Begrebet retmæssig ejer

Det er altid den retmæssige ejer og ikke den, som umiddelbart optræder som modtager, der anses for modtager af udbytte i modeloverenskomstens forstand. Se punkt 11 og 12 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 10.

Begrebet retmæssig ejer er den almindeligt anvendte oversættelse af det engelske udtryk beneficial owner.

Bemærk

Der kan ikke sættes lighedstegn mellem indholdet af begrebet retmæssig ejer og det danske retsbegreb rette indkomstmodtager. Se fx SKM2011.57.LSR.

Mellemmænd

Modeloverenskomsten nævner eksempler på mellemmænd, der modtager udbytte, men som ikke er retmæssig ejer af det og dermed heller ikke er "modtager" i modeloverenskomstens forstand. Det er fx: 

  • En agent
  • En nominee, dvs. en navngivet repræsentant for den retmæssige ejer
  • Et conduit company
  • En fiduciary, dvs. person, som formelt ejer et aktiv (her en aktie eller anden ejerandel), men hvor afkastet reelt tilkommer en beneficiary (berettiget).

Eksempel

Landsskatteretten anså et dansk selskab for at have pligt til at indeholde kildeskat på rentebetalinger til et svensk moderselskab, da dette selskab ikke kunne anses for retmæssig ejer af renterne. Renterne blev betalt videre (som koncernbidrag) til et andet svensk selskab og derfra videre til et selskab på Jersey. Se SKM2011.57.LSR. Afgørelsen skal sammenholdes med SKM2011.59.LSR vedrørende hæftelsen for kildeskatterne.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2021.304.ØLR

►Moderselskaber, der var hjemmehørende henholdsvis på Cypern og i Luxembourg, var i medfør af SEL § 2, stk. 1, litra c), skattepligtige af udbytter fra deres danske datterselskaber, idet der hverken efter moder-/datterselskabsdirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis Cypern og Luxembourg skulle ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi der forelå misbrug af direktivet og overenskomsterne. Datterselskabernes indsigelse om, at der skulle være tale om en praksisskærpelse, blev afvist. Datterselskabet i sag B-1980-12 var ansvarlig for den manglende indeholdelse af udbytteskat. For så vidt angår den ene af de to udbytteudlodninger fra selskabet i sag B-1980-12, fandt landsretten dog, at det hverken forelå misbrug af den dansk-cypriotiske dobbeltbeskatningsoverenskomst eller moder-/datterselskabsdirektivet, hvorfor denne udbytteudlodning ikke var skattepligtig efter SEL § 2, stk. 1, litra c).   

SEL § 2, stk. 1, litra c), 5. pkt. (nu 6. pkt.), skal fortolkes sådan, at skattefrihed efter bestemmelsen forudsætter, at betingelsen i bestemmelsen i dagældende 3. pkt. til SEL § 2, stk. 1, litra c), er opfyldt, dvs. at beskatningen af udbyttet skal frafaldes eller nedsættes efter moder/datterselskabsdirektivet eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst.◄

►To sager blev behandlet samlet. Begge domme er anket til Højesteret.

Tidligere instanser:

SKM2012.121.ØLR

Østre Landsret stadfæstede Landsskatterettens kendelse, offentliggjort som SKM2010.268.LSR, med den begrundelse, at det udbetalte udbytte ikke blev ført videre af moderselskabet i Luxembourg til de bagvedliggende investorer, men tværtimod blev tilbageført som et lån til det danske selskab A A/S. Moderselskabet i Luxembourg måtte som følge heraf anses for retmæssig ejer af det modtagende udbytte.

Se også Skatteministeriets kommentar til Østre Landsrets dom i SKM2012.100.SKAT

Landsskatteretskendelser

SKM2011.57.LSR

Landsskatteretten anså et dansk selskab for at have pligt til at indeholde kildeskat på rentebetalinger til et svensk moderselskab, da dette selskab ikke kunne anses for retmæssig ejer af renterne. Renterne blev betalt videre (som koncernbidrag) til et andet svensk selskab og derfra videre til et selskab på Jersey.

Afgørelsen skal sammenholdes med SKM2011.59.LSR vedrørende hæftelsen for kildeskatterne.

Skatterådet

SKM2012.320.SR

Skatterådet afgjorde, at et selskab C AB var retmæssig ejer af en likvidationsudlodning. Der blev lagt vægt på, at hverken den modtagne aktiepost eller det modtagne likvidationsprovenu skulle videreudloddes og at fordringen, som A A/S opnår mod C AB, vil bortfalde ved konfusion, når fordringen udloddes som likvidationsprovenu, og at provenuet, herunder aktierne mv., ikke videreudloddes til overliggende koncernselskaber.

SKM2012.246.SR

Skatterådet bekræfter, at en påtænkt omstrukturering medfører, at selskabet K  anses for at have foretaget en udbytteudlodning til F A/S og videre til sit danske moderselskab E ApS og derefter gennem sit cypriotiske moderselskab D og op til C. Skatterådet bekræfter i afgørelsen, at C er retsmæssig ejer (beneficial owner) af udbyttebeløbet, samt at E ApS ikke er forpligtet til at indeholde udbytteskat i forbindelse med den påtænkte omstrukturering.

SKM2011.142.SR

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at modtageren i Nederlandene af en udbytteudlodning var den retmæssige ejer. Skatterådet tillagde det betydning, at udbytteudlodningen, der bestod af en fordring, ophørte ved konfusion, og at det oprindelige lånebeløb var blevet anvendt til at opkøbe aktier i et andet selskab.