Dato for udgivelse
26 May 2003 10:12
SKM-nummer
SKM2003.215.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/02-403-00133
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Succession, næring, fast ejendom, livsarvinger
Resumé

Ligningsrådet har afgivet bindende forhåndsbesked om, at en efterlevende ægtefælle og de 3 børn som livsarvinger efter afdøde kan succedere i afdødes beskatning ved salg af fast ejendom som næringsbeskattet efter statsskattelovens § 4, for de ejendomme, der udloddes fra boet.

Reference(r)

Dødsboskatteloven § 29, stk. 1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2002 B.B.3.4.6.3.
Redaktionelle noter

 


Ligningsrådet har taget stilling til en anmodning om bindende forhåndsbesked vedrørende anvendelse af reglerne i dødsboskattelovens § 29, stk. 1.

Spørgsmål

Kan det bekræftes, at ægtefællen og de tre børn som livsarvinger efter afdøde kan succedere i afdødes beskatning ved salg af fast ejendom som næringsbeskattet efter statsskattelovens § 4, for de ejendomme, der udloddes fra boet?

Svar

Ja, for så vidt angår gevinst ved udlodning af de pågældende ejendomme og under forudsætning af, at afdøde ved afståelse af de pågældende ejendomme ville være blevet næringsbeskattet efter statsskattelovens § 4, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Afdøde efterlader sig ægtefælle og tre børn.

Afdøde beskæftigede sig indtil sin død med udlejning af fast ejendom samt salg af fast ejendom. Der er både tale om udlejning af fast ejendom til beboelse og erhverv.

Ved salg af de nævnte udlejningsejendomme har fortjeneste og tab ifølge repræsentanten været henført til afdødes næringsvej og er derfor blevet beskattet som erhvervsvirksomhed efter reglerne i statsskattelovens § 4. Der har fortrinsvis været tale om nybyggeri af erhvervsejendomme og beboelsesejendomme, herunder ejerlejligheder.

Spørgsmålet om udlægning af ejendomme fra dødsboet med succession til ægtefællen og de tre livsarvinger vedrører følgende ejendomme:

.....................

Repræsentanten henviser til, at det af dødsboskattelovens § 29, stk. 1, fremgår, at der kan ske udlodning af en erhvervsvirksomhed til arvinger med succession. Under begrebet erhvervsvirksomhed indgår ifølge repræsentanten også fast ejendom, som har været omfattet af næringsbeskatning efter statsskattelovens § 4.

Med henvisning til dødsboskattelovens § 29, stk. 1, er det repræsentantens opfattelse, at ægtefællen og arvingerne kan succedere i afdødes skattemæssige stilling som næringsbeskattet af fast ejendom for de ejendomme, som udlægges af boet med den virkning, at ægtefællen og arvingerne succederer i afdødes anskaffelsestidspunkt, anskaffelsessum og anskaffelseshensigt. Ønsker ægtefællen og arvingerne ikke at succedere, sker der beskatning i dødsboet.

Told- og Skattestyrelsens begrundelse

Repræsentanten er orienteret om, at svaret vil blive afgivet under den forudsætning, at afdøde ville være blevet næringsbeskattet af fortjenesten efter statsskattelovens § 4 ved afståelsen af de pågældende ejendomme, hvis afdøde selv havde solgt ejendommene.

Det er derfor i det følgende forudsat, at hvis afdøde selv havde afstået de ovenfor nævnte ejendomme på tidspunktet for udlodningen af ejendommene til ægtefællen og de 3 børn, ville han være blevet næringsbeskattet ved afståelsen af samtlige ejendomme efter statsskattelovens § 4.

Efter § 29, stk. 1, i dødsboskatteloven gælder, at gevinst ved udlodning af aktiver fra et dødsbo medregnes ved opgørelsen af bobeskatningsindkomsten. Som en undtagelse hertil er anført, at dette ikke gælder for gevinst ved udlodning af en erhvervsvirksomhed eller del heraf. Der kan ikke ske succession i aktiver, der udloddes med tab.

Da det som nævnt er en forudsætning, at der er tale om udlodning af fast ejendom, der ville have været omfattet af reglerne om næringsbeskatning i statsskattelovens § 4, er det styrelsens opfattelse, at de pågældende ejendomme må anses for at være en del af omsætningsformuen i afdødes erhvervsvirksomhed.

Under henvisning hertil er det styrelsens indstilling, at de nævnte ejendomme vil kunne udloddes med skattemæssig succession til ægtefællen og de tre børn, jf. § 29, stk. 1, sammenholdt med § 36 i dødsboskatteloven. Det er dog en forudsætning herfor, at der konstateres en gevinst hos dødsboet ved udlodning af de enkelte aktiver eller dele heraf.

Ligningsrådet

tiltrådte indstillingen.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter