Din ejendomsvurdering har betydning for, hvor meget du betaler i boligskatter (ejendomsværdiskat og grundskyld). Når du modtager din nye ejendomsvurdering fra Vurderingsstyrelsen, tilpasser vi automatisk din ejendomsværdiskat og kommunen din grundskyld.

Hvis din nye ejendomsvurdering er højere end din tidligere, vil du:

  • Ikke blive opkrævet ekstra boligskatter, selvom du i årene 2011-2020 har betalt skat af en for lav ejendomsvurdering.
  • Fortsat være beskyttet af skattestop på ejendomsværdiskatten og skatteloft på grundskylden, samt den midlertidige indefrysningsordning på grundskylden.
  • I helt særlige tilfælde skulle betale forskellen mellem det, du har betalt i boligskatter, og det, du skulle have betalt for årene 2021-2023. Det gælder fx boligejere, der har gennemført ombygninger, der øger værdien af deres bolig. 

Din boligskat før og efter 2024, hvis ejendomsvurderingen stiger

Der er altid en usikkerhed, når man vurderer en ejendom. Man vil sjældent ramme, præcist hvad ejendommen faktisk sælges for. Denne usikkerhed skal komme dig som boligejer til gode. Derfor er der vedtaget et såkaldt forsigtighedsprincip i forbindelse med de nye vurderinger, hvor det beløb, du som boligejer skal betale skat af, sættes 20 % lavere end vurderingen.

Dette gælder kun, hvis du beskattes af din nye ejendomsvurdering. Læs mere om hvilken vurdering, du betaler boligskat af længere nede på siden under "Skattestop på ejendomsværdiskat". 

Læs mere om forsigtighedsprincippet i de nye ejendomsvurderinger

Ejendomsværdiskat er en skat, du som boligejer betaler til staten af din ejendomsværdi. Ejendomsværdien er værdien af din faste ejendom med grund og bygninger. 

Skattestoppet på ejendomsværdien betyder, at du som boligejer betaler ejendomsværdiskat af den laveste af disse 3 værdier:

  • Ejendomsværdien for 2001 plus 5 %
  • Ejendomsværdien for 2002
  • Seneste vurdering. Fra januar 2021 vil det være ejendomsværdien for 2020 fratrukket 20 %.

Vi sørger for, at det er en laveste af de 3 værdier, du betaler ejendomsværdiskat af.


De fleste boligejere betaler, og skal fortsat betale, ejendomsværdiskat af ejendomsvurderingen fra 2001 plus 5 %. Hvis du betaler skat af din seneste vurdering og din nye ejendomsvurdering er blevet højere, vil du kunne opleve en stigning i din ejendomsværdiskat.

Grundskyld (ejendomsskat) er en skat, du betaler til kommunen af din grundværdi. Grundværdien er værdien af din grund i ubebygget stand. Din kommune fastsætter promillesatsen og opkræver skatten.

Et skatteloft på grundskylden betyder, at den skat, du betaler til kommunen, højst kan stige 7 % om året fra 2018-2022 og 2,8 % om året fra 2022-2024. Det gælder også, selvom din ejendomsvurdering er blevet højere.

Skatteloft på grundskylden

Hvis din ejendomsvurdering er blevet højere og din grundskyld dermed stiger, indefryser kommunen stigninger i din grundskyld. De eventuelle stigninger skal du først betale, når du sælger boligen. Du kan framelde dig ordningen, og betale det beløb, der måtte være indefrosset fra 2018.

Læs mere om indefrysning af grundskyld

I 2024 træder ny skatteregler for dine boligskatter i kraft. Skattestoppet og skatteloftet udfases, men du er sikret mod pludselige stigninger i boligskatterne igennem en rabat- og indefrysningsordning for nuværende boligejere.

Læs mere om dine boligskatter fra 2024