Dato for udgivelse
06 Feb 2007 14:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30. november 2006
SKM-nummer
SKM2007.109.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-1-1907-1142
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Eneanpartshaver, selskab, fri bil, varevogn
Resumé
Klager var hovedanpartshaver i to selskaber, der begge drev McDonald's restauranter. Klager var lønansat i begge selskaber. Klager havde foretaget erhvervsmæssig kørsel og kørsel mellem de to selskaber i en bil tilhørende det ene af selskaberne. Der var ikke derudover foretaget kørsel i bilen. Klager blev ikke beskattet af værdi af fri bil, idet der mellem de to selskaber var indgået aftale om deling af udgifterne til bilens drift, og idet der var udfærdiget fraskrivelseserklæring i forhold til begge selskaber.
Reference(r)
Ligningsloven § 16, stk. 4, 1. punkt

Sagen drejer sig om beskatning af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 for en hovedanpartshaver (A) i anpartsselskaberne B ApS og C ApS, der driver 2 McDonald's restauranter.

Spørgsmål om kørsel mellem restauranterne i biler, formelt ejet af det ene selskab skal beskattes hos hovedanpartshaveren som privat kørsel, der er ejerselskabet uvedkommende.

Landsskatterettens afgørelse

2000, 2001 og 2002

Skattepligtig indkomst

Værdi af fri bil af skatteankenævnet ansat til hhv. 40.000 kr., 93.716 kr. og 98.000 kr.

Den personlige indkomst nedsættes til det selvangivne.

Sagens oplysninger

Klageren er eneanpartshaver og direktør i selskaberne B ApS og C ApS.

Selskaberne driver restaurant i henholdsvis X og Y.

Klageren bor privat i X, hvor også lagervarer opbevares.

C ApS var i indkomstårene 2000, 2001 og 2002 ejer af en lastbil og en personbil. Lastbilen blev anvendt som reklamemæssigt blikfang i Y. Den var ikke længere indregistreret. Personbilen blev anvendt til afhentning af varer fra leverandører og til transport af medarbejdere mellem restauranterne.

B ApS var i indkomstårene 2000, 2001 og 2002 ejer af en Chrysler Grand Voyage Van. Denne bil blev solgt den 18. februar 2001. Den 31. januar købte selskabet en Mercedes Benz ML 270 CDI van.

Selskaberne havde i årene følgende udgifter til autodrift:

2000

147.437 kr. (heraf ca. 36.000 kr. til brændstof)

2001

67.208 kr.  (heraf ca. 31.000 kr. til brændstof)

2002

58.088 kr.  (heraf ca. 19.000 kr. til brændstof)

Efter det oplyste udgjorde den erhvervsmæssige kørsel ture mellem restauranterne i Y og X 5 gange pr. uge i 48 uger a 60 km, dvs. årligt ca. 14.400 km. Kørslerne var primært kørsel med varer, emballage og ansatte restauranterne imellem.

Herudover bestod kørslen af mødeaktiviteter hos  kæderestauranterne a 520 km, regionsmøder i Jylland og på Fyn på forskellige restauranter, kørsel til bank i X 2 gange ugentligt i hver restaurant samt diverse ærinder for begge restauranter, herunder afhentning af lagervarer i X.

Det er endvidere oplyst, at udgifterne til autodriften blev fordelt ligeligt mellem selskaberne for 2000 og 2002. For årene 2000 og 2001 er fordelingen ikke vist i regnskaberne, men fordelingen er specificeret til brug for nærværende sag. Det er oplyst, at B ApS afholdt udgifterne til autodriften, således at halvdelen af udgifterne efterfølgende blev refunderet af C ApS.

Der er ikke ført kørselsregnskab.

Klageren har fremlagt skriftlige erklæringer, hvoraf det fremgår, at klageren som franchisetager i de 2 selskaber har erklæret sig indforstået med, at de 2 varebiler kun måtte benyttes i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel. Erklæringerne er dateret henholdsvis den 15. december 1998 og 8. februar 2001.

Det er angivet i erklæringerne:

Som erhvervsmæssig kørsel betragtes:

  • a/ Befordring mellem restauranterne
  • b/ Befordring ved bankbesøg i X og Y samt andre småindkøb for restauranterne
  • c/ Befordring til møder/kurser hos hovedkontor
  • d/ Befordring til anden mødeaktivitet mellem øvrige franchisetagere rundt om i landet

Varebilen må ikke anvendes til privat kørsel.

Bilerne var parkeret på selskabets adresse udenfor restaurantens åbningstid.

Klageren har privat i perioden 1998 - 2002 ejet en Peugeot 106 og VW Golf årgang 1998 (solgt i september 2002) og VW Golf årgang 2002. Bilerne har efter det oplyste kørt ca. 17.500 km årligt og 16.000 km årligt. Den årlige private kørsel blev anslået til ca. 35.000 km.

Til belysning af de 2 selskabers fællesskab om bilerne er fremlagt eksempler på ansættelseskontrakter for de ansatte managere, hvoraf det fremgår, at

der er mulighed for, at medarbejderen udlånes til andre restauranter i såvel kortere som længere perioder.

Fremlagt er også eksemplar af en ansættelseskontrakt for en trainee. Det fremgår heraf, at arbejdsstederne er skiftende.

Af ansættelseskontrakterne for de menige medarbejdere fremgår det, at arbejdsgiveren er nævnt ved navns nævnelse. Arbejdsstedet er angivet som "D's familierestaurant".

Klagerne har fremlagt 6 spørgeskemaer udfyldt af ansatte i de to restauranter.

De ansatte restaurantchef i Y, manageri Y, manageri Y, manageri X, restaurantchef i X og 2. assistent,i X har udtalt sig om bilernes anvendelse. De var alle ansat i den påklagede periode.

Om bilernes anvendelse har spørgeskemaerne følgende ordlyd:

Til brug for de 2 selskabers drift af forretningen i henholdsvis X og Y havde begge selskaber rådighed over 2 biler, som der nu engang står - i årene 2000 og 2001 var der tale om en Chrysler Grand Voyager og fra og med 31. januar 2001 en Mercedes Benz ML 270 CDI Van. De næste spørgsmål angår den pågældende bils anvendelse.

7. Hvad blev de pågældende biler anvendt til i de 2  forretninger i X og Y? Besvarelsen bedes specificeret mest muligt.

8. På hvilket grundlag har du besvaret spørgsmål 7? (Har du selv forestået denne anvendelse, eller har du set det eller konstateret det på anden måde?)

Samtlige 6 ansatte har svaret, at bilerne er anvendt til varekørsel mellem restauranterne, til transport af medarbejdere mellem restauranterne, og at klageren har anvendt bilen til regionsmøder og møder hos D. De ansatte har selv anvendt bilerne og har alle set andre ansatte anvende dem.

Skatteankenævnets afgørelse

Den skattemæssige værdi af fri firmabil sættes efter ligningslovens § 16, stk. 4, til en procentdel af bilens værdi. Det er rådigheden over firmabil til privat brug, der beskattes. Den skattemæssige værdi er derfor uafhængig af omfanget af den private kørsel.

Klagerens daglige kørsel mellem X og Y er ikke begrundet i selskabernes erhvervsmæssige forhold. Det er ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at der stort set dagligt er behov for at udveksle og/eller transportere varer virksomhederne imellem, herunder fra lager på hovedanpartshaverens/klagerens adresse.

Da selskaberne ikke i øvrigt har nogen erhvervsmæssige eller økonomiske interesser i hinanden, er skatteankenævnet enig med skattemyndigheden i, at daglig kørsel er foretaget af selskabernes hovedanpartshaver og direktør for at varetage dennes økonomiske og erhvervsmæssige interesser.

Da selskaberne har afholdt udgifterne forbundet med befordringen, herunder stillet bil til rådighed, og da befordringen ikke anses som erhvervsmæssig for selskaberne, finder nævnet, at klageren skal beskattes af fri bil stillet til rådighed for privat kørsel af B ApS, jfr. ligningslovens § 16, stk. 1 og 4.

Det fremgår af ligningsvejledningen, at den ansatte ikke beskattes af erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for det firma, der har stillet bilen til rådighed. Erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for et andet firma udløser beskatning af fri firmabil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet firmabilen til rådighed.

Kørsel mellem hjem og arbejde anses skattemæssigt for privat kørsel, hvis ikke kørslen kan henføres under ligningslovens § 9 B som erhvervsmæssig.

Kørsel i firmabil mellem hjem og arbejde uden for området af ligningslovens § 9 B udløser derfor normalt beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.

I relation til indkomståret 2002 skal bemærkes, at ligningslovens § 16, stk. 4 er ændret med virkning for dette år. Herefter er reglerne således, at når der ikke er betalt tillægsafgift for privat anvendelse, og når momsen af anskaffelsessummen af en firmabil er fratrukket, er det en tilkendegivelse af, at bilen ikke anvendes privat, hvilket skattemyndighederne som udgangspunkt må lægge til grund. 

Viser det sig, at der alligevel køres privat i bilen, vil det være en overtrædelse af momsreglerne, hvilket vil indebære, at arbejdsgiveren skal tilbagebetale momsen af anskaffelsessummen på bilen.

Ud fra det beskrevne kørselsmønster er det nævnets opfattelse, at kørsel mellem BApS og C ApS primært er foretaget for at varetage hovedanpartshaverens interesse, hvorfor denne kørsel ikke er erhvervsmæssig i relation til selskaberne.

Det er således skatteankenævnets opfattelse, at der i den konkrete situation er kørt privat i bilen, hvorfor klageren er skattepligtig af fri bil til rådighed, uanset momsen af anskaffelsessummen på bilen er fratrukket.

Der er i øvrigt henset til, at varevognen er ejet af det af klageren ejede selskab, og at han således i kraft af sin hovedanpartshaverstatus og som selskabets direktør må antages at have fuld råderet over varevognen.

Klagerens påstand og argumenter

Skatteforvaltningen tilpligtes at nedsætte klagerens personlige indkomst for årene 2000 - 2002 til det selvangivne.

Klageren bor privat på adressei X. Han driver virksomhed gennem 2 selskaber, henholdsvis B ApS og C ApS. Begge selskaber driver hver deres kædeforretning i X og Y.

Forretningerne drives efter det sædvanlige D koncept. Der er ca. 45 ansatte i hver af restauranterne, i alt 90 ansatte, hvoraf 56 er ansat som manager. Den arbejdsmæssige planlægning i de enkelte restauranter sker meget nøje og er opdelt i halve timer indenfor åbningstiden.

De pågældende restauranter er indrettet efter D's standard koncept, dvs. restaurant, maden og betjeningen er det væsentlige, mens det bagvedværende areal, herunder navnlig lager er meget sekundært.

Der sker løbende levering af varer udefra. Frostvarer leveres 3 gange ugentligt, mens tørvarer leveres en gang om ugen. Emballage købes ind i store mængder og opbevares i lejede lokaler på adressen i X.

De 2 restauranter drives samlet, selvom de er placeret i hvert deres selskab. Der tilsigtes derfor opnåelse af størst mulige synergier imellem de 2 restauranter. Disse synergier vedrører områderne indkøb, markedsføring, lager faciliteter og ansatte.

Vedrørende de ansatte fremgår det af ansættelseskontrakterne for managere, at "der er mulighed for, at medarbejderen udlånes til andre D's restauranter i såvel kortere som længere perioder".

Det fremgår af ansættelseskontrakterne for trainees, at arbejdsstederne er skiftende. Arbejdsstedet er af samme grund ofte i kontrakterne blot benævnt som "D's familierestaurant", så man har mulighed for at flytte mest muligt på de pågældende medarbejdere restauranterne imellem.

Ansættelseskontrakterne anvendes i begge selskaber, så der sikres størst mulig bevægelsesfrihed imellem de 2 restauranter.

De 2 omhandlede biler ejes formelt af B ApS. Dette ejerskab ændrer dog ikke ved, at der imellem de 2 selskaber har været en aftale om at dele bilerne. Omkostningerne er fordelt med 50 % til hvert af selskaberne. Der er fremlagt specifikation på, hvordan udgifterne er delt med et eksempel for indkomståret 2001. Samme fordelingsnøgle er anvendt de øvrige år.

Der er ikke ført kørselsregnskab, men kørslen er specificeret af klageren som angivet ovenfor i sagsfremstillingen.

Det er klagerens opfattelse, at denne kørsel mellem de 2 selskabers virksomheder ikke indrømmer privat rådighed som omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, men er en erhvervsmæssig kørsel, der kan gennemføres uden skattemæssige konsekvenser for klageren.

Der er 31,6 km mellem de 2 forretninger, som udadtil er en enhed. Indkøbsfunktionen sker på enhedsbasis og til begge forretninger under et. Det samme gælder markedsføringstiltag, og der er et væsentligt flow af ressourcer mellem de 2 selskaber, navnlig transport af frost- og tørvarer, emballage og ansatte.

Leverancerne sker hyppigt, og der er tale om et beskedent lager. I det omfang, der forekommer større udsving i driften er der behov for at flytte på varer, og det sker ganske ofte, både angående tørvarer og frostvarer. Der er beskeden lagerplads i forretningerne, og der er behov for opfyldning af emballage ganske jævnligt.

De ansatte er som nævnt ansat med forskellige arbejdssteder som placering. Baggrunden er at inddække restauranterne imellem, hvis der f.eks. er en eller flere sygemeldinger i den ene restaurant, hvorfor der transporteres ansatte i køretøjerne 4 - 5 gange ugentligt.

Det gøres gældende, at klageren ikke har haft privat rådighed over de omhandlede biler, hvorfor der ikke er grundlag for beskatning af fri bil, jfr. ligningslovens § 16, stk. 4.

Der er ikke ført bevis for, at klageren har anvendt køretøjerne privat eller har haft privat rådighed herover. Der er ikke fra skatteforvaltningens side fremkommet nogen dokumentation herfor, og det er skatteforvaltningen, der har bevisbyrden herfor, sådan som de faktisk forhold foreligger.

Der er udarbejdet fraskrivelsesaftaler i relation til bilerne.

Transporten mellem de 2 forretninger er forretningsmæssig. Dels deler de 2 selskaber omkostningerne til bilen; en fordelingsnøgle, der er etableret af forretningsmæssige årsager. Dels sker der udveksling af ydelser, navnlig varer og arbejdskraft imellem de 2 butikker.

Det er dokumenteret og sandsynliggjort ved de fremlagte bilag, at der er behov for dagligt at udveksle og transportere varer m.v. mellem forretningerne. Dels er de enkelte ansatte ansat på en sådan måde, at der kan ske udveksling mellem de pågældende forretninger. Dels er varelagrene meget små, hvorfor der konstant er behov for en optimering på denne del af virksomhederne. Det er vilkårligt, hvem der rent faktuelt kører i køretøjerne.

Det forekommer, at det er klageren, men det kan lige så godt være de andre ansatte i selskabet. Det er således alene et bielement, når klageren er med i bilen/kører den. Hovedformålet er en fremme af de 2 virksomheders aktiviteter bedst muligt.

Klageren har fremlagt spørgeskemaer besvaret af de ansatte i de 2 restauranter. Spørgeskemaerne vedrører firmabilernes anvendelse.

Det gøres gældende, at skemaerne støtter klagerens forklaring om, at køretøjerne er anvendt erhvervsmæssigt.

Der henvises til praksis som støtte for, at en transport mellem forskellige arbejdspladser, herunder datterselskaber, er erhvervsmæssige, jfr. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra B, bl.a. TfS 2003.627H (SKM2003.336.HR).

Dommen forudsætter, at den kørsel, der konkret er sket i sagen på ingen måde kan karakteriseres som værende privat rådighed fra klagerens side. Det bemærkes i den forbindelse, at der i denne sag ikke er nogen tvivl om, at de 2 selskabers adresser på ingen måde er sammenfaldende med klagerens adresse. En eventuel transport imellem de 2 selskaber vil derfor altid være transport imellem 2 arbejdspladser, aldrig transport mellem bopæl og en arbejdsplads.

Det gøres vedrørende indkomståret 2002 gældende, at ligningslovens § 16, stk. 4 her er ændret. Ved lov nr. 342 af 27. maj 2002 blev der indsat et 10. og 11. pkt. i ligningslovens § 16, skt. 4. Denne bestemmelse har virkning fra 1. januar 2002. Det fremgår heraf, at biler som er erhvervet efter 2. juni 1998 og hvor der ikke betales tillægsvægtafgift ikke er omfattet af 1. - 9. pkt. i ligningslovens § 16, stk. 4.

Det samme gælder for biler, der er indregistreret første gang 2. juni 1998 eller tidligere, og hvor momsen er fradraget. I denne sag er der i begge tilfælde tale om køretøjer på gule plader/afløftet moms/situation, hvor der ikke betales tillægsvægtafgift. Der er i hvert fald tale om køretøjer, der er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. pkt.

Som en konsekvens af, at 1. - 9. pkt. i ligningslovens § 16, stk. 4 ikke finder anvendelse, finder de bevisbyrder og dokumentationskrav, herunder krav til kørebøger m.v., der i praksis har udviklet sig ved beskatning af fri firmabil ikke anvendelse ved sådanne køretøjer.

Det gøres gældende, at skatteforvaltningen på ingen måde har dokumenteret nogen faktisk privat anvendelse af de pågældende køretøjer. For indkomståret 2002 er det derfor ikke klageren der skal dokumentere, at han ikke har anvendt bilerne privat, men derimod skatteforvaltningen, der skal dokumentere, at der har fundet en privat anvendelse sted. Der henvises til SKM2005.438.LSR.

Det gøres gældende, at skatteforvaltningen ikke har løftet bevisbyrden.

Det bemærkes i øvrigt, at klageren har haft andre biler at råde over privat.

Klageren har henvist til afgørelsen TfS 1997.660.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten.

Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 4, 1. pkt.

For biler omfattet af § 4, stk. 1, II, A, i lov om vægtafgift af køretøjer m.v. finder 1.-9. pkt. i ligningslovens § 16 kun anvendelse, såfremt der skal betales tillægsafgift for privat anvendelse efter § 2 i lov om vægtafgift af køretøjer m.v. For biler, der er indregistreret første gang den 2. juni 1998 eller tidligere finder 1.-9. pkt. ikke anvendelse på biler, hvor merværdiafgift vedrørende anskaffelsen er fradraget ifølge merværdiafgiftsloven § 37, stk. 1, § 38, stk. 1, eller § 41, fordi bilen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. pkt. Bestemmelserne blev indsat ved lov nr. 342 af 27. maj 2002 og trådte i kraft 1. januar 2002.

Det lægges til grund, at der har været tale om erhvervsmæssig kørsel. Der er her henset til oplysningerne om bilernes daglige kørsel, herunder erklæringerne fra de ansatte samt til fraskrivelseserklæringerne fra klageren. Der lægges vægt på, at bilen ikke har været parkeret på klagerens bopæl.

Erhvervsmæssig kørsel i en firmabil for et andet firma udløser som udgangspunkt beskatning af fri firmabil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet firmabilen til rådighed.

Dette gælder dog ikke i et tilfælde, hvor klageren har været lønansat i begge selskaber, har udfærdiget fraskrivelseserklæring over for begge selskaber og hvor der er indgået en aftale mellem de to selskaber om deling af udgifterne til drift af bilen, således at der skete vederlæggelse for brugen af bilen direkte til det selskab, der ejede bilen.

Skatteansættelsen nedsættes for indkomstårene 2000, 2001 og 2002 til det selvangivne.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter