Dato for udgivelse
28 Aug 2002 08:20
Dato for afsagt dom/kendelse
20. juni 2002
SKM-nummer
SKM2002.415.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, B-3180-99
Dokument type
Dom
Emneord
Registreringsafgift, omvurdering, kilometerstand
Resumé

Sagens spørgsmål var, om det sagsøgende selskab, der drev handel med biler, hæftede for yderligere registreringsafgift opkrævet af told- og skattemyndighederne efter omvurdering af i alt 30 biler.

Omvurderingen var sket, da det var konstateret, at køretøjerne var fremstillet til oprindelig vurdering med et andet kilometertal, end det der fremgik af købs- og salgsnotaer, selskabets interne vognkort m.v.

Landsretten finder det bevist, at der var ændret på bilernes kilometertællere i forbindelse med fremstilling til afgiftsberigtigelse for told og skat.

Idet landsretten videre lægger vægt på, at det sagsøgende selskab som anmelder af køretøjerne var ansvarlig for, at vurderingsmyndighederne modtog korrekte oplysninger, anså landsretten vurderingsmyndighederne for berettiget til at genoptage vurderingerne og afkræve sagsøger den yderligere afgift. Sagsøger fandtes ikke at have godtgjort, at de foretagne omvurderinger ikke var korrekte. Skatteministeriet blev frifundet.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 10
Cirkulære nr. 139 af 19. juni 1991 om vurdering af motorkøretøjer mv. § 4, stk. 2
Cirkulære nr. 139 af 19. juni 1991 om vurdering af motorkøretøjer mv. § 13, stk. 2
Punktafgiftsvejledningen 2002, E 1.5.2.


Parter

H1 A/S
(Advokat Anders Drachmann)

mod

Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten ved advokat Finn Jepsen).

Afsagt af landsdommerne

V. Rønne, Sanne Kolmos og Claus Forum Petersen (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 10. november 1999, har sagsøgeren, H1 A/S, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, tilpligtes at betale sagsøgeren 457.200,00 kr. med tillæg af rente 1% pr. måned fra 3. december 1996 til betaling sker.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Sagens spørgsmål er, om sagsøgeren, der driver virksomhed med handel med biler, har krav på tilbagebetaling af registreringsafgift svarende til det påstævnte beløb, som af Told- og Skattemyndighederne efter omvurdering af i alt 30 biler er efteropkrævet hos sagsøgeren for perioden 1993-96 og modregnet i sagsøgerens negative momsudbetaling pr. 8. december 1996.

De omhandlede biler var bortset fra enkelte, der var indkøbt fra udlandet, diplomatkøretøjer købt hos F1 ApS, København. Før bilerne kunne indregistreres, skulle der berigtiges registreringsafgift. Med henblik på at fastsætte bilernes udsalgspris indhentede sagsøgerens daværende salgsdirektør SS i et antal tilfælde hos Told- og Skatteregion, Odense, en forhåndsbesked om størrelsen af den forventede registreringsafgift. Når en salgsaftale var indgået med en køber, anmeldte sagsøgeren det pågældende køretøj til afgiftsberigtigelse og betalte en foreløbig beregnet afgift, betegnet som depositum. Sagsøgerens anmeldelse blev foretaget på blanket "94.07 (gl. nr. K1)". På den øverste halvdel af blanketten var bl.a. angivet anmelderens, dvs. sagsøgerens, navn, adresse og SE-nummer, anmeldelsens datering, køretøjets data (mærke, art, type og stelnummer mv.) og arten af den afgift, anmeldelsen vedrørte. Der var ikke afsat en rubrik til oplysning om bilens kilometerstand. Anmeldelserne var underskrevet af SS. Den nederste halvdel af blanketten var beregnet for Told- og Skatteregionens antegnelser og indeholdt bl.a. afkrydsningsfelter for modtagne dokumenter, f.eks. "Tidligere toldattest" og "Tidligere registreringsattest" og endvidere for "Foreløbig værdi" og "Depositum for afgiften". For neden til højre var blanketten underskrevet af en eller to medarbejdere ved Told- og Skatteregionen. Blanketterne dannede grundlag for berigtigelse af foreløbig registreringsafgift, depositum.

I forbindelse med betaling af foreløbig registreringsafgift, depositum besigtigede medarbejdere ved Told- og Skatteregionen bilerne og noterede på baggrund heraf forskellige oplysninger, herunder med hensyn til tilbehør og kilometertællerens udvisende. Disse oplysninger kunne eventuelt noteres på en særlig blanket, "94.09 (Gl. nr. K114)", omtalt som en "gadeseddel".

Efter anmeldelsen til afgiftsberigtigelse blev bilerne vurderet af Vurderingsmyndigheden for motorkøretøjer, Odense og Sydjylland, med henblik på fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi på registreringstidspunktet. Vurderingen blev foretaget på grundlag af en af Told- og Skatteregionen udfyldt blanket (95.07 (gl. nr. K52)) med angivelse af bilernes data, herunder "Km-stand ifølge tæller" og for nogle af de foreliggende tilfældes vedkommende tillige med angivelse af "Km-stand ifølge opgivelse". På grundlag af den foretagne vurdering foretog Told- og Skatteregionen en afgiftsberegning, der i forhold til det erlagte depositumsbeløb eventuelt kunne føre til opkrævning af yderligere afgift eller til tilbagebetaling af for meget erlagt afgift. Meddelelse om afgiftsberegningen skete på en særskilt blanket. Denne indeholdt ikke oplysning om grundlaget for beregningen af registreringsafgiften, herunder kilometerstand.

I et enkelt af de 30 tilfælde, der drejede sig om en "Ford Thunderbird", forelå yderligere en blanket, benævnt "Forespørgsel", underskrevet af salgsdirektør SS. Det fremgår heraf, at bilen havde kørt ca. 136.000 miles. Ved siden af denne oplysning var i parentes tilføjet 219.000 km. I dette tilfælde var blanketten med vurderingsmyndighedens vurdering under rubrikken "Km-stand ifølge tæller" udfyldt med 137.214 miles, mens den samme rubrik "ifølge opgivelse" var udfyldt med 136.000 miles.

Ved skrivelse af 22. november 1996 meddelte Told- og Skatteregion, Helsingør, sagsøgeren følgende:

"I forbindelse med div. undersøgelser af materiale modtaget fra Told- og skatteregion Odense og fra H1 A/S, er det konstateret, at 30 stk. køretøjer, der har været fremstillet ved Told- og Skatteregion Odense i henh.vis 1993, 1994 og 1995 til vurdering og betaling af registreringsafgift, er fremstillet med forkert kilometerstand, hvorved Told- og Skattemyndighederne er blevet unddraget kr 421.200,- i registreringsafgift.

Køretøjerne er enkeltvis blevet omvurderet ved T&S Odense ud fra oplysninger fra køb/salgs-faktura, slutseddel, og anmeldelse til Vurderingsmyndigheden. (se vedlagte opgørelser)

..."

Afgiftstilsvaret blev ved Told- og Skatteregionens skrivelse af 3. december 1996 modregnet i sagsøgerens momstilgodehavende.

I februar 1998 blev der rejst tiltale mod sagsøgerens direktør, PP, og salgsdirektør SS for overtrædelse af registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1. Forud for tiltalerejsningen havde Told- og Skatteregion, Helsingør, i "Toldrapport" af 26. august 1997 beskrevet sagen således:

"Sagens opstart var en henvendelse fra en privatperson ved navn OK. ...., .... ..... OK henvendte sig til Told- og Skatteregion Helsingør (Revision 2) for at fortælle, at et køretøj købt hos H1 A/S i Helsingør, ikke kunne være identisk med det køretøj som han og hans hustru havde fået forevist og underskrevet slutseddel (faktura) på hos H1 A/S inden leveringen. (Køretøjet var registreret til hans hustru).

....

I forbindelse med undersøgelserne blev der fremskaffet vurderingspapirer på køretøjet fra Told- og Skat i Odense hvor køretøjet havde været fremstillet til vurdering. I papirerne var der bl.a. påført kilometerstand. Ved sammenligning med kilometerstanden på køretøjet og den i papirerne anførte kilometerstand, var der en difference på 60.000 km....

Det blev efterfølgende fastslået ved henvendelse til Vurderingsmyndigheden i Odense med den nye km. stand, at registreringsafgiften på køretøjet skulle have været kr. 7.000,- højere end tidligere beregnet.

Der blev herefter igen rettet henvendelse til Told- og Skatteregion Odense, for at høre hvor mange køretøjer H1 A/S havde fremstillet der til vurdering. Det viste sig at der var fremstillet en del køretøjer i perioden 1993 til 1996. Kopi af vurderingspapirerne med afgivet km.stand blev herefter rekvireret i virksomheden for nærmere kontrol.

Køretøjerne var næsten alle diplomatkøretøjer med lav km.stand, købt hos F1 i København. Ved at oprette (lade sig registrere) med en filial af H1, i Odense, havde man således kunne fremstille køretøjerne til vurdering i Odense i stedet for i Helsingør hvor selskabet ellers er registreret og hører hjemme. Fordelen ved at køre helt til Odense i stedet for Helsingør var, at man ikke skulle genfremstille køretøjerne i Odense, hvilket man forlangte i Helsingør.

Ved undersøgelse hos "Motor" T&S Helsingør viste det sig, at H1 A/S, i perioden 1993 til 1996 kun havde fremstillet ganske få køretøjer til vurdering.

I forbindelse med gennemgang af materiale modtaget fra Odense og materiale indhentet i virksomheden H1 A/S, kunne det fastslås, at 30 stk. køretøjer ... var fremstillet med opskruet kilometerstand således, at der i den forbindelse er unddraget kr. 457.200,- i registreringsafgift.

Skyldige beløb:

Registreringsafgift jf div. Omvurderingsskemaer = kr 457.200,- på 30 stk. køretøjer...

Registreringsafgift på kr 421.200,- er modregnet i firmaets negative moms udbetaling pr. 8. december 1996.

Efterfølgende retsafgift på kr 36.000,- er endnu ikke opkrævet jf. skrivelse til H1 A/S af 12. december 1996.

...."

Af Odense Rets dom af 10. juni 1998 fremgik, at direktør PP og salgsdirektør SS var tiltalt for overtrædelse af registreringsafgiftsloven ved i forening "med forsæt til afgiftsunddragelse at have angivet urigtige oplysninger og fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen ved Told- og Skatteregion Odense, idet de ved anmeldelse af 30 fortrinsvis tidligere ambassadekøretøjer til vurdering har fremstillet køretøjerne med urigtige kilometerstand eller opgivet urigtige kilometerstand hvorved selskabet unddrog statskassen for kr. 457.200 i registreringsafgift.

De tiltalte nægtede sig skyldige.

Rettens bemærkninger i dommen er således:

"Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at bilernes kilometerstand ved anmeldelsen til vurdering, hvor bilerne blev fremstillet af tiltalte SS og forevist personalet ved Told- og Skatteregion Odense, var som anført i den af personalet udfyldte blanket, der i det oven for anførte oversigtsbilag er angivet under "km ved fremstilling". Retten har herved bl.a. lagt vægt på, at personalet aflæste kilometerstanden fra bilernes kilometertæller og samtidig nedskrev denne, samt på at i de tilfælde, hvor tiltalte SS telefonisk havde opgivet bilernes kilometerstand til personalet, svarede denne opgivelse i det væsentlige til den, personalet konstaterede ved aflæsningen. Tiltalte SSs forklaring om, at personalet må have aflæst eller nedskrevet kilometerstanden forkert, findes, når henses til antallet af biler, at måtte afvises. Det må endvidere efter de foreliggende bilag vedrørende selskabets køb og salg af bilerne lægges til grund, at de enkelte biler rettelig havde kørt det antal kilometer, der er angivet i disse dokumenter. Det må således lægges til grund, at tiltalte SS fremstillede bilerne for Told og Skatteregionen med urigtige kilometerstande, ligesom han vedrørende bil nr. 9, 13, 18, 19 og 20 tillige telefonisk opgav urigtige kilometerstande. Det må endvidere efter vidnet TVs forklaring lægges til grund, at bilernes kilometerstand, som blev aflæst af personalet til brug for vurderingsmyndigheden, i den i anklageskriftet nævnte periode havde betydning for dennes vurdering af bilerne hvilket tiltalte SS findes at have været klar over. Der findes endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingsmyndighedens omvurdering af bilerne på grundlag af den rigtige kilometerstand.

Som følge af det anførte findes tiltalte SS med forsæt til afgiftsunddragelse at have angivet urigtige oplysninger eller fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen ved Told- og Skatteregion Odense, hvorved statskassen blev unddraget 457.200 kr. i registreringsafgift. Denne tiltalte findes derfor skyldig i tiltalen.

Derimod findes der efter det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at tiltalte PP, der ikke deltog i den daglige drift af firmaet, har medvirket ved overtrædelsen, hvorfor denne tiltalte vil være at frifinde.

Straffen for tiltalte SS fastsættes efter registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3 jf. stk. 1, nr. 1 til fængsel i 60 dage. Endvidere anses tiltalte SS med en tillægsbøde jf. straffelovens § 50, stk. 2 på 225.000 kr. med en forvandlingsstraf af hæfte i 50 dage.

...."

Dommen blev anket til Østre Landsret, der den 27. april 1999 afsagde sålydende dom:

"Odense Rets 5. afdelings dom af 10. juni 1998 .... er anket af SS med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, herunder med henblik på en betinget dom, og så der ikke idømmes en tillægsbøde.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af frihedsstraffen og stadfæstelse af tillægsbøden.

....

Anklagemyndigheden har oplyst, at der vedrørende tyve biler, nemlig nr. 7, 9, 10, 13 og 15-30, er givet telefoniske oplysninger til toldvæsenet med angivelse af kilometertal. Anklagemyndigheden har yderligere oplyst, at vedrørende bilerne nr. 9, 13, 18 og 19-21 har personalet overført de modtagne kilometeroplysninger til anmeldelsen.

Forsvareren har påpeget, at vedrørende bilerne nr. 15, 17, 25 og 30 har H1 A/S udstedt salgsfakturaer samme dag som bilerne blev fremstillet i Odense.

Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne TV og Lisbeth Olstad Larsen. De har i det væsentlige forklaret som for byretten. Der er endvidere afgivet forklaring af vidnerne AJ, BL, LE, SE og IS. Forklaringerne fremgår af retsbogen.

De i byretten af den da medtiltalte PP samt af vidnet KI afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de i dommen anførte grunde skyldig efter anklageskriftet. Landsretten tiltræder således, at tiltalte ved at forevise bilerne for toldmyndighederne med urigtige kilometerangivelser på tællerne har unddraget statskassen de registreringsafgifter, der er nævnt i anklageskriftet. I denne forbindelse bemærkes, at det må have stået ham klart, at de kilometerangivelser, toldmedarbejderne opnoterede, og som var væsentligt højere end det oplyste kilometertal ved købet og salget skulle indgå som led i vurderingsmyndighedernes fastsættelse af bilernes afgiftsmæssige værdi.

....

Fængselsstraffen og tillægsbøden findes passende. Det tiltrædes, at straffen ikke er gjort betinget.

....

Landsretten stadfæster derfor dommen."

I skrivelse af 16. juni 1999 rettede sagsøgeren ved advokat Anders Drachmann sålydende henvendelse til Told- og Skatteregion, Helsingør:

"....

Som De formentlig vil kunne erindre af sagen, opkrævede man, i øvrigt via modregning, et afgiftsbeløb på i alt kr. 457.200,00.

Dette gjorde man med den begrundelse, at H1 A/S skulle have gjort sig skyldig i afgiftsunddragelse.

Jeg kan oplyse Dem om, at H1 A/S i forbindelse med en afsluttet straffesag ikke er blevet dømt herfor, og endvidere kan jeg oplyse, at der end ikke er rejst tiltale mod H1 A/S.

Jeg kan endvidere oplyse, at det under sagen kom frem, at vurderingsmyndigheden ikke i henhold til § 4, stk. 2, er blevet bedt om at foretage en omvurdering.

Dette betyder, at den oprindelige vurdering fortsat må lægges til grund.

Den oprindelige vurdering er, set med borgeren - H1 A/S' - øjne en positiv forvaltningsakt, og denne forvaltningsakt kan ikke ændres til skade for borgeren, i hvert fald ikke uden, at borgeren har mulighed for at varetage egne interesser.

Jeg kan således konstatere, at de sædvanlige regler for omgørelse ikke er benyttet, og at der ikke foreligger en formel omvurdering, og som følge heraf mener jeg således ikke, at Told- og Skatteregion Helsingør har været berettiget til at foretage den ovenfor nævnte opkrævning.

Jeg skal derfor høfligst stille krav om, at det opkrævede beløb tilbagebetales til min klient, tillagt rente i overensstemmelse med sædvanlig praksis fra betalings-/modregningstidspunktet.

...."

Sagsøgerens henvendelse blev besvaret af Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, af hvis skrivelse af 13. august 1999 det bl.a. fremgik:

"De har i brev af 16. juni 1999.... for H1 A/S, Helsingør, rejst krav om tilbagebetaling af et registreringsafgiftsbeløb på 457.200 kr. vedrørende 30 biler.

Styrelsen kan ikke imødekomme Deres anmodning, og vi fastholder således regionens afgørelse.

De anfører, at selskabet ikke er blevet dømt i straffesagen, og at der ikke er foretaget nogen omvurdering af bilerne, og at den oprindelige vurdering må lægges til grund for afgiftsbetalingen.

Vi er enige med Dem i, at der er en sammenhæng mellem det forhold, at selskabet ikke er blevet dømt i straffesagen og det faktum, at der ikke er rejst nogen tiltalte mod selskabet.

Selskabets salgsdirektør SS er såvel ved byretten som i landsretten dømt for med forsæt til afgiftsunddragelse at have angivet urigtige oplysninger eller fortiet oplysninger til brug for afgiftsberigtigelse af de omhandlede køretøjer, hvorved statskassen blev unddraget et registreringsafgiftsbeløb på 457.200 kr.

Told- og skatteregionen har rejst afgiftskravet over for selskabet. Styrelsen er enig med regionen i, at det er selskabet, der hæfter for afgiftsbetalingen, idet det er selskabet, der har anmeldt køretøjerne til afgiftsberigtigelse. SS har i de pådømte forhold også handlet på selskabets vegne.

Det bemærkes, at der ikke er tale om en tilbagekaldelse af den oprindelige vurdering af bilerne.

Vurderingsmyndigheden har alene foretaget en korrektion af vurderingerne som følge af, at selskabet ved SS har givet urigtige oplysninger om bilernes kilometertal på afgiftsberigtigelsestidspunktet.

Den oprindelige vurdering af bilerne står derfor principielt fast, idet det alene er betydningen af de ændrede kilometertal for værdifastsættelsen, som vurderingsmyndigheden har taget stilling til ved omvurderingen.

Virksomheden er underrettet om de ændrede værdier ved told- og skatteregionens brev af 22. november og 12. december 1996.

Styrelsen skal i denne forbindelse også henvise til, at det af domsudskrifterne bl.a. fremgår, at "Der findes endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingsmyndighedens omvurdering af bilerne på grundlag af den rigtige kilometerstand."

Domstolene har således i straffesagen taget stilling til, at der er foretaget en omvurdering, og at man ikke finder grundlag for at tilsidesætte denne.

Styrelsen må på denne baggrund afvise Deres anmodning om tilbagebetaling af afgiftsbeløbet."

I 1997/98 ændredes anmeldelsesblanketten, idet der på blankettens øverste halvdel blev afsat en rubrik til oplysning om bilens kilometerstand. På den nye blanket var endvidere opregnet en række eksempler på udstyr, hvor anmelderen ved understregning kunne markere, hvad der medfulgte i det enkelte tilfælde.

Der er enighed mellem parterne om, at det kan lægges til grund, at bilerne på tidspunktet for afgiftsberigtigelserne rettelig havde kørt det antal kilometer, som var lagt til grund i forbindelse med omvurderingerne, og som fremgik af sagsøgerens egne oplysninger i købs- og salgsfakturaer m.v.

Under sagen er der afgivet vidneforklaringer af PP, SS og Lisbeth Olstad Larsen.

Forklaringer

PP har forklaret, at han er direktør for sagsøgeren. Han fik først kendskab til, at de i sagen omhandlede 30 biler var udtaget til omvurdering, da selskabet i november 1996 modtog et brev fra Told og Skat om, at selskabet havde unddraget 421.200 kr. i registreringsafgift.

SS har bl.a. forklaret, at han har været salgsdirektør for H1 A/S. I perioden 1993 til 1996 fremstillede han nogle hundrede biler for Told- og Skatteregion Odense med henblik på betaling af registreringsafgift. Han har aldrig korrigeret en bils kilometertal før forevisning.

For nogle af bilernes vedkommende ringede han til regionen for at få en forhåndsvurdering af registreringsafgiftens størrelse, idet denne havde betydning for kalkulationen af salgsprisen. Under sådanne samtaler gav han oplysning om bilens mærke, årgang og stand. Han har aldrig givet oplysninger om en bils kilometerstand, idet han på et tidligt tidspunkt havde fået oplyst, at toldvæsnet lagde til grund, at den pågældende bil havde kørt det antal kilometer, som en bil af den pågældende årgang gennemsnitlig havde kørt, medmindre han kunne dokumentere kilometertallets rigtighed f.eks. ved servicebog eller lignende.

Han fremstillede først bilerne, når disse var solgt. Han henvendte sig på kontoret med en bils registreringsattest og anmeldelsesblanket K 1, hvor han havde udfyldt øverste halvdel. Herefter gik han med den ansatte ned til bilen, hvor den ansatte tjekkede bilens kilometertal og stand. Den ansatte udfyldte en såkaldt "gadeseddel". Han så ikke, hvad den ansatte skrev på sedlen, og han fik heller ikke udleveret en kopi af den, ligesom han ikke skrev under på oplysningernes rigtighed. Han fik til brug for motorkontoret udleveret en genpart af anmeldelsesblanket K 1, der dokumenterede, at depositum for registreringsafgiften var betalt. Derimod fik han ikke en genpart af blanketten vedrørende vurdering af køretøj til afgiftsberigtigelse.

Foreholdt indholdet af en sådan blanket vedrørende en BMW 325i 2 dørs cabriolet (ekstrakten side 42) forklarede vidnet, at han ikke tidligere har set denne, og at han ikke kan forklare, hvorfor myndigheden har noteret to tal vedrørende kilometerstand - en i følge tæller og en i følge opgivelse. Han har aldrig opgivet kilometertal mundtligt. Derimod har han to til tre gange opgivet kilometertal skriftligt. Dette er dog ikke sket i perioden 1993 - 96. Foreholdt anmeldelsesblanketten vedrørende en Ford Thunderbird (ekstrakten side 37) forklarede han, at denne blanket er udfyldt af ham, og at han i denne har angivet, at bilen havde kørt ca. 136.000 miles. Det er ikke ham, der har omregnet dette tal til 219.000 km. Foreholdt fakturakopien vedrørende denne bil (ekstrakten side 38) er han enig i, at bilen i følge denne havde kørt 85.000 km. Dette skyldes imidlertid, at fakturaen er lavet på EDB, der ikke gav mulighed for at angive, at der var tale om miles. I forbindelse med anmeldelsen til toldvæsnet havde han begået den fejl, at han havde omregnet 85.000 miles til 136.000 km., ligesom han ved en fejl var kommet til at skrive 136.000 miles i stedet for kilometer. Bortset fra i tilfældet med Ford Thunderbird har han ikke i perioden fra 1993 - 96 skriftligt eller mundtligt givet oplysning om bilers kilometertal til brug for beregningen af depositum vedrørende registreringsafgift.

Vidnet Lisbeth Olstad Larsen har bl.a. forklaret, at hun er ansat i Told- og Skatteregion Odense og bl.a. beskæftiget med afgiftsberigtigelse af biler. Hun har herunder deltaget i ekspedition af H1 A/S' biler. Hun er i perioden 1993 - 96 flere gange blevet ringet op af SS, der ønskede en forhåndsvurdering af registreringsafgiften som regel på en ambassadebil, hvor der ikke tidligere var blevet betalt registreringsafgift. Hun skulle bruge oplysninger om bilens mærke, model, årgang og kilometertal, før hun kunne opgive depositummets størrelse. De oplysninger, hun modtog, blev noteret på fortrykte lister tillige med virksomhedens navn, således at de ansatte kunne finde tilbage til oplysningerne, når virksomheden senere fremstillede den pågældende bil. Regionen følte sig nemlig bundet af størrelsen af det depositum, som var opgivet telefonisk. Da depositummets størrelse bl.a. afhang af antal kørte kilometer, kunne man ikke opgive størrelsen telefonisk uden at have denne oplysning.

Når kunden henvendte sig med bilen, fandt vidnet i lighed med de øvrige ansatte den fortrykte liste frem og noterede på blanketten K 1 dels det kilometertal, der var opgivet ifølge listen, dels det tal, som man efterfølgende konstaterede ved aflæsning af bilens kilometertæller. Hvis blanketten K 1 indeholder to opgivelser af kilometertal, skyldes det således, at kunden tidligere havde opgivet kilometertallet telefonisk.

Når vidnet på kontoret havde gennemgået listen med forhåndsvurderinger og de blanketter, som kunden havde medbragt, gik hun sammen med kunden ned til bilen. Bilen blev låst op, således at vidnet kunne kontrollere dens udstyr, kilometertal, stelnummer osv. Vidnet noterede kilometertallet enten på en kopi af registreringsattest eller på et andet dokument, f.eks. anmeldelsesblanket. Vidnet forklarede, at man ikke brugte "gadesedlen" i Odense, idet den giver et ekstra stykke papir.

Vidnet vil anslå, at det i ca. halvdelen af de tilfælde, hvor SS har ringet for at få en forhåndsvurdering, er hende, der har talt med ham. Vedrørende 5 af de biler, der er omfattet af sagen, er det hende, der har ekspederet SS. Hun henviste til anmeldelsesblanketten vedrørende en Peugeot 605 (ekstrakten side 70), hvor hun nederst på blanketten har noteret km. 157.491, hvilket svarer til det tal, hun har angivet på blanketten til vurderingsmyndighederne (ekstrakten side 69). Hun besigtigede også en Honda Prelude (ekstrakten side 182) og noterede nederst på blanketten, at denne bil havde kørt 53.583 km, hvilket svarer til det tal, hun har anført på blanketten til vurderingsmyndighederne (ekstrakten side 181). Det var også hende, der besigtigede en Opel Vectra og en Mercedes-Benz (ekstrakten henholdsvis side 286 og side 372). I disse tilfælde må hun have noteret kilometertallet på registreringsattesten, idet hun altid foretog et notat af bilens kilometerstand under besigtigelsen. Hun har på grundlag af dette notat opgivet tallet til vurderingsmyndighederne (ekstrakten henholdsvis side 285 og side 371). Endelig har hun besigtiget en Toyota Celica (ekstrakten side 419). Hun har nederst til venstre på anmeldelsesblanketten noteret, at bilen har kørt 51.312 km., hvilket tal går igen på blanketten til vurderingsmyndighederne (ekstrakten side 418). Hun kan udelukke, at hun har skrevet kilometertallene forkert.

Når en bil var blevet fremstillet til berigtigelse af registreringsafgift, forberedte vurderingssekretariatet sagen til vurderingsmyndigheden. Hun deltog i dette arbejde. Hun har herunder indhentet yderligere relevante dokumenter, herunder bilens certifikat, der udstedes i forbindelse med indførelsen af bilen i Danmark. Certifikatet, som kan betegnes som bilens dåbsattest, indeholder alle relevante oplysninger om bilen, herunder om dens udstyr. Certifikatet dannede sammen med det øvrige materiale, herunder oplysningerne om den aktuelle kilometerstand, grundlaget for vurderingsmyndighedens vurdering. Hun har ikke været inddraget i sagsbehandlingen i forbindelse med, at vurderingen af de i sagen omhandlede biler blev ændret i 1996.

Procedure

Sagsøgeren har som hovedanbringender for sin påstand endeligt anført, at sagsøgte ikke har ført bevis for, at sagsøgerens medarbejdere har afgivet ukorrekte oplysninger til brug for vurderingerne. Subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at de oprindelige vurderinger er begunstigende forvaltningsakter, der ikke kan tilbagekaldes, idet hverken de forvaltningsretlige regler om høring eller garantiforskriften i § 4, stk. 2, i Skatteministeriets cirkulære nr. 139 af 19. juni 1991 om vurdering af motorkøretøjer m.v. er overholdt. Sagsøgeren bestrider i øvrigt, at vurderingerne er foretaget korrekt. Sagsøgerens rentepåstand svarer til den rentesats, som sagsøgte kunne afkræve sagsøgeren. Sagsøgeren må have den samme ret. Sagsøgtes anbringende i det supplerende påstandsdokument vedrørende sagsøgerens rentepåstand er fremsat for sent og skal ikke tages under påkendelse.

Sagsøgeren har nærmere gjort gældende, at afgørelsen i straffesagen mod SS ikke kan lægges til grund under denne civile sag, hvor der skal foretages en ny og fuldstændig prøvelse på grundlag af den her foretagne bevisførelse. I straffesagen var mange andre bilag fremlagt, og der blev afgivet forklaringer af personer, som ikke er afhørt under denne sag. Det er sagsøgte, der har bevisbyrden, og sagsøgte har ikke sikret sig fornødent bevis for sit krav. Sagsøgeren har forgæves opfordret sagsøgte til at fremlægge lister med regionens optegnelser over telefonisk oplyste kilometertal i forbindelse med forhåndsvurderingerne. Det må derfor efter reglerne om processuel skadevirkning lægges til grund, at der er fejl i listerne. Tilsvarende har sagsøgeren forgæves opfordret sagsøgte til at føre andre former for bevis, f.eks. i form af erklæringer udfærdiget på grundlag af en undersøgelse af de omhandlede biler, til belysning af, om der har været manipuleret med kilometertællerne. Det må derfor lægges til grund, at der ikke er ændret ved kilometertællerne. Vidnet Olstad Larsen har selv kun set 5 af de omhandlede 30 biler. De 25 andre biler ved man intet om. SS har forklaret, at han ikke har pillet ved kilometertællerne, og at han ikke har fremstillet bilerne med et ændret kilometertal. Sagsøgte har ikke, f.eks. i form af såkaldte "gadesedler", sikret sig et sikkert bevis, og det skal ikke komme den, der skal betale afgiften, til skade. Sagsøgeren har aldrig modtaget kopi eller genpart af de af regionen noterede kilometertal og har derfor ikke haft anledning til at reagere. Sagsøgte ændrede på et tidspunkt anmeldelsesblanketten, så en anmelder ved sin underskrift afgav erklæring om antallet af kørte kilometer, og årsagen til ændringen har givetvis været, at der har været alt for mange sager med uoverensstemmende oplysninger. Efter grundloven skal der være en klar lovhjemmel for opkrævning af afgifter, og det følger heraf, at det ikke må være uklart, hvordan afgiften opkræves. Sagsøgtes medarbejderes håndskrevne noteringer på diverse papirer har ingen klarhed over sig, idet medarbejderne let kan have noteret forkert. Mange af talafvigelserne i denne sag lader sig nemt forklare. Hertil kommer, at der er foretaget en omvurdering af bilerne uden at sagsøgeren har været underrettet herom, herunder om grundlaget for omvurderingen, og uden at vurderingsmyndigheden har besigtiget bilerne. Det følger af § 4, stk. 2, i cirkulæret, at en bil skal besigtiges i forbindelse med en omvurdering. Sagsøgtes oprindelige vurderinger er begunstigende forvaltningsakter. Da der ikke er foretaget høring, og cirkulærets garantiforskrift er tilsidesat, er omvurderingerne ugyldige.

Sagsøgte har endeligt gjort gældende, at sagsøgte med rette har foretaget efteropkrævning som sket. Sagsøgeren kan ikke støtte ret på de oprindelige afgiftsberigtigelser, idet disse er fremkaldt ved strafbar svig fra sagsøgerens ansattes side. Beviskravet i denne sag og i straffesagen er forskelligt, men beviskravet var strengere i straffesagen. Både byretten og landsretten lagde i straffesagen mod SS til grund, at de forkerte kilometeroplysninger ved anmeldelsen var afgivet med forsæt af SS, og på den baggrund er der en vis formodning for, at landsretten vil nå til samme resultat i denne sag. Ved bevisførelsen er det godtgjort, at anmeldelserne er udfyldt på grundlag af oplysninger, regionen har modtaget fra sagsøgeren, samt egne fysisk, faktiske konstateringer af kilometerstanden på bilerne. Det er derfor bevist, at der er fusket med tallene fra sagsøgerens side. Det var berettiget at foretage en ny vurdering, da man konstaterede de talmæssige uoverensstemmelser vedrørende kilometertallet. Det er kun i forbindelse med behandlingen af klager, at der efter cirkulærets § 4, stk. 2, skal foretages en besigtigelse af køretøjet. Forskrifterne i cirkulæret er overholdt. Sagsøgeren fremkom i sin skrivelse af 16. juni 1999 til Told- og Skatteregion Helsingør med nogle forvaltningsretlige indsigelser, men skrivelsen var ikke en klage over vurderingen.

Bilerne blev ikke besigtiget i forbindelse med de oprindelige vurderinger i 1993, idet de som diplomatbiler havde fået udstedt certifikater, hvor alle relevante oplysninger var anført. Der var fortsat intet behov for, at bilerne, der var blevet videresolgt og afgiftsberigtiget i 1994, skulle besigtiges i forbindelse med den nye vurdering i 1996, på hvilket tidspunkt en sagkyndig i givet fald ville have haft overordentlig svært ved at skønne bilernes værdi tilbage i 1993. Også af cirkulærets § 13, stk. 2, fremgår, at kilometerstanden indgår som parameter for vurderingen. Såfremt landsretten ikke finder, at der er ført direkte bevis for, at sagsøgerens ansatte har fusket med kilometertallet, har bevisførelsen antageliggjort uregelmæssigheder. Dette bevirker, at bevisbyrden herefter påhviler sagsøgeren, der ved sin blotte henvisning til sit ukendskab til, hvad der er foregået, ikke har løftet denne bevisbyrde. Tilbagekaldelser eller ændringer af begunstigende forvaltningsakter beror på en afvejning af adressatens berettigede forventninger om, at den oprindelige afgørelse står ved magt, og myndighedens modstående interesse i en ophævelse. Eftersom det er bevist, at sagsøgerens medarbejder, der er dømt for at have begået strafbart forhold, har afgivet urigtige oplysninger, der har påvirket den oprindelige afgørelse, kan sagsøgerens berettigede forventninger ikke være særlig store. Myndighedens interesse er derimod åbenbar. Det er kun forrentningssatsen for et eventuelt krav, parterne er uenige om. Sagsøgeren har ikke fremført noget anbringende for en forrentningssats på 1%. Rentesatsen i såvel den dagældende, som den nugældende registreringsafgiftslov for ikke rettidigt betalte afgifter er 1,3% i månedlig rente. Og den rentesats gælder ikke også for borgernes krav mod det offentlige. Sagsøgeren kan derfor i givet fald kun kræve sædvanlig procesrente. Det har været muligt for sagsøgerens advokat at varetage sin klients interesser, idet sagsøgtes nye renteanbringende er af rent juridisk karakter. Betingelserne i retsplejelovens § 363, stk. 1, nr. 2, for at tillade anbringender fremsat er opfyldt.

Landsrettens bemærkninger

Sagsøgeren er enig i, at de i sagen omhandlede biler havde de lavere kilometertal, der fremgår af sagsøgerens købs/salgsdokumenter. Disse lavere kilometertal dannede grundlag for, at bilerne i 1996 blev vurderet til en højere værdi med deraf følgende højere registreringsafgift.

Efter bevisførelsen, herunder vidnet Lisbeth Olstad Larsens detaljerede og troværdige forklaring bl.a. om fremgangsmåden i forbindelse med ekspedition af såvel telefoniske som personlige henvendelser, lægger landsretten til grund, at bilernes kilometerstand ved anmeldelsen til vurdering var som anført på de af personalet udfyldte blanketter, og at der således var ændret på bilernes kilometertællere i forbindelse med fremstillingen for Told- og Skatteregionen. Landsretten finder det ubetænkeligt at tilsidesætte den af vidnet SS afgivne forklaring som utroværdig, bl.a. fordi vidnet måtte ændre denne flere gange.

Under disse omstændigheder og da sagsøgeren som anmelder er ansvarlig for, at vurderingsmyndighederne modtager korrekte oplysninger, finder landsretten, at vurderingsmyndighederne har været berettiget til at genoptage vurderingen af de omhandlede biler.

Det fremgår af sagen, at sagsøgeren i november 1996 modtog meddelelse om omvurderingen, og at selskabet først i juni 1999 klagede over denne med henvisning til sagsbehandlingsfejl. Under hensyn hertil, til baggrunden for at omvurderingen blev foretaget, og idet det af sagsøgeren i øvrigt anførte ikke giver holdepunkter for at antage, at omvurderingen ikke er korrekt, frifindes sagsøgte for sagsøgerens påstand.

T h i  k e n d e s   f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, H1 A/S, til sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, 35.000 kr. i sagsomkostninger.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter