Dato for udgivelse
12 Jul 2005 08:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
9. juni 2005
SKM-nummer
SKM2005.310.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
3. afdeling, B-1530-03 og B-1531-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Arbejdsgivers indeholdelse af A-skat mv. hos lønmodtagere + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Metro, rejsegodtgørelse, skattefri, kontrol
Resumé

De to skatteydere havde arbejdet på Metro-projektet i København, og havde af arbejdsgiveren fået udbetalt rejsegodtgørelse. Arbejdsgiveren havde indeholdt A-skat af godtgørelsen. Sagen vedrørte, om rejsegodtgørelsen var skattefri.

Østre landsret fandt, at en rejsegodtgørelse alene er skattefri, såfremt arbejdsgiveren inden udbetalingen har ført fornøden kontrol med, at der er grundlag for skattefriheden. Landsretten fandt ikke, at skatteydernes arbejdsgiver konkret havde ført den fornødne kontrol med, at der var grundlag for skattefrihed af de udbetalte beløb.

Reference(r)

Ligningsloven § 9 A

Henvisning

Ligningsvejledningen 2005-2 A.B.1.7.1

Henvisning

A-skattevejledningen 2005-2 B.1.7.1


Parter

A
(advokat Mads Bendix Knudsen (prøve))

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Steffen Sværke)

og

B
(advokat Mads Bendix Knudsen (prøve))

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

(landsdommerne Talevski, Tuk Bagger (kst.) og Benedikte Holberg (kst.».

I sag B-1530-03, der er anlagt den 22. maj 2003, har sagsøger A nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at de til A i 1999 udbetalte diæter/rejsegodtgørelser, i alt 59.984 kr., ikke indgår i sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1999.

I sag B-1531-01, der ligeledes er anlagt den 22. maj 1993, har sagsøger B endeligt nedlagt enslydende påstand, dog at de til ham i 1999 udbetalte diæter/rejsegodtgørelser udgør 55.379 kr.

Skatteministeriet har i begge sager nedlagt påstand om frifindelse.

Sagerne er behandlet samlet, jf. retsplejelovens § 254.

Sagens omstændigheder

I en kendelse afsagt af Landsskatteretten den 24. februar 2003 vedrørende sagsøger A hedder det:

"Klagen vedrører opgørelse af indkomsten på følgende punkt:

Øvrige lønmodtagerudgifter

 

Fradrag for rejseudgifter i henhold til ligningslovens § 9 A for
perioden 1. april 1999 - 31. december 1999 godkendt med

55.884 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren i 1999 har været ansat hos G1, der alene er blevet etableret med det formål at bygge Metroen i København. Virksomheden har oplyst, at det praktiske arbejde forventedes at forløbe i tidsrummet fra januar 1997 til sommeren 2002. På det tidspunkt, hvor arbejdet var på sit højeste, beskæftigede G1 ca. 800 timelønnede medarbejdere fordelt på ca. 20 arbejdspladser i København. Medarbejderne er principielt ansat på en bestemt arbejdsplads, men udlånes imellem arbejdspladserne.

G1 har udbetalt udepenge til timelønnede medarbejdere, der på ansættelsestidspunktet havde en hjemadresse uden for Sjælland og Lolland-Falster.

Det fremgår endvidere, at virksomheden i forbindelse med ændringen af regler for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse pr. 1. april 1999 besluttede at udbetale et fast beløb på 40 kr. pr. arbejdsdag udover diætsatsen. Den samlede takst for diæter og weekendrejser blev herefter 305 kr. pr. arbejdsdag. Der blev fratrukket A-skat mv. i beløbet inden udbetalingen. Det var herefter op til enkelte timelønnede at aftale fradrag for transport og diæter med de enkelte kommuner. Frem til 31. marts 1999 har G1 udbetalt skattefri diæter med 265 kr. pr. døgn til klageren.

Skatteankenævnet har godkendt fradrag for rejseudgifter i henhold til ligningslovens § 9 A med 55.884 kr., som ligningsmæssigt fradrag for perioden 1. april 1999 - 31. december 1999.

Ankenævnet har ikke godkendt fradrag for rejseudgifter som fradrag i personlig indkomst, idet forholdet ikke anses for omfattet af overgangsbestemmelsen i § 5, stk. 4, i lov nr. 955 af 20.12.1999, der vedrører udvidelsen af midlertidighedsperioden fra 3 til 12 måneder. Nævnet har henvist til, at rejsereglerne blev ændret jf. ovennævnte lov, blandt andet indførtes med virkning tilbage til 1. april 1999 en forlængelse af muligheden for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse til 12 måneder på samme arbejdssted mod tidligere 3 måneder. Denne ændring af ligningslovens bestemmelser har ankenævnet fundet, at klageren ikke var omfattet af, idet den tidligere 3 måneders begrænsning for et arbejdssteds midlertidighed ikke fandt anvendelse, når arbejdsstedet i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flyttedes over en strækning på mindst 8 km. Klagerens arbejdsgiver kunne således også efter 1. april 1999 have fortsat med at udbetale skattefrie godtgørelse som hidtil efter de gældende bestemmelser.

Skatteankenævnet har endvidere ikke anset overgangsbestemmelsen for anvendelig, idet arbejdsgiveren ikke har ført den nødvendige kontrol, så udbetalingen kunne være sket som skattefri godtgørelse.

Ankenævnet har henvist til, at Bekendtgørelse nr. 173 af 13.3.2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse er en opfølgning på lov nr. 95[5] af 20. december 1999, hvor skatteministeren fik hjemmel til at fastsætte nærmere betingelser på området for skattefrie godtgørelser, herunder fastsætte nærmere retningslinier for opgørelse og afregning af udgifter. Disse retningslinier svarer til de retningslinier, som tidligere har fremgået af diverse cirkulærer og vejledninger.

Bilag vedrørende udbetaling af skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse skal for at opfylde forudsætningen om arbejdsgiverens kontrol bl.a. indeholde oplysning om dato for den aktivitet godtgørelsen vedrører, rejse-kørselsmål med angivelse af eventuelle delmål, formålet med rejsen/kørslen og specifikation af, hvordan den udbetalte godtgørelse for henholdsvis befordring og rejsen er beregnet.

Arbejdsstedet er midlertidigt og ikke omfattet af tidsbegrænsningsreglen som nævnt i notat af 5/7 1999 fra Skatteministeriet.

Klagerens repræsentant har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren skal anses for berettiget til at foretage fradrag for rejseudgifter i den personlige indkomst i medfør af overgangsbestemmelserne i lov nr. 955 af 20. december 1999, for så vidt angår diætsatsen med 265 kr. pr. døgn.

Det er til støtte herfor bl.a. anført, at ankenævnet i sin vurdering og begrundelse har anført, at arbejdsgiveren har udbetalt et udetillæg på 305 kr., og i brev fra ToldSkat er det anført, at da dette beløb overstiger standardsatsen fastlagt i ligningsloven, kan beløbet ikke udbetales skattefrit.

Det er endvidere anført, at arbejdsgiveren er fortsat med at udbetale skattefri diæter med 265 kr. pr. døgn fra den 1. april 1999 og herudover er der udbetalt et fast skattepligtigt beløb på 40 kr. pr. arbejdsdag, jf. skrivelse af 23. december 1998 fra G1 til samtlige timelønnede som bor udenfor Sjælland, Lolland og Falster.

For så vidt angår det anførte vedrørende arbejdsgiverens kontrol, har repræsentanten anført, at årsagen til, at arbejdsgiveren som oplyst pr. 1. april 1999 er ophørt med den skattefri udbetaling alene er, at G1 ikke har kunnet få en vejledning fra de skattemæssige tilsynsmyndigheder om, hvorledes kontrollen skulle finde sted. G1 har frem til den 1. april 1999 udbetalt skattefri godtgørelse. Arbejdsgiveren har også forud for denne dato haft en kontrolforpligtelse, og den dagældende administration af disse udbetalinger har ikke givet anledning til påtale fra arbejdsgiverkontrollens side. Arbejdsgiveren har ikke ønsket at udbetale større beløb end nødvendigt, uanset om dette er skattepligtigt eller ej. G1 har derfor fortsat den kontrol, der var indført forud for den 1. april 1999 og frem til dato.

På tidspunktet, hvor ændringerne af ligningsloven blev behandlet i Folketinget, herskede der stor usikkerhed om, hvilke kriterier der var gældende. Det drejer sig både om varighedsperiode, opgørelseskriterier mv., og det er derfor forståeligt, at arbejdsgiveren er blevet i tvivl om, hvordan de nye regler skal fortolkes. Arbejdsgiveren kunne efter 1. april 1999 med den eksisterende kontrolpraksis have fortsat med at udbetale en skattefri diæt på 265 kr. og et skattepligtigt transporttillæg på 40 kr., hvorfor klageren må anses for at være omfattet af overgangsreglerne, således at den personlige indkomst skal nedsættes med det opgjorte beløb.

Landsskatteretten bemærker

Reglerne om skattefri godtgørelse er ændret ved lov nr. 1063 af 12. december 1996, lov nr. 452 af 10. juni 1997 og lov nr. 955 af 20. december 1999. Lov nr. 955 af 20. december 1999 har med virkning fra 1. april 1999 bl.a. indført en tidsbegrænsningsregel for udbetaling af skattefri godtgørelse for udgifter til kost og småfornødenheder på rejser, i Danmark eller udlandet. Et arbejdssted kan således højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder af rejsen jf. § 5, stk. 4, 2. pkt. 2. pkt. finder ikke anvendelse, når arbejdsstedet i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flyttes over en strækning på mindst 8 km. Det fremgår af bemærkningerne til Lov nr. 955 af 20. december 1999, at der ikke er tilsigtet ændringer i forhold til det hidtidige indhold af rejsebegrebet, som blev indført ved lov nr. 1063 af 12. december 1996, jf. lov nr. 452 af 10. juni 1997.

Det fremgår af lov nr. 955 af 20. december 1999, § 5, stk. 4, 1. pkt., jf. § 9 A, stk. 2, nr. 4, at der ved siden af den skattefri godtgørelse til fortæring mv. uden skattepligt for den ansatte enten kan udbetales en skattefri logigodtgørelse, hvor grundbeløbet for perioden 1. april 1999 til 31. december 1999 udgør 91 kr. pr. døgn eller afholde den ansattes dokumenterede udgifter til overnatning på hotel eller lignende, såfremt den ansatte opfylder bestemmelsens øvrige betingelser.

Hvis betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, men udbetaling ikke er sket eller er sket med lavere beløb end de under pkt. 4 og 5 nævnte satser, kan der uden dokumentation foretages fradrag i den skattepligtige indkomst for differencen.

Det fremgår af TfS 1999.642, at Skatteministeriet vedrørende afbrydelse af tidsbegrænsningsreglerne i ligningslovens § 9, stk. 5, der var gældende til 1. april 1999, har anført, at personer, der arbejder på metroen for en arbejdsgiver, men på forskellige tilknyttede arbejdspladser rundt om i byen, efter ministeriets opfattelse må anses for at være sammenlignelig med et motorvejs, bro-, jernbaneprojekt mv. Disse typer af anlægsprojekter er kendetegnet ved, at arbejdsstedet faktisk flyttes i takt med færdiggørelsen af den konkrete arbejdsopgave. Arbejder man på en projektarbejdsplads af ovennævnte karakter, der hele tiden flyttes i takt med færdiggørelsen af projektet, finder tidsbegrænsningsreglerne ikke anvendelse.

Landsskatteretten finder i lighed med skatteankenævnet, at klageren ikke har været eller er omfattet af tidsbegrænsningsreglerne vedrørende et arbejdssteds midlertidighed.

Landsskatteretten finder endvidere i lighed med skatteankenævnet, at arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol med de udbetalte godtgørelser, således at disse kunne være udbetalt som skattefri godtgørelse, jf. SKM2002.525.VLR Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Landsskatteretten har samme dato truffet tilsvarende afgørelse vedrørende sagsøger B.

Den ændring af praksis med hensyn til udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, som G1 iværksatte med virkning fra den 1. april 1999, blev meddelt de ansatte ved en skrivelse af 23. december 1998, hvori det anføres:

"Vedr.: Timelønnedes betalte diæter og weekend-rejser under ansættelse hos G1.

Pr. 1. april 1999 ændres skattereglerne for rejse- og transportgodtgørelse. Ændringerne vil bl.a. medføre, at de diæter og weekendrejser som G1 hidtil har udbetalt skattefrit til timelønnede medarbejdere med bopæl udenfor Sjælland, Lolland og Falster, fremover skal fratrækkes skat inden udbetaling finder sted.

G1 har samtidig besluttet, med virkning fra samme dato, at ændre reglerne for betaling af weekendrejser. De hidtidige regler, hvorefter G1 refunderede færgebilletter til medarbejdere med bopæl udenfor Sjælland og Lolland-Falster, vil blive ændret således, at der fremover sammen med diæten udbetales et fast beløb (40 kr.) pr. arbejdsdag. Den samlede takst for diæter og weekendrejser bliver herefter 305 kr. pr. arbejdsdag.

Efter den 1. april 1999 vil der ikke blive refunderet flere billetter hidrørende fra weekendrejser.

Det er efter denne dato op til den enkelte timelønnede at aftale fradrag for transport og diæter med de enkeltes kommuner."

Ved et brev af 27. april 2001 bad kommunen G1 om nærmere oplysninger om G1s praksis vedrørende udbetaling af udegodtgørelse. I brevet anføres bl.a.:

"Til brug for vores sagsbehandling ønskes det oplyst, efter hvilke kriterier der udbetales udepenge, ligesom det ønskes oplyst, hvorfor udepengene ikke er udbetalt som skattefri godtgørelse.

Efter vores opfattelse og i overensstemmelse med ministerens udtalelse ... er ansatte, der er beskæftiget på anlægsprojekter, der flytter sig i takt med arbejdsopgavens færdiggørelse ansat på midlertidige arbejdspladser og vil som følge heraf ikke være afskåret fra at oppebære skattefri rejsegodtgørelse.

Betingelsen for at godtgørelse kan udbetales skattefrit er dog, at arbejdsgiveren fører kontrol med rejsens start og sluttidspunkt mv. som anført i bekendtgørelse nr. 173 2000. ...

Efter foreliggende oplysninger har De på trods af ovenstående såvel i 1999 som i 2000 beskattet de udbetalte godtgørelser.

Oplysningerne ønskes, da det har afgørende betydning for den skattemæssige behandling for året 1999, hvorvidt udbetalingerne opfylder krav for skattefri udbetaling."

Henvendelsen fra kommunen blev besvaret af G1 ved brev af 30. april 2001, hvori det bl.a. hedder:

"Udepenge kan kun, ifølge G1s politik, udbetales til timelønnede medarbejdere, der på ansættelsestidspunktet har en hjemmeadresse udenfor Sjælland og Lolland-Falster.

I forbindelse med ændringen af regler for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse pr. 1. april 1999 besluttede G1 at udbetale udetillæg med fradrag af skat, indtil vi havde en klar tilkendegivelse fra relevante myndigheder over, hvilke af G1s arbejdspladser, og dermed medarbejdere, der ville kunne omfattes af de nye regler for skattefri udbetaling. En sådan tilkendegivelse har G1 aldrig kunnet få."

Henvendelsen blev endvidere besvaret af G1 ved et brev af 4. maj 2001. I dette brev anføres bl.a.:

"Ref. Deres brev af 27-4-01 kan vi hermed oplyse, at vi stoppede med at udbetale skattefrie diæter pr. 1-4-1999 og dette er sket da vort firma ikke skriftligt fra myndighederne kunne få oplyst hvilke af vore medarbejdere som vi med 100% garanti kunne udbetale skattefrie diæter til uden at medarbejderen eller firmaet på et senere tidspunkt blev beskattet af denne udbetaling.

Dette har senere vist sig at være meget fornuftigt da kommunerne rundt omkring i Danmark behandler fradragene og vor skattepligtige udbetaling vidt forskelligt ....

Vi har udbetalt skattepligtige udetillæg på kr. 305,- pr. arbejdsdag til de medarbejdere som før d. 1-4-1999 var berettiget til at modtage diæter fra vort firma, hvilket vil sige jyder, fynboer, svenskere, englændere m.fl. og så har det været op til den enkelte medarbejder at opnå de fradrag som han kunne overfor sin kommune.

I rammeloven som er gældende fra 1-4-1999 står der at firmaet KAN udbetale skattefrie diæter til medarbejderne, men uden ovenstående garanti udbetaler vi intet skattefrit. Intet sted står der at firmaet SKAL udbetale skattefrie diæter og derfor er G1 i deres fulde ret til ikke at gøre dette.

Ligeledes har G1 ikke medarbejdere afsat til at kontrollere de enkelte medarbejderes start- og sluttidspunkt for rejsen og en sådanne kontrol ønsker vi heller ikke i fremtiden at gennemføre."

Forklaringer

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af A, B, PL, RS og TM.

Sagsøger A har forklaret bl.a., at han er jord- og betonarbejder, og at han i marts 1998 begyndte at arbejde for G1 på metroprojektet. Fra ansættelsesforholdets begyndelse og indtil maj 2000 arbejdede han på højbroen ved .... Herefter blev han flyttet til ..., hvor han arbejdede på en luftskakt ned til metroen. Han boede i ... i hele 1999. Han var ikke hjemme hele ugen, idet han tog hjemmefra søndag og var væk indtil fredag eftermiddag. Hans normale arbejdsdag var fra kl. 6 til kl. 18 med en times pause i løbet af dagen, men der kunne være overarbejde. Om fredagen sluttede arbejdsdagen dog midt på dagen. Han overnattede i ugens løb i en campingvogn på ..., som G1 havde stillet til rådighed. Man betalte ca. 30-40 kr. pr. overnatning. Hver ansat havde en dagsseddel, hvoraf fremgik, hvor mange timer den pågældende havde arbejdet, og af disse dagssedler fremgik det også, om man benyttede sig af overnatningsmuligheden. Betaling for overnatning blev herefter fratrukket lønnen. Han var timelønnet og fik ekstrabetaling ved arbejde ud over den normale arbejdstid. Der blev hver dag lavet lister over de folk, der var på arbejde, og hvor mange timer de pågældende havde arbejdet. Han var selv sjakbajs for 25 mand, bl.a. for sagsøger B, og han skulle udarbejde timesedlerne for de pågældende. Han gav disse sedler samt sin egen timeseddel videre til godkendelse til sin foresatte, der var formand på byggepladsen, og denne gav dem videre til ingeniør PL, der var byggepladsansvarlig. Lønnen blev udbetalt hver 14. dag og svarede som regel til de timesedler, der var blevet afleveret. Der var af og til fejl ved sedlerne, som så blev korrigeret af en af de overordnede eller af lønkontoret. Der skete ikke ændring af praksis med hensyn til registrering af arbejdstimer m.v. fra den 1. april 1999.

Sagsøger B har forklaret bl.a., at han på samme måde som A er jord- og betonarbejder, at også han boede i ... i hele 1999 og arbejdede for G1 på højbroen. Han har bekræftet den forklaring, A har givet vedrørende arbejdstider. A var hans sjakbajs, og det var ham, der udarbejdede timesedlerne. Han overnattede ligesom A i ugens løb i campingvognen på .... Han mener, at det kostede 70 kr. pr. overnatning. Det blev registreret på de enkelte dagssedler, hvor mange overnatninger man havde. Der skete ikke ændring af praksis med hensyn til registrering af arbejdstimer m.v. fra den 1. april 1999.

PL har forklaret bl.a., at han er bygningsingeniør og var ansat i G1 i 1997-2001. Han arbejdede forskellige steder i forbindelse med metroprojektet. Han var overordnet i forhold til sagsøgerne i hele 1999. Han var byggepladsleder og havde under sig en ingeniør og en formand samt arbejdsmændene. Formanden skulle i princippet være til stede hele arbejdsdagen, men en formand kunne godt være tilknyttet flere arbejdspladser. Hvis der var tale om et godt sjak, behøvede formanden heller ikke være til stede under alle arbejdsopgaver. Som byggepladsleder førte han i princippet kontrol med de timesedler, der blev lavet vedrørende folkenes arbejdstid, idet formanden og ingeniøren udførte kontrollen på hans vegne. Han har ikke selv udført egentlig kontrol af de enkelte timesedler, men han har udstukket retningslinjer vedrørende kontrollen til ingeniøren og formanden. De gik på, at formanden skulle gennemgå de oplæg til timesedler, som han fik fra sjakbajserne, og rette eventuelle fejl, og at ingeniøren herefter skulle kontrollere oplægget fra formanden, inden sedlerne blev sendt videre til lønkontoret. Han kan ikke huske, om der skete ændring af praksis med hensyn til registrering af arbejdstimer m.v. fra den 1. april 1999.

RS har forklaret bl.a., at han i perioden fra november 1996 til december 2001 var personalechef hos G1. Han har tidligere haft lignende stillinger, bl.a. i forbindelse med bygningen af storebæltsforbindelsen. Han har udarbejdet skrivelsen af 23. december 1998, hvorved ændringen af praksis vedrørende udbetaling af skattefri diæter blev meddelt de ansatte. Baggrunden for ændringen var, at skattereglerne blev ændret, således at godtgørelsen ikke længere kunne udbetales skattefrit. Samtidig ændrede man praksis med hensyn til refusion af rejseudgifter, således at der - i stedet for refusion af udlæg - samtidig med betaling af godtgørelsen blev udbetalt et beløb på 40 kr. pr. arbejdsdag. Efter praksisændringen pr. 1. april 1999 blev han opsøgt af en af sjakbajserne, som mente, at man også efter lovændringen kunne udbetale skattefri godtgørelse. Dette ville man gerne have verificeret hos skattemyndighederne inden en eventuel tilbagevenden til hidtidig praksis, men det var ikke muligt at få en klar besked herom fra myndighedernes side. Dette er baggrunden for, at han har besvaret henvendelsen af 27. april 2001 fra kommunen som sket ved brevet af 30. april 2001. Der blev ført kontrol med de ansatte hver dag, idet der blev ført dagssedler over, hvor mange timer den enkelte arbejdede, ligesom det blev kontrolleret, om den pågældende overnattede i campen, idet der i givet fald blev fratrukket et beløb pr. overnatning i lønnen. Der skete ikke ændring af praksis med hensyn til registrering af arbejdstimer m.v. fra den 1. april 1999.

TM har forklaret bl.a., at han tidligere har været løn- og personaladministrator i G1. Han har skrevet brevet af 4. maj 2001 til kommunen. Han kan ikke huske, hvorfor kommunens henvendelse er blevet besvaret med to skrivelser fra G1. Baggrunden for ændringen af praksis pr. 1. april 1999 var, at man ikke kunne få et klart svar fra myndighederne på, om rejsegodtgørelsen kunne udbetales skattefrit eller ikke. Det, der anføres i brevet af 4. maj 2001, om, at man ikke fra G1s side ønskede at føre kontrol med de ansatte, sigter til, at man ikke ønskede eller havde mulighed for at kontrollere, hvornår den enkelte ansatte tog hjemmefra. Der blev imidlertid ført kontrol med, hvornår og hvor længe folkene arbejde, om der var sygefravær, og om den enkelte overnattede i campen. Byggepladslederen, typisk en ingeniør, skulle godkende dagssedlerne, inden de blev indsendt til lønkontoret. Rejsegodtgørelsen udbetaltes til ansatte med bopæl uden for Sjælland og Lolland-Falster, og det gjaldt også for ansatte, der f.eks. boede i Sverige. Det blev ikke kontrolleret, om en ansat bosiddende i Sverige tog hjem for at overnatte. Der skete ikke ændring af praksis med hensyn til registrering af arbejdstimer m.v. fra den 1. april 1999. Inden denne dato refunderede man udgifter til togbilletter. For at få refusion skulle den ansatte aflevere originalbilletterne.

Parternes procedure

A og B har i påstandsdokumenter af 27. juli 2004 anført følgende:

"Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,

at

sagsøger såvel før som efter den 1. april 1999 har været berettiget til at modtage skattefrie diæter/rejsegodtgørelser i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5, idet sagsøgers arbejde ikke var omfattet af tidsbegrænsningsreglerne,

 

at

disse diæter/rejsegodtgørelser derfor ikke kunne henregnes til sagsøgerens skattepligtige indkomst og dermed ikke til sagsøgerens personlige indkomst,

 

at

G1s ændring af den skattemæssige udbetaling pr. 1. april 1999 beroede på en retsvildfarelse gående ud på at sagsøgers arbejde var omfattet af tidsbegrænsningsreglerne,

 

at

denne retsvildfarelse har været undskyldelig,

 

at

der derfor bør ses bort fra den skattemæssigt fejlagtigt foretagen udbetalingsmåde,

 

at

G1 har ført fornøden kontrol eller ville have ført kontrol, såfremt G1 ikke befandt sig i ovennævnte retsvildfarelse,

 

at

sagsøgte alene har bestridt, at G1 har ført fornøden kontrol med start- og sluttidspunkter for medarbejdernes rejser,

 

at

sagsøger herudover er omfattet af overgangsbestemmelsen i § 5, stk. 4, i lov nr. 955 af 20. december 1999,

 

at

der ikke i ordlyden eller forarbejderne til overgangsbestemmelsen er holdepunkter for at begrænse denne til personer, der er omfattet af tidsbegrænsningsreglerne,

 

at

der ligeledes ikke i skattemyndighedernes cirkulæreskrivelser om overgangsbestemmelsen er holdepunkter for at begrænse denne til personer, der er omfattet af tidsbegrænsningsreglerne,

 

at

reglerne i ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt., og bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 ikke var trådt i kraft i 1999 og derfor ikke kan tillægges betydning for nærværende tvist,

 

subsidiært,

 

at

sagsøgers arbejde var omfattet af tidsbegrænsningsreglerne,

 

at

sagsøger derfor ikke efter en periode på 3 måneder efter 1. april 1999 var berettiget til skattefrie diæter/rejsegodtgørelser, samt

 

at

sagsøger derfor er omfattet af overgangsreglen i § 5, stk. 4.

..."

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 27. juli 2004 anført følgende:

"Ministeriets frifindelsespåstand støttes overordnet på

 -

at de beløb, sagsøgerne har fået udbetalt fra arbejdsgiveren, ikke er skattefri,

 
 -

da arbejdsgiveren faktisk ikke har udbetalt beløbene som skattefrie,

 
 -

da arbejdsgiveren har udbetalt godtgørelsen med større beløb end satsen efter ligningslovens § 9, stk. 6,

 
 -

da arbejdsgiveren ikke har ført kontrol med, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt, og

 
 -

at sagsøgerne ikke er omfattede af overgangsbestemmelsen i lov nr. 955 af 20. december 1999, § 5, stk. 4,

 
 -

da lovens § 5, stk. 4, ikke henviser til ligningslovens § 9 A, stk. 5, tredje punktum,

 
 -

da godtgørelserne ikke er udbetalt efterfølgende,

 
 -

da de udbetalte beløb overstiger satsen i ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 1, og

   
 -

da G1 ikke har ført den krævede kontrol med, at der kunne udbetales til skattefri godtgørelse.

I. Skattefri godtgørelse efter Ligningslovens § 9, stk. 5

Det følger af ligningslovens § 9, stk. 5, at arbejdsgiveren kan udbetale skattefri godtgørelse til lønmodtageren for rejseudgifter, som påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i paragraffens stk. 6.

Der er grundlæggende enighed mellem parterne om, at sagsøgerne ikke er omfattet af tidsbegrænsningsreglerne i ligningslovens § 9, stk. 5, jf. TfS 1999,642 SM ....

G1 har ubestridt ikke udbetalt skattefrie godtgørelser, og allerede derfor kan godtgørelsen ikke være skattefri. Hertil kommer, at den udbetalte godtgørelse er på kr. 305,- pr. arbejdsdag eller mere end det beløb på kr. 271,-, som i 1999 kunne udbetales skattefrit som godtgørelse. Når beløbet overstiger denne sats, kan godtgørelsen, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, andet punktum, ikke udbetales skattefrit.

G1 har ikke befundet sig i en retsvildfarelse om reglernes indhold, ... og selv om G1 havde befundet sig i en sådan vildfarelse, har G1 som arbejdsgiver ikke udbetalt skattefri godtgørelse.

G1 har heller ikke opfyldt kravet om kontrol. Således fremgår det af brevet af 4. maj 2001 fra G1 ..., har selskabet ikke afsat medarbejdere til at kontrollere, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse var opfyldt.

II. Overgangsreglen i lov nr. 955 af 20. december 1999

Sagsøgernes forhold er ikke omfattet af overgangsbestemmelsen i lov nr. 955 af 20. december 1999, § 5, stk. 4, om udbetaling af skattefri godtgørelser.

Dette ses ved, at lov nr. 955 af 20. december 1999 § 5, stk. 4, ikke henviser til ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt. Det følger af ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. punktum, at 2. punktum ikke finder anvendelse, når arbejdsstedet i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flyttes over en strækning på mindst 8 kilometer. Dette gælder, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, side 2421, højre spalte og departementets udtalelse, optrykt i TfS 1999.642, som svar på spørgsmål B, for lønmodtagere, der var ansat i forbindelse med opførelse af metroprojektet, hvilket var tilfældet for sagsøgerne . ...

Subsidiært gør ministeriet gældende, at lov nr. 955 af 20. december 1999 § 5, stk. 4's betingelser ikke er opfyldt. Følgende forhold fører hver for sig til dette resultat:

 -

Sagsøgernes arbejdsgiver G1 har ubestridt ikke udbetalt godtgørelserne efterfølgende ...,

 
 -

skattefrihedsbetingelserne i lov nr. 955 af 20. december 1999 er heller ikke opfyldt, fordi de udbetalte beløb oversteg satsen i ligningslovens § 9 A, stk. 2, nr. 1, der i 1999 var 271,-, og

 
 -

beløbet kunne heller ikke udbetales skattefrit i medfør af ligningslovens § 9 A, idet G1 ikke førte den efter loven krævede kontrol med en række forhold.

..."

Parterne har under domsforhandlingen uddybet anbringenderne i deres påstandsdokumenter.

Parterne er enige om den beløbsmæssige opgørelse af de omtvistede beløb, og om at der er indeholdt A-skat også af godtgørelsesbeløb, der er udbetalt til B i perioden 1. januar til 31. marts 1999.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter § 9, stk. 5, i den dagældende ligningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, skal godtgørelse, der er udbetalt af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren er påført ved arbejdet, medregnes i indkomstopgørelsen. Arbejdsgiveren kan dog udbetale skattefri godtgørelse for bl.a. rejseudgifter og andre merudgifter, som er påført lønmodtageren som følge af, at denne på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, såfremt godtgørelsen ikke overstiger de satser, der er fastsat i samme lovs § 9, stk. 6.

Efter landsrettens opfattelse må det bl.a. anses for at være en forudsætning for, at en arbejdsgiver kan udbetale et beløb til en lønmodtager som skattefri godtgørelse for rejseudgifter m.v. efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, at arbejdsgiveren inden udbetalingen har ført fornøden kontrol med, at der er grundlag for skattefriheden, således at arbejdsgiveren kan undlade at indeholde A-skat af beløbet, jf. herved § 30, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 734 af 10. oktober 1998 om opkrævning af indkomstskat for personer m.v. sammenholdt med vejledning om indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag 1999, pkt. 1.3. Udbetaling af et beløb som skattefri godtgørelse - og dermed uden indeholdelse af A-skat - må således forudsætte, at arbejdsgiveren forinden har ført kontrol med antallet af erhvervsmæssige rejsedage, herunder bl.a. start- og sluttidspunkt for rejsen, således som dette - med virkning fra 1. juli 2000 - udtrykkeligt er fastsat i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 udstedt i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5, sidste pkt., som ændret ved lov nr. 955 af 20. december 1999. Det er efter landsrettens opfattelse uden betydning for denne fortolkning af reglerne om skattefri godtgørelse, at skattemyndighederne har godkendt rejseudgifterne m.v. som ligningsmæssigt fradrag.

Den ovenfor anførte forudsætning om fornøden arbejdsgiverkontrol gælder efter landsrettens opfattelse også med hensyn til muligheden for at udbetale et beløb som skattefri godtgørelse efter overgangsreglen i § 5, stk. 4, i lov nr. 955 af 20. december 1999 om ændring af bl.a. ligningsloven.

På grundlag af G1s brev af 4. maj 2001 til kommune og TMs forklaring lægger landsretten til grund, at G1 ikke kontrollerede de enkelte medarbejderes start- og sluttidspunkt for rejsen, og at G1 som følge heraf indeholdt A-skat af det beløb, der blev udbetalt til dækning af rejseudgifter m.v. Således som sagen foreligger oplyst, gjorde dette forhold sig ikke alene gældende for perioden efter 1. april 1999, men også for perioden 1. januar til 1. april 1999 i det omfang, G1 for denne periode indeholdt A-skat af det beløb, der blev udbetalt til den enkelte medarbejder til dækning af rejseudgifter m.v.

Landsretten finder på denne baggrund ikke, at G1 har ført den fornødne kontrol med, at der var grundlag for skattefriheden med hensyn til de af sagsøgerne påståede beløb. Disse beløb kan allerede som følge heraf ikke anses for skattefrie godtgørelser, der skal holdes uden for sagsøgernes skattepligtige indkomst for 1999. Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge.

Ved fastsættelsen af sagsomkostninger er der taget hensyn til, at domsforhandlingen to gange på sagsøgernes foranledning er blevet udsat med kort varsel.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten skal hver af sagsøgerne inden 14 dage fra denne doms afsigelse betale 12.500 kr. til Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter