Dato for udgivelse
29 Jun 2009 13:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 Jun 2009 11:25
SKM-nummer
SKM2009.430.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 494/2007
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Bestyrelsesmøde, kontrol, bevisbyrde, kørselsgodtgørelse
Resumé

Skatteyderen var bestyrelsesformand og hovedaktionær i et aktieselskab, der udførte recycling af glykoler. Skatteyderen modtog ikke vederlag for sit arbejde. Selskabet havde udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse for den kørsel, der var foretaget i skatteyderens privatbil i indkomståret 2001 i medfør af ligningslovens dagældende § 9 B, stk. 4, jf. stk. 3, som omhandler befordringsgodtgørelse, der udbetales bl.a. til bestyrelsesmedlemmer. Ministeriet anerkendte, at en beskeden del af kørslen vedrørte bestyrelsesarbejde.

Højesteret tiltrådte, at ligningslovens dagældende § 9 B, stk. 4, (nu stk. 5) må forstås således, at den alene omfatter befordringsgodtgørelse til bestyrelsesmedlemmer for kørsel vedrørende opgaver, som står i naturlig forbindelse med hvervet som medlem af bestyrelsen.

Appellanten gjorde gældende, at han var berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse for den del af kørslen, der vedrørte bestyrelsesarbejde, og at godtgørelsen således ikke i det hele blev skattepligtig. Højesterets flertal udtalte, at skattefrihed efter ligningslovens § 9 B, jf. SKM2007.247.HR, er betinget af, at det selskab, som udbetaler kørselsgodtgørelse, kontrollerer, at grundlaget er til stede, og at selskabet ved udbetaling til et bestyrelsesmedlem derfor skal kontrollere, at der kun udbetales godtgørelse for kørsel til udførelse af opgaver, som står i naturlig forbindelse med hvervet som medlem af bestyrelsen. Flertallet udtalte endvidere, at selskabets kontrol med appellantens kørsel alene havde været gennemført som en kontrol af, om der havde været tale om erhvervsmæssig kørsel for selskabet, og at appellanten for skattemyndighederne alene fremlagde materiale til dokumentation heraf. At appellanten under behandlingen for domstolene var fremkommet med oplysninger, hvorefter 755 kilometer kan anses for kørt til deltagelse i 4 bestyrelsesmøder kunne herefter ikke opfylde kravet til forudgående kontrol. Appellanten kunne derfor ikke i medfør af ligningslovens § 9 B, stk. 4, undlade at medregne kørselsgodtgørelse i indkomstopgørelsen.

Reference(r)

Ligningsloven § 9 B
Ligningsloven § 9, stk. 5

Henvisning

Ligningsvejledningen 2009-1 A.B.1.7.2.2.

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 A.B.1.7.3

Parter

A
(Advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Peter Blok, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen og Jens Peter Christensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 1. afdeling den 17. oktober 2007.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

A har supplerende anført, at det er ubestridt at han i hvert fald i fire tilfælde har fortaget kørsler i forbindelse med traditionelle bestyrelsesopgaver. Allerede derfor skal han have medhoId i sin hjemvisningspåstand. Selv om det måtte blive lagt til grund, at en stor del af den stedfundne kørsel ikke er sket med henblik på varetagelse af traditionelle bestyrelsesopgaver, kan det ikke føre til, at hele den udbetalte skattefri befordringsgodtgørelse skal anses for skattepligtig.

Skatteministeriet har heroverfor i første række anført, at det er en forudsætning for, at der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til bestyrelsesmedlemmer, jf. Iigningslovens § 9 B, stk. 4, at den udbetalte godtgørelse vedrører kørsel, der fortages i forbindelse med egentligt bestyrelsesarbejde. Det meste af den kørsel, A har udført, har ikke sådan kørsel. Hele det udbetalte beløb skal ifølge forarbejderne til ligningslovens § 9 B medregnes i den skattepligtige indkomst, hvis udbetalingen overstiger Ligningsrådets sats, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 4641. Da der ikke er en reel forskel på, om udbetalingen er uberettiget, fordi godtgørelsen overstiger Ligningsrådets satser, eller er uberettiget, fordi godtgørelsen er udbedt for kørsel, der ikke berettiger til udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse skal hele den skattefri befordringsgodtgørelse, der er udbetalt til A, anses for skattepligtig.

I anden række har Skatteministeriet anført, at selskabet, H1 A/S, ikke har ført den fornødne kontrol med den udførte kørsel, inden der blev ydet befordringsgodtgørelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at ligningslovens dagældende § 9 B, stk. 4 (nu stk. 5), må forstås således, at den alene omfatter befordringsgodtgørelse til bestyrelsesmedlemmer for kørsel vedrørende opgaver, som står i naturlig forbindelse med hvervet som medlem af bestyrelsen.

Tre dommere - Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen og Jens Peter Christensen - udtaler herefter:

Skattefrihed efter ligningslovens § 9 B er, jf. Højesterets dom af 21. marts 2007, SKM2007.247.HR, betinget af, at det selskab, som udbetaler kørselsgodtgørelse, kontrollerer, at grundlaget er til stede. Ved udbetaling til et bestyrelsesmedlem skal selskabet derfor kontrollerede, at der kun udbetales godtgørelse for kørsel til udførelse af opgaver, som står i naturlig forbindelse med hvervet som medlem af bestyrelsen.

Selskabst H1 A/S' kontrol med As kørsel har alene være gennemført som en kontrol af, om der har været tale om erhvervsmæssig kørsel for selskabet, og for skattemyndighederne fremlagde A alene materiale til dokumentation heraf. At han under behandlingen for domstolene er fremkommet med oplysninger, hvorefter 755 km kan anses for kørt til deltagelse i fire bestyrelsesmøder, kan ikke opfylde kravet til forudgående kontrol. A har herefter ikke i medfør af ligningslovens § 9 B, stk. 4, kunnet undlade at medregne kørselsgodtgørelsen i indkomstopgørelsen.

Med denne begrundelse stemmer vi for at stadfæste landsrettens dom.

Dommerne Torben Melchior og Peter Blok udtaler

Det må lægges til grund at A oprindelig var af den opfattelse, at han i medfør af de almindelige regler i ligningslovens § 9, stk. 5, jf. § 9 B, var berettiget til at modtage skattefri kørselsgodtgørelse i forbindelse med det arbejde, han udførte for H1 A/S, idet han ikke var klar over, at dette forudsatte, at han modtog løn fra selskabet. A, som tillige var medlem af bestyrelsen for selskabet, har imidlertid allerede for Skatteankenævnet og Landsskatteretten subsidiært påberåbt sig ligningslovens § 9 B, stk. 4 (nu stk. 5), om skattefri kørselsgodtgørelse til bla. bestyrelsesmedlemmer, men skattemyndighederne afviste anvendelsen af denne bestemmelse med henvisning til, at det udførte arbejde ikke kunne sidestilles med bestyrelsesarbejde. Efter sagens indbringelse for domstolene har Skatteministeriet anerkendt, at fire kørsler til bestyrelsesmøde som udgangspunkt ville berettige til skattefri kørselsgodtgørelse efter § 9 B, stk. 4.

Det må lægges til grund, at den overvejende del af den kørsel, for hvilken der er udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, ikke vedrører opgaver, som står i naturlig forbindelse med As hverv som bestyrelsesmedlem i H1 A/S. Under de foreliggende omstændigheder kan dette imidlertid efter vores opfattelse ikke tillægges betydning ved afgørelsen af, om skattefriheden for de udbetalte kørselsgodtgørelser i det hele skal anses for bortfaldet, eller om A fortsat bør have adgang til at oppebære skattefri kørselsgodtgørelse i det omfang, betingelserne i ligningslovens § 9 B, stk. 4, er opfyldt.

Efter vores opfattelse kan der under de foreliggende omstændigheder heller ikke lægges vægt på, at kørselsregnskabet ikke er ført med henblik på at dokumentere, at betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B, stk. 4, har været opfyldt. Det førte kørselsregnskab indeholder oplysninger om formålet med den enkelte kørsel og kan - sammenholdt med As forklaring - danne grundlag for skattemyndighedernes afgørelse af, om kørslen kan henføres under § 9 B, stk. 4. A var den eneste, som udførte arbejde for selskabet og det forhold, at han ikke forelagde kørselsregnskabet for de øvrige bestyrelsesmedlemmer, kan efter vores opfattelse ikke føre til, at adgangen til at udbetale skattefri kørselgodtgørelse efter § 9 B, stk. 4, i det hele afskæres.

Vi stemmer for at tage As påstand til følge.

Der afsiges dom efter stemmeflertalet.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter