Dato for udgivelse
19 Oct 2012 16:30
Resumé

Ikke ændring af fast praksis men rettelse af fejl i ligningsvejledningen


Berlingske og BT bringer i dag en historie om, at Skatteministeriet tilbage i 2010 skulle have ændret praksis i forhold til, hvor mange år i træk, personer der er skattepligtige i udlandet, må holde ferie mv. i Danmark, før de bliver skattepligtige herhjemme.

Det er korrekt, at Skatteministeriet i 2010 gennemgik regelsættet om skattepligt og blev opmærksomt på en fejl i Ligningsvejledningen. Det var imidlertid ikke opfattelsen, at der var tale om ændring af en fast praksis, men om rettelse af en fejl i ligningsvejledningen, idet det krav om midlertidighed, der var i Skatterådets afgørelse SKM2007.353SR fra 2007, som er omtalt i ligningsvejledningen, var forkert og ikke ville blive anerkendt af landskatteretten og domstolene.

Den omtvistede afgørelse fra 2007 (SKM.2007.353SR) drejede sig om en person, der boede i Belgien og som ønskede at besøge sin familie og børn i fælles hus i Danmark, uden at han derved blev fuldt skattepligtig. Skatterådet kunne anerkende, at han ikke blev skattepligtig, såfremt der var tale om en midlertidig ordning, der ikke strakte sig ud over 2-3 år.

Fristen på 2-3 år stammer oprindeligt fra en landsskatteretskendelse fra 1992, hvor skatteyderen specifikt havde spurgt om en tidsmæssigt afgrænset periode på nogle ganske få år. Skatteyderen fik et positivt svar på sit spørgsmål, men det kan ikke heraf udledes, at der generelt skulle gælde en grænse på 2-3 år. Noget sådant kan heller ikke udledes af kildeskatteloven. Derfor er 2007-afgørelsen forkert for så vidt angår det anførte om tidsbegrænsningen.

Fejlen blev rettet i 2010, da man blev opmærksom på den. Skatteministeriet rettede fejlen i den førstkommende ajourførte offentliggørelse af ligningsvejledningen i januar 2011. Ligningsvejledningen offentliggøres hvert halve år - derfor var det ikke muligt at rette fejlen i vejledningen før.

Samtidig blev Skatterådet særskilt orienteret første gang der opstod en sag, hvor ændringen var relevant. Dette skete i forbindelse med Skatterådets møde den 22. februar 2011.

Når 2007-afgørelsen ikke blev rettet før 2010, skyldtes det, at ministeriet ikke var opmærksom på problemstillingen, formentlig fordi der i denne periode ikke blev rejst nye sager eller spørgsmål om tilflytning el. lign., der gav anledning til at genoverveje denne afgørelse.

Skatteministeriet er heller ikke bekendt med, at der er nogen skatteydere, der er blevet gjort fuldt skattepligtige efter et krav om, at opholdene i Danmark er begrænset til en midlertidig periode, sådan som afgørelsen fra 2007 stiller krav om. Hvis det alligevel skulle være tilfældet, kan man få sin sag genoptaget efter de almindelige regler.

Skatteministeriet beklager, at Ligningsvejledningen i en periode fra 2007-2010 ikke har været retvisende.

Eventuel kontakt:
SKATs pressetelefon 72 37 09 00

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter