Dato for udgivelse
15 Mar 2004 12:58
SKM-nummer
SKM2004.121.DEP
Myndighed
Skatteministeriet
Sagsnummer
Skper. 2002-78-0782
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Afgørelse, lotterier, andre EU-lande, fritagelse, indkomstbeskatning
Resumé
Departementet har truffet afgørelse om, at gevinster, som vindes på et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU-land, fritages for indkomstbeskatning i det omfang, det tilsvarende spil eller lotteri her i landet ikke indkomstbeskattes.
Reference(r)

Statsskattelovens § 4, litra f.

Henvisning
Punktafgiftsvejledningen, afsnit I.3.2

I en sag anlagt ved Østre Landsret om indkomstbeskatning af en lotterigevinst fra det Staatliche Nordwestdeutsche Klasselotterie har ministeriet taget bekræftende til genmæle. Dette skyldes EF-Domstolens dom i Lindman-sagen (C-42/02). Sagen drejede sig konkret om en finsk statsborger, Diana Lindman, der vandt i et svensk lotteri. Efterfølgende blev hun indkomstbeskattet af gevinsten i Finland, hvor hun havde bopæl. Gevinster fra tilsvarende lotterier i Finland var derimod ikke omfattet af indkomstbeskatning. I sagen, som blev bedømt efter bestemmelserne for fri udveksling af tjenesteydelser, konkluderede Domstolen, at Traktatens artikel 49 er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter gevinster for lotterier, der afholdes i andre medlemsstater, anses for skattepligtig indkomst for vinderen ved skatteansættelsen, hvorimod gevinster fra lotterier, der afholdes i den pågældende medlemsstat, er skattefri.

Departementet har på den baggrund truffet afgørelse om, at gevinster vundet i et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU eller EØS-land og opfylder betingelserne m.v. i spillelovgivningen i det pågældende medlemsland, fritages for indkomstbeskatning. Det er en betingelse, at et tilsvarende spil lovligt udbydes her i landet, uden at gevinsterne indkomstbeskattes.

Fritagelsen for indkomstskat forudsætter, at den pågældende kan fremlægge den fornødne dokumentation. Er ovennævnte betingelser ikke opfyldte, skal gevinsten indkomstbeskattes.


 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter