Det er en forudsætning for omkostningsfradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, at dispositionen falder inden for virksomhedens naturlige rammer.

Udgifter til tilvejebringelse af et nyt indkomstgrundlag, herunder startudgifter som f.eks. stiftelsesomkostninger, er ikke fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Der er dog i et vist omfang fradrag for udgifter til markedsundersøgelser og til advokat og revisor i forbindelse med etablering af ny virksomhed eller udvidelse af bestående virksomhed, jf. overgangsreglerne i LL § 8 I og § 8 J, der er nærmere beskrevet i E.A.2.1.4.1 - E.A.2.1.4.2.

Afgørelser

SKM2009.508.SR. Skatterådet blev spurgt, om der var fradrag for udgifter afholdt ved udarbejdelsen af et konceptudviklingsprojekt, hvortil der var ydet tilskud fra en fond. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udgifterne kunne fratrækkes som driftsomkostninger, idet rådet fandt, at der var tale om etableringsomkostninger. Skatterådet fandt derimod, at en del af udgifterne kunne fradrages efter LL § 8 I, ligesom en del af udgifterne kunne afskrives som forbedring på bygninger. Skatterådet bekræftede endelig, at tilskuddet var skattepligtigt.

SKM2008.967.HR (Stadfæstelse af SKM2005.450.VLR). Højesteret anså et kommanditselskabs udgift til honorar til udbyderen af det pågældende anpartsprojekt for en etableringsudgift for kommanditselskabet. Afgørelsen er nærmere omtalt under E.C.4.3 og E.F.1.8, samt under E.A.2.1.4.2.  

SKM2008.719.ØLR. Skatteyderen - en telekommunikationsvirksomhed - havde afholdt udgifter til såvel eksterne rådgivere som til egne medarbejderes rejser og ophold i forbindelse med dels faktiske køb af aktier, dels ikke gennemførte køb af aktier. Skatteyderen købte og forsøgte at købe såvel majoritetsaktieposter som minoritetsaktieposter i de undersøgte selskaber. Efter SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR havde Skatteministeriet taget delvist bekræftende til genmæle for så vidt fradrag efter LL § 8 J for advokat- og revisorudgifter ved gennemførte køb. Skatteyderen gjorde gældende, at der forelå formueforvaltning, hvorfor udgifterne knyttet hertil var fradragsberettigede, jf. SL § 6, stk. litra a. Heri var landsretten ikke enig. Landsretten lagde til grund, at skatteyderens udgiftsafholdelse var et led i skatteyderens ønske om at fastholde og udbygge sin position på telemarkedet og skabe fortsat vækst i form af opbygning af en international forretning. Videre fandt landsretten, at en del af de i sagen omhandlede udgifter var anvendt til advokat- og revisorbistand og ikke til f.eks. investeringsrådgivning. Efter forklaringerne lagde landsretten til grund, at virksomheden ikke ved opkøbene havde fokuseret på, hvordan man kunne komme ud af selskaberne igen. Investeringerne var derfor ikke alene et led i kapitalanbringelse, men udtryk for langsigtede investeringer med henblik på udvidelse af skatteyderens virksomhed, herunder i form af etablering af udenlandske aktiviteter. Derfor var de af skatteyderen afholdte udgifter ikke formueforvaltningsudgifter som led i en aktiv kapitalforvaltning i form af venture-investeringer, men derimod afholdt som led i udvidelse af skatteyderens bestående virksomhed. Der var derfor ikke fradragsret efter SL § 6 a. Afgørelsen er tillige omtalt nedenfor under E.A.2.1.4.2

SKM2008.615.LSR. Et selskab manglede kapacitet til drift af it-systemer for kunder og afholdt udgifter i forbindelse med planlægningen af et byggeri. Da selskabet skiftede ejere, blev kapacitetsbehovet løst, og det planlagte byggeri blev opgivet. Landsskatteretten konkluderede, at udgiften ikke kunne fradrages eller afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften havde ikke en direkte forbindelse med indkomsterhvervelsen og vedrørte ikke indtjeningen på det eksisterende indkomstgrundlag. At udgiften efter sin karakter kunne medregnes i afskrivningsgrundlaget, udelukkede i sig selv, at der var tale om en driftsomkostning.

SKM2007.775.HR. Et selskab havde gjort gældende, at udgifter til advokat og revisor i forbindelse med erhvervelse af bestemmende aktieposter i nogle selskaber kunne fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a. Dette begrundedes med, at udgifterne var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, idet opkøbene var nødvendige for at selskabet kunne fastholde sin position hos selskabets kunder og dermed sin løbende indkomst. Højesteret fandt imidlertid, at der ved erhvervelsen af aktieposterne skete en udvidelse af den bestående virksomhed ud over dens hidtidige rammer, hvorfor der ikke var fradragsret for de omhandlede udgifter til advokat og revisor efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne ansås i stedet omfattet af LL § 8 J. (Afgørelsen er tillige omtalt under nedenfor under E.A.2.1.4.2 og under E.B.5.3.1.)

SKM2007.468.LSR. En kommanditist kunne ikke fradrage sin andel af en udgift til et rådgivningshonorar, idet dette måtte anses for at vedrøre rådgivning før kommanditselskabets etablering og derfor måtte betragtes som en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift. 

SKM2002.155.HR. Et kommanditselskab ønskede at ansætte 3 personer, som var ansat i K/S B, over for hvilket de 3 personer havde påtaget sig en konkurrenceklausul. Det blev aftalt, at kommanditselskabet skulle overtage virksomheden fra K/S B, og at de 3 personer herved blev frigjort fra konkurrenceklausulen og kunne arbejde for kommanditselskabet. Kommanditselskabet betalte i forbindelse hermed et vederlag på 1,4 mio. kr. betegnet goodwill til K/S B. K/S B havde ikke fraskrevet sig retten til at konkurrere på markedet. Landsskatteretten fandt, at vederlaget udgjorde betaling for, at K/S B ikke påberåbte sig konkurrenceklausulerne. Landsretten afviste desuden, at vederlaget var knyttet til afståelse af kundekreds eller lignende (goodwill). På den baggrund fastslog landsretten, at vederlaget udgjorde en etableringsudgift og ikke en fradragsberettiget driftsudgift. Dommen blev stadfæstet af Højesteret.

TfS 1994, 296 ØLD. Landsretten fandt, at en taxachaufførs udgift til indskud i taxavognmændenes økonomiske forening i forbindelse med etablering som selvstændig vognmand måtte betragtes som en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift.

I TfS 1990, 422 ØLD nægtede landsretten et grovvareselskab fradrag for udgifter til kreditprovisioner og stempel ved låneoptagelse, da udgifterne i det væsentligste havde tjent til forbedring af selskabets indtægtsgrundlag. Udgifterne kunne heller ikke fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c.

Se også TfS 1986, 146 LSR, hvor låneomkostninger blev anset for ikke-fradragsberettigede etableringsudgifter. Se tillige TfS 1989, 575 LSR, LSRM 1972, 81 LSR, LSRM 1982, 69 LSR og skd. 1979.50.224.

Hvis en udgift ikke har til formål at udvide eller forbedre det hidtidige indkomstgrundlag, men derimod alene at sikre de hidtidige indtjeningsmuligheder, er der mulighed for fradrag forudsat, at der kan påvises en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Hvis den driftsmæssige begrundelse foreligger, udelukker det således ikke fradrag, at udgiften i realiteten indebærer en tidsubestemt sikring af indkomstgrundlaget.

I TfS 1987, 315 HRD betalte et vognmandsfirma i forbindelse med indmeldelse i en fragtmandshal et indskud i fragtmandshallen på 175.000 kr. Ifølge foreningens vedtægter tilfaldt beløbet foreningen endeligt og blev ikke betalt tilbage, da fragtmanden udtrådte af fragtmandshallen. Beløbet blev betalt, for at selskabet kunne få en ny holdeplads til erstatning for en mistet holdeplads i københavnsområdet, hvor man i forvejen drev virksomhed. Højesteret fandt, at formålet med at afholde udgiften i det væsentlige var at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og indkomst, og udgiften blev herefter anset for en driftsomkostning, der kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Det bemærkes, at der for Højesteret ikke var nedlagt påstand om fradrag for indskuddet i afholdelsesåret. For landsretten var der nedlagt påstand om afskrivning efter dagældende LOSI § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 5, hvilket blev afvist, fordi selskabet ikke erhvervede en rettighed af økonomisk værdi. 

Se også UfR 1980, 712 HRD (Trælastkompagniet), der er omtalt under E.A.2.1.3

I TfS 1988, 321 LSR havde en dyrlæge for at bevare sin indtjening i forbindelse med skærpet konkurrence etableret nye klinikker i omegnen. Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber, hvorfra dyrlægen modtog et fast månedligt honorar for udført arbejde. Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, idet der ifølge foreningens vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte de medgåede sagsomkostninger og en bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr. Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, der ansås for afholdt for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag. Se nærmere E.B.5.5 om fradragsret for bøder.

I en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 21. september 1987 havde 4 melmøller, der tilsammen stod for alt salg af mel til det danske marked, i fællesskab opkøbt en konkurrerende virksomhed, hvis tilstedeværelse på markedet i en kortvarig periode havde udløst en priskrig med deraf følgende fald i de 4 møllers indtjening. De 4 møller købte virksomheden med det formål at nedlægge den og sikre, at der ikke fremover ville ske mølledrift fra ejendommen, hvilket skete ved at ejendommen blev pålagt en servitut. Ejendommen og produktionsapparatet blev herefter afhændet, hvorved de 4 møller blev påført et tab. En væsentlig årsag til tabet var den servitut, der blev pålagt ejendommen. Landsskatteretten tiltrådte det daværende Statsskattedirektorats indstilling om, at omkostningerne ved servitutten (tabet) var fradragsberettigede.