Gå til indhold

Præferencedokumentation for importører

Det er eksportøren, der har ansvaret for at dokumentere varernes præferenceoprindelse. Som importør er der dog flere ting, du kan være opmærksom på.

Når du importerer varer, der er omfattet af en handelsaftale, skal du kunne dokumentere varernes præferenceoprindelse. Det er eksportørens ansvar at sørge for dokumentationen i form af et oprindelsesbevis. Men det er vigtigt, at du som importør sætter dig ind i reglerne. Hvis eksportøren udsteder et forkert certifikat, eller hvis varerne ikke overholder kravene i aftalen, kan du som importør blive pålagt at betale den oprindelige told for varerne. 

Det skal du være opmærksom på som importør  

  1. Hvilket land handler du med? Før du kan importere varer med hel eller delvis toldnedsættelse, skal EU have indgået en handelsaftale med det land, din eksportør har hjemme i. Se listen over lande, som EU har indgået handelsaftaler med, på EU’s hjemmeside. 
  2. Hvordan foregår transporten af de importerede varer? Vær opmærksom på handelsaftalens krav til varernes transport fra afsender til modtager. 
  3. Har du udfyldt toldangivelsen korrekt? Når du importerer varer med præferenceoprindelse, er der en række felter i toldangivelsen, du skal udfylde for at opnå hel eller delvis toldnedsættelse.