Du skal bruge en ekstra nummerplade (3. nummerplade) med rød skrift, hvis din bagerste nummerplade er helt eller delvist dækket - fx hvis du kører med en cykelholder eller bagageboks.

En 3. nummerplade koster 110 kr. Leveringstiden er cirka 10 dage.

Log på Motorregistret og bestil en 3. nummerplade  

Du kan bestille 3. nummerplade i Motorregistret:

  1. Log på Motorregistret med NemID eller MitID (du logger ind øverst til højre på siden).
  2. Vælg Plader, Bestil specialplader og Bestil 3. nummerplade (i menuen til venstre)
  3. Gennemfør bestillingen.

Du kan også bestille nummerpladen i en af vores motorekspeditioner, hvis du samtidig indregistrerer køretøjet.

Den primære ejer kan følge status på bestillingen under Vis status på pladebestillinger.

Når status står som "Afsendt til modtageren" eller "Afsendt til Motorstyrelsen", kan der gå op til 10 hverdage, før du modtager nummerpladen.

Skal du bestille en 3. nummerplade til et køretøj med historiske nummerplader, skal du også følge tringuiden ovenfor.

Derudover skal du efterfølgende give os besked om bestillingen, så vi kan fortælle producenten, at din 3. nummerplade skal være uden EU-symbol:

  1. Log på TastSelv med NemID eller MitID.
  2. Vælg Kontakt og så Skriv til os.
  3. Vælg Bil og motor, så Registrering /nummerplader og så Nummerplader og ejerskifte.
  4. Skriv en besked. Beskeden skal indeholde køretøjets registreringsnummer.
  5. Tryk Send.

Læs om historiske nummerplader.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.