Dato for udgivelse
06 Aug 2013 11:47
Dato for afsagt dom/kendelse
12 Jun 2013 10:37
SKM-nummer
SKM2013.549.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
20. afdeling, B-2389-12
Dokument type
Dom
Emneord
Kommanditist, kontantomregning, non-recourse, syn, skøn
Resumé

Appellanten havde i 1994 købt 10 anparter i et K/S, som købte et skib. Købet af skibet blev finansieret med et banklån på kr. 11 mio. og sælgerfinansiering på kr. 11 mio. Begge lån var sikret ved pant i skibet. Driften af K/S´et var underskudsgivende, og appellanten afstod i 2000 sine anparter. Sagen vedrørte hovedsageligt spørgsmålet om, hvordan gælden til banken og den oprindelige sælger skulle værdiansættes, idet appellanten skulle beskattes af fortjenesten ved at blive frigjort for (hans del af) gælden. Appellanten gjorde gældende, at der forelå et såkaldt non recourse vilkår, således at kreditorerne alene kunne holde sig til pantets (dvs. skibets) værdi, og at gælden derfor alene skulle medtages til den værdi, som pantet (skibet) havde.

Der blev i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten udmeldt syn og skøn. Skønsmanden fastsatte værdien af gælden - udover pantets værdi - til kurs 79,08. Landsretten anførte, at salgssummen for kommanditanparterne opgøres som den kontante salgssum tillagt kursværdien af aktivets gældsposter, jf. afskrivningslovens § 45, stk. 1. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skønsmandens fastsættelse af gældens værdi til kurs 79,08.

Landsretten lagde til grund, at lånene var ydet på non recourse vilkår, således at långiverne alene kunne holde sig til skibets værdi i tilfælde af misligholdelse af lånene. Landsretten udtalte herefter, at lånene ikke var misligholdt, at gældsposterne indgik i appellantens afskrivningsgrundlag, hvilket forudsætter en reel hæftelse for gælden, og at der i sagen i nogen grad var tale om dispositioner mellem interesseforbundne parter. Under disse omstændigheder var non recourse vilkåret uden betydning for opgørelsen af appellantens skattemæssige fortjeneste ved salget af anparterne i K/S´et.

Byrettens frifindende dom blev derfor stadfæstet.

Reference(r)

Afskrivningsloven § 45, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 C.C.3.3.5


Parter

A
(Advokat Peter Stanstrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Kim Lundgaard Hansen v/advokat Mikkel Isager-Sally)

Afsagt af landsdommerne

B. Tegldal, Henrik Gam og Gitte Arildsen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 29. juni 2012 (BS 8-685/2011) er anket af A med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet dømmes til at anerkende, at hans fortjeneste ved salg af anparter i K/S G1 i indkomståret 2000 udgør principalt 97.130 kr., subsidiært 118.370 kr., mere subsidiært 214.130 kr., og mest subsidiært 235.370 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af NN og revisor NR.

NN har supplerende forklaret blandt andet, at han oprindeligt er uddannet som vekselerer. Han har blandt andet været direktør i F3-bank og i erhvervsafdelingen for F4-bank, før han i 1989 blev direktør i G6 A/S. Han og NK havde som A-aktionærer stemmemajoriteten i selskabet. PF havde som B-aktionær 5 % af stemmeretten i selskabet. Fra sin tid i F4-banken var han bekendt med finansiering af skibsprojekter, men det var som pengemand, og han havde ikke forstand på skibe, hvilket PF, der var skibsmægler, imidlertid havde. Dengang blev investorerne i skibsprojekterne generelt anset som "nyttige idioter", og alt blev gjort for entydigt at sikre kreditorerne. G6 A/S, der udbød projekter for samlet 3,5 milliarder kr., arbejdede derimod ud fra et idegrundlag om, at investorerne ikke var kyndige, og at de ikke måtte gå fallit, samt at deres tab ikke måtte blive større, end hvad en bil kostede. Der var to måder at sikre investorerne på. Den ene måde var i form af langsigtede kontrakter med sikre lejere i kombination med uopsigelige lån helst til fast rente. Den anden måde var, at kreditgiverne påtog sig risikoen navnlig i form af lån på non recourse vilkår, dvs. at kreditgiverne alene kunne holde sig til aktivet.

Det var PF, der havde skibet. Da der var underskud i rederibranchen herunder hos PF, kunne han ikke selv udnytte underskuddene, og det blev derfor tilbudt andre investorer at udnytte skattelikviditeten. Investorerne forpligtede sig til at indskyde et beløb og påtage sig risikoen for driftsunderskud. Kommanditselskabet betalte lønninger m.v. og stillede skibet til rådighed for komplementaren. Da der imidlertid ikke var en lang periode med faste driftsindtægter for skibet, kom non recourse vilkåret på tale, og et sådant vilkår var i forbindelse med prospektet for skibet ...1 en forudsætning for såvel sælger som køberne/investorerne samt långiverne, dvs. F1-bank og G3 NV. I F1-bank var kaptajn NB i øvrigt medlem af bestyrelsen. Der har altid været enighed mellem de berørte parter om, hvad der stod i prospektet om den begrænsede hæftelse for investorerne. G6 A/S opstillede i prospektet for ...1 som regneeksempel 2 en situation med et tvangssalg af skibet i år 2000, og hvori det nævntes, at det ville være uden betydning for kommanditisterne, hvis skibets prioritetsgæld oversteg salgsprisen, idet kommanditselskabskapitalen ikke hæftede for denne gæld. I forhold til non recourse vilkåret var der ingen ændringer fremadrettet, og vilkåret fremgik også af anpartshaveroverenskomsten og den såkaldte Multipartite Agreement, ligesom en ændring af vilkåret i givet fald skulle være godkendt på en generalforsamling.

Det blev besluttet at sælge ...1, efter at skibet omkring nytår 1999/2000 havde været tæt på havari som følge af tekniske problemer og var endt på et asiatisk værft, hvor skibet blev tilbageholdt, indtil værftsregningen var betalt. Desuden var fragtraterne generelt lave. De meget store underskud på skibet blev finansieret af befragteren, G2 A/S ved PF, der kun ville fortsætte driften, hvis G2 A/S kunne overtage skibet. PF var vred og ville have kommanditisterne til at betale, hvad de skyldte at indbetale, dvs. 1,3 millioner kr. G6 A/S fik ved skibsmæglere indhentet to vurderinger af værdien af skibet, og de lød på 5-6 millioner kroner. Herefter blev der i efteråret 2000 indgået aftale om overdragelse af anparterne i K/S G1 til G2 A/S med aftalt salgsdato den 31. januar 2000. Forinden var kommanditselskabets revisor blevet spurgt, om det gjorde en forskel, at det var anparterne og ikke skibet, der blev overdraget, og revisor havde svaret, at det var uden betydning. Før overdragelsen havde PF sikret sig, at G3 NV, der var ejet af to tyske kaptajner, NB og PF, eftergav gælden i skibet. PF var på overdragelsestidspunktet uhyre presset, blandt andet havde bestyrelsesformanden i G2 A/S truet med at gå af, og PF ville have pengene hjem, dvs. 1,3 millioner kroner og skibet. Han har ikke siden dengang talt med PF.

Han investerede selv i ...1 med en ejerandel på 5 %, idet han forudsatte at kunne udnytte skattefradragsretten, men han mener ikke, at han har udnyttet afskrivningsmulighederne fuldt ud. Som følge af en misforståelse har han ikke fået sin egen skattesag behandlet af Landsskatteretten. G6 A/S blev solgt i 2007, men han fortsatte som ansat i selskabet indtil 2010.

Revisor NR har supplerende forklaret blandt andet, at hans opgave som revisor for G6 A/S herunder i relation til K/S G1 var at give udbudsmaterialet en påtegning med hensyn prospekternes forudsætninger, budgetmodeller og de skattemæssige konsekvenser. Han skulle ikke foretage en juridisk vurdering. Hæftelsen for kommanditisterne i K/S G1 var - i forhold til det gængse dengang - speciel, idet kreditgiverne alene kunne holde sig til skibets værdi. Formålet med dette non recourse vilkår var at begrænse risikoen for investorerne, der ikke havde forudsætninger for at vurdere skibets værdi. Risikoen for skibets værdi måtte i stedet bæres af kreditgiverne. Den såkaldte Multipartite Agreement - formuleret af en advokat efter nogen tid, hvilket dog ikke var usædvanligt - var blot en kodificering af det allerede aftalte. Han medtog ikke non recourse vilkåret i noteform eller på anden vis i regnskabet for K/S G1, idet kreditgiverne jo allerede var bekendt med vilkåret, og idet vilkåret kun skulle have virkning i tilfælde af misligholdelse af lånene.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

A har yderligere gjort gældende, at det er uden betydning for værdiansættelsen af non recourse lånene, om kommanditselskabet var en virksomhed i drift eller ej. Uanset om debitor er en virksomhed i drift eller ej, er kursen på et non recourse lån afhængig af værdien af det aktiv, der er stillet til sikkerhed for lånet.

Skatteministeriet har yderligere gjort gældende, at salget af anparterne skete som led i, at skibet fortsat skulle være i drift. Der forelå således ikke noget tvangssalg, ligesom det er udokumenteret, at der skulle have foreligget misligholdelse i forhold til afdrag m.v. på gælden.

As advokat har vedrørende opgørelsen af påstandsbeløbene direkte adspurgt bekræftet, at såfremt skønsmandens erklæring lægges til grund for landsrettens afgørelse, gør han ikke gældende, at der skal ske fradrag for 130.000 kr. ved opgørelsen af fortjenesten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen drejer sig i det væsentlige om, hvorledes en gæld til F1-bank og G3 NV - set i lyset af et muligt non recourse vilkår - skal værdiansættes i forbindelse med opgørelsen af As skattemæssige fortjeneste ved salget i efteråret 2000 på hans anparter i K/S G1.

Efter afskrivningslovens § 9 opgøres fortjenesten ved salg af anparterne som salgssummen med fradrag af saldoværdien, hvilken værdi for A udgjorde 601.453 kr. Efter afskrivningslovens § 45, stk. 1, opgøres salgssummen som den kontante salgssum tillagt kursværdien af aktivets gældsposter.

Kursværdien af gældsposterne er ved skønsmandens supplerende erklæring af 3. maj 2010 for den del af prioritetsgælden, der dækkes af skibets værdi, opgjort til kurs 100, medens de øvrige gældsposter er beregnet til mindst kurs 79,08. Der findes ikke for landsretten tilvejebragt et grundlag for at tilsidesætte denne kursfastsættelse, som er lagt til grund ved opgørelsen af As fortjeneste ved salg af anparterne.

Landsretten finder navnlig på baggrund af anpartshaveroverenskomsten af 27. januar 1995 og den senere Multipartite Agreement at kunne lægge til grund, at lånene fra F1-bank og G3 NV er ydet på non recourse vilkår, således at disse långivere alene har kunnet holde sig til skibets værdi i tilfælde af misligholdelse af lånene.

Da der imidlertid ikke har foreligget misligholdelse af lånene, og da gældsposterne til F1-bank og G3 NV er indgået i afskrivningsgrundlaget for A, hvilket forudsætter en reel hæftelse, og da der i sagen i nogen grad har været tale om dispositioner foretaget inden for en kreds af interesseforbundne personer, finder landsretten i hvert fald under disse omstændigheder, at non recourse vilkåret er uden betydning for opgørelsen af As skattemæssige fortjeneste på hans anparter i K/S G1.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Ved fastsættelsen af sagsomkostninger for landsretten, som A skal betale til Skatteministeriet til dækning af ministeriets udgifter til advokatbistand, er henset til sagens værdi, forløb og udfald.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage efter denne doms afsigelse betale 75.000 kr. inkl. moms til Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter