Dato for udgivelse
02 Mar 2006 11:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 Dec 2005 10:01
SKM-nummer
SKM2006.110.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1933-0055
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Vareleverance, datterselskab, udlån, tilgodehavende
Resumé
Et selskab erhvervede en fordring på et amerikansk datterselskab som vederlag for vareleverancer. Datterselskabet havde løbende foretaget ikke ubetydelige betalinger til selskabet og selskabets varetilgodehavender var ikke akkumulerede over flere år. Retten fandt ikke, at tilgodehavenderne allerede på leveringstidspunkterne havde karakter af udlån eller siden havde ændret karakter til udlån, hvorfor der blev godkendt fradrag for tab på fordringen.
Reference(r)
Kursgevinstloven §§ 3 og 4, stk. 1 pg 3
Henvisning
Ligningsvejledningen S.C.1.2.2.3.1

Klagen vedrører spørgsmålet, om tilgodehavender for vareleverancer har skiftet karakter til at være udlån allerede på leveringstidspunkterne.

 

Landsskatterettens afgørelse

 

Selskabsrevisionen har ikke godkendt fradrag for tab på koncernmellemværende, selvangivet med 17.075.125 kr.

 

Landsskatteretten godkender fradrag for tab på koncernmellemværende med 17.075.125 kr.

 

Sagens oplysninger

Selskabet er 100 %-ejet af B A/S. Selskabet hed tidligere C A/S og var en del af C-koncernen.

Selskabet havde frem til den 30. juni 2001 aktiviteter inden for den grafiske branche. Selskabet producerede scannere og printere.

 

Selskabet havde i 2000 en nettoomsætning på 678 mio. kr. og for 1. halvår af 2001 en nettoomsætning på 318 mio. kr. Pr. 1. juli 2001 overdrog selskabet sine aktiviteter til et nystiftet søsterselskab. Selskabets eneste aktivitet efter overdragelsen har været udlejning af fast ejendom.

 

Selskabet ejede flere datterselskaber, bl.a. et datterselskab i USA, hvortil selskabet leverede varer. Datterselskabet, D Inc., USA, varetog videresalg af de modtagne færdige produkter, og der var således ikke produktion i datterselskabet i USA. Produkterne var scannere og printere af relativ stor værdi - mellem 100.000 - 200.000 kr. pr. produkt. Datterselskabet havde i flere år haft negative regnskabsmæssige resultater, hvilket medførte, at egenkapitalen var blevet negativ. Det var derfor nødvendigt at reetablere egenkapitalen i datterselskabet. Dette skete i august 1999 og juni 2001. I begge situationer skete reetableringen ved, at selskabet konverterede en del af sit tilgodehavende til aktiekapital.

 

Forholdet mellem datterselskabets gæld til selskabet og datterselskabets egenkapital fremgår af tabellen nedenfor:

 

i 1.000 $

Egenkapital

Gæld til moderselskabet

Saldo aug. 1999 før konv.

-6.385

13.522

Konverteret fordring

6.940

6.940

Beregnet saldo efter konv.

555

6.582

Saldo ultimo 1999

-843

10.150

Saldo ultimo 2000

Saldo 30.06.2001 før konv.

-2.467

-4.466

12.077

10.718

Konvertering fordring

5.483

5.483

Beregnet saldo efter konv.

1.107

5.235

 

Selskabet konverterede i august 1999 et tilgodehavende på 6.940.000 $ ud af et samlet tilgodehavende på 13.522.000 $. Kursværdien af tabet blev beregnet til 3.374.000 $. På konverteringstidspunktet havde datterselskabet en egenkapital på -6.385.000 $.

 

I juni 2001 konverterede selskabet et tilgodehavende på 5.483.000 $ af selskabets samlede tilgodehavende på 10.718.000 $ til aktiekapital. Datterselskabets egenkapital var på konverteringstidspunktet -4.466.000 $. Ved beregningen af kursværdien af den konverterede fordring blev aktierne nedskrevet til likvidationsværdi, og det blev beregnet, at kursværdien af datterselskabets gæld var på 53 %.

 

Selskabet foretog ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for 2001 fradrag for tab ved konverteringen på 2.577.010 $, svarende til 22.651.918 kr. Kursværdien af den konverterede fordring var beregnet til 53 %. Tabet blev herefter opgjort som 47 % af det konverterede tilgodehavende på 5.483.000 kr.

 

Selskabsrevisionens afgørelse

Selskabsrevisionen har ikke godkendt fradrag for tab på koncernmellemværende.

 

Den af selskabet foretagne gældskonvertering anses som sidestillet med en gældseftergivelse. Det kan således konstateres, at selskabet har lidt et tab, der er omfattet af kursgevinstlovens regler.

 

Spørgsmålet er herefter, om de konverterede tilgodehavender er omfattet af kursgevinstlovens § 4, stk. 1, der afskærer fradrag for tab på koncernintern gæld, eller om de er omfattet af § 4, stk. 3, hvorefter der indrømmes tabsfradrag på koncerninterne fordringer, såfremt fordringerne er opstået som skattepligtigt vederlag for leverede varer.

 

Det er her af afgørende betydning, hvorvidt fordringen er opstået på grundlag af normal samhandel mellem selskaberne, og i givet fald hvorvidt den har skiftet karakter til udlån.

 

Den af selskabets revisor fremlagte oversigt viser, at gælden på konverteringstidspunktet svarer til leverancer i perioden fra september 2000 til juni 2001 samt tilskrevne renter i samme periode. Revisoren har anført, at ingen del af gælden på konverteringstidspunktet således er ældre end 10 måneder. Selskabsrevisionen har på baggrund heraf lagt til grund, at de betalinger, som datterselskabet har foretaget i perioden fra september 2000 til juni 2001, er betalinger på den gamle gæld, og at den konverterede fordring er en fordring, der er opstået i perioden fra september 2000 til juni 2001.

 

Datterselskabets egenkapital ved udgangen af 1999 var negativ med 843.000 $, og fordringen udgjorde på dette tidspunkt 10.624.000 $. I løbet af 2000 blev egenkapitalen yderligere negativ med 1.624.000 $ svarende til ca. 135.000 $ pr. måned. Såfremt udviklingen er sket jævnt henover året, kan egenkapitalen pr. 31. august 2000 beregnes til ca. -1.925.000 $

 

Mindre end 1 år efter konverteringen i 1999 var det amerikanske datterselskab igen i svære økonomiske vanskeligheder, såvel regnskabsmæssigt som likviditetsmæssigt. Som følge af disse likviditetsvanskeligheder var det ikke muligt for datterselskabet bare tilnærmelsesvis at overholde betalingsfristerne.

 

Det er herefter selskabsrevisionens opfattelse, at selskabet - bl.a. henset til den meget negative egenkapital, datterselskabets tidligere økonomiske vanskeligheder, som har stået på i en årrække - allerede på leveringstidspunkterne i perioden fra september 2000 til juni 2001 burde have indset, at datterselskabet ikke ville kunne betale fuldt ud for vareleverancerne. Dette hensyn har ej heller været det bærende hensyn for de fortsatte leverancer, idet de bærende hensyn har været koncernbetragtninger. Der kan således være mange gode forretningsmæssige årsager til, at selskabet - på trods af datterselskabets negative egenkapital og manglende betalingsevne - har fortsat leverancerne. Alene det, at leverancerne på koncernniveau giver et positivt dækningsbidrag, gør det forretningsmæssigt fornuftigt at fortsætte leverancerne til datterselskabet. Det er dog alene tilfældet, netop fordi der er tale om interessefællesskab. Det er på koncernniveau afgørende, at betaling for vareleverancerne modtages af koncernen og mindre væsentligt, om der sker betaling fra datterselskabet til moderselskabet. Det ville måske være ødelæggende for koncernen, såfremt det amerikanske datterselskab måtte gå konkurs, hvilket sandsynligvis ville være tilfældet, såfremt de almindelige betalingsbetingelser skulle være overholdt.

 

Tilgodehavendet, som opstår i ovennævnte periode, kan derfor allerede på stiftelsestidspunktet karakteriseres som egentlige udlån, som ikke er omfattet af kursgevinstlovens § 4, stk. 3, hvor låneprovenuet udbetales som varer. Det konverterede tilgodehavende er således alene omfattet af kursgevinstlovens § 4, stk. 1.

 

Det bemærkes, at det på ingen måde gøres gældende, at tilgodehavendet kan anses for tabt på stiftelsestidspunktet, men at der er alene tale om en anden kvalifikation af den konverterede fordring end selskabets kvalifikation.

 

Selskabet har finansieret datterselskabets drift ved ekstraordinært lange betalingsfrister og har ved konverteringen i 1999 og 2001 reetableret egenkapitalen. Alternativet til den valgte finansielle understøttelse havde været at tilføre datterselskabet likvide midler på anden måde, eksempelvis ved regulære lån i form af ansvarlig lånekapital eller kontante kapitalforhøjelser. Dette ville i givet fald have været uden fradragsret for selskabet. Moderselskabet vælger i stedet at yde de likvide midler indirekte i form af varer, som moderselskabet aldrig får betalt. Efterfølgende konverterer moderselskabet gælden til aktier. Såfremt selskabet opnår fradrag for tabet ved gældskonverteringen, vil moderselskabet således skattemæssigt blive bedre stillet, end hvis reetableringen var sket ved regulære lån i form af ansvarlig lånekapital eller kontante kapitalforhøjelser. Samlet set er det selskabsrevisionens opfattelse, at de i formaliteten ydede kreditter ikke kan betragtes som almindelige aftalevilkår, hvorfor den konverterede fordring således ikke er opstået som led i normal samhandel. Tabet, der realiseres ved konverteringen i 2001, er ikke omfattet af kursgevinstlovens § 4, stk. 3, hvorfor tabet således ikke er fradragsberettiget, jf. § 4, stk. 1. At selskabet tidligere har indtægtsført varesalget ændrer ikke på dette forhold, da datterselskabet jo tidligere har fratrukket varekøbet.

 

Selskabsrevisionen er enig med selskabets revisor i, at tab på rentefordringen er undtaget fra fradragsbegrænsningen, jf. § 4, stk. 1., og derfor er der godkendt fradrag herfor.

 

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet bør indrømmes fradrag for tab på fordring hos datterselskabet. Indkomsten påstås derfor nedsat med 17.075.125 kr.

 

Selskabet har ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fratrukket tab på varetilgodehavende med det ikke sambeskattede datterselskab, D Inc., USA. Tabet blev realiseret ved en gældskonvertering den 30. juni 2001 og er opgjort til 22.651.918 kr. Selskabsrevisionen har alene godkendt fradrag for 5.576.793 kr.

 

Det i sagen omtvistet spørgsmål er alene, om det fulde tab på 22.651.918 kr. er fradragsberettiget, idet der ikke ses tvist vedrørende opgørelsen af tabets størrelse.

 

Indledningsvis bemærkes, at kursgevinstloven ikke ses at give mulighed for den antagelse, at tilgodehavender, der opstår ved varesalg, ikke skal betragtes som tilgodehavender ved varesalg. Det ses således ikke muligt at anse et varesalg for finansieret ved et "anlægslån" i kursgevinstlovens forstand. Kursgevinstloven hjemler ikke denne sondring.

 

Hvis det fastholdes, at varesalg i kursgevinstlovens forstand kan finansieres ved et "anlægslån", er selskabet ikke enig i selskabsrevisionens argumentation for afgørelsen. Selskabsrevisionen finder, at der er tale om usædvanlig kreditgivning, der medfører, at tilgodehavendet allerede på leveringstidspunktet er et "anlægslån". Selskabsrevisionen har til støtte for sit synspunkt henvist til to afgørelser, nemlig TfS 2000.105 H og TfS 1998.534 LSR.

 

Dommen gengivet i TfS 2000.105 H vedrører ikke kursgevinstloven, men derimod statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet den omhandler indkomstår, fra før selskaber blev generelt skattepligtige efter kursgevinstloven. Kursgevinstloven forudsætter ikke en vurdering af, om tab på fordringer har sammenhæng med driften, og dommens resultat er derfor uanvendelig i den nu påklagede sag.

 

Omstændighederne i Landsskatterettens kendelse gengivet i TfS 1998.534 er ikke de samme som i den nu påklagede sag. Landsskatteretten lagde i TfS 1998.534 vægt på en lang række forhold. Væsentligt for Landsskatteretten har været, at tilgodehavendet var forrentet og stigende frem til konverteringstidspunktet, at tilgodehavendet havde oversteget datterselskabets omsætning, og at der ikke var sammenhæng mellem det ydede lån og indkomsterhvervelsen.

 

Ingen af disse forhold foreligger i den nu påklagede sag. Her er tilgodehavendet faldende og forrentet. Tilgodehavendet overstiger ikke datterselskabets omsætning, og der er en direkte sammenhæng mellem tilgodehavendet og indkomsterhvervelsen, idet tilgodehavendet er et varetilgodehavende og alene ydes som kreditgivning ved varesalg, som datterselskabet beskattes af.

 

For så vidt angår selskabsrevisionens henvisning til, at datterselskabet ikke kunne have en berettiget forventning om, at datterselskabet ville være i stand til at betale fuldt ud for vareleverancerne, bemærkes, at koncernen havde tillid til, at fremtiden ville bevirke, at tilgodehavendet ville blive nedbragt og indfriet. Synspunktet stemmer derfor hverken overens med de betalinger, der foretages, udviklingen på mellemregningen eller det efterfølgende samarbejde med E. Selskabet indgik i 2002 et joint-venture samarbejde med det belgiske selskab, E. Dette samarbejde bekræfter tillige, at der var en tro på fremtiden.

 

Selskabet befandt sig i et meget vanskeligt marked, hvor sædvanlige krav til købers økonomiske bonitet kan vige for hensynet til omsætning i større omfang end normalt. Dette medfører en mere risikofyldt kreditgivning ved vareleverancerne. Disse hensyn gør sig følgelig gældende over for eksterne kunder og datterselskaber. I forhold til eksterne kunder har selskabet således ligeledes haft betydelige overforfaldne varetilgodehavender, som blandt andet kan henføres til kunder/distributørers manglende bonitet. Det må derfor konstateres, at det ikke alene er i forhold til datterselskaber, at der reelt accepteres lange kredittider, men i høj grad også i forhold til eksterne kunder.

 

Udviklingen skal alene ses fra august 1999 og frem til konverteringen i juni 2001. Datterselskabets situation efter den første gældskonvertering skal anses som en ny start. Fra dette tidspunkt og langt frem i forløbet mod konverteringen i juni 2001 har der været udsigt til, at datterselskabet har kunnet betale sine leverandører. Det er derfor ikke korrekt, at selskabet har fortsat leverancerne på trods af, at der ikke har været realistisk udsigt til betalinger.

 

Det er forretningsmæssigt begrundet, at man har fortsat leverancerne til datterselskabet. På koncernniveau har salget medført et positivt dækningsbidrag og dermed bidraget til dækning af faste omkostninger.

 

Datterselskabets omsætning, vareforbrug og gæld til selskabet i 1998-2001 fremgår af tabellen nedenfor - alle beløbene er angivet i $:

 

I 1.000 $

Pr. 31.12.1998

Pr. 31.12.1999

Pr. 31.12.1000

Pr. 31.12.2001

Omsætning

12.255

21.512

23.147

15.584

Vareforbrug

9.692

16.321

16.017

10.391

Bruttofortjeneste

2.563

5.191

7.076

5.463

Årets resultat

-4.829

-2.949

-1.625

-2.129

 

I 1.000 $

31.12.1998

31.12.1999

31.12.2000

30.06.2001

Før konv.

30.06.2001

Efter konv.

31.12.2001

Gæld til selskabet

 

10.382

 

10.150

 

12.077

 

10.719

 

5.236

 

7.169

 

Datterselskabet udviste i årene forud for konverteringen markant fremgang i omsætningen og bruttofortjenesten samt resultatet. Trods det øgede aktivitetsniveau forblev gælden til selskabet uændret, såedes at gælden reduceredes i forhold til indtjeningen. Alt dette peger i positiv retning og kan begrunde kreditterne som leverandørkreditter.

 

Hertil kommer, at kredittiden på gælden til selskabet ikke ses at overstige, hvad der forventes i et sådant vanskeligt marked. Koncernen havde betydelig overforfalden gæld til eksterne kunder. Kredittiden på leverancer til datterselskabet ses derfor ikke at ligge ud over, hvad der måtte påregnes.

 

Af tabellen nedenfor fremgår en beregning af kredittiden på tidspunktet for konverteringen pr. 30. juni 2001. Kredittiden over for datterselskabet kan beregnes ved at sammenholde gælden pr. 30. juni 2001 med vareleverancerne forud for dette tidspunkt:

 

Gældens alder

Vareleverancer i $

Renter i $

Juni 2001

570.198

54.432

Maj 2001

555.759

54.220

April 2001

862.375

52.367

Marts 2001

990.663

57.484

Februar 2001

530.035

50.659

Januar 2001

506.309

51.116

December 2000

3.109.914

45.936

November 2000

2.274.628

49.727

Oktober 2000

744.873

50.125

September 2000

59.307

48.426

I alt

10.204.061

514.492

 

Saldoen på det amerikanske datterselskabs gæld til selskabet før konverteringen i 2001 udgjorde 10.718.553 $ (10.204.061 + 514.492). Anvendes FIFO-princippet vedrørende afvikling af gælden til selskabet, dvs. at den ældste gæld er betalt først, er gælden på 10.718.553 $ pr. 30. juni 2001 (før konverteringen) således ca. 8 måneder gammel og snarere ca. 6 måneder som følge af varekøbet ultimo 2000. Da gælden uomtvisteligt er opstået som følge af vareleverancer, er der umiddelbart tale om konvertering af varetilgodehavende.

 

Der er jævnligt foregået pengeoverførsler fra datterselskabet til selskabet, typisk ultimo hver måned. Nogle af overførslerne relaterer sig direkte til enkelte fakturaer. Da overførslen fra datterselskabets kundekonto til mellemregningskontoen typisk foregår som en samlet overførsel for hele måneden, har det ikke umiddelbart været muligt at afstemme de enkelte vareleverancer med de efterfølgende betalinger fra datterselskabet.

 

På baggrund heraf fastholdes det, at tabet på fordringen er fuldt fradragsberettiget.

 

Såfremt Landsskatteretten ikke er enig heri, påstås der fradragsret for den del af fordringen, der må anses for realiseret på det tidspunkt, hvor fordringen ifølge selskabsrevisionen må anses for at være ændret fra varetilgodehavende til et almindeligt udlån, og der påstås fradrag for den del af fordringen, der i så fald må anses for en sædvanlig kreditgivning under de givne omstændigheder.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Selskaber skal som udgangspunkt medregne gevinst og tab på fordringer ved indkomstopgørelsen, jf. kursgevinstlovens § 3. En undtagelse hertil fremgår bl.a. af bestemmelsen i kursgevinstlovens § 4, stk. 1, hvorefter der ikke er fradrag for tab på fordringer på koncernforbundne selskaber. Efter kursgevinstlovens § 4, stk. 3, finder § 4, stk. 1, ikke anvendelse, hvis fordringen er erhvervet som skattepligtigt vederlag for leverede varer, når fordringshaveren ikke har været sambeskattet med skyldneren.

 

Selskabets amerikanske datterselskab har fået leveret varer fra selskabet. Datterselskabet har løbende foretaget betaling heraf, men der er ikke foretaget fuld betaling for vareleverancerne. Hvis betalingerne fra datterselskabet skal ses som betaling for de ældste vareleverancer, er der enighed om, at de ikke-betalte varer er leveret i perioden fra september 2000 til frem til konverteringstidspunktet pr. 30. juni 2001.

 

Uanset at datterselskabet har haft negativ egenkapital, har selskabet oplyst, at der var en tro på fremtiden og dermed en tro på, at vareleverancerne ville blive betalt. Selskabet har i denne forbindelse fremlagt oplysninger om, at omsætningen i datterselskabet er steget i de omhandlede år, hvilket har betydet et større vareforbrug og dermed en stigning i gælden til selskabet. Stigningen i omsætningen har dog tillige været medvirkende til, at der var en berettiget tro på, at betaling fra datterselskabet ville ske. Endvidere er samarbejdet med E fremhævet som en bekræftelse på, at der var en tro på datterselskabets fremtid og dermed betaling af de leverede varer.

 

Selskabet har over for retten fremlagt dokumentation for, at der over for andre kunder er givet henstand med betaling for leverancer. Af dokumentationen kan det udledes, at selskabet har haft kunder, der ikke har overholdt betalingsfristerne, og at disse er overskredet med over 90 dage.

 

På baggrund af sagens oplysninger lægger retten til grund, at selskabets fordring på det amerikanske datterselskab utvivlsomt er erhvervet som et skattepligtigt vederlag for leverede varer, samt at det amerikanske datterselskab løbende har foretaget ikke ubetydelige betalinger til selskabet.

 

Retten lægger endvidere vægt på, at selskabets varetilgodehavende ikke er akkumuleret over flere år, da datterselskabet løbende har afdraget på varegælden, hvorved kredittiden er reduceret til ca. 10 måneder. Selskabet har ikke undladt at opkræve betalinger fra datterselskabet, og selskabet kan efter rettens opfattelse ikke antages ikke at have haft udsigt til betaling af sit tilgodehavende.

 

Retten er herefter ikke enig med selskabsrevisionen i, at selskabet ikke har kunnet forvente betaling for vareleverancerne, eller at tilgodehavender fra vareleverancer fra og med primo 2000 og frem til konverteringstidspunktet pr. 30. juni 2001 har karakter af lån allerede på leveringstidspunkterne.

 

Efter rettens opfattelse er der tale om et varetilgodehavende, og det antages ikke, at tilgodehavendet allerede på leveringstidspunkterne havde karakter af udlån, eller at tilgodehavendet siden har ændret karakter til udlån.

 

På denne baggrund godkender retten fradrag for tab på fordring på det amerikanske datterselskab med 17.075.125 kr. i indkomståret 2001.

 

Selskabsrevisionens afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.

 

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter