Dato for udgivelse
13 Nov 2003 14:38
Dato for afsagt dom/kendelse
23. september 2003
SKM-nummer
SKM2003.494.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
LSR 2-4-1229-0168
Dokument type
Kendelse
Emneord
Foldbolddommer, arbejdsmarkedsbidrag, befordringsgodtgørelse
Resumé
En fodbolddommer modtog ud over honorar for at dømme i de enkelte kampe en udgiftsgodtgørelse for transport til kampene, opgjort i overensstemmelse med Ligningsrådets satser for befordringsgodtgørelse. Der skulle ikke beregnes arbejdsmarkedsbidrag af kørselsgodtgørelserne, idet disse var at anse for kompensation for udgift til transport i forbindelse med hvervet som fodbolddommer, hvor vederlaget for det personlige arbejde var dommerhonoraret for de enkelte kampe.
Reference(r)

Arbejdsmarkedsfondsloven § 7, stk. 1, litra c

Redaktionelle noter
Der er den 20. april 2004 ændret i overskriften og emneordene.

Klagen til Landsskatteretten skyldes, at regionen for indkomstårene 1999 og 2000 har anset A for pligtig at betale arbejdsmarkedsbidrag og bidrag til særlig pensionsopsparing af kørselsgodtgørelse på henholdsvis 25.473 kr. og 28.086 kr. udbetalt af Dansk Boldspil Union (DBU), jf. arbejdsmarkedsfondslovens §§ 7, stk. 1, litra c, og 8, stk. 1, litra e, samt § 17 f i lov om arbejdsmarkedets tillægspension.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren er fuldtidsansat hos B, og at han sideløbende hermed er fodbolddommer i superligaen, der hører under DBU. I forbindelse med sit virke som fodbolddommer har klageren i indkomstårene 1999 og 2000 fået udbetalt henholdsvis 25.473 kr. og 28.086 kr. i kørselsgodtgørelse af DBU. Kørselsgodtgørelsen, der er ydet til dækning af klagerens transportomkostninger mellem bopæl og de forskellige fodboldstadions, hvor han har været dommer, er opgjort i overensstemmelse med Ligningsrådets satser for befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Klageren har om fordelingen af de enkelte kampe i superligaen mellem dommerne oplyst, at dommerne som regel kontaktes telefonisk af DBU, hvorefter dommerne bliver bedt om at dømme konkrete kampe. Der planlægges typisk 2-3 måneder frem. I tilfælde af afbud eller skader sker der løbende ændringer i planerne. Der er ingen skriftlige aftaler mellem DBU og dommerne, men DBU udsender kampprogrammer, hvoraf dommernes navne fremgår. Det er således DBU, der koordinerer og planlægger dommerbesætningen på de enkelte kampe sæsonen igennem.

Klageren har videre oplyst, at den enkelte dommer efter hver kamp sender en opkrævning til DBU, som herefter betaler dommeren efter de takster, der er aftalt med Dansk Fodbolddommer Union (DFU). Samtlige dommere i superligaen aflønnes således efter de samme retningslinier og principper. Herudover modtager dommerne godtgørelse for rejse og eventuel overnatning, ligesom de i en vis udstrækning kompenseres for tabt arbejdsfortjeneste, hvis kampene spilles på en hverdag.

Klageren har i de omhandlede indkomstår været fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Regionen har ved de påklagede ansættelser for indkomstårene 1999 og 2000 anset klageren for pligtig at betale arbejdsmarkedsbidrag og bidrag til særlig pensionsopsparing af kørselsgodtgørelse på henholdsvis 25.473 kr. og 28.086 kr.

Regionen har som begrundelse for afgørelsen bl.a. anført, at personer, der modtager vederlag, honorar eller anden indkomst for personligt arbejde uden for tjenesteforhold, som ikke kan henføres til selvstændig erhvervsvirksomhed, ifølge arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra c, er bidragspligtige, når de samtidig er fuldt skattepligtige til Danmark, og der er tale om arbejde her i landet. Det er regionens opfattelse, at den af DBU udbetalte kørselsgodtgørelse i forbindelse med klagerens virke som dommer i superligaen, er et vederlag/honorar omfattet af arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra c, idet der dels er tale om, at klageren som dommer yder en personlig indsats som modydelse for det modtagne honorar m.m., dels at denne indsats er ydet uden for tjenesteforhold uden, at der dog er tale om egentlig selvstændig erhvervsvirksomhed.

Regionen har videre anført, at det af arbejdsmarkedsfondslovens § 8, stk. 1, litra e, fremgår, at for personer omfattet af § 7, stk. 1, udgør bidragsgrundlaget bl.a. vederlag, honorar eller anden indkomst for personligt arbejde her i landet uden for ansættelsesforhold, som ikke kan henføres til selvstændig erhvervsvirksomhed. Selve bestemmelsens ordlyd indebærer, at det er det modtagne beløb uden reduktion af eventuelle udgifter, der indgår i beregningsgrundlaget.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren for indkomstårene 1999 og 2000 ikke er pligtig at betale arbejdsmarkedsbidrag og bidrag til særlig pensionsopsparing af kørselsgodtgørelse på henholdsvis 25.473 kr. og 28.086 kr.

Repræsentanten har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at arbejdsmarkedsfondsloven sondrer mellem to typer af arbejdsmarkedsbidrag, lønmodtagerbidrag og bidrag for selvstændigt erhvervsdrivende, og at begge persongrupper ikke betaler AM- og SP-bidrag af de nødvendige erhvervsmæssige befordringsudgifter, som afholdes i forbindelse med indkomsterhvervelsen. Det forekommer derfor ikke rigtigt, at honorarmodtagere skal betale AM- og SP-bidrag af kørselsgodtgørelse. Endvidere må arbejdsmarkedsfondslovens § 11, stk. 8, forstås således, at bidragsgrundlaget er lig med den skattepligtige B-indkomst, der skal betales indkomstskat af, og at der således ikke er bidragspligt af kørselsgodtgørelsen, som er skattefri.

Repræsentanten har videre gjort gældende, at klageren ikke har præsteret en personlig arbejdsindsats som modydelse for den i sagen udbetalte skattefri kørselsgodtgørelse, idet der alene er tale om en omkostningsdækning, der modsvarer de udgifter, som klageren har afholdt i forbindelse med hans transportudgifter til de forskellige fodboldstadions, hvor han har været dommer. Endelig er der ikke belæg for regionens fortolkning, hvorefter det af arbejdsmarkedsfondslovens § 8, stk. 1, litra e, skulle fremgå, at det er det modtagne beløb uden reduktion af eventuelle udgifter, der skal indgå i bidragsgrundlaget, idet det fremgår af bestemmelsen, at det er honoraret for det personlige arbejde, der skal betales AM- og SP-bidrag af.

Repræsentanten har yderligere anført, at såfremt klageren skal betale arbejdsmarkedsbidrag af den modtagne befordringsgodtgørelse, vil det indebære, at han beskattes af en fiktiv indtægt, han aldrig har oppebåret. Herved skal forstås, at det er ubestridt, at den i sagen omhandlede befordringsgodtgørelse er udbetalt efter de satser, der er fastsat af Ligningsrådet. Når der henses til den kendsgerning, at satsen skal dække de med den erhvervsmæssige kørsel forbundne driftsudgifter mv., har klageren ved udbetalingen alene fået dækket sine kørselsomkostninger. Derimod har han på ingen måde haft en indtægt, der bør kunne danne grundlag for beregning af arbejdsmarkedsbidrag.

Told- og Skattestyrelsen har overfor Landsskatteretten indstillet den påklagede ansættelse stadfæstet.

Landsskatteretten skal udtale:

Det lægges ved afgørelsen til grund som ubestridt, at klageren i relation til arbejdsmarkedsbidragspligten er honorarmodtager, og dermed omfattet af bestemmelsen i arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra c.

Endvidere lægges det ved afgørelsen til grund, at de omhandlede ydelser, henholdsvis 25.473 kr. for indkomståret 1999 og 28.086 kr. for indkomståret 2000, er ydet efter statens takster, og at de derfor er at anse for en udgiftskompensation.

Bidragsgrundlaget for honorarmodtagere udgøres i henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 8, stk. 1, litra e, af vederlag, honorarer eller anden indkomst for personligt arbejde her i landet uden for ansættelsesforhold, som ikke kan henføres til selvstændig erhvervsvirksomhed.

Retten finder, at de omhandlede ydelser ikke er omfattet af bidragsgrundlaget i arbejdsmarkedsfondslovens § 8, stk. 1, litra e. Der er tale om kompensation for udgift til transport i forbindelse med hvervet som fodbolddommer, hvor vederlaget for det personlige arbejde består af dommerhonoraret for de enkelte kampe.

Den påklagede ansættelse ændres herefter i overensstemmelse med den af repræsentanten nedlagte påstand. Den talmæssige opgørelse overlades til ligningsmyndigheden.