Dato for udgivelse
25 Apr 2006 14:03
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Jan 2006 09:58
SKM-nummer
SKM2006.262.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
05-014505
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Alderspension, garantiperiode
Resumé
Det bindende svar handler om, hvorvidt en pensionskasse kunne tilbyde en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 5, hvor den garanterede periode ville være variabel alt efter, hvornår pensionskassemedlemmet gik på pension, og hvornår pensionskassemedlemmet døde. Skatterådet svarede ja til det stillede spørgsmål
Hjemmel
Lovbekendtgørelse nr. 824 af 25. august 2005
Reference(r)
Pensionsbeskatningsloven § 5
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-2 A.C.1.2.1

Spørgsmål

Vil nedenfor nævnte garanterede ydelse, hvor garantiperioden efter alderspensioneringen er "variabel", være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 5?

Svar

Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A A/S er et administrationsfællesskab for og ejet af 8 tværgående pensionskasser. Pensionskasserne etablerer obligatoriske arbejdsmarkedspensionsordninger for primært medarbejdere ansat i henhold til kollektive overenskomster inden for den offentlige sektor. I pensionskasserne er ydelserne ved både alder, invaliditet og død etableret som pensionsordninger med løbende udbetalinger, herunder som supplerende engangsydelser.

A A/S ansøger om bindende forhåndsbesked på vegne af alle 8 pensionskasser.

Det påtænkes at etablere en garanteret ydelse efter pensionsbeskatningslovens § 5, idet det sikres, at præmien for ydelsen på intet tidspunkt overstiger 10 % af den samlede præmie til alle de ydelser, der skattemæssigt henføres til pensionsordninger med løbende ydelser, herunder præmien til supplerende engangsydelser. Det sikres ligeledes, at kravene til begunstigede i § 5, stk. 2 til enhver tid overholdes.

Den garanterede ydelse påtænkes etableret i tilknytning til alderspensionen og på en sådan måde, at den garanterede ydelse udgør en procentdel af alderspensionen.

Garantiperioden før alderspensionering påtænkes fastsat til 10 år. Ved overgang til alderspension påtænkes garantiperioden forlænget med 1 år, for hvert år medlemmet har fået udbetalt alderspensionen. Dette gælder dog kun ved de første 5 års udbetaling af alderspension. Dette kan illustreres ved følgende eksempler:

Eksempel 1:

Medlem dør som 35 årig. Den garanterede ydelse udbetales i 10 år.

Eksempel 2:

Medlem går på alderspension som 60 årig og dør som 63 årig. Den garanterede ydelse udbetales i 10 år, idet der er udbetalt 3 års alderspension af den forlængede garantiperiode på 13 år.

Eksempel 3:

Medlem går på alderspension som 65 årig. Medlem dør som 80 årig. Den garanterede ydelse kommer ikke til udbetaling, da dødsfaldet sker efter garantiperiodens udløb, som i dette tilfælde netop er 80 år.

Eksempel 4:

Medlem går på alderspension som 68 årig. Medlem dør som 78 årig. Den garanterede ydelse udbetales i 5 år, idet der er udbetalt 10 års alderspension af den forlængede garantiperiode på 15 år.

Baggrunden for og formålet med at etablere en garanteret ydelse er at sikre en ensartet dækning til de efterladte ved et pensionskassemedlems død, uanset medlemmets civilstand. I pensionskasserne skal den garanterede ydelse erstatte både ægtefælle-/samleverpension og de ydelser, der udbetales, hvis der ikke er en pensionsberettiget ægtefælle eller samlever.

Årsagen til ansøgning om bindende svar er, at den påtænkte garantiperiode ikke er fast i hele forsikringstiden men gøres variabel efter overgang til alderspension, idet garantiperioden ved overgang til alderspension forlænges med 1 år, for hvert af de første 5 år medlemmet har fået udbetalt alderspension.

SKATs indstilling og begrundelse

Efter pensionsbeskatningslovens § 5 kan forsikringer, hvis ydelser i alle tilfælde udbetales i en vis periode uanset den forsikredes død (garanterede ydelser), men som i øvrigt opfylder betingelserne i pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, jf. § 4, behandles efter reglerne for pensionsordninger med løbende udbetalinger, såfremt præmien for garantien ikke overstiger 10 pct. af præmien for den samlede forsikring.

Det er dog en betingelse, at der ikke i policen er indsat andre begunstigede end enten forsikredes "nærmeste pårørende" i forsikringsaftalelovens forstand, jf. denne lovs § 105, stk. 5, eller forsikredes ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, forsikredes livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en navngiven person, der har fælles bopæl med forsikrede ved indsættelsen, eller dennes livsarvinger.

Efter pensionsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 4 skal en pensionsordning med løbende udbetalinger gå ud på at sikre pension i form af løbende ydelser, der bortfalder ved den pensionsberettigede død, og som udbetales fra en pensionskasse, der opfylder betingelserne i § 3, eller i henhold til en forsikring, der opfylder betingelserne i § 4, dog kun hvis ydelserne fra pensionskassen eller forsikringsselskabet har karakter af:

  1. alderspension, hvis udbetalinger sker over mindst 10 år og tidligst begynder ved det fyldte 60. år, medmindre lavere aldersgrænse er godkendt af Skatterådet,
  2. invalidepension,
  3. ægtefælle- eller samleverpension, hvis udbetalinger kan tilfalde en efterlevende ægtefælle, en fraskilt ægtefælle eller en samlever, jf. litra d,
  4. samleverpension, hvis udbetalinger kan tilfalde en samlever, hvorved i denne lov forstås en navngiven person, der havde fælles bopæl med afdøde ved indsættelsen, eller en person, med hvem afdøde kunne have indgået ægteskab eller registreret partnerskab, som i et af afdøde senest 3 måneder før dødsfaldet oprettet testamente er tillagt en arvelod af mindst samme størrelse som den tvangsarv, der ifølge arveloven ville være tilkommet en ægtefælle, og som har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig, eller
  5. børnepension, hvis udbetalinger kan tilfalde afdødes efterlevende børn eller stedbørn eller børn af personer, der opfylder litra d, dog længst til de pågældendes fyldte 24. år eller til den følgende policedag (årsdag for policens oprettelse).

Pensionsbeskatningslovens § 5, stk. 1 har sin baggrund i, at kollektive pensionsforsikringer med garantibestemmelser ved pensionsbeskatningslovens tilblivelse i 1972 blev behandlet som rateforsikringer med tilknyttede livrenter eller som arverenter.

De garanterede ydelser anses at tjene et forsørgelsesformål for efterlevende ægtefælle eller uforsørgede børn.   

Bestemmelsen giver mulighed for, at livrenter med garanterede - altså ikke livsbetingede - ydelser under visse betingelser kan behandles efter reglerne for løbende, livsbetingede ydelser. At ydelserne under en livrente er garanterede, betyder, at alderspensionen skal udbetales i den garanterede periode - garantiperioden - selv om den forsikrede er død. Ydelserne udbetales i så fald til den begunstigede i henhold til policen. Tilsvarende kan det i en overlevelsesrente til fordel for den forsikredes ægtefælle aftales, at enkepensionsydelserne udbetales, uanset om enken er i live eller ikke.

Da selskabet ikke på forhånd kan vide om den lovede garanterede pensionsydelse vil blive udbetalt i 10 år eller måske 15 år, beror det på en aktuarmæssig vurdering, hvorvidt lovens krav om, at præmien for de garanterede pensionsydelser ikke må overstige 10 pct. af præmien for den samlede forsikring er opfyldt. Told- og skatteforvaltningen er ikke i stand til at foretage en sådan vurdering på det foreliggende grundlag.

Under den forudsætning at lovens krav i denne henseende imidlertid bliver opfyldt, kan told- og skatteforvaltningen svare ja til at ordningen kan behandles efter reglerne for pensionsordninger med løbende udbetalinger.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder told- og skatteforvaltningens indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

5 år fra afgørelsens dato.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter