Dato for udgivelse
25 Jan 2021 12:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 Dec 2020 11:43
SKM-nummer
SKM2021.43.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-25527/2019
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Skattepligtig, Indkomst, Konkurs, Moderselskab
Resumé

Et selskab havde ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst fratrukket et kurstab på en fordring på en kunde, der var gået konkurs. Skattemyndighederne forhøjede selskabets skattepligtige indkomst med ca. 5,7 mio. kr., som selskabet - på baggrund af erklæringer herom fra det tyske moderselskab - havde modtaget fra moderselskabet til dækning af hovedparten af tabet på fordringen på kunden.  

Af de grunde, der var anført af byretten, tiltrådte landsretten, at overførslen fra moderselskabet til selskabet ikke udgjorde et skattefrit tilskud omfattet af selskabsskattelovens § 31 D.  

Under de foreliggende omstændighederne måtte overførslen i stedet anses for at udgøre dækning af selskabets tab på den konkrete fordring, som selskabet havde mod kunden. Selskabet havde dermed ikke realiseret et tab på fordringen svarende til det overførte beløb.  

Herefter og af de grunde, der i øvrigt var anført af byretten, tiltrådte landsretten, at overførslen skulle indgå i opgørelsen af tabet efter kursgevinstlovens § 26. Selskabet var dermed ikke berettiget til at få nedsat sin skattepligtige indkomst som påstået.  

Herefter, og idet der heller ikke var grundlag for at hjemvise sagen, stadfæstede landsretten byrettens dom (SKM2019.333.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet.  

Reference(r)

Selskabsskattelovens § 31 D

Kursgevinstlovens § 26

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1 C.D.2.4.3.3.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1 C.B.1.7.5 

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Byretten, SKM2019.333.BR

Tidligere instans: Landskatteretten, Ej offentliggjort

Parter

H1 A/S

(v./ advokat Lene Juel)

mod

Skatteministeriet

(v./ advokat Mattias Chor)

Dommen er afsagt af landsdommerne

Olav D. Larsen, Thomas Klyver og Cecilie Kabel Revsbech.

Retten i Sønderborg har den 10. maj 2019 afsagt dom i 1. instans (BS-10448/2017SON).

Påstande

Appellanten, H1 A/S, har gentaget selskabets påstande for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at H1 A/S’ skattepligtige indkomst skal nedsættes med 3.506.494 kr. for indkomståret 2012, subsidiært at Skatteministeriet skal anerkende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen vedrørende opgørelsen af H1 A/S’ skattepligtige indkomst for indkomståret 2012.

Skatteministeriet har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten indhentet en sagkyndig erklæring fra revisionspartnerselskabet R1 (bilag 18) om bl.a. støtteerklæringer.

Forklaring

Statsautoriseret revisor JR har supplerende forklaret, at R2 har været revisor for H1 A/S siden 2001. Han har sammen med en anden partner forestået revisionen siden februar 2010. Ud over revision assisterer de bl.a. selskabet med skattemæssige spørgsmål.

Det er almindeligt, at moderselskaber afgiver støtteerklæringer til fordel for datterselskaber, som har udfordringer. Det varierer, hvordan erklæringerne er udformet, og der er ham bekendt ikke faste rammer for udformningen.

En generel støtteerklæring fra G1 GmbH ville også have ført til, at der ikke skulle tages forbehold for "going concern". Det var G1 GmbH, der formulerede erklæringerne. Han var i dialog med selskabet om, hvad der skulle til for at undgå et revisionsforbehold, hvilket var det bærende hensyn bag erklæringerne. Han opfattede ikke erklæringerne som kautioner. Ham bekendt opfattede selskaberne dem heller ikke sådan. Hvis der var stillet kaution, ville det have været normalt at kræve en kautionspræmie. Han mener, at selskaberne ville have valgt en kapitalforhøjelse i stedet, hvis selskaberne havde vidst, at skattemyndighederne ville anfægte, at der var tale om et skattefrit tilskud.

Han er i store træk enig med det, der er anført i den sagkyndige erklæring. Han er dog ikke enig i, at det var normal praksis dengang, at støtteerklæringer skulle oplyses i regnskabet. De vurderede erklæringerne som en stærk støtteerklæring, for ellers kunne de ikke have afgivet en blank revisionspåtegning.

Overførslen indgik i resultatopgørelsen, idet der ellers ville blive udgiftsført et tab, som reelt ikke var lidt. Uanset om overførslen indgik i resultatopgørelsen, ville egenkapitalen forblive uændret. Overførslen blev ham bekendt finansieret internt i koncernen og ikke ved optagelse af lån.

Anbringender

Skatteministeriet har for landsretten frafaldet anbringendet om, at overførslen fra G1 GmbH til H1 A/S skete som led i en udveksling af ydelser.

Parterne har i øvrigt i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at overførslen fra G1 GmbH til H1 A/S ikke udgør et skattefrit tilskud omfattet af selskabsskattelovens § 31 D.

Under de foreliggende omstændighederne må overførslen i stedet anses for at udgøre dækning af H1 A/S’ tab på den konkrete fordring, som selskabet havde mod G2 GmbH. Selskabet har dermed ikke realiseret et tab på fordringen svarende til det overførte beløb. Herefter og af de grunde, der i øvrigt er anført i dommen, tiltræder landsretten, at overførslen skal indgå i opgørelsen af tabet efter kursgevinstlovens § 26. H1 A/S er dermed ikke berettiget til at få nedsat selskabets skattepligtige indkomst som påstået. Der er heller ikke grundlag for, at sagen skal hjemvises.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Efter sagens udfald skal H1 A/S i sagsomkostninger for landsretten betale 100.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet angår advokatudgifter (inkl. moms). Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 A/S inden 14 dage betale 100.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.