Dato for udgivelse
18 Jun 2014 12:55
Dato for afsagt dom/kendelse
04 Jun 2014 12:47
SKM-nummer
SKM2014.434.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
18. afdeling, B-1434-13
Dokument type
Dom
Emneord
Grundforbedring, skønsmæssig, dokumentation, grundareal
Resumé

Sagen angår, om Boligselskabet efter den dagældende § 17 i vurderingsloven har ret til yderligere fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af eksterne vej- og kloakanlæg samt ret til fradrag for udgifter til eksternt stianlæg.

Kommunen havde solgt den omhandlede parcel til Boligselskabet inkl. sædvanlig byggemodning udenfor parcellen, og Boligselskabet havde opnået et skønsmæssigt fradrag for udgifter til eksternt vejanlæg og eksternt kloakanlæg.

Landsretten anså det ikke for godtgjort, at det udøvede skøn var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag. Der blev henvist til, at det fremlagte kontraktmateriale ikke dokumenterede, hvilke nærmere arbejder, aftalerne omfatter, og at det ikke var godtgjort, hvorledes kommunens udgifter til eksterne vej- og kloakanlæg var fordelt på de enkelte parceller i udstykningen.

Af de grunde byretten havde anført fandt landsretten endvidere, at Boligselskabet ikke var berettiget til fradrag for udgifter til eksterne stianlæg. Byretten havde henvist til, at der var andre adgangsveje til området - også for gående og cyklende trafik.

Reference(r)

Vurderingsloven § 17 (dagældende)
Vurderingsloven § 18 (dagældende)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 H.A.3.3.2


Parter

Boligselskabet H1
(advokat Hans Elgaard)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsdommerne

Steen Mejer, Ulla Staal og Dorte Nørby (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 19. april 2013 (BS 10A-169/2012) er anket af Boligselskabet H1 med endelig påstand om, at ansættelsen af fradrag for forbedringer vedrørende eksternt vejanlæg og/eller eksternt stianlæg og/eller eksternt kloakanlæg ved vurderingen pr. 1. januar 2002 og 1. oktober 2004 af ejendommen matr.nr. ..., ... og ..., beliggende ...1, hjemvises til fornyet behandling ved vurderingsmyndigheden.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen angår, om Boligselskabet H1 efter den dagældende § 17 i vurderingsloven har ret til yderligere fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af eksterne vej- og kloakanlæg samt ret til fradrag for udgifter til eksternt stianlæg.

Efter dagældende § 17 i vurderingsloven gives der fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien. Grundværdien er værdien af grunden med grundforbedringer i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse, jf. lovens § 13, stk. 1. Der kan kun gives fradrag efter § 17 i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og fradraget må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, jf. dagældende lovs § 18.

I overensstemmelse med en lokalplan foretog ...7 Kommune udstykning af et lokalområde og solgte i den forbindelse den omhandlede parcel til Boligselskabet H1 inklusiv sædvanlig byggemodning uden for parcellen, mens byggemodning på selve grunden var kommunen uvedkommende. I det omfang kommunens udgifter til byggemodning er betalt af boligselskabet som en del af købesummen, er der enighed om, at udgifterne kan danne grundlag for fradrag i grundværdien i overensstemmelse med bestemmelserne i dagældende §§ 17 og 18 i vurderingsloven.

Skatteankenævnet har i forhold til boligselskabet godkendt fradrag for udgifter til etablering af eksternt vejanlæg og eksternt kloakanlæg med henholdsvis 1.120.000 kr. og 230.000 kr., men ikke godkendt fradrag for udgifter til etablering af eksternt stianlæg. Boligselskabet ønsker yderligere fradrag for etablering af eksterne vej- og kloakanlæg og har herved henvist til, at kommunen ifølge fremlagte tilbud og accepts heraf har afholdt udgifter til eksternt vejanlæg og eksternt kloakanlæg med henholdsvis 2.705.849 kr. og 920.880 kr., og at boligselskabet med en parcel, der arealmæssigt udgør 51 % af den samlede udstykning, derfor bør have yderligere fradrag. Boligselskabet ønsker endvidere forholdsmæssigt fradrag for udgifter til eksternt stianlæg, som kommunen har afholdt med 289.299 kr.

Landsretten tiltræder, at det ikke af det fremlagte kontraktmateriale vedrørende vej- og kloakanlæg fremgår, hvilke nærmere arbejder aftalerne omhandler, da det bagvedliggende udbudsmateriale ikke er fremlagt. Landsretten tiltræder endvidere, at boligselskabet ikke har godtgjort, hvorledes kommunens udgifter til eksterne vej- og kloakanlæg er fordelt på de enkelte parceller i udstykningen og herunder hvor stor en del af kommunens udgifter, der er betalt af boligselskabet som en del af købesummen for parcellen. Landsskatteretten har derfor alene givet skønsmæssigt fastsatte fradrag for udgifter til etablering af eksternt vejanlæg og eksternt kloakanlæg på henholdsvis 1.120.000 kr. og 230.000 kr., og boligselskabet har ikke godtgjort, at Landsskatterettens skøn er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag.

Efter de foreliggende oplysninger, herunder kortbilagene og de fremlagte fotos, tiltræder landsretten af de grunde, der herom er anført af byretten, at boligselskabet ikke har godtgjort at være berettiget til fradrag for udgifter til eksterne stianlæg.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Ved fastsættelse af det sagsomkostningsbeløb, som Boligselskabet H1 for landsretten skal betale til Skatteministeriet til dækning af ministeriets udgift til advokat, er henset til sagens værdi, forløb og udfald.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal Boligselskabet H1 betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter