Dato for udgivelse
29 Jan 2010 08:23
Dato for afsagt dom/kendelse
11 Nov 2009 08:49
SKM-nummer
SKM2010.70.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 375/2007
Dokument type
Dom
Emneord
Tekstil, Polen, agentur, provision, overførsel
Resumé

A var agent for to polske tekstilvirksomheder. I indkomståret 1999 blev der fra de to polske virksomheder løbende indsat en række beløb, i alt 706.079,- kr., på hendes bankkonto. Skattemyndighederne beskattede hende af beløbet. A påstod, at pengene tilhørte de polske virksomheder, og at hun derfor ikke skulle beskattes af dem.

Landsretten anførte, at de omstridte beløb var benævnt "other costs" og var overført til As konto fra de polske virksomheder, fra hvilke hun modtog provision, uden at det på nogen måde var markeret, at pengene tilhørte virksomhederne, og uden at pengene var holdt adskilt fra hendes øvrige formue.

Under disse omstændigheder påhvilede det A at godtgøre, at beløbet ikke tilhørte hende.

Agenturaftalerne med de polske virksomheder angav indbyrdes modstridende provisionssatser og dokumenterede ikke, at A alene var berettiget til en provision på 7%. Hendes forklaringer om overførslerne af beløbene til hendes konto var udokumenterede og til dels modstridende. På en betalingsmeddelelse havde hun således med håndskrift anført, at et beløb på ca. 50.000,- kr. var overført til hendes konto for at undgå for stor skat i 1999 i Polen og ville blive reduceret til 0,- kr. ved successive afregninger af hendes provision. På en anden kopi af den samme betalingsmeddelelse havde hun derimod anført, at beløbet var overført til brug for indkøb af en hulmønstermaskine til de polske virksomheder.

I As regnskab var anført en gæld på 368.720,- kr., som ifølge hendes forklaring var gælden til de polske virksomheder. Det fremgik imidlertid ikke af regnskabet, hvorledes dette beløb, som hun angiveligt opbevarede for de polske virksomheder, var anbragt. Hendes og revisorens forklaringer måtte nærmest forstås således, at beløbet indgik som en del af hendes private formue i form af værdipapirer. Renteindtægterne af disse værdipapirer var optaget i regnskabet som en del af hendes kapitalindkomst, og efter det oplyste var der ikke betalt renter til de polske virksomheder.

Navnlig efter disse omstændigheder fandt landsretten ikke, at A havde godtgjort, at det omstridte beløb ikke tilhørte hende og dermed ikke var skattepligtig indtægt. Landsretten frifandt derfor Skatteministeriet.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom i henhold til grundene, dog således at Højesteret nedsatte forhøjelsen med 83.100,- kr. som følge af skattemyndighedernes regnefejl, der for Højesteret var erkendt af Skatteministeriet.

Reference(r)
 Statsskatteloven § 4
Henvisning

Ligningsvejledningen 2010-1 E.A.1.1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 E.B.1.2
Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit C.C.2.1.2.1


Parter

A
(advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Børge Dahl, Jytte Scharling, Thomas Rørdam og Hanne Schmidt.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. afdeling den 26. juni 2007.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sine påstande og har mest subsidiært nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at hendes skatteansættelse for indkomståret 1999 nedsættes med 83.100 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse, idet ministeriet dog anerkender, at As indkomst for indkomståret 1999 nedsættes med 83.100 kr.

Parterne er enige om, at skattemyndighederne som påvist i As påstandsdokument af 20. oktober 2009 har begået en fejl ved opgørelsen af det beløb, der er udbetalt som "other costs", idet et beløb på 92.337 kr. rettelig burde være taget med i opgørelsen som 9.237 kr. Ved fejlen er forhøjelsen af hendes skattepligtige indtægt for 1999 blevet 83.100 kr. for høj.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaringer af A og bankrådgiver MD

A har forklaret bl.a., at de penge, der blev overført fra de polske virksomheder vedrørende "øvrige omkostninger", blev stående på hendes bankkonto. Banken foreslog, at hun skulle investere pengene. Derfor investerede hun i obligationer i sit eget navn. Det var vigtigt, at pengene hurtigt kunne realiseres. Hun betalte ikke renter til de polske virksomheder. De polske virksomheder var underrettet om, at pengene var investeret, og indforstået med, at de ikke fik renter. Hun betalte skat af renterne i Danmark.

Hun ved ikke, hvad beløbet på 730.650 kr., som er medtaget i hendes regnskab for året 1999 under egenkapital som hævninger, vedrører.

MD har forklaret bl.a., at hun kender A gennem sit arbejde i banken, og at hun ikke herudover har haft kontakt med hende.

A kom jævnligt og fik udbetalt større kontante beløb, og de mænd, som hun var i selskab med, kom fra Polen. De havde polske navne og talte polsk indbyrdes og med A. Hun fik udbetalt større kontante beløb og videregav dem til de mænd, der var med. Der var tale om udbetalinger på 50-60.000 kr. pr. gang, nogle gange mere. Der var tale om større beløb, end banken plejer at udbetale. Nogle gange var der måske tale om beløb op til 100.000 kr. Hun husker det ikke helt præcist. Pengene blev udbetalt i danske kroner. A oplyste ikke, hvad pengene skulle bruges til. Pengene blev bare videregivet til de mænd, der var med i banken. Der var to mænd med ad gangen, så de var tre i alt inklusiv A. Måske var der en enkelt gang kun en mand. Det var i hvert fald de samme mænd, der kom hver gang.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, og da det, der er fremkommet for Højesteret, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster Højesteret dommen med den ændring, at As skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 skal nedsættes med 83.100 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes med de ændringer, at forhøjelsen af As skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 skal nedsættes med 83.100 kr., og at sagsomkostningerne for landsretten nedsættes til 40.000 kr.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 40.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a fra hvert sit tidspunkt.