Dato for udgivelse
25 Nov 2020 14:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 Nov 2020 09:51
SKM-nummer
SKM2020.471.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
20-0858153
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Pension, Udenlandsk Pensionsordning, Dobbeltbeskatningsoverenskomst, Eksemptionslempelse, Pensionsudbetalinger
Resumé

Spørgeren er engelsk statsborger og har arbejdet i Danmark i en årrække. Han bor med sin familie i Danmark, og han er fuldt skattepligtig til Danmark og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Spørgeren har en engelsk pensionsordning. Han har optjent pensionen gennem mange års ansættelse på et hospital, mens han boede og arbejdede i England. Han har ikke haft denne type ansættelse siden han flyttede til Danmark.

Spørgeren ønsker nu at få pensionen udbetalt, og han ønsker i den forbindelse en bekræftelse af, at pensionsordningen kan anses for en offentlig pensionsordning ifølge artikel 19 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien, da dette er afgørende for den lempelse Danmark skal give spørgeren ved dansk beskatning af udbetalinger fra pensionsordningen.

Skatterådet bekræfter på grundlag af oplysningerne om  pensionsordningen, at udbetalinger fra ordningen til spørgeren må anses for omfattet af artikel 19 om offentlige pensioner. Dermed skal Danmark som spørgerens bopælsland give eksemptionslempelse ved beskatning af disse pensionsudbetalinger ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 22.

Hjemmel

BKI nr. 6 af 12/02/1981 - Bekendtgørelse af overenskomst af 11. november 1980 med Storbritannien til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår skatter på indkomst og kapitalvinding.
BKI nr. 7 af 22/01/1992 - Bekendtgørelse af protokol af 1. juli 1991 om ændring af overenskomst af 11. november 1980 med Storbritannien til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår skatter på indkomst og kapitalvinding
BKI nr. 93 af 31/07/1997 - Bekendtgørelse af protokol af 15. oktober 1996 om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland
LBK nr. 117 af 29/01/2016 - Bekendtgørelse af kildeskatteloven  

Reference(r)

DBO mellem Danmark og Storbritannien, art. 4
DBO mellem Danmark og Storbritannien, art.18
DBO mellem Danmark og Storbritannien, art.19
DBO mellem Danmark og Storbritannien, art. 22
Kildeskatteloven § 1
Kildeskatteloven § 48 E-F

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.F.9.2.18.17.2 - Vedr. dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Storbritannien

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.F.8.2.2.19.1.1 - Vedr. vederlag omfattet af modeloverenskomstens artikel 19

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.A.10.4.2.2.4 - Vedr. Afgrænsningen mellem reglerne i statsskatteloven og PBL Afsnit II A 

Det bindende svar offentliggøres i en forkortet og redigeret form

Spørgsmål:

  1. Kan det bekræftes, at udbetalte pensionsbeløb fra en pensionsordning som beskrevet  er omfattet af artikel 19 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien, således at A får eksemptionslempelse ved beskatning af disse pensionsudbetalinger i Danmark?

Svar:

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

A har arbejdet i Danmark siden 1. oktober 20XX. Han er engelsk statsborger. Han er omfattet af forskerordningen i kildeskattelovens § 48 E-F. Han bor med sin familie i Danmark, og han er således fuldt skattepligtig til Danmark og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.

A har en engelsk pensionsordning. Han har optjent pensionen gennem mange års ansættelse på et hospital, mens han boede og arbejdede i England. Han har ikke haft denne type ansættelse siden han flyttede til Danmark.

A var ansat i en del af det offentligt finansierede sundhedssystem i Storbritannien.

A ønsker nu at få pensionen udbetalt. Han kan vælge at få ca. 25% af pensionen udbetalt som et engangsbeløb, mens resten udbetales som en livrente.

Det er vores opfattelse, at engangsbeløbet er skattefrit efter engelske regler, mens de efterfølgende livrentebetalinger bliver beskattet i England.

På forespørgsel i forbindelse med denne sag er det oplyst:

  • at pensionsordningen er en erhvervsbaseret (occupational defined) ydelsesbaseret ordning, som er administreret af BAuthority. Det er ikke en investeret pensionsfond som i den private sektor, men en lovbestemt ordning. Fordele garanteres fuldt ud af regeringen/staten
  • at A har været [deferred] medlem siden 30-09-20XX, og ikke vil være i stand til at foretage evt. yderligere frivillige bidrag
  • at pensionsordningen er åben for alle medarbejdere mellem 16-75 år. Man skal være ansat i det britiske sundhedssystem, være læge, tandlæge, øjenlæge, praktikant eller personale til almen læge osv. for at blive medlem
  • at A er medlem af 1995-sektionen af pensionsordningen med en normal pensionsalder inden for ordningen på 60 år

A har i den forbindelse supplerende oplyst følgende:

  • at det er en obligatorisk pensionsordning, i hvert fald da han blev ansat
  • at han ikke har foretaget nogle yderligere supplerende indbetalinger til pensionsordningen
  • at hospitalslæger har en anden pensionsordning end praktiserende samt privatansatte læger. Hans pensionsordning dækker hospitalsmedarbejdere
  • at han er medlem af den gamle udgave af pensionsordningen, som han blev medlem af i 19XX
  • at han i hele sit liv, mens han boede i Storbritannien, har arbejdet  på det samme hospital  og her kun har indbetalt til den beskrevne pensionsordning
  • at hans pension blev oprettet med en pensionsalder på 60 år. Det er dog ikke obligatorisk at få den udbetalt efter 60 år. Det var muligt at få udbetalt pensionen når han ville efter 55 år, men herved ville værdien være reduceret

Det fremgår af en pensionsoversigt for A vedrørende 2018/19:

  • at A er medlem af 1995-sektionen af pensionsordningen
  • at medlemskab startede den 1. august 19XX og at grundlaget er opdateret til og med den 30. september 20XX
  • at de sidste indbetalinger blev foretaget i 20XX og udgjorde  xx.xxx pund fra medarbejderen og  yy.yyy pund fra arbejdsgiveren

Det fremgår af en guide for medlemmer af 1995-sektionen af pensionsordningen:

  • at udbetalinger af pension i særlige tilfælde kan nedsættes eller pensionsrettigheder mistes, hvis medlemmet har handlet på en måde, der har givet eller vil give alvorlig skade for staten eller i væsentlig grad kan føre til tab af tillid til offentlig service.

B Authority er ifølge det oplyste:  

  • En særlig enhed med specifikke opgaver i forhold til organisationer i det britiske sundhedssystem, kontraktsparter i det britiske sundhedssystem, patienter og offentligheden. Opgaverne inkluderer blandt andet administration af recepter, administration af den beskrevne pensionsordning for z mill. brugere, administration af det europæiske sundhedskort i Storbritannien, administration af betaling til tandlæger samt administration i relation til en række særlige ordninger for studerende m.fl.

Pensionsordningen er ifølge det oplyste et resultat af forhandlinger mellem de relevante  fagforeninger på sundhedsområdet og regeringen i Storbritannien.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Da A er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, kan Danmark som skattemæssigt bopælsland beskatte A af indkomst, uanset hvor indkomsten kommer fra (globalindkomstbeskatning).

Det fremgår af artikel 19 stykke 2, litra a i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien, at enhver pension der udbetales af en kontraherende stat, dens politiske underafdeling eller lokale myndighed, - eller af midler tilvejebragt af disse - til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, dens underafdeling eller myndighed, kun kan beskattes i denne stat (Storbritannien). Denne bestemmelse vedrører således offentlige pensioner.

Det fremgår af artikel 19 stykke 2 litra b, at en sådan pension imidlertid kun kan beskattes i den anden kontraherende stat (Danmark), hvis modtageren er hjemmehørende og statsborger i denne stat. Dette er dog ikke tilfældet i denne sag, da A er engelsk statsborger.

Det fremgår af artikel 18, at såfremt bestemmelsen i artikel 19 stykke 2 ikke medfører andet, kan pensioner og lignende vederlag der udbetales for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold til en person der er hjemmehørende i en kontraherende stat, samt enhver livrente der udbetales til en sådan person, kun beskattes i denne stat (Danmark). Storbritannien har dog fortsat beskatningsret efter artikel 18, stykke 2, idet A var hjemmehørende i Storbritannien og er blevet hjemmehørende i Danmark.

Ifølge artikel 22 skal Danmark som bopælsland give creditlempelse for pensioner som Storbritannien kan beskatte efter artikel 18, mens Danmark som bopælsland skal give eksemptionslempelse for offentlige pensioner, som Storbritannien efter artikel 19, stk. 2, litra a, kun kan beskatte.

Det er således af afgørende betydning i forhold til dansk beskatning, om der er tale om en offentlig pension, som er omfattet af artikel 19, stk. 2, litra a, eller om en privat pension, der er omfattet af artikel 18.

Det er vores opfattelse, at der er tale om en offentlig pension. Det fremgår således af pensionsbeskrivelsen , at det er det engelske parlament, der fastsætter vedtægterne for pensionen, ligesom den engelske stat garanterer for pensionen. Dette fremgår af  Guide for members fra B Authority.

I henhold til pkt. 5.2 kommentarerne til OECD-modeloverenskomsten dækker begrebet "offentlige pensioner" således ikke kun situationer, hvor pensionen betales direkte af staten, men også betalinger fra en privat administreret fond, der er oprettet for det statslige organ.

Det er endvidere vores opfattelse, at såvel et eventuelt engangsbeløb som de efterfølgende løbende pensionsudbetalinger er omfattet af artikel 19, stk. 2, litra a. Det fremgår således af pkt. 5.1 kommentarerne til OECD-modeloverenskomsten, at betaling af et engangsbeløb i stedet for et periodisk pensionsbeløb til en tidligere statsansat arbejdstager efter ansættelsens ophør vil falde ind under artikel 19, stk. 2.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at udbetalte pensionsbeløb fra den beskrevne pensionsordning  i Storbritannien er omfattet af artikel 19 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien, således at A får eksemptionslempelse ved beskatning af disse pensionsudbetalinger i Danmark.

Begrundelse

Dette spørgsmål vedrører fortolkning af artikel 19, stk. 2 om offentlige pensionsordninger i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien i relation til udbetalinger af pensionsbeløb fra spørgerens pensionsordning. Pensionen er optjent gennem hans mangeårige arbejde som læge ved et hospital i det offentlige sundhedssystem i Storbritannien.

Det er oplyst, at spørgeren er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og at han er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark ifølge artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien. Spørgeren er dermed omfattet af globalindkomstbeskatning i Danmark, idet spørgerens indskomster beskattes i Danmark uanset om indkomsten hidrører fra Danmark eller et andet land.

Der tages ikke i forbindelse med besvarelsen af det stillede spørgsmål om anvendelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten stilling til anvendelse af regler i pensionsbeskatningsloven eller statsskatteloven.

Såfremt spørgers pensionsordning er omfattet af artikel 19, stk. 2 om offentlige pensionsordninger i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien beskattes pensionsudbetalingerne i Storbritannien som kildeland, mens Danmark beskatter pensionsudbetalingerne som spørgers bopælsland (nuværende skattemæssige hjemsted).

Såfremt spørgers pensionsordning er omfattet af artikel 18 om private pensionsordninger i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien beskattes pensionsudbetalingerne i Storbritannien som kildeland, jf. artikel 18, stk. 2 i overenskomsten, fordi spørger tidligere har været skattemæssigt hjemmehørende i Storbritannien. Danmark beskatter pensionsudbetalingerne som spørgers bopælsland (nuværende skattemæssige hjemsted).

Danmark skal som spørgers bopælsland lempe for denne dobbeltbeskatning ifølge artikel 22, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien. Den lempelsesmetode der skal anvendes afhænger af, om pensionsordningen er omfattet af artikel 18 (private pensionsordninger mv.) eller artikel 19 (offentlige pensionsordninger mv.)

Det må efter det oplyste om spørgerens arbejde, mens han boede i Storbritannien, lægges til grund for besvarelsen af spørgsmålet, at spørgeren har arbejdet som læge ansat på et universitetshospital som del af det offentlige sundhedssystem i Storbritannien.

Som led i ansættelsen har både spørgeren og spørgerens arbejdsgiver indbetalt bidrag til en pensionsordning for hospitalspersonale. Pensionsordningen er efter det oplyste karakteriseret ved, at de indbetalte midler ikke investeres men anvendes til finansiering af pensionsordningen. Dertil kommer, at pensionsordningens fordele garanteres fuldt ud af regeringen/staten dvs. Storbritannien. Endelig fremgår det af det oplyste om pensionsordningen, at udbetalinger af pension i særlige tilfælde, efter den ansvarlige ministers bestemmelse, kan nedsættes eller pensionsrettigheder mistes, hvis medlemmet har handlet på en måde, der har givet eller vil give alvorlig skade for staten eller i væsentlig grad kan føre til tab af tillid til offentlig service.

I praksis administreres pensionsordningen af B Authority. Ifølge det oplyste er B Authority en selvstændig offentlig organisation under sundhedsministeriet i Storbritannien, som har en række specifikke opgaver, herunder arbejdet med at administrere denne pensionsordning.

På dette grundlag er det Skattestyrelsens opfattelse, at udbetalinger fra pensionsordningen til spørgeren må anses for omfattet af artikel 19 om offentlige pensioner. Dermed skal Danmark som spørgerens bopælsland give eksemptionslempelse ved beskatning af disse pensionsudbetalinger ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 22.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Uddrag af BKI nr. 6 af 12/02/1981 (Dobbeltbeskatningsoverenskomsten 1980 mellem Danmark og Storbritannien)

Artikel 19

Offentlige hverv

1. a) Vederlag, undtagen pensioner, der udbetales af en kontraherende stat, dens politiske underafdeling eller lokale myndighed til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, dens underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

  • b) Et sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat, og den pågældende er en i denne stat hjemmehørende person, som
  • (i) er statsborger i denne stat; eller
  • (ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.
    2. a) Enhver pension, som udbetales af en kontraherende stat, dens politiske underafdeling eller lokale myndighed - eller af midler tilvejebragt af disse - til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, dens underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.
  • b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis modtageren er hjemmehørende og statsborger i denne stat.
    3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag og pensioner, der udbetales for hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat, dens politiske underafdeling eller lokale myndighed.

Uddrag af BKI nr. 7 af 22/01/1992 (Protokol 1991 vedr. ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien)

Artikel VIII

Følgende nye bestemmelser skal indsættes umiddelbart efter artikel 19, stykke 1, litra b), i overenskomsten:

  • »c) Uanset bestemmelserne i litra b), (ii) i dette stykke, skal bestemmelserne i litra a) finde anvendelse på vederlag, som betales til
  • i) ansatte ved Storbritanniens ambassade eller ved The British Council i København, som ikke er danske statsborgere, og
  • ii) ansatte ved den danske ambassade i London, som ikke er statsborgere i Det Forenede Kongerige.«

Uddrag af BKI nr. 93 af 31/07/1997 (Protokol 1996 vedr. ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og storbritannien)

ARTIKEL VIII Artikel 18 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende:

»Artikel 18

Pensioner og lignende betalinger

     1. Medmindre bestemmelserne i stykke 2 i denne artikel og stykke 2 i artikel 19 medfører andet, kan pensioner, livrenter og andre lignende vederlag, som betales til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat og skattepligtig deraf i denne stat, kun beskattes i denne stat.

     2. I tilfælde hvor en fysisk person, der var hjemmehørende i en kontraherende stat, er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal intet i stykke 1 i denne artikel berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dens nationale lovgivning at beskatte pensioner, livrenter og andre lignende vederlag, der hidrører fra denne stat og betales til denne fysiske person.

     3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 i denne artikel, kan betalinger, som tilfalder en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i henhold til sociallovgivningen i den anden kontraherende stat, kun beskattes i denne anden stat.

     4. Udtrykket »livrenter« betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til en fysisk person til fastsatte tidspunkter for livstid eller for et bestemt eller beregneligt tidsrum i henhold til en forpligtelse til at præstere betalingerne mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.'

ARTIKEL IX Artikel 22, stykke 2, i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende:

     2. a) Med forbehold af bestemmelserne i litra f) i dette stykke, skal Danmark, i tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst, som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Det Forenede Kongerige, indrømme et fradrag i skatten af denne persons indkomst med et beløb, som svarer til den skat, der er betalt af indkomsten i Det Forenede Kongerige.

  • b) Sådant fradrag skal imidlertid ikke kunne overstige den del af indkomstskatten, som beregnet uden fradraget, der svarer til den indkomst, som kan beskattes i Det Forenede Kongerige.
  • c) (…)
  • d) (…)
  • e) (…)
  • f) I tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst, som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Det Forenede Kongerige, kan Danmark medregne denne indkomst i beskatningsgrundlaget, men skal indrømme et fradrag i indkomstskatten for den del af indkomstskatten, som svarer til den indkomst, der hidrører fra det Forenede Kongerige.'

Praksis

Uddrag af Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.F.9.2.18.17.2 vedr. dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Storbritannien 

Artikel 18: Pensioner og livrenter

Der er indsat ny artikel ved protokol af 15. oktober 1996, artikel VIII.

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Regel

Private pensioner, livrenter og andre lignende vederlag kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 18, stk. 1.

Undtagelse - kildelandsbeskatning

Kildelandet kan beskatte en person, som var hjemmehørende i dette land og som er blevet hjemmehørende i bopælslandet, af private pensioner og andre ydelser, der stammer fra en pensionsordning, der er oprettet i kildelandet. Se artikel 18, stk. 2.

Overgangsregel

Den skattepligtige indkomst og den personlige indkomst nedsættes for en person, som senest den 12. marts 1997 blev hjemmehørende i Storbritannien, og som på denne dato modtog pension, der er omfattet af overenskomstens artikel 18, stk. 2. Nedsættelsen udgør 200.000 kr., dog højst det beløb, som personen modtager i privat pension. Nedsættelsen kan ikke medføre, at den skattepligtige indkomst og den personlige indkomst bliver negativ. Se lov nr. 438 af 10. juni 1997 § 2.

Skattefritagelsen gælder kun så længe personen er hjemmehørende i Storbritannien. Hvis en person, der er omfattet af fritagelsen, flytter fra Storbritannien i en periode, gælder fritagelsen ikke, hvis vedkommende senere flytter tilbage. Se bemærkningerne til § 2 i L 192 af 12. marts 1997.

Sociale ydelser

Ydelser efter sociallovgivningen kan kun beskattes i kildelandet. Se artikel 18, stk. 3.

Fradrag for pensionsbidrag til ordninger i det andet land

Bidrag til pensionsordninger i det ene land, som betales af eller på vegne af en person, der yder personligt arbejde i det andet land, skal skattemæssigt behandles på samme måde og undergives samme betingelser og begrænsninger som bidrag til en pensionsordning i arbejdslandet. Se artikel 28, stk. 3. Bestemmelsen er indsat ved protokol af 15. oktober 1996, artikel X.

Se også

Se også afsnit

  • C.A.10.3.3 om fradrag for bidrag til britiske pensionsordninger.
  • C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 19: Offentlige hverv

Artiklen er ændret ved protokol af 1. juli 1991, artikel VIII.

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Vederlag, som betales til ansatte ved Storbritanniens ambassade eller ved British Council i København, som ikke er danske statsborgere, kan kun beskattes i Storbritannien. Dette gælder også for lokalt ansat personale. Se protokol af 1. juli 1991, artikel VIII, der indsætter ny artikel 19, stk. 1, litra c.

Vederlag, som betales til ansatte ved den danske ambassade i London, som ikke er statsborgere i Storbritannien, kan kun beskattes i Danmark. Dette gælder også for lokalt ansat personale. Se protokol af 1. juli 1991, artikel VIII, der indsætter ny artikel 19, stk. 1, litra c.

Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af artikel 19 og ikke artikel 17.

En universitetsansat forsker med bopæl i Danmark blev udstationeret i Storbritannien, hvortil han og familien flyttede. Han var aflønnet af universitetet i Danmark og boligen blev udlejet midlertidigt. Han blev fortsat anset for fuldt skattepligtig efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Spørgsmålet i sagen var, om han var skattepligtig til Danmark af sin indtægt fra universitetet efter artikel 19 i DBO'en mellem Danmark og Storbritannien, eller om Storbritannien havde beskatningsretten efter DBO'ens artikel 15. Afgørende for sagens udfald var, om den løn, som det danske universitet udbetalte til forskeren, var udbetalt af "staten". Efter en gennemgang af lovgrundlaget for universiteterne, af KSL § 1, stk. 1, nr. 4, og SKM2014.160.ØLR fandt Vestre Landsret efter en samlet vurdering, at der ved vedtagelsen af universitetsloven i 2003 ikke skete en ændring af, at universiteterne skal anses som en statsinstitution i DBO'ens forstand. Forskerens løn var derfor skattepligtig til Danmark i henhold til artikel 19. Se SKM2017.471.VLR

Se SKM2019.363.SR om en situation, hvor en person, der var pensioneret fra den britiske hær ønskede at opnå dobbelt statsborgerskab. Skatterådet bekræftede, at pensionen kunne beskattes i Storbritannien, og at denne beskatningsret kunne fortsætte, selvom spørger opnår dansk statsborgerskab samtidig med, at det engelske statsborgerskab opretholdes. Danmark kunne under alle omstændigheder beskatte indkomsten baseret på personens skattemæssige hjemsted i Danmark, men der skulle gives lempelse efter metoden eksemption med progressionsforbehold.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Uddrag af Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.F.8.2.2.19.1.1 om vederlag omfattet af modeloverenskomstens artikel 19

Pension eller andet lignende vederlag

Modeloverenskomstens artikel 19, stk. 2, handler om pension, der betales direkte af en kontraherende stat eller af en politisk underafdeling eller lokal myndighed eller betales fra ordninger, der er oprettet af en stat eller en politisk underafdeling eller lokal myndighed, til en fysisk person for varetagelsen af hverv i den pågældende stats eller underafdelings eller myndigheds tjeneste.

Dansk tjenestemandspension er omfattet af modeloverenskomstens artikel 19.

Pensioner til tidligere offentligt ansatte kan være omfattet af modeloverenskomstens artikel 19, selv om beløbet ikke udbetales direkte af staten, en politisk underafdeling eller en lokal myndighed. Pensionsudbetalinger fra ordninger, der er oprettet af staten, en politisk underafdeling eller en lokal myndighed kan være omfattet, selv om de administreres privat.

Pension fra selvejende institutioner er i flere tilfælde blevet anset for omfattet af artikel 19. Se LSRM 1978, 29 LSR og TfS 1991, 37 TSS om Lodspensionskassen, der er en selvejende institution med tæt tilknytning til Forsvarsministeriet, og TfS 1989, 26 om den oprindeligt selvejende institution Børneforsorgens Pensionskasse, der blev overtaget af staten. 

Udtrykket "pension og andet lignende vederlag" i modeloverenskomstens artikel 19, stk. 2, litra a, omfatter de samme ydelser som artikel 18, der er modeloverenskomstens hovedregel om pensioner. Mens ordet "pension" kun dækker løbende udbetalinger, kan ordene "andet lignende vederlag" fx også dække betaling af et engangsbeløb i stedet for en løbende udbetaling til en tidligere statsansat person efter ansættelsens ophør. Se punkt 5.1 i kommentarerne til modeloverenskomstens artikel 19.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18.1 (artikel 18) om afgrænsningen mellem pension og fratrædelsesgodtgørelse.

En forsørgertabsydelse fra USA til en efterlevende ægtefælle efter en ansat i det amerikanske flyvevåben blev ud fra en samlet vurdering betragtet som en pensionslignende ydelse, der var omfattet af artiklen om pension fra offentlige myndigheder i den dagældende dansk-amerikanske DBO. Se SKM2003.484.VLR.

Bemærk

Modeloverenskomstens artikel 19 anvendes ikke på pension, der har tilknytning til selvstændigt arbejde for staten mv.

Bemærk

Hvis pensionen har tilknytning til arbejde, der er udført i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af staten, en politisk underafdeling eller en lokal myndighed, er indkomsten ikke omfattet af modeloverenskomstens artikel 19, stk. 2. Se afsnit C.F.8.2.2.19.2 om fordeling af beskatningsretten til vederlag for offentligt hverv.

Folkepension

Den danske folkepension er ikke omfattet af modeloverenskomstens artikel 19, da den ikke optjenes i forbindelse med tjenesteydelser.

ATP

ATP er en social sikringsydelse, der behandles som pension. Den er omfattet af artikel 19, stk. 2, hvis arbejdet, som pensionen knytter sig til, er udført for staten, en politisk underafdeling eller en lokal myndighed.

Politiske underafdelinger og lokale myndigheder

Ud over selve staten nævner modeloverenskomstens artikel 19 også politiske underafdelinger og lokale myndigheder, i Danmark fx regionerne og kommunerne. Disse myndigheder kan også udbetale vederlag, der er omfattet af modeloverenskomstens artikel 19.