvorvidt skattemyndighedernes var berettiget til skønsmæssigt at forhøje sagsøgerens indkomst i indkomstårene 2012-2014 i anledning af hævninger fra et selskab, hvori sagsøgeren i de pågældende indkomstår var registreret som direktør, samt om der var anledning til at tilsidesætte det skøn, som forhøjelserne var udtryk for.

Sagen handlede ligeledes om, hvorvidt Skattestyrelsen havde overholdt fristerne for, hvornår en skatteansættelse kan ændres.

Retten fandt, at sagsøgeren som direktør i selskabet havde leveret en arbejdsydelse til selskabet, hvorefter der var grundlag for at antage, at sagsøgeren var blevet ydet et vederlag for det udførte arbejde.

Retten fremhævede, at det var sagsøgeren, der havde bevisbyrden for, at de hævede beløb var foretaget i selskabets interesse, samt at skattemyndighedernes indkomstskøn var udøvet på et forkert grundlag eller havde medført et åbenbart urimeligt resultat.

Herefter fandt retten, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden, hvorefter der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, der ifølge retten både måtte anses for lempelig og i hvert fald ikke urimeligt. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at der ved skønnet var taget hensyn til løn til uregistrerede og uidentificerbare medarbejdere samt udokumenterede udgifter til bl.a. forsikring, brændstof og administration.

Retten fandt ligeledes, at sagsøgeren havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet de modtagne beløb fra selskabet, hvorefter skattemyndighederne havde været berettiget til at ansætte sagsøgeren ekstraordinært.x

xSagen er anket til Østre Landsret.x
xSKM2021.148.BRx

xSagen handlede om, hvorvidt det var berettiget, at SKAT (nu Skattestyrelsen) havde forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2011-2013. Forhøjelserne var sket på grundlag af en række hævninger foretaget fra konti tilhørende tre selskaber, som sagsøgeren enten var hovedanpartshaver og/eller ejer af. Skatteministeriet gjorde i sagen gældende, at de hævede beløb var anvendt til betaling af sagsøgerens private udgifter. Denne opfattelse var dels baseret på, at sagsøgeren i de omhandlede indkomstår havde haft et meget lavt privatforbrug, et privatforbrug der endog i 2013 havde været negativt, og dels på hævningernes karakter og hyppighed samt på det forhold, at sagsøgeren for Skatteankenævnet havde erkendt, at han tidligere havde overført penge fra selskaberne til sine egne konti til betaling af bl.a. ejendomsskatter og afdrag på realkreditlån. Det var sagsøgerens opfattelse, at de hævede penge var udtryk for driftsudgifter for de tre selskaber, idet han i de pågældende indkomstår havde arbejdet i reality branchen, og de hævede beløb var anvendt til promovering.

For to af de omhandlede selskaber forelå der ikke regnskaber eller bogføringsmateriale for de indkomstår, der var til prøvelse i sagen. For det tredje selskab blev SKAT ved sagens behandling for Skatteankenævnet præsenteret for noget regnskabsmateriale. Dette førte til, at SKAT godkendte en række hævninger som værende selskabsudgifter og ikke private, hvorved sagsøgerens skattepligtige indkomst var blevet nedsat.

Ved sin afgørelse lagde retten vægt på, at sagsøgeren ikke havde bestridt, at han havde foretaget hævningerne i selskabet, men alene havde anført, at disse vedrørte selskaberne. Da der ikke forelå nogen dokumentation for, at hævningerne vedrørte selskaberne, hvilket sagsøgeren bar ansvaret for, og idet der i øvrigt ikke var grundlag for at fravige fra kravet om sædvanlig dokumentation af udgiftsafholdelse, blev Skatteministeriet frifundet.x

xSKM2021.123.BRx

xSagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af en række indsætninger på en konto, hvor skatteyderen var registreret som kontoindehaver i 2012 og 2013, samt en konto hvor skatteyderen alene var registreret som medkontoindehaver i 2013.

Retten bemærkede indledningsvist, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at indsætningerne ikke tilhørte denne.

Retten fremhævede, at der for en del af indbetalingerne på skatteyderens konti var henvist til fakturanumre, mens andre af indbetalingerne var sket ved bankoverførsler, indsatte checks og kontanter, samt at indbetalingsmønstret på den konto, hvor skatteyderen alene var medkontoindehaver, svarede til mønstret på den konto, hvor skatteyderen var eneste kontohaver.

Retten fandt herefter ikke, at skatteyderen alene ved sin egen og sin ægtefælles forklaringer havde løftet sin bevisbyrde for, at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst, hvorfor der var grundlag for at beskatte skatteyderen som sket.

På baggrund af de omstændigheder, der havde ført til, at indsætningerne var skattepligtige, fandt retten, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at sikre, at indsætningerne på sine konti blev indberettet til skattemyndighederne.

Skatteministeriet havde således været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.x

xSKM2021.122.BRx

xSagen handlede om, hvorvidt skatteyderen var skattepligtig af en række kontante indsætninger på hans bankkonto på i alt 1.737.543 kr. i indkomstårene 2012 til 2014.

Skatteyderen gjorde gældende, at størstedelen af indsætningerne stammede fra hævninger fra hans MasterCards, som herefter var genindsat på bankkontoen, samt at en mindre del stammede fra lån, tilbagebetaling af udlæg og indbetaling af depositum. Skatteyderen havde under sagens forberedelse bl.a. fremlagt kontoudskrift for hævninger fra ét MasterCard, hvoraf fremgik at der i perioden 2012-2014 var hævet ca. 839.000 kr.

Retten fandt, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de kontant indsatte beløb stammede fra beskattede midler. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet. Retten anførte bl.a., at der kun i meget begrænset omfang var tidsmæssig og beløbsmæssig sammenhæng mellem de kontante indsætninger og hævningerne fra det ene Mastercard, og at der ikke i øvrigt var bilag i sagen, der relaterede sig til indsætningerne på ca. 1,7 mio. kr. Retten bemærkede, at der var konstateret yderligere indsætninger på skatteyderens bankkonto, som ikke var indeholdt i SKATs forhøjelse, hvorfor SKATs forhøjelse måtte anses for konservativ. Retten fandt derfor, at der ikke var grundlag for at nedsætte SKATs forhøjelse på baggrund af indbetalingen af depositum.

Endelig fandt retten, at skatteyderen havde handlet hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne for ekstraordinær ansættelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, derfor var opfyldt.x

xSKM2021.39.BRx

xSagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren havde godtgjort, at en indsætning på 65.000 euro på sagsøgerens bankkonto i 2014, var undtaget fra beskatning, fordi indsætningen vedrørte refusion af et udlæg, som sagsøgeren personligt havde afholdt for et Y1-landsk selskab.  

Retten fandt det ikke godtgjort, at det indsatte beløb på 65.000 euro ikke var skattepligtigt. Retten bemærkede i den forbindelse, at der ikke forelå objektive beviser, der understøttede sagsøgerens forklaring om, at beløbet udgjorde tilbagebetaling af udlæg, som han personligt havde foretaget på vegne af det Y1-landske selskab. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren havde handlet groft uagtsomt, og at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.  x

xSagen er anket til Østre Landsretx
xSKM2021.38.BRx

xSagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger på hans bankkonto, idet sagsøgeren ikke havde godtgjort, at indsætningerne stammede fra lån og tilbagebetaling af lån fra venner og familie. Sagsøgerens forklaringer var således ikke bestyrket ved objektive kendsgerninger. Retten bemærkede i den forbindelse, at det skatteretlige dokumentationskrav gjaldt uanset kulturel baggrund.  Den omstændighed, at SKATs straffesagsenhed havde afsluttet straffesagen mod sagsøgeren med en henstilling og uden sanktion var uden betydning for den civilretlige vurdering i skattesagen. Skatteministeriet blev derfor frifundet.  x

xSKM2021.31.BRx

xRetten fandt, at skatteyderen uberettiget havde godskrevet sin mellemregning med selskabet, og han skulle derfor beskattes af maskeret udbytte. Retten fandt desuden, at skatteyderen var skattepligtig af overførsler til hans konto fra udlandet, fordi han ikke havde dokumenteret, at der var tale om et lån. 

I selskabets sag, der blev behandlet sammen med hovedaktionærens sag, blev selskabet nægtet fradrag for afholdelse af udgifter til opfyldelse af en dom, da udgifterne var selskabet uvedkommende. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet. x

xSagen er anket til Østre Landsretx
SKM2020.563.BR

Sagen angik en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2013 og 2014, som skattemyndighederne havde foretaget på grundlag af en privatforbrugsopgørelse for sagsøgerens husstand, der udviste et negativt privatforbrug for husstanden i de pågældende indkomstår. 

Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren i årene 2000-2012 havde sparet 600.000-700.000 kr. op i kontanter, som han havde brugt til at finansiere sit privatforbrug i 2013 og 2014. 

Retten fandt det heller ikke godtgjort, at SKATs skønsmæssige ansættelse af husstandens privatforbrug, som var baseret på dels faktiske konstaterede udgifter, dels et skøn, var fastsat for højt. 

Endelig fandt retten det ikke godtgjort, at en del af den skønsmæssige forhøjelse, som var foretaget på baggrund af en opgørelse af husstandens privatforbrug, skulle henføres til sagsøgerens ægtefælle og ikke som sket udelukkende til sagsøgeren. x

 
SKM2020.547.BR

Sagen angik, om sagsøgeren med rette var blevet beskattet af en lang række overførsler og kontantindsættelser på sagsøgerens bankkonto. Retten fastslog, at bevisbyrden - efter de anførte oplysninger om sagsøgers indtægtsforhold - påhvilede sagsøgeren. Retten fandt, at sagsøgeren hverken havde godtgjort, at indsættelserne udgjorde lån, som var ydet til ham af en række personer i det Y1-land miljø, eller donationer til Y1-land Forening. 

Sagen angik endvidere, om sagsøgeren med rette var blevet beskattet af en række foretagne valutavekslinger. Retten lagde til grund, at de pågældende vekslinger var foretaget af sagsøgeren. Efter vekslingernes beløbsmæssige størrelser sammenholdt med oplysninger om sagsøgers beregnede privatforbrug, fandt retten, at skattemyndighederne havde haft fornødent grundlag for at foretage den omhandlede forhøjelse af sagsøgeres indkomst. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

 
SKM2020.491.BR

Retten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen personligt - og ikke et i Y3-land indregistreret selskab - var rette indkomstmodtager af indtægter oppebåret ved såkaldt affiliatevirksomhed. Retten fandt endvidere, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive indtægterne, og at skatteyderens skatteansættelse for 2007 derfor kunne genoptages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Der deltog tre dommere ved afgørelsen af sagen. 

 
SKM2020.469.BR

Sagen angik dels om sagsøgeren havde godtgjort, at han skulle beskattes af løn fra en række virksomheder som indberettet, dels om sagsøgeren var skattepligtig af indsætninger på hans bankkonto, og dels om sagsøgeren var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2012.

For så vidt angår lønindberetningerne fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at SKAT ikke havde været berettiget til at annullere de pågældende lønindberetninger samt overføre en del af disse til en anden arbejdsgiver som pligtsubjekt.

For så vidt angår indsætningerne på sagsøgerens bankkonto fandt retten, at der i mangel af dokumentation for det modsatte ikke var grundlag for ikke at anse de pågældende indsætninger som skattepligtig indkomst.

Endelig for så vidt angår sagsøgerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse fandt retten, at 6-månedersfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var opfyldt. Retten fandt videre, at sagsøgeren ikke havde gjort skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt., gældende, og således heller ikke godtgjort, der var forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne bevirke, at anmodningen om alligevel bør behandles, uanset at den er indgivet efter 6-månedersfristen.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

 
SKM2020.304.BR

Sagen angik, om en række indsætninger på to bankkonti tilhørende G1-Forening skulle henføres til sammenslutningen, eller om en andel af indsætningerne skulle henføres til de to sagsøgte, der havde fuldmagt til kontiene.

Skatteministeriet gjorde overordnet gældende, at indsætningerne skulle henføres til fuldmagtshaverne, og at de sagsøgte derfor var skattepligtige af en andel af indsætningerne. Ministeriet gjorde herunder gældende, at de sagsøgte bar bevisbyrden for, at indsætningerne ikke skulle henføres til dem, og at denne bevisbyrde ikke var løftet.

De sagsøgte indleverede ikke svarskrift i sagen, og retten afsagde dom efter Skatteministeriets påstand om forhøjelse af de sagsøgtes skattepligtige indkomster for 2015 med en andel af indsætningerne.

 
SKM2020.255.BR

Sagen angik, om en skatteyder var skattepligtig af kontantindsætninger for 598.950 kr. på hendes bankkonti i indkomståret 2015.

Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningerne var foretaget af hendes ægtefælle, der tidligere havde hævet og opbevaret pengene for hende. Skatteyderen forklarede, at pengene oprindeligt stammede fra salg af en bil i Y1-land og hendes ægtefælles salg af fast ejendom i Danmark, og at hun tidligere havde lånt pengene ud til et selskab.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at indsætningerne stammede fra allerede beskattede eller skattefrie midler, da skatteyderen ikke havde fremlagt dokumentation for sin forklaring, og da der ikke var tidsmæssig sammenhæng mellem de forskellige transaktioner. Sagsøgerens forklaring om, at hun gerne ville have pengene hos sig fysisk, bl.a. fordi man gjorde sådan i Y1-land, hvor hun var fra, kunne ikke føre til et andet resultat, allerede fordi sagsøgeren tidligere havde haft 750.000 kr. henstående på sin konto.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

 
SKM2019.638.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et dansk anpartsselskab eller en tysk enkeltmandsvirksomhed var rette indkomstmodtager af indtægter modtaget for salg af tjenesteydelser til en dansk fond. Under hensyntagen til, at der ikke var nogen reel aktivitet på den tyske enkeltmandsvirksomheds adresse i Y3, at medarbejdere i det danske anpartsselskab udførte arbejde af betydning for udførelsen af opgaver for den danske fond, samt at direktøren og eneanpartshaveren i anpartsselskabet (der også var indehaver af enkeltmandsvirksomheden) boede i Danmark og kun lejlighedsvis var i Tyskland, fandt retten, at det danske anpartsselskab måtte anses som rette indkomstmodtager.

Det var som følge heraf berettiget, at skattemyndighederne havde beskattet hovedanpartshaveren af en del af de indtægter, der var tilgået enkeltmandsvirksomheden, som yderligere løn og udbytte fra anpartsselskabet, og retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes opgørelse af forhøjelsen.

Der deltog tre dommere i afgørelsen af sagen.

 
SKM2019.591.BR

Sagen angik, om indsætninger på 2 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver. Herudover angik sagen, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, samt om en partshøringsfejl kunne medføre ugyldighed.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne udgjorde lån, og at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive indsætningerne, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Partshøringsfejlen kunne ikke føre til ugyldig.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

 
SKM2019.589.BR

Sagen angik, om sagsøgeren havde haft rådighed over og anvendt en bil tilhørende sagsøgerens bror, og om sagsøgeren følgelig skulle beskattes heraf i medfør af statsskattelovens § 4. På dagen for forberedelsens afslutning fremlagde sagsøgeren nye dokumentbeviser, og Skatteministeriet tog på baggrund af dette nye materiale bekræftende til genmæle over for sagsøgerens principale påstand.

Retten fandt i sin afgørelse vedrørende sagens omkostninger, at der forelå sådanne særlige grunde, at Skatteministeriet som den tabende part ikke skulle betale sagsomkostninger til sagsøgeren, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3. Retten lagde herved vægt på, at sagsøgeren både under skriftvekslingen og den forudgående administrative behandling af sagen havde været opfordret til at fremlægge det omhandlede materiale, at sagsøgeren ikke på nogen måde havde sandsynliggjort, at han ikke kunne have fremskaffet materialet tidligere, og at materialet fandtes at være et helt afgørende bevis i sagen.

 
SKM2019.570.BR

Sagen handlede i første række om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af to beløb på i alt ca. 1 mio. kroner, som hendes tidligere samlever i Schweiz havde overført til hendes konto i 2007 og 2010. I anden række handlede sagen om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt.

Sagsøgeren gjorde gældende, at hun havde erhvervet ret til de to beløb ved en mundtlig aftale indgået med hendes tidligere samlever, da hun var bosiddende i Schweiz, og at hun derfor ikke var skattepligtig til Danmark af beløbene. Hun gjorde desuden gældende, at hun ikke havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de to beløb.

Den tidligere samlever afgav vidneforklaring for landsretten.

Landsretten fandt, at den tidligere samlevers forklaring ikke understøttede sagsøgerens forklaring om, at de omstridte beløb var overført til hende i henhold til en aftale indgået mellem dem, mens hun boede i Schweiz, hvorefter han påtog sig at betale beløbet på baggrund af, at hun igennem 6 år havde arbejdet i hans virksomhed uden at få løn.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

 
SKM2019.565.BR Retten fandt, at sagsøgeren skulle beskattes af beløb, som var indsat på hans konto, da hans forklaring om, at pengene var hævet og overdraget til tredjemand, ikke var understøttet af objektive kendsgerninger. Den omstændighed, at der ikke var indledt en straffesag mod sagsøgeren, kunne ikke føre til et andet resultat.  
SKM2019.490.BR

Sagen angik, om indsætninger på 2 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver. Herudover angik sagen, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, samt om en partshøringsfejl kunne medføre ugyldighed.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne udgjorde lån, og at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive indsætningerne, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Partshøringsfejlen kunne ikke føre til ugyldig.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

 
SKM2019.444.BR

Sagen angik, om indsætninger på i alt 5,6 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver, samt om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne udgjorde lån. Retten fandt herudover, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, da skatteyderen forsætligt havde undladt at selvangive indsætningerne, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og da reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

 
SKM2019.439.BR Sagen angik beskatning af pengeoverførsler på i alt 413.000 kr. til skatteyderens bankkonto. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbene ikke tilkom skatteyderen eller i øvrigt var skattefrie. Beskatning var derfor sket med rette. Idet retten ligeledes fandt, at skattemyndighederne havde overholdt fristerne for ekstraordinær genoptagelse, og at SKAT ikke havde tilsidesat nogen partshøringsforpligtelse eller forpligtelse til at begrunde resultatet af afgørelsen, blev Skatteministeriet frifundet.  
SKM2019.382.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af en række beløb indsat på Y2-landske bankkonti oprettet i skatteyderens navn. Retten gav Skatteministeriet medhold i, at skatteyderen med rette var blevet beskattes af de pågældende beløb, idet retten lagde vægt på, at bankkontiene stod i skatteyderens navn, at han havde fuld råderet over kontiene ved bankbøger og hævekort, at det ikke var godtgjort, at pengene tilhørte skatteyderens far, og at det heller ikke var godtgjort, at pengene stammede fra allerede beskattede midler.

 
SKM2019.335.BR

Sagen angik en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2008 på baggrund af et negativt privatforbrug.

Skattemyndighederne havde ved opgørelsen af sagsøgerens privatforbrug i indkomståret 2008 ladet udgifterne til en ejerlejlighed, som sagsøgeren havde erhvervet i samme indkomstår, indgå med den købesum, der fremgik af købsaftalen og det tinglyste skøde, nemlig 1.583.000 kr.

Sagsøgeren gjorde derimod gældende, at han alene havde betalt 700.000 kr. for lejligheden, idet 883.000 kr. ud af den samlede købesum ifølge ham skulle gå til udskydelse af en hjemfaldspligt, der hvilede på ejendommen - hvilket imidlertid aldrig skete. Det var i sagen ubestridt, at hjemfaldspligten aldrig blev udskudt eller frikøbt.

Retten fandt, at det på baggrund af købsaftalen og det tinglyste skøde kunne lægges til grund, at købesummen for lejligheden var 1.583.000 kr. Retten fandt herefter, at det påhvilede sagsøgeren at afkræfte formodningen om, at han havde betalt det fulde beløb.

Denne bevisbyrde havde sagsøgeren ikke løftet.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

 
SKM2019.184.BR

Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderen skulle beskattes af en række indsætninger på sin bankkonto og af en række hævninger fra to selskabers konti, som han har deltaget i direktionen af. Skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011-2013 med i alt 1.684.487 kr.

Skatteyderen gjorde bl.a. gældende, at en række af indsætningerne stammede fra lån fra familie, salg af ejendele, løn og opsparing. Han gjorde også gældende, at hævningerne, han havde foretaget fra de to selskabers konti, var anvendt til at dække det ene selskabs udgifter henholdsvis overleveret til det andet selskabs direktør.

Skatteministeriet påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at der for skatteyderen måtte gælde en skærpet bevisbyrde som følge af de usædvanlige forklaringer og hændelsesforløb og henset til de skiftende forklaringer.

Retten tog Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge. Retten fandt det ikke godtgjort - uanset de afgivne forklaringer - at visse af indsætningerne stammede fra et reelt gældsforhold med tilbagebetalingspligt. Retten fandt det heller ikke godtgjort, at en indsætning var til brug for et forretningspartnerskab, der ikke blev til noget. Endelig fandt retten det ikke godtgjort, at en del af indsætningerne stammede fra skatteyderens salg af ejendele, fra en tidligere stillet garanti, fra løn og opsparing, eller at sagsøgeren havde anvendt de betydelige hævninger fra to selskabers konti til at dække det ene selskabs udgifter henholdsvis overlevere til det andet selskabs direktør.

 
SKM2019.160.BR

Sagen angik, om sagsøgeren var skattepligtig af hævninger fra nogle konti.

Sagsøgeren var ejer og direktør i to selskaber, hvis konti han havde rådighed over. Retten bemærkede, at der ikke forelå bogføringsmateriale eller anden form for dokumentation for pengestrømmene i det ene selskab, ligesom sagsøgeren ikke havde afgivet forklaring om forholdene i selskabet. Retten lagde herefter til grund, at hævningerne fra selskabernes konti var foretaget af sagsøgeren. Sagsøgeren blev anset for skattepligtig af beløbene, jf. statsskattelovens § 4, da retten ikke fandt det godtgjort, at beløbene var medgået til betaling af selskabernes udgifter.

SKAT og Landsskatteretten havde haft samme begrundelse og resultat. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

 
SKM2018.622.BR

Den ene skattepligtige havde i 2010 modtaget en række indsætninger på sin bankkonto på i alt 503.105 kr., og den anden skattepligtige havde i 2010 og i 2011 modtaget en række indsætninger på sin bankkonto på i alt 222.475 kr. Der var anlagt to sager, som blev sambehandlet.

De skattepligtige gjorde gældende, at indsætningerne stammede fra allerede beskattede midler fra en eller flere bankbokse, herunder tidligere hævninger.

Skatteministeriet gjorde gældende, at indsætningerne udgjorde skattepligtig indkomst, bl.a. under henvisning til, at hændelsesforløbet ikke er støttet af objektive kendsgerninger, og at der var givet skiftende forklaringer om et usædvanligt hændelsesforløb.

Skatteministeriet blev frifundet i begge sager.

SKM2018.576.BR

Sagsøgeren var ansat og direktør i et selskab, hvori hans far ejede 50% af anpartskapitalen. I 2008 blev der oprettet et tillæg til sagsøgerens ansættelsesaftale, hvorefter sagsøgeren fraskrev sig vederlag, indtil selskabets finansielle situation tillod udbetaling heraf. Ifølge tillægget tilstræbte selskabet, at vederlag blev afregnet med tilbageværende virkning, når og hvis selskabets økonomiske situation tillod det. Selskabet gik konkurs i 2012.

Sagsøgeren, der ikke fik udbetalt løn efter 1. oktober 2008, havde fået forhøjet sin indkomst for 2008-2010 med ikke udbetalt løn.

Retten fandt efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ikke havde afgivet et sådant blankt og uigenkaldeligt afkald, at han var fritaget for beskatning, jf. statsskattelovens § 4, litra c.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2018.573.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt nogle indsætninger, som sagsøgeren modtog på sin konto i 2012, var skattepligtig indkomst for hende.

Retten fandt, at 3 af de 4 indsatte beløb alene blev overført til sagsøgerens konto, således at hun kunne videreoverdrage pengene til sin søn, og at en sådan kortvarig besiddelse af de pågældende beløb ikke medførte, at beløbene havde tilhørt sagsøgeren som et formuegode, der skulle beskattes hos hende.

Ikke skattepligtigt.

SKM2018.571.BR

Skattemyndighederne forhøjede for indkomståret 2013 en skatteyders indkomst med i alt 580.000 kr. Forhøjelsen svarede til en række større beløb, som i det pågældende indkomstår var overført til skatteyderens konto fra en bekendt. I indkomståret 2012, der ikke var en del af sagen, var der overført yderligere 320.000 kr. fra den pågældende. Skatteyderen gjorde gældende, at beløbene hidrørte fra lån, som alle skulle tilbagebetales. Retten fastslog, at det i den foreliggende situation, hvor en bekendt i løbet af 2012 og 2013 indsatte pengebeløb på i alt 900.000 kr. på skatteyderens bankkonto, sammenholdt med oplysningerne om skatteyderens økonomiske situation i 2012-2013 og årene derefter, påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de i 2013 indsatte beløb var skattefrie lånebeløb. Et gældsbrev, der først var oprettet efter skattesagens opstart, var ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at der var tale om et reelt gældsforhold, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet.

SKM2018.549.BR

Sagen handlede om, hvorvidt 26 indsætninger på skyldnerens private og erhvervsmæssige konti i løbet af 2012 var skatte- og momspligtig indkomst. Beløbene udgjorde i alt omkring 500.000 kr. Retten fandt, at skatteyderen under disse omstændigheder skulle godtgøre eller sandsynliggøre, at indbetalingerne/indsætningerne hidrørte fra midler, der allerede var beskattet, eller som var undtaget fra beskatning.

Skatteyderen erkendte i sin forklaring for retten, at to af indsætningerne ved en fejl ikke var selvangivet. Om en indbetaling havde skatteyderen gjort gældende, at beløbet angik hans ægtefælles virksomhed for bedækning af en hest. Retten fandt, at en kvittering for indberetning af en bedækning ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at beløbet ikke endeligt tilkom ham. Tre indsætninger, på i alt 364.680 kr., var udbetalt umiddelbart efter hver indsætning og skulle angiveligt herefter have været indbetalt til hans sønners og brors virksomhed. Retten fandt, at sagsøgerens forklaring dels var skiftende, usikker og på inden måde overbevisende, ligesom den ikke var underbygget af nogen form for objektive beviser.

Tre indsætninger på i alt 22.000 kr. angik angiveligt tilbagebetaling fra en ven for udlæg i forbindelse med jagtrejser. Som dokumentation herfor fremlagde skatteyderen fakturaer fra rejsebureauet samt erklæringer fra rejsebureauet og vennen om, at vennen havde deltaget i rejserne. Retten udtalte, at uanset om skatteyderen og vennen havde været på jagtture, var der ikke overensstemmelse mellem indbetalingerne og sagsøgerens forklaring. En indbetaling påstod skatteyderen angik tilbagebetaling fra en søn for køb af et jakkesæt. I en e-mail havde sønnen erklæret sig enig heri, men påstanden var ikke understøttet af objektive beviser. Retten udtalte, at den overordnet ikke fandt, at de skriftlige erklæringer på e-mail har den samme vægt som en vidneførsel, da retten dermed ikke har mulighed for at danne sig et umiddelbart indtryk af vidnets troværdighed.

På den baggrund fandt retten ikke, at skatteyderen i tilstrækkelig grad havde godtgjort eller sandsynliggjort, at indsætningerne på hans konti hidrørte fra midler, der allerede var beskattet, eller som ikke skulle beskattes hos ham. Retten var derfor enig i Landsskatterettens afgørelse om at anse pengene for at være skattepligtig indkomst. Som følge heraf erklærede retten sig også enig i Landsskatterettens forhøjelse af skatteyderens momstilsvar.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

SKM2018.396.BR

Skatteyderen var for indkomstårene 2006-2011 blevet beskattet af online pokergevinster. Spørgsmålet var, om skatteyderen havde godtgjort, at gevinsterne helt eller delvist var vundet på skattefrie hjemmesider, jf. SKM2004.121.DEP.

Retten fandt det ikke godtgjort, at samtlige gevinster var skattefrie og fandt endvidere ikke, at det kunne kritiseres skattemyndighederne, at der i skønnet over skattepligtige gevinster ikke var taget hensyn til ikke-dokumenterede kumulerede gevinster pr. 31. december 2005.

Skattemyndighederne havde lagt til grund, at samtlige skatteyderens gevinster var skattepligtige, og at en del var vundet på den skattepligtige spilleside G1. Under retssagen anerkendte Skatteministeriet, at en del af gevinsterne hidrørte fra spil på skattefrie spillesider. Derudover fandt retten det bevist, at et yderligere beløb var vundet på en skattefri spilleside. Henset dertil, og til at retten ikke fandt det bevist, at skatteyderen havde spillet på G1, fandt retten, at skattemyndighedernes skøn var udøvet på et forkert grundlag.

For indkomstårene 2006-2008 var der tale om ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. For så vidt angår gevinster fra en specifik spilleside, som - ifølge et ikke-offentliggjort bindende svar fra SKAT til en anden skatteyder - var en skattepligtig spilleside, fandt retten ikke, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive gevinsterne. Retten lagde vægt på en korrespondance, som skatteyderen havde haft med den pågældende spilleside forud for opstarten af spilleaktiviteterne på siden og på, at SKAT i sin afgørelse selv anførte, at spillesiden var skattefri. Det var derimod mindst groft uagtsomt, at skatteyderen ikke havde selvangivet sine øvrige skattepligtige gevinster.

Det var ikke i strid med skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 4. pkt., at SKAT traf afgørelse uden at meddele skatteyderen (yderligere) udsættelse af fristen for at komme med bemærkninger til agterskrivelsen.

Retten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

SKM2018.359.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren skulle beskattes af en række indsætninger i 2011 på hans bankkonti fra 1) navngivne personer, 2) et selskab samt 3) ukendte kilder på i alt 543.056 kr.

Sagsøgeren gjorde gældende, at indsætningerne stammede fra lån fra venner og familie henholdsvis en forudbetaling af en ordre fra et selskab, som sagsøgeren efterfølgende tilbageoverførte til selskabet i forbindelse med sagsøgerens annullation af ordren.

Skatteministeriet gjorde gældende, at sagsøgeren skulle bevise, at indsætningerne ikke er skattepligtig indkomst, og at han ikke havde løftet denne bevisbyrde.

For så vidt angår indsætningerne fra venner og familie samt de ukendte kilder gjorde Skatteministeriet bl.a. gældende, at de fremlagte låneerklæringer måtte tillægges ringe bevisværdi, idet de var udarbejdet til brug for den administrative behandling af sagsøgerens skattesag, og at der i øvrigt var tale om skiftende forklaringer, hvilket måtte komme sagsøgeren bevismæssigt til skade.

For så vidt angår indsætningerne fra selskabet gjorde Skatteministeriet bl.a. gældende, at der ikke forelå objektiv dokumentation til støtte for sagsøgerens forklaring om, at indsætningerne fra selskabet skulle stamme fra en forudbetaling af en ordre, og at det af sagsøgeren overførte beløb til selskabet kunne vedrøre hvad som helst. Hertil kom, at hændelsesforløbet i relation til indsætningerne fra selskabet måtte anses som usædvanligt, idet sagsøgeren bl.a. havde overført mere til selskabet, end selskabet havde overført til ham, og baggrunden herfor var udokumenteret, hvorfor bevisbyrden måtte være skærpet.

Retten frifandt Skatteministeriet. I forbindelse med indsætningerne fra navngivne personer og ukendte kilder, lagde retten vægt på, at forholdene ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, og at bevisbyrden var skærpet. I forbindelse med indsætningerne fra selskabet lagde retten vægt på, at forløbet ikke var støttet af objektive kendsgerninger, og at det må formodes, at der har været andre transaktioner mellem sagsøgeren og selskabet end de, som var snævert forbundne til den pågældende ordre.

SKM2018.186.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger havde godtgjort, at 44 pengeoverførsler fra to virksomheder på i alt 2.592.501 kr. til sagsøgers tre bankkonti ikke var skattepligtig indkomst for vedkommende.

Sagsøger gjorde gældende, at beløbene ikke var skattepligtig indkomst, da beløbene blev indsat på bankkonti, der var oprettet med det formål at afholde virksomhedernes driftsudgifter, idet virksomhedernes bankforbindelse havde opsagt samarbejdet.

Skatteministeriet gjorde gældende, at det er udokumenteret, at indsætningerne skulle være anvendt til betaling af driftsomkostninger for de to virksomheder, hvorfor sagsøger ikke havde bevist, at de 44 indsætninger ikke er skattepligtig, personlig indkomst for ham. Sagsøger havde f.eks. ikke formået at fremlægge blot én faktura, der dokumenterede, at han havde afholdt udgifter på vegne af ét af de to selskaber, selvom han havde været regnskabsansvarlig i det ene selskab.

Retten anførte, at idet de 44 indsætninger blev indsat på sagsøgers personlige bankkonti, blev beløbene undergivet sagsøgers frie rådighed og ejendomsret, på samme måde som hvis han havde fået pengene overgivet i hånden kontant.

Retten udtalte, at der under de konkrete omstændigheder gjaldt en streng bevisbyrde, og at sagsøger ikke havde løftet denne bevisbyrde.

SKM2018.180.BR

Sagen angik, hvorvidt gevinster vundet i backgammon i indkomstårene 2006-2011 - det vil sige før spillelovens ikrafttræden den 1. januar 2012 - var skattepligtige. Afgørende for denne vurdering var, om backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et færdighedsspil, der ikke var omfattet af den tidligere tips-og lottolov, med den følge, at gevinster vundet i backgammon var skattepligtige, eller om backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et hasardspil omfattet af den tidligere tips-og lottolov med den følge, at gevinster vundet i backgammon var skattefri.

Retten konstaterede, at Landsskatteretten havde vurderet, at backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et færdighedsspil, at denne vurdering deltes af spillemyndigheden og var fulgt i administrativ praksis, samt at vurderingen i øvrigt støttedes af en række publicerede beskrivelser af backgammon. Skatteyderen havde ikke heroverfor ved sin forklaring og det af hende påberåbte materiale godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering af backgammon, og retten tiltrådte dermed, at skatteyderens indtægter fra backgammon i de omhandlede indkomstår var skattepligtige efter SL § 4, stk. 1, litra f.

Retten tiltrådte endvidere, at skattemyndighederne havde været berettigede til at genoptage skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2008 efter bestemmelsen i SL § 27, stk. 1, nr. 5, idet skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke fuldt ud at selvangive sine spilleindtægter for de pågældende år.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Der deltog tre dommere i afgørelsen af sagen.

Sagen er hovedforhandlet med SKM2018.115.BR med stort set samme problemstilling.
SKM2018.170.BR Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af en skønsmæssigt ansat lønindkomst på kr. 700.000,- for hvert af indkomstårene 2007 og 2008. For indkomståret 2007 omhandlede sagen tillige, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af maskeret udlodning med kr. 2 mio. Retten udtalte, at allerede fordi skatteyderen ikke havde selvangivet fyldestgørende, har skattemyndighederne været berettiget til at ansætte indkomsten skønsmæssigt. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af lønindkomst var sket på et forkert eller mangelfuldt grundlag eller var åbenbart urimeligt. Herunder kunne det ikke anses for en fejl, at skattemyndighederne ikke havde udarbejdet en privatforbrugsopgørelse. Retten fandt endvidere, at det var med rette, at SKAT havde anset skatteyderen for skattepligtig af et beløb på kr. 2 mio. i maskeret udlodning. Skatteministeriet blev derfor frifundet
SKM2018.165.BR

Sagen drejede sig om en skatteyder, hvis skattepligtige indkomst for 2012 var blevet forhøjet skønsmæssigt af skattemyndighederne på baggrund af i alt 8 indsætninger på skatteyderens bankkonto. Skatteyderen var ansat i en virksomhed, som havde overført beløbene til skatteyderen. Til støtte for, at indsætningerne ikke var skattepligtige, gjorde skatteyderen gældende, at han udlånte sin konto til nogle underleverandører, så de kunne modtage udbetalinger fra den virksomhed, som skatteyderen var ansat i. Udover indsætningerne på skatteyderens konto havde skatteyderen tillige fået udbetalt løn fra virksomheden på i alt 82.000 kr. i 2012.

Skatteministeriet gjorde gældende, at indsætningerne ikke var holdt adskilt fra skatteyderens øvrige formue, ligesom der var tale om en usædvanlig forretningsgang, hvorfor det påhvilede det skatteyderen at bevise, at beløbene ikke var skattepligtige. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ifølge Skatteministeriet ikke løftet.

Retten fandt, at konstruktionen med udlån af kontoen i sig selv måtte anses for ganske usædvanlig. Hertil kom, at der på 6 ud af de 8 fakturaer fra underleverandørerne netop var angivet et kontonummer, hvortil betaling kunne ske, og at posteringsteksterne på indbetalingerne ikke indikerede, at der skulle være tale om beløb til videreformidling til underleverandører. Der var endvidere ikke sammenhæng mellem indbetalingerne på skatteyderens konto og de af ham foretagne kontanthævninger i perioden. Videre lagde retten vægt på, at skatteyderen havde forklaret, at han i indkomståret 2012 arbejdede fuld tid hos virksomheden, men alene fik udbetalt 82.000 kr. På den baggrund fandt retten ikke, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at indsætningerne ikke skulle beskattes hos skatteyderen. Retten bemærkede, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at Skatteministeriet ikke havde bestridt ægtheden af fakturaerne.

Skatteministeriet blev på baggrund heraf frifundet.

SKM2018.161.BR

Sagerne drejer sig om, hvorvidt skatteyderen skulle anses som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende for det arbejde, skatteyderen havde udøvet som freelancer ved en virksomhed. Ligeledes omhandlede sagerne, om skatteyderens virksomhed havde udøvet selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3.

Byretten udtalte indledningsvis, at det følger af fast retspraksis, at den skatteretlige sondring mellem lønindkomst og indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed skal ske efter de kriterier, der er gengivet i pkt. B.3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med kriterierne anført i cirkulæret om personskatteloven, at skatteyderen skulle anses for lønmodtager. Retten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at skatteyderen over en længere periode kontinuerligt varetog skiftende opgaver integreret i den pågældende virksomhed, dels i henhold til en skriftlig aftale indgået med skatteyderen personligt, dels i henhold til en mundtlig aftale om udførelse af diverse forefaldende opgaver.

Retten tillagde det også vægt, at skatteyderen i det væsentlige havde udført samme opgaver som de øvrige medarbejdere, at skatteyderen kun havde indtægter fra virksomheden bortset fra et mindre beløb, at skatteyderen var undergivet generelle retningslinjer, instruktion og tilsyn, at aflønningen skete efter faste dagstakster en gang månedligt, og at der ikke var afholdt driftsomkostninger, der efter sin karakter og omfang væsentligt adskilte sig fra det, der sædvanligvis afholdes af lønmodtagere.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

SKM2018.115.BR

Sagen angik, hvorvidt gevinster vundet i backgammon i indkomstårene 2006-2010 - det vil sige før spillelovens ikrafttræden den 1. januar 2012 - var skattepligtige. Afgørende for denne vurdering var, om backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et færdighedsspil, der ikke var omfattet af den tidligere tips-og lottolov, med den følge, at gevinster vundet i backgammon var skattepligtige, eller om backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et hasardspil omfattet af den tidligere tips-og lottolov med den følge, at gevinster vundet i backgammon var skattefri.

Retten konstaterede, at Landsskatteretten havde vurderet, at backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et færdighedsspil, at denne vurdering deltes af spillemyndigheden og var fulgt i administrativ praksis, samt at vurderingen i øvrigt støttedes af en række publicerede beskrivelser af backgammon. Skatteyderen havde ikke heroverfor ved sin forklaring og det af ham fremlagte materiale godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering af backgammon, og retten tiltrådte dermed, at skatteyderens indtægter fra backgammon i de relevante indkomstår var skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f.

Retten tiltrådte endvidere, at skattemyndighederne havde været berettigede til at genoptage skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2008 efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke fuldt ud at selvangive sine spilleindtægter for de pågældende år.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen blev hovedforhandlet med SKM2018.180.BR med stort set samme problemstilling.
SKM2018.94.BR

SKAT havde på baggrund af en kontrol af skatteyderens påståede arbejdsgivervirksomhed fundet, at virksomheden var uden realitet, og at virksomheden anvendte fiktive ansættelsesforhold for at opnå uberettigede skattemæssige fordele. SKAT havde på denne baggrund nedsat skatteyderens indkomst til 0 kr. i det pågældende indkomstår. SKAT nægtede tillige at godskrive skatteyderens A-skat og AM-bidrag.

Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderen havde dokumenteret modtagelsen af løn fra virksomheden.

Retten lagde til grund, at skatteyderens arbejdsgiver hverken havde en omsætning, lønkonto eller et fast driftssted.

Retten udtalte, at omstændighederne i sagen talte imod, at skatteyderen havde modtaget løn fra den påståede arbejdsgiver, og at kravet til skatteyderens bevis for, at hun havde modtaget den påståede løn, på denne baggrund var skærpet.

Skatteyderen havde ikke fremlagt kontoudtog eller anden dokumentation for pengestrømmene i sagen. De fremlagte dokumenter; en ansættelseskontrakt, en opsigelse og to lønsedler udgjorde ikke tilstrækkelig objektiv og sikker dokumentation for, at skatteyderen havde modtaget løn. På den baggrund fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet sin skærpede bevisbyrde for, at hun arbejdede for og modtog løn fra virksomheden.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2018.59.BR

Skatteyderens skattepligtige indkomst blev forhøjet med kr. 480.000 i indkomståret 2009, da skattemyndighederne havde fundet, at skatteyderen havde et negativt privatforbrug.

Skatteyderen gjorde gældende, at der ikke var grundlag for at foretage en skønsmæssig ansættelse, og at det udøvede skøn skulle tilsidesættes som åbenbart urimeligt, og fordi det var baseret på en række forkerte forudsætninger.

Retten fandt, at skatteyderen nødvendigvis måtte have haft andre indtægter end de oplyste, og at SKAT derfor havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse.

Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skatteansættelsen som åbenbart urimelig.

SKATs skøn var baseret på Danmarks Statistiks opgørelse over det gennemsnitlige privatforbrug i 2009 for en husstand med to voksne og børn.

Retten fandt, at skønsudøvelsen ikke eller ikke alene skal ske på grundlag af et abstrakt gennemsnitstal, men i stedet - såfremt det er muligt - bør udøves på grundlag af en konkret, empirisk vurdering af, hvad den konkrete skatteyder og dennes familie faktisk har haft til rådighed.

Skatteansættelsen blev derfor hjemvist til fornyet behandling hos SKAT.

SKM2018.57.BR

Spørgsmålet i sagen var, om en enekapitalejer skulle udlodningsbeskattes af overførsler fra vedkommendes selskab til direktøren for selskabet, der samtidig var kapitalejerens far.

Kapitalejeren påstod, at han ikke skulle beskattes af overførslerne, men at de i stedet skulle beskattes som enten et lån eller løn fra selskabet til direktøren. Kapitalejeren henviste i den forbindelse til, at han alene var formel ejer af selskabet, og at dette i enhver henseende blev styret af direktøren, som imidlertid ikke kunne registreres som ejer på grund af en tidligere konkurs. Kapitalejeren henviste også til, at overførsler fra selskabet til direktøren tidligere var blevet beskattet som yderligere løn til direktøren frem for maskeret udlodning til kapitalejeren. Kapitalejeren påstod subsidiært, at en eventuel beskatning af ham skulle periodiseres i 2008, og at Skatteministeriets subsidiære påstand om omperiodisering ikke kunne tages til følge på grund af fristreglerne. Som begrundelse herfor henviste kapitalejeren til, at overførslerne var sket fra spærrede deponeringskonti, hvorpå de overførte beløb var indgået allerede i 2008.

Retten udtalte indledningsvis, at kapitalejeren også i skatteretlig henseende måtte anses for ejer af anparterne i selskabet. Med henvisning til de foreliggende omstændigheder fandt retten, at overførslerne hverken kunne anses for lån eller løn til selskabets direktør. Desuden fandt retten, at kapitalejeren ved gennem mange år fuldstændigt at overlade selskabets forhold til direktøren sammenholdt med kapitalejerens efterfølgende passivitet havde accepteret den skete disposition. Retten bemærkede endvidere, at overførslerne også var i kapitalejerens interesse, da han ellers ville kunne risikere at blive mødt af den kautionsforpligtelse, som han havde påtaget sig for sin fars gæld.

Retten tiltrådte herefter, at udbetaling af beløbene må anses for udbytte efter ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Retten tiltrådte endvidere, at kapitalejeren var blevet beskattet i 2009, hvor overførslerne fandt sted. Som begrundelse herfor henviste retten til, at sikkerheden i deponeringskontiene ikke kunne sidestilles med en endelig beslutning om at betale udbytte, idet der alene var tale om transport til sikkerhed. Der var derfor først erhvervet endelig ret til de overførte beløb i 2009, hvor overførslerne fandt sted.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2017.684.BR

Sagen angik, om sagsøgerens indkomst for 2010 skulle forhøjes med en række indsættelser på en bankkonto benævnt klientkonto, som var oprettet i sagsøgerens navn. Herudover var spørgsmålet, om sagsøgeren havde dokumenteret, at en overførsel på kr. 200.000,- fra klientkontoen til sagsøgerens private konto angik et privat lån og derfor ikke var skattepligtigt hos sagsøgeren. Endelig var spørgsmålet i sagen, om sagsøgeren i indkomstårene 2009 og 2010 skulle beskattes af værdien af rådighed over fri sommerbolig.

For så vidt angår indsættelserne på sagsøgerens konto for klientmidler konstaterede retten, at sagsøgeren udelukkende havde fremlagt sporadisk og mangelfuld dokumentation for, hvad indsættelserne på klientkontoen skulle vedrøre. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren i strid med sine pligter som advokat havde undladt at holde private midler adskilt fra klientmidler. På den baggrund fandt retten, at skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af hans skattepligtige indkomst for 2010.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde ført det fornødne sikre bevis for, at de skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag, og der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens indkomst. På den baggrund tiltrådte retten den skønsmæssige forhøjelse, dog med en nedsættelse for indkomståret 2010 på kr. 4.400,-, som skattemyndighederne havde anerkendt under retssagen.

I relation til det påståede lån fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han i 2010 lånte kr. 200.000,- af et britisk selskab. Retten lagde vægt på, at sagsøgerens forklaring ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Den påståede långivers bekræftelse af låneforholdet ved en e-mail fremlagt i sagen kunne ikke tillægges betydning, da e-mailen var indhentet til brug for skattesagen, og da oplysningerne i e-mailen i øvrigt ikke stemte overens med de faktiske pengestrømme i sagen.

SKM2017.682.BR

Sagen handlede om en skatteyder, som indsatte og fik overført i alt 399.780 kr. i indkomstårene 2009 og 2010. Skatteyderen gjorde gældende, at midlerne vedrørte tilbagebetaling af et udlån, betaling af forældres regninger, udlæg for venner og indsætning af egne kontante midler.

SKAT og Landsskatteretten forhøjede hans skattepligtige indkomst med beløbet.

Skatteyderen fremlagde bl.a. et gældsbrev og kontoudtog, som støttede hans forklaring. Hans bror og far afgav endvidere samstemmende forklaringer om midlernes oprindelse.

Retten fandt, at det var skatteyderens bevisbyrde, at midlerne ikke var skattepligtig indkomst for ham i 2009 og 2010. Efter en samlet vurdering af det forklarede, de fremlagte dokumenter, og at en række oplysninger først fremkom under hovedforhandlingen, fandt retten, at skatteyderens forklaring ikke i fornødent omfang var understøttet af objektiv dokumentation, der gjorde det muligt at følge de oplyste pengestrømme for 397.780 kr.

Skatteministeriet blev derfor frifundet for denne del af sagen. Retten fandt derudover, at skatteyderen i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at en indsætning på 2.000 kr. var et udlæg for en ven. Retten lagde vægt på, at det forklarede havde støtte i en fremlagt kopi af et kontoudtog.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet for 397.780 kr., men skulle anerkende, at skatteyderens skattepligtige indkomst for 2010 nedsættes med 2.000 kr. 

SKM2017.614.BR

Sagen handlede om en skatteyder, som fik indsat 288.774 kr. på sin bankkonti ved en række overførsler i 2009 og 2010. Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningerne vedrørte tilbagebetalinger fra udlån, udlæg, bryllupsgaver og egne hævede og genindsatte midler.

Spørgsmålet for retten var, om skatteyderen var skattepligtig af indsætningerne. Skatteyderen fremlagde bl.a. et gældsbrev og kontoudtog, som støttede hans forklaring. Hans bror og hustru afgav endvidere samstemmende forklaringer om midlernes oprindelse.

Retten fandt, at det var skatteyderens bevisbyrde, at midlerne ikke var skattepligtig indkomst for ham i 2009 og 2010. Efter en samlet vurdering af det forklarede og de fremlagte dokumenter, fandt retten, at skatteyderens forklaring ikke i fornødent omfang var understøttet af objektiv dokumentation, der gjorde det muligt at følge de oplyste pengestrømme.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2017.464.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder skulle beskattes af en række beløb, som var blevet overført til hendes privat konto.

Skatteyderen gjorde gældende, at overførslerne vedrørte de to selskaber, som hun var eneanpartshaver i, at de var foretaget af hendes samlever, som havde fuldmagt til at disponere over selskabers midler, og at beløbene havde været anvendt erhvervsmæssigt.

Byretten lagde imidlertid til grund, at betalingerne var sket som følge af dispositioner, som hun som eneejer og direktør havde haft den afgørende indflydelse på. Retten fandt det ikke godtgjort, at overførslerne var sket i erhvervsmæssigt øjemed, og da beløbene havde passeret skatteyderens økonomi, skulle hun beskattes heraf.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen er anket til Vestre Landsret.

SKM2017.440.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig af et beløb på kr. 24.000, som var blevet indsat på hendes bankkonto. Da der ikke var dokumentation for, hvor beløbet hidrørte fra, og forklaringerne om anvendelsens af beløbet - som i øvrigt ændredes under sagen - ikke var uforenelige med, at pengene kunne hidrøre fra hævninger i det selskab, som sagsøgeren var hovedanpartshaver i, blev sagsøgeren følgelig skattepligtig af beløbet.

Derudover blev sagsøgeren anset skattepligtig af hævninger foretaget i selskabet. Sagsøgeren gjorde gældende, at hun havde foretaget indbetalinger, som nedsatte omfanget af de skattepligtige hævninger. Byretten bemærkede hertil, at det efter ligningslovens § 16 A er det klare udgangspunkt, at hævningerne skal anses for skattepligtige, uanset der senere indbetales beløb til selskabet. Retten bemærkede hertil, at der ikke var bilag eller bogføring i forbindelse med de enkelte hævninger, som gav grundlag for at give fradrag i de skattepligtige beløb.

SKM2017.233.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig af indsætninger på sin bankkonto i 2011. Der var i 2011 indsat i alt 299.266 kr. ved 4 kontante indsætninger og 1 bankoverførsel.

Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningerne vedrørte tilbagebetaling af to udlån fra skatteyderens brødre, og at bankoverførslen var refusion af udgifter, som han havde afholdt for en ven. Under sagens forberedelse fremlagde skatteyderen erklæringer om optagelse og tilbagebetaling af lån samt afholdelse og refusion af udgifter.

Retten fandt, at skatteyderen skulle bevise, at indsætningerne vedrørte allerede beskattede midler. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet. Retten anførte, at de afgivne forklaringer og erklæringer ikke var bestyrket ved objektive kendsgerninger. Videre anførte retten, at skatteyderen for skattemyndighederne og under retssagen havde afgivet skiftende forklaringer om, hvorfra pengene stammede, ligesom brødrenes vidneforklaringer ikke var i overensstemmelse med de af dem afgivne erklæringer.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2017.203.BR

To holdingselskaber havde foretaget betalinger af betydelige beløb til deres to aktionærer, der var ansat i selskaberne. Betalingerne var i selskaberne behandlet som løn (bonus), og der var indberettet og afregnet A-skat og AM-bidrag.

Skattemyndighederne anså derimod hovedparten af beløbene for at være udbytte, som dermed ikke kunne fradrages i selskaberne.

Byretten (3 dommere) tiltrådte skattemyndighedernes vurdering. Byretten lagde bl.a. vægt på, at der i modsætning til de foregående år ikke blev deklareret udbytte i de omhandlede år, at der ikke forelå dokumentation i form af ansættelseskontrakter , bonus eller vederlagsaftaler eller lignende, at betalingerne betragteligt oversteg den aflønningen , som var betalt til de to i en årrække, at "bonus" blev udbetalt til hver af de to aktionærer med samme beløb, selv om de varetog forskellige hverv i virksomhederne, og at betalingerne var mange gange større end den løn, der blev betalt til den ansatte direktør.

Retten udtalte endelig, at det foretagne syn og skøn, som konkluderede, at betalingerne i vidt omfang svarede til en markedskonform aflønning, ikke kunne føre til et andet resultat.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

SKM2016.383.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen, A, med rette var anset for skattepligtig af et beløb på 700.000 kr. i indkomståret 2009. Beløbet blev fundet over loftbeklædningen på A's værksted i forbindelse med en politiransagning.

A gjorde gældende, at beløbet ikke var skattepligtigt, da det stammede fra salg af en række private genstande samt fra et beløb hævet på sin samlevers konto.

Retten fastslog, at A ubestridt havde bevisbyrden for, at det omtvistede kontantbeløb på 700.000 kr. ikke var skattepligtigt eller stammede fra allerede beskattede midler.

Retten fandt, at A ikke havde løftet denne bevisbyrde, og lagde navnlig vægt på, at de afgivne forklaringer ikke var understøttet af objektive beviser. For så vidt angik det beløb, som A havde hævet kontant fra sin samlevers konto, lagde retten endvidere vægt på, at handlingen forekom usædvanlig.

Spørgsmålet var herefter, om en del af det skattepligtige beløb på 700.000 kr. burde have været beskattet i indkomståret 2008. Under hensyn til, at beløbet blev fundet i forbindelse med en ransagning i 2009, fandt retten, at det måtte have formodningen for sig, at beløbet var tilgået A i indkomståret 2009. Det påhvilede derfor A at godtgøre, at en del af det skattepligtige beløb var tilgået ham i indkomståret 2008.

Retten fandt, at A ikke havde løftet denne bevisbyrde, og bemærkede i den forbindelse, at der ud over oplysningerne om det hævede kontantbeløb og købesummen fra en privat genstand ikke havde været nogen bevisførelse vedrørende hvordan, hvorfor og hvornår pengene var tilgået A. Skatteministeriet blev derfor frifundet. Skattepligt

SKM2011.265.BR

Sagsøger skulle beskattes af værdien af et jordstykke som en gave. Erhvervelsen var tinglyst, men jordstykket blev faktisk betalt af sagsøgers fætter. Det var uden betydning, at der var indgået en aftale om, at fætteren kunne anvende jordstykket vederlagsfrit, ligesom han på et senere tidspunkt skulle have jordstykket overdraget vederlagsfrit.

Gave. Skattepligtig indtægt.

SKM2011.81.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en række overførsler til sagsøgerens bankkonto skulle anses for skattepligtig indkomst eller et lån. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren regelmæssigt havde overført penge til långiver, og at hun samlet havde tilbageført meget betydelige beløb til denne. Retten lagde derudover til grund, at sagsøgeren forud for bankoverførslerne havde erlagt kontante beløb til långiver, og at disse overførsler var i overensstemmelse med afdragsprofilen i lånedokumentet. Endelig lagde retten vægt på forklaringen afgivet af långiver. Uanset at lånet var ydet på særlige vilkår, fandt retten det herefter godtgjort, at der var tale om et lån. Skattefrit lån.

Landsskatteretskendelser

SKM2020.235.LSR

Sagen drejede sig om, hvorvidt klageren skulle beskattes af et beløb på € 1.000.000, svarende til 7.435.900 kr., som klageren havde modtaget i indkomståret 2007 som følge af et forlig indgået med en italiensk virksomhed. 

Landsskatteretten fandt ikke, at betalingen kunne sidestilles med en erstatning, da der ikke sås at være fastlagt eller anerkendt noget tab. Endvidere kunne betalingen ikke anses for at være en bod eller konventionalbod, da det ikke ved forligsaftalen var anerkendt, at klageren havde været forurettet. Landsskatteretten fandt endvidere ikke, at det modtagne beløb kunne sidestilles med godtgørelse for tort i henhold til erstatningsansvarslovens § 26.

Klageren fandtes herefter ikke at have godtgjort, at forligsbeløbet modtaget fra G1 ikke var skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4, og der fandtes ikke at være hjemmel til at fritage beløbet fra beskatning.

Landsskatteretten fandt i øvrigt ikke, at afgørelsen led af en formel mangel i form af manglende partshøring, ligesom klageren ikke ansås at have opnået en retsbeskyttet forventning om, at der ikke skulle ske beskatning af beløbet. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen er indbragt for domstolene.

SKM2018.105.LSR

Landsskatteretten fandt, at en klager måtte anses for skattepligtig af en præmie vundet ved en tv-konkurrence i 2005, jf. SL § 4, stk.1, litra f. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og stk. 2 ansås endvidere for opfyldt.

SKM2010.416.LSR

En privatperson måtte anses for skattepligtig af en "rabat", som han modtog fra en forsikringsformidler i forbindelse med tegning af en kapitalforsikring omfattet af PBL § 53 A. Skattepligt.

Skatterådets afgørelse er refereret i SKM2009.406.SR

SKM2006.573.LSR

Landsskatteretten fandt, at udveksling af arbejdskraft og naturalier i forbindelse med et timebankprojekt ikke kunne karakteriseres som vennetjenester, men medførte indkomstskattepligt for modtagerne. Skattepligt.

Skatterådet

SKM2020.479.SR

Spørger er medlem af en brancheorganisation. Brancheorganisationen foretager administration af Spørgers økonomi uden at kræve vederlag herfor. Det skal vurderes, om værdien af vederlagsfri administrationsydelser udgør skattepligtig indkomst for Spørger, og herefter om beskatningen kan elimineres ved et korresponderende fradrag for driftsomkostninger.

Skatterådet bekræfter, at de vederlagsfri administrationsydelser skal anses for at være et formuegode af pengeværdi, som er skattepligtigt for Spørger.

Skatterådet bekræfter, at Spørger kan opnå et korresponderende fradrag, da omkostningerne til ydelserne må anses for at vedrøre driften.

 
SKM2020.269.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger, der var formand for en antenneforening, var skattepligtig af TV- og internetydelser til en samlet værdi af 8.233 kr. årligt, som spørger modtog fra antenneforeningens leverandør af TV og internet. Skatterådet var således enig med spørger i, at ydelserne var skattepligtige, idet Skatterådet ikke fandt, at ydelserne kunne anses for en skattefri repræsentationsgave.

Skatterådet kunne i den forbindelse ikke bekræfte, at værdien af TV- og internetydelserne kunne sættes til 50 % af det sparede.

Endvidere kunne Skatterådet ikke bekræfte, at deltagelse i et arrangement på en festival med overnatning, bespisning og transport til en værdi af 2.550 kr. plus værdien af frokost og aftensmad, hvor spørger var inviteret af leverandøren, var skattefri for spørger, uanset muligheden for at der kunne foregå uformaliserede drøftelser mellem spørger og spørgers kontaktpersoner hos leverandøren. Det var Skatterådets vurdering, at deltagelse i festivalarrangementet ikke tilgodeså antenneforeningens interesser i et omfang, der oversteg spørgers private interesse i at deltage. Det var derfor Skatterådets opfattelse, at invitationen til at deltage i festivalarrangementet ikke kunne anses for en skattefri repræsentationsgave for spørger.

Skatterådet kunne i den forbindelse bekræfte, at værdien af deltagelse i festivalarrangementet med transport, bespisning og overnatning kunne sættes til 50 % af det sparede, henset til den særlige praksis der gælder for værdiansættelse af repræsentationsgaver i form af rejser.

SKM2017.533.SR

Spørger ønskede at refundere et beløb til en række af sine kunder med lån hos A, som følge af, at A havde forhøjet bidragssatserne på lånene.

Refusionen af bidragsbeløb vedrørte ikke et låneforhold mellem spørger og kunden, men et låneforhold mellem kunden og A.

Refusion som følge af forhøjede bidragssatser skulle beskattes som personlig indkomst efter personskatteloven § 3, stk. 1. Skattepligtig indkomst. 

SKM2012.716.SR

A og B var tidligere ægtefæller men nu skilt. Parterne ejede en fast ejendom i lige sameje. A påtænkte at bo i ejendommen og betale samtlige udgifter forbundet hermed.

A kunne ikke overtage B's rentefradrag, da det forudsatte, at ejendommen og gælden blev overdraget enten ved skøde eller bodelingsoverenskomst.

Skatterådet tog stilling til, hvordan A og B skulle beskattes, hvis B udlejede ejendommen til A og i den forbindelse lod ham betale en række udgifter på ejendommen.

Det var afgørende for beskatningen, om den fastsatte leje var højere end, lavere end eller svarede til den objektive lejeværdi.

Ikke overtagelse af fradrag. Skattepligtig indtægt.

SKM2011.194.SR

Skatterådet bekræftede, at kommunens medarbejderes deltagelse i motionshold, og benyttelse af svømmehaller var et skattepligtigt gode for medarbejderne.

Til gengæld fandt Skatterådet, at aftaler, som kommunen har indgået med diverse leverandører og som indebærer, at der gives en rabat ved køb af varer hos leverandørerne, ikke var et skattepligtigt gode for medarbejderne.

Skatterådet fandt heller ikke, at en ordning, hvor der gives gratis fysioterapi, zoneterapi, massage, kiropraktik og akupunktur til de ansatte over 55 år, anses for at være et skattepligtigt gode for medarbejderne. Skattefri og skattepligtige personalegoder.

SKM2010.747.SR

Amatørfotografer var skattepligtige af betalinger for udført arbejde, selvom opdragsgiverne donerede betalingen til nødhjælpsorganisationer. Fotografernes indkomstafkald blev anset som dispositivt, idet forudsætningen for arbejdets udførelse var, at opdragsgiver ved kvittering dokumenterede betaling af et minimumsbeløb til en velgørende forening. Fotograferne var desuden skattepligtige af udstyr modtaget fra et fotofirma til brug for arbejdet. Udstyret blev anset som gaver ydet udenfor gaveafgiftskredsen, og der var skattepligt efter SL § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.420.SR

Skatterådet bekræftede, at forældre, der selv befordrer deres børn til skole, er skattepligtige af den godtgørelse, de efter reglerne i bekendtgørelse om godtgørelse for befordring af elever i folkeskolen, modtager fra kommunen. Udgifter kan modregnes efter et nettoprincip. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.388.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger skulle beskattes af tilskud fra Skov- og Naturstyrelsen til fritidsfaciliteter til brug for offentligheden. Skatterådet fandt dog, at de omkostninger spørger havde afholdt, som en betingelse for at opnå tilskuddet, kunne fradrages i tilskuddet efter nettoprincippet. Skattepligtig indkomst. Fradrag efter nettoprincippet.

SKM2010.146.SR

Skatterådet bekræftede, at det vil udløse beskatning for medarbejderne i Region A, hvis regionen tegner en ulykkesforsikring, der dækker medarbejderne under tjenstlig kørsel mellem egen bopæl og et midlertidigt arbejdssted, for eksempel et sted hvor der afholdes tjenstligt møde i en anden by end den by, hvor den faste arbejdsplads ligger. Skattepligt.

SKM2010.3.SR

Skatterådet bekræftede, at forældre, der deltager i en ordning om levering af frokostmåltid til eget barn i dagtilbud, vil være skattefri af den udbetaling, som en kommune i den anledning foretager til forældrene, jf. SL § 4. Ikke skattepligt.