Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for antidumpingtold og udligningstold.

Afsnittet indeholder:

  • Formål og lovgrundlag
  • Undtagelser
  • Fakturaer (herunder tilsagn)
  • Indførelse af midlertidig og definitiv told
  • Hvornår indføres tolden?
  • Beregningsgrundlaget
  • Tilbagebetaling af antidumpingtold
  • Registrering af import ved omgåelse
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Formål og lovgrundlag

Formål

Dumping er, når en vares eksportpris ved salg til EU er lavere end hjemmemarkedsprisen eller produktionsomkostningerne for samme vare. I disse situationer kan antidumpingtold anvendes.

Subsidiering er, når en stat direkte eller indirekte yder tilskud (subsidier) til enten

  • fremstilling
  • produktion
  • udførsel eller
  • transport

så der ved varernes overgang til fri omsætning i EU forvoldes skade på et erhverv, fx ved konkurrenceforvridning. I disse tilfælde kan udligningstold anvendes.

Antidumpingtold og/eller udligningstold kan lægges på varer for at modvirke væsentlig skade for en erhvervsgren i EU på grund af dumping eller subsidiering.

Antidumpingtold eller udligningstold lægges almindeligvis på en bestemt vare fra et eller flere lande, så tolden er gældende for al import af den pågældende vare fra det/de nævnte lande.

Antidumpingtold eller udligningstold opkræves ud over den sædvanlige told på varerne, fx tarifmæssig told eller præferencetold.

Se afsnit F.A.26.5 - Ikke præferentiel oprindelse. De ikke præferentielle oprindelsesregler er fastsat for at kunne bestemme et oprindelsesland, bl.a. til brug for at bestemme antidumping told.

Se også

EU-Kommissionens hjemmeside om "Tackling unfair trade" og Udenrigsministeriets hjemmeside om "Antidumping".

Lovgrundlag

Gennemførelse af foranstaltninger til beskyttelse mod dumping og subsidiering er behandlet i GATT (nu WTO) og optaget i artikel VI i Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel.

Lovgrundlaget i EU:

for så vidt angår

findes i

beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab

Rådets forordning (EF) nr. 1225 af 30. novmber 2009 (EUT L343 af 22. december 2009)

beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab

Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 af 11. juni 2009 (EUT L 188 af 18. juli 2009)

de foranstaltninger, Unionen kan træffe med hensyn til den kombinerede virkning af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger sammen med beskyttelsesforanstaltninger

Rådets forordning (EU) nr. 2015/477 af 11. marts 2015 (EUT L83 af 27.3.2015)

Bemærk

 

Antidumpingforanstaltninger/Udligningstold gælder fortsat for varer med oprindelse i de berørte lande, selvom varen er importeret fra Tyrkiet som Toldunionsvarer. Dette fremgår af Rådets beslutning Nr. 96/142EF, artiklerne 44-47.

Antidumpingtold og udligningstold for konkrete varer iværksættes ved forordninger.

Undtagelser

Antidumpingtold opkræves ikke for fx varer til skibsbygning, især jern- og stålplader, som kan indføres toldfrit efter bevilling om "end-use". Se GB, artikel 291-300.

Faktura

Indenfor antidumping/antisubsidie området findes der 3 muligheder for nedsatte antidkumpingtoldsatser:

  • Tilsagn (eksportør indgår en aftale med EU-Kommissionen om en nedsat antidumpingtoldsats, mod at eksportøren overholder en mindstepris)
  • Underskrevet erklæring
  • Nedsat antidumpingtoldsats uden specielle krav til fakturaen

I de 2 første tilfælde er der specielle krav til fakturaen, men der er forskellige krav og regler. Krav til fakturaen fremgår af den specifikke forordning.

Specielt for tilsagn:

Som hovedregel skal følgende krav opfyldes:

  1. Fakturaens skal være udstedt af det firma, som er nævnt i tillægskoden.
  2. Fakturaen skal være faktureret til den første importør i EU,
  3. Fakturaen skal følge varen og kan ikke udstedes efterfølgende.
  4. Fakturaen skal indeholde alle krævede oplysninger, som er nævnt i den specifikke forordning.

Tilsagn gælder fra det tidspunkt, der bliver offentliggjort. Tilsagn gælder ikke med tilbagevirkende kraft.

Indførelse af midlertidig og definitiv told

Når EU-kommissionen gennem undersøgelser har godtgjort et behov for at pålægge antidumpingtold eller udligningstold, udsteder den en forordning om en midlertidig told.

Midlertidig told har som hovedregel en gyldighedsperiode på 6 måneder med mulighed for forlængelse i yderligere 3 måneder.

Ved midlertidige ordninger skal importøren stille sikkerhed, fx ved bankgaranti eller ved kontant sikkerhed for hver enkelt sending. Beløbet skal dække det beregnede toldbeløb for sendingen. Der kan også stilles anden form for sikkerhed. SKAT oplyser nærmere om disse muligheder.

Den definitive forordning om antidumpingtold, skal træde i kraft senest på tidspunktet for udløbet af den midlertidige forordning.

Forordningerne indeholder bestemmelser om størrelsen af den definitive antidumping- eller udligningstold og om, i hvilket omfang den midlertidige antidumping- eller udligningstold skal opkræves. Hvis den definitive toldsats er højere end den midlertidige, beregnes og opkræves den definitive told kun med et beløb svarende til den midlertidige told.

Antidumping foranstaltninger skal være indført senest 15 måneder efter indledningen af en undersøgelse. 

Tillægskoder

Når der indføres antidumping told, afhænger toldsatsens størrelse, i visse tilfælde af eksportøren. Eksportøren angives i fortoldningen med en tillægskode. Tillægskoder vedrørende antidumping, starter med A,B,C eller 8. Tillægskoderne vises i toldtariffen på de enkelte antidumpingordninger.

Hvornår indføres tolden?

Antidumpingtold og udligningstold iværksættes oftest med ikrafttræden dagen efter offentliggørelsen i EU-Tidende, L-serien. Antidumpingtold og udligningstold fremgår af Toldtariffens bilag 1. Fordi der ofte er en meget kort frist for ikrafttræden, kan bilag 1 til Toldtariffen ikke forventes at være ajourført. Ændringer til bilaget sker ved nyhedsbreve og opdatering af den elektroniske toldtarif.

Beregningsgrundlaget

Det er satsdatoen, der er afgørende for beregningen af antidumpingtold og/eller udligningstold.

Nettoprisen anvendes ofte som en del af beregningsgrundlaget. Nettopris er den pris, der er betalt eller skal betales ved varens indførsel. Beløbet er inklusive omkostninger til det sted, hvor varerne indføres til EU's toldområde (eksempelvis fragt- og forsikringsomkostninger), men eksklusiv told og afgifter som forfalder ved indførslen til EU.

EU-domstolen har fastslået, at prisen ved indførsel defineres som den pris, der er gældende ved en vares ankomst til Fællesskabets grænse, eksklusiv told, dvs. den pris, som den første køber inden for Fællesskabets toldområde betaler. Denne pris svarer nemlig til den, der reelt er betalt eller skal betales ved varens indførsel inklusiv omkostninger frem til det sted, hvor varerne indføres i Fællesskabets toldområde, men eksklusive told og afgifter, som forfalder på dette område. Se Rådets forordning (EØF) nr. 551/83 og Domstolens dom C-189/88.

I nogle situationer med iværksættelse af antidumpingtold eller udligningstold bestemmer forordningerne, at nettoprisen skal forhøjes med en nærmere angivet procent, hvis der indrømmes en betalingsfrist på over 30 dage. Dette er angivet med en note i tilknytning til de pågældende ordninger i toldtariffens bilag 1. Se de specifikke bestemmelser, der er angivet i et notebilag til bilag 1.

For varer i sæt og andre varer, der tariferes i en varekode, der er omfattet af en antidumpingtoldordning, skal antidumpingtolden beregnes på grundlag af den samlede værdi for det pågældende sæt. Se Almindelige Tariferingsbestemmelser, pkt 3.b.

Tilbagebetaling af antidumpingtold

En importør kan anmode om tilbagebetaling af opkrævet antidumpingtold/udligningstold, hvis det dokumenteres, at den opkrævede antidumpingtold/udligningstold overstiger dumpingmargenen. Det vil sige det beløb, hvormed den normale værdi overstiger eksportprisen eller subsidieydelsen. Se artikel 11, stk. 8 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009  og artikel 21 i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009

Anmodning om tilbagebetaling sendes til EU-Kommissionen via

Erhvervsstyrelsen

Langelinie Allé 17

2100 København Ø  

senest 6 måneder fra fortoldningstidspunktet eller fra den dato, hvor der foretages endelig opkrævning af midlertidig antidumpingtold.

Kommissionen har tillige udstedt en meddelelse om tilbagebetaling, se dette link. Meddelelsen indeholder retningslinjerne for ansøgninger om tilbagebetaling af antidumpingtold i henhold til artikel 11, stk. 8, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009.

 

Registrering af import 

Det kan være nødvendigt at fastsætte, at indførsel, der er omfattet af en undersøgelse, skal gøres til genstand for registrering ved indførslen, for at gøre det muligt senere at  anvende foranstaltninger mod en sådan indførsel.

Forordninger vedrørende registrering af import xx, offentliggøres i EU tidende på dette link

Der vil ligeledes kunne findes oplysninger om igangværende registreringer på Kommissionens hjemmeside om handel (DG Trade) på dette link samt på SKAT's hjemmeside. Endelig vil oplysningerne også fremgå af Toldtariffen (Taric), ligesom oplysninger om registrering kan modtages via SKAT's nyhedsbreve.  

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme/ EF-domme

C-189/88 Cartorobica SpA mod Ministero delle Finanze dello Stato.

Nettoprisen for en vare, som indføres til EU, kan fastsættes nøjagtigt og sikkert af EU-landenes toldmyndigheder.

C-667/11 - Paltrade EOOD mod Nachalnik na Mitnicheskipunkt - Pristanishte Varna Pri Mitnitsa Varna

 Registrering af importen - opkrævning af antidumpingtold - tilbagevirkende kraft.

C-3/2013 - Baltic Agro mod Maksu - ja Tolliameti Ida maksu- ja tollikeskus

Fortolkning af Artikel 66 og artikel 220, stk. 2, litra b) i Toldkodeks. Der kan efterfølgende foretages bogføring af antidumpingtold. Vurdering af reel modtager. Der skal være tale om den første uafhængige kunde i EU.

SKAT-meddelelser
SKM2014.698.BR

Dommen tager bl.a stilling til - Efteropkrævning af antidumpingtold, udenfor den 3 års forældelsesfrist i TK, art. 221, stk. 3. Urigtig angivelse kan give anledning til retsforfølgning i medfør af TL § 76, stk. 1, jf. TK art. 221, stk. 4.

Der var tale om gentagne gange fejlagtig toldangivelse (varekode). Ordet systematisk blev anvendt i dommen.

Forældelsen løber fra det tidspunkt, hvor vi modtager bilag til fortoldningen.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter