Dato for udgivelse
18 Feb 2014 09:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 Jan 2014 08:32
SKM-nummer
SKM2014.139.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Randers, BS 6-281/2013
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Grundværdi, forbedringer, fradrag, forsyningsanlæg
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til yderligere fradrag i grundværdien for udgifter til anlæg af intern sti, vand- og varmeanlæg, herunder om der var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skønsmæssige ansættelse af de fradrag, som sagsøgeren var blevet tilkendt af Landsskatteretten vedrørende vand- og varmeanlægget.

Vedrørende stianlægget fandt retten, at stierne var tæt knyttet til bebyggelsen og ikke kunne anses for et fradragsberettiget hovedanlæg.

Vedrørende vand- og varmeforsyningsanlægget fandt retten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skønsmæssigt ansatte fradrag for den del af ledningerne, som Landsskatteretten havde fundet var et fradragsberettiget hovedanlæg. For så vidt angår den øvrige del af ledningerne udtalte retten, at ledningerne fulgte bebyggelsen. Sagsøgeren var derfor ikke berettiget til yderligere fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af vand- og varmeforsyning.

Reference(r)

Vurderingsloven § 17 (dagældende)
Vurderingsloven § 18 (dagældende)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 H.A.3.3.2


Parter

H1 Boligforening (Tidl. H1x Boligforening)
(advokat Tue Martin Berg)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Clara Trolle)

Afsagt af byretsdommer

Lene Hjerrild

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 21. februar 2012, vedrører spørgsmålet om sagsøgeren, H1 Boligforening (tidligere H1x Boligforening) i henhold til den dagældende vurderingslovs § 17 er berettiget til yderligere fradrag i grundværdien for udgifter til anlæg af sti samt internt vand- og varmeanlæg.

Sagsøgeren, H1 Boligforening, har overfor sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at de på bilag 4 markerede stier udgør hovedanlæg, og at sagsøger i henhold til vurderingslovens § 17 er berettiget til forhøjelse af fradrag i grundværdien for forbedringer ved vurderingen pr. 1. januar 2002, 1. januar 2003, 1. oktober 2003, 1. oktober 2004 og 1. oktober 2005 af ejendommen beliggende ...1, for udgifter til etablering af de på bilag 4 markerede stier eller en del af disse. Sagen hjemvises til vurderingsmyndigheden til den beløbsmæssige opgørelse.

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøger i henhold til vurderingslovens § 17 er berettiget til forhøjelse af fradrag i grundværdien for forbedringer ved vurderingen pr. 1. januar 2002, 1. januar 2003, 1. oktober 2003, 1. oktober 2004 og 1. oktober 2005 af ejendommen beliggende ...1, for udgifter til etablering af internt vand- og varmeanlæg. Sagen hjemvises til vurderingsmyndigheden.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landskatteretten har den 22. november 2012 afsagt kendelse om de spørgsmål, som nærværende sag omhandler samt en række andre spørgsmål. Landsskatterettens afgørelse er vedhæftet som bilag 1.

Der er under sagen afholdt syn og skøn, hvor ingeniør MS har været udmeldt som skønsmand. Der er udarbejdet en skønserklæring af den 27. september 2013 og 1. november 2013.

Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for påstanden i påstandsdokumentet gjort gældende, at det overordnede formål med vurderingslovens §§ 17-18 er, at der skal ske friholdelse af grundforbedringer for beskatning, idet grundværdien, som beskatningsgrundlag, jf. vurderingslovens § 13, er inklusiv forbedringer. Har en grundejer investeret i sin ejendom ved at lave grundforbedrende foranstaltninger, skal den heraf følgende værdistigning i grundværdien friholdes fra beskatning, og det sker ved, at der godkendes fradrag i grundværdien. Fradraget vil som udgangspunkt svare til selve anlægsudgiften, idet fradraget ikke må overstige de af ejeren anvendte bekostninger. Bestemmelserne er således indført for at fremme sådanne grundforbedringer, hvilket har været formålet med loven siden indførelsen i 1922.

Hvilke konkrete foranstaltninger og anlægsarbejder, der udgør grundforbedringer fremgår ikke af vurderingsloven, men af vurderingsvejledningen 2002, som er den for nærværende sag gældende version, fremgår det af afsnit C.3, at:

"...

Bestemmelsen af hvad der forstås ved grundforbedringer, kan volde vanskeligheder. Det er ikke muligt udtømmende at angive, hvilke foranstaltninger, der omfattes af begrebet. Der skal dog være tale om foranstaltninger af materiel karakter, som har øget den almindelige omsætningsværdi af grunden.

..."

I den forbindelse bemærkes det, at det eneste krav, der kan udledes af lovens §§ 17-18 i relation til selve forbedringen også er, at den pågældende forbedring skal medføre en værdistigning i grundværdien.

Om vej- og forsyningsanlæg er det i vurderingsvejledningen 2002, afsnit C.3, anført, at:

"...

Efter fast praksis anses udgiften til vejanlæg som en byggemodningsudgift, der tages i betragtning ved grundværdiansættelsen, og som efter sin art kan medføre fradrag i grundværdien. Det er dog kun udgifter, som vedrører det egentlige vejanlæg, som kan begrunde fradrag; andre udgifter som er forbundet med en udstykning, f eks. til belysning, afmærkning og vejskilte, gives der ikke fradrag for.

Også udgifter til kloakering og etablering af vand-, gas-, og elforsyning anses som udgifter, der kan medføre fradrag i grundværdien.

Som regel gives der kun fradrag for udgifter, der vedrører arbejder uden for grunden. Dog kan visse jordarbejder på grunden berettige til fradrag, såfremt arbejderne øger den almindelige omsætningsværdi af grunden i ubebygget stand.

..."

Det ses, at reglerne er udarbejdet med traditionelle kvarterer, hvor der kun er opført en bolig pr. matrikel for øje, og at fradragsretten knytter sig til sådanne grundværdiforøgende forbedringer udenfor den enkelte parcel, der er bekostet af ejeren, idet forbedringer af selve grunden indenfor skellet knytter sig til bebyggelsen og dermed ejendomsværdien, jf. vurderingslovens § 9, jf. § 5 og ikke grundværdien og den deri indeholdte fradragsmulighed, jf. vurderingslovens § 13, jf. §§ 17-18.

I praksis har der dog udviklet sig en hovedanlægsbetragtning, som en undtagelse til hovedreglen om, at fradrag gives for forbedringer udenfor grunden. Ifølge hovedanlægsbetragtningen kan der være grundlag for at give fradrag for forbedringer på ejendomme, hvor det vil være naturligt at betragte en del af de på ejendommen værende vej- og forsyningsanlæg som hovedanlæg til betjening af dele af ejendommen i tilfælde af udstykning. Det fremgår af vurderingsvejledningen, at denne praksis går helt tilbage til 1968, og den blev endeligt knæsat ved Østre Landsrets dom, SKM2011.790.ØLR.

Højesteret har i SKM2013.369.HR haft lejlighed til at gengive sådan praksis for hovedanlægsbetragtningen, som Højesteret anser som havende hjemmel i loven.

Kriteriet om, at anlægget skal betjene en større del af ejendommen støtter, at det er grunden i ubebygget stand, der skal lægges til grund for vurderingen, hvorfor det pågældende anlæg skal vurderes UDEN hensyntagen til det konkrete byggeri, men i forhold til, hvorvidt anlægget ses at tjene en større del af ejendommen. Henset til sammenligningsgrundlaget med et traditionelt kvarter med 1 bolig pr. parcel, må en større del af ejendommen være mere end 1 udstykning, idet et anlæg, der i et traditionelt rækkehuskvarter tjener mere end 1 ejendom ville være et fradragsberettiget eksternt anlæg, jf. vurderingslovens § 17. Sigtet med hovedanlægsbetragtningen er således i relation til fradragsretten at undgå forskelsbehandling af borgere, der har valgt at bosætte sig i en andelsbolig, eller anden lignende boligfællesskab, der afviger fra traditionelle parcel- eller rækkehuskvarterer, hvor der kun er en bolig pr. parcel.

For at kunne sammenligne med et traditionelt kvarter med en bolig pr. matrikel er det nødvendigt at forestille sig sådanne enkelte grunde som en storparcel kunne tænkes udstykket i, og hvorvidt vej- eller forsyningsanlægget ville kunne betjene mere end en af sådanne fiktive udstykninger. På tilsvarende vis går afgrænsningen af hovedanlægsbetragtningen på, hvorvidt det pågældende anlæg kan sidestilles med et anlæg, som ville være opført indenfor skellet af en enkelt udstykning og derfor ikke er fradragsberettigende, eftersom anlægget i en sådan situation knytter sig til byggeriet på den enkelte udstykning. Den vurdering foretages således udtømmende ved i relation til forsyningsanlæg, at enhver ledning fra den enkelte bygning eller bolig til en ledning, der betjener mere end en bygning eller bolig udgør en stikledning, der ikke udgør en del af hovedanlægget, men netop knytter sig til byggeriet og ejendomsværdien, jf. vurderingslovens § 9, jf. § 5, stk. 2. Det samme gør sig gældende for en sti, der kun tjener en enkelt bolig.

Det er endvidere gjort gældende, at de faktisk opførte bygninger eller boliger er underordnet ved vurderingen af grundværdien og eventuelle fradrag, idet grunden skal vurderes i ubebygget stand, jf. vurderingslovens § 13.

Den i praksis udviklede afgrænsning af stikledninger fra hovedanlæg er også åbenbar, idet stikledninger efter sin karakter typisk vil være etableret indenfor skel og kun tjene 1 ejendom - og dermed ikke en større del af ejendommen - hvorfor sådanne anses at knytte sig til bebyggelsen og derfor ikke kan udgøre en del af grundværdien, jf. vurderingslovens § 13, men kun en del af forskelsværdien, jf. vurderingslovens § 5, stk. 2, jf. § 9.

Der har i overensstemmelse med hovedreglen, jf. vurderingslovens § 17, udviklet sig en langvarig og entydig praksis for at tildele ejere af enkeltparceller fradrag for udgifter afholdt til værdiforøgende sædvanlige byggemodnende foranstaltninger udenfor ejerens skel, herunder forsyningsanlæg, veje og stier.

I relation til fradragsretten efter hovedanlægsbetragtningen for anlæg bekostet og etableret udenfor de fiktive skel er det dog stadigt relevant at vurdere, hvorvidt det pågældende anlæg efter sin karakter udgør en sædvanlig værdiforøgende byggemodnende foranstaltning, der ligeledes ville berettige en ejer af en enkeltparcel fradrag efter vurderingslovens §§ 17-18, hvilket typisk er veje, stier og forsyningsanlæg.

Det bemærkes, at i relation til vurderingen af veje og stier, som hovedanlæg, gengiver Højesteret et krav om, at disse skal tjene adgangen til udstykningen. Henset til karakteren af en storparcel er det åbenbart, at det ikke kun er adgangen til selve storparcellen, der er central ved adgangsvurderingen, men også adgangen til sådanne enkelte fiktive grunde, som storparcellen kunne tænkes udstykket i, hvorved sammenligningsgrundlaget vil være det samme som det i et almindeligt enkeltparcelkvarter.

Med udgangspunkt i luftfoto, jf. bilag 26, hvor stierne tydeligt ses at være anlagt udenfor skel, og som åbenbart udgør en materiel værdiforøgelse af de enkelte grunde i ubebygget stand, ville der således i henhold til praksis kunne tildeles fradrag for anlægsudgifterne, jf. vurderingslovens § 17.

Havde udstykningen ikke fundet sted ville selv samme stier stadig skulle medføre fradrag i henhold § 17 og praksis for hovedanlægsbetragtningen, idet stierne udgør en sædvanlig værdiforøgende foranstaltning, ses at tjene mere end 1 ejendom, samt ses at give adgang til de enkelte udstykninger.

Sagsøger gør gældende, at det vil være forskelsbehandling i forhold til en enkeltparcel, hvis det forhold, at et anlæg, der er anlagt til at skulle betjene den påtænkte bebyggelse på en storparcel, tillægges betydning for fradragsretten efter hovedanlægsbetragtningen, idet at anlæg på en storparcel på helt samme vis, som på en enkeltparcel er anlagt i forhold til den påtænkte bebyggelse. I ovenstående situation ville det således være åbenbar forskelsbehandling, hvis det forhold at stierne følger bygningerne tillægges betydning i forhold til fradragsretten. Sagsøger gør derfor gældende, at det forudsætningsvist må være en del af hovedanlægsbetragtningen, at tilknytningen til bebyggelsen ikke skal tillægges betydning ved vurderingen af om et anlæg på en storparcel, der kan sidestilles med et fradragsberettiget eksternt anlæg for en enkeltparcel, er fradragsberettiget, idet et sådant kriterium ville være i strid med formålet med hovedanlægsbetragtningen, og dermed i strid med det forvaltningsretlige lighedsprincip.

Sagsøgeren har henvist til Byretsdom af 4. november 2013 og Byretsdom af 12. november 2013.

Udgifter til stier og forsyningsanlæg er således i henhold til praksis efter deres karakter fradragsberettiget, j f. vurderingslovens § 17.

Med udgangspunkt i en fiktiv skeldragning og med henvisning til illustrationer af henholdsvis vand- og varmeledningsnettet, jf. bilagene 6-7, 20, samt stierne, jf. bilag 4, på sagsøgers ejendom, ses det tydeligt, at både vand- og varmeanlæggene er anlagt udenfor den ovenfor illustrerede skeldragning, og de med orange farve markerede ledninger ses tydeligt at tjene en større del af grunden, ligesom de ikke udgør stikledninger, hvorfor der i henhold til det ovenfor anførte ikke kan være tvivl om, at de udgør fradragsberettigede hovedanlæg. Sagsøger gør derfor gældende, at det i relation til disse ville være udtryk for lovstridig forskelsbehandling at tillægge det forhold, at ledningerne følger bygningerne og er nært knyttet til bebyggelsen betydning i forhold til, hvorvidt de er fradragsberettiget efter hovedanlægsbetragtningen, idet sådanne anlæg i et traditionelt enkeltparcelkvarter netop ville berettige til fradrag.

Tilsvarende gør sig gældende for hver af de på bilag 4 opmålte stier, som ligeledes ses at tjene adgangen til mere end 1 af de illustrerede udstykninger, hvorfor disse også udgør fradragsberettigede hovedanlæg.

I relation til anlæggenes værdiforøgende karakter er det åbenlyst, at en køber af en umodnet og primært ubebygget storparcel udlagt til beboelse skal anlægge stier, forsyningsanlæg m.m. med henblik på udnyttelse af grunden, hvorfor enhver køber vil betale mere for en storparcel, hvor sådan byggemodning har fundet sted, idet en sådan køber derved sparer udgifterne til byggemodning. Der kan derfor heller ikke være tvivl om, at stierne og forsyningsanlæggene i nærværende sag har medført en forøgelse af grundværdien i ubebygget stand, som fastsat på baggrund af grundens værdi i handel og vandel, jf. vurderingslovens § 6.

Det bemærkes endvidere, at sagsøgtes anbringender om, at sagsøger ikke har godtgjort den konkrete værdistigning anlægget har medført grundværdien alene kan dokumenteres gennem et syn og skøn.

Sagsøger gør gældende, at eftersom der ikke kan holdes syn og skøn, medens sagen verserer ved Vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 47, kan der derfor heller ikke ved domstolsprøvelse af administrative afgørelser stilles andre krav.

Det er sagsøgers opfattelse, at Højesteret i SKM2013.369.HR har tiltrådt dette standpunkt.

Sagsøgeren gør gældende, at det er fast og entydig praksis ved Landsskatteretten og tidligere instanser, at der godkendes fradrag for udgifter til stier og forsyningsanlæg på storparceller, når stierne eller forsyningsanlæggene kan betragtes som hovedanlæg, og at sådanne anlæg i henhold til hovedanlægsbetragtningen forudsætningsvist anses for at udgøre en værdiforøgende grundforbedring af en storparcel, jf. vurderingslovens §§ 17-18. Der er i nærværende sag ikke sådanne forskelle i forhold til denne praksis, der kan begrunde at anlæggene efter deres karakter, jf. bilag 4, 6-7, som hovedanlæg, ikke udgør en værdiforøgende forbedring af storparcellen.

Det følger af skønsrapporterne, jf. bilag 29-30, at udgifterne til de på sagsøgers ejendom etablerede anlæg i sammenligning med det af LSR indrømmede fradrag udgør:

 

Indrømmet af LSR

Skønsmandsvurderet
etableringsudgifter af
det af sagsøger påståede
hovedanlæg

Skønsmandsvurderet
etableringsudgifter af
det af sagsøgte påståede
hovedanlæg

 

 

 

 

Intern stianlæg

15.000 kr.

106.387,50 kr.

N/A

Vandforsyningsanlæg

7.000 kr.

69.912,50 kr.

13.775 kr.

Varmeforsyningsanlæg

55.000 kr.

262.250,00 kr.

64.625 kr.

Sagsøger gør endvidere gældende, at Landsskatterettens skøn over etableringsudgifterne til hver af de i spørgsmål 1-5 indeholdte anlæg i sig selv er urimeligt, samt at skønnet er foretaget på forkert grundlag henset til, at det er de på bilag 4, 6-7 markerede anlæg, der udgør hovedanlæg, jf. hovedanlægsbetragtningen, og ikke kun de på bilag 20 og 24 markerede ledninger.

Den beløbsmæssige opgørelse skal hjemvises til vurderingsmyndighederne.

Sagsøgte har til støtte for påstanden i sit påstandsdokument gjort gældende, at frifindelsespåstanden støttes overordnet på, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at der er noget grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn, herunder at sagsøgeren skulle være berettiget til yderligere fradrag for etablering af sti-, vand- og varmeanlæg, jf. de dagældende bestemmelser i vurderingslovens §§ 17-18.

En forbedring af grundens værdi i ubebygget stand er en betingelse for fradrag i medfør af vurderingslovens § 17, jf. § 18, stk. 1, jf. § 13, stk. 1. Fradrag er også betinget af, at ejeren, dvs. sagsøgeren, har bekostet forbedringen, jf. vurderingslovens § 18. Det er sagsøgeren, der ønsker at opnå et fradrag, og det er derfor i henhold til fast retspraksis også sagsøgeren, der skal dokumentere berettigelsen af fradraget, jf. f.eks. SKM2004.162.HR.

Hovedreglen er, at udgifter til anlæg på selve ejendommen ikke berettiger til fradrag efter vurderingslovens § 17. Fra denne hovedregel gælder efter vurderingsmyndighedernes praksis, jf. nu Den Juridiske Vejledning, 2013-2, afsnit H.A.3.3.2, en undtagelse for større ejendomme udlagt til f.eks. tæt-lav bebyggelse, idet der for sådanne ejendomme kan gives fradrag for udgifter til hovedanlæg, f.eks. en hovedforsyningsledning, der betjener en større del af ejendommen. Stikledninger fra hovedledningen og til de enkelte bygninger eller boliger udgør ikke et hovedanlæg.

Det er i SKM2013.369.HR, fastslået, at myndighedernes praksis er i overensstemmelse med vurderingsloven. Det følger således af dommen, at fradragsret for anlæg på selve grunden er en undtagelse, der alene finder anvendelse ved hovedanlæg på større ejendomme. Interne anlæg, der er etableret til brug for det byggeri, der opføres, er ikke fradragsberettiget. Afgørende er således, om anlægget har en nær tilknytning til byggeriet på ejendommen, jf. også SKM2012.112.VLR, SKM2013.388.VLR og SKM2013.536.ØLR. Er dette tilfældet, er der ikke ret til fradrag.

Bedømmelsen af, om et anlæg har selvstændig værdi for grunden, eller om det alene har en reel værdi i forbindelse med byggeriet på ejendommen, beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Ad stianlæg

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at de på bilag 4 markerede stier udgør et fradragsberettiget hovedanlæg, herunder at de har en selvstændig værdi for grunden i ubebygget stand.

Det gøres gældende, at stierne er nært knyttet til byggeriet, og at de derfor ikke berettiger til fradrag. Der er ikke tale om adgangsgivende stier, men interne fordelingsstier. Det gælder navnlig under de foreliggende omstændigheder, hvor det fremgår af de fremlagte luftfotos (bilag 4, 9 og 10), at stierne nøje følger bebyggelsen på ejendommen, jf. SKM2013.388.VLR og Byretsdom af 15. oktober 2013 i SKM2013.760.BR. Stierne må anses for anlagt til brug for bygningerne og har kun værdi i forbindelse med dette, jf. f.eks. SKM2012.112.VLR. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at det forholder sig anderledes. Det må herudover tillægges betydning, at der er tale om en mindre ejendom, idet hovedanlægsbetragtningen i udgangspunktet alene finder anvendelse ved større ejendomme, jf. f.eks. SKM2013.369.HR og SKM2011.790.ØLR. Endeligt bemærkes, at der er andre adgangsveje til området, også for gående og cyklende trafik, via de anlagte veje, hvilket taler imod fradrag, jf. f.eks. SKM2013.422.BR.

Det forhold, at sagsøgeren overhovedet er indrømmet et fradrag for anlæg af stier med kr. 15.000,- af Vurderingsankenævnet, som Landsskatteretten efter omstændighederne ikke har ændret, er derfor udtryk for en lempelig afgørelse, som der er ikke er grundlag for at tilsidesætte. Da sagens spørgsmål er, om de anlagte stier udgør hovedstier, er det i øvrigt uden betydning for sagens afgørelse, at skønsmanden har anslået udgifterne hertil til 106.387 kr. inkl. moms, jf. spørgsmål 1 i skønserklæringen.

Ad vand- og varmeanlæg

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at de på bilag 6 og 7 markerede ledninger udgør fradragsberettigede hovedanlæg, som har en selvstændig værdi for grunden i ubebygget stand, jf. vurderingslovens §§ 17 og 18.

Det gøres gældende, at de omhandlede anlæg er nært knyttet til byggeriet, og at de derfor ikke berettiger til fradrag. Det gælder navnlig under de foreliggende omstændigheder, hvor det klart fremgår af de fremlagte ledningskort (bilag 6 og 7), at ledningerne nøje følger bebyggelsen på ejendommen, jf. SKM2013.388.VLR og Byretsdom af 15. oktober 2013 i SKM2013.760.BR. Ledningerne må anses for anlagt til brug for bygningerne og har kun værdi i forbindelse med dette, jf. f.eks. SKM2012.112.VLR. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at det forholder sig anderledes. Det må herudover tillægges betydning, at der er tale om en mindre ejendom, idet hovedanlægsbetragtningen i udgangspunktet alene finder anvendelse ved større ejendomme, jf. f.eks. SKM2011.790.ØLR og SKM2013.369.HR. Det bestrides i den sammenhæng, at der er tale om en "større ejendom", når der blot er opført mere end en bolig på ejendommen.

Det forhold, at de omhandlede forsyningsledninger sikrer forsyningen til flere beboelseslejligheder i de enkelte bygninger, indebærer ikke, at ledningerne har karakter af fradragsberettigede hovedanlæg. Sagsøgerens anbringende vedrørende en hypotetisk udstykning af ejendommen kan ikke føre til et andet resultat.

Det bestrides endvidere, at sagsøgeren har godtgjort et grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn for så vidt angår de vand- og varmeledninger, der faktisk er indrømmet fradrag for (bilag 20 og 24).

Sagsøgeren har således ikke - heller ikke ved det afholdte syn og skøn - godtgjort, at udgifterne til anlæg af disse ledninger, har oversteget det skønsmæssigt ansatte fradrag. Det bemærkes i den sammenhæng, at grunden allerede var bebygget på tidspunktet for sagsøgerens overtagelse af ejendommen (bilag 2), hvorfor der også allerede var etableret ledninger i et eller andet omfang, som sagsøgeren ikke har bekostet.

Der er ikke fremlagt bilag, som godtgør, at Landsskatterettens skøn over udgifterne til etablering af vand- og varmeledninger kan tilsidesættes. Hverken ansøgningsskemaet i sagens bilag 3, acontofakturaen i bilag 22, entreprisekontrakten i bilag 23 eller V & S prisberegningerne godtgør et grundlag for at tilsidesætte skønnet. For så vidt angår varmeforsyningsledningen er der tilmed fremlagt en faktura (bilag 25), som viser, at den afholdte udgift forbundet med etablering af varmeforsyningsledningen, som Landsskatteretten har indrømmet fradrag for, er på kr. 47.321,25. Det af Landsskatten ansatte fradrag på kr. 55.000,- overstiger dermed den faktiske udgift, og der er derfor tale om et lempeligt skøn for sagsøgeren.

Særligt hvad angår skønserklæringen og den supplerende skønserklæring af 1. november 2013 bemærkes, at der i de anslåede udgifter til etablering af den på bilag 20 markerede vandledning også er indeholdt udgifter til afsætning af grenrør, jf. skønsmandens henvisning til forudsætningerne ved besvarelsen af spørgsmål 2 og 3 og den supplerende skønserklæring. Sådanne udgifter må antages at relatere sig til etablering af ikkefradragsberettigede stikledninger og skal derfor ikke medtages i de anslåede udgifter. Skønnet er derfor forbundet med en betydelig usikkerhed.

For så vidt angår vandledningen har skønsmanden under henvisning til bilag 22 også indregnet ekstra udgifter ved sædvanligt skøn pga. grundvandsproblemer. Af den supplerende skønserklæring fremgår, at der er indregnet kr. 3.750,- inkl. moms vedrørende grundvandsproblemer under besvarelsen af spørgsmål 4. Det er imidlertid ikke muligt at fastslå, om grundvandsproblemerne relaterede sig til etablering af hoved- eller stikledninger, hvorfor det er usikkert, om sådanne ekstraudgifter skulle være indregnet i Landsskatterettens skøn.

At der er betydelig usikkerhed forbundet med skønserklæringen understreges også af, at skønsmanden for så vidt angår varmeforsyningsledningen har anslået udgifterne til anlæg af den på bilag 24 markerede fjernvarmeledning til at være 36 % højere, end den udgift, der ubestridt - og dokumenteret (bilag 25) - har været forbundet med anlægget af denne ledning. Da den faktiske afholdte udgift er på kr. 47.321,25, er det klart, at sagsøgeren ikke kan indrømmes et højere fradrag med henvisning til skønserklæringen.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at stianlægget er anlagt i forbindelse med byggeriet og er tæt knyttet til bebyggelsen. Det er stier, der som sådan ikke kan betegnes som adgangsgivende, men derimod stier, som kan betragtes som interne fordelingsstier. Stierne kan således ikke anses for en del af et hovedanlæg, der øger grundens værdi i ubebygget stand, jf. dagældende vurderingslovs § 17, jf. § 13.

Retten finder således ikke anledning til at ændre Landsskatterettens afgørelse vedrørende stianlæg, hvorved bemærkes, at der er tilladt et fradrag på 15.000 kr.

Med hensyn til vand- og varmeforsyningsanlæg lægges efter bevisførelsen til grund, at ledningerne på grunden følger bebyggelsen på ejendommen, og at ledningerne er anlagt til brug for ejendommen. Landsskatteretten har tiltrådt, at der er grundlag for et fradrag på 7.000 kr. vedrørende vandledninger og 55.000 kr. for varmeledninger, som omhandler de ledninger, der er beskrevet i sagens bilag 20 og 24. H1 Boligforening findes ikke - ej heller efter det afholdte syn og skøn - at have godtgjort, at der er grundlag for yderligere fradrag, eller at Landsskatterettens skønsmæssige ansættelse af udgifterne til etablering af vand- og varmeforsyningsanlæg er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag. Som følge heraf findes H1 Boligforening ikke berettiget til yderligere fradrag for etablering af vand- og varmeforsyningsanlæg.

Med hensyn til sagens omkostninger er der lagt vægt på sagens økonomiske værdi og omfang, og at der er afholdt syn og skøn.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, H1 Boligforening, skal inden 14 dage betale 22.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte Skatteministeriet.