Jens ejer og driver i det daglige en jagt- og fiskeriforretning med 4 ansatte. Han har fået en henvendelse fra den lokale aftenskole, som ønsker, at han skal undervise elever, der gerne vil have jagttegn. Undervisningen omfatter 1-2 elevhold. Hvert hold forventes at skulle undervises 8-10 aftener for bagefter at kunne bestå jagtprøven, der består af en teoretisk og en praktisk del. Jens får 1.250 kr. pr. undervisningsaften. Jens skal udarbejde undervisningsmateriale, hvorimod annoncering og lokaler stilles til rådighed af skolerne.
Skattestyrelsens vurdering
Jens beskattes som selvstændig erhvervsdrivende af indkomsten fra jagt- og fiskeriforretningen, idet den drives for hans regning og risiko.
Indtægten fra aftenskolerne er lønindkomst for Jens. Han får et fast honorar pr. undervisningsaften uanset antal deltagere. Jens har ikke en økonomisk risiko, fordi han får et fast honorar. Desuden skal Jens ikke i denne forbindelse afholde driftsudgifter, der efter deres art og omfang ligger væsentligt ud over, hvad der er sædvanlig i lønmodtagerforhold.