I dette afsnit behandles henstand med skattebetaling, hvor skatteyderen har påklaget opkrævningsgrundlaget til en højere administrativ myndighed eller har indbragt skatteansættelsen for domstolene.

De nærmere regler for henstand ved klage over skatteansættelsen findes i skatteforvaltningslovens § 51.

Efter skatteforvaltningsloven jf. § 51, kan der under de samme betingelser som ved henstand med klage over skatteansættelser mv. gives henstand i forbindelse med klager over afgørelser efter et større antal afgiftslove.

Det fremgår af de generelle til bemærkninger til lovforslag til skatteforvaltningsloven, at begrebet skat anvendes i samme betydning som i grundlovens § 43; det vil sige om indkomstskat, told, AM-bidrag, moms, punktafgifter, lønsumafgift, boafgift, ejendomsværdiskat, kirkeskat, afgift efter pensionsbeskatningsloven og andre retlige ydelser til det offentlige.

For så vidt angår importafgift (told) er der hjemmel i artikel 244 i toldkodeksen til at give henstand ved klage over afgørelser. Henstanden skal som hovedregel betinges af, at der stilles sikkerhed. Se nærmere under afsnit H.7.7.

Når en skatteansættelse påklages efter reglerne i skatteforvaltningsloven kan der efter ansøgning bevilges vedkommende skattepligtige henstand med skattebetalingen.

Henstand kan bevilges i det omfang, ansættelsen påklages til skatteankenævnet eller Landskatteretten. Indbringes sagen for de ordinære domstole, skal der indgives fornyet ansøgning, for at henstand kan opnås.

Samme betingelser som ved henstand med klage over skatteansættelser mv. er gældende ved klage over afgift mv.

Henstanden kan gives med betaling af indkomstskat og/ eller eventuelle afledte krav på arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag og skat af aktieindkomst, formueskat, selskabsskat, og dødsboskat. Henstand kan endvidere gives med betaling af kirkeskat, skat i henhold til lov om kulbrinteindvending, samt andre skatter og afgifter, for hvilke reglerne i kildeskatteloven finder tilsvarende anvendelse. Henstanden skal omfatte de påløbne morarenter.

Henstand kan endvidere gives med betaling af afgift ved klager over afgiftsafgørelser.

Henstand kan kun gives med den del af den pålignede skat incl. morarenter, der ved årsopgørelsen er fremkommet som skyldig skat, som ikke er betalt på ansøgningstidspunktet, og som kan henføres til den påklagede forhøjelse. Det er endvidere en betingelse for henstand, at den skyldige skat opkræves særskilt. Henstand kan således ikke gives i det omfang det skyldige beløb i henhold til KSL § 61 og § 61 A overføres som tilsvar til det efterfølgende år (indregnet restskat).

 

Henstanden skal betinges af, at der i henstandsbevillingen indsættes som et vilkår, at henstandsbeløbet forrentes med rentesatsen i den pågældende lov og dennes lovs definerede forfaldstidspunkter. Henstanden omfatter også denne rente samt eventuelt allerede påløbne renter. Disse renteudgifter er ikke fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. LL § 17 A og KSL § 23, stk. 1.

Ved ansøgning om henstand bør der gives en vejledning om konsekvenserne ved at få henstand, bl.a. at henstanden altid betinges af rentebetaling, som ikke er fradragsberettiget.

I TfS 1999,99 ØLD drejede en sag sig om skattemyndighedernes hjemmel til at betinge henstand med betaling af skyldig skatter af et krav om forrentning samt om fradragsretten for renter. Skatteyderen havde i 1991 anmodet den kommunale skattemyndighed om henstand med betaling af restskatter. Anmodningen blev imødekommet, betinget af forrentning med 1% per måned og med bemærkning, at der ikke var fradragsret for renterne. Skatteyderen søgte på ny henstand i 1992, og dette blev bevilget. Han betalte i alt morarenter med 463.333,00 kr. og skyldte yderligere renter med 51.047,00 kr. Skatteyderen påstod tilbagebetaling af renterne, men fik ikke medhold. Landsretten fandt, at der for renter påløbet før henstanden var hjemmel i KSL § 63, stk. 1, til opkrævning af renterne, ligesom almindelige aftaleretlige grundsætninger gav grundlag for rentekrav. Der var ikke fradragsret for morarenterne ifølge LL § 17 A.

I særlige tilfælde kan en henstandsbevilling gøres betinget af, at der stilles sikkerhed for skattekravet, fx ved begrænset skattepligt, eller hvis det skønnes, at der er risiko for, at muligheden for inddrivelse af skattekravet senere forringes. Ved juridiske personers ansøgning om henstand skal det altid ud fra en undersøgelse af den skattepligtiges økonomiske forhold vurderes, om der er grundlag for at betinge henstanden af sikkerhed. I denne vurdering skal bl.a. indgå oplysninger om den skattepligtiges seneste afregningsperiode for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag og moms samt eventuelle restancer hermed.

Henstandsbevillingen skal altid betinges af sikkerhedsstillelse, når den skattepligtige er et selskab mv. uden eller med kun ringe erhvervsmæssig aktivitet og som tillige besidder en (stor) likvid beholdning. Overstiger det omstridte krav selskabets egenkapital, må kravet om sikkerhedsstillelsen begrænses i forhold hertil. Afvejningen er på den ene side, at retten til henstand i forbindelse med klage ikke må gøres illusorisk, og på den anden side, at myndighederne sikrer den del af sit krav, som ville kunne inddrives på henstandstidspunktet.

Tilsvarende bør der for fysiske personers vedkommende foretages en solvensmæssig vurdering i forhold til det omstridte kravs størrelse med henblik på et eventuelt krav om hel eller delvis sikkerhed. Afgørelse om sikkerhedsstillelse træffes af den myndighed, som er kompetent til at bevilge henstand. En eventuel sikkerhedsstillelse stilles overfor skattecenteret, der påser, at sikkerheden er betryggende.

Henstand kan ikke gives for et tidsrum over 4 år. Henstand kan forlænges efter fornyet ansøgning. Henstand gives i øvrigt for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative klagesystem. Indbringes en administrativ afgørelse for domstolene, eller ankes en dom, skal der indgives ny ansøgning om henstand, jf. SFL § 51, stk. 3.

I de tilfælde, hvor henstanden ophører inden udløbet af henstandsperioden, skal ligningsmyndigheden rette henvendelse til RIM. Dette vil sikre, at der sker en hurtig og effektiv inddrivelse.

Ifølge SFL § 51, stk. 5, kan der i henstandsbevillingen tages forbehold for modregning med henstandsbeløbet i krav, som klageren måtte få mod det offentlige (fx krav på overskydende skat, udbetaling efter KSL § 55, udbytteskat, tilbagebetaling af moms mv.). Et sådant modregningsforbehold bør normalt altid tages og ikke mindst, når henstand gives, uden at der samtidig stilles krav om fuld sikkerhed.

 

Det fremgår af KSL § 89, at "Når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, kan skatteministeren eller den, som skatteministeren bemyndiger dertil, indrømme en skattepligtig midlertidig fritagelse for betaling af A-skat eller B-skat."

Efter KSL § 89 A er der hjemmel til at bevilge henstand med forskudsskat, fx ved klage over skatteansættelsen i forbindelse med sager om skattepligtsspørgsmål. Henstanden skal betinges af, at der indsættes som et vilkår i henstandsbevillingen, at henstandsbeløbet forrentes med rentesatsen i den pågældende lov fra de i samme lov definerede forfaldstidspunkter. Disse renteudgifter er ikke fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. LL § 17 A og KSL § 23, stk. 1. Det bør i øvrigt altid overvejes at betinge henstanden af, at der stilles betryggende sikkerhed.

 

Ved lov nr. 221 af 31. marts 2004 er der i KSL § 73 E indsat en henstandsbestemmelse, hvorefter der kan gives henstand med betaling af skatter efter aktieavancebeskatningslovens § 13a, ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B eller kursgevinstlovens § 37 samt skatter og arbejdsmarkedsbidrag beregnet efter ligningslovens § 28.

De nærmere regler om henstand fremgår af bestemmelsens stk. 1-7.