Dato for udgivelse
09 May 2003 08:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
2. april 2003
SKM-nummer
SKM2003.193.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
4. afdeling, B-587-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ugyldighed, adresse, agterskrivelse, kendelse, revisor, Frankrig, folkeregister
Resumé

Skattemyndighederne havde sendt agterskrivelse og forhøjelse af skatteyderens indkomst til den adresse i Frankrig, der var registreret i CPR-registret. Skatteyderen boede ikke længere på denne adresse og havde meddelt de lokale skattemyndigheder dette. Landsrettens fandt, at bevisbyrden for, at agterskrivelse og afgørelse var "kommet frem" til skatteyderen i denne situation påhviler skatteyderen.

Agterskrivelse og forhøjelse blev også sendt til skatteyderens revisor, der også havde skiftet adresse. Brevene blev sendt til revisorens gamle adresse, og landsretten fandt, at der herved var sket en fejl, men at denne fejl efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke kunne antages at ville have ført til et andet resultat.

Skatteministeriet frifandtes derfor.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 3, stk. 4
Skattestyrelsesloven § 35 (dagældende)
Processuelle regler 2002 G.3.1.1.1


Parter

A
(advokat Flemming Heegaard)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Martin Henrichsen)

Afsagt af landsdommerne

Rosenløv, Nicolaisen og Mette Drock Hansen (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 27. februar 2002 , drejer sig om, hvorvidt skatteforvaltningens ændring af As Skattepligtige indkomst for indkomståret 1994 er ugyldig som følge af, at underretning om, at man agtede at ændre Skatteansættelsen, og senere afgørelse om ændringen, blev sendt dels til sagsøgeren dels til dennes revisor på adresser, hvor de pågældende ikke længere boede eller havde kontor.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at Skatteforvaltningens afgørelse af 23. juni 1998 er ugyldig.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens omstændigheder

Landskatteretten afsagde den 28. november 2001 sålydende kendelse i sagen:

"Klagen vedrører en ugyldighedspåstand for så vidt angår skatteforvaltningens afgørelse af 23. juni 1998, idet der bl.a. er henvist til, at ansættelsesfristerne ikke er overholdt. Skatteforvaltningen har i afgørelsen af 23. juni 1998 ikke tillagt klagerens deltagelse i I/S H1 Invest samt I/S H2 skattemæssig betydning, hvorved selvangivet underskud m.m. på i alt 1.661.335 kr. ikke er godkendt. Sagens realitet er ikke påklaget til Landsskatteretten.

Sagen har været forhandlet med klagerens repræsentant på Landsskatterettens kontor.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren ved brev af 14. marts 1998 orienterede kommunen om adresseændring. I brevet af 14. marts 1998 hedder det.

"A

.....

France

14.03.1998

..... KOMMUNE

Att. AB

Opkrævning og Inkasso

.....

Flyttemeddelelse.

Fra 1.04.1998 vil min adresse være:

A

......

France

Med venlig hilsen

A"

Klageren oplyste ved brev af 22. juni 1998 Kommunen, Opkrævning og Inkasso, at hans korrekte adresse p.g.a. ændring af gadenavn fremover var: A, ...., France.

Skatteforvaltningen forhøjede ved afgørelsen af 23. juni 1998, jf. agterskrivelse af 27. april 1998, klagerens skattepligtige indkomst for 1994 med ikke godkendt underskud m.m. fra I/S H1 Invest og I/S H2. Forvaltningens afgørelse og agterskrivelse blev sendt til: A, ...., Frankrig, samt til Revisorerne R1, att. PL, .... Det fremgår af forvaltningens afgørelse, at denne kunne påklages til skatteankenævnet senest 1 måned efter modtagelsen.

Klagerens repræsentant anmodede herefter ved brev af 27. oktober 1999 skatteankenævnet om at behandle sagen, idet der blev henvist til at sagen efter en klage til skatteankenævnet blev berostillet.

Skatteankenævnet har ved brev af 3. november 1999 rettet henvendelse til repræsentanten med anmodning om at dokumentere indsendelse af en oprindelig klage inden udløbet af klagefristen. Der blev meddelt en frist på 14 dage til fremsendelse af en sådan dokumentation.- Skatteankenævnets anmodning var begrundet i, at ankenævnet ikke som tilsyneladende forudsat af repræsentanten havde modtaget nogen klage over skatteforvaltningens kendelse inden udløbet af den lovbestemte frist på 1 måned efter modtagelsen af afgørelsen. - Skatteankenævnets brev af 3. november 1999 blev imidlertid ikke besvaret.

Skatteankenævnets forslag til sagens afgørelse og sagsfremstilling blev herefter sendt til klageren og hans repræsentant den 6. december 1999.

Ved telefax af 17. december 1999 orienterede klageren skatteankenævnet om, at ankenævnets brev af 6. december 1999 blev sendt til en forkert adresse, og at klageren først - ved et tilfælde - havde modtaget brevet nu. Klageren anmodede i Faxen om en udsættelse til den 15. januar 2000 for bemærkninger til sagen, og klageren anførte, at hans adresse siden den 1. marts 1998 havde været: ....., Frankrig.

Det fremgår endelig af sagens oplysninger, at klagerens adresse på årsopgørelser for 1994 og 1997 var "A, ....., Frankrig". Årsopgørelsen for 1994 blev udskrevet den 24. juli 1998, og årsopgørelsen for 1997 blev udskrevet den 27. maj 1998.

Skatteankenævnet har gjort gældende, at klage til ankenævnet over skatteforvaltningens afgørelse i henhold til skattestyrelseslovens § 21, stk. 1, skal være modtaget i ankenævnet senest 1 måned efter, at den pågældende skattepligtige fra skatteforvaltningen har modtaget den afgørelse, som der klages over.

Ankenævnet har på det foreliggende grundlag konstateret, at der ikke inden udløbet af denne frist - og formentlig først ca. 16 måneder efter modtagelsen af skatteforvaltningens afgørelse - er rettet henvendelse til ankenævnet i sagen. Klagefristen er herefter overskredet ganske betydeligt. Der er ikke meddelt nogen årsag til overskridelsen, ligesom nævnets forespørgsel i samme anledning er ubesvaret.

Det er ifølge ankenævnet klageren selv, der er ansvarlig for, at der i rette tid og til rette myndighed meddeles alle de oplysninger, der er nødvendige for, at ligningsmyndighederne sættes i stand til at foretage en underretning om ændringer i skatteansættelsen - som her forvaltningens underretning i april 1998 om den påtænkte ændring af ansættelsen for indkomståret 1994.

Ankenævnet har tiltrådt, at klageren med underretningen om adresseændringen til Fayence ved brevet af 14. marts 1998 til Kommunens inkassokontor måtte antage, at underretningspligten overfor de danske skattemyndigheder var opfyldt, også selv om inkassokontoret ikke formelt er en ligningsmyndighed.

Ankenævnet har imidlertid afvist, at adresseringen på forvaltningens agterskrivelse af 27. april 1998 kan anses for en formalitetsfejl, allerede fordi forsendelsesadressen på de breve, der udarbejdes i forbindelse med bl.a. ansættelsesændringer og forslag til samme, udskrives automatisk på brevet alene på grundlag af personnummeret, således at der altid ved en sådan udskrift benyttes den senest kendte officielle adresse (ifølge Det Centrale Personregister).

Det er herefter antaget, at klagerens første underretning til Kommunen uanset adresseringen på årsopgørelserne for 1994 og 1997 aldrig er "slået korrekt igennem" hos Det Centrale Personregister, således at både skatteforvaltningen og klageren med de udarbejdede breve har haft en forventning om, at såvel udsendelsesadressen og underretningen til myndighederne formelt var i orden og på plads.

Ankenævnet har videre anført, at klageren har bekræftet, at han - om end sent (i august måned) og ved en tilfældighed - har modtaget skatteforvaltningens kendelse af 23. juni 1998, at denne kendelse blev udsendt til den på dette tidspunkt officielle postadresse ifølge Det Centrale Personregister (adressen er først ændret i registret pr. 22. juli 1998), at klageren uanset den fejlagtige adressering på kendelsen aldrig har reageret på dette eller på brevets indhold over for skatteforvaltningen, at klageren ligeledes har modtaget den nye årsopgørelse for 1994 med kørselsdato den 24. juli 1998 med konsekvenserne af forvaltningens kendelse, at det fremgår af forvaltningens kendelse, side 2, at der blev sendt kopi af kendelsen til Revisorerne R1 - samt at skatteforvaltningen ikke fremsendte kopi af afgørelsen til den ny revisors adresse, idet end ikke den gamle revisors adresse fremgik af selvangivelsen, således at forvaltningen reelt var uden kendskab til, at klageren i det hele taget havde revisorbistand.

Ankenævnet har herefter fundet, at klageren - uanset han ifølge de afgivne oplysninger aldrig har modtaget agterskrivelsen - selv må bære ansvaret for, at hverken han eller hans revisor snarest muligt efter modtagelsen af enten kendelsen eller den nye årsopgørelse har indgivet en formel og behørig klage til skatteankenævnet. - Det forhold, at klageren skulle have haft en fast aftale med sin revisor om, at denne skulle påklage ændringen for skatteankenævnet kan ikke føre til et andet resultat.

Skatteankenævnet har på baggrund af ovenstående bemærkninger afvist at behandle klagen, jf. ankenævnets kendelse af 22. marts 2000. Ankenævnet har herefter ikke fundet anledning til at foretage nogen realitetsbehandling af de enkelte klagepunkter.

Skatteforvaltningen har gjort gældende, at forvaltningen ikke har fået fejladresserede breve retur, at man ved udsendelse af agterskrivelsen anvendte den på daværende tidspunkt senest kendte adresse (....), hvilken adresse bl.a. fremgik af et brev fra revisor af 25. juni 1997 dvs. dateret ca. 1 år efter, at klageren ifølge den nuværende repræsentant var faktisk fraflyttet adressen, at man forsøgte at efterspore klagerens adresseændringer i Det Centrale Personregister og her fik oplyst, at den seneste adresseændring (ændring af gadenavnet) er registreret den 22. juli 1998 - samt at det ikke har været muligt at efterspore ændringen fra .... til .....

Med hensyn til fremsendelse af agterskrivelsen til Revisorerne R1 har forvaltningen anført, at denne adresse dels blev benyttet fordi revisors adresse fremgik af et vedlagt regnskab for bl.a. I/S H2, dels fordi det ikke fremgik af selvangivelsen for 1994, at klageren havde skiftet revisor (til R2), hvorfor forvaltningen fremsendte kopien af brevet til Revisorerne R1, der også var klagerens revisor for så vidt angår indkomståret 1993.

Skatteforvaltningen har endelig bemærket, at fremsendelsen af en kopi af agterskrivelsen og kendelsen til Revisorerne R1 skete som en ren service overfor klageren som følge af, at den samme revisor havde udarbejdet de regnskaber, der var vedlagt selvangivelsen.

Klagerens repræsentanter har over for Landsskatteretten gjort gældende, at skatteforvaltningens afgørelse af 23. juni 1998 er ugyldig. Repræsentanten har til støtte herfor bl.a. fremført følgende bemærkninger:

"...

Ad: Klagers adresse

A fremsendte flyttemeddelelse til Kommunen som fraflytterkommune den 14.03.1998 med meddelelse om ny adresse, jf. vedlagte bilag 1. Den 22.06.1998 meddelte A endvidere (bilag 2), at gaden på den nye adresse var blevet ændret fra .... til ..... Ændringen af gadenavnet er blevet ajourført i CPR den 22.07.1998.

Ifølge vedlagte bilag 10 blev adresseændringen pr. 1. april modtaget af AB i Kommunen den 19. marts 1998. Samme dag videresendte AB flyttemeddelelsen til kommunens folkeregister. Det fremgår af bilaget, at folkeregisterændringen er sket pr. den 1. april 1998. Det fremgår af den vedlagte årsopgørelser (bilag 3 og 4), at den officielle adresse må være ændret i CPR pr. 1.04.1998.

Af bilag 5 fremgår endvidere, at navnet på gaden er blevet ændret i CPR i perioden fra 18.05.1998 til 20.08.1998, hvilket stemmer med meddelelsen om gadenavneændringen ovenfor.

Ad: Revisor og revisors adresse.

Revisionsfirmaet R2, der tidligere hed Revisorerne R1 var ikke revisorer for A ved indgivelsen af selvangivelsen for 1994. Derfor fremgik revisoroplysningen ikke af selvangivelsen.

Først efterfølgende fik skatteforvaltningen meddelelse om, at R2 var revisor for A. Det fremgår af flere breve fra Skatteforvaltningen, at forvaltningen var gjort bekendt med revisor og dennes adresse bl.a. ved brev af 11. august 1997 og ved brev af 18. februar 1997 (bilag 8).

Det fremgår også af brevene, at Skatteforvaltningen var bekendt med revisorfirmaets korrekte firmanavn og adresse.

Det forhold at såvel agterskrivelsen af 27. april 1998 som selve underkendelsen af 23. juni 1998 blev fremsendt med kopi til revisor indikerer, at Skafteforvaltningen var bekendt med, at A havde revisorbistand. Det eneste problem var at Skatteforvaltningen i agterskrivelsen og i underkendelsen benyttede revisorfirmaets gamle firmanavn og gamle adresse fra før 1. april 1995.

I følge revisionsfirmaet R2 er ingen af skrivelserne modtaget, og postvæsenet returnere altid breve, hvor både firmanavn og adresse er forkerte. Vi har derfor svært ved at tro, at ingen af disse breve er modtaget retur i Skatteforvaltningen.

Ad: Adresseændringen, der ikke "slog rigtigt igennem".

Vi har meget svært ved at tro på, at en adresseændring, der er gennemført korrekt i folkeregistret af Kommunen, ikke er slået rigtigt igennem i Skatteforvaltningen. Vi har også svært ved at tro på, at udskriften af agterskrivelsen og underkendelsen kan være sket ved udtræk fra CPR-registret på grundlag af CPR-nummeret på den dato, der er påstemplet brevet.

Enten må udtrækket fra CPR-registret og/eller udskriften være sket på et tidligere tidspunkt - d.v.s. inden adresse-ændringen den 1. april 1998, eller også er skatteforvaltningens oplysning om automatisk adresseudtræk simpelthen forkert. Der findes ikke i CPR-systemet mulighed for, at ændringer ikke "rigtigt slår igennem".

Generelt ved vi, at mange kommunale skatteforvaltninger benytter normale tekstbehandlingssystemer til udskrift af agterskrivelser og underkendelser, der ikke er i stand til automatisk at hente ajourførte adresseoplysninger.

..."

Repræsentanten har fremhævet, at det fremgår af flere breve fra skatteforvaltningen, at forvaltningen var bekendt med, at klageren havde revisor og dennes korrekte adresse, jf. bl.a. breve af 11. august 1997 og 18. februar 1997, at det eneste problem var, at forvaltningen i agterskrivelsen og i underkendelsen benyttede revisorfirmaets gamle firmanavn og gamle adresse fra før 1. april 1995, at klageren p.g.a. fejladresseringen aldrig modtog agterskrivelsen og underkendelsen modtog klageren først ultimo august 1998, at agterskrivelsen burde have været klageren i hænde senest 1. maj 1998 og underkendelsen burde have været klageren i hænde senest 1. august 1998, jf. de gældende ansættelsesfrister - samt at en evt. manglende reaktion fra klagerens side ikke fritager skattemyndighederne fra at overholde ansættelsesfristerne.

Det er på baggrund af ovenstående bemærkninger repræsentantens opfattelse, at der foreligger en overskridelse af ansættelsesfristen, og at det manglende kendskab til den udsendte agterskrivelse og underkendelse alene skyldes skatteforvaltningens fejladresseringer. Det er ikke tilstrækkeligt, at skatteforvaltningen afsender agterskrivelse og underkendelse med forkerte adresser. Loven kræver, at skatteyderen bliver underrettet inden ansættelsesfristens udløb.

Repræsentanten har henvist til skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, hvoraf det fremgår, at der skal fremsendes en skriftlig agterskrivelse med en indsigelsesfrist på 15 dage, og at skatteforvaltningen herefter kan give skriftlig underretning om afgørelsen. Det fremgår videre af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4 og stk. 5 samt § 21, at en ændret skatteansættelse alene kan ske uden særlig underretning i de tilfælde, hvor skatteansættelsen foretages efter anmodning fra den skattepligtige, og afgørelsen fuldt ud imødekommer anmodningen. Kun i disse tilfælde er det tilstrækkeligt at sende en ny årsopgørelse.

Repræsentanten har under forhandlingen i Landsskatteretten anført, at det alene er sagens formalitet, der påklages, og at sagens realitet ikke er påklaget til retten.

Landsskatterettens bemærkninger

Det fremgår af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 276 af 12. april 1997, at den kommunale skattemyndighed skal underrette den skattepligtige, hvis en skatteansættelse agtes foretaget på et andet grundlag end selvangivet. Udtrykket "underrette" må forstås således, at skattemyndigheden efter bedste evne skal forsøge at underrette skatteyderen.

Skatteforvaltningen fremsendte agterskrivelsen af 27. april 1998 til klagerens oprindelige franske adresse: ...., Frankrig, som ifølge de oplysninger forvaltningen havde var klagerens faktiske adresse. Det bemærkes i denne forbindelse, at forvaltningen havde undersøgt klagerens adresseændringer i Det Centrale Personregister, hvoraf fremgik at klageren pr. 22. juli 1998 ændrede sin adresse til ...., Frankrig, og at forvaltningen ikke kunne spore andre adresseændringer i registret.

Landsskatteretten finder herefter, at skatteforvaltningen ikke kan kritiseres på grund af, at agterskrivelsen blev sendt til en forkert adresse, idet forvaltningen efter bedste evne forsøgte at "underrette" klageren om den ændrede skatteansættelse, man agtede at foretage. Der er herved især henset til, at forvaltningen anvendte den adresse, der fremgik af Det Centrale Personregister.

Det fremgår af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, sidste punktum, at den skattepligtige skal underrettes skriftlig om skatteansættelsen (kendelsen).

Skatteforvaltningens afgørelse af 23. juni 1998 blev ligesom agterskrivelsen sendt til klagerens første adresse i Frankrig. Klagerens korrekte adresse på tidspunktet for afsigelse af forvaltningens afgørelse var: ...., Frankrig, som klageren ved brev af 22. juni 1998 orienterede Kommunen om. Denne adresseændring blev registreret i Det Centrale Personregister den 22. juli 1998.

Landsskatteretten finder, at skatteforvaltningen ikke kan kritiseres for, at afgørelsen blev sendt til en forkert adresse, idet forvaltningen efter bedste evne forsøgte at sende afgørelsen til klageren. Der er især henset til, at forvaltningen anvendte den adresse, der fremgik at Det Centrale Personregister.

Det fremgår af skattestyrelseslovens § 21, stk. 1, at klage over den kommunale skattemyndigheds afgørelse, skal være modtaget af skatteankenævnet senest 1 måned fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over.

Landsskatteretten er enig med skatteankenævnet i, at fristen for klage over skatteforvaltningens afgørelse ikke er overholdt, jf. skattestyrelseslovens § 21, stk. 1. Der er i denne forbindelse særligt lagt vægt på, at klagen til ankenævnet er dateret den 27. oktober 1999 dvs. mere end 16 måneder efter forvaltningens afgørelse, at skatteforvaltningen sendte afgørelsen til den adresse, der fremgik af Det Centrale Personregister, at klageren ikke reagerede på årsopgørelse for 1994, der blev udskrevet den 24. juli 1998, samt at klageren i hvert fald modtog forvaltningens afgørelse i august 1998.

Landsskatteretten har imidlertid efter omstændighederne besluttet at behandle klagen, uanset at skatteankenævnet har afvist klagen, og lovgivningens bestemmelser om klageadgang således ikke er udnyttet, jf. skattestyrelseslovens § 23, stk. 2.

For så vidt angår indsigelsen om, at såvel skatteforvaltningens agterskrivelse af 27. april 1998 som forvaltningens afgørelse af 23. juni 1998 blev sendt til: "Revisorerne R1" i stedet for "R2" - lægger retten ud fra de foreliggende oplysninger til grund, at skatteforvaltningen ikke var bekendt med, at klagerens revisor var "R2". Landsskatteretten finder herefter, at forvaltningen ikke kan kritiseres for fejladresseringen.

Med hensyn til repræsentantens indsigelser om, at ansættelsesfristerne ikke er overholdt bemærkes, at det fremgår af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, at et varsel om forhøjelse af en skatteansættelse skal afsendes senest den 1. maj i det 4. indkomstår efter indkomstårets udløb, og at en varslet forhøjelse skal være foretaget senest den 1. august i det 4. indkomstår efter indkomstårets udløb.

Landsskatteretten finder, at skatteforvaltningen har overholdt ansættelsesfristerne i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, idet forvaltningen har "afsendt" agterskrivelsen og "foretaget" forhøjelsen indenfor fristerne. Forvaltningen har således afsendt agterskrivelsen den 27. april 1998 og afgørelsen den 23. juni 1998, således at både agterskrivelsen og afgørelsen under normale omstændigheder ville have været modtaget af klageren indenfor fristerne.

Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående bemærkninger, at skatteforvaltningens afgørelse af 23. juni 1998 er gyldig.

Retten har ikke taget stilling til sagens realitet, da realiteten ikke er påklaget til Landsskatteretten.

Herefter bestemmes

Skatteforvaltningens afgørelse af 23. juni 1998 er gyldig, idet repræsentantens formalitetsindsigelser ikke kan følges."

Det er i forhandlingsreferatet fra sagens forudgående forhandling i Landsskatteretten anført blandt andet, at alene formaliteten påklages til Landsskatteretten, idet klagerens repræsentant, HB, "anser det for urealistisk, at retten vil godkende projektet."

Af et brev fra Kommunen, Selskabsligning og Revision, af 18. februar 1997 vedrørende sagsøgeren fremgår, at brevet er sendt til R2, att. PL, ..... Denne adresse fremgår også af et brev, som R2 ved PL den 25. juni 1997 har sendt til Kommunen, Skatteforvaltningen, vedrørende sagsøgeren.

Den 18. juni 1997 traf Landskatteretten afgørelse om, at sagsøgerens deltagelse i I/S H2 ikke kunne tillægges skattemæssig betydning. Selvangivet fradrag for underskud samt selvangivne renteindtægter og -udgifter vedrørende deltagelse i I/S H2 kunne således ikke godkendes. Afgørelsen er ikke indbragt for retten.

Af sagsøgerens årsopgørelse for 1997, der er udskrevet af Kommunen og med "kørselsdato" den 27. maj 1998, er sagsøgerens adresse anført som ...., Frankrig. Samme adresse fremgår også af girokort fra Kommunen til sagsøgeren. På girokortet er anført, at det er udsendt den 18. maj 1998.

Denne adresse fremgår ligeledes af sagsøgerens årsopgørelse for 1994, der er udskrevet af Kommunen med "kørselsdato" den 24. juli 1998.

Ved brev af 2. juni 1999 til sagsøgeren meddelte Kommunen, at man foreslog at ændre sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 1996, således at selvangivet overskud af I/S H1 Invest på 132.658 kr. og selvangivet renteudgift i I/S H1 Invest på 203.110 kr. ikke blev godkendt, men ansattes til 0 kr. Af årsopgørelsen for 1996 udskrevet den 19. juli 1999 fremgår, at sagsøgerens skatteansættelse blev ændret i overensstemmelse hermed.

Af brev af 11. april 2002 til advokat Flemming Heegaard fra statsautoriseret revisor PL fremgår:

"...

Med henvisning til Deres skrivelse af 5. april d.å. skal jeg hermed bekræfte, at jeg på intet tidspunkt har modtaget kopi af Skatteforvaltningens skrivelser af 27. april 1998 og 23. juni 1998 vedrørende skatteansættelserne for A.

..."

Kommunen har i brev af 5. februar 2003 til Kammeradvokaten oplyst, at sagsøgeren ikke har reageret på ovennævnte brev af 2. juni 1999 eller på den ændrede årsopgørelse.

Forklaringer

Der er under domsforhandlingen afgivet partsforklaring af sagsøgeren.

A har forklaret, at han ikke har modtaget agterskrivelsen af 27. april 1998. Han har først set den i forbindelse med denne sag. Han modtog skrivelsen af 23. juni 1998 om ændring af skatteansættelsen engang i august 1998, vist nok i slutningen. Han fik den, da han tilfældigvis mødte sin tidligere udlejer, der havde modtaget den. Han fik omtrent samtidig tilsendt årsopgørelsen for 1994. Da han i 1998 flyttede fra .... til ...., fik han ikke sin post omadresseret hos postvæsenet.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at Skatteforvaltnings afgørelse af 23. juni 1998 er ugyldig, idet Skatteforvaltning ikke har opfyldt underretningspligten i Skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, ligesom fristerne for underretning efter Skattestyrelseslovens § 35 ikke er overholdt. Skatteforvaltningen har end ikke gjort forsøg på efter bedste evne at opfylde underretningspligten. Skatteforvaltningen var eller burde være bekendt med, at sagsøgeren havde ændret sin adresse i Frankrig, og at sagsøgerens revisor var R2 ved PL, ....da skatteforvaltningen sendte afgørelsen af 23. juni 1998. På trods heraf sendte sagsøgte afgørelsen til en forkert adresse for sagsøgeren og for revisor PL. Da afgørelsen hverken er kommet frem til sagsøgeren eller hans revisor, er sagsøgeren blevet forhindret i at påklage ansættelserne. Desuden måtte det for sagsøgeren umiddelbart fremstå således, at hans revisor havde modtaget kopi af afgørelsen, hvorfor han i overensstemmelse med deres indbyrdes aftale kunne regne med, at revisoren påklagede afgørelsen. Klagefristen var ved modtagelsen udløbet. Hvis fristerne for underretning i medfør af skattestyrelsesloven ikke overholdes, er underretningen ligegyldig. Man kan ikke tale om, at der er sket afsendelse i overensstemmelse med skattestyrelseslovens § 35, når det afsendte er sendt til en forkert adresse. Agterskrivelsen skulle være fremsendt senest den 1. maj 1998 og ændringafgørelsen senest den 1. august 1998 for at være rettidig. Underretningspligten er en garantiforskrift, og tilsidesætttelse af denne medfører afgørelsens ugyldighed. Den begåede fejl må også efter en konkret væsentlighedsvurdering føre til samme resultat.

Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse anført, at skatteforvaltningens afgørelse af 23. juni 1998 er gyldig. Ved fremsendelse af agterskrivelsen af 27. april 1998 og den senere forhøjelse af 23. juni 1998 er der sket den i henhold til skattestyrelseslovens § 3, stk. 4 påkrævede skriftlige underretning af sagsøgeren. Agterskrivelsen af 27. april 1998 og forhøjelsen af 23. juni 1998 blev begge tilsendt sagsøgerens repræsentant, revisor PL, og ingen af disse breve er kommet retur til skatteforvaltningen. Skatteforvaltningen har ved at fremsende skrivelserne til sagsøgerens revisor foretaget den fornødne skriftlige underretning af sagsøgeren. Det må antages, at begge breve er modtaget af revisoren, trods dennes erklæring om det modsatte. Skatteforvaltningen har ved yderligere at fremsende skrivelserne til sagsøgeren personligt i Frankrig foretaget den fornødne skriftlige underretning af sagsøgeren. Brevene var stilet til sagsøgerens folkeregisteradresse, således som den da var registreret. Uanset om brevene ikke er stilet til sagsøgerens aktuelle bopælsadresse, gøres det gældende, at brevene er kommet frem til ham. Ingen af brevene er således kommet retur til skatteforvaltningen, og sagsøgeren har erkendt at have modtaget brevet af 23. juni 1998 i august 1998.

Det er som udgangspunkt sagsøgte, der har bevisbyrden for, at sagsøgtes skrivelser er kommet frem. I denne sag, hvor sagsøgte har godtgjort at have gjort, hvad der var muligt for at underrette sagsøgeren, må bevisbyrden lempes. Sagsøgtes breve er ikke kommet retur, sagsøgerens repræsentant forholder sig i sin første klageskrivelse i sagen i oktober 1999 alene til det materielle i sagen, og sagsøgerens oplysning om ikke at have omadressering af sin post efter sin flytning forekommer lidet sandsynlig. Herefter må det være sagsøgeren, der skal bevise, at han ikke har modtaget brevene. Da sagsøgeren ikke har gjort dette, må det lægges til grund, at der er sket underretning af sagsøgeren i overensstemmelse med skattestyrelseslovens regler. For så vidt angår underretning af revisoren, gøres de samme synspunkter gældende, idet det forekommer usandsynligt, at revisoren ikke skulle have omadressering eller videresendelse af sin post fra det gamle til det nye revisionsfirma, ligesom brevene fra revisor heller ikke er kommet retur. Hertil kommer, at brevene er sendt til adressen på den revisor, der fremgår af det regnskab, der var vedlagt årsopgørelsen. Da der således i det hele er sket underretning i overensstemmelse med skattestyrelseslovens regler, er afgørelsen af 23. juni 1998 gyldig. Såfremt landsretten finder, at skattemyndighedens afgørelse er behæftet med en formel fejl, gøres det gældende, at fejlen efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke kan føre til afgørelsens ugyldighed. Både sagsøgerens engagement i I/S H2 og I/S H1 Invest er i anden sammenhæng underkendt i skattemæssig henseende. Afgørelsen af 23. juni 1998 tager alene stilling til, at sagsøgerens deltagelse i disse interessentskaber ikke kan tillægges skattemæssig betydning. Der er derfor intet grundlag for at antage, at sagsøgeren kunne have opnået et andet resultat ved at klage rettidigt.

Landsrettens bemærkninger

Det lægges til grund, at agterskrivelsen af 27. april 1998 og skrivelsen om ændring af sagsøgerens ansættelse for indkomståret 1994 af skatteforvaltningen i er sendt til den adresse, der på afsendelsestidspunktet fremgik af Det Centrale Personregister. Skatteforvaltningen findes herved efter bedste evne at have opfyldt sin pligt til efter skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, at underrette sagsøgeren om den ændrede ansættelse, og det findes herefter at være sagsøgerens risiko, om brevene når frem.

Skatteforvaltningen havde i 1997 afsendt et brev til sagsøgerens revisor på dennes nye adresse og modtaget et brev fra revisoren med denne adresse anført. Skatteforvaltningen findes herved at have været bekendt med, at revisorens adresse nu var .... og ikke ..... Landsretten finder derfor, at skatteforvaltningen, der fremsendte kopi af agterskrivelsen af 27. april 1998 og afgørelsesskrivelsen af 23. juni 1998 til revisoren til underretning på adressen ...., kunne have opfyldt sin underretningspligt ved at sende kopien af brevet af 23. juni 1998 til revisors nye adresse, hvilket ikke skete.

Efter en konkret væsentlighedsvurdering findes den fejl, der er sket ved, at skatteforvaltningen ikke underrettede revisoren på hans aktuelle kontoradresse, imidlertid ikke at kunne medføre afgørelsens ugyldighed, idet fejlen ikke kan antages at have haft betydning for sagens udfald. Der er herved lagt vægt på, at sagsøgerens engagement i I/S H2 og I/S H1 Invest, der ved afgørelsen af 23. juni 1998 blev underkendt i skattemæssig henseende, tillige er underkendt i samme henseende ved endelige afgørelser for tidligere skatteår. Det kan således ikke antages, at afgørelsen om ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst i 1994 ville have fået et andet udfald, hvis kopi af de to breve til revisoren var sendt til korrekt adresse, og afgørelsen herefter eventuelt var blevet påklaget. Ansættelsens realitet er i øvrigt ikke anfægtet af sagsøgeren.

Som følge heraf frifindes sagsøgte for den af sagsøgeren nedlagte påstand.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage i sagsomkostninger betale 19.000 kr. til sagsøgte.