Karen har gennem længere tid forarbejdet og solgt smykker fra sit hjem. Salget går godt, og materialerne fylder meget, så Karen lejer lokaler ude i byen og starter en butik med produktion og salg af smykkerne. Karen har stadig sit fuldtidsarbejde ved siden af og har derfor kun mulighed for at holde åbent kl. 16.00 -18.30 fire gange om ugen. Selv om Karen annoncerer i lokalavisen én gang om måneden og deltager på lokale markeder, kan indtægterne ikke dække udgifterne.
Skattestyrelsens vurdering
Karens virksomhed er ikke-erhvervsmæssig. Karen har en økonomisk risiko, men hun driver ikke butikken særlig intenst. Det er ikke nok at have åbent fire gange om ugen i nogle få timer for at få en omsætning, der kan dække udgifterne. Der er heller ikke udsigt til, at virksomheden vil kunne give overskud.