Dato for udgivelse
05 Sep 2013 10:21
Dato for afsagt dom/kendelse
23 Aug 2013 08:52
SKM-nummer
SKM2013.613.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, B-1915-12
Dokument type
Dom
Emneord
Skøn, polske, arbejdere
Resumé

I indkomstårene 2006 og 2007 blev der indsat i alt kr. 2.965.609,- på en bankkonto tilhørende sagsøgeren. Indsættelserne stammede fra driften af en gulvvirksomhed, men var ikke selvangivet af sagsøgeren. Der var endvidere ikke udarbejdet regnskab for virksomheden. På denne baggrund forhøjede skattemyndighederne skønsmæssigt sagsøgerens skattepligtige indkomst og momstilsvar med henholdsvis kr. 1.765.934,- og kr. 588.644,-.

Sagsøgeren gjorde gældende, at han ikke havde drevet gulvvirksomheden, men alene udlånt sin bankkonto til en bekendt, der havde drevet virksomheden, fordi den pågældende ikke selv havde mulighed for at oprette en bankkonto.

Idet Landsretten lagde vægt på en række omstændigheder der talte for, at sagsøgeren havde erhvervet ret til indsættelserne på hans bankkonto, fandt retten ikke, at sagsøgeren havde løftet bevisbyrden for, at han ikke var rette indkomstmodtager.

Skattemyndighederne havde endvidere indrømmet et skønsmæssigt fradrag for driftsomkostninger på 25 pct. Under de foreliggende omstændigheder, hvor der ikke forelå regnskabsbilag til belysning af virksomhedens drift, og hvor omkostningerne i væsentlig grad måtte antages at have været vederlag til polske arbejdere, der efter oplysningerne i sagen blev honoreret kontant under omstændigheder, hvor der antageligvis ikke skete indberetning til myndighederne, fandt Landsretten, at der ikke var grundlag for at fastslå, at det udøvede skøn var foretaget på et fejlagtigt grundlag, eller at skønnet var åbenbart urimeligt.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4
Skattekontrolloven § 5, stk. 3
Skattekontrolloven § 3, stk. 4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 A.B.5.3.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 A.B.5.3.5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 C.C.2.1.2.1


Parter

A
(advokat Carlo Siebert)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv.fm. Kristian Hartmann i.h.t. proceduretilladelse)

Afsagt af landsdommerne

Bloch Andersen, Birgitte Grønborg Juul og Betina Juul Heldmann (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 25. maj 2012 (BS 23-898/2011) er anket af A med følgende påstande:

Principalt:

1.

Indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at appellantens indkomst for indkomståret 2006 nedsættes med 852.641 kr. og for indkomståret 2007 med kr. 885.029 kr.

2.

Indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at momstilsvaret for den af appellanten personligt drevne virksomhed H1, CVR-nr. ..., nedsættes med 581.578 kr. for afgiftsperioden 1. januar 2006 til 31. december 2007.

Subsidiært:

Sagen hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af A og IN.

A har forklaret blandt andet, at han ikke bistod IN med CVR-registreringen af G1, men alene fortalte ham, hvordan det skulle gøres. Da han begyndte at modtage "modfakturaer" (kvitteringer) fra IN, checkede han selskabet i CVR-registret. Senere i forløbet checkede han igen selskabet i CVR-registret. Han blev dog først senere bekendt med, at selskabet var ophørt i december 2007. Pr. 1. maj 2006 fik IN lov til at låne hans konto. Han kan ikke huske nærmere om overførslen på 15.000 kr. fra IN den 4. januar 2006 og heller ikke om overførslen på 15.000 kr. fra IN den 1. maj 2006. De 11.469 kr. vedrørte en skiferie, som han fik af IN. Ultimo august 2006 fakturerede han selv første gang for IN, som dikterede fakturateksten. Han antog, at det ikke var lovligt at fakturere på en anden mands CVR-nummer, og fakturerede derfor på sit eget CVR-nummer. Konceptet til kvitteringerne fra IN lå på hans pc, således at han alene skulle indsætte beløb og dato. Dette betød også, at han havde mere hold på sit vederlag på 5 pct. Aftalen med IN var en mundtlig aftale. Han udstedte fakturaerne og fik efter nogen tid en modfaktura på 95 pct. af beløbet. Der var kun i et enkelt tilfælde indsigelse fra en kunde, som mente, beløbet var forkert. Kunderne gjorde ikke indsigelse mod, at der skete et firmaskift. Det var næsten altid ham, der hævede pengene i banken og adviserede banken om hævningerne. IN ville gerne have pengene, så snart de kom ind. IN havde kasseret alle bilag med undtagelse af de i sagen fremlagte bilag, som var nogle, IN havde taget en backup på. Han var selv fuldt beskæftiget i H1 og har aldrig arbejdet i G1. Han har ikke givet IN penge som en gave, men fordi det var INs penge.

IN har forklaret blandt andet, det var SKAT, der afmeldte G1 i CVR-registret i 2007. Han husker ikke, om han fortsatte virksomheden uden CVR-nummer. Det kan godt passe, at ...2-kontoen blev oprettet medio 2005. Han husker ikke nærmere om overførslen på 15.000 kr. til A den 4. januar 2006. Han husker heller ikke nærmere om kvitteringen for modtagelsen af 15.000 kr. fra A den 5. januar 2006. Han husker ikke, hvornår han lånte As konto, men det kan godt passe, at det var i maj 2006. Baggrunden var, at han stod i RKI, og Danske Bank ikke ønskede at have ham som kunde. Overførslen til A på 11.469 kr. den 25. januar 2006 vedrørte en skirejse, som han gav A som tak for hjælpen med at komme i gang. A hjalp ham med at fakturere, men bistod ikke med andet. A fik 5 pct., hvis der var overskud på arbejdet. Han skrev en modfaktura til A på de resterende 95 pct. A skulle have 5 pct. af alle fakturabeløb, der gik ind over As konto, uanset om der var faktureret af ham eller af A. Han kan ikke huske, hvordan det blev konstateret, om arbejdet var overskudsgivende. Han kan ikke forklare, hvordan der blev givet tilbud. Det var primært polakkerne, men også nogle gange ham, der afgav tilbud. Hans tilbud var baseret på polakkernes vederlag med tillæg af 20 pct. Han leverede mandskab på timebasis eller på fast pris. Kunderne var firmaer. Han afregnede som regel polakkerne på timebasis. Han fik råd af A vedrørende kalkulationerne. I ca. halvdelen af tilfældene leverede kunden materialer. Det var både ham og A, der hævede pengene på ...3-kontoen. Han havde ikke et fast hævekort til denne konto, men lånte hævekortet til ...3-kontoen enkelte gange. Han var nogle gange med, når A hævede penge i banken. Andre gange fik han pengene, når de mødtes på byggepladser. Han brugte pengene til materialer og løn til polakkerne. Polakkerne fik lønnen kontant på byggepladsen. Han fik ingen kvittering fra polakkerne på, at pengene var modtaget. Nogle gange fik han dog kvitteringer. Han førte et form for regnskab, men alle bilag er væk nu. Han fik ikke revisorbistand. Han indberettede moms i 2005, men ikke efterfølgende. Han tjente ikke på virksomheden, eller måske tjente han 20 pct. Han drev firmaet frem til 2008-2009. Han betalte de polske arbejdere 220-225 kr. i timen. Dansk arbejdskraft skulle have haft 250-260 kr. i timen. Han fakturerede kunderne en timeløn på ca. 250 kr. Skats skøn over hans overskud på 75 pct., svarende til en timeløn på 62,50 kr. i timen, kan godt passe. Han er blevet beskattet af de modtagne beløb. Han har ikke fået pengene i gave fra A. Han har ikke hørt noget fra SKAT vedrørende en ansvarsvurdering.

Procedure

A har korrigeret påstanden i forhold til sagen for byretten, idet det anerkendes, at det vederlag, han har modtaget fra IN, er skattepligtigt. Parterne har i øvrigt for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder for så vidt angår skatteansættelsen, at det må lægges til grund, at de omtvistede beløb indsat på As konto i Danske Bank hidrører fra skattepligtig omsætning.

Af de af byretten nævnte grunde, og da INs forklaring om forholdene i virksomheden har været mangelfuld og usikker, tiltræder landsretten endvidere, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at beløbene ikke er skattepligtige hos ham, jf. statsskattelovens § 4. Landsretten anser det således ikke for godtgjort, at hovedparten af beløbene som anført af A er videreoverdraget til IN som retmæssig ejer eller som fradragsberettigede driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6, litra a. Det kan ikke føre til et andet resultat, at skattemyndighederne efter gavebetragtninger har anset IN for skattepligtig af beløbene. Det bemærkes i den forbindelse, at skatteansættelsen hos IN ikke foreligger til pådømmelse under denne sag.

Da der ikke er udarbejdet selvangivelse for indkomsten, tiltræder landsretten herudover, at skattemyndighederne har været berettigede til at foretage en skønsmæssig ansættelse af den skattemæssige indkomst. Skattemyndighedernes skønsmæssigt fastsatte fradrag vedrørende driftsomkostninger på 25 pct. af omsætningen er ikke begrundet nærmere. Under de foreliggende omstændigheder, hvor der ikke foreligger regnskabsbilag til belysning af virksomhedens drift, og hvor omkostningerne i væsentlig grad må antages at have været vederlag til de polske arbejdere, der efter oplysningerne i sagen blev honoreret kontant under omstændigheder, hvor det må antages, at der ikke skete indberetning til myndighederne, findes der ikke grundlag for at fastslå, at det udøvede skøn er foretaget på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, eller at skønnet er åbenbart urimeligt.

For så vidt angår momstilsvaret tiltræder landsretten ligeledes, at indsættelserne på As konto i Danske Bank hidrører fra momspligtig virksomhed hos A, da denne ikke har løftet bevisbyrden for, at beløbene er overdraget til IN som retmæssig ejer af virksomheden.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 50.000 kr., der omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Der er ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens begrænsede omfang.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten A betale 50.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.