Du skal indberette og betale moms for de perioder, hvor din virksomhed er registreret. Du kan indberette fra den første dag efter periodens udløb og senest den sidste dag i måneden efter periodens udløb. Salg via EU-ordningen og Ikke-EU-ordningen skal indberettes og betales kvartalsvis, mens salg via Importordningen skal indberettes og betales månedsvis. Du kan se alle fristerne længere nede på denne side.
Virksomheder, der indberetter deres almindelige moms halvårligt, skal også indberette Moms One Stop Shop for hvert kvartal (månedsvis, hvis du er tilmeldt Importordningen i Moms One Stop Shop).
Du skal altid indberette - også selvom din virksomhed ikke har haft salg
Hvis du i en periode ikke har haft noget salg, skal du stadig indberette. I stedet for at indberette som normalt skal du lave en nulindberetning. Husk, at alle salg frem til 1. juli 2021 skal indberettes via den gamle One stop moms-ordning. Læs om One stop moms-ordningen, og hvordan du indberetter og betaler.
Ved manglende betaling
Den moms, du betaler ved salg til private i EU via Moms One Stop Shop, er moms du skal betale til andre EU-lande. Ved manglende betaling er det andre EU-landes regler, der gælder. Skattestyrelsen kender ikke disse regler, og du skal derfor kontakte de enkelte EU-lande for at få mere at vide.
Importordningen omfatter også dansk moms. En dansk virksomhed, der har fjernsalg af varer fra et andet EU-land til private forbrugere i Danmark, skal indberette den danske moms i EU-ordningen.
Tilsvarende skal en platformsvirksomhed, der formidler fjernsalg af varer fra et andet EU-land til private forbrugere i Danmark for en virksomhed, som ikke er etableret i EU, eller formidler indenlandsk varesalg i Danmark, for en virksomhed, som ikke er etableret i EU, indberette dansk moms i EU-ordningen.
Se din konto for salg til private i EU
Du kan se de beløb, du har indberettet, ved at logge på TastSelv Erhverv og vælge Moms og herefter Moms One Stop Shop.
Du kan ikke se de beløb, du mangler at betale, på Skattekontoen, fordi du skylder beløbene til andre EU-landes myndigheder og ikke til Skattestyrelsen.