Dato for udgivelse
15 Mar 2011 15:24
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
08 Feb 2011 14:10
SKM-nummer
SKM2011.170.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
6. afdeling, B-2394-09
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsgrundlag + Handel med udlandet og betalingspligtige personer + Fradrag
Emneord
Factoringvirksomhed, inddrivelse, fordringer, opkøb, debitorrisiko, debitorsikring, leveringssted, faktisk, benyttelse, udnyttelse, delvis, fradragsret, rentemarginal
Resumé

Skatteministeriet fik ikke medhold i, at sagsøgerens factoringvirksomhed skulle anses for delvis momsfri forsikringsvirksomhed, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, idet landsretten med henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-305/01 (MKG-Kraftfahrzeuge-Factoring GmbH) fandt, at factoringvirksomheden som sådan udgør momspligtig "inddrivelse af fordringer", jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, der gennemfører momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra d.

Skatteministeriet fik medhold i, at leveringsstedet for sagsøgerens ydelser er Danmark, når debitorerne i henhold til de overdragne fordringer er hjemmehørende her i landet.

Endelig fik ministeriet medhold i, at sagsøgeren ikke i forbindelse med sin opgørelse af deres fradragsret for fællesomkostninger ud fra et nettorenteprincip var berettiget til at modregne renteudgifter til moderselskabet H1.1 A/S i sagsøgerens momsfri omsætning i form af renteindtægter fra indlåns- og udlånsvirksomheden under sagsøgerens indenlandske factoringvirksomhed.

Sagen vedrørte en række andre moms- og lønsumsafgiftsspørgsmål, som ikke var omtvistet for landsretten.

Reference(r)
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra c
Momsloven § 15, stk. 2, nr. 3
Momsloven § 15, stk. 4, nr. 4
Momsloven § 38, stk. 1
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-1 D.A.5.11.6.4
Henvisning
Momsvejledningen 2011-1 E.3.4.9.3
Henvisning
Momsvejledningen 2011-1 E.3.1.5
Henvisning
Momsvejledningen 2011-1 J.2.1.1.2

Parter

H1 A/S
(advokat Tom Kari Kristjánsson)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat David Auken)

Afsagt af landsdommerne

Henrik Gam, Karen Hald og Kirstine Troldborg (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 29. maj 2009 ved byretten og af denne i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, henvist til behandling ved landsretten, drejer sig navnlig om, hvorvidt sagsøgerens ydelser som led i international factoring er delvist momsfritagne, om fastsættelse af leveringsstedet i henhold til momslovens § 15, stk. 4, nr. 4, og om opgørelse af momsfradragsretten i henhold til momslovens § 38, stk. 1.

Sagsøgeren, H1 A/S (herefter selskabet) har nedlagt følgende endelige påstande:

1.

Principalt: Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at selskabets ydelser til udenlandske factoringselskaber i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005 udgør momspligtige ydelser.

   
 

Subsidiært: Skatteministeriet skal anerkende, at selskabet er berettiget til godtgørelse af moms af indkøb anvendt til forsikringsydelser leveret til factoringselskaber etableret uden for EU i henhold til momslovens § 45, stk. 4, i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005, og at opgørelsen af selskabets momstilsvar for perioden hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

   
 

Mere subsidiært: Skatteministeriet skal anerkende, at selskabet er berettiget til i den del af betalingen fra udenlandske factoringsselskaber, som SKAT har anset for forsikringspræmier, at modregne med afgivne forsikringspræmier og udbetalte erstatninger (dog fratrukket genforsikringsdækning) ved opgørelse af momsfradragsretten i henhold til momslovens § 38, stk. 1, i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005, og at opgørelsen af selskabets momstilsvar for perioden hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

   
2.

Principalt: Skatteministeriet skal anerkende, at leveringsstedet for selskabets ydelser i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005 til factoringselskaber, der er etableret uden for EU, ikke er i Danmark.

   
 

Subsidiært: Skatteministeriet skal anerkende, at leveringsstedet for selskabets ydelser i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005 til factoringselskaber, der er etableret uden for EU, ikke er i Danmark, når debitor er etableret uden for Danmark.

   
3.

Skatteministeriet skal anerkende, at selskabet er berettiget til at modregne renteudgifter til pengeinstitutter, herunder H1.1 A/S, i renteindtægter ved opgørelse af momsfradragsretten i henhold til momslovens § 38, stk. 1, i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005.

   
 4. Skatteministeriet skal anerkende, at selskabet i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005 er berettiget til at opgøre lønsumsafgiften i henhold til lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1, såfremt fradragsprocenten i henhold til momslovens § 38, stk. 1, jf. momsbekendtgørelsens § 16, er mindst 50, og at opgørelsen af selskabets lønsumsafgiftstilsvar for perioden hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Skatteministeriet har nedlagt følgende endelige påstande:

Ad 1.

Frifindelse for den principale påstand. Der tages bekræftende til genmæle over for den subsidiære og den mere subsidiære påstand.

   
Ad 2.

Frifindelse for den principale påstand. Der tages bekræftende til genmæle over for den subsidiære påstand.

   
Ad 3.

Frifindelse.

   
Ad 4.

Der tages bekræftende til genmæle.

Sagsfremstilling

Landskatteretten afsagde den 25. marts 2009 følgende kendelse:

"...

Klagen skyldes, at SKAT har anset H1 A/S's (herefter benævnt selskabet) kommissioner fra FCI samarbejdet for at bestå af to hovedbestanddele dels momspligtigt factoringsvederlag dels momsfrit forsikringsvederlag.

SKAT har videre fastsat leveringsstedet til her i landet ved salg til aftagere uden for EU, jf. momslovens § 15, stk. 4, nr. 4.

Videre har SKAT ikke godkendt fradrag for renteudgifter til moderselskabet opstået som led i finansieringen af selskabets udlånsrenter til eksterne kunder.

Endvidere har SKAT truffet afgørelse om, at selskabet skal benytte omsætningsfordelingen, jf. momslovens § 38, stk. 1, til brug for opgørelsen af tidsforbruget, jf. lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4.

Landsskatterettens afgørelse

SKATs afgørelse stadfæstes.

...

Kommissioner

Sagens oplysninger

Selskabet driver factoring virksomhed og er 100 % ejet af og indgår i sambeskatning med Jyske Bank. Selskabet har kalenderåret som regnskabsår.

Selskabet udbyder ydelser dels til indenlandske kunder dels til udenlandske kunder gennem FCI-samarbejdet.

...

Under sagens behandling ved SKAT har selskabet oplyst, at kommissionsydelserne, der udbydes til udenlandske factoringselskaber, består af henholdsvis en forsikring og inddrivelse af fordringer. Det er videre oplyst, at et udenlandsk factoringselskab på sin kundes vegne, udbyder en inddrivelses- og forsikringssag på FCI's interne salgssystem, kaldet "edifactoring". Selskabet overtager ikke fordringerne, men disse stilles til sikkerhed mod, at selskabets kunde får udbetalt 80 % af fordringens værdi på forskud. Til forskel fra indenlandsk factoring sker der ingen belåning af fakturaer, idet fakturabelåning forestås af et andet udenlandsk factoringselskab. Det udenlandske factoringselskab er i praksis selskabets kunde i forbindelse med FCI-kommissionsydelsen. Det udenlandske produktionsselskab vælger denne fremgangsmåde på grund af forsikringsydelsen, og fordi det er lettere for selskabet at inddrive ydelsen på grund af selskabets kendskab til nærmarkedet.

Selskabet har endvidere oplyst, at der ikke foreligger en beregningsmodel for prisfastsættelse af de modtagne kommissionsydelser. Der foreligger dog en intern vejledende pristabel, som anvendes til de mindre transaktioner. For større aftaler fastsættes prisen individuelt via en aftale om en maksimalpris. Typisk afhænger prisen af faktureringernes størrelse og den samlede årsomsætning mellem det udenlandske factoringselskab og selskabet.

Selskabet har genforsikret sin forsikringsforpligtigelse hos G1. Ifølge forsikringsaftalen skelnes der ikke mellem udenlandske og indenlandske forsikringsydelser. Såfremt forsikringsbegivenheden indtræder dækkes 90 % af fakturaværdien. Præmien udregnes som en procentsats af selskabets samlede factoringomsætning til købere, hvor G1 har fastsat et kreditmaksimum.

SKATs afgørelse

SKAT har ved afgørelse af 9. december 2005 truffet afgørelse, hvorefter selskabets momstilsvar i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005 forhøjes med 4.466.148 kr.

Begrebet factoring dækker over belåning af fakturaer samt administration af kundens debitorbogholderi. Den udenlandske ydelse leveret gennem FCI-samarbejdet kan ikke betragtes som factoring, idet selskabet ikke belåner fakturaen, ligesom selskabet heller ikke administrerer det udenlandske factoringsselskabs kundes debitorbogholderi.

Da der ikke er tale om en retslig overdragelse af fakturaerne, foreligger der uægte factoring.

Kommissionsvederlaget og factoringsgebyret er dermed to forskellige ydelser.

De indenlandske factoringsgebyrer vedrører udelukkende administration i forbindelse med belåning af fakturaer, hvorfor der sker en opdeling i momspligtige factoringsgebyr, momsfrie renteindtægter og momsfrie forsikringer, idet sikringsdækningen kan købes som en tillægsydelse af selskabet.

Ved FCI-kommissionen er der tale om en samlet ydelse bestående af factoringsgebyret og sikringsdækningen. Kommissionerne fra FCI samarbejdet består dermed af 2 forskellige hovedydelser, idet der er tale om en momspligtig ydelse vedrørende inddrivelse af en fordring, jf. momslovens § 4, stk. 1 og § 13, stk. 1, nr. 11, litra c) og en momsfri forsikringsydelse, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 10.

Forsikringsydelsen anses for et mål i sig selv og er ikke blot et middel til at udnytte inddrivelsesydelsen på de bedst mulige betingelser. Dette støttes på, at selskabet i forbindelse med indenlandsk factoring mod særskilt betaling tilbyder at tegne en forsikring til imødegåelse af tab, såfremt debitor ikke betaler. Videre har det udenlandske factoringselskab ikke selv mulighed for at udbyde forsikringsydelsen til sine kunder. Der er hos det udenlandske factoringselskab en klar interesse i at sikre betalingen via forsikringsydelsen, idet det udenlandske factoringselskab har en betalingsgaranti overfor sin kunde. Selskabet har oplyst, at selskabet ikke benytter sig af udenlandske factoringselskaber, såfremt det udenlandske factoringselskab ikke tilbyder en forsikringsydelse. I disse tilfælde vælger selskabet enten selv at inddrive fordringen eller meddele sin kunde, at selskabet ikke vil belåne den pågældende faktura.

Forsikringsydelsens selvstændige karakter underbygges endvidere af, at selskabet prisfastsætter kommissionsvederlaget efter omsætningen med det udenlandske factoringselskab samt fakturaens størrelse. Dette indebærer, at selskabet bl.a. indarbejder sin risiko ved sikringsdækning som et af to parametre ved prisfastsættelsen. Omkostningerne ved inddrivelsen indgår derimod ikke som parameter.

Inddrivelsesydelsen anses for et mål i sig selv og ikke blot et middel til at udnytte forsikringsydelsen på de bedst mulige betingelser. Det er herved lagt til grund, at det udenlandske factoringselskab modtager betalingen tidligere end tilfældet er såfremt forsikringen udløses, og at det alt andet lige er i det udenlandske factoringselskabs interesse, at fordringen bliver betalt til tiden.

Leveringsstedet for den momspligtige ydelse skal fastsættes efter reglerne i momslovens § 15, stk. 2-4. Fastlæggelsen af leveringsstedet for selskabets inddrivelse af fordringer skal ske efter momslovens § 15, stk. 2, nr. 3.

Ved salg til afgiftspligtige personer i andre EU-lande skal der derfor ikke opkræves dansk moms, da leveringsstedet ikke er her i landet, jf. momslovens § 15, stk. 4, nr.2.

Ved salg til aftagere udenfor EU er leveringsstedet her i landet og der skal derfor opkræves dansk moms, jf. momslovens § 15, stk. 4, nr. 4, da ydelsen skal anses for udnyttet her. Den udenlandske virksomhed har dog mulighed for, at søge momsen godtgjort efter reglerne i momslovens § 45, stk. 1.

Leveringsstedet for den momspligtige del af kommissionsydelsen er i Danmark, når ydelsen faktisk benyttes her, det vil sige, når inddrivelsen sker hos en virksomhed beliggende her i landet.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt på stand om, at selskabet leverer en ægte factoringsydelse, hvorfor kommissionsvederlaget er et samlet momspligtigt vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c.

Repræsentanten har endvidere nedlagt påstand om, at leveringsstedet for factoringsydelser, som selskabet leverer til factoringsvirksomheder, der er etableret uden for EU, faktisk udnyttes der, hvor den udenlandske factoringsvirksomhed har etableret sin økonomiske interesse. Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at leveringsstedet ikke er Danmark for de fordringer, der vedrører debitorer, der er hjemmehørende uden for Danmark.

For så vidt angår kommissionsvederlaget har repræsentanten bl.a. anført, at hovedformålet med ydelsen er inddrivelse af fordringen. Som en direkte og dertil knyttet ydelse indgår en kreditvurdering og overtagelse af risikoen for misligholdelse at fordringen.

Ifølge Unidroit Convention vedrørende international factoring fra 28. maj 1988 kendetegnes en factoringsaftale ved at være en aftale indgået mellem en leverandør og en factor, hvoraf følger, at leverandøren overdrager en fordring på en kunde til factor, at debitor underrettes om overdragelse af fordringen, og at factor skal udføre mindst to af følgende punkter;

-

finansiere fordringen, inklusiv långivning eller forudbetaling

-

føre kontiene over fordringerne

-

inddrive fordringerne

-

overtage risikoen for debitors misligholdelse af fordringen

Selskabet skal ifølge FCI samarbejdet inddrive fordringerne, samt overtage risikoen for misligholdelsen af fordringerne, hvorfor der foreligger en ægte factoringsydelse, jf. Unidroit Conventions definition af factoring.

Som eksempel kan nævnes, at en kinesisk factoringsvirksomhed, der har overtaget en portefølje af fordringer på debitorer i Europa, vælger at kontrahere med selskabet, der tilbyder at påtager sig at inddrive og bære risikoen på hele porteføljen af fordringer på debitorer i hele Europa. I konceptet ligger der den fordel for den kinesiske factoringvirksomhed, at denne alene har en samarbejdspartner i Europa. Årsagen til at den kinesiske factoringsvirksomhed vælger at lade selskabet overtage risikoen og opgaven med at inddrive fordringen skyldes, at selskabet har nemmere adgang til at kreditvurdere og undersøge forholdene omkring debitor, hvilket skyldes sproglige, kulturelle og andre faktorer. Selskabet foretager en kreditvurdering af debitorerne og aftaler herefter med den kinesiske virksomhed et loft for, hvor stor risiko selskabet vil overtage. Når selskabet overtager risikoen og inddrivelsesopgaven, foregår det som en åben overdragelse, og der bliver denuntieret over for debitor, der herefter alene kan betale med frigørende virkning over for selskabet. Det er aftalt i FCI regi, at selskabets hæftelse for fordringen indtræder ved debitors manglende betaling 90 dage efter den pågældende fordrings forfald.

Kommissionsvederlaget bliver beregnet på baggrund af størrelsen af den potentielle hæftelsesrisiko, som selskabet overtager samt på baggrund af omkostningerne i forbindelse med inddrivelse at fordringerne. Der bliver dermed beregnet ét samlet honorar for ydelsen.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c implementerer momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra d, som fritager transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelser af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer.

EF-domstolen fandt i sag nr. C-305/01 (MKG Kraftfahrzeuge-Factoring GmbH), at ydelser, der består i at overtage opgaven med inddrivelse at fordringer og samtidig overtage risikoen for, at debitor misligholder fordringen (uden regres), er økonomisk virksomhed i momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c's forstand. Herudover fastslår EF-domstolen, at denne form for factoring er momspligtig.

Der henvises i øvrigt til de svenske skattemyndigheders fortolkning af EF- domstolens dom i sag nr. C-305/01 (MKG-Kraftfahrzeuge-Factoring), der støtter det ovenfor anførte.

For så vidt angår leveringsstedet har repræsentanten bl.a. anført, at det skal vurderes, hvor selskabets ydelse kan antages at blive udnyttet, når ydelsen leveres til aftagere etableret uden for EU. Som eksempel kan gives en factoringsvirksomhed i Kina, som har overtaget en fordring fra en kinesisk eksportør, der har solgt varer til en importør i Europa. Selskabet fortager inddrivelsen af fordringen, hvorfor ydelsen leveres til factoringsvirksomheden i Kina. Udnytter den kinesiske factoringsvirksomhed ydelsen i Kina, hvor denne har etableret sin økonomiske interesse og erhvervsmæssige virksomhed med inddrivelse at fordringer, eller udnytter den kinesiske factoringsvirksomhed ydelsen i det land, hvor debitor er etableret for eksempel i Tyskland.

Factoringsydelser leveret af selskabet til aftagere uden for EU vedrørende fordringer på debitorer i Europa. Der er ikke kun tale om debitorer bosiddende i Danmark. Der knytter sig derfor ikke samme tilknytningsmoment til debitors hjemlige forhold, som der gør ved inkassationer, hvor det afhænger af konkret viden om lokal lovgivning. En ikke EU factoringsvirksomhed udnytter inddrivelsesydelsen til brug for sine økonomiske interesser, der består i et retsforhold, som den udenlandske factoringsvirksomhed har med det selskab, som factoringsvirksomheden har overtaget fordringen fra. De ydelser, som selskabet leverer til factoringsvirksomheder, der er etableret uden for EU, faktisk udnyttes der, hvor den udenlandske factoringsvirksomhed har etableret sin økonomiske interesse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Indledningsvis bemærkes det, at selskabet ikke har dokumenteret, at der foreligger overdragelse af fordringerne til eje.

Således som sagen foreligger oplyst for Landsskatteretten indestår fordringshaverne/de udenlandske factoringsselskaber for skyldnerens betalingsevne.

Kommissionsvederlaget er modydelse for dels opgaven med inddrivelse af fordringerne dels en debitorbetalingsgaranti, hvilken dækker ca. 90 % af fordringens pålydende, såfremt debitors betaling udebliver.

Spørgsmålet er, om de enkelte delleverancer skal kvalificeres selvstændigt eller om de skal anses for at udgøre en integreret del af den samlede transaktion, jf. herved EF-domstolens dom i sag nr. C349-/96 (Card Protection Plan Ltd).

Retten finder, at kommissionsvederlaget vedrører dels en momspligtig inddrivelsesydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1 jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, dels en momsfri forsikringsydelse, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 10.

Der er herved bl.a. henset til, at inddrivelsesydelsen må anses for et mål i sig selv, idet fordringshaveren/det udenlandske factoringsselskab får udbetalt 80 % af fordringens pålydende før forfaldstidspunktet, ligesom denne slipper for inddrivelsesopgaven. Ligeledes må debitorsikringsydelsen anses for et mål i sig selv, idet fordringshaveren/det udenlandske factoringsselskab herved sikrer sig mod udeblevne betalinger, hvilket ikke kan anses for blot et middel til at udnytte inddrivelsesydelsen bedst muligt. Der er herved også henset til, at selskabet tilbyder de samme løsninger ved indenlandsk factoring dog mod særskilt betaling, og at selskabets prisfastsættelse af kommissionsvederlaget fastsættes efter omsætningen med det udenlandske factoringsselskab samt fakturaens størrelse.

...

Den momspligtige ydelse, der består i inddrivelse af fordringen anses for omfattet af momslovens § 15, stk. 2, nr. 3.

Af momsloven § 15, stk. 4 følger, at leveringsstedet for ydelsen, der leveres af en afgiftspligtig person her i landet, ikke er her i landet, hvis ydelsen leveres til en afgiftspligtig person i et andet EU-land, jf. nr. 2 eller ydelsen leveres til en aftager uden for EU, medmindre ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes her i landet, jf. nr. 4.

Ved salg til aftagere udenfor EU er leveringsstedet her i landet, såfremt ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes her i landet, jf. § 15, stk. 4, nr. 4. Modsætningsvis er leveringsstedet ikke her i landet, såfremt ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes i et andet EU-land eller i et tredjeland.

SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt, hvilket er tiltrådt af SKAT, Hovedcentret.

Delvis fradragsret

Sagens oplysninger

Selskabet har på et møde med SKAT den 2. marts 2005 spurgt om, hvorvidt selskabet kan anvende SKM2004.464.TSS

"Retningslinier for beregning af pengeinstitutters delvise fradragsprocent efter momslovens § 38, stk. 1."

SKATs afgørelse

SKAT har ved afgørelse af 9. december 2005 truffet afgørelse, hvorefter selskabet, såfremt dets ydelser i forbindelse med indlån og udlån opfylder de samme karakteristika, som gør sig gældende i SKM2004.464.TSS, kan gøre brug af princippet om modregning af renteudgifter i renteindtægterne.

Selskabet kan som udgangspunkt ikke betragtes som en egentlig udlånsvirksomhed i den forstand, som det fremgår af SKM2004.464.TSS. Selskabet findes dog, at drive udlånsvirksomhed for så vidt angår aktiviteten vedrørende belåning af fakturaer i forbindelse med factoringsvirksomheden, hvorfor selskabet kan modregne renteudgifterne til factoringskunder i forbindelse med factoringsaktiviteten i renteindtægterne.

Renteudgifter til for eksempel moderselskabet, som ikke er opstået i forbindelse med indlån, som følge af en aftale om factoring mellem selskabet og moderselskabet, kan derimod ikke modregnes i renteindtægterne. Dermed er renteudgifterne til moderselskabet opstået som led i finansieringen af selskabets udlånsrenter til eksterne kunder, hvorfor der ikke kan indrømmes fradrag i renteudgifterne ved opgørelsen af den delvise fradragsret, da renterne til moderselskabet ikke er en del af selskabets udlånsvirksomhed.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skal benytte nettorenteprincippet ved opgørelsen af den momsfritagne omsætning, og dermed kan modregne samtlige renteudgifter, herunder også renteudgifter til moderselskabet, i renteindtægterne.

Til støtte herfor har repræsentanten bl.a. anført, at ved belåning af de indenlandske fordringer kræves der rådighed over en vis kapital, hvilken tilvejebringes gennem moderselskabet. Selskabets kunder kan have beløb stående i form af ikke hævede beløb på factoringskreditten, disse beløb forrentes som indlån. De hævede beløb på factoringskreditten forrentes som kreditter, og selskabet betaler moderselskabet en fundingrente, hvilken er fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Nettorenten vil herefter udgøre den samlede omsætning, hvorfor det er underordnet om renteudgiften kommer fra indlån, gæld til pengeinstitutter eller anden form for fremmed finansiering.

SKATs udtalelse

Under sagens behandling ved Landsskatteretten har SKAT ved brev af 27. februar 2009 bl.a. udtalt:

"...

at vi finder, at klager kan støtte ret på SKM2004.464.TSS. Vi skal henvise til, at medmindre andet fremgår af særlige bestemmelser, skal ydelser momsmæssigt behandles efter deres art og karakter, og ikke efter, hvem der leverer ydelserne. Konkret skal vi videre henvise til, at SKAT i pkt. 4.2 og 6.2 i SKM2008.553.SKAT har udtalt, at forsikringsvirksomheder kan modregne renteudgifter i forbindelse med indlånsvirksomhed i renteindtægter mv. på samme måde som for pengeinstitutter, jf. SKM2004.464.TSS, pkt. 4.1. SKAT har dog samtidig udtalt, at ved indlånsvirksomhed forstås modtagelse af indlån fra offentligheden. Denne bemærkning i SKM2008.553.SKAT skal forstås i forlængelse af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), hvorefter bl.a. anbringelse af midler og kontokurantkonti er fritaget for moms, jf. momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra d), hvorefter bl.a. anbringelse af midler og løbende konti er fritaget for moms.

Det er således alene renteudgifter i forbindelse med indlånsvirksomhed, der efter SKM2004.464.TSS og SKM2008.553.SKAT kan modregnes i virksomhedens renteindtægter. Derimod kan renteudgifter, der ikke vedrører indlånsvirksomhed, ikke modregnes. I den konkrete sag kan SKAT anerkende, at klager driver indlånsvirksomhed. Der henvises til, at virksomheden i forbindelse med udlånsdelen af sin factoringsvirksomhed også tilbyder sine kunder mulighed for at foretage indlån og for at anvende sine konti hos klager som almindelige "bankkonti". Imidlertid finder SKAT ikke, at klager driver indlånsvirksomhed, når klager selv optager lån hos moderselskabet for at finansiere sine aktiviteter. Der henvises til, at klager i denne forbindelse optræder som en almindelig låntager og ikke som en finansiel tjenesteyder. Der henvises yderligere til, at disse låneforhold ikke er sammenlignelige med de indlånstilbud, som klager tilbyder sine kunder.

SKAT har i den påklagede afgørelse allerede taget højde for, at renteudgifterne i forbindelse med den i forbindelse med udlånsvirksomheden udøvede indlånsvirksomhed kan modregnes i klages renteindtægter. (...)

SKAT skal derfor fortsat indstille, at SKATs afgørelse stadfæstes.

...".

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Told- og Skattestyrelsen har ved SKM2004.464.TSS efter drøftelse med Finansrådet, fastsat retningslinier for, hvorledes pengeinstitutter skal opgøre den samlede omsætning i henhold til momslovens § 38, stk. 1.

SKAT har i nærværende sag anerkendt, at selskabet, uanset at denne ikke driver egentlig udlånsvirksomhed, kan anses for at drive udlånsvirksomhed for så vidt angår aktiviteten med belåning af fakturaer i forbindelse med factoring, hvorfor selskabet kan anvende principperne om modregning af renteudgifter i renteindtægter hidrørende herfra, jf. SKM2004.464.TSS.

Retten finder i overensstemmelse med SKAT, at selskabet ikke kan anses for at udøve aktiviteter, der kan betegnes som en egentlig indlånsvirksomhed.

Retten finder således ikke, at selskabet ved opgørelsen af den momsfritagne omsætning kan modregne samtlige renteudgifter i renteindtægterne, jf. SKM2004.464.TSS, men alene sådanne renteudgifter, der har en direkte og umiddelbar forbindelse til udlåns- /factoringaktiviteten.

SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt, hvilket er tiltrådt af SKAT.

..."

Det fremgår af selskabets hjemmeside, at selskabet inden for national factoring tilbyder hovedydelserne finansiering, administration og debitorsikring. Finansiering består i belåning af udstedte fakturaer med op til 80 % af beløbet inden for 48 timer. Administration består i bogføring og inddrivelse af fakturaerne, herunder ved retslig inkasso. Debitorsikring består i at sikre virksomhederne mod udeblevne betalinger med 90-100 % af fakturaens pålydende. Hovedydelserne sælges enkeltvis med de øvrige ydelser som frivillige tilkøbsydelser, dog således, at der ved salg af finansieringsydelser stilles krav om, at kunden samtidig indgår en administrationsaftale.

Selskabet anvender "Factoring-aftale almindelige bestemmelser 1/2003" ved nationale factoring aftaler. Det fremgår af bestemmelsernes punkt 2, at selskabet tilbyder at finansiere klientens kreditsalg inden for en aftalt beløbsramme mod at få samtlige klientens fakturakrav tiltransporteret. Ifølge punkt 3 er selskabet berettiget til at kræve fakturakrav forsikret, og omkostningerne hertil afholdes af klienten. Hvis klienten ikke er forsikret, indestår klienten ifølge punkt 8 for kundens betalinger, og selskabet betinger sig regres over for klienten for eventuelle tab og omkostninger på overtagne fakturakrav, herunder renter. Hvis selskabet har overtaget kreditrisikoen, indestår klienten for eventuelle tab og omkostninger på overdragne fakturakrav, herunder renter, som følge af berettigede indsigelser fra kunden.

Som eksempel på en national factoringaftale er blandt andet fremlagt aftale af 11. april 2004 mellem selskabet og G2. Det fremgår af aftalen, at selskabets almindelige bestemmelser for factoringaftaler gælder for aftalen, og at factoringaftalen omfatter en finansiering på 80 % af fakturabeløbet med en udlånsrente svarende til Nationalbankens udlånsrente med tillæg af 5,6 % p.a. og en indlånsrente svarende til Nationalbankens udlånsrente med fradrag af 0,75 % p.a. Herudover tilbydes kunden mod særskilt betaling en forsikring på 90 % eller 100 % af fakturabeløbet.

Det fremgår af et fremlagt klientkontoudtog vedrørende selskabets nationale factoringaftaler, at der afregnes særskilt for factoringgebyr, forsikringsgebyr og kreditnotagebyr.

Selskabet indgår desuden i et samarbejde om international factoring med Factors Chain International. Det fremgår af selskabets hjemmeside, at selskabet inden for international import factoring tilbyder sikkerhed for betaling af leverancen samtidig med, at kunden frigøres for administrative problemer ved remburser.

Det fremgår af Factors Chain Internationals hjemmeside, at Factors Chain International blev etableret i 1968 som paraplyorganisation for uafhængige factoringselskaber rundt om i verden, og at det i dag er verdens største factoring netværk. Netværket omfatter 247 factoringvirksomheder fordelt over 66 lande og er involveret i mere end halvdelen af alle internationale factoringaftaler.

Af hjemmesiden fremgår endvidere blandt andet:

"...

Factoring is a complete financial package that combines working capital financing, credit risk protection, accounts receivable bookkeeping and collection services. It is offered under an agreement between the factor and a seller. Under the agreement, the factor purchases the seller's accounts receivable, normally without recourse, and assumes the responsibility for the debtor's financial ability to pay.

...

When export factoring is carried out by members of FCI, the service involves a five or six stage operation.

-

The exporter signs a factoring contract assigning all agreed receivables to an export factor. The factor then becomes responsible for all aspects of the factoring operation.

The export factor chooses an FCI correspondent to serve as an import factor in the country where goods are to be shipped. The receivables are then reassigned to the import factor.

...

 

Once the goods have been shipped, the export factor may advance up to 80% of the invoice value to the exporter.

Once the sale has taken place, the import factor collects the full invoice value at maturity and is responsible for the swift transmission of funds to the export factor who then pays the exporter the outstanding balance.

If after 90 days past due date an approved invoice remains unpaid, the import factor will pay 100% of the invoice value under guarantee.

..."

Af Factors Chain Internationals almindelige aftalebetingelser ("General rules for international factoring") fra juli 2004 fremgår blandt andet følgende:

"...

Article 1 Factoring contracts and receivables

A factoring contract means a contract pursuant to which a supplier may or will assign accounts receivable (referred to in these Rules as "receivables" which expression, where the context allows, also includes parts of receivables) to a factor, whether or not for the purpose of finance, for at least one of the following functions:

-

Receivables ledgering

-

Collection of receivables

-

Protection against bad debts

...

Article 12 Assignment

(i)

The assignment of a receivable implies and constitutes the transfer of all rights and interest in and title to such receivable by any means.

...

Article 16 Definition of credit risk

(i)

The credit risk is the risk that the debtor will fail to pay a receivable in full within 90 days of its due date otherwise than by reason of a dispute.

(ii)

The assumption by the Import Factor of the credit risk on receivables assigned to him is conditional upon his written approval covering such receivables.

Article 17 Approvals and requests for approvals

(i)

Requests of the Export Factor to the Import Factor for the assumption of the credit risk must be in writing and must contain all the necessary information to enable the Import Factor to appraise the credit risk and the normal payments terms.

   
...

 

 

(v)

The approval of a credit line binds the Import Factor to assume credit risks on those receivables up to the approved amount for shipments made before cancellation or expiry date of the line.

...

Article 20 Rights of the Import Factor

(i)

By reason of the assignment to the Import Factor of full ownership of each receivable, the Import Factor shall have the right of bringing suit and otherwise enforcing collection ... and the Import Factor shall have the benefits of all rights and lien, stoppage in transit and all other rights of the unpaid supplier to goods which may be rejected of returned by debtors.

...

Article 21 Collection

(i)

The responsibility for collection of all receivables assigned to the Import Factor rests with him and he shall use his best endeavours promptly to collect all such receivables whether approved or unapproved.

...

Article 24 Payment under guarantee

Except as provided in Articles 25 and 27:

i)

the Import Factor shall bear the risk of loss arising from the failure of the debtor to pay in full any approved receivable on the due date in accordance with the terms of the relevant contract of sale or service; and

(ii)

to the extent that such receivable shall not be paid by or on behalf of the debtor by the 90th day after the due date as described above, the Import Factor shall on such 90th day make payment to the Export Factor ("payment under guarantee").

..."

Af interfactor aftale af 14. september 2005 mellem selskabet og F1 bank, Rusland, som er fremlagt som eksempel på en international factoringaftale, fremgår blandt andet følgende:

"...

1.

Each of the parties hereby subscribes to and agrees to be bound by all of the terms and provisions of the General Rules for International Factoring ("GRIF"), the edifactoring.com Rules and the Rules of Arbitration, all promulgated by the Factors Chain International as formally revised from time to time, subject to the following country modifications:

 

Not applicable.

..."

Selskabet har oplyst, at der ved international factoring beregnes et samlet gebyr for inddrivelse af fordringer og fuld forsikring af debitorrisikoen, hvoraf 90 % genforsikres i G1. Gebyret udgør en procentsats på mellem 0,64 % og 0,84 % af fakturaens pålydende afhængig af FCI-medlemmets årsomsætning hos selskabet.

Det fremgår af en oversigt over fordelingen af selskabets omsætning på debitorer i Danmark, i EU og uden for EU, at mellem 89,32 % og 95,24 % af selskabets omsætning i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005 vedrørte internationalt factoringsamarbejde, hvor klienten er hjemmehørende uden for EU, og debitorerne er hjemmehørende uden for Danmark.

Der er fremlagt dokumenter fra Irland, Storbritannien, Sverige og Tyskland, som viser, at myndighederne i disse lande ved ægte factoring anser såvel inddrivelse som debitorforsikring for at være momspligtig.

Procedure

Selskabet har i det væsentligste gjort følgende gældende:

Ad påstand 1. Momspligt ved international factoring

Til støtte for den principale påstand gøres det gældende, at selskabets ydelse, der består i, at selskabet som led i den indgåede factoringaftale med export factor overtager inddrivelsen og debitorrisikoen knyttet til fordringer i form af de omhandlede ikke-forfaldne fakturatilgodehavender, udgør ægte factoring.

Selskabets ydelse er én momspligtig factoringydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1, sammenholdt med § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, in fine, jf. (dagældende) 6. momsdirektivs artikel 13 B, litra d, nr. 3 in fine, som fortolket ved EU-Domstolens dom af 26. juni 2003 i sag C305/0l, MKG-Kraftfahrzeuge-Factoring GmbH (herefter MKG-dommen).

En factors overtagelse af debitorrisikoen er definerende for ægte factoring. EU-Domstolen har i MKG-dommen afgjort, at overtagelsen af debitorrisikoen ikke udgør en selvstændig forsikringstransaktion. EU-Domstolen har dermed afgjort sagen.

Den praksis fra EU-Domstolen vedrørende blandede transaktioner, som Skatteministeriet påberåber sig, er af samme grund ikke relevant. Det er ikke udtryk for, at EU-Domstolen har overset sin egen omfattende praksis herom, når den har fastslået, at ægte factoring er momspligtig.

Landsrettens afgørelse af sagen er således helt uafhængig af, om selskabets overtagelse af debitorrisikoen teoretisk måtte kunne anses for at indebære et forsikringselement.

Men det kan den ikke, og selv hvis den kunne, ville det ikke udgøre en selvstændig ydelse i forhold til factoringydelsen. EU-Domstolens præmisser efterlader ingen tvivl:

"...

49. På den ene side leverer et factoringselskab ubestrideligt en tjenesteydelse til sin kunde, der i det væsentlige består i at frigøre kunden fra inddrivelsen af fordringer og fra risikoen for misligholdelse af betalingen af fordringer, når det, som i en sådan sag, foretager ægte factoring ved opkøb af fordringer fra sin kunde uden regresret mod denne i tilfælde af misligholdelse.

..."

Domstolen har fremhævet, at ægte factoring i det væsentlige omfatter inddrivelse af fordringer og overtagelse af debitorrisikoen, og at det vederlag, som betales herfor, skal pålægges moms. Landsretten må derfor bortse fra Skatteministeriets synspunkt om, at en ægte factoringydelse kan opdeles i en factoring- og en forsikringsydelse.

Alle EU-lande er forpligtet til at følge MKG-dommen, og selskabet har ikke kendskab til andre lande i EU, hvor myndighederne gør et forsikringssynspunkt gældende.

Afgiftsmyndighederne i Tyskland, Storbritannien, Sverige og Irland anser ægte factoring for at udgøre én momspligtig ydelse.

Det er ikke udtryk for en juridisk kvalifikation, at selskabet benævner overtagelsen af debitorrisikoen som en forsikring af debitorerne, og det er under alle omstændigheder uden betydning for den momsmæssige behandling af factoringydelsen.

Om en fordring er overdraget til eje eller til sikkerhed er uden betydning for den momsmæssige behandling af factors ydelse. Det er udelukkende relevant at konstatere, at selskabet har overtaget inddrivelsen og debitorrisikoen knyttet til de omhandlede fordringer.

Det følger imidlertid utvetydigt af aftalen mellem selskabet og export factor, at fordringerne er overdraget til selskabet til eje.

Til støtte for den subsidiære påstand under påstand 1 gøres det gældende, at hvis landsretten anser factoringydelserne for at indebære en selvstændig forsikringsydelse, så har selskabet under alle omstændigheder ret til godtgørelse af momsen af indkøb anvendt til levering af ydelserne, i det omfang ydelserne er leveret til export factors uden for EU, idet forsikringsydelser er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, og momslovens § 45, stk. 4, som implementerer 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 3, litra c.

Til støtte for den mere subsidiære påstand gøres det gældende, at hvis landsretten finder, at en del af betalingen fra udenlandske factoringselskaber udgør "forsikringspræmier" - og dermed ikke udgør vederlag for momspligtig factoring - er selskabet berettiget til i disse "præmier" at modregne med "afgivne forsikringspræmier" og udbetalte "erstatninger" (dog fratrukket "genforsikringsdækning") ved opgørelse af momsfradragsretten i henhold til momslovens § 38, stk. 1, da det alene er nettopræmieindtægterne, der kan anses for "omsætning" i henhold til momslovens § 38, stk. 1, jf. EU-Domstolens dom af 14. juli 1998 i sag C-172/96, First National Bank of Chicago (herefter First National Bank of Chicagodommen).

Ad påstand 2. Leveringsstedet for international factoring

Overordnet er et internationalt factoringforløb et forløb, hvor ingen af de parter, der leverer varer eller ydelser, er knyttet til Danmark, ud over selskabet selv.

Selskabets ydelse som import factor leveres til en udenlandsk export factor. Export factors ydelse leveres til en udenlandsk sælger. Sælgers vare eller ydelse leveres fra udlandet.

Begrebet "faktisk benyttes eller udnyttes" i momslovens § 15, stk. 4, nr. 4, er et selvstændigt fællesskabsretligt begreb med baggrund i 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 3, litra b.

Almindelige fortolkningsprincipper indebærer, at bestemmelsen i momsloven skal fortolkes strengt, da den er en undtagelsesregel til hovedreglen om, at leveringsstedet ikke er i Danmark ved levering til en aftager uden for EU.

I overensstemmelse hermed er selskabets ydelse benyttet eller udnyttet uden for Danmark, medmindre der foreligger særlige tilknytningsmomenter eller lignende til Danmark. Dette er i overensstemmelse med Landsskatterettens kendelse refereret i SKM2007.161.LSR.

Selskabets ydelse er samlet set én momspligtig leverance, der er knyttet til købet af fordringer fra export factor. Købet frigør export factor fra inddrivelsesopgaven og fra debitorrisikoen, hvilket er factoringydelsens væsentlige elementer.

Den eventuelle faktiske inddrivelse sker på selskabets egne vegne som (ny) kreditor på fordringerne som følge af købet af fordringerne.

For export factor indebærer frigørelsen en administrativ og økonomisk lettelse. En frigørelse udnyttes i sagens natur hos den, der frigøres, dvs. på det sted, hvor den frigjorte - export factor - har de interesser, der lettes ved frigørelsen. Da export factor er uden for EU, er leveringsstedet uden for EU (og ikke i Danmark).

Dette bekræftes af, at selskabets ydelse over for export factor også kan karakteriseres som en forpligtelse til at betale export factor for fordringen. Opfyldelsen af en betalingsforpligtelse sker der, hvor kreditor er hjemmehørende (pengeskyld er bringeskyld).

Ydelserne til export factor har til formål, at export factor opnår betaling. De har udelukkende en økonomisk og administrativ karakter. For udnyttelse af økonomiske og administrative interesser må stedet for den økonomiske og administrative udnyttelse nødvendigvis være afgørende.

Det giver ikke mening, at leverandørens forhold skulle være afgørende for, hvor aftageren udnytter en ydelse, og særligt ikke når denne består i varetagelse af en rent økonomisk og administrativ interesse hos aftageren. Det afgørende må være, hvor udnyttelsesstedet ville være, hvis aftageren selv varetog interessen. Resultatet af en inddrivelsesaftale er, at aftageren får betaling hos sig selv.

Momslovens § 15, stk. 4, nr. 4, ville endvidere miste ethvert indhold for denne type aftaler, hvis leveringsstedet altid var i leverandørens land for leverancer, hvor leverandøren selv bestemmer, hvordan ydelsen skal præsteres.

Selskabets ydelse til export factor består ikke i aktiv inddrivelse, men i overtagelse af export factors risiko for, at en inddrivelse bliver nødvendig.

Ad påstand 3. Opgørelse af momsfradragsretten i henhold til momslovens 38. stk. 1.

Til brug for beregningen af fradragsprocenten efter momslovens § 38, stk. 1, skal den årlige omsætning vedrørende udlånsaktiviteten opgøres, og for at opnå et retvisende billede af omsætningen fra udlånsaktiviteten i denne periode skal den opgøres ud fra en rentemarginal, hvor renteudgifter modregnes i renteindtægter gennem et givet tidsrum.

Dette bekræftes af First National Bank of Chicago-dommen. Det bekræftes desuden af Told- og Skattestyrelsen i SKM2004.464.TSS, hvoraf fremgår, at pengeinstitutter ved opgørelsen af omsætningen skal anvende en rentemarginal, hvor renteudgifterne modregnes i renteindtægterne.

Renteudgifterne kan hidrøre fra gæld til andre pengeinstitutter eller Nationalbanken, obligationer udstedt af pengeinstituttet eller indlån. Et pengeinstitut har adgang til at modregne de samlede "fundingudgifter" i renteindtægterne ved opgørelsen af omsætningen. Et pengeinstitut, der driver factoring, kan altså modregne "fundingrenter" i renteindtægterne fra factoringaktiviteten, herunder renter betalt til andre pengeinstitutter.

H1.1 A/S har placeret sine factoringaktiviteter i selskabet, der er et datterselskab af H1.1 A/S, men dette ændrer ikke karakteren af factoringaktiviteten, og den momsmæssige behandling af en aktivitet beror ikke på, hvem der udøver den, men på, hvad der udøves, og det er derfor uden betydning for opgørelsen af omsætningen, om aktiviteten foregår i et pengeinstitut eller et datterselskab af et pengeinstitut eller et helt tredje selskab.

Det må i sagens natur være uden betydning, om selskabet har tilvejebragt fundingen til udlånsaktiviteten via en factoringkunde eller via et pengeinstitut, ikke mindst da størrelsen af vederlaget for et udlån ikke afhænger af, hvorledes långiveren tilvejebringer den funding, der er nødvendig for at yde det pågældende lån.

Selskabet gør på denne baggrund gældende, at selskabet er berettiget til at modregne renteudgifter til pengeinstitutter i renteindtægter ved opgørelsen af momsfradragsretten i henhold til momslovens § 38, stk. 1.

Selskabets fortolkning bekræftes af forbrugsbegrebet, EU-Domstolens praksis og Told- og Skattestyrelsens meddelelse i SKM2004.464.TSS.

Momssystemet indebærer alene en beskatning af forbrug. Det er således alene en betaling for forbrug, der udgør vederlag i momsmæssig henseende. Heraf følger, at det alene er den del af en renteindtægt, der udgør betaling for forbrug, som er udtryk for vederlag i momsmæssig henseende. Af dette følger, at det alene er den del af en renteindtægt, der udgør betaling for forbrug, som er udtryk for vederlag i momsmæssig henseende.

En renteindtægt består af forskellige elementer:

Indtægten består således for det første af en ren tidsmæssig værdi af penge, der udgør en kompensation for udsættelse af forbrug.

For det andet foreligger der et risikotillæg, der udgør kompensation for kreditrisikoen, dvs. risikoen for, at låntageren misligholder sin betalingsforpligtelse.

Endelig foreligger der betaling for ydelse af lån, hvilket er betaling for forbrug hos låntageren. Det er således alene dette element af en modtaget renteindtægt, der i momsmæssig henseende udgør et vederlag, og som dermed udgør (momsfritaget) omsætning i henhold til momslovens § 38, stk. 1.

Dette er baggrunden for, at det er rentemarginalen, der skal anvendes til opgørelse af omsætningen fra en udlånsvirksomhed, som den selskabet har udøvet.

First National Bank of Chicago-dommen bekræfter, at en rentemarginal, hvor renteudgifter modregnes i renteindtægter gennem et givet tidsrum, udgør et retvisende billede på vederlaget for ydelse af lån i den pågældende periode og dermed omsætningen i henhold til momslovens § 38, stk. 1.

Dommen omhandler valutatransaktioner i form af køb og salg af forskellige valutaer, hvor ydelsen består i selve omvekslingen af valuta og i, at valutahandleren er villig til at indgå sådanne transaktioner i de valutaer, denne har specialiseret sig i. Dommen fastslår, at alene en del af det beløb, som en sælger af valuta modtager, udgør vederlag i momsmæssig henseende, og at vederlaget udgøres af forskellen mellem salgskurser og købskurser i en given periode.

Dommen anvender udtrykket "bruttoresultatet" som udtryk for nettofortjenesten gennem et givet tidsrum.

Nettofortjenesten ved udlånsvirksomhed gennem et givet tidsrum er ganske enkelt rentemarginalen i form af renteindtægter fratrukket renteudgifter. Rentemarginalen er det beløb, som långiver reelt selv kan råde over, og det har i den forbindelse ingen betydning, hvordan renteudgifterne til fundingen af udlånsvirksomheden sammensætter sig. Selskabet er derfor berettiget til at modregne fundingudgifter vedrørende lån fra pengeinstitutter i renteindtægterne.

Selskabets fortolkning bekræftes af Told- og Skattestyrelsens meddelelse SKM.2004.464.TSS, hvori der er udstedt retningslinier for beregning af fradragsprocenten efter momslovens § 38, stk. 1, i forhold til pengeinstitutters ind- og udlånsvirksomhed.

Heraf fremgår blandt andet:

"...

Pengeinstitutternes ind- og udlånsvirksomhed skal ses som et hele, hvor pengeinstituttet dels formidler likviditet fra kunder med overskudslikviditet (indlånskunder) til kunder med underskudslikviditet (udlånskunder), dels påtager sig kreditrisikoen, sådan at indlånskunder stort set friholdes for risiko i forbindelse med indlånet.

Dette fører til, at et pengeinstituts omsætning i forbindelse med ind- og udlån momsmæssigt skal opgøres som rentemarginalen.

Dette er begrundet i, at det kun giver økonomisk mening at udbyde den ydelse, der består i at modtage indlån, hvis de indlånte midler kan anvendes til udlåns- eller investeringsvirksomhed. Indlånsvirksomheden og udlåns-/investeringsvirksomheden må derfor ligge i nødvendig og direkte forbindelse af hinanden, hvorfor omsætningen i momslovens forstand alene kan bestå i det beløb, som den finansielle virksomhed reelt selv kan råde over.

Som anført i EF-domstolens dom i sag C-172/96, First National Bank of Chicago, der omhandlede visse valutatransaktioner, skal omsætningen derfor opgøres som bruttoresultatet for transaktionerne i en given periode. Bruttoresultatet ved indlåns- og udlånsvirksomhed udgøres af det beløb, der i pengeinstituttets regnskab benævnes nettorenteindtægter.

..."

Det regnskabsmæssige begreb "nettorenteindtægter" i pengeinstitutters årsregnskab fremkommer netop ved at modregne pengeinstituttets renteudgifter i dets renteindtægter, jf. den dagældende regnskabsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 12504 af 23. oktober 2001 om regnskabsaflæggelse m.v. for pengeinstitutter, sparevirksomheder og visse kreditinstitutter).

Et pengeinstituts resultatopgørelse skal ifølge § 4, stk. 2, i regnskabsbekendtgørelsen opstilles i overensstemmelse med skemaet FB1. Det fremgår af dette skema, at "nettorenteindtægter" fremkommer ved at modregne "renteudgifter" i "renteindtægter", og ifølge § 43, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, i regnskabsbekendtgørelsen omfatter posten "renteindtægter" bl.a. "renteindtægter hidrørende fra udlån". Om posten "renteudgifter" anføres i § 44, stk. 2, blandt andet, at posten omfatter "alle renteudgifter vedrørende passivposter, herunder renteudgifter m.v. vedrørende gæld til kreditinstitutinstitutter og centralbanker", og i stk. 3, at "renteudgifter" omfatter "renteudgifter m.v. vedrørende indlån".

Ved opgørelsen af "nettorenteindtægter" skal et pengeinstitut således modregne alle fundingrenter, herunder renteudgifter fra andre pengeinstitutter.

Det fremgår af bilag 1 til lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutvirksomhed omfatter udlånsvirksomhed, der omfatter factoring, og et pengeinstitut, der foretager factoring, kan derfor modregne de renteudgifter, der funder denne udlånsvirksomhed, herunder renteudgifter til andre pengeinstitutter, i renteindtægterne.

Ifølge lovens § 24, stk. 2, kan pengeinstitutter drive udlånsvirksomhed gennem datterselskaber, og H1.1 A/S har valgt at placere den udlånsvirksomhed, der består i fakturabelåning, i et datterselskab. Fundingen til brug for selskabets udlånsvirksomhed tilvejebringes via indlån fra factoringkunder og lån fra pengeinstitutter, nøjagtig som hvis factoringaktiviteten var udøvet i H1.1 A/S.

På denne baggrund gøres det gældende, at det også følger af meddelelsen i SKM2004.464.TSS, at selskabet er berettiget til at modregne fundingrenter i form af renteudgifter til pengeinstitutter i renteindtægterne ved opgørelsen af omsætningen.

I forhold til Skatteministeriets anbringende om, at der ikke kan foretages modregning i forhold til fundingrenteudgifter, som ikke er en del af selve indlåns-/udlånsvirksomheden i forhold til factoringkunderne, da der er tale om renteudgifter til tredjemand, der er omsætningsopgørelsen uvedkommende, gøres det gældende, at det ifølge SKM2004.464.TSS ikke er en betingelse for modregningen, at pengeinstituttet har både renteindtægter og renteudgifter i relation til samme kunde. Et pengeinstitut kan modregne renteudgifterne i renteindtægterne uanset grundlaget for renteudgifterne, herunder lån optaget i andre pengeinstitutter.

Den eneste forskel på selskabet og et pengeinstitut er, at selskabet ikke har renteudgifter til indlån fra kunder i samme omfang, som hvis aktiviteten havde været udøvet i et pengeinstitut, og selskabet har derfor i højere grad fundet udlånsvirksomheden ved lån. Udlånsvirksomheden knyttet til factoringvirksomheden er imidlertid den samme.

Skatteministeriets synspunkt er i strid med det neutralitetsprincip, som følger af momssystemets fradragsordning, og som blandt andet indebærer, at identiske transaktioner eller sammenlignelige transaktioner, som konkurrerer indbyrdes, skal behandles ens.

Ad påstand 4. Lønsumsafgift.

Der er enighed om, at den lønsumsafgiftspligtige del af selskabets aktiviteter skal opgøres efter en omsætningsfordeling i overensstemmelse med lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, dvs. en fordeling, der svarer til forholdet mellem omsætningen i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede omsætning i det pågældende indkomstår.

Spørgsmålet om, hvorvidt selskabets hovedaktivitet anses for at være finansiel virksomhed i lønsumsmæssig henseende, og dermed spørgsmålet om, hvorvidt selskabet skal opgøre afgiftsgrundlaget i henhold til lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1 eller stk. 2, afhænger af, om selskabets fradragsprocent for moms efter momslovens § 38, stk. 1, jf. momsbekendtgørelsens § 16, i et regnskabsår udgør mindst 50 %.

Spørgsmålet om, hvorvidt fradragsprocenten for selskabet er mindst 50 %, beror på landsrettens afgørelse vedrørende påstand 1 og 2.

Sagen bør derfor hjemvises til SKAT til fornyet opgørelse af selskabets lønsumsafgiftstilsvar på grundlag af de principper, der følger af landsrettens dom.

Skatteministeriet har i det væsentligste gjort følgende gældende:

Ad påstand 1. Momspligt ved international factoring.

Til støtte for frifindelsespåstanden over for selskabets principale påstand under påstand 1 gøres det gældende, at selskabets ydelser i henhold til interfactor-aftaler leveret til udenlandske factoringselskaber inden for FCI-samarbejdet i momsmæssig henseende skal anses for selvstændige og opdelelige ydelser, der dels består i momspligtige factoringydelser (inddrivelsesydelser, debitoradministrationsydelser), som er omfattet af momspligten efter momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 13, stk. 1, nr. 11, litra c (der svarer til 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d, nr. 3, nu momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra d), dels momsfritagne forsikringsydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 10 (der svarer til 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra a, nu momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra a), i form af kreditforsikringsvirksomhed.

Det gøres endvidere gældende, at der ikke er noget grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn, hvorefter halvdelen af de oppebårne kommissioner er anset for vederlag for de momspligtige inddrivelses- og administrationsydelser, mens den anden halvdel er anset for vederlag for de momsfrie forsikringsydelser, idet skønnet hverken er udøvet på et urigtigt grundlag eller har ført til åbenbart urimelige resultater for sagsøgeren.

EU-Domstolen har i flere domme taget stilling til den momsmæssige behandling af sammensatte ydelser. I dom af 11. juni 2009 i sag C-572/07, Tellmer Property, har Domstolen senest sammenfattet retsstillingen med hensyn til den momsmæssige behandling af sammensatte ydelser:

"...

17. For det andet fremgår det af sjette direktivs artikel 2, at hver enkelt transaktion sædvanligvis bør anses for en særskilt og uafhængig transaktion (jf. dom af 21.2.2008, sag C-425/06, Part Service, Sml. I, s. 897, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

18. I øvrigt skal en række ydelser, der formelt set er særskilte og kan leveres enkeltvis, og som dermed kan danne grundlag for særskilt afgiftspålæggelse eller afgiftsfritagelse, i visse tilfælde anses for at udgøre en enkelt transaktion, såfremt ydelserne ikke er uafhængige af hinanden. Dette er f.eks. tilfældet, når det er konstateret, at en eller flere ydelser udgør en hovedydelse, og at den eller de øvrige ydelser udgør en eller flere sekundære ydelser, der afgiftsmæssigt følger hovedydelsen. En ydelse skal navnlig anses for sekundær i forhold til en hovedydelse, når den for kunderne ikke udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser (Part Service-dommen, præmis 51 og 52 og den deri nævnte retspraksis).

19. Der er ligeledes tale om en enkelt transaktion, når to eller flere omstændigheder eller handlinger, som en afgiftspligtig person leverer, er så nært forbundet, at de objektivt set udgør en enkelt, udelelig ydelse, som det ville være kunstigt at opdele (Part Service-dommen, præmis 53).

..."

I nærværende sag udgør forsikringsydelsen et selvstændigt mål i sig selv for eksportfactoren, der indgår aftale med selskabet, i forhold til inddrivelsesydelsen og debitoradministrationen. Eksportfactoren har således i henhold til den bagvedliggende factoringaftale med eksportøren selv mod vederlag påtaget sig en kreditrisiko over for eksportøren for debitorernes betalingsevne, som eksportfactoren herefter afdækker (genforsikrer) ved interfactoraftalen med sagsøgeren.

Kreditforsikringen og vilkårene om garantibetalinger ("payments under guarantee") er således et selvstændigt hovedelement i importfactoringaftalen og i FCI's almindelige regler for international factoring (GRIF), som interfactor-aftalen mellem eksportfactoren og selskabet normalt er underlagt. Kreditforsikringsdelen af aftalen indgår således også som et selvstændigt element i selskabets priskalkulation. Ved indenlandsk factoring betragter selskabet i øvrigt selv kreditforsikringen som en særskilt tilkøbsydelse for factoringkunderne, som kunderne opkræves et særskilt vederlag for, hvis de ønsker denne ydelse oven i debitoradministrationen og inddrivelsesydelserne.

Den omstændighed, at selskabet fakturerer et samlet vederlag for sine ydelser til de udenlandske eksportfactorselskaber (kommissionen) er ikke ensbetydende med, at der er tale om én samlet og uopdelelig ydelse, når de faktiske omstændigheder viser, at aftagerne af ydelserne ønsker at erhverve flere særskilte ydelser, nemlig dels en inddrivelsesydelse, dels en kreditforsikringsydelse, jf. EU-Domstolens dom i sag C-349/96, Card Protection Plan Ltd. I nærværende sag er der ikke tale om ydelser, som er uadskillelige, og som det ville være kunstigt at opdele. I princippet kunne kreditforsikringsydelserne være leveret af tredjemand, herunder af et kreditforsikringsselskab, i stedet for af importfactoren. Således har selskabet også selv afdækket sin risiko ved en genforsikringsaftale med kreditforsikringsselskabet G1.

Det gøres endvidere gældende, at det er uden betydning for den momsmæssige behandling af selskabets importfactoringydelser, om disse kvalificeres som "ægte" factoring (dvs. overdragelse af fakturaer til eje med overtagelse af risikoen for kundernes betalingsevne) eller "uægte" factoring (belåning af fakturaer uden overtagelse af debitorrisikoen, men med mulighed for tilkøb af debitorforsikring). MKG-dommen, der vedrørte "ægte" factoring, tager ikke stilling til, om der kan ske en opdeling af ydelserne i en importfactoringkontrakt i henholdsvis momspligtige inddrivelsesydelser og momsfritagne forsikringsydelser (kreditforsikringsydelser). Denne dom er derfor ikke afgørende for resultatet i nærværende sag.

Sagen vedrørte spørgsmålet, om der ved "ægte" factoring er tale om leverancer mod vederlag i 6. momsdirektivs forstand omfattet af momssystemets anvendelsesområde, og om "ægte" factoring i givet fald skulle være momsfritaget efter reglen om momsfritagelse for visse transaktioner vedrørende betalinger, overførsler, fordringer mv. i direktivets artikel 13, punkt B, litra d, nr. 3, eller momspligtig som omfattet af begrebet "inddrivelse af fordringer" i samme bestemmelses sidste led.

Domstolen fastslog, at factoringvirksomhed som den i sagen omhandlede var omfattet af momsens anvendelsesområde.

Herefter tog Domstolen stilling til, om "ægte" factoring skulle anses for momsfritaget eller momspligtig virksomhed som omfattet af begrebet "inddrivelse af fordringer". Domstolen fastslog, at factoring efter sin objektive natur har inddrivelse og opkrævning af tredje- mands fordringer som hovedformål, og at factoring derfor blot må anses for at være en variant af det mere generelle begreb "inddrivelse af fordringer" i direktivet. Tilsvarende præmisser fremgår af Domstolens dom af 28. oktober 2010 i sag C-175/09, AXA UK.

Domstolen har dog som nævnt ikke med dommen i MKG-sagen fastslået, at ydelserne i en importfactoringaftale - hvad enten der er tale om "ægte" eller "uægte" factoring - ikke i momsmæssig henseende skulle kunne opdeles i en momspligtig inddrivelsesydelse og en momsfritaget kreditforsikringsydelse. MKG-dommen vedrørte således alene fortolkningen af ordlyden af fritagelsesbestemmelsen i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d, nr. 3, og rækkevidden af ordene "inddrivelse af fordringer" i forhold til de foregående led i nr. 3, og ikke direktivets artikel 13, punkt B, litra a, der vedrører forsikringstransaktioner. Det afgørende for den momsmæssige bedømmelse af selskabets ydelser er således principperne fastslået ved dommen i CPP-sagen og de tilsvarende domme i Levob-sagen (dom af 27. oktober 2005 i sag C-41/04), Part Service-sagen (dom af 2l. februar 2008 i sag C-425/06), sagen vedrørende Aktiebolaget NN (dom af 29. marts 2007 i sag C-111/05) og Tellmer Property-sagen.

Skatteministeriet tager bekræftende til genmæle over for de subsidiære påstande under påstand 1.

Ad påstand 2. Leveringsstedet for international factoring.

Til støtte for frifindelsespåstanden over for selskabets principale påstand gøres det gældende, at selskabets momspligtige importfactoringydelser (inddrivelsesydelserne) har momsmæssigt beskatningssted her i landet, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 15, stk. 2, nr. 3, jf. § 15, stk. 4, nr. 4, eftersom den faktiske benyttelse eller udnyttelse af ydelserne er her i landet, når debitorerne er danske. I disse tilfælde foretages administrationen og den faktiske inddrivelse af fordringerne her i landet, hvorfor transaktionerne overvejende har tilknytning til Danmark.

Det bestrides, at benyttelses- eller udnyttelsesstedet skulle være i eksportfactorselskabernes hjemlande i denne situation. Der kan således ikke lægges afgørende vægt på stedet for den økonomiske udnyttelse af ydelserne, eftersom dette ville føre til, at beskatningsstedet altid ville ligge uden for Danmark efter lovbestemmelsen, jf. herved SKM2006.203.VLR.

Det faktiske benyttelses- eller udnyttelsessted i nærværende sag er dér, hvor inddrivelsesydelserne rent faktisk tilrettelægges, koordineres, iværksættes og gennemføres, dvs. dér hvor både selskabet og debitorerne er hjemmehørende.

Skatteministeriet anerkender derimod, at leveringsstedet ikke er her i landet i de tilfælde, hvor debitorerne er hjemmehørende uden for Danmark. Sagsøgte tager derfor bekræftende til genmæle over for selskabets subsidiære påstand under påstand 2.

Ad påstand 3. Opgørelse af momsfradragsretten i henhold til momslovens § 38, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden over for selskabets påstand 3 gøres det gældende, at selskabet ved opgørelsen af sin momsfrie omsætning i form af renteindtægter fra udlånsvirksomheden under den indenlandske factoringvirksomhed ikke kan modregne renteudgifter til H1.1 A/S, eftersom disse renteudgifter ikke direkte kan henføres til indlåns- og udlånsaktiviteten under factoringvirksomheden. Selskabet er derfor ikke berettiget til at benytte nettorenteprincippet i henhold til SKM2004.464.TSS ved opgørelsen af sin momsfrie omsætning fra factoringvirksomheden.

Udgangspunktet i momslovens § 38, stk. 1, er, at virksomhedens samlede indtægter skal medregnes ved opgørelsen af virksomhedens samlede omsætning. § 38, stk. 1, indeholder en opregning af de undtagelser, der er til hovedreglen. Da fundingrenter ikke er nævnt her, er der ikke hjemmel til modregning.

De eneste renteudgifter, som kan reducere renteindtægterne ved opgørelsen af selskabets momsfrie omsætning fra udlånsaktiviteten under fakturabelåningsvirksomheden, er de indlånsrenter, som selskabet betaler til indenlandske factoringkunder, der har en sikringskonto hos selskabet i forbindelse med factoringaftalen, f.eks. i tilfælde, hvor trækket på kontoen er mindre end de indbetalinger, som debitorerne måtte have indbetalt på kontoen. SKAT har ved opgørelsen af omsætningen taget højde for disse indlånsrenter, som selskabet har krediteret factoringkunderne.

Det bestrides, at den manglende modregning af renteudgifterne til H1.1 A/S skulle være i strid med vederlagsbegrebet i momslovens § 27, stk. 1, jf. den bagvedliggende bestemmelse i 6. momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a.

Nettorenteprincippet i meddelelsen i SKM2004.464.TSS er baseret på principperne i First National Bank of Chicago-dommen, der vedrørte fortolkningen af bestemmelsen om beskatningsgrundlaget i 6. momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a, i relation til visse valutatransaktioner. Der var i sagen tale om særlige spothandler eller terminsforretninger, der afvikledes ved differenceafregning. Spørgsmålet var, hvad der var beskatningsgrundlaget for resultatet af disse valutatransaktioner, der bestod i forskellen mellem købs- og salgskurserne på de underliggende valutaer.

Domstolen fastslog, at beskatningsgrundlaget efter direktivet ("modværdien") skulle fastlægges efter, hvilket beløb banken reelt selv kunne råde over som modydelse for sin tjenesteydelse i forbindelse med valutaomvekslingstransaktionen. Domstolen fastslog, at det beløb, som banken reelt kunne råde over, udgjordes af bruttoresultatet af transaktionerne gennem et givent tidsrum. Med udgangspunkt i princippet i dommen fastslås det i SKATs meddelelse fra 2004 om pengeinstitutternes opgørelse af deres delvise fradragsret for moms, at det alene er rentemarginalen ved udlåns- og indlånsvirksomheden under ét, der er beskatningsgrundlaget for moms, dvs. bankens nettorenteindtægter.

Overført til nærværende sag er det alene selskabets nettorenteindtægter fra selve udlånsvirksomheden - efter fradrag af de betalte indlånsrenter til factoringkunderne - der indgår i den momsmæssige (her momsfritagne) omsætning. Renteudgifterne til H1.1 A/S, som ikke er en del af selve indlåns-/udlånsvirksomheden i forhold til factoringkunderne, kan derimod ikke modregnes i omsætningen, da der er tale om renteudgifter til tredjemand, der er omsætningsopgørelsen uvedkommende. Låneoptagelsen hos moderselskabet H1.1 A/S er således ikke en del af indlånsvirksomheden, hvorfor renteudgifterne til banken ikke kan reducere den momsfrie omsætning.

Ad påstand 4. Lønsumsafgift.

Der tages bekræftende til genmæle over for påstand 4.

Rettens begrundelse og resultat

Påstand 1. Momspligt ved international factoring

EU-Domstolen har i MKG-dommen lagt til grund, at ydelsen ved ægte factoring i det væsentligste består i, at factoringvirksomheden frigør sin kunde fra selv at inddrive fordringen og fra risikoen for misligholdelse, samt at vederlaget består i forskellen mellem fordringens pålydende værdi og det beløb, som factoringvirksomheden betaler for fordringen. Domstolen har i samme sag lagt til grund, at økonomisk virksomhed, der består i, at en erhvervsdrivende opkøber fordringer med overtagelse af tabsrisikoen og som modværdi fakturerer sine kunder et gebyr, udgør "inddrivelse af fordringer", således som udtrykket er anvendt i det dagældende 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 3, in fine, og derfor er udelukket fra den fritagelse, der er indført ved bestemmelsen.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, in fine, er fastsat i overensstemmelse med det dagældende 6. momsdirektiv og svarer til direktivets artikel 13, punkt B, litra d), nr. 3, in fine.

I overensstemmelse hermed fremgår det af momsvejledning 2010, punkt D.11.11.6.5 Fordringer, at transaktioner, der består i, at en factoringvirksomhed opkøber fordringer med overtagelse af tabsrisikoen og fakturerer sine kunder et gebyr for den ydelse til sælger, der består i at frigøre kunden (sælger af fordringen) fra inddrivelsen af fordringer og fra risikoen for misligholdelse af betalingen, udgør "inddrivelse af fordringer" og er derfor udelukket fra fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, in fine.

Det er uomtvistet, at selskabets deltagelse i internationalt factoringsamarbejde i den omhandlede periode foregik gennem factoringnetværket Factors Chain International (FCI).

Det fremgår af FCI's hjemmesides beskrivelse af international factoring, at factoring ydelsen både omfatter inddrivelse og debitorsikring, og at den indebærer, at factoringvirksomheden køber sælgerens fakturafordringer, at dette normalt sker uden regresret, og at factoringvirksomheden overtager debitorrisikoen.

Det fremgår endvidere af artikel 12 i FCI's almindelige aftalebetingelser (General Rules for International Factoring), at alle rettigheder til, interesse i og adkomst til fordringerne overdrages til import factor. Ifølge artikel 20 sker der overdragelse af fuldt ejerskab over fordringen til import factor, og ifølge artikel 24 skal import factor bære den fulde debitorrisiko og senest 90 dage efter overdragelsen af fordringen skal betale export factor.

Det fremgår endvidere af aftalen mellem selskabet og F1 bank, at parterne er enige om at være bundet af FCI's almindelige aftalebetingelser (General Rules for International Factoring).

Endelig har selskabet oplyst, at der ved international factoring beregnes et samlet gebyr for inddrivelse af fordringer og forsikring af debitorrisikoen.

Landsretten finder herefter, at det kan lægges til grund, at selskabets ydelse i forbindelse med international factoring består i at overtage inddrivelsen af og debitorrisikoen for fordringerne, at selskabet i den forbindelse får overdraget fordringerne til eje, at selskabet til gengæld modtager et vederlag, og at der således ikke er tale om selvstændige og opdelelige ydelser, men om ydelser som i overensstemmelse med MKG-dommen i momsmæssig henseende skal anses som én samlet ydelse, der er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, in fine, og er momspligtig.

Skatteministeriet skal således anerkende, at selskabets ydelser til udenlandske factoringselskaber i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005 udgør momspligtige ydelser.

Påstand 2. Leveringssted.

Selskabets factoringydelser til factoringselskaber, der er etableret uden for Danmark, er omfattet af momslovens § 15, stk. 2, nr. 3.

Fastlæggelsen af leveringsstedet for ydelserne beror på en konkret vurdering af, hvor selskabets factoringydelser primært blev benyttet eller udnyttet, jf. momslovens § 15, stk. 4, nr. 4,jf. stk. 2, nr. 3.

Det må lægges til grund, at selskabets ydelser til factoringselskaber, der var etableret uden for Danmark, hovedsageligt bestod i inddrivelse af fordringer hos debitorerne og i overtagelsen af debitorrisikoen.

Inddrivelse af fordringer forudsætter, at der holdes en løbende kontakt med de enkelte debitorer og, om nødvendigt, at der tages skridt til retslig inkasso. Kontakten med debitorerne og eventuelle retslige skridt med henblik på inddrivelse af skyldige beløb skal ske der, hvor debitorerne er hjemmehørende. I forhold til de debitorer, der var etableret i Danmark i den relevante periode, må det herefter lægges til grund, at den faktiske benyttelse og udnyttelse af factoringydelsen fandt sted i Danmark, og at leveringsstedet derfor var i Danmark.

Skatteministeriet frifindes herefter for selskabets principale påstand i påstand 2.

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle over for selskabets subsidiære påstand under påstand 2.

Påstand 3. Opgørelse af momsfradragsretten i henhold til momslovens 38, stk. 1.

Efter momslovens § 38, stk. 1, som er fastsat på baggrund af dagældende 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 5, og artikel 19, kan der for varer og ydelser, som en registreret virksomhed anvender både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til andre formål i virksomheden, foretages fradrag for den del af afgiften, der forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den registreringspligtige del af virksomheden.

Det er som hovedregel virksomhedens samlede indtægter, der skal medregnes ved opgørelsen af den samlede omsætning til brug for beregningen af delvis fradragsret.

Efter § 38, stk. 1, 2. pkt., skal der dog ved opgørelsen af omsætningen ses bort fra omsætningsbeløb, der vedrører en række nærmere specificerede investeringsgoder, bitransaktioner og passiv kapitalanbringelse samt renter fra købekontrakter og kreditkøbsaftaler.

De i sagen omhandlede renteudgifter til pengeinstitutter, herunder H1.1 A/S, er ikke omfattet af undtagelserne i § 38, stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår endvidere af § 38, stk. 4, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelsen af den delvise fradragsret efter stk. 1 og stk. 2.

Der er på baggrund heraf ved SKM2004.464.TSS fastsat retningslinier for pengeinstitutters delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1. Det fremgår heraf, at omsætningen i forbindelse med ind- og udlån momsmæssigt skal opgøres som rentemarginalen. Der er herved lagt vægt på, at pengeinstitutternes ind- og udlånsvirksomhed skal ses som et hele, hvor pengeinstituttet dels formidler likviditet fra kunder med overskudslikviditet (indlånskunder) til kunder med underskudslikviditet (udlånskunder) dels påtager sig kreditrisikoen, sådan at indlånskunder stort set friholdes for risiko i forbindelse med indlånet. Der er endvidere lagt vægt på, at det alene giver økonomisk mening at udbyde den ydelse, der består i at modtage indlån, hvis de indlånte midler kan anvendes til udlåns- eller investeringsvirksomhed. Indlånsvirksomheden og udlåns-/investeringsvirksomheden må derfor ligge i nødvendig og direkte forbindelse af hinanden, hvorfor omsætningen i momslovens forstand alene kan bestå i det beløb, som den finansielle virksomhed reelt selv kan råde over.

Landsretten finder ikke, at renteudgifterne til H1.1 A/S kan modregnes i selskabets nettorenteindtægter fra udlånsvirksomheden til factoringkunderne efter retningslinierne i SKM2004.464.TSS.

Landsretten har herved lagt vægt på, renteudgifterne til H1.1 A/S ikke er en del af selskabets ind- og udlånsvirksomhed i forhold til factoringkunderne. Der er derfor ikke en sådan direkte forbindelse til selskabets omsætning i forbindelse med ind- og udlån til factoringkunderne, at der er grundlag for anvende nettorenteprincippet. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at anvendelsen af nettorenteprincippet er en undtagelse til hovedreglen i momslovens § 38, stk. 1, hvilket taler imod en udvidende fortolkning af mulighederne for princippets anvendelse. Landsretten finder ikke, at First National Bank of Chicago-dommen, som vedrørte forskellen mellem købs- og salgskurserne ved en banks valutatransaktioner med bankens kunder, kan føre til et andet resultat.

Skatteministeriet frifindes derfor for selskabets påstand 3.

Påstand 4. Lønsumsafgift.

Da Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle over for selskabets påstand 4, afsiges der dom i overensstemmelse hermed.

Sagsomkostninger.

Da hver af parterne for en del har tabt og for en del vundet sagen, jf. retsplejelovens § 313, bestemmes, at hver part skal bære egne udgifter til advokat, og at udgifterne til udarbejdelse af ekstrakt og materialesamling på i alt 4.864 kr. og de samlede retsafgifter på 4.000 kr., der er afholdt af H1 A/S, deles lige mellem parterne.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgeren, H1 A/S', ydelser til udenlandske factoringselskaber i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005 udgør momspligtige ydelser.

Skatteministeriet skal anerkende, at leveringsstedet for H1 A/S' ydelser i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005 til factoringselskaber, der er etableret uden for EU, ikke er Danmark, når debitor er etableret uden for Danmark.

Skatteministeriet frifindes for at skulle anerkende, at H1 A/S er berettiget til at modregne renteudgifter til pengeinstitutter, herunder H1.1 A/S, i renteindtægter ved opgørelse af momsfradragsretten i henhold til momslovens § 38, stk. 1, i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005.

Skatteministeriet skal anerkende, at H1 A/S i perioden 1. oktober 2002 til 31. august 2005 er berettiget til at opgøre lønsumsafgiften i henhold til lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1, såfremt fradragsprocenten i henhold til momslovens § 38, stk. 1, jf. momsbekendtgørelsens § 16, er mindst 50, og at opgørelsen af selskabets lønsumsafgiftstilsvar for perioden hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Skatteministeriet skal i sagsomkostninger inden 14 dage betale 4.432 kr. med tillæg af moms til H1 A/S.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter