Dato for udgivelse
12 Aug 2005 10:51
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13. september 2004
SKM-nummer
SKM2005.345.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 207/2003
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning + Inddrivelse
Emneord
Selskabstømning, erstatningsansvar, mellemformssag, objektiv hæftelse, boomkostninger
Resumé

Sagsøgeren havde påstået frifindelse mod betaling af omkostningerne ved konkursen indtræden og boets behandling samt omkostningerne ved likvidation og retsafgift. Appellanterne havde over for køberbanken i overdragelse nr. 2 påstået friholdelse for betaling af ethvert beløb af 3.881.846 kr.

Af de grunde, der var anført af Landsretten, tiltrådte Højesteret, at sagsøgeren skal betale 5.589.858 kr. med renter. Herudover skulle sagsøgeren erstatte sagsøgte omkostningerne ved konkursens indtræden og boets behandling samt omkostningerne ved likvidation og retsafgift

Et flertal af dommerne fandt, at den interne fordeling af erstatningsbyrden mellem flere ansvarlige, også gælder i mellemformssager, og derfor skulle fordeles efter principerne i Højesterets dom (UfR2000, s. 365)

Køberbanken skulle friholde appellanterne for, hvad disse betaler af skattekravet med procesrente og 75.000 kr. af sagsomkostningerne ved Landsretten(dissens)

Reference(r)

Dansk rets almindelige erstatningsregler
Aktieselskabsloven § 115, stk. 4, jf. stk. 2


Parter

G1 Holding ApS
(advokat Leo ]antzen)

mod

HX ApS under konkurs
(kammeradvokaten ved advokat Jacob Pinborg)

og

  1. G1 Holding ApS og
  2. NJ
    (advokat Leo Jantzen)

mod

F1-Bank A/S
(advokat Søren Jenstrup).

Afsagt af højesteretsdommerne

Wendler Pedersen, Per Walsøe, Asbjørn Jensen, Thomas Rørdam og Poul Dahl Jensen

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 13. afdeling den 4. april 2003.

Påstande

Appellanten G1 Holding ApS har over for indstævnte HX ApS under konkurs principalt påstået frifindelse mod betaling af omkostningerne ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, samt omkostningerne ved likvidationen og retsafgift jf. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4, dog ikke omkostninger ved nærværende sag udover de sagsomkostninger, som konkursboet måtte blive tilkendt i sagen.

G1 Holding har subsidiært påstået frifindelse mod betaling af et større beløb, men mindre end fastslået ved landsrettens dom.

Appellanterne, G1 Holding ApS og NJ, har over for indstævnte F1-Bank A/S principalt påstået banken tilpligtet at friholde appellanterne for ethvert beløb - ud over 197.523,87 kr. med procesrente - som appellanterne måtte blive dømt til at betale af skattekravet på 3.881.846,00 kr., dog maksimaIt 970.461,50 kr. med procesrente fra den 24. marts 1998. Appellanterne har endvidere påstået banken dømt til at bære 1/4 af de sagsomkostninger, som G1 Holding måtte blive pålagt at betale til konkursboet for landsretten vedrørende skattekravet.

Subsidiært har appellanterne påstået F1-Bank dømt til at friholde dem for et mindre beløb.

HX ApS under konkurs har principalt påstået stadfæstelse og har subsidiært påstået G1 Holding dømt til at betale 3.881.846,00 kr. med procesrente fra den 24. marts 1998.

F1-Bank har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

G1 Holding ApS mod HX ApS under konkurs

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at G1 Holding skal betale 5.589.858 kr. med nærmere fastsatte renter til HX under konkurs, og at G1 Holding herudover skal anerkende at være forpligtet til at erstatte konkursboet omkostningerne ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, samt omkostningerne ved likvidationen og retsafgift, jf. konkurslovens § 94, nr. 3 og 4.

G1 Holding ApS og NJ mod F1-Bank A/S

Tre dommere - Per Walsøe, Thomas Rørdam og Poul Dahl Jensen - udtaler:

Højesteret har senest i dom af 13. november 2002 SKM2003.94.HR fastslået, at de principper, der er fastlagt i dommen (UfR 2000 s. 365) for den interne fordeling af erstatningsbyrden mellem flere ansvarlige, som udgangspunkt også gælder i de såkaldte "mellemformsager", hvor sælger hæfter for selskaber tab i medfør af aktieselskabslovens § 115, stk 5, jf. stk. 2, eller de tilsvarende bestemmelser i anpartsselskabsloven.

I den foreliggende "mellemformsag" hæfter G1 Holding for tilbageførsel af de udbetalte selskabsmidler i medfør af aktieselskabslovens § 115, stk. 4, jf. stk. 2. Vi finder, at der også ved en sådan hæftelse kan være grundlag for en fordeling af det, der hæftes solidarisk for, efter principperne i dommen UfR 2000 s. 365.

Overskudsselskabet blev som anført af landsretten tømt allerede ved betalingstransaktionerne den 24. marts 1993 i forbindelse med det første salg af selskabet til G1 Holding, uden at der skete en fornyet tømning i forbindelse med det andet salg fra G1 Holding til K1 Holding ApS. F1-Bank er ved landsrettens i så henseende upåankede dom fundet erstatningsansvarlig over for konkursboet. Dette skete bl.a. med henvisning til, at banken, som havde bistået SBs selskaber med betalingstransaktioner ved erhvervelse af et betydeligt antal overskudsselskaber, i hvert fald måtte formode, at erhvervelserne skete ved selvfinansiering. Det kunne i det konkrete tilfælde ikke anses for upåregneligt for banken, at K1 Holding ved sit tilsagn til NJ om køb bevægede medkontrahenten, G1 Holding, til at anskaffe et overskudsselskab gennem selvfinansiering, således som det faktisk skete. Landsretten henviste endvidere til, at banken viderebetalte størstedelen af udbyttet ved selskabstømningen til K1 Holding og K2 og modtog et betydeligt - og ikke bankmæssigt begrundet - honorar for sin medvirken ved betalingstransaktionerne.

Undes disse omstændigheder finder vi, at den indbyrdes fordeling af den fælles byrde vedrørende skattekravet på 3.881.846 kr. med procesrente mellem appellanterne og banken skal ske efter principperne i dommen UfR 2000 s. 365 Da appellanternes friholdelsespåstand over for banken ubestridt ikke overstiger, hvad banken efter disse principper skal bære i det indbyrdes forhold, stemmer vi herefter for at tage appellanternes principale påstand over for banken til følge.

Dommerne Wendler Pedersen og Asbjørn Jensen udtaler:

Udbetalinger i strid med aktieselskabsloven § 115, stk. 2, skal ifølge stk. 4 tilbageføres med renter til selskabet. Vi finder, at denne særlige lovbestemte forpligtigelse til tilbageførsel ikke kan sidestilles med et erstatningskrav, og at G1 Holding derfor ikke kan kræve friholdelse hos F1-Bank for nogen del af tilbageførselsbeløbet. Vi tiltræder derfor, at G1 Holding ikke tillægges regres mod F1-Bank og stemmer for i det hele at stadfæste landsrettens dom.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at F1-Bank A/S skal friholde G1 Holding ApS og NJ for, hvad disse betaler af skattekravet, dog maksimalt 970.461,50 kr. med procesrente fra den 24. marts 1998, og for 75.000 kr. af det sagsomkostningsbeløb på 300.000 kr., G1 Holding ApS ved landsrettens dom er blevet pålagt at betale til HX ApS under konkurs vedrørende skattekravet.

I sagsomkostninger for Højesteret skal G1 Holding ApS betale 250.000 kr. til HX ApS under konkurs.

I sagsomkostninger for Højesteret skal F1-Bank A/S betale i alt 75.000 kr. til G1 Holding ApS og NJ.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.