Op til en konkurs kan det hænde, at der foretages en række dispositioner fra skyldnerens side, som kunne tænkes at begunstige en enkelt kreditor på andre kreditorers bekostning. I visse tilfælde vil sådanne dispositioner forringe andre kreditorers mulighed for at få lige andel i skyldnerens formue under en konkurs.

Det kan også tænkes, at skyldneren bevidst overfører aktiver, som kreditorerne ellers kunne have anvendt til at fyldestgøre deres krav, for derved at hindre en sådan fyldestgørelse. Dette kaldes at bringe sine aktiver i kreditorly.

Ikke i alle tilfælde bør kreditorerne i det efterfølgende konkursbo acceptere sådanne dispositioner, hvorfor der findes særlige bestemmelser i konkursloven, der er med til at sikre, at værdien af dispositionerne føres tilbage til konkursboet. Konkursloven rummer således mulighed for at omstøde dispositionerne.

Bestemmelserne om omstødelse findes i KL §§ 64-81. Gennem omstødelsesreglerne tillægges konkursen en vis tilbagevirkende kraft. Det betyder, at konkursboet i visse tilfælde har mulighed for at se bort fra tidligere foretagne gyldige dispositioner.

Det findes også andre muligheder for at gennemtvinge boets eller kreditorernes ret til dækning af tab ved fx salg af aktiviteter fra et selskab uden indfrielse af enkelte af selskabets kreditorer. Om de nærmere betingelser herom henvises til afsnit H.3.17 om erstatning.

RIM skal være opmærksom på, at frivillige betalinger skal gøres betingede af, at de ikke er omstødelige. Dette kan fx ske ved, at beløbet betales af 3. mand, eller at betaleren erklærer, at denne ikke er insolvent. En sådan erklæring alene er ikke tilstrækkelig til at anse betalingen for uomstødelig, men det kan inddrages som et moment, der taler for RIM´s gode tro ved modtagelsen af beløbet, jf. KL § 74.

Der er ingen forvaltningsretlige grundsætninger, der hindrer RIM i fx at modtage eller under et udlæg at kræve betaling af beløb, der senere viser sig at være omstødelige, fordi RIM var i ond tro om insolvensen. Modtagelsen eller opkrævningen af betalingerne må dog ikke stride mod de forvaltningsretlige grundsætninger om saglighed og proportionalitet. Udlæg, der i tilfælde af konkurs bortfalder efter KL § 71, jf. nedenfor, kan endda hjælpe med til at fastlåse aktiver hos skyldneren og dermed hindre, at disse bliver bragt i kreditorly.

Betingelserne for at foretage omstødelse er forskellige afhængig af, hvilke dispositioner der søges omstødt, og hvilken periode dispositionerne omfatter eller relaterer sig til. Der henvises her til gennemgangen af de enkelte omstødelsesregler i afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15.

I afsnit H.3.12.1.1 - H.3.12.1.4 omtales kort nogle af de generelle betingelser, der kan være en fællesnævner for muligheden for at omstøde en disposition.

Ved overvejelser, om en skyldner skal erklæres konkurs, må RIM tage hensyn til, hvorvidt skyldnerens dispositioner før konkursen bør søges omstødt. Omstødelse er således et sagligt moment, der må inddrages i afvejningen af, om en skyldner bør erklæres konkurs. Omstødelse er i disse situationer samtidig et inddrivelsesinstrument, der på lige fod med andre instrumenter skal indgå i RIM´s vurdering af, hvorvidt den bør anvende det passende instrument i bestræbelserne på at sikre SKAT´s krav på den bedst mulige måde.

Gennemgangen nedenfor kan også anvendes som en inspirationsliste for RIM, når den vurderer, hvordan den over for skifteretten kan sandsynliggøre, at en disposition er omstødelig, således at skifteretten kan tage oplysningerne i betragtning, når den behandler konkursbegæringen mod skyldneren i den pågældende sag.

Som nævnt i afsnit H.3.12.1 kan konkursboet i visse tilfælde se bort fra tidligere foretagne gyldige dispositioner. Som udgangspunkt søger boet alene at se bort fra dispositioner, som har formindsket konkursmassen eller forrykket forholdet mellem kreditorerne. Konkursmassen er formindsket,  når hele konkursmassen er forringet til skade for alle kreditorerne, eller når gælden er forøget. Er forholdet mellem kreditorerne forrykket, er én eller flere kreditorer blevet begunstiget på de andre kreditorers bekostning, hvilket således vil føre til en anden fordeling mellem kreditorerne end den, der følger af konkursloven.

At dispositionen skal være utilbørlig, betyder, at dispositionen på en eller anden måde strider mod almindelige normer for rigtig og hæderlig forretningsmæssig opførsel. Det er således dispositioner, der har været til skade for kreditorerne, der er omfattet. De nævnte dispositioner formindsker på den måde den aktivmasse, der ellers ville have været til rådighed til fordeling blandt kreditorerne. Området for omstødelige dispositioner udgøres ofte af mistænkelige eller objektivt dadelværdige dispositioner.

For at kunne vurdere dispositionens skadelige karakter bedømmes handlingen ofte efter forholdet på det tidspunkt, hvor den blev begået.

Enkelte omstødelsesbestemmelser afhænger af den begunstigedes onde eller gode tro om selve dispositionens utilbørlighed.

I de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt at gøre op med, om den begunstigede vidste eller burde have vidst, at dispositionen var utilbørlig. Den begunstigedes viden eller burde viden kan fx dreje sig om, hvorvidt denne vidste eller burde vide, at fallenten var eller blev insolvent, da han foretog den omstridte disposition.

Nogle omstødelsesbestemmelser gør ikke forskel på, om den begunstigede var i ond eller god tro. For en nærmere vurdering heraf henvises til gennemgangen af de enkelte regler om omstødelse i afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15.

Når insolvens indgår i omstødelsesbestemmelserne, er vurdering af insolvensen den samme som vurderingen af den insolvens, der skal foretages, når det skal afgøres, om konkursbetingelserne er til stede, jf. KL § 17 og afsnit H.3.3.3.

De fleste omstødelsesbestemmelser indeholder et krav om insolvens, især hvis forholdet vedrører begunstigelse af nærstående.

For en nærmere vurdering af insolvensens betydning for omstødelse i de konkrete tilfælde henvises til gennemgangen i afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15.

De fleste af konkurslovens omstødelsesregler er betinget af, at den pågældende disposition er foretaget inden for en bestemt frist.

Fristdagen tæller ikke med, når det i det konkrete tilfælde skal beregnes, hvorvidt omstødelse kan komme på tale. Er fristdagen fx den 12. april, og den frist, hvori omstødelse kan ske, 3 måneder, kan dispositioner, som er foretaget den 13. januar eller senere, omstødes.

Omstødelse foretages ved, at konkursboet anlægger omstødelsessag mod den begunstigede, som er den person, der er blevet beriget ved skyldnerens disposition. Omstødelse kan foretages over for alle kreditorer, herunder også SKAT, hvis betingelserne herfor er til stede, jf. afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15. Udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, omstødes ikke, men bortfalder simpelthen, jf. afsnit H.3.12.10.

Sager om omstødelse føres for de ordinære domstole og efter de almindelige processuelle bestemmelser i retsplejeloven. En omstødelsessag kan således føres for byretten, men også for landsretten, hvis sagen efter retsplejeloven kan henvises hertil. Det er kurator, der på vegne af konkursboet anlægger og fører retssagen.

Omstødelsessag kan også anlægges af kreditorerne. SKAT har således også mulighed for at anlægge omstødelsessag alene, men det kan dog først komme på tale, når boet har opgivet kravet, jf. KL § 137. Hvis RIM ønsker en sådan sag anlagt, skal sagen indsendes til Koncerncentret. Hvorvidt der er grundlag for en omstødelsessag, kan bl.a. ses af kurators redegørelse efter KL § 125, stk. 3.

Hvis RIM bliver opmærksom på et omstødeligt forhold, kan den rette henvendelse til kurator. Hvis kurator afslår at føre omstødelsessagen, og RIM stadig mener, at en sådan sag bør føres, skal myndigheden uden ugrundet ophold rette henvendelse til skifteretten for at få fastlagt en frist til at anlægge omstødelsessag efter KL § 137, stk. 1.

I de tilfælde, hvor boet savner penge til at føre omstødelsessag for, og kurator er stødt på dispositioner, der synes omstødelige, kan kurator anmode én eller flere kreditorer i boet om at indestå for omkostninger ved sagens førelse. Der henvises herom til afsnit H.3.12.3.

Specialcentret er bemyndiget til at tage stilling til kurators anmodning om sikkerhedsstillelse for omkostninger i forbindelse med anlæggelse af omstødelsessag mv.

I det følgende gennemgås retningslinjerne for behandling af anmodninger om indståelse for omkostninger i forbindelse med anlæggelse af omstødelsessag mv.

1 Hvad sikkerhedsstillelsen kan vedrøre

En kurator kan anmode SKAT om indeståelse for omkostninger til f.eks.:

·        Undersøgelse af hvorvidt der foreligger omstødelige dispositioner.

·        Anlæggelse og gennemførelse af retssager om omstødelse, erstatning, tilbagesøgning af ulovlige anpartshaverlån/direktørlån eller udtræk fra selskabet eller andre 
    kontraksretlige krav.      

·        Yderligere indeståelse for omkostninger i forbindelse med omstødelsessagen, herunder undersøgelse af om der foreligger andre omstødelige dispositioner.

·        Andre inddrivelsesskridt for konkursboet, f.eks. indgivelse af konkursbegæringer mod andre virksomheder eller selskaber.

·        Genoptagelse af et konkursbo fordi kurator efterfølgende har konstateret omstødelige dispositioner.

2 SKATs vurdering af kurators anmodning

SKAT skal vurdere følgende 4 forhold, når der fremkommer en anmodning fra en kurator om sikkerhedsstillelse:

  1. SKATs økonomiske interesser i sagen. Først skal det vurderes hvilken økonomisk eller præventiv interesse SKAT har i sagen. (Se afsnit 3).

 

  1. Den juridiske vurdering af sagen. Dernæst vurderes det, evt. sammen med kurator/Kammeradvokaten, om det er sandsynligt eller overvejende sandsynligt at retssagen kan vindes helt eller delvist. (Se afsnit 4).

 

  1. Opfyldelsesudsigten. Endelig vurderes opfyldelsesudsigten, hvilket især kræver en vurdering af den formodede betalingsevne (og evt. betalingsvilje) hos den eller de sagsøgte. (Se afsnit 5).

 

  1. Hensynet til retsfølelsen.  Hensynet til retsfølelsen eller præventive hensyn kan navnlig i sager vedrørende konkurskriminalitet være den bærende årsag til, at SKAT vælger at stille sikkerhed for undersøgelser og anlæggelse af omstødelsessager mv. i konkursboer. (Se afsnit 6).

3 SKATs økonomiske interesse i sagen

I forbindelse med enhver anmodning om sikkerhedsstillelse skal det afklares, hvor stor en økonomisk interesse SKAT har i sagen.

Afklaringen af SKATs økonomiske interesse sker ved at sammenholde følgende oplysninger:

 

  • Størrelsen af SKATs krav og dette krav/disse kravs placering i konkursordenen.
  • Størrelsen af sikkerhedsstillelsen.
  • Størrelsen af den forventede dividende, hvis konkursboet tilføres midler fra omstødelsessagen.
  •  Størrelsen af de øvrige kreditorers krav og disse kravs placering i konkursordenen.

Er SKATs krav mod den konkursramte virksomhed et mindre beløb og er den omstødelige disposition beløbsmæssig beskeden, vil det tale for, at SKAT ikke skal stille sikkerhed for anlæggelse af omstødelsessag.

Eksempel:

                 SKAT har anmeldt et simpelt krav i konkursboet på 50.000 kr.

Øvrige simple krav udgør 500.000 kr.

 

Den omstødelige disposition kan opgøres til 30.000 kr.

 

Den dividende der vil blive tilført boet til udbetaling af simple krav vil være under 2 %. SKAT har ikke præventive eller andre tilsvarende interesser i sagen

 

I en sådan situation bør SKAT ikke stille sikkerhed for anlæggelse af omstødelsessager, heller ikke selvom der er en god udsigt til opfyldelse af sagen.

Er SKATs krav mod den konkursramte virksomhed et mindre beløb og er det nødvendige sikkerhedsstillelsesbeløb meget stort, vil det tale for, at SKAT ikke skal stille sikkerhed for anlæggelse af omstødelsessag.

Eksempel:

                 SKAT har anmeldt et simpelt krav i konkursboet på 50.000 kr.

Øvrige simple krav udgør 500.000 kr.

 

Sikkerhedsstillelsen udgør 100.000 kr.

 

Den dividende der vil blive tilført boet til udbetaling af simple krav vil være under 5 %. SKAT har ikke præventive eller andre tilsvarende interesser i sagen

 

I en sådan situation bør SKAT ikke stille sikkerhed for anlæggelse af omstødelsessager, heller ikke selvom der er en god udsigt til opfyldelse af sagen.

Er SKATs krav mod den konkursramte virksomhed et betydeligt beløb og er den omstødelige disposition beløbsmæssig betydende for den dividende som SKAT vil modtage, vil det tale for, at SKAT skal stille sikkerhed for anlæggelse af omstødelsessag, hvis sikkerhedsstillelsen står i rimeligt forhold til procesrisikoen ved sagen og SKATs økonomiske interesser i sagen.

Eksempel 1:

                 SKAT har anmeldt et simpelt krav i konkursboet på 650.000 kr.

Øvrige simple krav udgør 120.000 kr.

 

Den omstødelige disposition kan opgøres til 90.000 kr. Sikkerhedsstillelsen udgør 40.000 kr.

 

Den dividende der vil blive tilført boet til udbetaling af simple krav vil være ca. 10 %. SKAT har ikke præventive eller andre tilsvarende interesser i sagen

 

I en sådan situation bør SKAT stille sikkerhed for anlæggelse af omstødelsessager, hvis der er en god udsigt til opfyldelse af sagen.

Eksempel 2:

                 SKAT har anmeldt et simpelt krav i konkursboet på 650.000 kr.

Øvrige simple krav udgør 120.000 kr.

 

Den omstødelige disposition kan opgøres til 200.000 kr. Sikkerhedsstillelsen udgør 100.000 kr.

 

Den dividende der vil blive tilført boet til udbetaling af simple krav vil være ca.20 %. SKAT har ikke præventive eller andre tilsvarende interesser i sagen

 

I en sådan situation bør SKAT stille sikkerhed for anlæggelse af omstødelsessager, hvis der er en god udsigt til opfyldelse af sagen.

3.1 Andre hensyn end de rent finansielle

SKAT kan også have andre incitamenter end de rent økonomiske. Retsfølelsen eller præventive hensyn kan i sig selv begrunde, at SKAT stiller sikkerhed for omkostninger. Se nærmere afsnit 6.

3.2 Samarbejdet med LG (Lønmodtagernes Garantifond)

LG har ofte anmeldt et § 95-krav i forbindelse med udbetalingen af nettolønnen til ansatte, der grundet arbejdsgiverens insolvens ikke har modtaget lønnen fra denne. LG vil i disse tilfælde i forbindelse med sin anmeldelse også have beregnet SKATs § 95-krav, som ligeledes anmeldes på vegne af SKAT.

SKAT og LG vil i disse sager have en fælles interesse, hvilket medfører, at SKAT og LG normalt træffer en fælles beslutning: ja eller nej til sikkerhedsstillelse.

Der kan laves en fordelingsnøgle ud fra størrelsen af de respektive § 95-krav. Normalt har LG en større andel, hvorfor LG typisk vil skulle stå for en større andel af sikkerhedsstillelsen end SKAT. Det kan dog tænkes, at SKAT tillige har anmeldt et simpelt krav (§ 97), og det må lægges til grund, at der også vil blive udbetalt en dividende til de simple kreditorer. Dette kan betyde, at SKATs samlede udkomme vil kunne overstige LGs, hvorfor LG vil kunne have en naturlig interesse i, at SKAT derfor skal stå for en større del af sikkerheden. Ofte vil en præcis fordelingsnøgle ikke kunne beregnes i disse tilfælde. Fastlæggelse af fordelingen må derfor ske på baggrund af en aftale mellem LG og SKAT.

3.3 Hvis der er andre væsentlige kreditorer, bør disse normalt medvirke i en sikkerhedsstillelse

Er der andre væsentlige kreditorer såsom banker og andre finansstærke kreditorer, bør disse normalt medvirke i en sikkerhedsstillelse ud fra en fordelingsnøgle, der beregnes ud fra størrelsen af de i en sikkerhedsstillelsesordning medvirkende kreditorers krav.

SKAT skal derfor sikre, at kurator har spurgt eventuelle andre væsentlige kreditorer om de vil være med til at stille sikkerhed for førelse af en omstødelsessag mv.

3.4 Kurator skal oplyse størrelsen på det nødvendige sikkerhedsstillelsesbeløb

Af hensyn til SKATs risiko- og budgetstyring skal kurator altid oplyse størrelsen af det nødvendige indeståelsesbeløb (herunder om beløbet er med eller uden moms) for sagens førelse i 1. instans.

Der skal altid sættes et "loft" over SKATs indeståelse, det vil sige, at SKAT altid skal maksimere den indeståelse som vi giver kurator vedrørende sikkerhedsstillelse for omkostninger. SKAT må således aldrig give en "blanko-sikkerhedstillelse" til en kurator.

Hvis kurator når loftet i SKATs sikkerhedsstillelse må han henvende sig til SKAT med anmodning om yderligere sikkerhedsstillelse. En sådan anmodning om yderligere sikkerhedsstillelse, skal behandles efter retningslinjerne i dette notat, ligesom SKAT altid skal maksimere den yderligere sikkerhedsstillelse til et bestemt beløb.

4 Den juridiske vurdering af sagen

Vurderes det, at SKAT har en tilstrækkelig økonomisk m.v. interesse i sagen, skal det dernæst afklares, om den eller de af kurator foreslåede retssag(er) sandsynligvis eller overvejende sandsynligt kan vindes.

Dette er den vanskeligste del af processen og kræver et godt kendskab til omstødelsesreglerne, selskabslovenes regler om ulovlige kapitalfjernelser og erstatningsreglerne. Der henvises i denne forbindelse til Inddrivelsesvejledningens H.3.12 samt til forskellige teoretiske fremstillinger, f.eks. den kommenterede konkurslov.

Vurderingen af hvorvidt retssagen kan vindes skal ske i et samarbejde med kurator. Hvis anmodningen fra kurator om sikkerhedsstillelse alene indeholder få eller utilstrækkelige faktuelle oplysninger, eller måske ikke er nærmere eller utilstrækkeligt begrundet, skal SKAT tage kontakt til kurator med henblik på dels af få yderligere oplysninger i sagen, dels af få kurators mere detaljerede og begrundede vurdering af sagens holdbarhed.

Koncerncentret står også gerne til rådighed for en eventuel forudgående telefonisk drøftelse af omstødelsesretlige spørgsmål mv.  

Er der tale om sager, der i særlig grad appellerer til retsfølelsen, fordi de involverede personer groft har tilsidesat SKATs interesser som (tvangs)kreditor, kan dette tale i sig selv tale for at SKAT stiller sikkerhed. Se nærmere herom afsnit 6.

5 Opfyldelsesudsigten

Har SKAT den fornødne økonomiske interesse i sagen og vurderes det at det er sandsynligt eller overvejende sandsynligt at sagen kan vindes, skal det dernæst vurderes, om den eller de sagsøgte må formodes at være i stand til at opfylde dommen. SKATs oplysninger kan ofte give et fingerpeg. En R75-udskrift vil fx kunne give et fingerpeg om den sagsøgtes formodede betalingsevne.

Ofte vil den sagsøgte - mens retssagen verserer - have tid til at forstikke sine midler, således at der ikke vil være nogen inddrivelsesudsigt, når dommen afsiges til sin tid. Det vil især kunne forekomme i selskaber, da fysiske personer efter en konkurs stadig hæfter for den udækkede del af kreditorernes krav, jf. konkurslovens § 156.

Kurator vil kun i sjældne tilfælde have mulighed for at overbevise en fogedret om, at der til sikring af fx omstødelseskrav skal foretages arrest i sagsøgtes aktiver, jf. RPL § 627.

Oftest vil der derfor allerede på dette tidlige tidspunkt skulle tages stilling til den fremtidige strategi. Hvis der afsiges dom i boets favør, og dommen ikke opfyldes, vil det måske bevirke at sagsøgte (domfældte) skal erklæres konkurs (som regel efter et forgæves udlæg i fogedretten, jf. konkurslovens § 18), hvilket kan være nødvendigt for at muliggøre en omstødelse af de dispositioner, hvormed aktiverne er forstukket, mens retssagen verserede. Der kan således opstå en dominoeffekt, hvor kurator må erklære forskellige (typisk) selskaber konkurs, og det kan være et kapløb med tiden grundet omstødelsesfristerne. Ved erstatningssager og sager om tilbagesøgning efter fx ApS-lovens §§ 48-49 gælder omstødelsesfristerne og fristen i konkurslovens § 81 dog ikke.

Viser det sig, at dommen ikke opfyldes, og yderligere inddrivelse over for domfældte opgives af kurator, kan SKAT have en interesse i at modtage en transport på domsbeløbet, for hvilket der vil være en 10-årig forældelsesfrist pga. det særlige retsgrundlag, som dommen udgør.

Domsbeløbet vil være en civilretlig fordring, hvorfor SKATs pantefogeder ikke selv kan foretage udlæg for kravet, der heller ikke vil kunne inddrives ved lønindeholdelse. Til gengæld vil dommen udgøre et eksekutionsfundament efter RPL § 478, stk. 1, nr. 1, således at fogedretten kan foretage udlæg for kravet, der ligeledes vil kunne sættes ind i CFR (Det Centrale Fordringsregister) med henblik på at afvente en modregningsmulighed i forhold til den domfældte.

En sådan transport er dog ikke i sig selv et mål, da inddrivelsesudsigterne ofte vil være ringe, når kurator har måttet opgive en inddrivelse. En transport vil dog være en rimelig udgang på en sag, hvis SKAT har afholdt udgifter i forbindelse med retssagens førelse.

6 Konkurskriminalitet, sagskomplekser og andre sager der har samfundsmæssig og/eller politisk interesse

Som det er nævnt ovenfor kan hensynet til retsfølelsen eller præventive hensyn give anledning til at SKAT vælger at stille sikkerhed for en kurators eller Kammeradvokatens undersøgelser og anlæggelse af omstødelsessager mv. i konkursboer.

Dette vil typisk være tilfældet når der foreligger en eller anden form for konkurskriminalitet. Begrebet konkurskriminalitet er ikke entydigt og kan derfor dække mange forskellige typer af overtrædelser.

Konkurskriminalitet kan f.eks. foreligge som konkursrytteri, forstået som et tilsigtet virksomhedssammenbrud, hvor skyldner forinden det økonomiske sammenbrud på forskellig måde har tømt et selskab eller en virksomhed for aktiver, der derved er bragt udenfor kreditorernes rækkevidde. Typisk bringes aktiverne ind i et nyt selskab, der måske er stiftet ved hjælp af en stråmand.

Konkurskriminalitet kan også foreligge i form af en selskab der fremstår som tomt ved konkursdekretets afsigelse. Det opdages i forbindelse med konkursboets undersøgelser af selskabet at næsten alle pligter er tilsidesat under driften af selskabet. Ofte foreligger der ikke pålidelige informationer om selskabets forhold og den tidligere ledelse afgiver ikke oplysninger eller relevante oplysninger ved konkursdekretets afsigelse. Selskabets revisor har endvidere ofte ikke kendskab til forholdene i virksomheden.

Ofte er en foreliggende konkurskriminalitet kombineret med, at et selskab er en del af et kompleks, hvor der også optræder udenlandske selskaber og hvor der findes aktiver i udlandet. 

I sådanne sager bør SKAT understøtte en styrket indsats i forbindelse med undersøgelse af konkursboets forhold. Ud over et generalpræventivt sigte vil en styrket indsats fra kurators side kunne indebære der opnås en forbedret mulighed for at finde skjulte aktiver. Effekten heraf kan dels vise sig at være en begrænsning af de omkostninger som SKAT skal afholde til behandlingen af konkursboet og dels en mulighed for yderligere dividende til kreditorerne.

I sådanne sager kan der ofte være brug for endog meget betydelige sikkerhedsstillelser. Specialcenteret er i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt der skal stilles sikkerhed i sådanne sager, meget velkommen til at kontakte Koncerncentret for en drøftelse af en sådan sag.

Det er endvidere aftalt med Kammeradvokaten, at denne i sådanne sager kan kontakte Koncerncentret med henblik på en drøftelse, og at Koncerncentret skaber en kontakt til specialcentret vedr. behandlingen af sagen.

En gave defineres traditionelt som en vederlagsfri overdragelse af et gode. Gaver vil således pr. definition næsten altid være til skade for kreditorerne.

Gaver, som er givet senere end 6 måneder før fristdagen, kan omstødes efter KL § 64. Det har i den forbindelse ingen betydning, om skyldneren ved gavedispositionen var eller blev insolvent, eller om gavemodtageren var i god eller ond tro med hensyn til skyldnerens insolvens, jf. KL § 64, stk. 1.

Gaver, som er givet mellem 6 måneder og 1 år før fristdagen, kan omstødes, medmindre gavemodtageren godtgør, at skyldneren hverken var eller ved selve gaven blev insolvent, jf. KL § 64, stk. 2, 1. led. Gavemodtageren kan således i disse tilfælde undgå en omstødelse, hvis han kan bevise, at gavegiver var solvent lige, da han havde givet gaven. Hvis gaven er givet til én af skyldnerens nærstående, udstrækkes perioden til 2 år, jf. stk. 2, 2. led.

Efter retspraksis kan lejlighedsgaver mv. som fx fødselsdagsgaver, normalt ikke omstødes. Der er en formodning for, at det er en lejlighedsgave, når gaven er givet i anledning af fx bryllup eller fødselsdag. Gaven må dog ikke stå i misforhold til skyldnerens økonomiske situation på det tidspunkt, hvor den blev givet.

I TfS 1997, 859 VLD, fandt landsretten, at en konkursramt far havde givet sine børn gaver mv., og dispositionen blev omstødt Børnene hævdede, at det var løn for udført arbejde, men retten fandt ikke, at de havde løftet deres bevisbyrde for, at forholdet ikke var en gave.

For gaver givet mellem ægtefæller suppleres KL § 64 med RVL § 33, der er omtalt i afsnit E.1.3.1.

Hvis skyldneren er et aktie- eller anpartsselskab, der er under konkursbehandling, vil en erstatningssag mod selskabets ledelse mv. i mange tilfælde være et alternativ til en omstødelsessag efter KL § 64. Sælger et selskab et aktiv til en pris, der er lavere end prisen i handel og vandel, vil differencebeløbet udgøre en gave, der samtidig repræsenterer et tab for selskabet. Efter reglerne i selskabslovens §§ 361 og 362, jf. herom nærmere afsnit H.3.17.2, vil personkredsen i et selskab (stifter, direktør, bestyrelsesmedlem, revisor, ejer mv.) kunne pålægges ansvar for skader tilføjet selskabet og evt. tillige kreditorer og 3. mænd. Reglerne er en kodificering af retspraksis og skal suppleres med culpareglen, hvorefter enhver kan pådrage sig erstatningsansvar for adækvate (påregnelige) skader, som man påfører nogen ved en forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse.

Såfremt kurator for et konkursramt selskab skønner, at gavemodtageren ikke vil kunne opfylde en omstødelsesdom efter KL § 64, eller fristen efter KL § 81 for at anlægge omstødelsessag er udløbet, vil det være relevant at overveje, om der i stedet kan gennemføres en erstatningssag mod den eller de personer, der har foretaget eller medvirket til den gavedisposition, hvorved selskabet blev påført et til gavens værdi svarende tab.

Hvis kurator opgiver at forfølge et sådant erstatningskrav, kan enhver kreditor i boet selv anlægge en sådan sag, jf. bestemmelsen i KL § 137, jf. herom ovenfor i H.3.12.2.

En kreditor, der har lidt et tab som følge af en handling eller undladelse, som er rettet direkte mod kreditor og ikke som en afledet følge af en handling eller undladelse rettet mod selskabet, vil efter reglerne i selskabslovens § 361, stk. 1, 2. pkt., og § 362, stk. 1, kunne vælge selv at anlægge en erstatningssag uden om boet.

Kreditorer kan således vælge selv at rejse et erstatningskrav over for, fx et bestyrelsesmedlem eller direktøren, fx fordi konkursdividenden må forventes at blive beskeden. Desuden tilkommer et eventuelt omstødelsesbeløb boet og dermed alle kreditorer til fordeling efter konkursordenen, hvorimod et erstatningsbeløb, som en forfordelt kreditor måtte få dom for, går til denne kreditor, der heller ikke er bundet af fristen i KL § 81, som kun gælder omstødelsessager.

 

En skyldner kan give afkald på arv, hvorved arven hverken kommer skyldneren til gode eller inddrages i et efterfølgende konkursbo.

Et arveafkald kan dog omstødes, hvis skyldneren senere end 6 måneder før fristdagen har givet afkald på arv, som er tilfaldet denne, jf. KL § 65. Arvelader skal med andre ord være afgået ved døden. Er arven udloddet, rettes kravet mod den, der som følge af afkaldet har modtaget arven, eller hvis arvelod derved er blevet forøget, jf. KL § 65, stk. 1. Kravet udgør nettoforøgelsen af den begunstigedes formue, idet dennes andel i boudgifter og arveafgift fradrages.

Afkald, som er givet mellem 6 måneder og 2 år før fristdagen, kan omstødes, medmindre den begunstigede godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved afkaldet, jf. KL § 65, stk. 2.

 

Har skyldneren senere end 6 måneder før fristdagen betalt løn eller lignende til en nærstående, og har beløbet oversteget, hvad der under hensyn til det udførte arbejde, virksomhedens indtægter og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt, kan betalingen omstødes, for så vidt angår det overskydende beløb. Bestemmelsen findes i KL § 66, stk. 1.

Ved afgørelsen af, om lønnen skal anses for at være rimelig, lægger man vægt på, om der er et egentligt misforhold, fx i forhold til det udførte arbejde, virksomhedens indtægter og den sædvanlige løn for vedkommendes kvalifikationer.

Beløb, som er udbetalt mellem 6 måneder og 2 år før fristdagen, kan under de nævnte betingelser omstødes, medmindre modtageren godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent, da han udbetalte lønnen, jf. KL § 66, stk. 2.

 

Der er mulighed for at omstøde betaling af gæld, der er sket senere end 3 måneder før fristdagen. Bestemmelsen findes i KL § 67 og kan anvendes i følgende tilfælde:

  1. Hvis betalingen er sket med usædvanlige betalingsmidler, jf. KL § 67, stk. 1, 1. led.
  2. Hvis betalingen er sket før normal betalingstid, jf. KL § 67, stk. 1, 2. led.
  3. Hvis betalingen er sket med beløb, som afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne, jf. KL § 67, stk. 1, 3. led.

Usædvanlige betalingsmidler
Penge vil som hovedregel aldrig blive anset for at være et usædvanligt betalingsmiddel. Af den foreliggende retspraksis fremgår, at vareleverancer som udgangspunkt vil blive betragtet som et usædvanligt betalingsmiddel medmindre parterne handlede med sådanne varer, eller skyldneren tidligere har leveret sådanne varer til kreditor. Hvis omstændighederne tyder på, at leveringen er sket med det formål at skaffe kreditor dækning, vil også sådanne vareleverancer være omstødelige efter § 67. Tilbagelevering af det solgte, hvor der ikke er taget et gyldigt ejendomsforbehold, vil også blive betragtet som et usædvanligt betalingsmiddel, og det samme gælder normalt betaling med fordringer, navnlig hvis en uforfalden fordring overdrages til eje for at udligne en eksisterende gæld.

Betaling før normal betalingstid
Ved normal betalingstid forstås det tidspunkt, som efter aftalens indhold og forudsætninger samt parternes forhold og sædvaner ville have været det normale, hvis skyldneren ikke var kommet i økonomiske vanskeligheder. Eventuelle løbedage udsætter tidspunktet, selv om gælden er forfalden.

At skyldneren har betalt før normal betalingstid, er dog ikke tilstrækkeligt til at kunne omstøde betalingen, hvis der føres bevis for, at skyldner også kunne have betalt på forfaldstidspunktet. I UfR 1999, 1587 HD, ville Højesterets flertal ikke omstøde en sådan betaling, da den begunstigede således ikke havde opnået en berigelse.

Betaling med beløb, der afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne
Beløbets størrelse skal betragtes i forhold til skyldnerens situation, og det skal umiddelbart være klart, at skyldnerens mulighed for at videreføre virksomheden i afgørende grad er blevet forringet. Vurderingen er relativ. Jo nærmere en virksomhed er sin afvikling, jo mere må betalingens størrelse sammenholdes med aktivmassen. Det udelukker ikke omstødelse efter § 67, at der allerede før betalingen er en væsentlig underbalance i virksomheden. Væsentlige bevægelser på en kassekredit kan også indicere en afgørende forringelse af betalingsevnen. Det kræves, at betalingen, sammenholdt med virksomhedens øvrige ind- og udbetalinger, springer i øjnene, og dernæst kræves, med udgangspunkt i tidspunktet for betalingen, at betalingen havde en sådan størrelse, at den afgørende påvirkede muligheden for at betale andre større kreditorer, både fremtidige og nutidige. Flere betalinger til samme kreditor betragtes ifølge retspraksis samlet for så vidt angår den "forringende effekt" - spørgsmålet, om betalingen var "ordinær", afgøres dog særskilt for hver enkelt betaling.

Betalingen skal i alle tilfælde tillige have været ekstraordinær
Det er yderligere en betingelse for omstødelse, at betalingen ikke var ordinær, dvs. var et led i skyldnerens normale betalingsmønster. En betaling er ekstraordinær, hvis den er udløst af konkurstruslen, dvs. at den ville være foretaget på anden vis, hvis skyldneren ikke havde befundet sig i økonomiske vanskeligheder. Bevisbyrden for, at betalingen var ordinær, påhviler beløbsmodtageren. Sædvanlige driftsrelaterede betalinger i "vanlig rutine" vil normalt blive anset for at være ordinære betalinger. Det drejer sig fx om betaling af udgifter til råvarer, husleje, forpagtningsafgift, løn, sædvanlige afdrag på virksomhedsrelaterede lån samt skatter, herunder indeholdt A-skat, og afgifter. Se til eksempel Vestre Landsrets afgørelse i SKM2009.436.VLR om betaling af indeholdt A-skat og AM-bidrag for december 2006 på sidste rettidige betalingsdag den 17. januar 2007. Byretten fandt, at betalingen afgørende forringede selskabets betalingsevne og reelt umuliggjorde gennemførelsen af en påtænkt moratorie- eller akkordordning, ligesom den fandt, at betalingen ikke fremtrådte som ordinær, hvorfor betalingen fandtes omstødelig efter KL § 67. Landsretten henviste til, at betalingen den 17. januar 2007 var sket på sidste rettidige betalingsdag for de indeholdte AM-bidrag/A-skatter for december 2006. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der med SKAT var aftalt senere betaling, og betalingen skete således efter landsrettens opfattelse ikke før normal betalingstid. Landsretten frifandt derfor SKAT for omstødelseskravet.

Hvis kravet har været forfaldet i længere tid, tenderer betalingen mod at være ekstraordinær. Af retspraksis kan formentlig forsigtigt udledes, at betaling af et krav, der har været forfaldet til betaling i et halvt år eller mere, i reglen vil være en ekstraordinær betaling. Konkrete omstændigheder kan dog medføre, at også betaling af krav, der har været forfaldne i kortere tid, må anses som ekstraordinære. Hvis det i længere tid forfaldne krav betales i henhold til en betalingsaftale, kan betalingen alligevel være ordinær, men det må da kræves, at aftalen er indgået (lang tid) før omstødelsesfristen, og at betalingsaftalen overholdes, således at en fast betalingsrutine er etableret.

Betalinger til RIM vil således ikke kunne omstødes, hvis det godtgøres, at RIM hverken havde eller burde have haft kendskab til skyldnerens økonomiske stilling, jf. eventuelt dommen i TfS 1999, 884 (byretsdom) og TfS 2001, 913 VLD.

Østre Landsret har i en sag afgjort, at momsindbetalinger til det daværende toldvæsen, som var foretaget i forlængelse af en aftalt betalingsordning under en udlægsforretning, ikke kunne omstødes, jf. dom afsagt af Østre Landsrets 14. afdeling af 25. november 1983, journalnummer 36/1982. I sagen havde Toldvæsenet i perioden forud for betalingsstandsningen foretaget 2 udlæg, der for begges vedkommede blev udlignet. En tidligere aftalt afdragsordning blev også overholdt. På dagen, men inden mødet med fogeden til den 3. udlægsforretning, betalte selskabet renter og gebyrer, mens selskabet under selve udlægsforretningen aftalte en ny afdragsordning. Under forretningens foretagelse blev toldvæsenet oplyst om selskabets midlertidige betalingsvanskeligheder. Første afdrag blev betalt, og herefter stod det klart, at selskabet ikke kunne videreføre sin virksomhed. Betalingerne blev ikke omstødt, da det først senere stod klart, at selskabet ikke kunne videreføres. Betalingerne måtte i øvrigt anses som ordinære, da de var erlagt i forlængelse af løbende betalingsordninger som normalt led i toldvæsenets forvaltning som opkrævningsmyndighed. Betingelserne for omstødelse efter KL §§ 67 og 74 ansås derfor ikke for opfyldt.

En myndigheds konvertering af en lønindeholdelse til en afdragsordning med betaling af beløb svarende til det lønindeholdte blev ikke omstødt efter KL § 74, jf. TfS 1996, 304 (byretsafgørelse). Se nærmere om dommen afsnit H.3.12.13.

Af andre domme vedrørende de løbende betalingsordninger kan henvises til TfS 1994, 764 ØLD. I sagen blev der foretaget udlæg for en afgiftsrestance og efterfølgende aftalt en afdragsordning med 5 betalinger vedrørende restancen og den løbende moms og A-skat, i alt 1.500.000 kr. Landsretten anså de 5 betalinger som selvstændige indbetalinger og afviste krav om omstødelse efter KL § 67, stk. 1. Retten lagde vægt på, at betalingerne i henhold til afdragsordningerne var aftalt som led i det nuværende SKAT´s virksomhed med opkrævning af skatter- og afgifter. Endvidere lagde retten vægt på, at restancerne ikke var opstået igennem længere tid, og at skyldnerens virksomhed blev betragtet som sund og levedygtig.

Er betalingen sket til fordel for skyldnerens nærstående, udstrækkes omstødelsesperioden til 2 år, medmindre den begunstigede godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved betalingen, jf. KL § 67, stk. 2.

Bestemmelserne om omstødelse af betaling finder tilsvarende anvendelse på modregning, jf. KL § 69. Bestemmelserne finder kun anvendelse, hvis modregning efter bestemmelserne i KL § 42 ikke kunne været sket efter konkursdekretets afsigelse. For en nærmere gennemgang af modregningsbestemmelsen i KL § 42 henvises til afsnit H.3.7.3.

Pante- eller anden sikkerhedsret, der ikke er etableret ved gældens stiftelse eller umiddelbart efter, kan omstødes, hvis sikringsakten er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen, jf. KL § 70, stk. 1, 1. pkt. Det er en betingelse, at panteretten eller anden sikkerhedsret ikke er tilsagt fordringshaveren eller ikke er sikret mod retsforfølgning uden unødigt ophold.

Til illustration af kravet om "uden unødigt ophold" er følgende fastslået i UfR.2008.333V:

I forbindelse med selskabet K's køb af en bil af S betalte K 33.000 kr. kontant, mens restkøbesummen på 260.000 kr. skulle finansieres ved optagelse af lån hos et finansieringsselskab B. K udstedte i den forbindelse et ejerpantebrev på 180.000 kr. med pant i den solgte bil. B skulle for at iværksætte sikringsakten for lånet, der blev udbetalt fredag den 11. februar 2005 kl. 16.09, indlevere ejerpantebrevet til Bilbogen. Da ejerpantebrevet var afsendt mandag den 14. februar 2005, så det med normal postgang først kunne være Bilbogen i hænde og dermed blive indført i dagbogen den 15. februar 2005, var sikringsakten ikke iagttaget uden unødigt ophold, og K's konkursbo fik herefter under en sag anlagt mod B medhold i, at panteretten kunne omstødes i medfør af konkurslovens § 70.

Er pantet stillet til fordel for en af skyldnerens nærstående, udstrækkes omstødelsesperioden til 2 år, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved pantsætningen, jf. Kl § 70, stk. 2. Der skal således i dette tilfælde føres et solvensbevis, og bevisbyrden herfor påhviler den begunstigede.

Er pantet eller  en anden sikkerhed, fx en transport, stillet for en gæld, der er stiftet før panteretten, kan sikkerhedsretten omstødes. Tilsvarende gælder, hvis sikringsakten (fx tinglysning, denuntiation) ikke er foretaget umiddelbart efter gældens stiftelse.

Om en transport skal vurderes som en panteret efter KL § 70  eller som en betaling efter KL § 67, afhænger af, om transporten er givet til sikkerhed eller til eje. Hvis transporten er sket til eje, skal en eventuel omstødelse af transporten foretages efter KL § 67, da en transport til eje nedskriver transporthavers fordring umiddelbart efter, at transporten er givet. Er transporten derimod sket til sikkerhed, nedskrives transporthaverens fordring kun i det omfang, der betales i henhold til transporten. En eventuel omstødelse af en transport til sikkerhed skal derfor vurderes efter KL § 70.

Er et pant stillet som sikkerhed for både gammel og ny gæld, er det kun den del af sikkerhedsstillelsen, der sikrer den gamle gæld, der kan omstødes, idet KL § 70 ikke kunne omstøde sikkerhedsstillelsen for den fremtidige gæld, der omfattede perioden efter udstedelsen af transporterklæringernese, se UfR 1977, 489 HD.

I UfR 1999, 817 HD, havde en skyldner givet transport i sine fremtidige tilgodehavender på momsudbetalinger fra det daværende ToldSkat, nu SKAT, på 574.775,40 kr. Sikkerheden blev anmeldt over for ToldSkat den 14. august 1990, og skyldneren gik konkurs den 17. september samme år. Transporthavers pantesikkerhed blev i perioden fra anmeldelsen af transporten (denunciationen) over for ToldSkat, og indtil skyldneren gik konkurs, udvidet med 275.449 kr. Transporthaverens tilgodehavende den 14. august 1990 udgjorde 552.130 kr., og den del af kreditudvidelsen, der måtte anses for sikret af det transporterede momsbeløb, udgjorde herefter 276.681 kr. Den del af momsudbetalingen, svarende til forskellen mellem momsudbetalingen og det sikrede beløb på 276.681 kr., måtte anses for sikkerhed, stillet for tidligere stiftet gæld, som således kunne omstødes efter KL § 70.

Specielt om fordringspant, se afsnit
 KL § 70, stk. 1, 2. pkt. bestemmer, at fordringspant, jf. TL § 47 d, i fordringer, kan omstødes, hvis fordringerne er stiftet senere end 3 måneder før fristdagen, og er stillet til sikkerhed for gammel gæld.

Reglen gælder uanset hvornår fordringspantet er tinglyst. Det er således ikke - som det er tilfældet efter bestemmelsens 1. pkt. - nogen betingelse for reglens anvendelse, at sikringsakten, her tinglysningen, er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen.

KL § 70, stk. 1, 2. pkt., omfatter på den måde et fordringspant, uanset hvornår pantet er tilsagt, og uanset hvornår det er tinglyst. Det betyder, at bestemmelsen (2.pkt.) vedrører såvel panterettigheder, der er tilsagt uden for omstødelsesperioden, men tinglyst senere end 3 måneder før fristdagen, som panterettigheder, der både er tilsagt og tinglyst 3 måneder før fristdagen eller tidligere.

Afgørende for, om omstødelse kan foretages efter denne bestemmelse, er, hvornår fordringen (der indgår i pantet) er stiftet, dvs. hvornår aktiverne er blevet omfattet af pantet og derved har påvirket pantesikkerhedens størrelse.

Reglen giver på den måde mulighed for at omstøde den udvidelse af fordringspantet, der består i, at nye fordringer stiftes og dermed bliver omfattet af pantet inden for omstødelsesperioden på de 3 måneder før fristdagen.

2. pkt. indeholder ingen adgang til at få fordringspant omstødt i de tilfælde, hvor pantet ikke er tinglyst umiddelbart efter, at gælden er stiftet. 2. pkt. er imidlertid ikke til hinder for at anvende TL § 70, stk. 1, 1. pkt., som er omtalt ovenfor, hvis pantet er tinglyst senere end 3 måneder før fristdagen, men ikke lige efter gældsstiftelsen.

Fordringspant kan omstødes efter både 1. og 2. pkt., hvis pantet er tilsagt og tinglyst inden for omstødelsesperioden. Imidlertid kan fordringspant i fordringer, der er stiftet 3 måneder før fristdagen eller tidligere, ikke efter ordlyden omstødes efter 2. pkt., selv om pantet er tilsagt og tinglyst inden omstødelsesfristen.

Er fordringspantet stillet til fordel for en, der er skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. KL § 2, er pantsætningen uden retsvirkning. Det samme gælder, hvis nærstående-forholdet indtræder senere, eller hvis en nærstående til skyldneren eller pantsætteren indtræder i panteretten. Dette følger af TL § 47 e, stk. 1.

Specielt om virksomhedspant, se afsnit G.5.10.1
 Ifølge KL § 70, stk. 3, kan et virksomhedspant, jf. TL § 47 c, der er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen, ikke omstødes. 

Det betyder, at et virksomhedspant, der er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen, hverken kan omstødes efter KL § 70, stk. 1, 1. pkt. eller efter samme bestemmelses 2. pkt. Derfor skal virksomhedspant i relation til omstødelse som hovedregel behandles efter bestemmelsen i KL § 70 a.

Ifølge KL § 70 a, som gælder for virksomhedspant, jf. TL § 47 c, der er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen og således er uomstødeligt efter KL § 70, stk. 3, som er nævnt lige ovenfor, kan den forøgelse af pantet, der er sket ved, at aktiver senere end 3 måneder før fristdagen (altså aktiver, der er tilført pantet inden for omstødelsesfristen), omstødes. Forøgelsen kan dog ikke omstødes, hvis den fremtrådte som ordinær. Hvis der er tale om en ikke-ordinær forøgelse, kan også efterfølgende forøgelser omstødes, selv om disse kan anses for ordinære.

Det betyder, at en forøgelse af et virksomhedspant, der alene skyldes, at de aktiver, der allerede inden omstødelsesperiodens begyndelse var omfattet af pantet, stiger i værdi, ikke kan omstødes efter KL § 70 a. Der er jo ikke her tale om, at der er tilført pantet nogle aktiver inden for omstødelsesperioden.

Afgørende for, hvornår et aktiv anses for omfattet af virksomhedspantet, er det tidspunkt, hvor aktivet blev erhvervet af skyldneren. Er aktivet ikke erhvervet fra 3. mand, men derimod opstået som følge af skyldnerens dispositioner, hvilket typisk er tilfældet med hensyn til fordringer og immaterielle rettigheder, er tidspunktet for aktivets opståen afgørende.

Som nævnt ovenfor, kan den enkelte forøgelse kun omstødes, hvis panthaver ikke kan godtgøre, at forøgelsen skete på en måde, som fremstod som ordinær.

Det beror på en konkret vurdering, om en forøgelse kan anses for ordinær. Hvis virksomheden fortsætter sine vareindkøb og varesalg i nogenlunde samme omfang som hidtil, må de deraf følgende ændringer i pantets omfang som udgangspunkt anses som ordinære. Derimod er det som udgangspunkt ikke ordinært, hvis virksomheden i omstødelsesperioden øger sine varekøb og dermed pantets omfang, medmindre der kan påvises en forretningsmæssigt begrundet årsag til det øgede indkøb, såsom et særligt fordelagtigt tilbud, omsætningsfremgang eller sæsonbetinget udsving.

Omstødelse kan dog ikke foretages, hvis den samlede forøgelse modsvares af en forringelse af virksomhedspantet eller nettoforøgelse af den sikrede fordring, der er indtrådt efter den nævnte forøgelse.

Reglen betyder kort sagt, at en nettoforøgelse af sikkerheden i et virksomhedspant senere end 3 måneder før fristdagen kan omstødes, medmindre forøgelsen fremtrådte som ordinær.

Er virksomhedspantet stillet til fordel for en, der er skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. KL § 2, er pantsætningen uden retsvirkning. Det samme gælder, hvis nærstående-forholdet indtræder senere, eller hvis en nærstående til skyldneren eller pantsætteren indtræder i panteretten. Dette følger af TL § 47 e, stk. 1.

Udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, har ingen retsvirkning over for boet, jf. KL § 71, stk. 1.

Der er ikke tale om en egentlig omstødelse i dette tilfælde, da udlægget uden videre bortfalder. Er udlægget foretaget på begæring af en af skyldnerens nærstående, udstrækkes perioden til 2 år, medmindre udlægshaveren godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved udlægget, jf. stk. 2.

Indfries et udlæg, vil også indfrielsen (betalingen) være omstødelig, hvis det indfriede udlæg ville bortfalde efter KL § 71. Det indbetalte beløb skal derfor tilbagebetales boet. Modsætningsvis kan en betaling, der har karakter af en ordinær betaling efter en afdragsordning, ikke omstødes. Betales der for at afværge en udlægsforretning, fx i de tilfælde, hvor udlægsforretningen ikke påbegyndes, finder KL § 71 ikke anvendelse.

Det må dog antages, at aftale om afdragsordning under en udlægsforretning ikke ubetinget medfører omstødelse efter KL § 71, jf. UfR 1986, 400 VLD.

I UfR 1985, 244 ØLD, afværgede en skyldner en afhentningsforretning ved at betale 9.000 kr., efter at at der var gjort udlæg.  Betalingen blev anset for at være omfattet af KL § 71 eller dennes analogi og derfor omstødt. Beløbet var skaffet under udlægsforretningen ved et øjeblikkeligt lån fra en ansat, og retten antog derfor, at der var tale om et kortfristet lån, som kun kunne indfries ved salg fra butikken med formindskelse af aktivmassen til følge.

Hvis der allerede har været afholdt tvangsauktion på grundlag af et udlæg, der bortfalder efter denne regel, ophæves selve tvangsauktionen ikke, men udlægshaveren skal aflevere nettoprovenuet fra auktionen til boet (fralægge sig berigelsen), jf. KL § 75.

Bortfalder SKAT´s udlæg efter reglerne i KL § 71, skal myndigheden fralægge sig den indvundne berigelse, fx auktionsprovenuet med fradrag af omkostninger ved udlægsforretningens gennemførelse.

Efter KL § 72 kan betaling af gæld foretaget efter fristdagen omstødes, medmindre ét af følgende forhold anses for at være til stede.

a. Gælden er dækket efter reglerne om konkursordenen. Dette betyder, at betaling efter fristdagen af skatter og afgiftsrestancer, som vedrører perioden før fristdagen, anses som betaling af gæld. Køb mod kontant betaling anses derimod ikke som betaling af gæld.

b. Betalingen var nødvendig for at afværge tab. Som eksempel på betalinger, der foretages for at afværge tab for skyldneren, kan nævnes betaling af ydelser efter et pantebrev, hvis skyldneren har rimelig udsigt til at sælge ejendommen i fri handel på et senere tidspunkt.

c. Betalingsmodtageren hverken kendte eller burde kende de omstændigheder, der dannede grundlag for fastlæggelse af fristdagen, jf. KL § 72, stk. 1. I UfR 1982, 474 VLD, blev et factoringselskabs indbetaling efter fristdagen på kassekredit omstødt, da selskabet burde vide, at det var sandsynligt, at der ville blive etableret en fristdag. I UfR 1985, 362 HD, blev en indbetaling af A-skat på sidste rettidige indbetalingsdag omstødt, da skattevæsenet var vidende om, at der tidligere var etableret en fristdag. Fristdagen blev etableret den 2. april, mens den omstødte betaling, der blev foretaget den 10. april, vedrørte A-skatten for marts måned.

Hvis en af skifteretten beskikket rekonstruktør har godkendt betalingen, kan omstødelse kun ske, hvis rekonstruktøren åbenbart har overskredet sine beføjelser, jf. KL § 72, stk. 3.

Vedrørende omstødelse af andre dispositioner foretaget efter fristdagen, jf. KL § 72, stk. 2, henvises til afsnit H.3.12.12.

Efter KL § 72, stk. 2, kan også andre dispositioner end betaling af gæld omstødes, medmindre dispositionerne kan siges at opfylde nedenstående vilkår:

  1. Dispositionen var nødvendig for at bevare skyldnerens virksomhed. Her tænkes der bl.a. på dispositioner, der går ud på at fortsætte den almindelige drift. Andre nødvendige dispositioner kan være fx at modtage og inddrive virksomhedens fordringer. De nævnte dispositioner kan dog være omstødelige efter KL § 74.
  2. Dispositionen var i kreditorernes fælles interesse. Det kan fx være salg af virksomhed eller dele af denne eller dispositioner, der har sigte på at undgå et betydeligt erstatningsansvar.
  3. Køb af dagliglivets fornødenheder. Fornødenhederne skal være passende i henhold til husholdningen, skyldneren og familiens personlige forbrug.

Omstødelse kan ikke ske, hvis den begunstigede med god ret kunne antage, at dispositionen var nødvendig som anført ovenfor, eller han hverken kendte eller burde kende de omstændigheder, der dannede grundlag for fastlæggelsen af fristdagen, jf. KL § 72, stk. 2, 2. pkt.

Det er hovedreglen, at dispositioner foretaget efter fristdagen kan omstødes. Undtagelserne i KL § 72, stk. 2, er begrundet i, at det oftest vil være i kreditorernes interesse, at virksomheden bevares med henblik på salg som "going concern", ligesom dispositioner foretaget til varetagelse af kreditorernes fælles interesser stemmer overens med konkursens lighedsprincip. Endvidere bør en forestående konkurs ikke hindre skyldneren i at købe dagliglivets fornødenheder.

Hvis en af skifteretten beskikket rekonstruktør har godkendt dispositionen, kan omstødelse kun komme på tale, hvis rekonstruktøren åbenbart har overskredet sine beføjelser, jf. KL § 72, stk. 3.

For så vidt angår omstødelse af betaling af gæld foretaget efter fristdagen, jf. KL § 72, stk. 1, henvises til afsnit H.3.12.11.

Ud over de ovenfor nævnte specifikke omstødelsesregler indeholder konkursloven også en generel bestemmelse om omstødelse af dispositioner, der på en utilbørlig måde begunstiger en fordringshaver på de øvriges bekostning. Denne bestemmelse findes i KL § 74.

At dispositionen skal være utilbørlig, betyder, at dispositionen på en eller anden måde skal stride mod almindelige normer for rigtig og hæderlig opførsel i forretningslivet.

For at kunne bruge bestemmelsen skal konkursboet kunne bevise, at skyldneren var eller ved dispositionen blev insolvent, og at den begunstigede kendte eller burde kende skyldnerens insolvens og de omstændigheder, som gjorde dispositionen utilbørlig. I SKM2010.694.BR fandt retten det ikke godtgjort, at selskabet efter betaling af 2 afdrag til SKAT i henhold til tidligere indgået afdragsordning blev insolvent, og der kunne derfor ikke ske omstødelse efter § 74.

Bestemmelsen indeholder ingen tidsfrist og kan derfor anvendes i en del tilfælde, hvor tidsfristerne i henhold til de øvrige omstødelsesbestemmelser er overskredet. RIM skal være opmærksom på, at jo længere tid, der går, fra en disposition er foretaget, til omstødelsessag anlægges, desto større bevisvanskeligheder må konkursboet kunne påregnes at få.

Kreditorbegunstigelse er den vigtigste af de dispositionstyper, der er omfattet af bestemmelsen. Kreditorbegunstigelse foreligger, hvor en fordringshaver er blevet fyldestgjort, eller hvor et krav er blevet sikret ved pant eller anden sikkerhed stillet af skyldneren, og hvor kravet ellers skulle have været dækket som et konkurskrav.

Som et særligt eksempel på vurdering af betalinger fra 3. mand i henhold til KL § 74 kan nævnes TfS 1998, 375 (byretsafgørelse). I sagen modtog det daværende TSR, nu RIM, en transport i et moderselskabs negative moms til dækning af datterselskabernes gæld til Skat. Moderselskabet, der også var i restance til Skat, anmeldte betalingsstandsning 9 dage efter og gik konkurs ca. 3 uger senere. Byretten fandt ikke, at TSR på tidspunktet for modtagelse af transporten og restbeløbet på den negative moms var klar over moderselskabets insolvens, hvorfor de modtagne beløb til betaling af datterselskabernes restance ikke kunne omstødes. Konkursboets påberåbelse af at der forelå en gavedisposition efter KL § 64, jf. afsnit H.3.12.4, blev ikke selvstændigt vurderet.

I TfS 1996, 304 (byretsafgørelse), blev en lønindeholdelse for restskatter efter aftale med skyldneren ændret til en afdragsordning med indbetaling af månedlige beløb svarende til lønindeholdelsen. Skyldneren blev erklæret konkurs ca. 4 år efter. Beløb betalt i henhold til afdragsordningen blev ikke omstødt efter KL § 74. Retten lagde vægt på, at der var tale om ordinære, sædvanlige indbetalinger foretaget over en længere årrække med faste månedlige beløb, der ikke oversteg de beløb, der kunne være foretaget lønindeholdelse med, og som var foretaget som et led i SKAT´s  almindelige rutiner i forbindelse med opkrævning af skat. Aftalen var ydermere kun indgået af hensyn til skyldneren.

KL § 73 fastslår, at såfremt omstødelse er betinget af, at den pågældende disposition er sket inden for en bestemt tidsfrist, anses betingelsen for opfyldt, hvis tinglysning eller anden sikringsakt, som er nødvendig for at opnå beskyttelse mod retsforfølgning, er foretaget inden for tidsfristen. Eksempelvis vil et udlæg, der er foretaget mere end 3 måneder før fristdagen, bortfalde, hvis den i forhold til andre kreditorer nødvendige sikringsakt (tinglysning, denunciation mv.) først er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen.

Sker omstødelse efter den generelle regel i KL § 74 eller efter KL § 72 om betaling af gæld efter fristdagen, skal den begunstigede betale konkursboet erstatning efter almindelige erstatningsregler, jf. KL § 76.

Omstødelse i andre tilfælde indebærer, at den, der ifølge dispositionen er blevet begunstiget, som hovedregel må fralægge sig den berigelse, han har vundet, dog ikke ud over konkursboets tab, jf. KL § 75.

Uden for konkursloven findes der enkelte love, der indeholder bestemmelser, som har samme virkning som omstødelsesbestemmelserne i konkursloven. Som tidligere nævnt har konkursen ekstinktiv virkning, dvs., at konkursboet kan ekstingvere dispositioner, hvor den fornødne sikringsakt i form af tinglysning mv. ikke er iagttaget.

Herudover kan der være tale om dispositioner, der efter de almindelige obligationsretlige regler ikke kan gøres gældende over for konkursboet. I de tilfælde, hvor konkursloven ikke finder anvendelse på en given disposition, kan der således være andre muligheder for at få dispositionen omstødt eller på anden måde underkendt.

Bestemmelser med samme virkning som omstødelse findes i lov om ægteskabets retsvirkninger, selskabsloven samt i lov om forsikringsaftaler.

Ydermere er det i visse situationer muligt at gennemføre erstatningssager mod virksomhedens ansvarlige personer, hvis de ved deres dispositioner culpøst har påført SKAT et tab. Disse sager kan dog ikke gennemføres som et supplement til omstødelse, men alene som et alternativ. Se mere om erstatning i afsnit H.3.17.

Har den ene ægtefælle ved ægtepagt givet den anden ægtefælle en gave, kan den, som på overdragelsestidspunktet havde et krav mod overdrageren, rette kravet mod modtageren, hvis det ikke er muligt at få fuld dækning hos overdrageren, jf. § 33 i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Kravet mod modtageren kan dog ikke overstige værdien af gaven. Endvidere er det en betingelse, at kreditors krav er stiftet, før gaven blev givet.

Omstødelse er dog udelukket, hvis ægtefællen beviser, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser med. Sædvanlige lejlighedsgaver antages ikke at kunne omstødes i de her foreliggende tilfælde. Om en gave kan karakteriseres som lejlighedsgave, beror på en vurdering af gavens værdi, der ikke må stå i misforhold til giverens økonomi.

Anvendelse af bestemmelsen forudsætter ikke, at der er afsagt konkursdekret. Bestemmelsen indeholder ingen tidsfrist, og den stiller heller ikke særlige krav til kreditors bevis for, at skyldneren på overdragelsestidspunktet var insolvent.

Hvis en forsikringstager går konkurs, og kan det fastslås, at han i løbet af de sidste 3 år inden fristdagen har indbetalt et efter hans formuetilstand på indbetalingstidspunktet uforholdsmæssigt stort beløb i præmie på en livsforsikring, kan konkursboet forlange, at det for meget betalte skal betales tilbage til boet, jf. § 117 i lov om forsikringsaftaler. Se fx UfR 2001, 1914 VLD, hvor en indbetaling af 246.716 kr. ud af en fratrædelsesgodtgørelse på ca. 326.000 kr. blev anset som uforholdsmæssig stor.

Det er dog en betingelse, at beløbet kan udredes af forsikringens tilbagekøbsværdi eller af fripolicens kapitalværdi. Tilbagekøbsværdien er den værdi, forsikringstageren kan kræve tilbagebetalt, hvis forsikringstageren ifølge policen kan kræve en kontant godtgørelse for præmieindbetalingen, når han holder op med at indbetale på forsikringen.

I UfR 1997, 1096 VLD, havde en skyldner indbetalt 950.000 kr på 3 forskellige livsforsikringer over en periode på 3 år før sin konkurs. Boet ønskede at omstøde indbetalingerne i henhold til forsikringernes samlede tilbagekøbsværdi, men landsretten fastslog, at der kun kunne ske omstødelse, hvis beløbet kunne udredes af de enkelte forsikringers tilbagekøbsværdi.

Medlemmer af et kapitalselskabs ledelse kan lønnes med fast eller variabelt vederlag. Vederlaget må ikke overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, samt hvad der må anses for forsvarligt i forhold til kapitalselskabets og, i moderselskaber, koncernens økonomiske stilling. Se selskabslovens § 138, stk. 1.

I tilfælde af et kapitalselskabs konkurs skal medlemmer af ledelsen, selv om de har været i god tro, tilbagebetale, hvad de i de sidste 5 år før fristdagen har oppebåret i variabelt vederlag, forudsat at kapitalselskabet var insolvent, da det variable vederlag blev fastsat. Se selskabslovens § 138, stk. 2.

Hvis en disposition er ugyldig, skal konkursboet, lige så lidt som skyldneren selv, respektere dispositionen.

Som eksempler på ugyldighedsgrunde kan nævnes svig, tvang og manglende ægtepagt ved gaver mellem ægtefæller.

Blandt andre dispositioner, som kreditorerne ikke skal respektere, kan nævnes proformadispositioner. Proforma har ikke virkning mellem parterne, og derfor heller ikke over for parternes kreditorer. 3. mand kan dog støtte ret på en proformaaftale, hvis denne har indgået aftale i tillid til proformaaftalen, jf. aftalelovens § 34.

I vurderingen af, om der foreligger en proformaaftale, kan der fx lægges vægt på de faktiske forhold i forbindelse med dispositionen. Som eksempel kan nævnes UfR 1992, 245 VLK, hvor en far købte sønnens kvægbesætning, men lod besætningen blive på ejendommen. Købesummen blev brugt til at indfri et lån, som faderen havde kautioneret for. Dispositionen blev anset for foretaget for at give faderen sikkerhed i sønnens besætning for tilbagebetaling af købesummen, idet der reelt forelå en pantsætning af besætningen til sikkerhed for et lån (købesummen) til sønnen. Med da sikringsakten for underpant i løsøre (tinglysning) ikke var iagttaget, nød pantsætningen ingen beskyttelse over for sønnens kreditorer.