De generelle regler for godtgørelse af betalt afgift modsvarer i nogen grad reglerne om afgiftsfritagelse.

Godtgørelse ved videresalg af varer

For visse afgifters vedkommende kan SKAT meddele virksomheder godtgørelse af afgiften for varer, der er betalt afgift af, og som leveres:

  • til udlandet
  • til virksomheder, der er registreret som oplagshavere for den pågældende afgift
  • til bevillingsvirksomheder
  • til evt. andre virksomheder, der er fritaget for at betale afgift.
  • til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv. samt de hertil knyttede personer.

Muligheden for afgiftsgodtgørelse vil fremgå af kapitlet om den enkelte afgift. Det kan bl.a. være en betingelse for godtgørelse, at den årlige godtgørelse udgør et minimumsbeløb.

Ikke-bestillingssvarende varer e.l.

Varemodtagere kan få godtgjort afgiften af varer, der genudføres eller evt. tilintetgøres på grund af fejl eller af andre grunde ikke svarer til bestillingen, eller fordi de er leveret ved en åbenbar fejltagelse.

Virksomheden skal kunne fremlægge dokumentation for, at der er betalt afgift af varerne, og at den udenlandske leverandør har erkendt fejlleverance e.l. i form af kreditnota eller faktura vedr. erstatningsleverance e.l.

Hvis varerne genudføres, skal virksomheden kunne fremlægge dokumentation som ved udførsel af varer fra momsregistrerede virksomheder, se Momsvejledningen I.1.2.1.

Hvis varerne i stedet ønskes tilintetgjort, fx på grund af transportomkostningerne ved returnering, skal virksomheden forud ansøge SKAT om afgiftsgodtgørelse, og i ansøgningen skal varerne specificeres med oplysning om årsag til og om tidspunkt for destruktion/denaturering af varerne. Sidstnævnte af hensyn til SKATs mulighed for at kontrollerer destruktionen/denatureringen af varerne.

Varer til industrielt brug eller teknisk anvendelse

Virksomheder, der ikke er registreret som oplagshavere og som anvender afgiftspligtige varer til industrielt brug eller teknisk anvendelse eller fremstilling af varer, som ikke er afgiftspligtige efter loven, kan i visse tilfælde få afgiftsfritagelse eller afgiftsgodtgørelse for de anvendte varer. Reglerne herfor fremgår af kapitlerne om de enkelte afgifter.

Det kan være en betingelse, at den årlige godtgørelse udgør et minimumsbeløb.

Godtgørelse kan normalt opnås efter ansøgning til SKAT.

For energiafgifter, CO2-afgift og vandafgift gælder der særlige godtgørelsesregler, se F.6 og G.5.