Indhold

Dette afsnit angiver de metoder, der kan anvendes til afskrivning på bygninger og installationer.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Afskrivningens begyndelse og ophør
  • Afskrivningssatser
  • Afskrivning på ombygnings- og forbedringsudgifter
  • Straksfradrag
  • Delvis afskrivning på bygninger og installationer
  • Afskrivning på ombygnings- og forbedringsudgifter på blandet benyttede bygninger og installationer
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Under hele afskrivningsforløbet for bygninger og installationer afskrives der på den oprindelige kontantomregnede anskaffelsessum efter afskrivningslovens kapitel 3 og AL § 45.

Installationer, der både benyttes privat og erhvervsmæssigt, afskrives særskilt, fordi der afskrives på hele anskaffelsessummen, og derefter er der fradrag for den del af den beregnede afskrivning, der svarer til den erhvervsmæssige andel af den samlede benyttelse. Se AL § 15, stk. 3.

Afskrivningens begyndelse og ophør

En bygning eller en installation skal anses for at være anskaffet, før der kan afskrives på den.

Der er to betingelser, der skal være opfyldt for, at en bygning eller installation kan anses for at være anskaffet:

  • Bygningen eller installationen være erhvervet eller opført
  • Bygningen eller installationen benyttes erhvervsmæssigt.

Se AL § 16, der fastsætter det tidligste tidspunkt for, hvornår en bygning eller installation kan afskrives.

En bygning anses først for at være opført, når den fuldført. Se AL § 16 og SKM2003.579.LSR.

Det er ikke tilstrækkeligt, at bygningen er færdiggjort i et sådant omfang, at den kan tages i brug til et afskrivningsberettiget formål. Når en bygning benyttes erhvervsmæssigt, vil den være afskrivningsberettiget efter AL § 14, medmindre den ikke kan afskrives efter AL § 14, stk. 2.

Se TfS 1999, 650 ØLD, der handler om de beviskrav, der skal være opfyldt for, at det kan lægges til grund, at der er indgået en endelig og bindende aftale om overdragelse af en fast ejendom.

Det er uden betydning, om det er ejeren selv eller en anden, der anvender bygningen. Ejeren kan altså afskrive på en bygning, der er udlejet på erhvervsmæssige vilkår, når betingelserne for at afskrive i øvrigt er opfyldte. Se SKM2002.3.ØLR og SKM2002.4.DEP.

Den omstændighed, at overtagelsen først sker det følgende år, udelukker ikke i sig selv, at afskrivningen kan begyndes i erhvervelsesåret. Det er dog et krav, at bygningen har været anvendt erhvervsmæssigt. Se SKM2011.388.HR, hvorefter ejeren har en skærpet bevisbyrde for, at bygningen rent faktisk bliver anvendt i et omfang, der kan begrunde nogen ret til skattemæssig afskrivning.

Hvis bygningen er nyopført, kan afskrivning begyndes, når bygningen tages i brug til et erhvervsmæssigt formål. Tidspunktet for udstedelse af ibrugtagningsattest er uden betydning.

Ved udlejning anses den erhvervsmæssige anvendelse for begyndt på tidspunktet for lejeperiodens begyndelse.

Se nedenstående afsnit "Afskrivning på ombygnings- og forbedringsudgifter" om tidspunktet for begyndelse af afskrivning på udgifter af denne art.

Hvis den skattepligtige ophører med at anvende bygningen eller installationen erhvervsmæssigt, kan der ikke afskrives på bygningen eller installationen i de indkomstår, hvor erhvervsmæssig anvendelse ikke har fundet sted. Se AL § 20, stk. 2. Afskrivning er dog kun udelukket i de indkomstår, hvor erhvervsmæssig anvendelse slet ikke har fundet sted.

Der kan ikke afskrives på en bygning i det indkomstår, hvor bygningen sælges eller nedrives. Se AL § 20, stk. 1. Det samme gælder, når installationer, der efter reglerne i AL § 15, stk. 2 og 3, afskrives særskilt, sælges, udskiftes eller nedtages endeligt.

Hvis ét af flere bygningsafsnit fuldstændigt fjernes, skal der foretages en forholdsmæssig reduktion af afskrivningsgrundlaget svarende til det nedrevne bygningsafsnits etageareal. Dette følger af AL § 20, stk. 1, og SKM2004.243.LSR.

Se også

Se også LSRM 1973.128 og LSRM1975.63 om køberens muligheder for at afskrive, når sælger fortsætter driften.

Afskrivningssatser

For bygninger, der er afskrivningsberettigede efter AL § 14, og for installationer, der er afskrivningsberettigede efter AL § 15, stk. 1 og 2, er afskrivningssatsen reguleret af AL § 17, stk. 1.

Med virkning fra og med indkomståret 2008 gælder en fælles ordinær afskrivningssats på indtil 4 pct. årligt af anskaffelsessummen for bygninger, der er afskrivningsberettigede efter AL § 14, og for installationer, der er afskrivningsberettigede efter AL § 15, stk. 1 og 2. Se AL § 17, stk. 1.

Der gælder samme maksimale sats for afskrivning på installationer i afskrivningsberettigede og ikke-afskrivningsberettigede bygninger. Hele anskaffelsessummen kan afskrives i løbet af 25 år. Se AL § 17, stk. 2.

Afskrivningerne for både bygninger og installationer er ubundne. Bestemmelsen giver således den skattepligtige adgang til selv at fastsætte afskrivningssatsen mellem 0 og 4 pct. Dette indebærer, at den skattepligtige ikke mister afskrivningerne, selv om vedkommende ikke udnytter den fulde afskrivningsadgang i hvert indkomstår.

Forhøjede satser

Når en bygning eller installation er udsat for en sådan fysisk forringelse, at den trods normal vedligeholdelse vil have mistet sin værdi senest 25 år efter opførelsen, kan den pågældende bygning eller installation afskrives med en forhøjet afskrivningssats. Se AL § 17, stk. 2.

Afskrivningssatsen forhøjes til en sats lig med summen af 3 pct. og en sats, der svarer til, at bygningen afskrives med lige store årlige beløb over den forventede levetid.

Eksempel

En bygning med en anslået levetid på 16 år kan afskrives med 9,25 pct. (6,25 + 3) årligt, mens en bygning med en anslået levetid på 20 år kan afskrives med 8 pct. (5 + 3) pct. årligt. Se AL § 17, stk. 2.

Accessoriske bygninger

Hvis en bygning efter AL § 14, stk. 3, knytter sig accessorisk til en bygning, hvor afskrivningssatsen er forhøjet efter AL § 17, stk. 2, kan der også afskrives med forhøjet sats på den tilknyttede bygning. Se AL § 17, stk. 3.

Der kan ikke afskrives på bygninger, der er selvstændigt afskrivningsberettigede, med forhøjet sats under henvisning til, at bygningerne knytter sig accessorisk til det bygningsanlæg, der afskrives med forhøjet sats. Dette følger af SKM2006.618.SR.

Antagelige levetider for bygninger

Se nedenstående liste over den forventede fysiske levetid for visse bygninger, der er omfattet af AL § 14. Levetiden skal regnes fra opførelsen. Listen er vejledende og har virkning fra og med indkomståret 2008, jf. SKM2007.369.SKAT. For tidligere indkomstår henvises til listen i LV 2007-4.

De anførte levetider kan fraviges, hvis den pågældende bygnings art og benyttelse i det enkelte tilfælde giver anledning til det.

  • Bygninger til husdyrproduktion, isolerede: 25 år
  • Bygninger til husdyrproduktion, uisolerede: 20 år
  • Champignonvæksthuse: 25 år
  • Campinghytter: 15 år
  • Damme, stemmeværk, broer og sporanlæg: 20 år
  • Drivhuse: 20 år
  • Ensilagesiloer af træ: 13 år
  • Fisketrapper og ind- og udløbstude (munke): 15 år
  • Gødningslagere, udendørs fast anlæg (gylletanke mv.): 25 år
  • Hakkehuse, pakke- og kølerum samt redskabsrum: 25 år
  • Køresiloer eller gastætte siloer: 20 år
  • Lagertanke af stål: 25 år
  • Lagre i landbruget, isolerede, grovfoder eller andet fugtigt oplag: 25 år
  • Lagre i landbruget, uisolerede, grovfoder eller andet fugtigt oplag: 20 år
  • Minkhaller af træ, herunder faste bure og redekasser: 20 år
  • Presenningslagerhaller, medtaget ved vurderingen: 20 år
  • Stålskorstene: 25 år
  • Udklækningshuse: 15 år.

Antagelige levetider for installationer

Se nedenstående vejledende liste over den antagelige fysiske levetid for visse installationer. Levetiden skal regnes fra installationens fuldførelse.

  • Badekabiner: 10 år
  • Bageovn, herunder oliefyringsanlæg i forbindelse hermed: 20 år
  • Baldakiner i letmetal: 20 år
  • Dybfrysningsanlæg: 10 år
  • El- og gaskomfurer: 15 år. Se SKM2003.529.LSR
  • El- og gasvandvarmere: 10 år
  • El-standere på campingpladser med jordkabler: 10 år
  • Emhætter: 15 år. Se SKM2003.529.LSR
  • Fællesantenneanlæg: 10 år
  • Gasradiatorer: 15 år
  • Halmfyr: 10 år
  • Køleskabe: 12 år. Se SKM2003.529.LSR
  • Løbegårde i et dyrehospital: 10 år
  • Oliefyringsaggregater: 10 år
  • Oliekaminer: 20 år
  • »Rullende trapper« (escalator): 15 år
  • Stålpladekedler i centralvarmeanlæg: 15 år
  • Varmegenvindingsanlæg: 10 år
  • Varmtvandsbeholdere: 15 år
  • Vaskerimaskiner: 10 år.

Bemærk ud

Vær opmærksom på, at når der er tale om centralvarmeanlæg, så er levealderen for radiatorer og varmerør 25 år.

De forventede levetider kan fraviges, hvis den pågældende bygnings eller installations art og benyttelse i det enkelte tilfælde giver anledning til det.

Afskrivning på ombygnings- og forbedringsudgifter

Udgifter til ombygning eller forbedring af bygninger eller installationer skal afskrives særskilt efter AL § 17. Se AL § 18, stk. 1.

Ved at henvise til AL § 17 i § 18, stk. 1, skal ombygnings- og forbedringsudgifter afskrives med den afskrivningssats, der i øvrigt anvendes for bygninger og installationer.

Afskrivning med forhøjede satser efter AL § 17, stk. 2, forudsætter, at der for bygningen som helhed kan anvendes forhøjede satser.

Hvis udgifterne er afholdt i samme indkomstår, kan afskrivning ske under ét for de disse udgifter. Se AL § 18, stk. 1, 2. pkt.

Hvis der er tale om udgifter til anskaffelse af en bygning, og der i samme indkomstår også sker ombygning eller forbedring af den samme bygning, kan udgifterne lægges sammen, da afskrivningsforløbet bliver det samme.

Udgifter til ombygning og forbedring af bygninger og installationer er afskrivningsberettigede fra og med det indkomstår, hvori udgiften er afholdt, hvis ombygningen eller forbedringen benyttes erhvervsmæssigt. Se AL § 16, 2. punktum.

Der stilles ikke krav om, at ombygningen eller forbedringen skal være færdiggjort, inden afskrivning kan begyndes. Se SKM2004.59.LSR.

Straksfradrag

Udgifter til ombygning og forbedring kan straksfradrages, når årets udgift til ombygning, forbedring og vedligeholdelse ikke overstiger 5 pct. af afskrivningsgrundlaget for den bygning eller installation, som udgifterne vedrører. Udgifterne sættes i forhold til afskrivningsgrundlaget for året før det indkomstår, hvori udgiften kan trækkes fra. Se AL § 18, stk. 2.

AL § 18, stk. 2, indeholder ikke hjemmel til at straksfradrage udgifter til ombygning eller forbedring af accessoriske anlæg (dvs. "udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende" som opregnet i AL § 14, stk. 3). Dette fremgår af SKM2004.11.VLR, SKM2018.235.LSR og  SKM2018.282.LSR.

Udgifter til ombygning og forbedring kan ikke straksfradrages i indkomstår, hvori der ikke kan afskrives på bygningen eller installationen. Det gælder fx år, hvor bygningen eller installationen sælges, nedrives eller lignende. Se AL § 18, stk. 3, 2. pkt.

Bestemmelsen om straksfradrag i AL § 18, stk. 2, kan ikke anvendes i det indkomstår, hvori (hoved)bygningen anskaffes. Se AL § 18, stk. 3, 2. pkt. og SKM2006.421.ØLR.

Beløb, der straksfradrages, kan ikke indgå i afskrivningsgrundlaget for ombygningen eller forbedringen og regnes ikke med ved opgørelsen af genvundne afskrivninger efter AL § 21. Se AL § 18, stk. 4.

Det straksfradragne beløb anses derfor ikke som en afskrivning, og beløbet indgår ikke i bygningens anskaffelsessum ved beregningen af genvundne afskrivninger.

Ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for straksfradrag skal der tages udgangspunkt i afskrivningsgrundlaget for året før det indkomstår, hvori udgiften kan trækkes fra. Beregningsgrundlaget udgør afskrivningsgrundlaget for den bygning eller installation, som udgifterne vedrører. Heri indgår aktiverede afskrivningsberettigede udgifter til ombygning og forbedring. Se AL § 18, stk. 2, 1. pkt.

Til illustration af ovennævnte opgørelse kan henvises til SKM2004.59.LSR:

  • Et selskab købte i indkomståret 1999 en bygning for 1.000.000 kr.
  • I indkomstårene 1999 og 2000 afholdt selskabet ombygningsudgifter vedrørende bygningen på henholdsvis 4.954.099 kr. og 1.233.713 kr.
  • Selskabet kunne for indkomstårene 1999 og 2000 foretage ordinær afskrivning med 5 pct. af anskaffelsessummen på 1.000.000 kr., eller 50.000 kr. i hvert af indkomstårene
  • Selskabet kunne for indkomstårene 1999 og 2000 foretage ordinær afskrivning med 5 pct. af ombygningsudgifterne på 4.954.099 kr.
  • For indkomståret 2000 kunne selskabet straksfradrage 297.704 kr. af de i indkomståret 2000 afholdte ombygningsudgifter på 1.233.713 kr., svarende til 5 pct. af afskrivningsgrundlaget for året før på 5.954.099 kr. (1.000.000 kr. + 4.954.099 kr.)
  • På de afholdte byggeudgifter i indkomståret 2000, kunne selskabet foretage ordinær afskrivning med 46.800 kr., svarende til 5 pct. af ombygningsudgifterne på 1.233.713 kr. fratrukket straksfradraget på 297.704 kr., eller 936.009 kr.

Forlods afskrivninger med etablerings- og iværksætterkontomidler skal ikke fragå ved opgørelsen af det beløb, der efter AL § 18, stk. 2, maksimalt kan straksfradrages. Se SKM2003.178.LSR og SKM2004.284.LSR.

For sammenbyggede bygninger, der efter de hidtil gældende regler blev anset for at være én bygning, men som efter den nye afskrivningslov anses for at være selvstændige bygninger (fx bygninger, der er forbundet med mellemgange og lignende), skal afskrivningsgrundlaget og de foretagne afskrivninger fordeles mellem bygningerne.

Udgifter til ombygning eller forbedring af installationer, der afskrives særskilt, kan også straksfradrages. Se AL § 18, stk. 2 og 3.

Det er ikke nogen forudsætning for at kunne straksfradrage udgifter til ombygning eller forbedring af en installation, at installationen befinder sig i en fuldt eller delvist afskrivningsberettiget bygning. Betingelserne for at kunne straksfradrage udgifter til ombygning eller forbedring af installationer svarer til dem, der gælder for straksfradrag af udgifter til ombygning eller forbedring af bygninger.

Beregningsgrundlaget for straksfradraget er alene afskrivningsgrundlaget for den bygning, som ombygges eller forbedres. Se AL § 18, stk. 2, 1. pkt. Det vil sige, at det ved afgørelsen af, om en udgift til ombygning eller forbedring af en bygning kan straksfradrages eller skal aktiveres og afskrives på normal måde, er afgørende, om udgiften maksimalt udgør 5 pct. af afskrivningsgrundlaget for den pågældende bygning selv.

Beregningsgrundlaget for straksfradrag for blandet benyttede installationer er afskrivningsgrundlaget for den pågældende installation. Se AL § 18, stk. 2.

Hvis flere installationer vedrørende en bygning afskrives under ét efter AL § 15, stk. 2, 2. pkt., indgår afskrivningsgrundlaget for disse installationer ved opgørelsen af, om udgiften overstiger 5 pct.

Ved ombygning eller forbedring af installationer omfattet af AL § 15, stk. 3, er det kun den del af det beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i indkomståret, der kan trækkes fra. Det betyder, at der kun er straksfradrag for den del af de samlede udgifter til ombygning eller forbedring, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det aktuelle indkomstår.

Udgifter vedrørende installationer, der er omfattet af AL § 15, stk. 3, og straksfradraget efter AL § 18, stk. 2, anses ikke for at være afskrivninger og skal ikke regnes med til anskaffelsessummen, når installationens skattepligtige fortjeneste eller tab opgøres. Se AL § 18, stk. 4.

Det er det beløb, der er opgjort efter AL § 18, stk. 2, 1. og 2. pkt., dvs. den samlede udgift til ombygning eller forbedring af installationen, som ikke skal regnes med til anskaffelsessummen, når fortjeneste eller tab opgøres. Se AL § 18, stk. 4, hvor dette er præciseret. Det betyder, at den del af den samlede udgift til ombygning og forbedring, der vedrører den privat benyttede del af installationen, og som derfor ikke kan straksfradrages, ikke kan anses for at være en del af anskaffelsessummen for installationen, og er derfor ikke skattemæssig afskrivningsberettiget.

Ejeren kan, inden for maksimumsgrænsen på 5 pct., frit vælge, hvor meget af en udgift, der ønskes trukket fra som straksfradrag, og hvor meget der ønskes afskrevet på normal måde. Udgifter til vedligeholdelse skal under alle omstændigheder trækkes fra som driftsomkostninger.

I AL § 18, stk. 2, 1. pkt., er det med ordene "i stedet" fastslået, at en udgift til ombygning eller forbedring, der er straksfradraget, ikke også kan afskrives efter AL § 18, stk. 1.

En uudnyttet straksfradragsmulighed kan ikke overføres til følgende år.

Hvis udgifterne til ombygning og forbedring udgør mere end 5 pct. af beregningsgrundlaget, kan de første 5 pct. straksfradrages, mens den del af udgiften, der overstiger 5 pct. af beregningsgrundlaget, skal aktiveres og afskrives på normal måde.

AL § 58 A indeholder en overgangsregel, der i sin oprindelige formulering blev indført ved lov nr. 958 af 20. december 1999.

I AL § 58 A, stk. 1, er indført adgang til, at udgifter til ombygning og forbedring af afskrivningsberettigede bygninger og installationer, som er afholdt i indkomståret 1998 eller et tidligere indkomstår, men som endnu ikke er fradraget, kan fradrages i det omfang årets udgift ikke overstiger 5 pct. af det beregningsgrundlag, der opgøres efter AL §  58 A, stk. 2. Det er en forudsætning for at foretage fradraget, at ombygningen eller forbedringen er fuldført og taget i brug til et afskrivningsberettiget formål. Fradraget kan ikke foretages i det indkomstår, hvori bygningen afhændes eller nedrives, eller installationen afhændes, udskiftes eller nedtages endeligt.

Som nævnt skal beregningsgrundlaget efter AL § 58 A, stk., 1, opgøres efter AL § 58 A, stk. 2. Hvis  udgiften til ombygning eller forbedring er afholdt på en bygning mv., der er anskaffet den 1. januar 1982 eller senere, er beregningsgrundlaget afskrivningsgrundlaget for året før det indkomstår, hvori udgiften kan fradrages. Hvis derimod bygning mv. er anskaffet før denne dato, opgøres beregningsgrundlaget som den del af ejendomsværdien, der kan henføres til afskrivningsberettigede bygninger mv. Ved opgørelsen benyttes ejendomsværdien pr. seneste 1. oktober forud for det indkomstår, hvori udgiften eller forbedringen afholdes. I tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, benyttes handelsværdien pr. seneste 1. oktober forud for det indkomstår, hvori udgiften eller forbedringen afholdes. xVed lov nr. 1729 af 27. december 2018 er AL § 58 A, stk. 2, 3. og 4. pkt. ændret således, at det er ejendomsværdien pr. seneste 1. januar forud for det indkomstår, hvor udgiften eller forbedringen afholdes, der skal benyttes ved opgørelsen. I tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, benyttes handelsværdien pr. seneste 1. januar forud for det indkomstår, hvor udgiften eller forbedringen afholdes. Lovændringen har virkning fra og med det rådighedsår henholdsvis indkomstår, hvor der første gang foreligger en vurdering foretaget efter EVL §§ 5 eller 6 for den pågældende ejendomstype.x

Udgifter, der i medfør af AL § 58 A, stk. 1, fuldt ud er fradraget i den skattepligtige indkomst for ombygnings- eller forbedringsåret, indgår ifølge AL § 58 A, stk. 3, ikke i afskrivningsgrundlaget. 

Straksfradragsreduktion med vedligeholdelsesudgifter

Ved opgørelsen, om årets udgifter overstiger 5 pct. af afskrivningsgrundlaget, regnes alle udgifter til vedligeholdelse med før udgiften til ombygning og forbedring. Udgifter til vedligeholdelse trækkes under alle omstændigheder fra som en driftsomkostning i det indkomstår, hvori de afholdes, på samme måde som udgifter til ombygning og forbedring kan straksfradrages i det indkomstår, hvor udgifterne er afholdt. Se AL § 18 stk. 2, 2. pkt.

Eksempel 1

  • Afskrivningsgrundlaget for en bygning er 400.000 kr.
  • I indkomståret afholdes udgifter til vedligeholdelse på 12.000 kr., svarende til 3 pct. af afskrivningsgrundlaget
  • Indkomstårets udgifter til ombygning og forbedring udgør 24.000 kr.
  • De samlede udgifter til vedligeholdelse, ombygning og forbedring udgør derfor 36.000 kr.

Straksfradrag kan højst andrage 5 pct. af 400.000 kr., svarende til 20.000 kr. Se AL § 18, stk. 2.

Da udgifterne til vedligeholdelse på 12.000 kr. regnes med inden opgørelsen af det maksimale straksfradrag, kan der straksfradrages 8.000 kr. (20.000 kr. - 12.000 kr.) af de afholdte udgifter til ombygning og forbedring.

Den resterende del af udgifterne til ombygning og forbedring, dvs. 16.000 kr., afskrives særskilt. Se AL § 18, stk. 1.

Udgifterne til vedligeholdelse trækkes fra som driftsudgifter. Se § SL § 6 a.

En udgift til ombygning eller forbedring, der modsvares af en forsikringssum eller erstatningssum, kan ikke straksfradrages efter AL § 18, stk. 2, uanset om forsikringssummen eller erstatningen er beskattet efter AL § 21 eller ej. Se AL § 18, stk. 5.

Udgifter, der er straksfradraget i den skattepligtige indkomst, anses ikke som afskrivninger og indgår ikke i afskrivningsgrundlaget for bygningen eller installationen. Dette indebærer, at der ikke vil ske beskatning af genvundne afskrivninger for disse udgifter efter AL i § 21.

Eksempel 2

En bygning er i sin tid anskaffet for 1.000.000 kr., og anvendes fuldt ud erhvervsmæssigt.

I løbet af indkomståret er der vedligeholdelsesudgifter og forbedringsudgifter på henholdsvis 20.000 kr. og 100.000 kr.

Opgørelse efter AL § 18, stk. 2, 1. og 2. pkt.:

5 pct. af afskrivningsgrundlaget på 1.000.000 kr.

50.000 kr.

Vedligeholdelse

20.000 kr.

Beløb opgjort efter AL § 18, stk. 2, 1. og 2. pkt.

30.000 kr.

Da den erhvervsmæssige anvendelse er 100 pct., udgør straksfradraget hele beløbet på 30.000 kr. Se AL § 18, stk. 2.

Vedligeholdelsesfradraget udgør hele beløbet på 20.000 kr.

Ifølge AL § 18, stk. 1, skal der opgøres et særskilt afskrivningsgrundlag for forbedringen:

Samlet forbedringsudgift

100.000 kr.

Beløb opgjort efter AL § 18, stk. 2, 1. og 2. pkt.

30.000 kr.

Afskrivningsgrundlag

70.000 kr.

Samlet fradrag og afskrivningsgrundlag:

Fradrag i indkomståret

50.000 kr.

Særskilt afskrivningsgrundlag

70.000 kr.

Indkomstårets udgifter

120.000 kr.

Eksempel 3

En installation er i sin tid anskaffet for 100.000 kr., og anvendes i det aktuelle indkomstår 50 pct. erhvervsmæssigt og 50 pct. privat.

I løbet af indkomståret er der vedligeholdelsesudgifter og forbedringsudgifter vedrørende installationen på henholdsvis 2.000 kr. og 10.000 kr.

Opgørelse efter AL § 18, stk. 2, 1. og 2. pkt.:

5 pct. af afskrivningsgrundlaget på 100.000 kr.

5.000 kr.

Vedligeholdelse

2.000 kr.

Beløb opgjort efter AL § 18, stk. 2, 1. og 2. pkt.

3.000 kr.

Da den erhvervsmæssige anvendelse af installationen er 50 pct., udgør straksfradragets størrelse 50 pct. af 3.000 kr. eller 1.500 kr. Se AL § 18, stk. 2, 4. pkt.

Vedligeholdelsesfradraget udgør 50 pct. af 2000 kr. eller 1.000 kr.

Ifølge AL § 18, stk. 1, og § 18, stk. 4, 2. pkt., skal der opgøres et særskilt afskrivningsgrundlag for forbedringen:

Samlet forbedringsudgift

10.000 kr.

Beløb opgjort efter AL § 18, stk. 2, 1. og 2. pkt.

3.000 kr.

Afskrivningsgrundlag

7.000 kr.

Krav til bygningen

Udgifter til tilbygning behandles kun som ombygnings- eller forbedringsudgifter, når tilbygningen udgør en naturlig del af den eksisterende bygning. Tilbygninger er herefter arealudvidelser af en eksisterende bygning. Se AL § 18, stk. 2, 3. pkt.

At tilbygningen udgør en naturlig del af den eksisterende bygning indebærer, at der fysisk skal være en sammenhæng, og at bygningen fungerer som et hele.

Hvis tilbygningen derimod er meget væsentlig og kan fungere selvstændigt, må tilbygningen behandles som en selvstændig ny bygning, som der skal afskrives på efter de almindelige regler i AL § 14. Dette gælder uanset, om der er en fysisk forbindelse til den eksisterende bygning ved mellemgange eller lignende eller ej. Retsstillingen illustreres af SKM2010.524.VLR, hvor to stalde blev anset for selvstændige bygninger, der ikke udgjorde en del et eksisterende bygningskompleksstalde. Begge staldene var forbundet med det øvrige bygningskompleks på en ejendom med mellembygninger/mellemgange på hver 12 m2, hvilket var driftsmæssigt begrundet. 

Som et eksempel på at en tilbygning udgør en naturlig del af en eksisterende bygning, kan nævnes pakke- og kølerum, der opføres i forbindelse med væksthuse. Dette er tilfældet fordi, der foregår en produktionsproces, der starter i væksthusene, fortsætter i pakkerummet og ender i kølerummet. Ofte foregår produktionen i et væksthusgartneri på den måde, at nye kulturer er placeret ét sted, mens ældre kulturer er placeret et andet sted. I løbet af produktionsprocessen flyttes kulturerne således fra et sted til et andet. Også i denne situation må kravet, om at den allerede eksisterende bygning og det nye tilbyggede væksthus fungerer som et hele, anses for at være opfyldt. For så vidt angår udbygning med nye væksthuse, vil vurderingen afhænge af, hvordan disse er indrettet og anvendt.

Hvis udgifterne til opførelse af en tilbygning ikke kan anses som ombygnings- eller forbedringsudgifter, skal de afskrives særskilt som udgifter, der vedrører en selvstændig bygning. Sådanne nybygninger og selvstændige tilbygninger afskrives herefter som almindelige bygninger omfattet af AL § 14.

I TfS 1987, 460 ØLD nægtede landsretten straksafskrivning (nu straksfradrag) af en udgift, der var afholdt til opførelse af et drivhus. Drivhuset var - bortset fra installationerne - ikke fysisk forbundet med de øvrige gartneribygninger på ejendommen. Uanset drivhusets driftsmæssige forbindelse med de øvrige bygninger og dets beliggenhed nær op ad disse, måtte det anses for at være en selvstændig bygning. Drivhuset kunne ikke betragtes som en ombygning eller forbedring af de bestående bygninger.

TfS 2000, 590 LSR handlede om et nyt stuehus, der var bygget sammen med nogle driftsbygninger. Stuehuset kunne ikke anses for at være en blandet benyttet bygning efter den tidligere AL § 20, fordi der efter Landsskatterettens opfattelse var tale om opførelse af en nybygning. Der kunne derfor ikke straksafskrives (nu straksfradrag). Bygningerne havde i øvrigt et fælles mur-afsnit og indre gennemgang, men fremtrådte som to selvstændige bygninger.

I nedenstående skema er der listet nogle afgørelser, som illustrerer sondringen mellem ombygnings- eller forbedringsudgifter med mulighed for straksfradrag, og selvstændig bygning til ordinær afskrivning:

Afgørelse

Selvstændig bygning

Straksfradrag

SKM2002.47.LSR

x

SKM2002.589.LSR

x

SKM2003.530.LSR

x

SKM2004.243.LSR

x

SKM2004.425.LSR

x

x

SKM2004.448.LSR

x

SKM2006.762.LSR

x

SKM2008.257.LSR

x

SKM2017.296.LSR

x

Gylletank eller -beholder

Udgifter til opførelse af en gyllebeholder i tilknytning til en driftsbygning anses for afholdt til opførelse af en tilbygning, forudsat at gyllebeholderen er forbundet med driftsbygningen via en rørledning.

Kravet om at en tilbygning skal udgøre en naturlig del af en eksisterende bygning, for at udgifterne til den kan anses som ombygnings- og forbedringsudgifter, var også gældende efter den tidligere afskrivningslov.

Ved opførelse af en gylletank, der betjener flere selvstændige driftsbygninger, skal den færdigopførte gylletank anses for at være en bygningsbestanddel af alle driftsbygningerne, fordi gylletanken ikke fungerer selvstændigt, men som et hele med hver enkelt af bygningerne.

Afskrivningsgrundlaget for alle de bygninger, som en gylletank betjener, skal derfor indgå i opgørelsen af det beløb, som straksfradraget maksimalt kan udgøre.

Det forudsættes dog, at gylletanken ikke betjener nogle af bygningerne i helt uvæsentligt omfang. Se TfS 1999, 536 TSS.

Ombygnings- og forbedringsudgifter, bygninger på lejet grund

Udgifter til ombygning eller forbedring af bygninger på lejet grund, der er afskrivningsberettigede efter AL § 25, kan trækkes fra straks efter reglerne om straksfradrag i AL § 18, stk. 2. Se SKM2003.107.LSR.

Tidspunktet for fradrag

Et straksfradrag skal foretages i det indkomstår, hvor udgiften er afholdt, uanset om ombygningen eller forbedringen endnu ikke er (færdig)opført og benyttes erhvervsmæssigt efter reglen i AL § 16, 2. pkt. Se AL § 18, stk. 3, 1. pkt.

Vurderingen af, om en udgift kan anses for at være afholdt, skal ske efter de almindelige periodiseringsregler vedrørende driftsudgifter på skatteområdet. Efter disse regler vil det normalt kræves, at der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale det pågældende beløb, hvorimod beløbet normalt ikke behøver at være betalt.

Selv om udgiften kan trækkes fra, uanset at ombygningen mv. endnu ikke benyttes erhvervsmæssigt, er det dog som hidtil et krav, at (hoved)bygningen, som bliver ombygget eller forbedret, er opført og benyttes erhvervsmæssigt efter AL § 16.

Hvis en skatteyder selv udfører et ombygnings- eller forbedringsarbejde, anses udgifterne for afholdt på det tidspunkt, hvor der er en retlig forpligtelse til at betale for de indkøbte materialer.

Delvis afskrivning på bygninger og installationer

Delvis afskrivning på bygninger

Hvis det kun er en del af en bygning, der opfylder betingelserne for at kunne afskrives, kan der kun afskrives på den del af anskaffelsessummen, der forholdsmæssigt svarer til bygningsdelens etageareal. Se AL § 19, stk. 1.

Hvis der er foretaget en ejerboligfordeling på ejendommen efter den tidligere gældende VUL § 33, eller fordeling efter EVL § 35, eller hvis der er aftalt en overdragelsessum for boligen efter reglerne i AL § 45, skal der dog tages hensyn til dette, fordi denne del af anskaffelsessummen ikke indgår i afskrivningsgrundlaget, ligesom der ses bort fra dette, når etagearealet opgøres. Se AL § 19, stk. 5.

For den resterende del af bygningens anskaffelsessum afskrives efter kvadratmeterprincippet i AL § 19, stk. 1.

Det følger af princippet i TfS 1997, 915 LSR, at den fordeling af ejendomsværdien, der skal lægges til grund ved fordelingen i købsåret, er den fordeling, der er foretaget ved den vurdering, der ligger nærmest på salgstidspunktet, forudsat at denne vurdering er kendt på selvangivelsestidspunktet.

I følgende to situationer, skal fordelingen af ejendomsværdien anvendes bl.a. ved fastsættelse af afskrivningsgrundlaget:

  • Fordelingen af ejendomsværdien skal for det første anvendes i tilfælde, hvor en bygning på det tidspunkt, hvor den købes, ikke delvist anvendes til bolig, men hvor den delvise anvendelse af bygningen til ejerbolig først indtræder senere. På det tidspunkt, hvor en del af bygningen tages i brug til bolig, skal der foretages en fordeling af ejendomsværdien. Selv om parterne har fastsat en salgssum for bygningen efter AL § 45, har de i denne situation ikke fordelt en del af summen til bolig. I de tilfælde, hvor en del af bygningen overgår til boligformål, men hvor boligen ikke benyttes af ejeren selv, foretages derimod ingen ejerboligfordeling. I disse tilfælde skal afskrivningsgrundlaget for den afskrivningsberettigede del af bygningen fastsættes efter en kvadratmeter-fordeling af det samlede etagemeterareal.
  • Ejerboligfordelingen skal for det andet anvendes for alle blandet benyttede bygninger, der er anskaffet før indkomståret 1999. For disse bygninger og dermed for boligdelen, er der ikke fastsat en værdi efter reglerne i AL § 45 om fordeling af en samlet anskaffelsessum.

For bygninger, der er anskaffet før indkomståret 1999, hvor der findes en ejerboligfordeling, skal den del af bygningens anskaffelsessum, der efter en ejerboligfordeling kan henføres til ejerboligen, udgå af afskrivningsgrundlaget. Den del af den samlede anskaffelsessum, der skal udgå, opgøres som den andel, som boligen ifølge ejendomsvurderingen udgør af den samlede bygning ved vurderingen pr. 1. januar 1999. Se AL § 19 samt SKM2004.242.LSR og SKM2004.447.LSR.

Ovennævnte fordeling skal foretages fra og med indkomståret 1999, og den ejerboligfordeling, der skal anvendes for 1999, er ejerboligfordelingen pr. 1. januar 1999.

I SKM2004.447.LSR kunne reglerne om intervalafskrivning anvendes, selv om der ikke var sket forskydninger mellem det afskrivningsberettigede og det ikke-afskrivningsberettigede etageareal. Se mere om intervalafskrivning i nedenstående afsnit: "Forskydninger i afskrivningsgrundlagets størrelse" og de der anførte eksempler.

Hvis der for tidligere anskaffede blandet benyttede bygninger, hvor en del anvendes til bolig, derimod ikke er foretaget nogen ejerboligfordeling, fordi boligdelen er udlejet, eller fordi bygningen ejes af et selskab, fastsættes den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen, der forholdsmæssigt svarer til den nævnte bygningsdels etageareal.

Det følger, som nævnt, af AL § 19, stk. 5, 3. pkt., at etagearealet af den bygningsdel, der vedrører boligdelen (ejerboligen), ikke regnes med efter AL § 19, stk. 1. Derimod skal etagearealet regnes med efter AL § 19, stk. 3. Etagearealet for boligdelen skal indgå efter AL § 19, stk. 4.

 

Eksempel

En ejendom anskaffes for 2.400.000 kr.

  • Anskaffelsessummen er fordelt med 2.150.000 kr. til bygningen og 250.000 kr. til grunden.
  • Ejendommen har følgende anvendelse: 130 m2 anvendes til privat beboelse, 120 m2 anvendes til forretning, og 220 m2 anvendes til kontorformål.
  • Ejendommen er vurderet til 2.000.000 kr., hvoraf grundværdien udgør 200.000 kr.
  • 800.000 kr. af ejendomsværdien er henført til boligdelen, hvoraf grundværdien udgør 50.000 kr.

Den del af den samlede bygningsværdi, der hører til ejerboligen, udgør 750.000 kr. (800.000 kr. - 50.000 kr.) og den erhvervsmæssige del udgør 1.050.000 kr. (2.000.000 kr. - 800.000 kr. - (200.000 kr. - 50.000 kr.).

På grundlag af disse oplysninger kan den del af den samlede anskaffelsessum for bygningen, der hører til ejerboligdelen, opgøres. Den skal, som nævnt, opgøres eksklusive den del af den samlede grundværdi, der hører til ejerboligen.

Det vil sige, at ejerboligdelen kan opgøres til:

 

Anskaffelsessummen for den erhvervsmæssigt anvendte del af bygningen (forretning og kontor) udgør derfor:

2.150.000 - 895.833 = 1.254.167 kr.

Herefter kan afskrivningsgrundlaget for den del af bygningen, som der kan afskrives på (forretningen), opgøres.

Der kan afskrives på den del af anskaffelsessummen, der forholdsmæssigt svarer til den afskrivningsberettigede bygningsdels etageareal. Se AL § 19, stk. 1. Etagearealet for ejerboligen regnes ikke med. Se AL § 19, stk. 5, 2. pkt. Det samlede etageareal udgør derfor 340 m2 og heraf udgør forretningen 120 m2. Afskrivningsgrundlaget kan opgøres til:

120/340 x 1.254.167 = 442.647 kr.

Bemærk

  • AL § 19, stk. 5, finder ikke anvendelse ved opgørelse af genvundne afskrivninger for blandet benyttede bygninger. Se SKM2003.235.LSR
  • AL § 19, stk. 2 og 3, vedrører afskrivning af udgifter til ombygning og forbedring af en bygning, hvor kun en del af bygningen er afskrivningsberettiget efter AL § 14.

Forskydninger i afskrivningsgrundlagets størrelse

Hvis en senere ejerboligfordeling medfører, at forholdet mellem værdien af ejerboligen og den øvrige del af ejendommen forskydes, uden at dette skyldes, at der er sket en ændring af arealerne, så skal der ikke ske en ændring af afskrivningsgrundlaget for den del af bygningen, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål.

Den ejerboligfordeling, der er fastlagt på grundlag af den oprindelige ejerboligfordeling, ligger således fast.

Ved en senere forskydning af areal mellem den del af en bygning, der anvendes til bolig, og den del, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, må fordelingen af bygningens oprindelige anskaffelsessum ændres ud fra de prisforhold, der gjaldt ved anskaffelsen for henholdsvis boligdelen og den afskrivningsberettigede del af bygningen.

Når den afskrivningsberettigede del af en blandet benyttet bygning bliver større eller mindre (intervalafskrivning), er det AL § 19, stk. 1, der regulerer, hvordan der skal afskrives.

Bestemmelsen angår kun tilfælde, hvor fordelingen af afskrivningsgrundlaget ikke er foretaget på grundlag af en fordeling af ejendomsværdien på boligdelen og den erhvervsmæssigt anvendte del (ejerboligfordeling), dog bortset fra tilfælde, hvor afskrivningsgrundlaget for en bygnings erhvervsdel ændres, når bygningen er erhvervet før indkomståret 1999. Se mere om dette ovenfor om SKM2004.447.LSR.

Den samlede anskaffelsessum for delvist afskrivningsberettigede bygninger inddeles i intervaller, svarende til særskilte afskrivningsgrundlag. Se AL § 19, stk. 1.

Ved en forøgelse af den del af den samlede anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter AL § 19, stk. 1, 1. pkt., udgør den del af anskaffelsessummen, der før ændringen var afskrivningsberettiget, og den del af anskaffelsessummen, som den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen bliver forøget med, særskilte afskrivningsgrundlag. Se AL § 19, stk. 1, 2. pkt.

Ved reduktion af den del af den samlede anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter AL § 19, stk. 1, 1. pkt., udgør den reducerede del af anskaffelsessummen et særskilt afskrivningsgrundlag. Den del af anskaffelsessummen, der herefter ikke kan afskrives på, udgør et særskilt grundlag. Når dette grundlag i lovteksten ikke kaldes for et "afskrivningsgrundlag" skyldes det udelukkende, at der ikke kan afskrives på grundlaget. Se AL § 19, stk. 1, 3. pkt.

Når summen af de anvendte afskrivningsprocenter opgjort for det enkelte særskilte afskrivningsgrundlag har nået 100, kan der ikke længere afskrives på dette grundlag. Når summen af afskrivningsprocenter for alle afskrivningsgrundlag har nået 100, kan der ikke længere afskrives på nogen del af bygningen overhovedet.

Eksempel 1, forøgelse af afskrivningsgrundlaget
En bygning bliver anskaffet for 1.000.000 kr.

I de første ti år anvendes 50 pct. til et afskrivningsberettiget formål svarende til 500.000 kr. Dette beløb udgør et særskilt afskrivningsgrundlag. Der afskrives i ti år med 4 pct. årligt. Efter ti år er der således afskrevet 200.000 kr. svarende til 40 pct. af afskrivningsgrundlaget.

I år 11 inddrages yderligere 25 pct. til et afskrivningsberettiget formål, således at afskrivningsgrundlaget udgør 750.000 kr. Der er herefter to særskilte afskrivningsgrundlag:

  • Det oprindelige afskrivningsgrundlag på 500.000 kr. (intervallet 0 - 500.000 kr.), som der er afskrevet 40 pct. på.
  • Det nye afskrivningsgrundlag på 250.000 kr. (intervallet 500.000 kr. - 750.000 kr.), som der er afskrevet 0 pct. på.

Det følger af reglerne, at der på de første 500.000 kr. kan afskrives yderligere 60 pct. af anskaffelsessummen. Herefter er dette særskilte afskrivningsgrundlag afskrevet fuldt ud. På det nye særskilte afskrivningsgrundlag, dvs. den del af anskaffelsessummen, der udgør intervallet 500.000 kr. - 750.000 kr., kan der afskrives med 100 pct. med 4 pct. årligt. Der er ikke hidtil afskrevet på dette afskrivningsgrundlag.

Hvis der i et senere indkomstår sker en yderligere forøgelse af den del af anskaffelsessummen, der anvendes afskrivningsberettiget, vil der blive etableret et nyt særskilt afskrivningsgrundlag. På de tre særskilte afskrivningsgrundlag, vil der være afskrevet forskellige andele. Der vil dog ikke være afskrevet på det tredje særskilte afskrivningsgrundlag.

Eksempel 2, reduktion af afskrivningsgrundlaget
En bygning bliver anskaffet for 1.000.000 kr.

I de første ti år anvendes 50 pct. til et afskrivningsberettiget formål svarende til 500.000 kr. Dette beløb udgør et særskilt afskrivningsgrundlag. Der afskrives i ti år med 4 pct. årligt. Efter ti år er der således afskrevet 200.000 kr. svarende til 40 pct. af afskrivningsgrundlaget.

I år 11 reduceres den del, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, til 25 pct. Der etableres herefter et særskilt afskrivningsgrundlag på 250.000 kr., der omfatter intervallet 0-250.000 kr. På dette grundlag er der afskrevet 40 pct., svarende til 100.000 kr.

På de næste 250.000 kr., der udgør intervallet mellem 250.000 kr. - 500.000 kr., er der også afskrevet 40 pct. svarende til 100.000 kr. Den del af anskaffelsessummen, der udgør intervallet mellem 250.000 kr. og 500.000 kr., udgør et særskilt grundlag. Fra og med år 11 kan der ikke afskrives på denne del.

Reglen indebærer, at der på det første afskrivningsgrundlag på 250.000 kr. kan afskrives med yderligere 60 pct. Herefter er dette særskilte afskrivningsgrundlag afskrevet fuldt ud. På det andet grundlag, dvs. den del af anskaffelsessummen, der udgør intervallet mellem 250.000 kr. og 500.000 kr., kan der, som anført, ikke afskrives.

Hvis der i et senere indkomstår sker en yderligere reduktion af den del af anskaffelsessummen, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, vil der blive skabt endnu et særskilt afskrivningsgrundlag og endnu et særskilt grundlag, som der ikke kan afskrives på.

Hvis der i et senere indkomstår sker en forøgelse af den del af anskaffelsessummen, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål eksempelvis i år 16 fra 25 pct. til 35 pct. vil der i alt blive fire særskilte afskrivningsgrundlag:

  • Intervallet 0 kr. - 250.000 kr., som er afskrevet med 60 pct. i år 1 - 15
  • Intervallet 250.000 - 350.000 kr., som er afskrevet med 40 pct., og på denne del kan der afskrives fra og med år 16
  • Intervallet 350.000 - 500.000 kr., som er afskrevet med 40 pct. Der har fra og med år 11 ikke kunnet afskrives på denne del
  • Intervallet 500.000 kr. - 1.000.000 kr. som er afskrevet med 0 pct., og der kan ikke afskrives på denne del.

Reglerne om interval-afskrivning gælder fra og med indkomståret 1999, og skal også anvendes på bygninger anskaffet før indkomståret 1999. Se SKM2004.242.LSR.

Det vil sige, at der skal ske opdeling i intervaller for arealforskydninger, der allerede har fundet sted.

Landsskatteretten har fundet, at indskydelse af en etage til bolig i en erhvervsmæssigt anvendt ejendom ikke reducerede afskrivningsgrundlaget for den erhvervsmæssigt anvendte del af ejendommen. Se SKM2009.393.LSR.

Delvis afskrivning på installationer

Installationer, der benyttes til både erhvervsmæssige og private formål, afskrives særskilt. Se AL § 15, stk. 3.

Installationer, som tjener en blandet benyttet bygning, der afskrives efter bestemmelsen i AL § 19, og hvor den ikke-afskrivningsberettigede del af bygningen anvendes privat, skal derfor afskrives særskilt. Se AL § 15, stk. 3.

Blandet benyttede installationer skal afskrives efter samme metode som blandet benyttede driftsmidler, dog skal blandede installationer afskrives efter den lineære metode og blandede driftsmidler efter saldometoden.

Der beregnes således afskrivning af den samlede anskaffelsessum, hvorefter der trækkes et beløb svarende til den erhvervsmæssige andel af den samlede benyttelse fra, og gennem hele afskrivningsforløbet afskrives på den kontantomregnede anskaffelsessum.

Eksempel

Et varmeanlæg bliver anskaffet til 500.000 kr.

Halvdelen af varmeanlægget anvendes til et erhvervsmæssigt formål og resten anvendes privat.

I år 1 udgør den beregnede afskrivning ved en afskrivningssats på 4 pct. 20.000 kr. Af den beregnede afskrivning kan der trækkes 50 pct. fra svarende til den erhvervsmæssige benyttelse, eller 10.000 kr.

I år 2 udgør den beregnede afskrivning ud fra samme forudsætning også 20.000 kr., og der kan trækkes 10.000 kr. fra for den erhvervsmæssige del af installationen.

Hvis den erhvervsmæssige benyttelse i år 2 i stedet reduceres til 25 pct., udgør den beregnede afskrivning også 20.000 kr., men der kan kun trækkes 5.000 kr. fra svarende til den erhvervsmæssige benyttelse.

Hvis den erhvervsmæssige benyttelse i år 2 derimod forøges til 75 pct., udgør den beregnede afskrivning også 20.000 kr., og der kan trækkes 15.000 kr. fra, svarende til den erhvervsmæssige benyttelse.

Når de samlede beregnede afskrivninger udgør et beløb svarende til anskaffelsessummen, kan der ikke længere afskrives.

Hvis der er påbegyndt et afskrivningsforløb på en installation, der afskrives særskilt efter reglerne i AL § 15, stk. 2 eller 3, (dette er tilfældet, hvis installationen tjener en erhvervsbygning, der ikke er afskrivningsberettiget, eller som kun er delvist afskrivningsberettiget, eller hvis installationen både anvendes privat og erhvervsmæssigt) skal installationen fortsat følge sit hidtidige individuelle afskrivningsforløb. Dette gælder selv om både installation og bygning overgår til fuld erhvervsmæssig anvendelse.

Det bemærkes, at AL § 15 også fastlægger afskrivningsgrundlaget for installationer, der er anskaffet før indkomståret 1999.

Afskrivning på ombygnings- og forbedringsudgifter på blandet benyttede bygninger og installationer

Udgangspunktet for afskrivning af ombygnings- og forbedringsudgifter på blandet benyttede bygninger er fastlagt i AL § 19, stk. 2.

Hvis en udgift fuldt ud vedrører den afskrivningsberettigede del af bygningen, kan hele udgiften afskrives efter AL § 19, stk. 2.

Modsætningsvis indebærer AL § 19, stk. 2, at en udgift til ombygning eller forbedring, der ikke vedrører den afskrivningsberettigede del af bygningen, ikke kan afskrives.

Udgifter til ombygning og forbedring, der ikke direkte kan knyttes til den afskrivningsberettigede eller den ikke afskrivningsberettigede del, kan afskrives efter forholdet mellem den afskrivningsberettigede bygningsdels etageareal og bygningens samlede etageareal. Se AL § 19, stk. 3.

Når udgifter til ombygning omfattes af AL § 19, stk. 3, fører dette ikke til, at der skabes et nyt interval for afskrivning efter AL § 19, stk. 1, på den oprindelige bygning. I stedet skabes et særskilt afskrivningsgrundlag for ombygningen/forbedringen.

For udgifter til ombygning og forbedring omfattet af AL § 19, stk. 3, finder reglerne om opdeling af anskaffelsessummen i AL § 19, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

I SKM2004.49.LSR blev der kun godkendt forholdsmæssig afskrivningsret efter AL § 19, stk. 3 på ombygnings- og forbedringsudgifter, der vedrørte fællesarealer i et indkøbscenter, der både blev anvendt til afskrivningsberettigede og ikke-afskrivningsberettigede formål.

AL § 19, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse, hvis ombygnings- eller forbedringsudgiften ønskes trukket fra som straksfradrag efter AL § 18, stk. 2. Se foranstående afsnit om straksfradrag.

Bestemmelsen i AL § 19, stk. 5, er uden betydning for adgangen til at afskrive på udgifter til ombygning eller forbedring, der ikke direkte kan knyttes til den afskrivningsberettigede eller den ikke-afskrivningsberettigede del af ejendommen. Årsagen til dette er, at sådanne udgifter, uanset om der er foretaget en fordeling af ejendomsværdien på boligdelen og den del, der anvendes erhvervsmæssigt, jf. EVL § 35 eller den tidligere VUL § 33 på ejendommen eller ej, og uanset om der er aftalt nogen overdragelsessum for boligen eller ej, skal fordeles efter forholdet mellem etagearealerne.

Bemærk, at AL § 19 også fastlægger afskrivningsgrundlaget for bygninger, der er anskaffet før indkomståret 1999, og for ombygnings- og forbedringsudgifter, der er afholdt før indkomståret 1999. Det betyder, at ombygnings- og forbedringsudgifter, der er afholdt før indkomståret 1999 skal fordeles mellem den afskrivningsberettigede del og den ikke afskrivningsberettigede del af bygningen. Det betyder også, at den del af bygningens anskaffelsessum, der vedrører ejerboligen, i tilfælde hvor der er foretaget en ejerboligfordeling efter den tidligere VUL § 33, skal udgå af den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen for indkomståret 1999.

Ved anvendelse af AL § 19, stk. 5, på en sammenbygget bygning, der er anskaffet før 1. januar 1999 skal der ved opgørelsen af anskaffelsessummen ikke tages hensyn til, at eventuelle forbedringsudgifter vedrørende stuehusdelen kan have forskudt værdiforholdet mellem stuehusdelen og driftsbygningsdelen i forhold til situationen på anskaffelsestidspunktet. Se SKM2004.285.LSR.

Krav til areal

Der kan ikke afskrives på bygninger eller på udgifter til ombygning og forbedring af bygninger, hvor mindre end 25 pct. af bygningens etageareal anvendes til afskrivningsberettigede formål, medmindre dette etageareal udgør mindst 300 m2. Se AL § 19, stk. 4.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.388.HR

To skatteydere købte en bygning som deltagere i et interessentskab. Sælger påtog sig som led i handlen, at leje den halvdel af bygningen, der stod tom, indtil køber havde fundet en egentlig lejer.
Spørgsmålet var, om skatteyderne kunne afskrive på den del af bygningen, der var udlejet til sælger.
Landsretten bemærkede, at der kan afskrives på erhvervsmæssigt benyttede bygninger. Se AL § 14. Der kan afskrives fra og med anskaffelsesåret, jf. AL § 17. Anskaffelsesåret er det indkomstår, hvori bygningen erhverves eller opføres og benyttes erhvervsmæssigt. Se AL § 16.
Landsretten bemærkede også, at AL § 16 afløste den tidligere AL § 22, hvor det direkte fremgik af AL § 22 stk. 1, 3. punktum, at der ved anskaffelsesåret skulle forstås det indkomstår, hvori bygningen blev erhvervet eller fuldført og taget i brug til et formål, der berettigede til skattemæssig afskrivning.
Med henvisning til bemærkningerne til lovforslaget og til formålet med afskrivningsloven fandt landsretten, at det efter afskrivningsloven fortsat er en forudsætning for ret til afskrivning på udlejede bygninger, at bygningen er taget i brug af lejeren.
Med henvisning til de konkrete omstændigheder fandt landsretten, at skatteyderne havde en skærpet bevisbyrde for, at den del af bygningen, der var udlejet til sælger, også rent faktisk blev anvendt i et omfang, der kunne begrunde ret til skattemæssig afskrivning.
Landsretten fandt, at denne bevisbyrde ikke var løftet og gav derfor Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.
Højesteret stadfæstede dommen.

Landsretsdomme

SKM2010.524.VLR

På en landbrugsejendom med svineproduktion efter det såkaldte SPF-system blev der i 1998 opført to stalde, der begge var forbundet med det øvrige bygningskompleks med mellembygninger/mellemgange på hver 12 m². Der blev i 2001 foretaget en renovering af en del af bygningskomplekset. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt beregningsgrundlaget for straksfradrag efter AL § 18, stk. 2, for indkomståret 2001 omfattede de stalde, der var blevet opført i 1998.

Det blev ved afgørelsen lagt til grund, at den bygningsmæssige konstruktion var begrundet i driftsmæssige hensyn og de særlige krav, der stilles efter SPF-reglerne. Landsretten lagde endvidere til grund, at det for produktionen på ejendommen var en fordel, at de i 1998 opførte bygninger havde fælles varme-, el- og foderforsyning med det resterende bygningskompleks, men at det vil være muligt et etablere fælles forsyninger, selv om bygningerne ikke var sammenbyggede, og at de pågældende bygninger således ville kunne fungere selvstændigt. Landsretten anførte endvidere, at opførelsen af de pågældende bygninger indebar en meget væsentlig udvidelse af det eksisterende bygningskompleks, og at forbindelsesbygningerne på hver 12 m² til de pågældende bygninger adskilte sig fra de øvrige bygninger ved at have fladt tag.

Under hensyn til ordlyden af AL § 18, stk. 2, og bemærkningerne til lovforslaget, sammenholdt med de bygningsmæssige forholds fysiske fremtræden, fandt landsretten - uanset at bygningerne var indrettet med en hensigtsmæssig drift for øje - at de omhandlede bygninger var selvstændige bygninger, der ikke udgjorde en sådan naturlig del af det eksisterende bygningskompleks, at de kunne medregnes i grundlaget for straksafskrivningerne.

SKM2006.421.ØLR

Skatteyderen opførte en kyllingestald, der blev taget i brug i indkomståret 1999. I indkomståret 2000 blev kyllingestalden færdiggjort med sokkelpuds og montering af branddør. Udgifterne til sokkelpuds og branddør var afholdt som et led i entreprisekontrakten om opførelse af kyllingestalden.
Udgifterne til sokkelpuds og branddør kunne ikke anses for at være forbundet med ombygning eller forbedring af en bygning og kunne derfor ikke straksafskrives efter AL § 18, stk. 2, i indkomståret 2000.

SKM2004.11.VLR.

Et selskab havde afholdt forbedringsudgifter til en oplagsplads, der lå i tilknytning til afskrivningsberettigede driftsbygninger. Selskabet gjorde gældende, at forbedringsudgifterne kunne straksafskrives efter AL § 18, stk. 2, og at straksafskrivningsgrundlaget udgjorde samtlige afskrivningsberettigede bygninger på ejendommen og ikke kun selve oplagsarealet, som Landsskatteretten havde fundet.
Landsrettens flertal udtalte, at der hverken efter ordlyden af AL § 18, stk. 2, eller efter bestemmelsens forarbejder er hjemmel til straks at trække udgifter til ombygning eller forbedring af accessoriske anlæg fra, jf. AL § 14, stk. 3, 2. pkt. Flertallet fandt, at oplagspladsen var et sådant accessorisk anlæg, der ikke kunne anses som en del af de øvrige bygninger på ejendommen eller som en selvstændig bygning. Der var derfor ikke grundlag for at trække forbedringsudgifterne til oplagspladsen fra efter AL § 18, stk. 2, som angår straksfradrag i anledning af ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede "bygninger" og installationer. Selskabet havde derfor ikke ret til straksfradrag.

SKM2002.3.ØLR

Sagsøger fik adgang til at afskrive efter den dagældende AL § 18, stk. 1, på en ejendom, som han havde udlejet, efter at Skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle.

Se Skatteministeriets kommentar i
SKM2002.4.DEP.

TfS 1987, 460 ØLD

Der kunne ikke straksafskrives på et drivhus, der bortset fra installationerne ikke var fysisk forbundet med de øvrige gartneribygninger. Uanset drivhusets driftsmæssige forbindelse med de øvrige bygninger og dets beliggenhed nær ved disse, måtte det anses for at være en selvstændig bygning. Drivhuset kunne derfor ikke betegnes som en ombygning eller forbedring af de bestående bygninger.

Byretsdomme

SKM2013.393.BR

Efter en samlet vurdering fandt retten, at en skattepligtig på baggrund af en skønserklæring, fremlagte fakturaer og afgivne forklaringer havde dokumenteret at have afholdt forbedringsudgifter på henholdsvis 247.407 kr og 301.750 kr. på to erhvervsmæssigt benyttede bygninger. 

 

SKM2015.362.BR

Et vildthegn af stål, der skulle forhindre skovens dyr i at æde de nyplantede træer, blev med støtte i administrativ praksis anset for afskrivningsberettiget efter AL § 14, stk. 1, om afskrivninger på bygninger. Efter bevisførelsen fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn, hvorefter det omhandlede vildthegn havde en levetid på 10 år, og at afskrivning skulle ske i overensstemmelse hermed, jf. AL § 17, stk. 2.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2018.283.LSR

Kornsiloer og en bygning med foderanlæg ansås for berettiget til straksfradrag, men blev anset for et selvstændig bygningskompleks. Øvrige bygninger, herunder stalde, indgik derfor ikke i beregningen af straksfradraget.

SKM2018.282.LSR

En køreflade mellem driftsbygning, gyllebeholder og plansiloer blev anset for et accessoriske anlæg omfattet af AL § 14, stk. 3. Landsskatteretten fandt ikke, at der var tale om en eller flere bygningsbestanddele. Der kunne herefter alene foretages ordinære afskrivninger og ikke straksfradrag på udgifterne til etablering af kørefladen.

SKM2018.235.LSR

Både en asfalteret ensilageplads og køreflader mellem driftsbygninger og gylletanke blev anset for accessoriske anlæg omfattet af AL § 14, stk. 3. Der kunne herefter alene foretages ordinære afskrivninger og ikke straksfradrag på udgifterne til etablering heraf.

SKM2017.295.LSR

Etablering af en tilkørselsvej fra en offentlig vej til driftsbygningerne på en landbrugsejendom, herunder nedlægningen af to eksisterende tilkørselsveje, fandtes at være omfattet af AL § 14, stk. 3, 2. pkt. Da der efter AL § 18, stk. 2, ikke er hjemmel til at foretage straksfradrag på anlæg omfattet af  AL § 14, stk. 3, var det ikke muligt at foretage straksfradrag for etableringen af tilkørselsvejen.

SKM2017.296.LSR

En løsdriftsstald var forbundet med en malkestald via en udendørs drivgang i beton med gyllekanaler og jernstolper med jernkæder. Drivgangen blev benyttet to gange om dagen, når køerne skulle malkes. Selv om drivgangen var indrettet med en hensigtsmæssig drift for øje, udgjorde løsdriftsstalden ikke en sådan naturlig del af det eksisterende bygningskompleks, at bygningerne kunne medregnes i grundlaget for beregning af straksfradrag, jf. AL 18, stk. 2.

Endvidere blev opførelsen af to plansiloer, der var sammenbygget med eksisterende plansiloer ved en fælles mur, alene anset for en tilbygning til de eksisterende plansiloer. Selv om der var etableret en fysisk forbindelse mellem plansiloer og driftsbygninger via en ubrudt køreflade, kunne ejendommens driftsbygninger ikke indgå i grundlaget for beregning af straksfradrag, jf. AL § 18, stk. 2.

SKM2009.393.LSR

Landsskatteretten fandt, at indskydelse af en etage til bolig i en erhvervsmæssigt anvendt ejendom ikke medførte reduktion af afskrivningsgrundlaget for den erhvervsmæssigt anvendte del af ejendommen. Landsskatteretten lagde vægt på, at der ikke skete reduktion af de erhvervsmæssigt anvendte etagemeter, ligesom udgiften til tilbygninger/ombygninger ville skulle afskrives særskilt, hvis betingelserne for dette havde været opfyldt. Indskydelsen af etagen blev anset for at være en selvstændig tilbygning/ombygning, efter enten AL § 18, stk. 2, eller AL § 19, stk. 2.

SKM2008.257.LSR

Ingen straksfradrag vedrørende udgifter til etablering af en plansilo, der kun var forbundet med ejendommens driftsbygninger ved køreflader etableret af materialer, der normalt bruges til vejfyld, anlæg af gårdsplads eller lignende på en landbrugsejendom. Plansiloen og kørefladerne til den, blev derfor ikke anset for at have den fornødne fysiske sammenhæng med de oprindelige driftsbygninger til, at de kunne anses for at være en bygningsbestanddel til disse.

SKM2006.762.LSR

En væsentlig tilbygning til en eksisterende administrationsbygning blev anset som en tilbygning, der berettigede til straksfradrag. Landsskatteretten lagde vægt på, at den tilbyggede bygningsdel fremtrådte med samme facade og taghældning, indvendige gennemgange, fælles installationer og fælleslokaler i begge bygninger. Tilbygningen blev således anset for at udgøre en naturlig del af den allerede eksisterende bygning, og hele bebyggelsen fremtrådte efter tilbygningen som et hele.

SKM2004.448.LSR

Væsentlige tilbygninger til eksisterende svinestalde anerkendtes som tilbygninger, der gav adgang til straksfradrag, fordi tilbygningerne ikke kunne fungere som selvstændige nye bygninger.

SKM2004.447.LSR

Sagen handlede om et tilfælde, hvor afskrivningsgrundlaget for den erhvervsmæssigt benyttede del af en blandet benyttet bygning, der var erhvervet i 1988, med virkning fra og med indkomståret 1999 var blevet opgjort til et mindre beløb som følge af fordelingsreglen i AL § 19, stk. 5. Da 60 pct. af det oprindelige afskrivningsgrundlag var afskrevet før indkomståret 1999, kunne der fra og med indkomståret 1999 afskrives på 40 pct. af det afskrivningsgrundlag, der blev opgjort primo 1999.

SKM2004.425.LSR

Udgifter til tilbygninger til eksisterende bygninger kunne straksafskrives. Derimod kunne udgifter til nybygninger, der kun var forbundet med hidtidige bygninger ved såkaldte "afskrivningsbroer", ikke straksafskrives, da der var tale om selvstændige nye bygninger.

SKM2004.285.LSR

Ved opgørelsen af et nyt afskrivningsgrundlag for en blandet benyttet bygning, hvor der i ejertiden var afholdt betydelige forbedringsudgifter vedrørende stuehuset, skulle tekniske værdier anvendes som fordelingsnøgle. Fordelingen skulle kun omfatte den oprindelige anskaffelsessum og ikke forbedringsudgifterne.

SKM2004.284.LSR

Forlods afskrivning med investeringsfondsmidler skulle regnes med i beregningsgrundlaget for straksfradrag. Landsskatteretten fandt, at det tidligere cirkulære til afskrivningsloven nr. 188 af 22. november 1983 var i overensstemmelse med den tidligere afskrivningslov og de dertil knyttede bemærkninger. Cirkulæret havde derfor ikke indeholdt en begunstigende fortolkning, som Ligningsrådet kunne ændre ved cirkulære nr. 172 af 20. september 2001.

Se den påklagede
afgørelse i
SKM2003.149.LR og kommentaren til den i SKM2003.148.TSS.

SKM2004.243.LSR

Landsskatteretten bemærkede, at en bebyggelse udgjorde én bygning i afskrivningslovens forstand, før den blev revet ned, fordi der var en indre gennemgang mellem bygningerne.
Der kan ikke afskrives i det indkomstår, hvori bygningen rives ned. Se AL § 20, stk. 1. Retten var af den opfattelse, at bestemmelsen også fandt anvendelse i SKM2004.243.LSR, hvor et bygningsafsnit var blevet fjernet fuldstændigt. Derfor skulle afskrivningsgrundlaget reduceres forholdsmæssigt svarende til det nedrevne bygningsafsnits etageareal, som det også var sket ved den påklagede ansættelse.

SKM2004.242.LSR

Ved opgørelsen af et nyt afskrivningsgrundlag efter afskrivningsloven for en blandet benyttet bygning, hvor der i ejertiden var ombygget og sket nedrivning, var det ejendomsvurderingen pr. 1. januar 1999 og ikke vurderingen på anskaffelsestidspunktet, der skulle anvendes som fordelingsnøgle.
Stuehusets værdi skulle indgå uden boligværdi ved opgørelsen. Reglerne om intervalafskrivninger skulle anvendes ved opgørelsen af afskrivninger og nedrivningsfradrag.

SKM2004.59.LSR

Et selskab kunne afskrive skattemæssigt på afholdte udgifter til ombygning af en erhvervsbygning, selv om ombygningen ikke var endeligt færdiggjort ved regnskabsårets udgang. Dette skyldtes, at bygningen var taget i brug til erhvervsmæssig anvendelse.

SKM2004.49.LSR

Et selskab, der drev virksomhed med udlejning af et indkøbscenter, havde afholdt en række ombygnings- og forbedringsudgifter vedrørende både den afskrivningsberettigede og den ikke afskrivningsberettigede del af bygningen. Der blev kun godkendt forholdsmæssig afskrivning på udgifter vedrørende centrets fællesarealer. Udgifter vedrørende centrets parkeringskælder kunne afskrives fuldt ud efter reglerne om accessoriske anlæg.

SKM2003.579.LSR

En skatteyder, der drev en landbrugsvirksomhed, opførte i 1999 en kyllingestald. Stalden blev først færdiggjort i begyndelsen af 2000. Selv om stalden blev taget i brug i 1999, så kunne der ikke afskrives for indkomståret 1999, men først for 2000, fordi bygningen ikke var fuldført i 1999.

Landsskatterets-
kendelsen blev indbragt for Østre Landsret, der i sin dom, dog ikke tog stilling til dette punkt, fordi Skatteministeriet under sagen havde erklæret, at Landsskatterettens kendelse for så vidt angik indkomståret 1999 blev anset for at være ugyldig og dermed uden retsvirkninger som følge af kompetencemangler. Se SKM2006.421.ØLR.

SKM2003.530.LSR

Ved opgørelsen af beregningsgrundlag for straksfradrag kunne afskrivningsgrundlagene for samtlige sammenbyggede driftsbygninger, inkl. gylletank, men ekskl. afskrivningsgrundlag for selvstændigt beliggende maskinhus og garage regnes med. Der blev ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på, at der var naturlige indre gennemgange mellem bygningerne.

SKM2003.529.LSR

Et selskab, der drev virksomhed med udlejning af fast ejendom, var berettiget til at afskrive på køleskabe samt komfurer og emhætter ud fra en levetid på henholdsvis 12 år og 15 år. Selskabet kunne i øvrigt ikke få nedrivningsfradrag vedrørende installationer, der ikke havde været ejet af selskabet i mindst fem år.

SKM2003.503.LSR

Afskrivningsgrundlaget for driftsbygningerne til en landbrugsejendom, hvor stuehuset og driftsbygningerne var sammenbygget, skulle for indkomståret 1999 opgøres efter reglerne i AL § 19, stk. 5.
Ved fordelingen af anskaffelsessummen for den blandet anvendte bygning på driftsbygninger og ejerbolig skulle anvendes driftsbygningernes tekniske værdier og stuehusvurderingen ved vurderingen pr. l. januar 1999, fordi stuehusets ejendomsværdi skulle nedsættes med boligmomentet, der er udtryk for boligens grundværdi.

SKM2003.235.LSR

Ved salg af en blandet benyttet og tidligere delvis afskrivningsberettiget bygning i 1999 selvangav skatteyderen et tab. Salgssummen for den afskrivningsberettigede del af bygningen var opgjort ud fra ejendomsvurderingen pr. 1. januar 1998. Landsskatteretten fandt, at opgørelsen af de genvundne afskrivninger skulle foretages efter AL § 21, stk. 2.
Dermed skulle den afskrivningsberettigede andel af den samlede anskaffelsessum gøres op efter en gennemsnitsmetode.
Den andel af den samlede salgssum, der skal henføres til den afskrivningsberettigede del af bygningen, svarer til den efter gennemsnitsmetoden opgjorte andel.
Landsskatteretten fastslog, at

  • AL § 21, stk. 2, går forud for AL § 45 om aftalt fordeling af overdragelsessummer
  • der ikke skal ske en fordeling ud fra en eventuel ejerboligværdi pr. 1. januar 1999 efter AL § 19, stk. 5.

SKM2003.178.LSR

Forlods afskrivning efter investeringsfondsloven skulle ikke trækkes fra i beregningsgrundlaget for straksfradrag for 2000, da cirkulære nr. 172 af 20. september 2001 ikke kunne anses for at have virkning for dette år.

SKM2003.107.LSR

Ombygningsudgift vedrørende kontorlokaler i bygninger på lejet grund, der er afskrivningsberettigede efter AL § 25, stk. 1, 1. pkt., kunne straks trækkes fra efter reglerne om straksfradrag i AL § 18, stk. 2.

SKM2002.589.LSR

Opførelse af en svinestald i tilknytning til en allerede eksisterende svinestald blev ikke anset for at være en tilbygning i afskrivningslovens forstand. Der blev lagt vægt på, at

  • den eksisterende svinestald var på 690 m2, mens den nye svinestald var på 1.823 m2
  • bygningerne ikke var naturligt sammenhængende, da de havde forskellig bredde
  • bygningerne kunne fungere selvstændigt i forhold til hinanden.

SKM2002.47.LSR

Et administrationsafsnit og en tidligere opført lagerhal, som administrationsafsnittet var blevet sammenbygget med, udgjorde én samlet bygningsmasse, der fremtrådte som et naturligt funktionelt hele. Administrationsafsnittet fandtes derfor at være en tilbygning, hvorfor der kunne straksfradrages.

TfS 2000, 590 LSR

Et nyt stuehus, der var bygget til et afsnit af driftsbygningerne, kunne ikke anses for at være en blandet benyttet bygning i relation til bestemmelserne i (gl.) AL § 20. Bygningerne havde et fælles mur-afsnit og indre gennemgang, men fremtrådte i øvrigt som to selvstændige bygninger.

TfS 1997, 915 LSR

Ved beregningen af størrelsen af den afskrivningsberettigede del af en nyerhvervet fast ejendom kunne den vurdering, der lå tættest på handelstidspunktet anvendes som fordelingsnøgle, dog var det forudsat, at denne vurdering var kendt på tidspunktet for indgivelse af selvangivelse.

LSRM 1975.63

En skatteyder erhvervede ved slutseddel af den 28. december 1971 en tankstation med tilhørende bygninger til overtagelse den 15. januar 1972, fordi sælgeren drev tankstationen indtil denne dato.
Skatterådet anså ikke skatteyderen for at være berettiget til afskrivning på tankstationens driftsbygninger, da han ikke havde drevet tankstationen i 1971.
Landsskatteretten fandt imidlertid, at skatteyderen måtte anses for at være berettiget til afskrivning for anskaffelsesåret 1971, fordi det var ubestridt, at bygningen i indkomståret 1971 havde været genstand for benyttelse, der berettigede til afskrivning. Se den tidligere AL § 22.

LSRM 1973.128

En skatteyder var medinteressent i et interessentskab, der ved skøde af den 11. september 1965 erhvervede en landbrugsejendom. Den tidligere ejer fortsatte driften som forpagter indtil den 28. februar 1966. I den periode anvendte han driftsbygningerne til opbevaring af korn, frø og maskiner. Interessentskabet havde derfor antaget, at bygningerne var erhvervsmæssigt benyttede og dermed afskrivningsberettigede.
Amtsskatterådet godkendte ikke skatteyderens afskrivning på bygningerne, men Landsskatteretten fandt, at ejendommen i 1965 havde været erhvervsmæssigt benyttet i et sådant omfang, at afskrivningen var berettiget.

Skatterådsafgøreler

SKM2006.618.SR

Et selskab, der afskrev på et bygningsanlæg med forhøjet sats, kunne - modsat hvad der gjaldt efter den tidligere afskrivningslov - ikke afskrive på accessoriske bygninger, der var selvstændigt afskrivningsberettigede, med forhøjet sats.
Det bemærkes i afgørelsen, at lovbemærkningerne til den gældende afskrivningslov ikke indeholder nogen positiv tilkendegivelse af, at bygninger omfattet af AL § 14, stk. 1, kan afskrives med forhøjet sats, hvis de accessorisk knytter sig til en bygning, der afskrives med forhøjet sats.

Andre afgørelser

SKM2007.369.SKAT

Med virkning fra og med indkomståret 2008, blev listen i Ligningsvejledningens afsnit over vejledende levetider for bygninger, hvis fysiske levetid antages at være på 25 år eller mindre, og som derfor kan afskrives med forhøjet sats efter AL § 17, stk. 2, tilpasset og ajourført.
På den ny liste blev bygninger til husdyrproduktion og visse lagerbygninger inden for landbruget taget med, mens bygningstyper, der allerede var opført på listen, og som er indeholdt i de nævnte bygningstyper, udgik.

SKM2002.4.DEP

Landsskatteretten afsagde en kendelse, der nægtede ejeren af en ejendom adgang til at afskrive på en del af ejendommen med den begrundelse, at lejeren af denne del af ejendommen ikke anvendte det lejede erhvervsmæssigt. Jævnfør den tidligere AL § 18, stk. 1.
Kendelsen var i strid med skattemyndighedernes praksis, hvorefter bygninger anses for at være erhvervsmæssigt anvendt udelukkende i kraft af ejerens erhvervsmæssige udlejning af dem. Da sagen blev indbragt for landsretten, tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for skatteyderens påstand om adgang til at afskrive efter AL § 18, stk. 1, i den dagældende afskrivningslov. Dommen er kommenteret af Skatteministeriet i artiklen.

TfS 1999, 536 TSS

Told- og Skattestyrelsen har besvaret en forespørgsel om adgangen til at straksfradrage efter AL § 18, stk. 2, i forbindelse med opførelse af en gylletank, der skal betjene flere bygninger. Styrelsen fandt, at afskrivningsgrundlaget for alle de bygninger, som gylletanken skal betjene, skal indgå i opgørelsen af det beløb, som maksimerer straksfradraget, forudsat at gylletanken ikke betjener nogen af bygningerne i helt uvæsentligt omfang.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter