Dato for udgivelse
13 Nov 2018 14:30
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
26 Oct 2018 10:42
SKM-nummer
SKM2018.567.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-1963/2018
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Energi og kuldioxid
Emneord
Kraftvarmeværk, afgiftspligtig, brændselsmængde, metode, dokumenteret, varmeleveringskontrakt, forbruget, brændsel, elektricitetsprisen, Allonge.
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten, der er et centralt kraftvarmeværk, skulle opgøre den afgiftspligtige brændselsmængde efter metoden i dagældende kulafgiftslovs § 7, stk. 1, 3. pkt. (selskabets standpunkt), eller efter kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 4. pkt., nr. 2 (Skatteministeriets standpunkt).

Det afgørende var, om selskabet havde dokumenteret, at der forelå en kontrakt pr. 1. juli 1998, som fastsatte hvilken del af forbruget af brændsel, der skulle indregnes i elektricitetsprisen, og som var godkendt af det daværende El-prisudvalg.

Landsretten fandt under henvisning til den klare og konsistente ordlyd af den dagældende kulafgiftslovs 7, stk. 1, 3. pkt., at begrebet ”godkendt kontrakt” skal forstås i overensstemmelse med ordlyden, og at anmeldelser af prisændringer til Elprisudvalget derfor ikke kan sidestilles med eller erstatte en godkendt kontrakt.

Landsretten fandt, at en allonge fra 1997 skulle være godkendt af Elprisudvalget, såfremt den afgiftspligtige brændselsmængde for den i sagen omhandlede periode skal opgøres efter § 7, stk. 1, 3. pkt.

Landsretten lagde til grund som ubestridt, at allongen ikke blev indsendt til Elprisudvalget. Da anmeldelserne til Elprisudvalget ikke kunne sidestilles med eller erstatte fremsendelse af en kontrakt eller ændringer i en kontrakt, var betingelserne for at opgøre afgiftsgrundlaget efter kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 3. pkt., ikke opfyldt.

På den baggrund stadfæstede landsretten Retten på Bornholms dom om frifindelse af Skatteministeriet.

Reference(r)

Kulafgiftslov § 7, stk. 1. 3 pkt. (dagældende)

Kulafgiftslov § 7, stk. 1, 4 pkt., nr. 2 

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-2, E.A.4.2.7.1

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Se dom fra Byretten den 20. december 2017, SKM2018.54.BR


Parter

H1 

(v/adv. Niels Thestrup)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Tim Holmager)

Afsagt af Landsretsdommerne

Thomas Lohse, Inge Neergaard Jessen og Pia Blaabjerg Andersen (kst.)

Retten på Bornholm har den 20. december 2017 afsagt dom i 1. instans (sag BS10-204/2016-BOR, SKM2018.54.BR).

Påstande

Appellanten, H1, har gentaget sin påstand for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at H1 har opgjort og afregnet energi og CO2-afgifter korrekt for perioden 1. oktober 2007 til 30. september 2009, og at SKAT følgelig ikke er berettiget til at opkræve i alt 14.022.278 kr. i yderligere olie-, kul-, og CO2-afgift for den pågældende periode.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

H1 har i forbindelse med ankesagen fremlagt blandt andet en række breve fra G1 (nu H1) til Gas- og Varmeprisudvalget for årene 1990-1992 samt henvendelser fra G1 til Y1 Kommune fra 1997 om en ændret formulering af § 5.6 i aftalen om varmeleverance fra 1987 mellem G1 og G2.

H1 har endvidere fremlagt brev af 1. december 1997 fra G1 til Elprisudvalget med anmeldelse af distributionsvirksomhedens priser m.v. for elektricitet. Det fremgår af brevet, at der som bilag til brevet er vedlagt blandt andet skema III og tariffer for elektricitet gældende pr. 1. januar 1998. Af skemaet fremgår blandt andet, at G1 i rubrikkerne i den fortrykte blanket har sat kryds ved, at anmeldelsen vedrører ændring af energipriser, faste årsafgifter samt investeringsbidrag. Blankettens rubrikker vedrørende betalingsbetingelser, leveringsbestemmelser, vedtægter samt andre aftaler, kontrakter m.v. er ikke krydset af.

I blankettens punkt 5 vedrørende virksomhedens indkøbspriser for el er det anført blandt andet, at tariffen for køb hos G4 er 19,7 øre/kWh, mens tariffen for køb hos G2 er 14,5 øre/kWh.

Elprisudvalget har ved skrivelse af 4. december 1997 bekræftet modtagelsen af brevet med bilag fra H1.

Anbringender

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

H1 har supplerende anført blandt andet, at det generelt er appellantens synspunkt, at varmeleveringsaftalen klart og entydigt fastslår det generelle fordelingsprincip, at kraftvarmefordelen fuldt ud tilgår varmesiden, og at det beror på en misforståelse fra Skatteministeriets side, at den eksakte beregning skal fremgå af selve varmeleveringsaftalen.

1997-allongen ændrede ikke den afgiftsmæssige fordeling mellem afgiftspligtigt og ikke-afgiftspligtigt kul. Allongen havde således ikke betydning for fordelingen af brændsel mellem el-og varmesiden og indebar dermed ikke ændringer af de opkrævede energiafgifter, idet afgifterne er mængdebaserede og opgøres pr. ton kul. Allongen var følgelig ikke anmeldelsespligtig, men blev de facto anmeldt til Elprisudvalget qua de almindelige prisanmeldelser. Appellanten har for landsretten fremlagt anmeldelsesbrev af 1. december 1997, som dokumenterer, at appellanten foretog sædvanlige lovpligtige prisanmeldelser, ligesom det ved de fremlagte bilag er dokumenteret, at de priser, der er indeholdt i anmeldelserne til Elprisudvalget, stemmer overens med allongens bestemmelser om prisfastsættelse.

Skatteministeriet har heroverfor supplerende anført, at appellantens anbringende om, at det ikke var nødvendigt at anmelde aftalen, men at det var tilstrækkeligt at fremsende anmeldelse af priser til Elprisudvalget er uhjemlet. Det følger af ordlyden af kulafgiftslovens § 7, at selve kontrakten skulle være godkendt af Elprisudvalget. Dette følger også af den dagældende elforsyningslov og af den tilhørende bekendtgørelse.

Appellantens anmeldelse til Elprisudvalget af 1. december 1997 opfylder således ikke kulafgiftslovens krav om, at der skal foreligge en af Elprisudvalget godkendt kontrakt. Det fremgår udtrykkeligt af anmeldelsen, at den vedrørte ændring af energipriser, faste årsafgifter og investeringsbidrag. Det blev derimod ikke angivet, at anmeldelsen vedrørte ændring af betingelser, bestemmelser, vedtægter eller andre aftaler, kontrakter m.v. Det fremgår – i overensstemmelse med kravene i elforsyningsloven og den tilhørende bekendtgørelse – udtrykkeligt af blanketten, at sådanne ændrede aftaler m.v. i givet fald skulle vedlægges. Selve aftalegrundlaget blev således ikke sendt til Elprisudvalget. Endelig fremgår det ikke af anmeldelsen af 1. december 1997, hvordan priserne præcist blev fastsat, samt hvorvidt og i hvilket omfang brændsel blev indregnet i elprisen, herunder hvordan kraftvarmefordelen blev fordelt.

De af appellanten fremlagte breve til det daværende Gas- og Varmeprisudvalg og til Y1 Kommune er uden relevans for kulafgiftslovens § 7 og spørgsmålet om godkendelse hos Elprisudvalget.

Landsrettens begrundelse og resultat

Som anført af byretten er det afgørende for, om H1 i perioden fra den 1. oktober 2007 til den 30. september 2009 kan opgøre den afgiftspligtige brændselsmængde efter den dagældende kulafgiftslovs § 7, stk. 1, pkt., om selskabet den 1. juli 1998 havde en af Elprisudvalget godkendt aftale om, hvilken del af de afgiftspligtige varer, der skulle indregnes i elektricitetsprisen.

Henset til den klare og konsistente ordlyd af kulafgiftslovens § 7, hvor begrebet ”godkendt kontrakt” nævnes adskillige gange, finder landsretten, at begrebet ”godkendt kontrakt ” utvivlsomt skal forstås i overensstemmelse med ordlyden. Landsretten finder i forlængelse heraf, at en anmeldelse til Elprisudvalget af prisændringer ikke kan sidestilles med eller erstatte en af Elprisudvalget godkendt kontrakt.

G2 og appellanten underskrev henholdsvis den 29. januar 1997 og den 12. marts 1997 en allonge til parternes aftale fra 1987 om varmeleverance fra G1 til G2. Landsretten finder, at allongen ændrede den i 1987 aftalte bestemmelser om, hvordan el-indtægten skulle fastsættes, idet prisen ved den nye, ændrede affattelse af aftalens § 5.6 skulle fastsættes med udgangspunkt i omkostningerne ved produktion af el i G1s nye blok 6. Allongen fra 1997 skulle derfor godkendes af Elprisudvalget, såfremt den afgiftspligtige brændselsmængde for den i sagen omhandlede periode skal opgøres efter § 7, stk. 1, 3. pkt.

Det er uomtvistet, at denne allonge fra 1997 ikke blev indsendt til Elprisudvalget.

Den anmeldelse, som H1 den 1. december 1997 foretog til Elprisudvalget vedrørte efter sit indhold en ændring af energipriser, faste årsafgifter og investeringsbidrag, hvorimod blankettens rubrikker om betalingsbetingelser, leveringsbestemmelser, vedtægter, andre aftaler, kontrakter mv. ikke er krydset af, ligesom anmeldelsen ikke var vedlagt ændrede vedtægter, aftaler mv. På denne baggrund finder landsretten, at den anmeldelse som H1 den 1. december 1997 foretog til Elprisudvalget ikke var en anmeldelse af en kontrakt, og at anmeldelsen ikke kan sidestilles med eller erstatte fremsendelse af en kontrakt eller ændringer i en kontrakt.

Betingelserne i kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 3. pkt., for, at H1 for den omhandlede periode kunne opgøre afgiftstilsvaret efter denne bestemmelse, er således ikke opfyldt.

Med disse supplerende bemærkninger og idet landsretten i øvrigt i det hele er enig i byrettens begrundelse og resultat, stadfæster landsretten byrettens dom.

Efter sagens udfald skal H1 i sagsomkostninger for landsretten betale 300.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb samt hovedforhandlingens varighed.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 300.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter