Indhold

Dette afsnit handler om i hvilke tilfælde henholdsvis Skatteforvaltningen og Skatterådet har kompetencen til at give bindende svar.

Afsnittet indeholder:

  • Skatteforvaltningens kompetence
  • Skatterådets kompetence
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv..

Skatteforvaltningens kompetence

Det er Skatteforvaltningen, der som udgangspunkt har kompetencen til at give bindende svar. Som undtagelse herfra gælder, at en anmodning om bindende svar skal besvares af Skatterådet i de tilfælde, der er nævnt i SFL § 21, stk. 4. Se nærmere nedenfor.

Endvidere kan Skatteforvaltningen af egen drift vælge at lade Skatterådet besvare en anmodning. Se SFL § 2, stk. 2. Det vil her bl.a. have betydning, om spørgeren selv har bedt om at få svar fra Skatterådet eller om det må anses for hensigtsmæssigt at indhente syn og skøn i sagen. Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen og Motorstyrelsen har indgået en aftale, hvor der er sket en nærmere præcisering af afgrænsningen mellem svar, der skal afgives af Skatteforvaltningen, henholdsvis Skatterådet. Aftalen er offentliggjort som SKM2021.432.SKTST. Denne aftale erstatter SKM2018.297.SKAT

Bemærk

I Skatterådsaftalen, offentliggjort som SKM2021.432.SKTST, er adgangen, til at afvise uden at spørgsmålet bliver forelagt Skatterådet, udvidet, jf. punkt 2.6.

En anmodning om bindende svar kan efter ændringen af Skatterådsaftalen også afvises af Skattestyrelsen eller Motorstyrelsen efter skattestyrelseslovens §§ 21, stk. 1-3, og 24, stk. 2, uden at spørgsmålet om afvisningen forelægges Skatterådet. Dette kan dog kun ske i de tilfælde, hvor afvisningen ikke er principiel. Hvis afvisningen er af principiel karakter, skal den forelægges Skatterådet.

Skatterådets kompetence

I visse situationer er det obligatorisk, at en anmodning om bindende svar skal besvares af Skatterådet. Se SFL § 21, stk. 4.  Det gælder hvis

  • svaret vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige,
  • svaret vedrører større økonomiske værdier,
  • svaret angår fortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen,
  • der ved besvarelsen skal tages stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde eller
  • sagen i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.

Aftalen mellem formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen og Motorstyrelsen rummer en nærmere afgrænsning af, hvilke anmodninger der skal besvares af Skatterådet.

Hvis spørgeren gør gældende, at et svar afgivet af Skatteforvaltningen skulle have været afgivet af Skatterådet efter retningslinjerne i SFL § 21, stk. 4, kan dette påklages særskilt til ankenævnet/Landsskatteretten.

Alle Skatterådets bindende svar bliver som udgangspunkt offentliggjort som SKM-meddelelser, se SKM2008.273.SKAT. Hvis det vurderes, at det bindende svar ikke kan anonymiseres fuldt ud, og at offentliggørelse derfor kan indebære et brud på skattemyndighedernes særlige tavshedspligt, må det bindende svar ikke offentliggøres. Se også A.A.1.3.2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT-meddelelser

SKM2021.432.SKTST

Aftale mellem formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen og Motorstyrelsen om sager, som skal forelægges for Skatterådet.

Denne aftale erstatter SKM2018.297.SKAT

SKM2008.273.SKAT

Offentliggørelse af Skatterådets bindende svar som SKM-meddelelser.