Dato for udgivelse
24 Mar 2011 12:30
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Mar 2011 11:01
SKM-nummer
SKM2011.207.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
10-135977
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momspligt
Emneord
grænsehandel, transport, fjernsalg, involvering, træpiller
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at spørger kan sælge træpiller fra sit tyske lager uden dansk moms via selskabets danske hjemmeside og modtage betaling herfor med betalingskort eller bankoverførsel til selskabets danske bankkonto. Skatterådet kan endvidere bekræfte, at spørger kan foretage en henvisning til en ekstern fragtmand i forbindelse med modtagelsen af bestillingen af varer, hvor kunden betaler direkte til fragtmanden, uden at dette medfører afregning af dansk moms på de solgte varer. Skatterådet bemærker dog, at besvarelsen ikke udelukker, at SKAT efterfølgende på baggrund af yderligere tilvejebragte oplysninger om de konkret foretagne transaktioner konstaterer, at der efter en samlet helhedsbedømmelse af transaktionerne, eller eventuelt ud fra misbrugsbetragtninger, er tale om fjernsalg, og dermed skal afregnes dansk moms.

 

Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørgers tyske filial, efter ordremodtagelse fra en dansk kunde, kan bestille træpillerne fra en polsk fabrikant til levering direkte til den danske kunde, uden fysisk at have været på den tyske filials lagerplads, uden afregning af dansk moms.

 

Reference(r)
Momsloven § 14, stk. 1.
Henvisning
Momsvejledningen 2011-1, afsnit E.2.2.2.

Spørgsmål:

  1. Kan det bekræftes, at spørger kan sælge træpiller fra sit tyske lager uden dansk moms via selskabets danske hjemmeside og modtage betaling herfor med betalingskort eller bankoverførsel til selskabets danske bankkonto?
  2. Kan det bekræftes, at spørger kan foretage en henvisning til en ekstern fragtmand i forbindelse med modtagelsen af bestillingen af varer, hvor kunden betaler direkte til fragtmanden, uden at dette medfører afregning af dansk moms på de solgte varer?
  3. Kan det bekræftes, at spørgers tyske filial, efter ordremodtagelse fra en dansk kunde, kan bestille træpillerne fra en polsk fabrikant til levering direkte til den danske kunde, uden fysisk at have været på den tyske filials lagerplads, uden afregning af dansk moms?

Svar:

1-2. Ja - se begrundelsen
3. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger sælger træpiller til både private og virksomheder, endvidere sælger og vedligeholder selskabet kedler, stokere og stokeranlæg.

Spørger planlægger at udvide selskabets aktiviteter med en filial i Tyskland, som primært skal sælge træpiller til private danske forbrugere. I denne forbindelse ønsker spørger at indgå en samarbejdsaftale med et lagerhotel eller lignende i Tyskland som herefter skal stå for selve lagerhandlingen (modtagelse og udlevering af varer).

Salget skal foregå via selskabets hjemmeside, hvor køberen af træpillerne on-line kan vælge om levering skal foregå fra selskabets hovedkontor i Danmark med dansk moms eller fra filialen i Tyskland med tysk moms. Såfremt køberen vælger at købe træpillerne fra selskabets filial i Tyskland, sker følgende;

1) Betaling

Betaling af købet i Tyskland sker via betalingskort (Dankort/Visa) eller med bankoverførsel til selskabets bankkonto i Danmark ved ordreafgivelse.

2) Levering/afhentning

I forbindelse med bestillingen bliver kunden spurgt, om træpillerne ønskes leveret eller om de ønskes afhentet i Tyskland. Såfremt kunden ønsker varen leveret, bliver der henvist til en fragtmand for det pågældende område i Danmark.

Data for fragten overføres herefter fra selskabets hjemmeside til fragtmanden, og kunden betaler via betalingskort (Dankort/Visa) eller ved bankoverførsel for fragten direkte til den pågældende fragtmand. Spørger henviser således alene til en given fragtmand, men står ikke selv for leveringen af varen.

Kunden kan vælge selv at afhente varerne og kan vælge at anvende et andet transportfirma, et det spørger henviser til på hjemmesiden.

Træpillerne bliver fragtet direkte fra producenten til den tyske filial eller fra selskabets adresse i Danmark til den tyske filial.

Såfremt kunden selv ønsker at hente varen i Tyskland, skal kunden medbringe betalingskvittering og får herefter varen udleveret fra lagerhotellets medarbejdere.

I den tyske filial lagerføres der træpiller, som udleveres til kunden mod forevisning af betalingskvittering

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ad spørgsmål 1:

På selskabets hjemmeside sker der en fremvisning af varen, men varens leverings sted anses for at ligge i Tyskland, hvor udleveringen finder sted.

Ad spørgsmål 2:

Selskabet anses ikke at være involveret i transporten af træpillerne ved anbefaling af vognmænd, idet det er kundens eget valg at vælge en hvilken som helst vognmand. Kunden kan afhente varen hos den tyske filial eller uafhængig af sælger, efter eget valg indgå en transportaftale med en hvilken som helst fragtmand.

Ad spørgsmål 3:

Ved den tyske filials bestilling af varer hos en polsk leverandør, der leverer varen direkte til en dansk kunde, kan leveringsstedet ikke anses at være i Danmark, hvorfor der ikke i en sådan situation skal afregnes dansk moms.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Momssystemdirektivets artikel 33, stk. 1:

Uanset artikel 32 anses leveringsstedet for varer, der af leverandøren eller for hans regning forsendes eller transporteres fra en anden medlemsstat end den, hvor forsendelsen eller transporten afsluttes, for at være det sted, hvor varerne befinder sig, når forsendelsen eller transporten til kunden afsluttes. (...)

Momsloven § 14, stk.1:

Leveringsstedet for varer er her i landet i følgende tilfælde:

1)  Når varen ikke forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på leveringstidspunktet.

2)  Når varen forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes. Leveringsstedet er dog ikke her i landet, når varen installeres eller monteres i udlandet af leverandøren eller for dennes regning, eller når varen sælges ved fjernsalg til andre EU-lande og virksomheden er registreringspligtig for dette salg i det andet EU-land. Ved fjernsalg forstås salg af varer, bortset fra varer afgiftsberigtiget som brugte varer m.v. efter reglerne i kapitel 17 eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, fra et EU-land til et andet EU-land, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret efter §§ 47, 49-50 a eller 51 eller 51 a eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land.

3)  Når varen forsendes eller transporteres her til landet og varen installeres eller monteres her i landet af en udenlandsk leverandør eller for dennes regning eller varen sælges ved fjernsalg fra et andet EU-land, når virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet, jf. § 48, stk. 3.

Praksis:

SKM2006.534.SR

Skatterådet fandt ikke, at det kan anses som indirekte involvering i transporten, hvis en virksomhed, som sælger varer fra butikker i Tyskland, på sin hjemmeside oplister en række vognmænd, som kan tage sig af de aktuelle transporter af varerne fra Tyskland til Danmark.

SKM2008.457.SR:

Skatterådet fandt heller ikke, at det kunne anses som indirekte involvering i transporten, når en virksomhed beliggende i Tyskland, der via en tysk butik og webshop, solgte varer til privatpersoner, på sin hjemmeside havde links til forskellige fragtmænd. Kunden kunne enten afhente varerne i den tyske butik eller, uafhængigt af sælger, indgå en aftale om transporten med en fragtmand efter eget valg. Det havde ingen betydning, at virksomheden modtog provision fra fragtmændene.

SKM2010.396.HR:

H1 ApS, som drev detailforretning i Danmark med salg af bl.a. jetbåde, markedsførte i årene 1998 til 2002 et grænsehandelsarrangement, hvorefter firmaets varer kunne købes med tysk moms i stedet for med dansk moms, hvis kunden købte båden hos G1 i Tyskland og afhentede båden der.

Om dette arrangement lagde Højesteret til grund, at bådene blev forevist i H1 ApS forretningslokaler i Danmark. Efter kundens valg af en båd kontaktede H1 ApS G1 og oplyste, at der ville komme en kunde, hvorefter H1 ApS transporterede båden til Tyskland. Kunden fik båden udleveret mod kontant betaling til G1, og G1 betalte herefter H1 ApS. G1s fortjeneste bestod alene i et fast beløb på 500 kr. pr. båd, G1 drev ikke i øvrigt virksomhed med salg af både, og G1 fandtes heller ikke at være berettiget til at disponere over båden på anden måde, herunder ved salg til tredjemand.

Højesteret fandt, at de danske kunders købsaftale under disse omstændigheder reelt måtte anses for indgået med H1 ApS og ikke med G1, som alene måtte anses for at have fungeret som et uselvstændigt mellemled i forbindelse med bådens udlevering og købesummens betaling. H1 ApS' levering, jf. momslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., var således sket til den danske kunde og ikke til G1.

Da båden befandt sig i Danmark på det tidspunkt, hvor transporten til den danske kunde (aftageren) begyndte, var leveringsstedet her i landet, jf. momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt., og der skulle derfor betales moms i Danmark.

Begrundelse:

Ad spørgsmål 1 og 2:

Det ønskes besvaret, hvorvidt spørger kan sælge træpiller fra sit tyske lager med tysk moms til danske privatkunder via selskabets danske hjemmeside, og modtage betaling herfor med betalingskort eller bankoverførsel til selskabets bankkonto. Det ønskes endvidere besvaret, hvorvidt spørger kan foretage en henvisning til en ekstern fragtmand i forbindelse med modtagelsen af bestillingen af varer, hvor kunden betaler direkte til fragtmanden, uden at dette medfører afregning af dansk moms på de solgte varer.

Efter reglerne i momslovens § 14, stk. 1, nr. 3, er leveringsstedet her i landet, når varen sælges ved fjernsalg fra et andet EU-land, og når virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet, jf. § 49, stk. 3. Registreringspligten indtræder ved en omsætning på over 280.000 kr., hvilket spørgers omsætning forventes at blive.

Ved fjernsalg forstås salg af varer, bortset fra varer afgiftsberigtiget som brugte varer m.v. efter reglerne i kapitel 17 eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, fra et EU-land til et andet EU-land, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret, jf. momslovens § 14, stk. 1, nr. 2.

Under forudsætning af, at kunden selv henter varerne på lageret i Tyskland, eller at kunden på egen hånd og uden spørgers mellemkomst indgår aftale om selvstændig transport fra spørgers lager og til kundens adresse, finder Skatteministeriet ikke, at spørger kan siges at være involveret i transporten.

Det er endvidere Skatteministeriets opfattelse, at der ikke er tale om fjernsalg, hvis spørger alene foretager en oplistning af mulige transportører på sin hjemmeside eller lignende i forbindelse med salget, såfremt denne oversigt blot er udtryk for, at spørger selv har undersøgt, hvilke transportører der kan tænkes at ville forestå transporten og derefter ønsker at informere sine kunder herom som en service.

I disse situationer skal den solgte vare ikke belægges med dansk moms.

Det er imidlertid Skatteministeriets opfattelse, at der vil være tale om fjernsalg, hvis spørger som led i en helhedsløsning eksempelvis på sin hjemmeside oplister navnene på en eller flere fragtmænd, og såfremt det på baggrund af en konkret helhedsbedømmelse kan konstateres, at spørger reelt organiserer transporten i samarbejde med transportøren.

Ved en samlet helhedsbedømmelse af hvem der er involveret i transportopgaven vil følgende forhold tale for, at der er tale om fjernsalg:

  • de nærmere vilkår for transporten aftales mellem spørger og transportøren
  • spørger har aftalt rabat med transportøren, som kommer kunderne til gode
  • risikoen for varens beskadigelse eller bortkomst under transporten påhviler spørger således, at kundens eventuelle krav skal rettes mod spørger
  • spørger og transportøren er koncernforbundne eller har et lignende interessefællesskab
  • spørger modtager provision af transportøren for at anvise kunderne
  • spørger betaler vederlag til transportøren for, at denne påtager sig transporten

For så vidt angår fastlæggelsen af de nærmere vilkår, vil det kunne tillægges afgørende vægt, hvis spørger på sine kunders vegne sikrer, at transporten gennemføres på særligt gunstige vilkår i kraft af, at spørger har udvirket, at transportøren samler transportopgaverne for spørgers kunder og transporterer varerne samlet til spørgers forskellige kunder i Danmark.

Det fremgår af de faktiske omstændigheder i sagen, at såfremt kunden ønsker varerne leveret, henviser spørger til en fragtmand for det pågældende område i Danmark på sin hjemmeside. Data for fragten overføres direkte fra spørgers hjemmeside til fragtmanden og kunden betaler via betalingskort eller bankoverførsel direkte til transportøren.

Således som sagen er oplyst, finder Skatteministeriet ikke, at spørger er omfattet af reglerne om fjernsalg.

Det bemærkes dog, at besvarelsen ikke udelukker, at SKAT efterfølgende på baggrund af yderligere tilvejebragte oplysninger om de konkrete transaktioner konstaterer, at der efter en samlet helhedsbedømmelse af transaktionerne, eller eventuelt ud fra misbrugsbetragtninger, er tale om fjernsalg.

Skatteministeriet indstiller på den baggrund, at spørgsmål 1 og 2 besvares med "ja, se dog begrundelsen ".

Dette er en skærpelse i forhold til den praksis, som hidtil er kommet til udtryk i Skatterådets afgørelser på området.

Det bemærkes endvidere, at det fremgår af de faktiske omstændigheder, at træpillerne vil blive fragtet direkte fra producenten til den tyske filial eller fra selskabets adresse i Danmark til den tyske filial.

Skatteministeriet skal henlede opmærksomheden på, at i det omfang træpillerne transporteres til den tyske filial fra selskabets adresse i Danmark med henblik på efterfølgende levering til en kunde i Danmark, skal det i øvrigt vurderes, om leveringsstedet må antages at være i Danmark allerede fordi træpillerne under de omstændigheder må anses for at befinde sig i Danmark på det tidspunkt transporten til den danske kunde påbegyndes. Der henvises i den forbindelse til SKM2010396.HR, samt til Skatteministeriets styresignal SKM2010.734.SKAT.

Ad spørgsmål 3:

Det ønskes bekræftet, at spørgers tyske filial, efter ordremodtagelse fra en dansk kunde, kan bestille træpillerne fra en polsk fabrikant til levering direkte til den danske kunde, uden fysisk at have været på den tyske filials lagerplads, uden afregning af dansk moms.

Begrundelse:

For at den solgte biobrændsel leveret af den tyske sælger skal være omfattet af reglerne om fjernsalg efter reglerne i momslovens § 14, stk. 1, nr. 3 og derved få dansk leveringssted, er det som beskrevet ovenfor under spørgsmål 1 og 2 afgørende, at varerne direkte eller indirekte forsendes af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret.

Ved direkte eller indirekte transport eller forsendelse forstås, at sælgeren på en eller anden måde er involveret i transporten eller forsendelsen af varen.

Ved direkte transport eller forsendelse forstås normalt salg, hvorefter sælgeren modtager bestilling fra køber via annoncer i aviser (eller i magasiner, i kuponhæfter, via telefon, internettet eller lignende) og efterfølgende sørger for, at varen bliver sendt til modtageren (som et eksempel kan nævnes postordresalg).

Hvis spørger, efter at have modtaget en ordre fra en dansk kunde, bestiller træpillerne fra en polsk fabrikant med levering direkte til den danske kunde, er det Skatteministeriets opfattelse, at varen forsendes på sælgers vegne.

Skatteministeriet finder på den baggrund, at handlen er omfattet af reglerne om fjernsalg, og at leveringsstedet herefter må anses for at være i Danmark efter momslovens § 14, stk. 1, nr. 3.

Skatteministeriet indstiller på den baggrund, at spørgsmål 3 besvares med "nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter